Hver anden måned tog Cordelia til englesamling i Isarikatedralen. Det var ment til de ny-genopståede engle, og præsterne tog sig af spørgsmål og bekymringer. Tanken var at få dem godt tilbage til livet og i gang med de daglige gøremål og livet... Livet som var svært efter døden. For Cordelia var det stadig svært. Så hun dukkede fortsat op til møderne med mindre mod for hver gang om, at hun nogensinde ville føle sig helt klar til livet. Alting var nemmere, når man bare levede på rutinen, men rutinen var svær, når alle vidste, hvad hun var. I Zircon kunne hun ikke længere være den usynlige livvagt, for folk tæt på fyrstinden vidste, at hun var genopstået. Havde oplevet sorgen over tabet. Alle dem tæt på hende havde oplevet tabet, og dernæst forvirring over genopstandelsen.
Selv nu, flere år efter, var det stadig svært.
Præsten prædiken i dag havde været ekstra slem for følelserne, og nu sad Cordelia på en bænk i tempelhaverne med ansigtet begravet i hænderne og følelsen af, at ryggen ville kaste vingerne op hvert øjeblik, det skulle være. Den lange tale om ensomhed og tab havde ramt noget i hende i dag. Og netop Cordelia af alle var jo vant til at miste dele af sig selv jævnligt, når hun sendte sine spejlbilleder ud, men alligevel var der et hul i hendes sjæl efter genopstandelsen, som hun ikke havde fyldt ud endnu. Et tab af bare to år virkede enormt stort, når det pludselig kom fra andre. Mindet om Akurras udtryk, da hun havde fundet hende ved sin egen gravsten hjemsøgte hende stadig. Det var så uvirkeligt. Det burde ikke kunne ske. Vinger burde ikke kunne ske. Ikke direkte ud af ryggen uden at ødelægge tøj eller hud eller hele kroppen. Lige nu gav intet mening mere.
"Træk vejret, træk vejret, dybt og roligt... " gentog hun for sig selv mellem lange, dybe åndedræt. Der var ingen grund til at folde sig ud midt i de hellige haver.

Hun havde mange gange hørt om englemøderne flere gange, og tænkt flere gange det var et god initiativ for kirken og lyset at sætte i gang, for hun vidste selv hvor hårdt det var at komme tilbage fra døden, at livet havde bevæget sig videre. Hun havde bare aldrig haft modet til at deltage selv, for hun havde jo nogle at snakke med alle de ting om, eller rettere en person som virkelig forstod hvor svært det var, netop fordi det også havde været svært for ham at se hende komme tilbage. Men...det netværk var forsvundet, og på trods af hvor lidt hun ønskede at indrømme det var ensomheden begyndte at tage fat i hende, i hende breve benægtede hun det, for andre forstod det bare ikke så godt som han gjorde. Så på trods af hvor lidt hun ønskede at være her, så stod hun ude foran templet og havde som småt lyttet, nervøs for faktisk at være en del af dem som anerkendte at livet var blevet noget rod, så som, ens mand var død, ens børn var på børnehjem, ens bedste ven lå med mørket..Livet var blevet noget rod, det måtte hun erkende. Hun sukkede dybt som en pludselig tåre ramte hende kind med en stråle af omgivelse, en sol berørt engle trak sig forbi hende som prædiken var slut. Den forbandet prikkende fornemmelse dukkede op igen, den der aldrig gav hende tid til at finde ro, og uden at tænke over det gik hun forsigtigt efter englen. Et øjeblik stod hun og kigget over hegnet på hende, farverne på hendes tøj gjorde det klart der måtte være noget af en historie fra den solberørte egnle. Hende selv var ikke meget anderledes, hun var gået lige fra kontoret, i sin nye alt for fine uniform der vidste hun var en person af vigtighed i lyset. Igen var den sære prikkende fornemmelse der, måtte hun ikke engang lige få lov at tænke sig om!  Hun tvang et smil frem, noget man hurtigt blev god til når alle andres følelser var ens egne. Hånden i kappelommen, som hun gik frem til den solberørte.

”Her.” Lyd det så beroligende som hun kunne få sig selv til, mens hun rakte en lille metal flaske frem, lange møder med andres følelser og man lærte at overleve, og den overlevelse var en varmende, stærk tår rum så snart man var alene og nu virkede den sol berørte til at have mere behov for det end hende selv.
”Det hjælper mere end luften gør.” tilførte hun med et underholdt pust af luft.
”Det er ikke nemt..og bliver det heller ikke” lyd det som hun let løftede vingerne bare et sekund, det kunne ikke være så længe siden kunne det? Det var i hvert fald Josefines forventning som hun stod der med den sol berørte kvinde.

Det værste ved englemøderne var vingerne. At se alle de forskelligartede, helt ubegribeligt forstyrrende vinger, der stak ud af folks ryg, som om det var det mest naturlige i verden. Så selvfølgelig var det også en aktivt bevinget kvinde, der skulle finde hende her på bænken og føle sig nødsaget til at hjælpe. 
Cordelia hævede blikket og betragtede lommelærken kort, inden hun løftede en afvisende hånd.
"Jeg er i tjeneste om en time... Men tak," sagde hun. 
Hun drak ikke på jobbet, og fyrstinden kunne ikke have en livvagt, som havde mistet sin årvågenhed blot fordi hun var taget til englemøde.
"Jeg er ikke en af de helt nye, hvis det er det, du tror," kommenterede hun, mens hun rykkede sig lidt til siden på bænken for at gøre plads. "Du må gerne sidde, men... Kan du ikke slå... Dem der ind? Jeg har det stadig svært med vingerne... Selv efter flere år. Det er nok derfor jeg stadig dukker op, selvom det virker åndssvagt. Man bliver bare aldrig vant til det."

Med det sidste mente Cordelia mere end vingerne. Hun mente vinger, folk man kendte, ja selv fremmede. Når folk fik nys om, hvad man var, var der ingen ende på spørgsmålene. De ville se vingerne. Høre historien. Vide, om Isaris himmerrige var alt, hvad man kunne ønske sig. Der var ikke noget Cordelia hadede mere. Instinktivt tog hun sig til brystet, hvor de fire aflange ar vidnede om hendes dødsøjeblik. Det var fantomsmerter, der gjorde hende opmærksom på deres tilstedeværelse, det vidste hun godt. Men døden var altid tæt på, når man først var genopstået som engel. Og man ville se den meget mere end et almindeligt menneske, som var velsignet med en kort levetid.

Tjeneste om en time, det var mærkeligt for kort forstod hun ikke helt hvorfor den argument, faktisk var et argument i denne situation, men alligevel gemte hun sig selv når hun tog en slurk. Så hun nikkede kort og  lod lommelærken finde sin plads. Det næste overraskede hende tydeligt, for hun var sikker, helt sikker på at denne kvinde måtte være ny sådan som hun kæmpede med det, kæmpede med at få været så snart hun kom ud, hovedet fladt lidt i skam som det gik op for hende dette var ikke var tilfældet.
”Jeg beklager.” lyd det undskyldende som hun rettet sig op igen. Blikket gled på bænken og med et forsigtigt nik gik hun et skridt tættere men stoppede op som vingerne blev nævnt, en hånd hævede sig og let roddet hun sig selv i håret som hun lyttede.
”Ehm..Det..ved jeg ikke hvordan man gør.” lyd det fra hende som begge vinger blev bøjet over bænkens ryg, og væk fra den solberørte kvinde. Bedre at få dem bare lidt på afstand.
”Men nej, du har ret. Man bliver aldrig van til dem.” Blikket lå på hendes vingespise.
”De er lige mærkelige at se hver morgen. Lige meget i vejen hvor gang man tager tøj på, selv om mit tøj er lavet til der er plads. Generelt bare i vejen.. De mange stole hun havde væltet, de mange folk hun kom til at puffe til med dem, for ikke at nævne hver morgen, hver morgen hvor hun lige skulle overbevise sig om at de var der, nogle gange var overbevisningen at hun faktisk døde en dag, andre gange var det at overbevise sig selv at hun faktisk lever igen, hovedpine føltes ofte med det sidste nævnte.
”Ville ønske jeg kunne få dem væk..” Mumlede hun let som hun tog blikket fra vingerne, og tilbage på hendes selskab.
”Hvis de er for træls, så bare sig det, så går jeg.” tilførte hun besejret.

Cordelia hørte ikke efter, da kvinden nåede til slutningen af sin sætning. Hun stirrede bare forvirret på hende - hendes ansigt, så hun ikke skulle se for meget på vingerne - for hun var en af dem, hun var sikker på, hun havde set her før. 
"Men du er ikke ny," kom det direkte fra hende, og hun burde have følt et stik af skam, men det kom ikke. Forvirringen havde indtaget for meget. "Jeg har set dig før. For længe siden. Du har været her en del. Hvordan kan du ikke vide, hvordan du hiver dem ind?"
Siden Cordelia selv havde fundet sit trick til at hive vingerne ind, hev hun dem ikke frem mere. Kun meget sjældent var det praktisk, hvis man skulle overraske en fjende og lige kunne give dem en bunke fjer i fjæset, mens de troede, de sneg sig op på en bagfra. Men selv der kunne et velplaceret cirkelspark brække næsen lige så effektivt, så hvornår var de vinger rent faktisk praktiske? Nå ja - aldrig.
Og det var helt uden at tænke på det ubeskrivelige ubehag, Cordelia følte, hver gang de kom frem - især når det skete ufrivilligt. Det var det værste, hun vidste.
"Jeg gør det bare..." tilføjede hun, stadig lidt paf. "Tænker, at det vil jeg, og så er de inde. Det er nærmest værre, hvis de skal ud. Så skal jeg tænke på dem - altså inden  i mig. Jeg fatter stadig ikke, hvordan de er derinde. Klamt, egentlig..."
Hun sænkede blikket til bænken foran sig, mens ordene døde ud. Det var underligt at benævne noget på ens egen krop som klamt, for sådan havde Cordelia ikke haft det før genopstandelsen. Kroppen var et våben, hun kunne bruge for Arys. Men nu var den kommet tilbage med ekstra gøgl på. Gøgl, hun helst var foruden.

Det var svært ikke at føle en smule skam, at bliver kaldt sådan ud, hun var langt fra en ny engle, men der var stadig så meget hun havde problemer med og at høre at vingerne var så nemt som bare at tænke dem væk, gjorde ikke skammen mindre. Endda måden det blev sagt på var på ingen måde behagelig, hvordan kan du ikke vide så om det var en af de mest simple ting i verden. Hvis det var så simpelt havde hun ikke væltet om sig af stole, og fået special indrettet sit værelse, karet og så videre efter at hendes vinger skulle kunne være der. Hvis bare hun var klar over hvor besværligt, og dyr en seng med vinge plads er. Jeg gør det bare. hun gjorde det virkelig ikke nemmere, ikke at tage dette tungt. Men alligevel kunne Josefine ikke lade være med at forsøge at gøre som den anden engle forklaret, men ting ingen nytte, som altid hang de og afspejlede hendes humør så meget som vinger nu kunne. I dette tilfælde faldt de ned, og blev mere og mere slappe som hun gav op.

”Måske er det ikke alle der kan?” tilførte hun stille til samtalen.

”Altså få dem ind.” hun sukkede let, havde hun endelig hørt selv om en engle som ikke kunne? Der var engle som ikke gad og bar dem som et symbol, men det er langt fra ens betydeligt at de ikke var i stand til det.
Hun træk let på smilet, som hun tænkte over det – hvordan det kunne være klamt.

”Er dit blod også klamt? Er det ikke meget det samme, en del af dig, en vigtig del? Nok nyder jeg ikke at se dem om morgen, men de er praktiske og hjælper med mange ting. Syntes de er lige så vigtige som mit blod, mave, tarm, hvad end det skulle være.. så syntes ikke de er klamme, og hvis de virkelig er der inde og det ikke er magi, så kan du vel tænke på det så om de ligger sig omkring dine organer og beskytter dem? En lag bløde fjern til at holde om dem?” hun rystede lidt på hovedet over sig selv for hvad i zaladins navn var det endelig hun sagde, det lyd helt hul i hovedet.

”Hvor længe var du død?” spurgte hun ud i intet. Velvidende hvor upassende et spørgsmål det kunne være.

Det var nok noget af det mest ynkelige forsøg på at trække sine vinger ind, Cordelia nogensinde havde set, men ligesom med nye rekrutter skulle man ikke kun give negative kommentarer, så hun valgte at holde sin mund. At se vingerne langsomt bøje sig ned mod jorden som om de var søvnige var alligevel nyt. Det så helt forkert ud, og Cordelia blev nødt til at se væk igen. Lortevinger. Nøj, hvor hun hadede hele konceptet, medmindre det var på en fugl. Det var en klar forbedring, da kvinden begyndte at snakke om indvolde.

"Jeg er en kriger," svarede Cordelia og så med rynkede bryn på den anden engel. "Jeg har set flere tarme  uden på folk end jeg burde. Det er også klamt. Hvis vingerne bare altid var ude, ville det være noget andet. Ting, der er inden i mig bør virkelig ikke komme ud, medmindre jeg er ved at dø."
Hendes egen sætning sammen med det næste spørgsmål fra kvinden fik hende til at hive kort efter vejret og tage sig til arrene på brystkassen. Det var som om hendes hjerne prøvede at tvinge et gammelt minde frem. Mindet om at blive stukket ihjel af Mørkets soldater. Tarmene var ikke væltet ud, men det var næsten som om hun kunne føle det varme blod væde hænderne. Med en kraftanstrengelse hev hun sine tanker tilbage til tempelhaven og bænken, hun sad på.
"To år," svarede hun og vidste ikke, hvordan hun skiftede til et andet emne herfra. Med andre engle - og især på dage med englesamling - var det ligesom et af de emner, der kom mest op i samtaler. "Ikke at det gjorde en forskel for mig. Kun for alle andre. Altså jo, belejringen var færdig, da jeg genopstod. Det kunne have været rart at opleve befrielsen. Hvor lang tid var du selv væk?"

Der var ikke meget støtte i luften lige i øjeblikket, det kunne hvem som helts mærke og det var nok det mest problematiske ved disse engle møder. Det virkede så om alle ønskede at udtrykker deres problemer, men der var ikke rigtigt noget støtte da alle kæmpede med deres eget, og præsten der stod for møderne var stadig dødelig så hvordan i alle gudernes navn skal han kunne sætte sig ind i hvordan det er at spontant have fremmede lemmer på ryggen og de mange andre problemer der kom med denne ”velsignedes” som han sådan kaldte det til møderne.
Kriger, så om det gav pas til alle de modbydelige ting som hun beskrev. Men billedet der kom gav jo mening, hvis de er inde bør de blive inde. Så måske skulle hendes bare være ude? Ville vel på sin vis være en passende straf. Kriger, blod, vold, et emne der uden tvivl var vær at komme tilbage til, men nu tog døden over og med det ubehagelige følelser. Nærmest i træk med kvinden tog hun sig selv til brystet også, og nærmest følte hvor arret er. Som følelses træk sig væk som kvinden talte træk hun let kile amuletten fra hoften og lagde den om egen hals. To år? Belejringen? Hun kunne ikke lade være at trække lidt på smile båndet.

”Meget det samme, døde under belejringen af hovedstaden og vågnede som Kiles kult mistede magten igen.” Hun lænede sig lidt tilbage og så kom tankerne, alt det der skete mens hun var væk, børn voksede, mand døde, og hvem ved hvad ellers af forfærdelige ting der skete for hendes bekendte.
”Det er mærkeligt er det ikke? Hvor meget der kan ske på så kort tid..For tænker jeg tilbage på de sidste par år, ’i live’ så føles det så sandelig ikke så om der er sket så meget som mens jeg lå i jorden. Syntes ens liv på vendt på hovedet, og så forventer folk bare at man kan bare gå videre med næste dag som ingenting var sket.” hun sukkede dybt, og lod en fingre danse omkring amulettens kant.
 

"Så har vi vist mere til fælles end jeg lige troede," mumlede Cordelia for sig selv.
Så sukkede hun og rejste sig op. Bed ubehaget over vingerne i sig og så den anden kvinde i øjnene, mens hun rakte hånden frem til hilsen.
"Cordelia Højlund," sagde hun. "Jeg er ked af min lidt, ehm, bryske tilgang til tingene. Men du lader til at være en af de få, der faktisk kan forstå hvordan det var at være væk de år."
Der var sket så utroligt meget i alle andres liv i de år, og den verden, englene var kommet tilbage til, var en helt anden end den, de havde forladt. Selvom Cordelia selv kun havde været væk to år, havde alt ændret sig. Magtstrukturer. Familier. Hendes egen far var omkommet i kampene, og den byrde havde hun kun nogenlunde lært at leve med - for kunne hun have ændret det, hvis hun havde været der for ham? Ville udfaldet have været det samme?
"Der er ikke mange i min dagligdag, der helt forstår det," tilføjede hun. "Og det bør de jo sådan set heller ikke. Lidt ligesom at jeg faktisk ikke forstår det tab, de led. Var det det samme for dig, da du genopstod - at alle ligesom var kommet sig over din død, og nu skulle de igennem det hele igen, fordi du pludselig var tilbage?"
Det havde været forfærdeligt at se sine kære gå igennem den sorg, de ellers lige var kommet ud af. Måske havde det været nemmere, hvis der var gået længere tid, men Cordelia tvivlede på det. Det bedste for en engel var nok at genopstå, når alle man kendte, var gået bort. Eller også gav det bare en helt anden type sorg.

At hører at de måske havde mere tilfælles var rart, for ingen forstod det, ingen forstod det kaos der var når man genopstod og skulle have livet på plads igen. Selv en som Treston forsøgte men der var langt fra der han var, til endelig at forstå problemerne som kom fra at være død. Det var derfor også med et smil at hun lod hendes egen hånd møde Cordelias, og rejste sig op sammen med hende.
”Josefine Solberg.” hilsen blev sagt med et let nik, og så kunne hun ikke lade være med at trække på smilet som Cordelias udtrykte sin bryske tilgang.

”Har heller ikke nogle som forstår det, men som de siger, så skal de jo heller ikke forstå det.” det var helt rart at have en anden der sagde disse ting, og man ikke bare kæmpede med dem i ens tanker og håbede på en eller anden måde at folk ville instinktivt forstå det, og at forklare det var umuligt.

”Selvfølgelig er det hårdt dem… Men deres fund er alligevel bundet i glæde ikke? Deres kære er i live igen, hvis bare det var så nemt for os. Vi har folk vi ikke kunne sige farvel til, folk hvis liv er så anderledes i dag at vi slet ingen rolle har i det, og bør ikke have en rolle i deres liv.” Hun sukkede dybt, som det blev sagt, de mange opgivende samtaler med gamle venner hvis liv bare havde forandre sig så meget at man ikke kunne gå ind det.

”Mine børn er blevet ældre, den ene er teenager nu..mens jeg lå i jorden og blev ædt af orme og folk tror jeg bare kan gå ind i deres liv igen.. Nogle gange føles det slet ikke som det er mine børn mere, at denne..forbandet krop, og disse vinger er en helt ny person som intet har med dem at gøre.” hun rystede lidt på hovedet, og rettede ryggen, for i guderne var det rart at få sagt til en som måske faktisk kunne forstå problemerne.

Det kom bag på Cordelia, hvor meget Josefines ord ramte plet. Og hvor ondt de gjorde. Hun måtte undvige øjenkontakten for lige at samle sig selv lidt, og var ret sikker på, det var tydeligt, at det havde ramt noget i hende.
"Det er ... Det er svært at komme tilbage og passe ind. Og især som De siger... Det med at andre er nogle helt andre. Og at de ikke nødvendigvis har plads i livet til én..." sagde hun mindre bryskt end hun havde været lige før.
Der havde stadig været et arbejde hos Arys til hende, da hun genopstod, men der var mistet så meget og så mange, at hun havde svært ved at føle sig det mindste behjælpelig i starten. Folk var et andet sted i deres liv. Et sted, hvor Cordelia ikke længere var regnet ind. Selv Akurra var blevet byvagt, og kunne derfor ikke ses så ofte.
Og fyrstinden... Fyrstinden var blevet fyrstinde og Cordelia gemte nu kun sine følelser for hende endnu mere panisk bag sit skjold af hård personlighed.

"Jeg har nogenlunde stadig det samme liv. De samme omgivelser, det samme arbejde," fortsatte hun uden helt at vide, hvor hun ville hen med sætningen. "Men det kan stadig føles helt forkert. Når folk kommer til at huske, hvad der skete, og man kan se sorgen i deres øjne. Jeg kan slet ikke forestillet mig, hvordan det må være med børn. Dem har jeg ikke selv. Det er nok også for det bedste med det arbejde, jeg har."
Det var Cordelias underlige måde at vise medlidenhed på. Det der med følelser var hun ikke så forfærdeligt godt uddannet i. Som regel skulle de holdes nede, så hun kunne være fuldt ud årvågen. I begyndelsen havde hun selv set de her englemøder som spild af tid, men efterhånden havde fyrstinden overbevist hende om, at det var besværet værd. Josefine var den første, Cordelia havde mødt, der gav en smule håb for, at det var sandt.

Stadig for tidligt at forklare at folk følte glæde, og hvor sikker hun var på det, men også alt mulig andet og hvor besværligt det var at stå i, at føle hvad alle andre følte når de så en de troede var død. Mens man selv stod med sine egne kaotiske følelser som man faktisk ikke helt ved om er legitimere eller ej, for havde hun virkelig lov til at være sure på folk over de bare havde levet deres liv? Tankerne fik hende tik at sukke, netop som Cordelia udtrykte at man ikke nødvendigvis har en plads i deres liv. I guderne hvor havde hun ret i det. Hun var alligevel en af del heldigere, hun kunne i det mindste beholde det meste af hendes liv, forhold til Josefine selv.
”Jeg kæmper stadig..med at finde en plads i lyset for mig igen. hun lod blikket falde en smule.
”Må være rart at kunne komme tilbage ind i noget..eller, måske faktisk ikke?” hendes egne ord fik tankerne til at gå i gang, for var det faktisk heldigt? Var det en god ting? At se alle de folk der kendte en før? Hver dag? En sky af tristhed spredte sig over hendes mimik som hun kikkede på Cordelia.
”Undskyld..tænkte mig ikke helt om..må endelig være forfærdeligt.” Med skam og medligheden i blikket lyttede hun som Cordelia fortalte, måske var dette faktisk et godt initiativ disse, forbandet, møder. De gav i hvert fald mere mening lige nu, end de havde tidligere.
”Kan forstille mig det..har en..meget tæt ven hvor vores forhold har været helt hen i vejret siden jeg genopstod. Så..kan forstille mig det kun er endnu mere problematisk på en arbejdet. Må jeg spørger hvad du arbejder som? som spørgsmålet kom, endte lommeflasken på læben før den blev pakket helt væk.

"Jeg er livvagt for Arys-familien," svarede Cordelia, men havde ikke lige tænkt over, hvor det svar ville få hende hen i samtalen. "Jeg døde under belejringen, hvor de stormede vores borg, og... Ja, gjorde, hvad Mørket nu engang gør. Det er faktisk ikke så slemt at arbejde det samme sted." fortsatte hun med en hovedrysten. "Det har været nemmere at komme tilbage til en hverdag. Hvis jeg skulle til at møde en masse nye mennesker et nyt sted, ville jeg hele tiden skulle forklare, hvordan jeg gik bort. Her ved alle det allerede, så vi snakker ikke så meget om det."
Der var nok død at tale om i Arysfamilien. Alt fra Leonoras bror til Cordelia selv. Begge dele havde hun enorme mængder skyldfølelse over. Hvorfor kunne hun ikke være det rigtige sted på det rigtige tidspunkt og rent faktisk gøre nytte frem for selv at blive slået ihjel? Hun havde svoret at passe på Arysfamilien, og hun havde fejlet to gange allerede.
"De er til et teselskab, så jeg havde tid til at komme i dag," mumlede hun og nikkede mod Josefine. "Uniformen ligner Lysets. Er du ansat hos hæren?"

Så gav det mere menig at hun stadig var i tjeneste, de forklarede stadig ikke hvorfor hun ikke ville have en tår. Men hver deres egen. På trods af den dystre baggrund til hvad der blev delt var det rart at høre, at lytte til. Hun nikkede flere gange som Cordelia fortalte om sit arbejdede. Alle vidste det, så der var ingen grund til at snakke om det? Det gjorde nærmest ondt at høre at alle bare gik med deres tanker og følelser uden at få dem delt og vendt. Men det er vel en måde at skåne hinanden på. Det adelige liv, har bare aldrig lyt spændende og lige nu var det ingen undtagelse til de tanker.

”Je..har altid arbejdet for lyset, var front fæltheler da jeg døde. Lagde en hånd ud til en såret soldat fra mørket og det kostede mig livet. Blødte ud i en af mine venners arme.” hun træk vejret dybt, og fik kort ondt af ham for i guderne hvor måtte det have været hårdt.

”Siden jeg genopstod har jeg kæmpet med at finde min plads i lyset, være heler en stund og så flyttede jeg over i arresten som afhører. For nyligt blev jeg forfremmet til diplomat. Hvilket passer mig bedre end hvad har lavet tidligere. Jeg er rigtig glad for du havde tid til at deltage i dag.” lyd det med et smil som hun lod blikket falde tilbage imod kirken hvor mødet blev holdt.
 

    Cordelia nikkede sløvt.
    "Det gjorde jeg også... Forblødte i mine kæres arme... Jeg tror hun husker det bedre end jeg selv gør..."
    De sidste stundet var væk i hendes hukommelse. Hun huskede stikkene, såret, blodet og Leonoras arme om sig, men det var brudstykker i en mørk tåge. 
    "Diplomati lyder sværere end at finde sin plads i en hær, hvis jeg skal være ærlig," kommenterede Cordelia. "Men jeg overlader også diplomatien til fyrstefamilien. Jeg har det bedst, når jeg kan stå i baggrunden." Blikket vandrede til kirken. "Nu er de fleste vist også gået ind. Så kan det være, jeg kan stå bagved resten af mødet. Jeg havde egentlig tænkt mig at smutte fra det sidste, men... Jeg ved ikke, du har givet mig mod på at prøve noget mere. Måske skal jeg til at holde op med at tage den nemme udvej."
    Så mange ord i så mange sætninger var sjældent hørt fra Cordelia, der ellers mest stod som gargoylen i baggrunden, der var klar til kamp, hvis nogen strittede med den forkerte lillefinger. Det var derfor de her møder var så hulens svære for hende. Det handlede om følelser, og hun havde det bedst, hvis hun kunne lade andre om den slags. Følelser havde aldrig fået hende særligt langt i livet. De gjorde blot alting mere besværligt, end det i forvejen var. Men denne anden engels ord havde rørt noget i hende. Pludselig følte Cordelia sig mindre alene i sit liv som genopstanden. Der var andre, som var blevet revet væk fra familien og sat tilbage i den, før sjælesårene var helet. Alle engle var ikke vendt tilbage med et klart formål skåret i sten og lys foran sig. Det var svært det her. Det måtte gerne være svært.

Hun frøs en smule som Cordelia udtrykte mere enighed i hvordan døden havde været og så kunne hun ikke lade være at bide mærke i ordet kæres.

”Mig og hans forhold er blevet..helt anderledes siden, vi er mere tættere, og det er bare så om..vi blev forbundet på en eller anden måde.. Og han husker det også, meget bedre end mig.” hun sukkede som det blev sagt, så for hende selv var døden næsten positiv, den første gang i hendes liv med sand ro i hovedet. Amuletten gav lidt det samme, men den gav til gengæld også følelse af en havde en hånd om halsen på hende.

”Diplomati tror jeg faktisk er lige det jeg har behov for!” Ikke flere knive, tung rustning, våben eller dødende venner ved ens side eller i ens hænder, og næsten aldrig bliver man nød til at dræne sig selv for chakra nu om dage. Hun træk let på smilet som Cordelia fortalte om at overlade det til andre, at holde sig i baggrunden, og blot lytte. Det bedste med disse nyheder var at de nok ville mødes igen. Forhandlinger mellem Arys og lyset skulle vel også revideres på et tidspunkt.

”Er glad for at du har fået mere mod til det, og må være ærlig at jeg ofte har set opgivende på alt dette med disse møder. Men måske har vi engle mere tilfælles end jeg har troet tidligere.” blikket lå stadig på kirken, måske havde de faktisk tænkt sig om når de skabte alt dette, og måske skulle hun have givet det hele en chance flere år tilbage.
”Før du går, må jeg spørger om du har haft problemer med din chakra siden din genopstand?”

    Cordelia smilede svagt ved Josefines ord. Ja de var vist mere end, end de lige havde troet. Og de her møder var mere værd end ved første øjekast. Hvis man altså selv gjorde en indsats. Det var nok derfor Cordelia ikke havde set den store gavn i møderne til at starte med. Hun havde ikke rigtig gjort sig umage.
    "Nej, jeg har ingen problemer haft," svarede Cordelia, mens hun gik mod insgangen med langsomme skridt, så hun stadig kunne nå at svare. "Men jeg var heller ikke væk længe. Jeg har hørt nogle af de andre har haft problemer med at finde deres magi igen, men det er ofte når de har været væk længe. Eller nogen, der har fået nye evner ved at genopstå. For mig er det det samme som før."
    Noget af det var nok også, at Cordelia generelt var meget statisk i sin person. Hun fungerede godt med at ting var som de plejede, og Isari være priset i at gudinden også vidste det, og ikke havde sat hende tilbage på jorden med nye evner. Det var nok med et par vinger i ryggen, som ikke burde være der.
    Af samme grund svarede hun heller ikke på Josefines første kommentar om den ven, hun var omkommet i armene på. For Cordelia var forholdet det samme. Fyrstinden og hende var ligesom før hendes død, måske blot en smule mere effektive i hvordan de gjorde tingene, nu hvor de vidste, at livet var kort.

Det var sært at tænke over, at disse ting hun havde undgået nu var skyld i at hun stod med et smil på læben, følte sig hørt og forstået.  Måske skulle man hoppe dybere ned i disse engle møder. Ville også være godt for lyset, hvis de blev mere kendt og brugt. Smilet falmede som Cordelia udtrykte at hun ikke havde haft problemer med sin chakra, en nyhed der fik et lettere suk til at forlade de let farvet læber.

”Kan også bare være mig, som med vingerne.” hun fniste lidt som det blev sagt, og ærgede sig over at hun ikke havde fået sin chakra målt mens hun var et menneske, for det kunne ikke passe at hun blev mere træt som menneske, men samme tid have mindre styrke i hendes magisk kundskaber.
”Det er faktisk det modsatte problem jeg drøjer me..” en dyb, ringende klokke lyd og knækkede samtalen, og Josefines blik rettet sig imod kirke tårnet som de fem klokkeslag lyd.

”Nå..må nok også se at komme videre!” Aften var på vej, og med det kom nye pligter sikkert for dem begge.
”Vi ses igen? Gør vi ikke?” Hun smilte stort, som hun spurgte for hun håbede virkelig at de ville ses igen, hvis ikke det var muligt at bruge mere tid sammen nu.
Selv om hvor meget hun ønskede at alt blev som det var engang, så var det også fint at der var så mange nye ting, så mange ting der ændrede sig. Var nok Isharis ønske med at genoplive hende, at få hende til opleve nogle nye ting og få et nyt liv for sig selv og familie.

Cordelia gav et halvhjertet smil og et skuldertræk til Josefine. Hun havde ikke selv haft problemer, og ingen hun kendte havde haft det. Men hun kendte heller ikke så forfærdeligt mange engle. Mest fordi hun selv undgik dem, hvis de helst ville snakke, mens de fløj uforstyrret i luften. Det var garanteret praktisk i forhold til ikke at blive smuglyttet til, men det krævede at man hev vingerne frem, og udover Mørket var det en af de ting, Cordelia undgik så meget som muligt.

Blikket blev draget mod klokketårnet, da den bimlende lyd afbrød Josefine midt i sætningen. Hun ventede tålmodigt på at det igen var muligt at tale og nikkede til Josefine.
"Lad os ses igen, ja," bekræftede hun og rettede på sin uniform. "Næste englemøde? Det kan være vi kan holde hinanden lidt op på at blive bedre til..." Hun viftede lidt ad sin egen og Josefines ryg. "...Ting."
Cordelia gav Joefine et formelt buk og gik så videre mod sine andre gøremål. Ja, gik.

Faktisk en engle der var behagelig at snakke med, eller en engle hun havde fået sig selv til at snakke med. Det ville være rart faktisk at få lært at få vingerne væk, bare tænk dem væk? det skulle prøves flere gange og ikke bare denne ene gang for måske var det noget der skulle øves. 

”Ja! Næste gang, det er måske ikke den dårligste ide, på trods af hvad jeg har tænkt!” hun fniste let og rettede sig op, Vingerne hoppede op, spændt, som hun nejede i tak med Cordelias buk og tog en hånd til hjertet.

”Må isharis lys belyse deres gang.” lyd det med et smil som Cordelia vendte ryggen.
Bedre til ting. Det lyd sært, men måske var det netop det de begge havde brug for? Cordelia virkede til at tage afstand til vingerne, på trods af hendes kontrol over sine nye lemmer, hvor Josefine selv havde mere det modsatte problem, nærmest stolt af isharis velsignelse selv om tankerne der lå omkring var klamme og vamle. Vingerne blev foldet ud så lange de var, som hun tog til luften, der var nok at forberede sig på, nok øvelser at lave, så desværre måtte hun også selv trække sig.

Arys livvagt, mon ikke de ville mødes igen, det nye år gik snart i gang og med det skulle forhandlinger revideres. Så næste gang blev måske i mere officielt en situation.