Solen viste sig fra sin nådige side, som den bar et slør af lette skyer der holdt kraftigste det del af eftermiddagsvarmen i ave. Hvilket kun gjorde Balzeras markedsplads endnu mere aktiv end normalt.
"Rubiniens mest fyldige dadler! Kom og køb!" råbte en handelsmand, mens hans nabo gjaldede "Glaserede potter og krukker! Ingen magen til i hele Rubinien!" Hvorefter den næste gav sig til at råbe op om faste meloner og søde appelsiner, og utallige andre ting blev råbt i et forsøg på at lokke kunder til, alt imens at folk og slaver stimede som fisk for at finde hvad der stod på deres lister eller hvad deres hjerte begærede.

Mehdi derimod var basalt set færdig med sit ærinde på markedspladsen, silken var blevet sendt med karavanen mod nord hvor den eftersigende skulle blive til fantastiske kjoler, der på ingen måde ville passe til Rubiniens vejr og varme. En del af ham kunne ikke lade være med håbe at noget af det fandt vej til Juvelen og de Richelieu familien han havde brugt så mange år hos.
Om det var fordi at han havde været væk så mange år fra sydens sol at hans fader mente at han havde brug for to vagter og en slave til at bære silkeprøverne der som selveste silken løven selv ville inspicere, når de engang kom hjem.

En klase druer havde fanget hans opmærksomhed som hans vej havde taget ham gennem markedet og ganske tilfreds blev de røde druer spist en efter en som hans blik søgte noget at underholdning inden det var tid til at bringe prøverne tilbage.

Der var fordele ved at tage imod små jobs fra boghandleren Ashley. De var ofte for enden af en rejse til en ny del af krystallandet. Interessant egne eller blot steder Caitlin ikke tidligere havde haft grund til at tage til selv. De havde også gerne en grund til hun var der en tid og stillede sin nysgerrighed. Som nu, hvor pakken hun havde haft med sig til Balzera, var afleveret og der var dage, måske uger til skibet fra det fjerne nåede i havn. Tid hun kunne bruge på hvad end fangede hende ind, som markedspladsen så let havde gjort det.
Der var så også ulemper ved at aflevere pakker fra en fjern boghandler, Men hun var rimelig sikker på hendes nuværende skygge var af en anden årsag.

Caitlin stoppede op ved en bod med spejle og betragtede sig selv, eller nærmere omgivelserne bag hende, fascineret i et af dem. Manden så bestemt bekendt ud. Nybekendt, så det var formentlig en hun havde set på sin vej rundt i byen, nok fra turen på havnen. Hun rakte ud og viklede spejlet forsigtigt, som vurderende hun dets ramme, hvor hun i virkeligheden så på mandens støvler. Bestemt en fra havnen.
Slippende spejlet og rystende beklagende på hovedet af sælgeren fortsatte hun langs boderne, som var alt i den skønneste orden. Noget det lang fra føltes som.

En yngling med en aura af arrogance og selvtilfredshed, som adelen så tit var mærket med, fangede hendes blik og hendes fantasi. To vagter flankerede ham, men med den glidende elegance, der fra det ene skridt til det andet spredte sig ud over hendes bevægelser og fremhævede hendes figur fuldt i den egnstilpassede dragt af skørt og mavevisende bluse.
Med et underfundigt smil og let varsomt blik, hægtede hun sig på ynglingens arm, som hørte hun til der. "Druerne her mangler lidt i smag i forhold til Lindeskovens..." startede hun konverserende.

Det var som sådan ikke unormalt for den unge Kazimi at blive forstyrret når han sonderede markedet, mange sælgere var ikke bange for at komme tæt nok på til at vifte deres vare foran næsen på potentielle kunder og forbipasserende, hvilket var grunden til at den ene af hans vagter var trådt frem for at skærme Mehdi fra en meget optimistisk tæppehandler.
"Ja ja det er godt med dig og dine flyvende tæpper" vrissede vagten, men pludselig kunne Mehdi mærke nogen hægte sig til hans arm.
Et forundret skeptisk blik gled mod hvem end der havde vovet at gå så tæt ugen hans tilladelse, han var som sådan ikke bange for hverken Yandrin havde reageret på en mulig snigmorder, samt selvom det gjorde ondt skulle Mehdis egen regenerering nok holde ham i live. 
Men som hans øjne faldt på hende der havde tilsneget sig hans arm, faldt et tilfreds smil over hans læber og en løftet hånd fik den anden vagt til at bakke af. Trods hendes klæder var hun næppe lokal, især sporene efter hendes sandsynlige udvandede elviske aner gjorde det kun mere tydeligt. 
Et let retten på ryggen og skuldrene fik den korte midnatsblå og gyldne vest til at falde helt på plads og ganke fint viste hans tonede overkrop frem, "Aha? Personligt mener jeg kun det gælder for de grønne druer, jeg finder syrligheden fra Lindeskovens forfriskende ja, men sødmen fra Rubiniens røde er noget ganske andet" hvorefter han rakte klasen let i hendes retning så hun kunne tage en og give ham ret. "Hvad bringer dem hertil?" Næppe blot hans gode udsende.

Caitlin besvarede det forundrede blik med et let skælmsk og håbede hun ikke alt for varsomt. Det var trods alt lidt af en chance hun tog ved sådan at antaste en fornem, ung herre, men hvor intet vovede. Desuden havde hans vagter ikke værnet ham mod hende eller hans blik haft antydning af alarm, så måske ville det ikke ende med ren flugt fra hendes side.

Den unge mand indikerede da også roligt han selv tog sig af hende, hvilket kun fik hende til at blinke langsomt, som hun sank i antydningen af et morende nej. Hun kunne fingere høflighed og endda angive respekt - hvis det var til hendes fordel.
Nydende synet hans skikkelse lod hun hovedet falde på sned, mens hun lyttede. Så tiltuskede hun sig en af de tilbudte drue, vendte den undersøgende mellem fingrene, før hun forsøgsvis og skeptisk puttede den i munden. Han havde ret. De var slet ikke værst. "Jeg ser De har fundet et bedre sted at købe end jeg..." Uforhastede lod hun hånden forsvinde ned i en pung ved bæltet og fremviste et par rosiner. "Mine skulle være en egns specialitet, men jeg mistænker den handelsmand band mig en historie på ærmet." Det havde han ikke. Rosiner var nemmere at rejse med, men muligheden var for god til at lade glide fra sig.

Caitlin lod rosinerne forsvinde tilbage hvor de kom fra og sukkede så lettere opgivende. "Jeg venter på at Santa Marianna kommer i havn med en forsendelse, hvilket ingen ved hvornår sker andet end at det ikke bliver denne uge..." Hun forsøgte at lyde lidende, men uden helt at kunne få det til at virke andet end påfalde. "Så nu har jeg en uge - mindst! - at fordrive og kun sparsom viden om med hvad byen kan tilbyde..."

Om den noget sene hilsen var påtaget eller ej kunne Mehdi ikke just præcist sige, men den fladt i ganske god jord hos ham og hjalp med at børste den snært af irritation der havde sneget sig ind fra tidligere. Nok var hendes manere ikke de bedste han havde oplevet, men som tingene var for nu var det intet han ikke blot kunne se igennem fingre med.

Et lille smil dukkede op på Kazimiens læber som hun gav ham ret, kort efterfulgt af et morende glimt i blikket som rosinerne dukkede frem, trods tatovering der afslørede at hendes ord næppe var den rene sandhed. Ikke at selve tatoveringen så speciel ud i dagslyset andet en godt håndværk, men hvis hendes blik faldt på den i mørke derimod ville den lyse med gyldent skær. "Rosiner er næppe så spændende når man forventer druer." Klukkede han sagte.

"Til deres held har de en af landets smukkeste byer at fordrive tiden i" Klukkede han atter over hvad han antog var påtaget vemod over ventetiden. "Har i fundet indkvartering? Nu hvor der er så længe til jeres skib ankommer?" Han lod spørgsmålet hænge kun et øjeblik før han fortsatte "Hvis ikke vil jeg foreslå Silkesejlet, jeg havde selv tænkt at finde frokost der måske de vil gøre mig selskab frøken...?" At vide hendes navn var efterhånden på plads, og hun slog ham ikke ligefrem som en glædespige.

Nogen gange var det utroligt hvor lille en ting, der skulle til, for at have en synlig effekt. En lille angivelse af respekt, selv udført med latter i blikket, og den unge mand løsnede op. Ikke til bedugget, erobringstogt-klar afslappet, men noget af anspændtheden og irritationen forsvandt bestemt fra hans udstråling. En langt bedre tilstand for hende at gemme sig hos - for slet ikke at tale mere sikker. Der var også lige det der smil han nu delte og som hun bestemt ikke var imod at få flere af.
"De var en noget indtørret fornøjelse, ja..." Caitlin gengældte den unge mands munterhed med et tilsvarende spil i øjnene, skønt hendes stemme stadig forsøgte at lyde lidende.

Latteren vandt dog og kom varm og ægte ved hans selvbevidste prisning af egen by. Hun antog han var fra Rubinien nu han havde alle træk derfra og klædning så perfekt sat sammen også. "Så her er mere end sand og kameller! Jeg håbede, men havnen var jo ikke meget at..." Hun trak let på skuldrene og lod ham frit tage ordet tilbage. Til at stille et naturligt, men også farligt spørgsmål. At svare eller ikke? Dele eller fortie. "Kun midlertidigt og næppe for så længe." Hun gled delvist af, men løj ikke. Hun havde tænkt sig at finde et andet sted længere fra havnen og længere fra en anden bestemt utiltalende del af byen.

"Silkesejlet?" Hun lod navnet rulle over læberne som smagte hun på det. "Det lyder tiltalende... som noget der bør ses nærmere på!" Den spørgende tone og det medfølgende blik, fik hende til passende at skærme blikket med sine vipper, som hun sank ned i endnu en let og ubesværet nejen ved hans arm. "Caitlin Silver og det ville være mig en fornøjelse er jeg helt sikker på... lord?" Hun skød vildt med den første, den bedste titel-form der faldt hende ind og havde sænket stemmen til passende lavt at han ikke kunne være det mindste i tvivl om at hun gættede hæmningsløst.

Trods det næppe var en passende opførsel for en højbåren søn af Kazimi familien, så rullede Mehdi teatralsk med øjnene over hendes kommentar om sand og kameler, bevares der var noget sandhed i det, men det var tæt på en garanti at folk udenfor Rubinien lavede den samme spøg igen og igen om sand og kameler. Alligevel kunne han ikke holde smilet fra hans læber, han havde trods alt kommet til at afbryde hende, noget der var ganske normalt under sydens sol, men noget han normalt undgik hans tid i Islingborg havde sat sine spor.

Om det var modvilje eller påpasselighed der gjorde hun dansede om at dele noget nævneværdigt var han ej sikker på, men det gav muligheden god grobund for hans forslag, hvilken han ikke ville brokke sig over tvært imod. "Jeg takker for i vil gøre mig selskab frøken Silver, jeg selv er junker Mehdi Arsalan af Kazimi Ul'Fareed" Lød det både med et hoved nik samt et smil på læberne, selvom hun næppe kendte til skikken med fadernavnet så kendte hun utvivlsomt til Kazimi familien. "Silkesejlet er denne vej." Trods han ikke kendte hende, så så han frem til at bruge mere tid med hende. 

Hun fik mere direkte reaktion ud af den unge adelsmand end Caitlin havde ventet, da han rullede med øjnene af hende, som en almindelig arbejder. Det havde også været en utrolig dårlig joke, men hvad hørte en pigen fra Dianthos lige om ørkenlandet? Sand og kameller fyldte bare en del og havde også gjort det på hendes tur dertil. Lidt af en oplevelse også, men næppe værd at snakke videre om.

Hun holdt vipperne sænket, skønt hun så på ham og virkede passende imponeret over navnet. Der var der også en bid af det som hun skulle have været døv for ikke at genkende. "Oh! De er af fyrste-slægten!" uden tøven sank hun dybere ned i et nej for det tidligere havde sikkert slet ikke været nok nu forbindelserne var afsløret. Fyrsten selv havde i hvert fald været en pirrelig størrelse, når noget ikke gik helt efter hans hoved og ideer.

Derefter gled hun ubesværet ind i trit med ham, mens hun tillod sig at lade blikket vandre til hvad de passerede forbi. "Det er et sted De besøger ofte?" Bag dem fornemmede hun vagterne fortsat var, men uden at de gav hende en fornemmelse af trussel. Hun havde også satset, rullet terningerne og ladet Chance give hende et udfald for dagens start. Forhåbentlig til latter for andre end den gudinden.

Smilet på Mehdis læber blev en anelse større. "Det er just sandt, fyrsten er min onkel" uddybede han, mens hun rettede sit forgående nej til at mere passende et til en hans stand. Det var måske ikke nødvendigt at sige fortælle hende hvor tæt beslægtet han var med fyrsten, men en del af ham ønskede at hun skulle finde ham vigtig årsagen dertil måtte vel vise sig før ellers siden, måske det var derfor han nød at hun havde rettet sin nejen fra tidligere?

Junkeren rystede kort på hovedet, "Ikke just, det er et glimrende sted for frokost og dets lige, men det er ikke et sted jeg selv overnatter" Tanken om at støde på nogle af hans fætre der gjorde kur til unge kvinder var ikke ligefrem den mest tiltalende tanke, nok kunne han nyde hans families selskab men der var også en grænse. "Trods Silkesejlets meget farverige aftener, så holde Balzera meget familie der ønsker mit selvskab til aftensmad." Ikke at Mehdi ville finde en aften med kvinden ved hans side interessant, men den tid den sorg.

Da Silkesejlet kom til syne gav dets navn mening, ud fra en to etages bygning lavet i lokal sten hang et hav af forskelligt farvede sejlduge, der skærmede gæsterne for de skarpeste af solens stråler, samt farvede alt under dem i et finurligt farvespil der bølgede i den nu rolige vind.
Nysgerrigt drev Mehdis blik mod hende efter at se hendes reaktion "Og her har vi Silkesejlet."

"Oh! Nu føler jeg mig dobbelt heldig over at være endt på armen og ikke under den!" Caitlin blinkede skælmsk og gav den omtalte arm et lille klem. Havde hun kendt til familieforholdet, så havde hun næppe vovet sig så uinviteret tæt på hans person. Hvor ufarlig hun end var, så havde vagter ofte et helt andet indtryk af overraskelser og reagerede derefter. Under armen var hun nok ikke endt - den slags hørte trods alt barndommen til - men det var en pænere omtale af et ubehageligt hold end så mange andre.

At stryge Mehdis stolthed over familien, var på ingen måder spildt kunne hun mærke. Ikke noget stort, men blot en form for tilfredshed der gled over ham. Noget katten i hende kendte, skønt for hende kunne den komme ved noget så simpelt som en helt rigtig solplet.
En lille latter gled fra hende, som hun bevidst bumpede ind i ham med hoften. "Og hvorfor også overnatte ude, når De bor i byen?" Åh der var mange gode grunde og at hun kendte adskillige kunne høres i hendes stemme. Ikke at de var af slags nævnt åbent i pænt selskab.

Caitlin nikkede lyttende til det næste, men det var tydeligt hendes opmærksomhed havde samlet sig om stedet, der netop var kommet til syne. En bygning som de fleste andre, men så alligevel slet ikke. Overdækkede balkoner og terrasser skabte et virvar af halvprivate rum udenfor, hver med sin egen farve solsejl. Flere steder hængte farvet glas i klynger, der fangede solens lys og kastede det i skyggespil fra sig.
"Og du havde ikke fundet en undskyldning for at overnatte?" Hendes fascination fik hende til at glemme den høflige tiltale, som hendes blik vedblev at vandre over den anderledes bygning. "Se det er næsten mere utroligt!" Hun fandt ham endelig med blikket, stivnede let og kom så med et udglattende smil.

Smilet dansede atter over Mehdis læber "Jeg bor dog i et af palæerne udenfor byen, så det hænder dog at overnatning er nødvendig."  Tilføjede han med et glimt i øjet, hvordan hun valgte at tolke det måtte være op til hende. Selvom han dog måtte sande at tanken om at bruge aftenen med hende blev mere og mere tillokkende, trods at han burde bruge sin tid på vigtigere ting i følge hans fader.

Silkesejlet var et af de steder man ofte kunne finde Balzeras højbårne, om de var der af private eller handelsmæssige årsager havde en tendens til at flyde sammen jo længere man kom ud på aftenen, hvilket kunne give nogle interessante blikke blandt folk der genkendte hinanden. "Ja så? Hvordan kan det være?" Lød det med et løftet øjenbryn og et morende glimt i blikket, det var ikke alle han ville lade tale til ham på den måde, men lige nu var han mere interesseret i hvordan hun mon ville prøve at sno sig ud fra hendes selv skabte snarer.
Med et knips med fingrene fra Mehdi, skyndte slaven med silkeprøverne sig at finde en tjener, der ledte dem ind i et rum lavet af orange silkesejl, vagterne placerende sig udenfor rummet flankerende åbningen ind til dem.
I rummet stod et bord hvor der nok havde været dækket op til fire for nyligt taget antallet af siddepladser taget i betragtning, dog var der kun stillet bestik frem til to.  "Nogen ønsker til frokosten?" 

Caitlin gengældte smilet med et tilsvarende glimt i de blå øjne. Flere ord var ikke nødvendige med så mange usagte imellem dem og en forståelse, der kaldte på udforskning hvis muligheden bød sig. Noget hun håbede den gjorde. Den unge mand var adelsmand til fingerspidserne og alligevel anderledes, skønt hvad der fik hende til at føle det ikke stod hende helt klart. Måske ville tiden vise det.

Det udglattende smil fik mere varme og lethed, som faren for en irettesættende udfald faldt bort for et spørgsmål. Et der trak et drømmende glimt frem i den unge kvindes blik og som hun svarede betragtende en af de øverste balkoner og dens lysfangede ophæng. "At se solens dybeste stråler ændre farverne omkring en til nattens mørke endeligt vinder og afsløre stjerner ingen nordpå kender til. At se dem vandre over himlen til musikken af eventyr til solen atter bryder horisonten..." Hun drejede sig let tilbage mod ham og hævede så skælmsk et øjenbryn. "Nydt bedst med en anden nært og snagende øjne og ører fjerne...?" Der var endnu en usagt mulighed i blik og ord med en frihed hun aldrig tænkte nærmere i.

Caitlin mærkede blikkene, der så hende an på grund af den arm hun ankom på, men noterede sig også deres blanding af ligegyldighed og svag nysgerrighed. Noget sagde hende at Mehdi ikke ofte kom med en simpel pige på denne måde, men også at det langt fra var uventet i at ske. Ganske bekvemt for hende.
Det samme var rummet de blev vist ind i og den enkle opdækning. Hun slap endeligt den unge mands arm, som hun sank elegant ned at sidde på puden overfor ham ved det lave bord. "Noget Balzeraisk? Noget Dianthos ikke ville sætte frem?" Hun var alt for at prøve noget nyt og samtidig spændt på hvad han ville udfordre hende med.

Det morende smil forblev på Mehdis læber som hun gav hendes svar. "Hvad nu hvis jeg svarede at jeg kunne det allerede hjemme?" farver og smukke udsigte var ikke noget der var lidt af i hans faders palæ, men den sidste kommentar formåede alligevel at få en klukken fra ham "De føler dem måske ensom i byen frøken Silver?" Prikkede han, hendes ord var ganske lokkende og Mehdi var ikke en der stoppede folk fra at få ham til at føle sig ønsket tvært imod. Måske slaven skulle sendes hjem med bud mens Mehdi oplevede en nat under silkesejl.

Mehdi fandt mageligt plads balandt de mange puder, og så tænksom ud et øjeblik inden han remsede en række retter op mod tjeneren der nikkede hans forståelse. 
"Balzera har lidt to retninger i forhold til mad, den ene er noget kraftigt krydret i smagen mens den anden er stadig krydret men mere har et større fokus på sammen spillet af de forskellige dele" Forklarede han mens de ventede. 
Ikke at de behøvede at vente længe for at den første ret ankom som lignede nogle trekanter af dej der så meget varme ud, samt en kande med saft og en karaffel med vin.
"Den her er mere til den krydrede side" Smilede han og tog en bid hvor det krydede  fyld duftede liftligt fra det åbne dej fængsel, ærter og løg var med til at afrunde den ellers krydrede smag fra sovsen og det krydede kød der til sammen udgjorde fyldet. 

Et 'Oh' skilte let og sigende Caitlins læber, som Mehdi med slet skjult morskab, antydede hendes malede billeder var en gængs sædvanlighed for nogle, formentlig mange i Balzera. Hvor havde hun valgt sit overnatningssted forkert! Det måtte bestemt omgøres og ikke kun for den forsøgt glemte årsag!
Hans dæmpede latter trak da også kun hendes smil mere sigende, som hun mødte hans blik gennem egne vipper. "Ørkenlandet er et overraskende koldt sted om natten og værdigt selskab så utroligt svært at finde..." Der var en bestemt antydning i hendes tone om at hun mente hun muligvis havde fundet det. Muligvis. Dagen var jo ung endnu.

Forventningen blev på ingen måder mindre af den dæmpede opremsning af ukendte ord der strøg fra den unge mand overfor hende. Heller ikke som han gjorde sig ulejligheden med at fortælle om de lokale skikke. Mad var noget hver egn havde sine ideer om og nogle virkelig sære - som hun havde erfaret ved nordkysten.
Dette lød dog mere fascinerende end foruroligende.
De kom da heller ikke til at vente længe og duften alene fangede Caitlin fuldstændig ind. Hun tog en dyb indånding, før hun afventede hvordan han håndterede retten og selv gjorde ham kunsten efter. En bid og hun måtte bide sammen om et nys, der lukkede hendes øjne og fik hende til at huske at falde helt tilbage til kun menneskelige sanser. Det gjorde næste bid noget bedre en oplevelse og hendes udtryk en del mindre komisk. "Lam?"

"Ak ja Rubiniens nætter gør sig bedst for varme sjæle, forhåbentlig er det noget vi ser har løst sig til aftentide." Smilede Mehdi tilbage, undertonen var ikke godt tabt hos ham, samt hans tatovering gjorde ikke et væsen af sig endnu så der måtte være en hvis mængde sandhed i det.

Et skævt smil sneg sig frem på den unge Kazimis læber med et morende glimt i øjnene, han havde set folk reagere på at prøve rubinsk madlavning før men et nys var dog første gang. Dog valgte han ikke at reelt kommentere på det, især som hun formåede at tage en bid uden at nyse. 
"Lige præcis, de fås med mange forskellige former for kød, nogen foretrækker dem uden men der mener jeg der er bedre alternativer" Der var en håndfuld men ingen grund til at nævne dem nu, i stedet fyldte han først deres ene glas med bærsaft og derefter det næste med vin. Hans far ville mene det var en uskik at han hældte vin op selv istedet for at lade en tjener gøre det, men lige her gad han ikke forstyrres mere end højst nødvendigt. 
"Hvad med dem frøken Silver, hvad er de mest til mad mæssigt?"