Rory brød sig generelt ikke om andre mennesker, så tanken om at skulle arbejde sammen med et, fik hende til at vende det hvide ud af øjnene. Heldigvis var hun som sædvanligt alene på sine missioner, aka indbrud, og behøvede ikke at tage hensyn til andre. Byvagten? Pffft. Hun var sluppet væk fra en før, selvfølglig kunne hun gøre det igen. Det var ofre midaldrende mænd som alligevel ikke gad deres job. Selvfølglig kunne hendes unge ben hurtigt løbe fra dem, selv med en rygsæk fyldt med alverdens værdier. Det var præcis sådan nogle værdier, hun var på jagt efter denne aften.

Rory havde brudt et gammelt kældervindue op i ved byens fineste palæ. Ejerne skulle efter sigende være draget på en længere rejse og tog afsted ved daggry. Dette gjorde huset til et perfekt mål for en person med dårlige intentioner som hende. Hun havde medbragt sit sædvanlige indbrudskit, hvilket bestod af en rygsæk som kunne fyldes med alverdens af genstande og sine kasteknive samt en lang kniv hun kunne bruge, hvis faren kom for tæt på. Desuden var hun iklædt sort fra top til tå, hvilket gjorde hende umulig at spotte om natten.

Underetagen var det sted Rory først begyndte at undersøge, men det vidste sig hurtigt, at der ikke var noget af værdi. Hvor gemte sådan nogle mennesker lige deres krystaller og smykker? Hun vidste, at hun måtte prøve at finde palæejerens soveværelse. Hun gættede på, at det enten ville befinde sig på den første eller anden etage. Dette gjorde det dog umuligt at hoppe ud af vinduerne, hvis der pludselig kom ubudne gæster, men hvem skulle det lige være? Ejerne var jo på tur. Hvad Rory endnu ikke vidste var dog, at hun ikke var den eneste person, der befandt sig i huset. Langt fra endda.

Efter at have ledt i alt for lang tid, inde på et soveværelse, trådte Ezra væk. Han havde kniven klar, i tilfælde af at der skulle være andre herinde. Det var aldrig til, at vide hvem der kunne være herinde. Det kunne være, at der var en anden tyv, eller en potentiel fjende. Et lille skævt smil foldede sig over hans ansigt, og han strøg lidt af det sorte hår til siden. Hænderne var ru, og han trådte væk fra soveværelset. Der var alligevel ikke noget, som han kunne bruge derinde. Gid der var nogle smykker, eller andet af værdi. Han var målrettet og fokuseret, og strøg en finger hen over kniven, på den mindre skarpe side. 

"Ser man det" fløj det spontant ud af hans mund, som han lænede sig op ad dørkarmen, og betragtede pigen foran sig. Han havde overhovedet ikke troet, at der var andre herinde. Hun var heldig, at han ikke havde taget chancen og kastet sin kniv afsted. Normalt gad han ikke arbejde sammen med andre, det var altid bedst at arbejde alene. Et lille suk forlod hans mund, som han lod sine øjne glid ned over hende. Hun lignede en tyv, ligesom ham selv, men han var ikke særlig imponeret over, at en tøs var herinde ligesom ham.

På den ene side, hvis de blev nødt til at skulle arbejde sammen, havde Ezra vel ikke noget valg. Han trådte væk fra dørkarmen, og tog et kig rundt, bare for at se om der mon kunne være et eller andet, som skilte sig ud, eller noget som så lidt usædvanligt ud. Han god til at spotte detaljer, men han ville også gerne vide, hvad denne her pige lavede herinde sammen med ham"Jeg arbejder helst alene tøs.. "det kom lidt koldt, og kynisk fra hans mund, hvorefter han lod blikket hvile lidt på et malerie. Et lille bredt smil kom frem, på ansigtet, og han gik hen imod maleriet. Han havde sikkert ikke noget valg end, at arbejde sammen med denne her pige. Han vidste ikke engang, hvem hun var. Ezra kendte ellers de fleste indenfor erhvervet som tyv.

Rory stivnede i sine bevægelser, da hun hørte en stemme. Den første tanke der slog hende var, at det var husets ejere som åbenbart var kommet hjem før tid eller slet ikke var taget afsted. Hurtigt vendte hun blikket mod den mandlige stemme. I dørkarmen så hun skikkelsen af en mørktklædt mand. Ikke meget større end hende selv, men en del bredere end hende var han da. Ud fra hans overlegne positionering og toneleje regnede hun hurtigt ud, at han ikke var husets ejer. Han var blot endnu en tyv som havde hørt rygterne om et tomt hus. “Ja ser man det. En mand der tydeligvis ikke ved, at dette er mit område,” svarede hun kækt mod skikkelsen. 

Blandt tyvene i Dianthos vidste alle nogenlunde hvem hinanden var. Dette gjorde, at man ikke kunne stikke hinanden til byvagterne, da man ellers var i farezonen for at blive snuppet. Siden Rory efterhånden var erfaren nok i sit fag, kende hun til de fleste andre kriminelle i området. Hun vidste også, hvor de oftest slog til, sådan hun ikke røvede et hus uden nogen værdier liggende. Hun havde uofficielt udnævnt dette område som sit eget. Dog stod det ikke på skrift nogen steder, måske var der ikke engang nogen andre end hende selv som vidste det, men tydelig var denne mand ikke integreret nok til at vide, hvor man ikke skulle stikke snuden hen!

“Som om jeg arbejder med en amatør alligevel,” bed hun tilbage. Han stod og kiggede sultent på et maleri, som om det havde den store værdi. Ganske rigtigt var kunst en valuta blandt rige mennesker, men det gjorde det også svært at sælge det på det sorte markedet i Dianthos. Midtermændene som modtog tyvekoster fra folk som dem, ville ikke have ting som nemt kunne spores. Et maleri var en original genstand og kunne derfor nemt opspores af byvagterne på markedspladsen. Dette gjorde, at krejlerne ikke var alt for begejstret for at købe dem. Desuden var malerier også besværlige at snige med sig i natten.

Så kvinden her var sikker på, at området var hendes. Et lille fnys forlod hans mund, mest fordi han synes det var morsomt, at hun mente at det var hendes område. Det havde de tydeligvis forskellige meninger omkring. Han strækkede sig halvt, og betragtede værelset de stod indeni. Umiddelbart, så kunne der nok godt være noget værdifuldt herinde, som han lige kunne snuppe med sig. Ezra havde dog heller ikke tænkt sig, at forlade dette hjem, før han havde fået nogle gode gevinster med hjem.

“Dit område.. Tro på det tøs” lød det halvt flabet og næsvis fra Ezra. Han betragtede maleriet foran sig, og overvejede, at tjekke om der mon ville være noget bagved maleriet. Det ville nok også være, et ret typisk sted at gemme noget. Øjnene gled lidt rundt i nærheden af maleriet, og han valgte bevidst ikke, at skænke byvagterne en tanke. Hvorfor skulle han også tænke på de pokkers byvagter. De var altid i vejen for de ting man ville. Ezra ville hellere fokusere på sit arbejde, og fortsatte med, at kigge lidt på maleriet. Efter kort tid fjernede han blikket fra maleriet.

Han kunne ikke andet end, at smile ved hendes ord. Han trådte lidt hen imod hende, og lænede sig bevidst ind imod hende. Det kække og flabede smil foldede sig over ansigtet, og han tiltede hovedet en smule”Hvorfor leger du ikke andre steder, og lader de profesionelle gøre jobbet og det målrettet arbejde” efter at have sagt ordene, valgte han at vende rundt. Måske han burde undersøge nogle af de andre værelser og rum.

Ordene der forlod manden irriterede hende grænseløst. Hvad bildte han sig lige ind! “Professionel? Hvis du havde den mindste forstand på, hvad du lavede, ville du ikke stå og kigge sultent på et sølle maleri. Hyg dig med at savle på gulvet mens jeg får så mange krystaller, at du ikke engang kunne drømme om det!” svarede hun ophidset på hans udtalelse. Han havde allerede læner sig ind mod hende og hun godtog udfordringen ved ikke at trække sig. Han havde nok forventet, at hun ville gå nogle skridt tilbage af intimidering. Det var derfor, at hun gjorde det præcis modsatte og bevægede kroppen tættere på ham. De stod nu i et kort sekund uden den store afstand mellem dem, hvor de næsten indåndede den samme luft. Rorys øjne brændte i nattens skær og mandens øjne nedstirrede hende til trods for, at han ikke var højere end hende.

Noget Rory ikke kunne tage var, når andre ikke ville indrømme hvor dygtig hun var. Desuden havde hun en kort lunte, så hvis nogen begyndte at tirre hende bed hun endnu hårdere tilbage. Derfor tog hun det som en lille sejr, da han var den første til at trække sig fra deres lille stirrekonkurrence. Han vendte hende ryggen, hvilket chokerede hende, da hun havde fri mulighed for at angribe ham bagfra. Dog stoppede hun sig selv, da dette ville tiltrække for meget opmærksomhed grundet postyret. Nej, hun skulle tænke længere end en kortsigtet tilfredsstillelse. 

Det var også godt, at hun ikke havde lavet alt for meget larm, for i løbet af natten havde en byvagt opdaget det opbrudte vindue og undret sig over, hvordan dette kunne lade sig gøre. Dette havde ledt ham til at gå ind i den forladte bygning på en patrulje. Indtil videre var han en etage under dem, men hvis der kom for meget larm ville han hurtigt kunne nå ovenpå. Den information stod Rory og hendes nye kompagnon dog ikke med.

Ezra havde faktisk heller ikke tænkt sig, at stå og kigge på maleriet, som var han en eller anden tosse. Det var ikke engang særlig spændende, at kigge på et maleri. Der var desuden også mange andre spændende ting, og nogle mere værdifulde ting herinde. Han kunne næsten ikke vente med, at blive rig over alle de krystaller, og værdi genstande, han ville snuppe med sig. Ordene fra denne her tøs, fik ham til at holde blikket på hende lidt. Han kunne ikke undgå, at smile lidt over det som hun sagde. De burde sikkert samarbejde, hvis der kom nogle fjender, eller lignende. Men lige nu, havde de hvist begge to andre planer

"Lige nu kigger jeg på dig.. Et maleri er ikke så spændende, kun hvis der var noget bagved det" lød det ærligt fra Ezra, som han lod et lille skævt smil komme frem på ansigtet. Han var ret sikker på, at han nok skulle få skaffet sig flere krystaller end den her tøs, men på den anden side, det ville så betyde, at han var nødt til at kigge andre steder. Heldigvis var der masser af rum, at udforske og lede i. Han skulede kort ned ad sig selv, og sikrede sig kort, at han havde alting med sig. Han havde ikke mistet noget, heldigvis. Hans små knive og andet tilbehør, var i hans bælte, og hylster omkring benene. Ikke tale om, at han skulle miste dem, men hvis det skete havde han altid en nødplan. Han listede forsigtigt væk fra rummet de begge to stod i. Stoppede med vilje op ved dørkarmen, og kiggede op på etagen over dem, det var nok deroppe, det som de ledte efter ville være.

Måske de blev nødt til, at arbejde sammen. Han sukkede lidt, mest fordi han slet ikke gad arbejde sammen med andre. Men på den anden side, mange tyve arbejdede sommetider sammen. Måske det ikke ville skade"Hvis du lader være med, at stå i vejen for mig... Kan vi måske arbejde sammen" lød det fra ham, som han drejede rundt, for at roligt og afventende, at stå lænet op ad dørkarmen. Hans blik hvilede sig på hende, som han krydsede armene. Han ville ikke smutte op på etagen over dem, før han havde hørt svar fra hende, og hørt hvad hendes tanker var, og se hendes reaktion på det han havde sagt. 

Selvom manden foran hende virkede til at løsne sig en smule op for hende, var hun stadig lukket som en østers. Hun havde lært op den hårde måde, at man aldrig kunne stole på en mand - især ikke en kriminel. Hun knep sine øjne en smule sammen, da han kom med sit forslag om samarbejde. “Var det ikke dig som startede med at sige, du ikke gik ind for gruppeopgaver?” Svarede hun tørt til hans foreslag. Det ville være over hendes lig, at skulle arbejde med ham. Han var selv ved at bevæge sig ud af lokalet, hvor hun fyldte ham ud. Han stoppede dog ved dørkarmen og hun blev ved med at gå. Hun var ved at bevæge sig væk fra ham, men valgte så at dreje hovedet. “Ingen ved det er os som har været her. Lad os holde det sådan,” sagde hun som afsked og gik inden hun nåede at høre mandens svar.

Palæet de havde brudt ind i var så stort, at der var flere trapper op til etagerne over. Rory valgte at tage den trappe i venstre side af bygningen. Det virkede til, manden var gået den modsatte retning. I hvert fald var han ikke fulgt efter hende. Det passede hende helt perfekt. Nu kunne hun så vidt muligt ignorere deres sammenstød og gøre, hvad hun kom for. Palæet havde nok genstande nok til at behage dem begge. De behøvede ikke engang at støde ind i hinanden igen. Det eneste som nagede hende var, at det var risikabelt, at manden vidste at hun havde opholdt sig her - hvis han altså blev fanget. Hun håbede på, at han havde hovedet skruet godt nok på til at holde sig væk fra byvagten.

Rory havde med tiden samlet en del genstande sammen og var nu ret tilfreds med sin samling. Hun var på vej hen til trappen igen, da hun så en person. Dette var ikke manden fra før, men han lignede nærmere en byvagt… BYVAGT!? Argh, hvad lavede han her! Rory spurtede væk så hurtigt hendes ben kunne bære hende. Han havde endnu ikke opfanger hendes tilstedeværelse, men i hendes spurt i mørket stødte hun ind i et bord og en vase med blomster blev ødelagt for fødderne af hende. I samme sekund så hun ansigtet på manden fra tidligere. De var på dybt dybt vand, hvilket var malet ud over hendes ansigt.

Med vilje undlod Ezra at svare på spørgsmålet om, at det var ham som havde startet med at sige, at han ikke gik ind for gruppeopgaver. Han var heller ikke meget for det, specielt ikke med denne her tøs. Selvom han ikke kendte hende, men han hadede at indrømme, at de måske var nødt til at arbejde sammen. Lige nu havde han det ganske fint med, at de ikke behøvede at arbejde sammen. Han lyttede til hendes ord, og kunne ikke undgå at smile lidt. Han var allerede klar til, at smutte ovenpå. Palæet havde mange gange, rum og etager. Tanken om alle de værdifulde genstande, kunne han godt lide, og han vendte kort blikket hen på pigen.

"Jo.. men jeg arbejder helst alene. Men måske vi bliver nødt til at arbejde sammen" sukkede han opgivende før han hørte noget. Kunne det være en fjende, eller byvagt. Han bed sig kort i underlæben, og håbede inderligt ikke, at det var en byvagt. Men hvis det var, kunne han vel bare gemme sig lidt, så ville den pokkers byvagt ikke få øje på ham. Som Ezra kunne se, at hun spurtede, sukkede han endnu engang. Sikke et håbløs syn, han forstod slet ikke hvorfor hun spurtede afsted. I stedenfor, at løbe med hende, valgte han at hurtigt løbe op ad trapperne til etagen over dem. Ikke tale om, at han skulle blive fanget, så heller hende frem for ham. 

På den anden side, hvis den byvagt ville få fingrene i hende, ville han sikkert også blive fanget. Et fnys forlod hans mund, som om at den byvagt kunne fange ham. Han lod blikket glide ned på hans forbinding om hånden, og lod et skævt smil folde sig over ansigtet. Han kunne enlig sagtens, råbe et eller andet til hende. Men tanken om at undersøge det nærmere, gad han ikke. Tænk hvis han selv blev afsløret, det ville ikke være godt. Som Ezra stod på etagen over dem, lod han blikket glide rundt. Hvor skulle han starte henne, der var så mange rum. Han kunne starte med at undersøge et værelse, hvor døren var åben. Lidt mistænkeligt, men han var på vagt som han sørgede for at gemme sig i mørket, og skyggerne, så godt han nu kunne"Tsst.. En tyv blive fanget, hvad er hun for en tyv" mumlede han opgivende som han rullede med øjnene, og langsomt listede ind i det åbne værelse.

De befandt sig nu på anden etage. Lige præcis så højt oppe, at det ville være umuligt at hoppe ud af et vindue. Det her havde været en dum plan! Hvad lavede byvagten også inde i huset? Han havde da ikke adgang til den almene borgers hus. Dette var en underlig fidus! Rory spænede videre fra det sted vasen havde ramt jorden. Okay, hvilken plan var bedst? At løbe videre eller at gemme sig? Det var trods alt et stort hus, måske var den bedste plan at lege gemmeleg. I sit sprintløb fik Rory øje på den anden mandlige tyv. Argh okay, hun kunne da altid smide ham under bussen! Men så ville han afsløre hende.

Rory tog fat i håndleddet af ham og ignorerede hans beklagelser og den skarpe kommentar. Han var tydeligvis ikke opmærksom på, hvordan de var i en presset situation lige nu! Hallo, alarm alarm, vagten kommer. Der er ikke tid til at spille overlegen lige nu. Rory trak manden med sig og kunne nu høre, hvordan byvagten var ved at komme i deres retning. De måtte komme væk fra gangen nu! Hun tog i det første håndtag hun kunne få fat i gik ind, hvorefter hun trak fyren med sig. “Nu holder du mund,” hvæste hun da hun lukkede døren efter sig. Hun låste den ligefrem for god ordens skyld.

Før Ezra overhovedet nåede, at sige noget som helst havde hun fået fat rundt om håndleddet på ham. Han løftede et øjenbryn, og overvejede at slippe fri, fra hendes greb. Men det gik heller ikke, så han kunne vel ligeså godt følge med hende. Et lille suk forlod hans mund, og han håbede inderligt, at byvagten ville gå igen, meget hurtigt. Før det, kunne de vel ikke snige sig rundt i palæet. Der var fortsat en masse han ikke havde set endnu. Hvad denne her tøs var interesseret i, skænkede han ikke en tanke i øjeblikket. Den pressede situation påvirkede ham slet ikke, selvom han godt nok dybt indeni, var ret træt af at der var en byvagt herinde sammen med dem. Hvorfor skulle han også være herinde, kunne han ikke bare have undgået at gå herind.

Hans blik hvilede sig kort på hende, som han hørte hendes ord om at han skulle holde mund. Et fnys forlod hans mund, og greb fat rundt om hendes kæbe i et blidt greb"Og hvorfor skulle jeg holde mund.. Det er dig, som snakker, er det ikke" fløj det kækt og flabet fra ham, som han fik et glimt i øjet. Der gik dog ikke lang tid, før han slap sit greb på hendes kæbe, og lyttede lidt efter, om han kunne høre den pokkers dumme byvagt. Døren blev låst, og de stod nu tæt op ad hinanden. Ezra havde absolut ingen anelse om, hvor de var henne. Var det et lille rum, et stort rum.. Eller måske det bare var noget andet, som et lille rum hvor ting blev opbevaret.

Han tillod sig, at kigge lidt rundt, men vendte blikket tilbage mod døren. Han skulle være sikker på, at byvagten ville være væk, før han ville gå ud fra rummet de nu var i. Var det ondt, at efterlade hende alene med byvagten? kunne han ikke bare lade den dumme byvagt få fingrene i hende, så han slap for at arbejde sammen med hende. Endnu et suk forlod hans mund, som han roligt lænede sig op ad muren ved døren. Armene krydsede han, og skulede kort hen til hende"Vi er nødt til, at være sikker på at han er væk.. Før vi kan smutte ud herfra" det var sande ord. Han var dog ikke sikker på, hvor træls byvagten var, og hvor stærk han var.

Rory forstod ikke hvordan manden kunne opføre sig så køligt. Hun havde aldrig været så tæt på at blive fanget, var han ude på at ende i brummen? Hvis han var det, så ville det være uden hende. Hun var ikke ude på en selvmordsmission, da hun havde… ting hun skulle se til. Et liv at leve, steder at være. Hele kroppen spændte op da han tog fat om hendes kæbe. Det var et blidt greb, men blandingen af han stod alt for tæt på og ligefrem rørte hende, fik alle alarmklokkerne til at ringe. Hvor vovede han at behandle hende sådan! Inden hun kunne nå at skubbe hans hænder væk, havde han allerede selv fjernet dem. Hun valgte ikke at kommentere på hans kække kommentar, da det blot ville drage mere opmærksomhed i denne retning. Det sidste der skulle ske var, at vagten ville gå i denne retning.

“Selvfølglig skal byvagten være væk,” hviskede hun irriteret. Det var hele pointen med at de gemte sig. Han skulle være væk inden de gik og inden han nåede at give besked om, at der var indbrud. Åh nej, hvis han nu kaldte efter opbakning, så ville det være umuligt at forlade huset! Rory så sig omkring i det mørke rum. De havde valgt den absolut dårligste dør, da der ikke engang var et vindue. Faktisk tvivlede hun på, at dette var et ordenligt lokale. Det lignede nærmere et opbevaringslokale. Kunne det være et skab? Hun så sig omkring og lagde mærke til alle hylderne på væggen. Yep, helt klart et skab. Det var også derfor, at de stod så tæt på hinanden, da det var svært at lade være. “Hvad hvis han når at advare andre inden vi kommer ud,” hviskede hun atter, nu en smule desperat.

Det eneste som gik igennem Ezras hoved lige nu, var den pokkers byvagt. Selvfølgelig var de derinde, det undrede ham ikke. Selvom han inderst inde ikke, havde håbet det. Så var det typisk, at der nu var en herinde i det flotte og store palæ. Dog betød det ikke, at han ikke kunne snige sig væk, og plyndre lidt ting, uden at blive opdaget. Han skænkede ikke tøsen en tanke, sådan rigtigt. Han havde intet imod hende, selvom han godt kunne fremstå som om, han havde. Et suk forlod hans mund, og han kiggede over skulderen. Der var virkelig ikke meget plads, men sådan var det jo. Han havde da heller ikke haft noget valg, da hun trak ham med herind.

"Han må gerne forsvinde hurtigt.. Ellers må der være en anden vej ud herfra" han kiggede lidt nærmere rundt. Der måtte da være et hul, eller redskaber som de kunne bruge, til at komme ud herfra med. Byvagten ville sikkert gå rundt i lang tid, og det var nærmest kun et spørgsmål om tid, før han faktisk ville få fingrene i dem. Han havde været tæt på, at fange hende en gang. Men ham, niks.. Han smillede lidt tilfreds. Hvilken tyv ville også blive fanget, han var ikke så nem at få fingrene i. Hvad skulle de også gøre, hvis den dumme byvagt havde tilkaldt forstærkning. Han bekymrede sig kort om det, men slog tankerne væk ved hendes ord. Han krydsede armene, og holdte blikket væk fra hende. Han prøvede ihærdigt at udtænke en plan til, hvordan de kunne komme ud fra det her sted.

Uden at gøre brug af døren. De stod jo også inde i et skab. Der var virkelig ikke meget plads, så han tvunget til at stå tæt op ad hende. Hvilket bestemt ikke behagede ham, men sådan var det jo. Han tiltede hovedet, og skulede så kort ned imod hans hænder der var i forbinding. Kunne han bruge forbindingen til noget. Selvom hans hænder var bundet, kunne han vel måske godt bruge den ene forbinding. Han tænkte lidt, som han kiggede lidt rundt inde i skabet. Der var virkelig ikke ret meget, at se"Vi kan måske klatre igennem en skak, eller ventilation.. Eller et vindue"han tænkte lidt.

Rory havde en forfærdelig evne til at blive mere negativ, hvis hun mente det var ude for hende. Negativiteten ulmede op i hende, selvom hun burde tænke mere kreativt i den givne situation. Hun burde få den kreative side af hjernen i spind, men det var svært når man var fanget i et skab med en rival og vagten ventede lige udenfor. Hun var sikker på, at han vidste hvilken vej de var løbet. Det handlede kun om tid før han var nået helt hen til deres gemmested og han ville sparke døren op. Forfærdelig tanke.

“Selv hvis du hoppede ud af vinduet, ville du brække en fod. Du ville ikke nå væk før vagten nåede ned til dig, men du er meget velkommen til at prøve,” snerrede hun og lagde armene over kors. Hun tænkte kort over hans andre ideer. Ventilationen? Hvor virkede det plat for en tyv. De vidste ikke engang hvordan de skulle komme derhen og udover dette. Ville der så være plads til dem? Måske var det deres bedste ide for nu, så derfor måtte de tjekke hele stedet ud for at finde en alternativ udgang.

Rory kiggede sig omkring i loftet, da hun regnede med risten ville være der. Hun fandt da også en som hun pegede ud til manden ved sin side. “Giv mig en hestesko og jeg får os begge igennem,” sagde hun selvom det var et ret optimistisk mål. Den så lille ud, så det var ikke engang sikkert at de ville kunne komme derind. Rory mente dog det var hende som skulle bestemme om det var muligt eller ej. Hvis hun gav ham hesteskoen kunne han bare gå uden hende. Det ville hun ikke have skulle ske.

Imens han lyttede til hende, prøvede han ihærdigt at udtænke en plan, for at komme væk fra det her lille indelukket rum. Det var bestemt ikke noget som faldt i hans smag. Men det havde været en ganske fin plan, for at gemme sig. Byvagten kunne Ezra godt høre. og det fik ham til at sukke lidt. Hvorfor var de så belastende, og påtrængende. Han havde altid hadet dem, og ville bestemt ikke lade sig fange. Uanset hvor mange de ville blive, og var. Om det var en, eller to - eller flere, så ville han ikke lade sig fange. Det ville kun ende med, at han ville ryge i fængsel, og det havde han slet ikke lyst til. Hendes ord om, at han ville brække en fod, hvis han hoppede ud af vinduet fik ham til at skule hen til hende. Hvordan kunne hun overhovedet være sikker på det? han kunne vel godt holde fast i et eller andet. Men så igen, måske det var dumt at risikere sit liv på det generelt

"Fint.. Men undgå at træde på mit ansigt.." lød det irriteret og opgivende fra ham, som han bukkede sig lidt ned. Han var klar til at give hende en hestesko, og håbede ikke hun bare ville stikke af, uden at få ham igennem. Måske hun i sidste ende kun tænkte på sig selv. Tanken havde slået Ezra, som han betragtede hende kort. Det var en god idé hun fik, det måtte han indrømme, selvom han ikke sagde det højt. Hun skulle da ikke have æren for det, så kunne han jo ligeså godt holde mund med det. Hvilket også var det han gjorde. Ezra gav hende en hestesko, og sørgede for at det hjalp hende. Derefter var han lidt spændt på, hvordan hun nogensinde ville få ham med. Hvis hun bare efterlod ham, kunne han vel altid finde en nødplan, selvom det ville blive lidt svært"Godt, hvordan havde du tænkt dig at hjælpe mig" nævnte han med et løftet øjnebryn. Han ville gerne vide det, også om hun faktisk havde tænkt sig at hjælpe ham.

Uden meget protest fik hun en hestesko. Med den ekstrahøjde kunne hun let få vristet risten af og der var akkurat plads til, at hun selv kunne komme igennem. Heldigvis var manden som havde hjulpet hende op ikke meget større end hende selv, så hun regnede med, at han også ville kunne bevæge sig igennem den. Hvordan han kom derop var en anden sag. Hun havde ikke regnet med, at han sådan uden videre ville give sig. Det vigtigste var, at hun kunne komme videre hvis døren pludselig gik op. Hun vidste dog også, at hun blev nødt til at tage fyren med sig. Suk.

“Kan du ikke finde en skammel eller noget? En kasse. Så kan jeg hive dig op resten af vejen,” foreslog hun og nikkede til hans side, hvor en stor genstand tegnede sig op. Det lignede noget, der ville kunne holde hans vægt. Det var nok en omvendt rækkefølge de gik i, da Rory ikke ligefrem var en fysisk stærk kvinde. Alligevel stolede hun ikke nok på fyren til at han ville kunne bære hende op. Det var til trods for, at han var ret muskuløst bygget. Ikke lige så ranglet som hun først havde antaget. Nårh, hun var oppe. Det var han ikke. Det vigtigste var hun selv kom væk.