Med en lavmælt raslen af fjer, var det at mandens sandaldækkede fødder ramte den øverste altanens mosaikgulv. De store vinger dækkede i et sus Rubiniens lysende aftensol, førhen at de nidkært blev foldet bagved den solbrune skikkelse, der med et lavmælt suk endelig følte rygmusklerne slappe af. "Ahh…" Han havde været i luften længe, og så frem til at smække de fine fødder op på skamlens bløde puder.
Men først… guldøjne gled afventende ind imod hoved værelset, hvor det at der - næsten som var det planlagt – kom 3 hurtige bank. De var endelig ved at få det rigtigt. Han foretrak ikke at vente længe, men tillod ingen i hans værelse, uden at han selv var der. ”Kom ind.” imens Ramiel bevægede sig ind i rummet, allerede halvvejs i gang med at løsne yderkåben og kaste grænsebyens støv af sig, gled døren op med et klik. Ind trådte en af de slaver den bevingede mand havde taget med sig fra Balzera, med vin, frugt, honning og en mindre bunke af breve. Øjnene blev smallere. Breve? En rynke tegnede sig imellem mandens buskede bryn, idet et irriteret fnys undslap. ”Jeg troede ikke der var flere pergamenter for i dag?”
”De kom efter De var fløjet ud til Deres ærinde, hr. ad Kazirea, vi-”
”Aha,,.”
Ufortrødent brød han hende af, et enkelt, irriteret vift af hånden for at få hende til at sætte bakken og tage karaflen. ”Utroligt, Ridhala, du ved at jeg ikke bryder mig om at de bliver afleveret så sent...” selvom ordene havde en snert af munterhed under sig, kendte Ridhala ham godt nok til at vagtsomhed sneg sig ind i hendes holdning og blik, også selvom det umuligt kunne være hendes skyld. En diplomats stemme var trods alt altid behagelig, men deres humør lunefuldt. Ramiel løftede med en rutineret hånd glasset, så hun kunne komme til, og dumpede ned på en af de blødere stole. ”Så hvor mange er der?”
Det var ikke uvant at de kom dumpende. Breve fra handelsmænd der ønskede muligheder ved grænsebyens havn, eller handelsmoguler som allerede var bosat i byen; både dem der var med ham og enkelte gange, dem der var imod ham. Det var dog de færreste der vovede åbenlys kritik af halv-englen. Som oftest foregik det bagved mere lukkede døre. ”5”.
Vinen blev overvejende slynget rundt i det fine glas, betragtet igennem dovne, halvlukkede øjne, inden at han endelig rystede afvisende på hovedet. ”Det var alt, Ridhala”. Ud af øjenkrogen kunne Ramiel med indvendig latter se hende ånde lidt mere lettet op, hvorefter hun bukkende bakkede ud igen. Og derefter stilhed.
 
Den gode form for stilhed. Den form for stilhed man ofte søgte – eller fandt – før stormen kom, og Ramiel sippede nydende til den dybrøde vin, en lille brummen til følge… …Han måtte få sendt Bandorian eller Selene ud… han blev ved med at støde hovedet sammen med en af de yngre handelsmænd, som gentagende gange følte sig berettiget til at udfordre hans fyrsteligt givne krav over byen. En mand, der ikke var tilfreds med de nyere regler der var kommet, og som aktivt talte imod den forandring han bragte med sig. Smilet voksede spottende med tanken, så linjerne dansede over det solbrune ansigt. Han var ikke sikker på at Bandorion ville være klar til sådan et job, og det måtte undersøges nærmere når tiden var.
Men Selene svigtede ikke.
 
Og det var det vigtigste. Blikket gled atter op, og fandt stakken af breve der provokerende lå og ventede på hans opmærksomhed, jah næsten monotont mindede ham om, at han ikke bare kunne slappe af når han ville. Så med et stille suk blev det første grebet, så øjnene kunne få læst de smukt svungne ord omkring handelsaftaler og bekymringer om mørkets indmarch de forskellige steder i landet.
Selene eller Bandorian. Det var dog stadigvæk spørgsmålet der dansede i underbevidstheden.