Nålen stak igennem stoffet, som rød tråd blev trukket efter og færdiggjorde stinget. Spidsen af nålen stak tilbage og præcise fingre trak den op af stoffet igen og væk fra ringen. Tilbage i stoffet og endnu et sting blev gjort færdigt. Op og ned. Stille og roligt. Den lille stue i det ganske nydelige og passende byhus lå næsten stille hen. Kun den svage lyd fra gaden kunne høres. Acantha sad ved vinduet i en let polstret stol. Fine hvide gardiner dækkede det nederste af gardinet for at give rummet lidt privatliv, men de dækkede ikke så meget at Acantha ikke kunne kigge over kanten og ned på gaden havde hun brug for det. Hun sad ved et lille bord med en fin hvid kniplet dug. To tomme, hvide porcelænskopper stod på bordet. Det ene foran Acantha, det andet foran en tom stol, magen til den hun sad på. Hun sad i sin sorte kjole med borderrammen i sine gamle hænder, men hendes hænder var så præcise som altid. Tyndstelede briller sad på spidsen af hendes næse, med en snor der hang om hendes hals, så hun altid kunne have dem hængende hvis hun ikke broderede. 

En klokke ringede. 
"Isabella!"
Hendes stemme skar igennem stilheden, og hurtige trin kom hen til stuen.
"Ja, frue?"
En ung kvinde dukkede op i døren, klædt i en tjenestepige uniform. Hun virkede stille af sig.
"Min kære. Vil du ikke gå hen og åbne døren for frøken Reier, og hvis hende herind. Når du har gjort det må du meget gerne bringe teen."
Efter at have givet sin besked til tjenestepigen, hvad hun genoptaget sit broderi til at lige tage de sidste par sting, inden Hecate ville være der til deres ugentlige møde over teen. Der var så meget de skulle have snakket om. Så mange ting skete der i byen, og der var ingen bedre måde at drøfte dem på, end over en god kop te.

Hastige skridt havde bragt Hecate til Acanthas hjem. Hun var særdeles oprevet i dag - ja, ganske så hænderne rystede, selv om klædedragten naturligvis var uden folder og i anstændig længde, både ved arme, hals og fødder. Et par dybe indåndinger blev der taget, et strengt blik kastet rundt på gaden før hun løftede hånden og ringede på klokken.

Småskyndende på tjenestepigen kom hun ud af overtøjet og fik placeret sig i stolen over for Acantha. Den ugentlige te var altid noget, hun så frem til, for det var sjældent der var mulighed for at tale med en ligesindet. Nogen der forstod for frygteligt gal den var med ungdommen nu til dags.

Endnu en lang udånding blev det til, før hun løftede blikket og så ind i den anden ældre kvindes øjne: "Jeg har været ude for noget ganske forfærdeligt!" Afslørede hun, stemmen ganske skinger, mens billedet af det hun havde set i den åbne gade stadig hang frygteligt på indersiden af hendes øjenlåg. Åh, hvor havde hun brug for samtalen og teen lige nu..

Det tog ikke Acantha lang tid at fornemme at hendes veninde var oprevet. De havde kendt hinanden i flere år, så der skulle ikke meget til at de vidste hvor de havde hinanden. Hendes ansigt foldede sig i alvorlige rynker og hun vendte sig mod sin tjenestepige.
"Isabella. Vi får brug for noget stærkere," sagde hun alvorligt, men med en rolig og fast stemme.
Tjenestepigen nejede for de ældre damer og skyndte sig videre, inden at de to damer kom i gang med deres samtale, hun havde godt kunne mærke at stemningen var anspændt, og hun havde ikke lyst til at bruge for meget tid i stuen, hvis hun kunne undgå det. 

"Sæt dig ned og få lige vejret min kære, og så kan du fortælle mig alt hvad du har at berette."
Acantha forholdt sig rolig, men ganske alvorlig. Hecate kunne være et brændende inferno, imens var Acantha et frossent ishav. Ingen havde lyst til at give sig i kast med dem. De krævede anstændighed, og man havde bare at vise det. Acantha var ikke i tvivl om at dette handlede om ungdommens sørgelige tilstand. Det var noget de aldrig kunne blive trætte af at diskutere.

Langsomt begyndte Hecate at synke en smule sammen, som hun endelig var kommet indenfor i varmen og sikkerhed for de vederstyggeligheder der foregik ude i byen. Kun bag murene i selskab med ligesindede, kunne man for alvor vide sig sikker for denne forfærdelige og uanstændige verden.

Hendes ryg var stadig rank, som hun med alvor i blikket så over mod den anden ældre kvinde:

"Jeg vandrede ned langs Blåbærstræde, et ganske anstændigt sted, eller ja det plejede det at være .. men så fik jeg øje på et forfærdeligt mandfolk!" Sagde hun, rød i kinderne som vreden og harmen begyndte at vende tilbage med de frygtelige minder. "Midt på åben gade, og ved højlys dag en dag! Der stod han med bukserne nede og urinerede!" Gispede hun. Kunne en ældre, anstændig dame ikke længere gå en tur langs Blåbærstræde uden at skulle se den slags? Hvad var verden dog blevet til!?

Ryggen blev ranket en smule mere, som Hecate faldt på plads. Hun foldede sine hænder på bordet, og gav sin veninde al opmærksomheden. Så bestyrtet som Hecate var, så måtte det være alvorligt, og derfor fortjente hun al den støtte hun kunne give.

Med brillerne siddende på spidsen af sin næse lyttede hun til Hecate ord. Blåbærstræde var en ganske fortrinlig gade at gå tur på, men ville det vise sig at være slut med det også? Var der ikke længere steder hvor anstændige folk kunne nyde deres dag, uden at blive forstyrret?
Acantha tog sig til bryste, da Hecate fortalte om den forfærdelige hændelse.
"Det er jo vederstyggeligt! Der er udehuse af en grund. Hvad tænkte han dog på! Mænd har heller ikke en skam i livet. Mænd nu til dags bliver ikke opdraget ordentligt."
Acantha kunne mærke skuffelsen i sit bryst. Hvordan kunne det være at man ikke lærte mænd manerer mere. Det var hvert fald ikke noget som blev glemt på hendes børnehjem. Alle de unge drenge og piger lærte anstændighed, så de kunne indgå i det bedre borgerskab.
"Stod det til mig, ville han komme lige lukt i spjældet, og så en ordentlig omgang prygl. Så kunne han måske lære at det ikke er sådan man ter sig her i Dianthos."

Så stille som muligt kom tjenestepigen ind i stuen. Hun prøvede ikke at forstyrre damerne, i tilfældet af at opmærksomheden blev vendt mod hende. Hun kom hen til bordet og stillede den dampende tekande på bordet.
"Mange tak, Isabella. Jeg lader dig vide om Frøken Reier bliver til aftensmaden."
Acantha tog tekande og helte op i Hecate kop. Teen var mørk med en fyldig sød aroma.
"Jeg tænkte at vi kunne bruge en god kop sort te. Kralls tehus. De har altid været anstændige. Du har brug for noget at styrke dig på." 

Nogle gange følte Hecate, at Acantha var den eneste, der kunne forstå hendes måde at se resten af verden på. Hvor vederstyggeligt det hele kunne være - og hvordan de yngre, især mændene, absolut ingen skam i livet havde .. ja, heller ikke de ældre, for den sags skyld. Der var utroligt mange ting i vejen med mandfolk..

"Du har ganske ret! Hvem har dog givet ham den opdragelse!?" Skræppede hun, kinderne svagt rødmende af harme. Hvis blot mødre og fædre kunne tage ordentligt hånd om deres børn, og ikke vige tilbage for at bruge de midler, der skulle til .. ja, så kunne det være, at verden ville være et bedre sted.

"Jeg har skam tænkt mig, at indberette det til byvagten.. men du ved, hvordan de er. Vores ordensmagt tager slet ikke tilstrækkeligt hånd om den slags ting!" Fortsatte hun, stemmen en anelse skinger. Det var ganske almindeligt kendt, at Hecate Reier stort set lagde daglige forsøg forbi byvagthovedkvareteret for at brokke sig over alverdens vederstyggeligheder. Ved hendes seneste besøg havde der heller ikke været noget at holde tilbage, for nogle af tømrerne, som var ved at ordne taget dernede, havde slet ikke været tilstrækkeligt påklædte!

"Et godt valg.. ja, jeg drikker jo normalt ikke sort te, men i dag må det være det, der skal til.." Sukkede Hecate, som var det en stærk whiskey, der var blevet hældt i kruset, og ikke blot te. Hun tog koppen og flyttede den en anelse nærmere, omend hun ventede med at nippe til den endnu. Først skulle den køle.

Acantha lænede sig lidt frem og klappede Hecate beroligende og samtykkende på hendes håndryg. Hendes bedste veninde havde været ud for en traumatisk oplevelse, og tydeligvis var der ingen i denne anstændighedsforladte by, som bekymrede sig om det. Nej, verden var af lave i disse dage! Der var ingen man kunne gå til længere, og få den nødvendige hjælp. Det var kun hinanden, som de kunne regne med. Havde de været yngre, og stadig bestred deres poster, så havde de sørget for at få manet til respekt og anstændighed.
"Byvagten er ikke hvad de har været. Flere af dem besøger horehuse og drikker sig fulde på knejper. De er sikkert også uvaskede og lusede. Det er et symptom på Dianthos forfald."
Acantha sukkede tungt, og hun mærkede hjertet i sit bryst falde i sin afmagt og forargelse.
"Det var andre tider, da vi stadig var i hæren. Den gang var der orden og disciplin. Og hvis mænd ikke kunne opføre sig anstændigt, så blev det ikke bare overset, glemt og fejet under gulvtæppet. Næ nej. Den gang var der straf for den slags uanstændig opførelse."
Hun mindede tilbage til de gode gamle dage, med en svag krusning på de tynde læber, og hendes rynker løftede sig som krusninger på en vandoverflade.

Den stærke duft af den sorte te var næsten voldsom. Så aromatisk og intens. Sød og fyldig. Det eneste der skulle til efter traumatiserende hændelser. Acantha skubbede en lille sukkerkrukke mellem dem, hvis Hecate havde brug for at søde sin te. Acantha foretrak den selv mere bitter. Hun løftede den op og tog en nydelig tår, med spidsede læber, og lod den hede væske spille om hendes tunge, og bombardere hende med smagsindtryk. Den var veldig stærk, sådan som den skulle være i denne situation. 

Ah, hvad skulle Hecate dog gøre uden Acantha. Det hjalp naturligvis ofte på hendes nerver at tale med Esther eller Archimedes, men selve alvorligheden i det, hun havde været ude for, ville de næppe forstå. Ikke på samme måde som den anden, ældre kvinde.

"Hvordan kan vi dog overlade beskyttelsen af vores by til folk, som horer og drikker i ét væk?" Udbrød Hecate, stemmen lige ved at knække over. Hun havde ofte forsøgte at klage til byvagten, men selv deres overordnede mistænkte hun deltog i disse uanstændigheder! For hvem skulle holde øje med dem også!?

Hun pustede en anelse på overfladen af tekoppen, hvor væsken var så ganske sort, at bunden ikke kunne ses. Hendes næsebor kunne allerede tydeligt opfatte den mørke te, men ligesom Acantha, sprang hun sukkeret over. Den slags havde man ikke godt af - det satte sig på sidebenene.

"De gode, gamle dage." Sukkede hun, inden hendes tynde, sammenrimpede læber nippede til tekoppen.

"Dengang jeg var i hæren, var der en anderledes diciplin. Selv om der selv dengang fandtes uanstændige mandfolk .. Du ved jo, at det er derfor, jeg aldrig blev gift." Sukkede hun. Det var nok for det bedste.