Hvor længe havde det efterhånden været siden Damien var gået bort og hun havde stykket halen mellem benene? Hun kunne ikke huske det og i og for sig så spillede det vel heller ikke den helt store rolle? Det vigtige var blot at hun var på vej tilbage, retningen sat mod Obsidianslottet, i håb om at Jonathan endnu var der og ikke havde mistet livet på nogle af de missioner han havde været sendt på. Bare tanken om at han også var gået bort, skar nærmest i det allerede knuste hjerte, dog forsøgte hun at holde hovedet oppe og være stærk.
 
Efter længere tids rejse i luften kunne Eretreya i det fjerne skimte slottet, hvilket fik hendes læber til at trække sig i et smil. Hun var næsten hjemme og kunne nærmest ikke vente med at se dem alle sammen igen, eller i hvert fald Jonathan. Som hun nærmede sig slottet, satte hun nærmest i styrtdyk mod jorden, før hun rettede op og stoppede en meter fra jorden før hendes fødder blev plantet i jorden og hun slog vingerne ind. De isblå øjne rettede sig mod vagterne ved porten og hun viste mærket for hun var en del af dem og hun blev lukket ind. Med hastige skridt, næsten i let løb, satte hun mod træningsbanen. Det var i hvert fald et af de steder hun vidste han brugte lang tid. Blikket gled rundt på de forskellige folk der var på banen og frøs nærmest fast på stedet, som blikket faldt på et genkendeligt ansigt.
 
Tårer begyndte at danne sig i hendes øjne som hun langsomt nærmede sig ”J… Jonathan?” sagde hun stille som hun stoppede nogle meter fra ham, for at være sikker på det ikke endte med hun blev ramt af hans klinge. Usikkert bed hun sig i underlæben som hun ventede på han skulle vende sig og se på hende. Hun havde ikke ændret sig, hvis man så bort fra en masse blod på rustningen og i ansigtet, samt det let uglede hår.

Træning var altid et godt sted at begive sig hen når man skulle have tankerne på rette køl igen, efter han havde taget en vampyr i lærer hos sig, og efter han havde mistet Eretreya, var der bare så mange ting der var gået galt i hans liv, han stod for sig selv med hans våben rettet mod et træ som han stod og kastede knive mod, en stemme i det fjerne gav ham en øjen åbner, og han vidste det ikke var sandt så i det han hørte hans navn, kastede han i samme bevægelse kniven imod den person der havde en stemme personen ikke burde have.

Og til hans kæmpe overraskelse var stemmen rigtig person var rigtig, han kunne virkelig ikke tro sine egne øjne, drømmende han eller var han død, han vidste ikke hvad han skulle gøre eller noget. 

Han stod nærmest bare helt stille og stirrede på hende “ deeeet er ikke dig….. det kan ikke passe “ sagde tøvende 

Hun vidste godt hun på ingen måder havde været fair overfor ham og hvis han blev vred, forstod hun det godt. Dog håbede hun på, han ville lytte til hvad hun havde at sige, hendes forklaring på hvorfor hun forsvandt uden et ord. Hun stod nærmest og betragtede ham, som hun endnu holdt afstand. Det var lige før hun ikke nåede at reagere på at en af hans knive kom flyvende imod hende, men hun fik hurtige trukket sig til den ene side, men den snittede hende alligevel, men efterlod intet sår, da hendes rustning tog det værste af det.
 
Eretreya var som frosset til jorden som han havde vendt sig og så på hende, forvirret og omtåget. Hun forstod ham godt, for han havde sikkert i al denne tid gået og regnet med hun var død, trods det på ingen måder var tilfældet. Med langsomme skridt trådte hun nærmere og rystede let på hovedet ”Jonathan… Jeg… Det er mig…” sagde hun og lod tårerne få frit løb som hun nærmede sig og stoppede foran ham. Lettere tøvende rakte hun hånden op og mod hans kind for at kærtegne den, så han kunne mærke at hun faktisk var der, hvis han da i så fald ikke stoppede hende.

Der var sket så mange ting i hans liv efter han mistede hende, han var ikke den samme som hun normalt var sammen med, Jonathan havde været over på den gode side og vende kort, hvilket blot havde resulteret i at han var blivet straffet på sin krop af mørket, men det var ikke noget man kunne se lige nu, han kiggede på hende og sank en enkelt gang, og gik imod hende ide hun gik imod ham, da de stod foran hinanden og han mærkede hendes hånd på hans kind, lukkede han øjne kort “ en tåre virkelig, ville du græde for mig “ sagde han med et smil på læben.

Han placerede hans hænder på hendes læn, og kiggede på hende, “ hvor var du “ sagde han meget søgende i hendes øjne, Jonathan vidste ikke rigtig hvad skal skulle tro, var en væsen der havde evnen til at efterligne hvad folk længtes efter.

Hun vidste ikke helt hvad hun skulle gøre af sig selv. På den ene side havde hun lyst til at overfalde ham med kys og hive ham med sig, men på samme tid vidste hun heller ikke om han havde nogen intention om at tage hende tilbage, hun havde trods alt været væk længe og nærmest ud af ingenting var hun dukket op igen. Som de stod foran hinanden og hun kunne mærke hans kind i hendes hånd, bed hun sig i underlæben. At han lukkede øjnene var vel et godt tegn? Hun var egentlig ikke sikker, men hun havde vel lov at håbe? Eretreya så på ham med et svagt smil på læberne som han fyrrede sin kommentar af med tårerne. Hun sagde ikke noget, men rakte blot op og tørrede tårene væk og forsøgte at sunde sig. Det var trods alt ikke normalt at hun stods og lod tårer trille ned af hendes kinder og slet ikke på træningsbanen. 

Eretreya bed sig svagt i underlæben som hun mærkede hånden omkring sig. De isblå øjne så op mod ham, men hurtigt så hun ned i jorden "Jeg stak af da.... Damien døde" sagde hun stille, før hun så skævt op på ham igen. Hun vidste godt det nok var den latterligste undskyldning, men om ikke andet var det sandheden og hvis nogen fortjente sandheden, så var det Jonathan.

At det var hende der stod foran ham var stadig en gåde, men hun virkede anderledes end hun plejede, der var noget hun mangler som hun ikke havde mere, men hvad det var vidste han ikke, han lyttede til hendes forklaring hvorfor, men for ham var det ikke undskyldning nok.

Jonathan smilede kort og vende ryggen til hende og gik et par skridt væk fra hende, inden han igen vendte sig om og kiggede på hende “ så hvad er din plan så nu “ sagde han og begynde at binde sin læder rustning op, hvor efter han hev den af sig, sådan han bare stod i bukser og bar overkrop.

“ sååå lad os se og du er helt rusten, eller du stadig har lidt kamp gejst gemt i dig endnu, eller er du blivet for bløøød “ sagde han lettere arrogant, inden han hev hendes sværd frem som han havde gemt, som et minde fra hende, han kastede det over foran hende, og afventede hende. 

Det var tydeligt for hende, at han endnu ikke var sikker på at det virkelig var hende. Eretreya holdte det ikke imod ham, for hun ville sikkert også finde det fuldkommen uvirkeligt, hvis det var hende der stod i den situation som han stod i nu. Hun ville dog gøre et ivrigt forsøg på at få ham overbevist, koste hvad det koste ville. 

Eretreya så på ham som han gik nogle skridt væk fra hende og begyndte at løste sin rustning. Let hævede hun det ene øjenbryn "Jeg bliver her... Det var da min tanke"  sagde hun og holdt blikket låst fast på ham. Hvad gik det her lige ud på? Nu stod han og var ved at tage sin rustning af og lod den falde til jorden, stod i bar overkrop og kun et par bukser. 

Et kækt smil kom frem på hendes læber som hun knækkede nakken da han talte. Hun sagde ikke noget, men begyndte blot at smide sin egen rustning og lod den ligge i en bunke ved siden af hende "Tror du virkelig jeg er blevet blød? Damien var min læremester og praktisk talt min far.... " sagde hun med en svag snerren i stemmen. Hun havde mistet en af de få folk der faktisk betød noget for hende, men hun vidste også at hun ikke burde have ladet det slå hende sådan ud. Blikket faldt på sværdet der blev kastet over til hende. Et kækt smil fandt da vej til hendes læber som hun bukkede sig ned efter sværdet, stadig med blikket rettet imod ham.

Som han blot stod og kiggede på hende imens han tog sin rustning af, “ når ja men man ved aldrig med dig, du er jo en hore unge uden lige “ sagde han bestemt og meget flabet.

Der gik mange tanker igennem hans hovede, han lagde mærke til at hun også begynde at tag sin rustning af, et smil blev gengældt til hende som de blot stod der og gjord sig klar, Jonathan havde ikke tænkt sig at vente mere på hende, han satte afsted i et ryk fra jorden med retning direkte imod hende, få meter fra hende sætter han af fra jorden og hoppede i luften direkte ned mod hende, med hans sværd trukket også i retning mod hende…

Og hun vil rammes eller ej, så havde han tænkt at gøre det, om hun kom til skade eller ej var han også ligeglad lige nu, han skulle se hvor meget der var af den gamle Ere tilbage i hende, for Jonathan kunne huske de gode tider med elverblod og andre former for blod flyver omkring det som et drug de begge elskede.

Eretreya skar tænder og kneb øjnene sammen ”Sagde ham der går i bukserne på alt med puls.” sagde hun ud mellem de sammenbidte tænder. Hun vidste godt hvorfor han var sådan her overfor hende. Han gjorde det for at teste hende, finde ud af om hun havde ændret sig, nu hvor hun viste følelser, da det ikke var ret normalt for hende. Men hun havde været nødt til at stikke af, på trods af hun lignede en kujon, et svagt individ, for en hver anden havde blevet og kæmpet. Hun fortrød det også nu, men det var for sent at gøre noget, for hun kunne ikke spole tiden tilbage, hvor meget hun end havde lyst.
 
Hun holdt blikket mod ham, for hun vidste han på et eller andet tidspunkt ville fare direkte imod hende med sværdet trukket. Det var bare sådan de var… Og nu havde Jonathan formentlig en masse vrede han skulle ud med. Hun havde knapt nok samlet sværdet op før han satte af direkte imod hende. Hurtigt fik hun hævet sit sværd og blokerede han indkommende slag mod hende.
 
Hun skubbede imod hans sværd for at få en smule afstand til ham før hun slog sine vinger ud og satte af fra jorden, direkte imod ham. Hun vidste godt hvordan dette ville ende, men det var den sjove del af det. Folk var begyndt at samles omkring træningsområdet og var begyndt at se på dem kæmpe. De kendte godt det såkaldte forhold de havde, så de var på ingen måder overraskede og vidste, at hvis de brød ind, ville de ende med knubs eller værre.

Der var ingen tvivl om at dette vil ende galt på et eller andet punkt, men det var sådan det var og han var ligeglad, han var sur og skuffet og nu skulle hun føle at det var ham der havde kontrol, ide hun blokerede hans angreb trak han kort på smile båndet, han havde på ingen måde regnet med andet, men igen hun var som hun var og det vidste han, ide hun slog sine vinger ud, gjord han fuldstændig det samme, og istedet for at venter på hende komme imod ham, vil han møde hende lige på, en høj lyd af to klinger der ramte hinanden lød på pladsen, og Jonathan havde også langt mærke til hvordan folk var begyndt at dukke op for at se på de to slås.

“ hmm så du siger jeg går i bukserne på alt, måske jeg skulle fjerne din tunge fra din mund, “ sagde han og fløj et stykke tilbage for at kigge på hende kort, inden han fløj mere op ad, og længere op i luften, stadig med blik ned på hende for at se om hun fulgte med ham.

Han vil lade hende ha en chance for nu, men han ventede til hun vidste svaghed, også ville han slå til. 

Det forhold de havde til hinanden havde været mindst lige så voldeligt som det er nu, hvis ikke mere. Hun var ikke i tvivl hvad dette angreb på hende handlede om og hun bebrejdede ham ikke, tvært imod. Eretreya havde formentlig også været rasende, hvis han havde lavet det nummer på hende. Lyden af klingerne bragte hende tilbage til nogle af de gange de havde trænet sammen og var endt med sår, men havde været ligeglade, havde blot fortsat og endt med at køre hinanden trætte. Dette ville sikkert ikke være meget anderledes.
 
Et kækt smil kom frem på hendes læber som han talte til hende ”Årh kæreste… Det ville du være træt af i sidste ende.” sagde hun og lod blikket vandre ned mellem hans ben et kort sekund, før hun så han fortsatte længere op. Hun satte efter ham uden tøven og de kunne næsten ikke høre folk mere, plus de var kommet ud fra kanterne af træningsområdet og havde placeret sig mere i det åbne for bedre at kunne se de to engle.

Som han fløj længere og længere op, vidste han at hun nok ville følge med, og til hans overbevisning, så fulgte hun efter og lige ide han var langt nok oppe til de nærmest ikke kun se jorden mere, slog han vingerne ind sådan han med høj fart kunne angribe hende med mere fart på grund af den tungedekraft der var.

Han fløj direkte mod hende og grab fat i hende, sådan han med hans kraft tvang hende ned i mod jorden, så hun skulle virkelig have en vild råstyrke for at de ikke skulle styrte i jorden sammen.

Der kom ikke rigtig nogle ord fra ham, for han vidste hun ville prøve at provokere ham, også ved han at hun ved han ville lave fejl, også har hun vundet dette salgsmål.

Eretreya lod ikke blikket rette sig mod jorden en eneste gang, men havde det i stedet låst fast på Jonathan. Han havde haft et forspring så han var over hende, hvilket helt klart var en kæmpe fordel for ham. Idet han slog vingerne ind og dykkede direkte imod hende.
 
Hun blev ramt med et tryk, som havde hun fået en mavepuster. Hun vidste godt hvad dette ville ende med, for de var direkte på vej mod jorden igen, i høj fart. Igen fik hun pusten og stirrede på Jonathan, gjorde ikke noget, men lod dem blot falde direkte mod jorden. Før eller siden ville tilskuerne kunne se dem igen og deres fald.
 
Et smil kom frem på hendes læber som hun lod en hånd række ud efter hans kæbe, blot for at trække ham tættere på sig, hvis han lod hende ” Så får vi alligevel en ulykkelig slutning… Styrte i døden… Sammen.” sagde hun og brød ud i et grin.

Deres kamp kunne vare ved for evigt hvis de bare kæmpede ansigt til ansigt, og det vidste jonathan, han kende hende men igen hun havde forrådt ham, svigtede ham holdt ham henne, han elsker ere på sin egen måde, på den fuckt up måde han var.

Som de styrtede mod jorden gik der ikke langtid før de kom til syne for dem som kiggede med, få meter inden de ramte jorden åbnede han munden “ nej ikke denne gang “ sagde han og slog hans vinger ud, og bremsede lige på et hængende hår der fald, han landede på bene med hende stående foran sig, hans blik var fast på hende og i hendes øjne, han lagde hans hånd på hendes kind kort, og smilte.

“ du for lov at leve denne gang “ sagde han flabet, og som om det var ham der bestemte.

Der var ingen af dem der havde tænkt sig at bakke ud af dette, det skulle testes som det altid blev og om det endte fatalt, kunne i og for sig være lige meget. Eretreya vidste Jonathan inderst inde elskede hende og omvendt, men de havde måske en lidt underlig måde at vise deres kærlighed til hinanden. Hun forstod godt han var vred, følte sig forrådt og måske ikke ville have noget med hende at gøre og ønskede han det, skulle hun nok lade ham være.
 
Eretreya kunne fornemme hvordan de nærmede sig jorden, men før de kolliderede mod jorden talte Jonathan og slog vingerne ud for at bremse deres fald. Eretreya mærkede jorden under hendes fødder og stod nu foran Jonathan ”Tænkte det nok.” sagde hun med et smil på læberne som han placerede hans hånd mod hendes kind. Hun var på en eller anden måde taknemmelig for han ikke lod dem ramme jorden, for det ville have været fatalt for dem begge.
 
Hans flabede kommentar fik hende til at hæve et øjenbryn og hun lænede sig ind mod ham ”Ser frem til dagen, jeg dør ved dine hænder, kæreste.” sagde hun og kyssede hans kind og smilede kækt til ham.

Man kunne sige mange ting om hende, men en ting var sikkert og det var at hun kende Jonathan, han kunne dog ikke lade være med at trække på smile båndet, over hendes kommentar, “ den dag vil aldrig komme hvis du bare holder dig til mig, i stedet for at køre solo som du nu er begyndt på “ sagde kort og kiggede rundt på folk, hvor efter han hev hans sværd frem og gik meget fremtonede imod folk “ så er festen slut, med mindre i vil død her “ sagde han bestemt, og han kunne straks se hvordan folk begynde at rejse sig op og gå der fra, dog var der nogle som mumlede noget til ham.

Og havde det ikke været fordi at de var i samme klan, så var de døde her og nu det var helt sikkert, Jonathan kiggede på hende igen “ hvad så nu ere? Har du tænkt dig at smutte igen, eller skal vi lave noget sjovt i stedet? “ sagde han med et smil på læben.

Eretreya hævede et øjenbryn som han talte ”Skuffende… Her havde jeg ellers håbet på du var dum nok til at lade os styrte i døden sammen.” sagde hun og hendes læber trak sig i et kækt smil. Hun vidste godt hun legede med ilden, men det var bare en del af det dysfunktionelle forhold de nu engang havde. Som han gik over mod tilskuerne og trak hans sværd og bad dem skride. Hun så hvordan de hurtigt fik pakket og smuttede væk, der var trods alt ikke nogle af dem der ønskede at dø, i hvert fald ikke på denne måde.
 
Eretreya rettede de isblå øjne mod Jonathan og trak på skuldrene ”Det kommer fuldkommen an på, hvad du har at tilbyde… Jeg -nægter- at sidde på min røv og glo…” sagde hun med pres på nægter. Hun var sikker på de sagtens kunne finde på et eller andet at lave.

Han lyttede blot til hendes ord, hun var så flabet det gjord helt ondt, men det var det han kunne lide ved hende, det var det som tiltalte ham ved hende, han smilede kort som hun spurgte ind til hvad han havde i tankerne, for når alt kom til alt var der kun en ting de begge var sindssyg gode til, og det var at dræbe “ hvad med lidt kaos, jeg savner at slå ihjel for sjov, du ved vores hyggestunder hvor vi gør hvad vi vil, slår hvem vi vil ihjel, skaber kaos og panik i folk, du ved holder vores omdømme ved lige “ sagde han med et lumsk blik i hans to forskellige farvet øjne.

De to sammen var som bonnie og clude bare meget mere bad, han afventede lidt hendes rektion, for at se hvad hun ville “ altså ved du er efterlyst, men tænker du sagtens kan gør hvad du vil, “ sagde han kort, at være efterlys var hun bestemt, hvor han ikke var men igen Jonathan slog alt ihjel på sin vej, og det gjord hun ikke altid, nok derfor hun var efterlyst nu.

Et smil bredte sig på Eretreyas læber som han kom med et forslag om kaos. Han vidste præcis hvad han skulle sige for at få hende til at blive blød i knæene ”Mhm, du er alligevel ikke helt dum.” sagde hun flabet og fangede hans blik. Han var stadig den samme trods det formentlig knuste hjerte. Hun vidste godt det ikke havde været fair bare at smutte uden så meget som en eneste besked, men hun havde været fuldkommen ude af den og vidste ikke hvad hun skulle sige til ham, på skrift eller face to face.
 
Eretreya trak på smilebåndet ”Lyset skal være velkomne til at komme forbi… Jeg kunne godt bruge noget nyt udsmykning til mit værelse.” sagde hun som smilet blev mere dystert. Et kranie ville sikkert se flot ud oven på hendes kommode med tøj og måske et par stearinlys omkring? Hun kunne se det for sig. Hun gik op til ham og gav ham et smil ”Og du skylder desuden…” sagde hun og blinkede til ham og lænede sig ind mod ham og placerede et kys på hans kind.

At finde en kvinde som hende var umuligt, og derfor tilgav han hende, for hun var speciel og hun var meget værdifuld for ham, på rigtig mange måder så hendes smil blev modtaget med et smil retur “ så sig mig, hvad havde du allermest lyst til lige nu at lave af kaos, bare nævn en ting og det er det som vi gør “ sagde han meget bestemt, de to sammen ville altid ende galt på den ene eller den anden måde, men lige nu bestemte hun hvad der skulle ske, hendes sidste ord fik ham blot til at smile kort.

“ jeg skylder tror alligevel ikke du er i position til at kunne sige hvem der skylder hvad, hvad tænker du selv om det ? “ smilet han flabet til hende som hun kyssede hans kind. 

Jonathan havde lyst til at dræbe og lave kaos han havde lyst til at de to skulle være de mest eftersøgte kriger i dette land, men samtidig også dem som folk burde frygte mest.