Trestons besøg i Lazuras Isari-tempel var efterhånden næsten kommet ind i en rytme. Han kom relativt tidligt om morgenen, brugte et par timer med dén præst, der havde fået den tvivlsomme ære at håndtere hans sag, siden Fader Romeo var rejst videre, og som regel inden middag fik han lov til at smutte igen - enten fordi Treston havde formået at holde sig i skindet og dermed opført sig eksemplarisk, eller også fordi præsten simpelthen havde fået nok af hans blasfemiske spørgsmål og betragtninger...
    Han vidste ikke rigtig, om han selv syntes, de kom nogen vegne. Himlen havde bestemt ikke åbnet sig, og Isari havde ikke skinnet sit tilgivende lys på ham. Men dét var måske også for meget at bede om...
    På plussiden havde han efterhånden lært næsten at kunne lide de timelange bede-sessioner, han blev sat til, når præsten ikke lige havde tid (eller tålmodighed) til samtale. De gav ham tid til at tænke (også, måtte han indrømme, på alt muligt andet end Isaris evige godhed og tilgivelse, men altså - han mente, hun burde have det i sig at kunne se igennem fingre med dén lille detalje....). Treston var blandt andet kommet på en seks-syv steder hjemme i Dianthos, hvor han ville kunne bringe sin svoger, uden at folk ville stille alt for mange spørgsmål. Hvor Treston kunne få sig en øl, og Bertram ville kunne... gøre hvadend hans slags nu gjorde for at have det sjovt, hvormed Treston så kunne gøre en lidt større indsats for at lære Zirras kæreste at kende.
    For han havde besluttet sig for, at dét var det mindste han kunne gøre - at han i hvert fald skyldte Zirra så meget, når nu hun havde forsøgt at være... om ikke venlig, så i det mindste nogenlunde civiliseret over for Sedna.
    I hvert fald på det sidste. 
    Denne dag blev Treston stoppet, allerede inden han havde taget det første skridt ind i templet, af dén tempeldreng, han også havde haft fat i ved sit første besøg her. En tempeldreng, som Treston nu vidste hed Marko, og som faktisk stadig havde en snert af humor i behold, hvis man fik ham på tomandshånd...
    I dag var det dog det professionelle akolyt-fjæs, Treston mødte. "Fader Rodin har ikke tid i dag, men han bad mig spørge, hvornår du sidst har skriftet?"
    Spørgsmålet fangede Treston på det helt forkerte ben, for det virkede af én eller anden grund som et meget privat spørgsmål at stille her midt i tempelindgangen. 
    "Ikke siden Zircon," svarede han dog. Fader Pavel, den tørre træstub, havde været overordentlig glad for skriftemål... Det var sikkert det eneste tilnærmelsesvist ophidsende, der skete i hans sørgelige liv... "Mere end en måned, i hvert fald. Nok nærmere halvanden."
    "Jamen, så skulle jeg bede dig indfinde dig i én af skriftestolene." Marko slog ud med hånden, så akolytkutten blafrede. "Så kommer der en præst lige om lidt. Fader Rodin mente, der måske kan ligge utilgivne synder i dig, som skærmer dig fra Isaris lys."
    Treston løftede øjenbrynene en anelse ved dén besked, men han slugte sin dumme bemærkning - det lød faktisk... præcis som noget, Fader Rodin kunne have sagt...
    I stedet gjorde han, som han havde fået besked på, og fik foldet sin lange krop ind på knæ i skriftestolen. Trak den lille skydedør for, så resten af templet blev lukket ude, og der kun var ham i den allerede godt lune trækasse. Det lille 'vindue' ind til præstens plads var dækket af en skærm med nydelige, indviklede udskæringer i to lag og med en form for tyndt papir imellem, så både præst og synder fik lov at nyde en form for anonymitet. Derfor kiggede Treston heller ikke op eller prøvede at få et glimt, da der lød skramlen fra den anden side af væggen. Han sukkede bare indvendigt, og ytrede så de ord, som Eylia havde lært ham, da han bare var en lille dreng:
    "Tilgiv mig, for jeg har syndet imod Isari og forladt dén sti, Hun har udstukket for mig. Tilgiv mig, at jeg må lære og angre og være dydigere i mit virke fremover..."

Han havde i grunden overvejet, om Guldlok også befandt sig i byen. Det var et strejf af et genkendeligt duftspor på en tilfældig sidegade, der havde fået ham til at tænke på ham og end ikke dagen efter, havde de tofarvede øjne fundet ham i menneskemængden. Ganske uden at han egentlig ville finde ham. Dernæst blev det til en uudtalt og uspecificeret konkurrence: hvor længe kunne han selv forblive uset? Hvor meget kunne han nå at sætte i gang forinden, at Guldlok kom travende imod ham og prustede sit misbehag ved hans blotte tilstedeværelse? Af uvisse årsager ville han gerne opdages, bare for at mundhugge med Treston, hvilket i hans tanker var ganske ulogisk.
Én gang havde han forsøgt at lægge an til spekulationer for den anden, men han måtte konstatere, alt imens han betragtede den gryntende gris skovle den visne pastinak i kæften og lægge ører til dens ejermands hysteriske tilråb, at hans plan var gået i vasken. Det gjorde de sjældent men i dét tilfælde, var der ingen tvivl. Den havde måske også være for optimistisk, skulle mestertyven være helt ærlig – og det skulle han jo ikke, hvormed han helt afholdte sig fra at gøre andet end at himle med øjnene og atter forsvinde tilbage i skyggerne.
Det mislykkede forsøg havde dog ikke forladt hans tanker som dagene derefter skred frem, og han begyndte at forstå, at Guldlok virkelig ikke ville opdage ham, medmindre han tog drastiske midler i brug.

Det tog ikke mere end en kort formiddag på et tilstødende hustag, at finde ud af, hvem og hvad der foregik i templet. Det var, trods alt, lig mange af de kirker, der lå i hovedstaden og Pax havde en gang eller to befundet sig et sådant sted. Det havde ikke været af egen fri vilje, for Pax var ingen gudfrygtig mand og hele den pompøse situation, der var en gudstjeneste eller et skriftemål, fik ham til at sukke og blive meget træt. Det var ikke et sted for hans slags, men Pax havde brugt en af kirkerne tæt på Den Nedre Bydel som udvekslingssted, fordi det var det tætteste, man kunne komme på neutral grund. Eller, sådan havde det i hvert fald været for år tilbage.
Pax sad dér, han havde siddet den sidste time og hvorved han havde siddet dagen forinden. Den eneste egentlige forskel var den lærredspose med karameller, der lå gemt væk i en af hans utallige inderlommer. De var en gave til Juno, en, han glædede sig til at give og som fik hans ene øje til at slå frydefulde gnister. Det var ikke hver dag, at det var muligt at skaffe så søde sager, og tankerne om karameller og Junos bløde læber havde nær resulteret i, at Pax helt havde misset Trestons ankommen. Derfor fik han pludselig travlt.
Så hurtigt det var ham muligt, og foruden at alle i sidegaderne under ham rigtig lod mærke til ham, klatrede han behændigt ned af de ru stenvægge. Han landede ved siden af en gammel dame, der så ganske uimponeret op på ham (et blik Pax ganske naturligt var nødt til at gengælde), som var det meget naturligt, at mænd dumpede ned fra tagryggene i tide og utide. Pax havde dog ikke tid til at blive hængende, ikke hvis han skulle nå at indhente Treston og komme uset forbi ham.

Det tog Pax tyve lange skridt at konstatere, at han, for det første var for sent på den, og for det andet, at han tilsyneladende skulle udtænke noget helt nyt. Han var lige ved at bande lavmælt, da han hørte tempeldrengens – eller var det kordreng? Var det ikke dem, der sang? Hvad lavede de egentlige derinde? Og skulle de have et vedhæng for at blive til det, som hvad end det nu var, at de blev til? – kommanderende ord, og da var det som om, at selveste Isari åbenbarede sig for Pax i form af en idé.

Pax snurrede rundt på hælen og forsvandt ned i tempelhaverne, placeret bag den imponerende og kæmpestore dobbeltdør. Det var ikke svært at finde eller få adgang til en bagdør – det var i hvert fald dét, at Pax antog, at det var – der førte ind i overdådig stue – heller ikke det, kunne Pax definere præcist – og videre ud til selve kirkepladsen.
Igennem dørsprækken så han, at Treston kantede sig vej hen til en af skriftestolene og ikke lang tid efter dén præst, der skulle tage imod og rense Guldlok for hans synder. Ved alle Guderne. Der var ingen tid at spilde og skønt Pax gerne ville have gjort dét mere elegant, endte han med at løbe lydløst fra døren, op bag præstens ryg og ind i det lille klaustrofobiske rum forinden, at den gamle mand overhovedet fik tid til at bemærke, at han ikke længere var alene. Netop som han skulle til at skrige – eller det der var værre, som at udrense Pax’ dæmoner – vrikkede tyven med håndleddet og satte en lille, sylespids knivspids mod den flappende dobbelthage. Derefter faldt hans frie pegefinger mod hans læber, så præsten forstod, at der ikke længere ville være nogen Gudinde til at redde ham. Han var helt og aldeles overladt til Pax’ hånd.
Pax nikkede mod den behagelige stol i mørket og lagde pres på mandens skulder, guidede ham ned at sidde. Og dernæst gjorde Pax noget, han aldrig havde gjort før – han slog sig ned på skødet af den ganske utiltalende præst og slog sin ene arm omkring de bløde skuldre. I en så lavmælt tone, at Pax næsten ikke selv kunne høre sine ord, hviskede han: ”Svar ham – og sig så efter mig…”

    Den stakkels præst, der pludselig stirrede ned på en ret så insisterende knivsspids, havde ellers haft en stille og rolig morgen. En morgen af dén slags, der ikke havde budt på noget ud over det sædvanlige. En morgen af dén slags, som præsten faktisk foretrak. Han var en ældre mand - sidst i tresserne - hans navn var Fader Thurion, og han havde aldrig i sit lange liv i tempeltjenesten oplevet noget, der kunne sammenlignes med dette.
    Øjnene var store og kuglerunde i hans fedladne ansigt, da han med frygten siddende helt oppe i halsen snappede efter vejret. Han ville nikke - ville forsikre den høje, unge mand om, at han nok skulle gøre alt, han bad om - men knivsbladet var koldt og skarpt under hans hage, og Fader Thurion endte bare befippet med at snuble på plads i skriftesædet. Da den unge truende bølle dernæst satte sig på skødet af ham, undslap der sig Fader Thurion en tynd, lille lyd - fremkaldt af den forkrøblende frygt, der susede gennem den gamle præst. Det forekom ham, at der var varmt som i en svedehytte i den trange skriftestol, og præsteklæderne, der ellers normalt var så behagelige, strammede pludseligt ubehageligt til om Faderens hals - gjorde det svært at få vejret. Sveden lå klistret og glinsende over den tykke præsts pande, og han hørte det knapt, da den skriftende inde ved siden af kom med de indledende riter.
    Dog var den unge bølles hviskende ordre overordentlig tydelig i Faderens øre - en kniv for struben før fantastiske ting ved koncentrationen. Og selvom den stakkels Fader var knastør i munden og måtte åbne og lukke den et par gange, før der rent faktisk kom lyd ud, lykkedes det ham rent faktisk at svare:
    "Mit barn - må Isaris lys skinne over Jer og rense Jeres synder..." Fader Thurions stemme var tynd og hæs på samme tid - frygten havde sat sig som en prop i hans luftrør, og det var så absolut kun fordi de rituelle ord sad ætset ind i hans hjerne, at det overhovedet lykkedes ham at få noget frem. "Må I finde fred og tilgivelse i Hendes evige godhed. Hvad..." Ordene blev fanget i frygtens koldklamme edderkoppetråde - det sortnede for den stakkels Fader. Så angst var han. "Hvad ønsker De at... at skrifte?" 
     Og knapt havde de henhviskede ord forladt Fader Thurions mund, før den gamle, tykke præst vendte det hvide ud af øjnene og besvimede i skriftesædet.

    Treston havde rynket brynene i undren over de mærkelige, skramlende lyde, der lød fra den anden side af, men nåede ikke at tænke nærmere over det, før præstens stemme lød. Det var en tynd, hvæsende lyd - som luft, der blev presset ud ad en utæt blæsebælg - og den forhenværende Ridder rynkede panden endnu mere. Havde den gode Fader - hvem-end det nu var - fået noget galt i halsen? Det lød alvorlig sådan...
    Men dét burde Treston selvfølgelig ikke forholde sig til - i stedet burde han koncentrere sig om præstens spørgsmål. Selvom at sige, at han ligefrem 'ønskede' at skrifte, måske lige var at strække sandheden for vidt...
    "Det er over en måned siden, jeg sidst skriftede Fader," begyndte han dog langsomt. "Og siden da er der sket nogle... ting." Dét var bestemt en underdrivelse. "Blandt andet så... Ja..." Treston tøvede et øjeblik. For hvor skulle han egentlig starte? Han burde nok... starte mildt ud. "Jeg har talt grimt om min fader. Forbandet hans navn - både i tanke og med ord." Hvilket var velfortjent, naturligvis, for jo mere han og Zirra havde fået talt, jo mere var det også bare blevet tydeligt for Treston, at Dastor havde været et rigidt røvhul gennem det meste af deres opvækst... "Og jeg har haft vandrende tanker under bøn." Stort set ikke andet, faktisk... "Og..." Han tav - undrede sig over, at Faderen på den anden side af væggen ikke havde sagt noget endnu. "Er De der, Fader?"

Pax’ opfordrende nik og viften med knivspidsen i takt til præstens ord havde, set i bagklogskabens lys, øjensynligt ikke været nogen god idé. Præsten blev blegere og blegere, talen mere besværet og for blot et øjeblik overvejede Pax, hvordan han dog nogensinde skulle skaffe et potentielt lig af vejen. Han kunne jo ikke blive siddende i skriftestolen resten af dagen – hvad med Junos karameller?
Des mere galt hele situationen syntes at gå, des mere begyndte Treston at plapre. Da præsten omsider opgav at trække vejret som ethvert andet normalt fungerende menneske, var Pax’ opmærksomhed spændt som en hårdoptrukket buestreng mellem ham, han var kommet for og det problem, han selv havde skaffet sig. Det var nær umuligt at kæmpe mod dødvægten, ikke at stønne af anstrengelse i kampen om at holde den fedladne mand i stolesædet og selv forblive i hans skød, alt imens Pax samtidig skulle høre efter, hvad i Zaladins navn Treston indrømmede af forfærdeligheder.
Han endte i en næsten vulgær position med den uheldige (og noget overdramatiske) fader i ryggen: præstens mange hager hvilende mod hans nakke, en underarm mod den modstående væg og kun med en enkelt støvlebeklædt fod som garanti for, at han ikke selv skulle hamre sin pande mod det tynde træ. Præstens tunge vejrtrækning gjorde Pax’ hud klam og fugtig, og bandelederen måtte tage sig et øjeblik til at tage situationen til nærmere eftertanke… 
Det var jo strengt taget bare en spøg… en spøg der pludselig afkrævede ham alt for meget arbejde. Kunne han stadig nå at stikke af? Nej, det var ikke muligt. Ikke med den massive krop hvilende henover sin egen. Han ville aldrig nå døren før, at også Treston var ude af sin bås.
Pax skar en grimasse og pustede modvilligt ud, hans for tynde krop ikke skabt til den type af uvillig motion han nu blev udsat for. Dernæst gjorde han et stort nummer ud af at rømme sig, hakke og hoste, så hans stemme nemmere kunne køre over i den samme pibende hvæsen, som præsten syntes at have talt i. ”Ja…?”, lød det, næsten tøvende, som var Faderen heller ikke helt sikker på, om han var der eller ej.
Pax skævede halvpanisk til den mørke skærm, usikker på hvor meget Treston kunne se men værst af alt, hvad der dernæst skulle følge. Pax havde aldrig skriftet. Pax havde aldrig talt med en præst…
”Jeg synes – at have fået noget galt i halsen. Om forladelse.” Det var høfligt, ikke sandt? Præster var vel, fordi Isari dikterede det, høflige? ”Lad os starte fra en ende af – Deres far…? Lad mig høre…”
Pax’ øjne kunne ikke finde hvile noget sted, og snart efter begyndte han også at svede af anstrengelse. Forsigtigt slap han sit krampagtige tag om præstens arm og lagde derefter begge sine hænder mod træet, overbevist om at han var nødt til at finde på noget og i en hvis fart.

     Treston havde ellers siddet med øjenbryn, der langsomt nærmede sig hårgrænsen - med ører, der prøvede at tolke de mange, mærkelige lyde, der lød fra den anden side af skillevæggen - da præsten endelig svarede på hans spørgsmål, og Treston kunne ånde lettet op. Han lød også bedre, gjorde præsten - mindre stakåndet; næsten som om han havde fået hostet en tudse op af halsen. Det var nok varmen, tænkte Treston, for det var virkelig forbandet varmt i skriftestolen... Dét kunne næsten ikke undgås, når der brændte så mange kærter i templet...
    "Alt forladt, Fader," mumlede Treston med et skævt smil i mundvigen - et smil, der dog gled rimelig meget på gulvet, da præsten bad om uddybninger. For hvor zalan skulle han starte? Havde han egentlig haft så meget som én venlig tanke om den gamle siden sin retssag? Siden... Siden...
     Trestons øjne blev langsomt større, mens han prøvede at komme i tanke om, hvornår han sidst helt oprigtigt havde tænkt kærligt om sin fader. Der havde været for meget vrede - især på Zirras vegne. Eller på moderens vegne. Eller på hans egne...
     "Øhm..." Hvordan zalan formulerede man dét til en gammel, forstokket præst? Når det nu netop var forstokketheden hos Dastor, der drev Treston til vanvid? "Jamen, min fader er en... meget ordentlig mand. Meget stoisk og..." Tør... tør og indlevelsesløs som en forbandet kiks... "Og retskaffen. Sat i sine principper. Og selvom dét kan være passende for en Ridder, er det svært at forlige sig ved i en forælder. Så - ærlig talt, Fader - jeg skal lede længe efter pæne ord at sige om ham. Derfor er det som regel de grimme, der kommer ud. Han har opsat nogle helt urimelige standarter for os unger, og ikke set sig for god til at håne os, hvis vi ikke kunne leve op til dem. Han har spillet os ud imod hinanden - fodret os med et forgyldt, men skævt verdenssyn! Fuldstændig nedbrudt min søsters selvværdfølelse og 'ensrettet' min bror i en sådan grad, at han ikke kan tænke selv!" Treston kunne godt selv høre, at han et sted undervejs havde fået talt sig varm, og med dét kom også vreden - og alle de uforsigtige ord. Derfor tog han en dyb indånding for at køle ned og tvang sig selv til, med afmålt og rolig stemme, at afslutte: "Men derfor er mine hårde ord naturligvis skammelige i lyset fra Isaris evige godhed, og jeg beder Hende om tilgivelse. Og om... styrken til at være bedre...?" Det sidste kom ud som en spørgsmål, for Trestons mund havde været i gang med at udtale forhåbninger om, at Dastor måske kunne lære at udvise bare en snert af forbandet empati... 
     "Udover dét har jeg beruset mig fra morgenstunden, tvivlet på Isaris motiver, truet en fremmed..." Selvom Theud, eller hvad zalan hans navn havde været, selv havde været ude om det... "Købt bedøvende midler, og... Ja." Treston kunne mærke varmen og skammen stige op i ansigtet. Nu kom de til den sværere del - dén, der rent faktisk føltes, som noget, han skulle have tilgivelse for. "Jeg har slået en kvinde. I ansigtet..." Efter at Zirra havde forsøgt at myrde Sedna, naturligvis - og i sin afmagt næsten havde stukket en kniv i Treston. Men derfor var det stadig langt fra noget, Treston var stolt af...

Des mere Treston talte, des større øjne fik Pax. Det blev, ganske enkelt, bare bedre og bedre…
Så Trestons far var et røvhul. Dét overraskede ham i grunden ikke. Treston havde før hintet til, at det skulle forholde sig sådan og i nogle af hans (for mange) ømme, sårbare øjeblikke havde den unge mand trods alt sat spørgsmålstegn ved hele sin egen eksistens og formål, og alt sammen syntes det at komme fra den dysfunktionelle familie. Pax relaterede da også i højere grad end han selv ville stå ved. Hans egen far var trods alt en krydsvejsdæmon og ham selv et produkt af en fejlslåen handel, der havde resulteret i, at hans mors sjæl de næste mange år ville befinde sig i tortur og pinsel i en eller anden underverden… Ja. Fædre…
”Årh, det ved jeg nu ikke…”, kvækkede Pax lavmælt, næsten eftertænksomt og i den grad noget usikkert. Treston havde jo øjensynligt ret i, at det ikke var særlig hæderlige ord og at gudinden Isari ville have hævet et misbilligende øjenbryn… Hvis hun da rent faktisk havde været i skriftestolen sammen med dem. Fordi det dog ikke var tilfældet, syntes Pax ikke, at der var grund til at panikke for meget over det.
”Hvad jeg mener, øh, naturligvis…” Pax skar en grimasse og gjorde endnu engang et stort nummer ud af at hoste og hakke for at købe sig selv ekstra betænkningstid. ”Nu lyder han jo ikke som en… gudfrygtig mand… så, ja, måske De ikke skal tænke for meget over dén sag mere. Det er jo ikke alle mennesker, vi sådan skal… Tilgive og forbarme os over altid og hele tiden…” 
Trestons indrømmelser fortsatte, næsten lystigt, og Pax sørgede for at brumme bekræftende for hver og en af dem. Det virkede som noget en præst ville forsøge sig med. ”Men… De havde det sjovt… Med… Ja, øllen og de der midler…?” Der var noget spørgende ved ordene, der blev efterfulgt af noget tilsvarende ikke lang tid efter:
”Slået, siger De? Med hvad? Var det bare… Deres bare næver? Fordi… Ja. Hun blev vel okay igen, antager jeg?”

    Trestons øjenbryn røg i vejret for guderne måtte vide hvilken gang, da det lige først lød som om den gode fader gav ham ret. Og selvom man kunne forledes til at tro, at præstens følgende ord trak i land, var det ikke sådan Treston tolkede dem, og begyndelsen til et smørret grin truede i hans mundvig.
    Dét hér var zalanme et skriftemål, han kunne forholde sig til.
    "Altså, jeg kan ikke gøre andet, end at erklære mig enig, Fader!" erklærede han, som sandt var. Dog med den frommeste undertone, han havde i sit arsenal. "Sådan noget tilgivelse kræver vel også en form for... anger, ikke? Dét synes jeg da i hvert fald, man har forsøgt at banke ind i hovedet på mig..." Spørgsmålet var mere retorisk, end noget andet, og derfor passede det også Treston fint, at præsten fortsatte - selvom han ikke brød sig meget om det opklarende spørgsmål til sin sidste indrømmelse.
     "Ja, hun... altså, ja - hun har det fint nok. Jeg myrdede hende ikke ligefrem..." Selvom Zirra havde været centimeter fra at tage livet af Sedna... Treston rømmede sig beklemt. "Og ja - det var... jeg brugte mine bare næver. Stak hende én på den ene, og så den anden side... Jeg var desperat, Fader. Ikke at det undskylder det, men..." Han vidste ikke selv, hvor han var på vej hen, og tilføjede i stedet: "Og det var ikke bare en tilfældig kvinde - det var min lillesøster. Jeg ved ikke, om det gør det værre eller bedre... Vi har dog snakket om det! Og hun lader til at have tilgivet mig - jeg tror, hun anerkender, at det var hende selv, der startede det hele..." Treston kunne godt selv høre, at han lød som sit barne-jeg, når han og Ersten var kommet op og slås og skulle forklare sig over for Eylia.... Det var ikke mig, der startede! Han virrede lidt forvirret med hovedet, og nåede ikke at standse sin mund, før den af sig selv spurgte: "Er De aldrig kommet til at stikke nogen én på skrinet, fordi de opførte sig fuldstændig umuligt?"
    Så huskede han, hvor zalan han befandt sig, og med en kraftanstrengelse fik han undertrykt trangen til at slå sig selv for panden.  

”Ork jo, javist, ja!”, istemte Pax hastigt, hans tanker optaget af dén tortur hans udmattede ben og arme var udsat for. Han kunne ikke forblive siddende med den overvægtige præst i ryggen, men der var heller ikke meget, han selv kunne gøre ved det.
Imens Treston forklarede, hvad der var hændt, fløj Pax’ opmærksomhed skiftevis mellem hans egen pine til Guldloks tilståelse. Havde han ikke engang sagt søsterens navn højt for Pax? Og havde navnet ikke været et genkendeligt et? Lige i dét øjeblik kunne Pax ikke genkalde sig det og taget omstændighederne i betragtning, kunne han heller ikke fatte nogen interesse for grave løs i hukommelsen, hvormed han hastigt lod det faktum svinde hen. I stedet arbejdede han videre på at flytte præstens korpus så stille han kunne formå, og sørgede for at hoste og hakke, når hans støvler gled henover det blankpolerede træ.
Pax endte med at få skubbet præsten tilbage, så den bløde ryg og det skaldede baghoved dunkede ind mod den magelige stol. ”Opsedasse da!”, skyndte han sig at udbryde, bange for at Treston ville blive bekymret for Faderen endnu engang. ”Jeg skulle simpelthen lige rette lidt an, unge mand! Ens ben kommer så nemt til at falde i søvn, når man sidder ned i flere timer af gangen – er det ikke også Deres erfaring?”
Pax løftede en hånd og tørrede sved af panden. Dernæst tillod han sig selv at gøre nogle dybe ind- og udåndinger. Det var af ren og skær lettelse, hans ben hoppede og dansede af anstrengelse under ham, og selvom han i grunden hellere ville dingle fra galgen, tvang han sig selv til at læne sig tilbage, så præstens bløde vom til hans eget ryglæn. Ved alle Guderne, det var tiltrængt…
De brede øjenbryn fløj op i panden af overraskelse ved Trestons spørgsmål. Pax var overbevist om, at Treston havde fortrudt spørgsmålet i samme øjeblik, at han havde stillet det, for det kunne en præst da umuligt ønske at svare ja til. Han skævede endda til skillevæggen med sigende øjne, som kunne Treston se ham og ønskede Pax at gøre opmærksom på, at han var ved at få sig selv gevaldigt i fedtefadet.
”Nej, altså, det må jeg nu indrømme, at jeg ikke har”, svarede han omsider, hvorefter han dog hurtigt tilføjede: ”Men ak ja, det kan jo smut’ det skidt og ved De hvad, når hun nu selv indrømmer, at hun havde gjort sig fortjent – at hun selv var den der startede, jamen så synes jeg ikke, at vi skal brydes vores hoveder med det mere! Det var, hvad det var, og det dét var, var noget værre lort men altså, nu er dagen jo ny og nu er det, hvad det er i stedet!” Pax genspillede dén sætning for sig selv et par gange og kneb øjnene sammen i koncentration, imens han afgjorde, om den overhovedet havde kunne give mening. Han havde faktisk slet ikke tid til at forsøge at gennemskue den, besluttede han, hvorefter han hastigt rømmede sig.
”Men, lad os vende tilbage til nogle af Deres andre problemer – De sagde, at Deres tanker havde vandret under bøn – Om hvad dog, min ven?”

    Treston spærrede lidt forskrækket øjnene op, da der lød et hult dunk fra den anden side, og endnu en gang åbnede han munden for bekymret at spørge, om den gamle præst på den anden side havde det godt. 
    Men gamlingen kom ham i forkøbet, og Treston gemte sin bekymring væk.
    "Jo, for pokker," medgav han mumlende - og huskede så lidt for sent, hvor han var. "Jo, Fader - dét kender jeg alt for godt!" rettede han det i stedet til. Hans knæ gjorde i hvert fald allerede ondt... 
    Niogtyve år, og allerede havde han en krop, der brokkede sig ved enhver lejlighed, den fik... Det tegnede ikke just opmuntrende...
    Lige præcis dét ville han faktisk have knyttet en munter bemærkning til - bare for sådan at... virke lidt imødekommende; af én eller anden grund følte Treston det altid, som om han skulle vinde den andens respekt, når han skriftede, og det var jo ligesom ikke så let, når hele skriftemålet per definition gik ud på, at man overøsede præsten med alle sine dårligdomme... Og derfor følte han altid, han skulle gøre sig ekstra umage...
    Men han nåede det ikke, før præsten gav sig til at tale igen, og Trestons øjenbryn atter engang gav sig til at kravle op i panden på ham. Hørte han rigtigt lige nu? Sad præsten dér og... 
    Den sidste bemærkning kom så meget bag på Treston, at han kom til at udstøde et lille, overrasket latterfnys. Et latterfnys, som han dog hurtigt fik skjult bag en halvkvalt hosten. 
    "Ja, det var sgu noget værre lort!" medgav han og var nær kommet til at grine igen. Noget værre lort... dét var noget af en underdrivelse... Men hvor var det dog forfriskende med en præst, der brugte knapt så meget tid på at være fordømmende, og lidt mere på...  rent faktisk at sige noget, der havde en form for indhold.
     Præstens næste spørgsmål dræbte latteren i Trestons bryst og han var tavs et par sekunder, mens han forsøgte at finde ud af, hvor meget han havde lyst til at sige. For allerede tilbage i Fristavn var han kommet frem til, at Zirra og alt dét, Kester havde gjort ved hende... Det var hendes traume at bearbejde. Og selvom Treston havde været mere impliceret undervejs, end hvad havde været rart og selvom han bestemt følte stærkt ved det hele - så var hun vigtigere. Det handlede om hende - ikke om ham - og hun skulle have mulighed for at sige så meget eller så lidt om hele miseren, som hun havde brug for...
    Derfor tvang han billederne af Zirra, der græd, Zirra, der skreg, Zirra, der var ved at forbløde på det lille kroværelse... Alle de billeder tvang han ud af sit hoved, og fokuserede i stedet på nogle af de andre ting, hans tanker havde beskæftiget sig med, mens han burde have været fordybet i bøn.
     "Altså, jeg... Jeg har mødt én, Fader. En kvinde, og... Og mine tanker er gået til hende mere end én gang, mens jeg burde have været samlet om Isari og hendes evige godhed..." Nu han tænkte over det, medfulgte der jo en del flere synder med dén bekendtgørelse, og til sin egen irritation, kunne han mærke sig selv rødme. Han var ellers ikke sart eller blufærdig - overhovedet - men der var noget ualmindelig akavet ved at sidde på dén her måde og dele ud af sine soveværelsesfortællinger til en halvgammel præst...
    Men der var jo ikke rigtig andet for.
    "I samme forbindelse..." begyndte han modvilligt. "...Har jeg og den samme kvinde... ligget sammen. Udenfor det hellige ægteskab..." Og uden for Lysets Lov, tilføjede hans hjerne uden at han havde givet den lov. "Flere gange..." tilføjede hans mund så - også uden at have fået lov! Og Treston knyttede næverne af sig selv - tvang læberne sammen. 
   

Det var ved at blive ulideligt varmt i skriftestolen. Sveden piblede frem på Pax’ pande, kommende fra de tykke og vilde krøller, så det kløede og kildede til han var ved at blive sindssyg. Det hjalp ikke, at den overvægtige og (tilsyneladende) halvdøde præst fortsat sad og åndede ham i nakken…
Imens Treston fik bakset sig sammen til at svare ham, så Pax desperat rundt i det lille kammer. Hvad han fandt, havde nær fået ham til at le af fryd. Han var vist ikke den eneste, der kom til at svede som en markarbejder i en hedebølge under disse evige skriftemål, for i et lille hylster, bundet om livet på den hjælpeløst Fader, hang der en vifte, én af de kæmpestore, af den slags man foldede ud og som kunne tilbyde bare et øjebliks fred i selv den strideste sol.
Med fornyet energi fik Pax viklet snøren op, hans smidige hænder effektive og målrettede. I samme øjeblik at han foldede den ud – det blev så gjort knap så elegant – og hans håndled dernæst begyndte at vrikke i al hast, udåndede han en lettelsens suk.
”Jeg afbryder lige, min ven”, udbrød han prompte, ”Men jeg har simpelthen lige fundet sådan en vifte her. Tak spids for andres forglemmelse! Jeg sidder jo og steger, som var vi i virkeligheden i Zaladins forgård! Nu vender jeg den lige mod Dem – nu vifter jeg i Deres retning! Kan De mærke det derover på den anden side? Er det ikke fantastisk?” Pax løj ikke, han sad rent faktisk og skiftede mellem at sende afkølende luft i både Trestons og sin egen retning, overbevist om at den anden også led ligeså meget som ham selv.
Omsider begyndte de at nærme sig godterne. I samme øjeblik at Treston nævnte en kvinde, kunne Pax ikke lade være med at smile tilfredst. Han svingede tilmed sine ben op og lagde de støvlebeklædte hæle mod væggen, så han endte i en noget forkrampet V-form.
”Oh, ja, se det er jo straks værre –”, mumlede Pax men dog ikke synderligt lidende. Faktisk lød han i stedet helt konspiratorisk og munter. ”Men ved De hvad, det kan jeg såmænd godt forstå! Ikke lige dét med kvinden, for ser De, jeg har altid kigget af samme vej, som jeg er kommet fra, hvis De forstår sådan en lille én.” Pax skævede sigende til skærmen mellem dem. ”Jeg husker denne her unge bagersvend fra gamle dage. Han gjorde mig engang helt befippet ved at tilbyde mig en gratis kringle med sukker, og jeg husker stadig, at han var enormt køn. Han havde en masse fregner og stærke arme og smilehuller, der kunne få mine ører til at blive rødglødende, når han sådan rigtig tog dem i brug!” Pax sukkede dybt og mindedes William, for hele fortællingen havde skam været sandfærdig nok. Det var en af Pax’ mest dyrebare hemmeligheder, én af dem han aldrig ville dele, end ikke med Juno. Det havde taget ham lang tid at indrømme overfor sig selv og Pax mistænkte, at han aldrig ville blive klar til at erkende det overfor andre.
”Men – Var det i det mindste så ikke fornøjelige tanker? Det lyder det da til! De er jo desuden også en mand i Deres bedste alder. Hvem kan virkelig fortænke Dem i, at have besøgt hendes seng eller inviteret hende med hjem i Deres? Det er der vel næppe nogle der kan – Altså, selvfølgelig lige bortset fra Isari selv, men ved De hvad?” Pax gjorde en kunstfærdig pause og hævede begge sine øjenbryn i en sigende grimasse. ”Jeg tror skam ikke, at når alt kommer til alt, at De så ender i Zaladins Mørke Ild for så lille en bagatel! Nej da, ved alle Guderne, det er da helt forrykt. Isari er jo lys og godhed – Og ville De ikke netop sætte sådanne ord på jeres tid sammen?”       

    Trestons ører havde godt opfattet den nye, flappende lyd, men været ude af stand til at sætte kilde på, før præsten gav sig til at snakke om vifter og forglemmelser. Dernæst mærkede han en svag luftcirkulation fra det lille 'vindue' med det udskårne blændstykke, og for hundredesyttende gang spurgte han sig selv, hvad i Isaris navn der egentlig foregik...
    "Det er meget... forfriskende, fader!" forsikrede han, fordi han ikke kunne komme på andet at sige. Han havde dog trukket vejret ind for at tilføje ét-eller-andet - hvad som helst, egentlig - og derfor fik han også sine ord galt i halsen, da præsten uforstyrret fortsatte og gav sig til at fortælle om sine egne eskapader. 
     Det var så uventet, at Treston først blev helt befippet. Han havde aldrig, aldrig mødt en Isari-præst, der talte sådan! Aldrig i sine snart tre årtier mellem Lysets folk! Han hjerne gav sig naturligvis også straks til at fodre ham billeder, der hørte til præstens fortællinger - men det blev underligt, for efter de tunge lyde og præstens hæse gammelmandshvisken at dømme, var den kære fader både halvgammel og korpulent, og Trestons fantasi kunne slet ikke finde ud af at forene dét med en fager, ung bagersvend...!
     Treston åbnede munden i den lille pause, der opstod efter præstens fortælling, for han følte, at han burde sige noget - komme med en... en kommentar af en art. Men hvad i alle gudernes navn sagde man egentlig i sådan en situation? 
    Heldigvis blev han reddet - eller måske nærmere kastet direkte fra asken og til ilden - for præsten tog ordet igen, og Trestons hjerne blankede atter fuldstændig af.
    "Jo, deeet..." fik han frem. "Jo, det er da fornøjelige tanker. Hun er... fornøjeligt selskab." Den i forvejen absurde situation blev kun endnu mere absurd af, at han for sit indre blik kunne se lige præcis dét ansigtsudtryk Sedna ville sætte op til en sådan beskrivelse af sin person, og uden at ville det, kom Treston til at grine - et enkelt, lille lattergrynt. "Altså, de dele af vores tid sammen, der involverede syndigheder, var såmænd både lyse og gode!" Måske mere gode end lyse... 'Lys' var ikke et prædikat, der matchede Sedna særlig godt - hverken overfladisk eller under huden... 
    "...Men altså - jeg skal da gerne indrømme, at når det nu er Isari, jeg tilsyneladende skal overbevise om min...troværdighed, om man vil. Så er det faktisk også hendes mening, der bekymrer mig..." Det var rigtig nok, og Treston mente det også næsten, da han sagde det. Dog faldt en anden tanke ham ind halvvejs gennem dén fromheds-svada, han ellers havde liggende klar på tungen, og han kunne simpelthen ikke nære sig fra at spørge:
    "Fik De så egentlig Deres bagersvend, Fader?" Spørgsmålet blev stillet med et skævt grin - som var Treston en lille dreng igen, der netop havde fanget en læsemester i at bruge et ord, der kunne misforstås. "Bagersvenden med de stærke arme og smilehullerne. Eller var det derfor, De blev præst?"  

Pax nikkede selvtilfredst af Trestons bekræftelse og fortsatte – med fornyet energi – sin servicering af viften. ”Jeg har faktisk også nogle lækre karameller, jeg gerne ville dele med dig men jeg kan jo ikke så godt mase én igennem gitteret her. Det ville nok blive opdaget af de andre gammel-jaser, og samtidig tvivler jeg stærkt på, at fornøjelsen ville forblive intakt – altså, hvis du skulle til at grave den fri! Vi gør jo altså sjældent de her båse rent, og når vi gør, jamen så skiller vi dem ikke ad. Nej, nej, det ville simpelthen blive et værre gedemarked og dét tror jeg ville sende nogle af de andre op – ja, eller ned, hvem ved i grunden det? – til den fromme moder noget før, at de egentlig selv havde tænkt, at tiden var inde. Eller omme. Måske nok snarere omme. Ja, eller medmindre de da selv tænkte ’omsider’…” Pax skar en eftertænksom grimasse, men viftede derefter affærdigende med sin frie hånd, parat til at vende tilbage til sagens kerne.
Treston fromme svalesang fik Pax til at himle med øjnene og ryste på hovedet. Han afbrød også hastigt, ikke i stand til at holde ordene ud. ”Det har altid været min overbevisning, at ’dét ved Isari skam godt’. Hun er jo overalt; både i og omkring os, og så skulle den kæreste da være helt blind for ikke at se sjælens kerne! Nej, min ven, det skal du skam ikke bekymrer dig om. Isari kender dig, som havde hun selv båret dig i sit skød og altså, jeg synes nu også, at gudindens børn – altså, dem der kommer her på daglig basis og som da i den grad tester både tålmodighed og morderiske tendenser – jamen de kan simpelthen blive for troende. Det er vigtigt, at vi bevarer en hvis grad af sund fornuft og hvis noget føles dejligt for kroppens almene funktion, hvorfor skulle Lysets Gudinde så ville tage det fra os? Det giver simpelthen ingen mening for mig, det må jeg sige!”. Pax lod sine lunger fyldes med den tunge luft, hans talestrøm næsten hektisk. Han gav heller ikke Treston megen mulighed for at svare før, at han ivrigt fortsatte:
”Det er også noget, vi ofte har diskuteret på kontoret og jeg må sige, at vi ender med at være dybt uenige! Fader Tannen måtte, så sent som i går eftermiddag, tage sig en lille én at sove til middag på – så oprevet var han! Og det handlede altså om helstegte pattegrise og hvad Hendes Hellighed dog måtte mene om det – ikke hvad mænd og kvinder laver i deres sovekamre. Jeg holdte mig helt ude af den diskussion, vil jeg lige pointere.”
Pax holdte omsider helt inde og endda med den intention, at lade Treston svare på noget af det. Det gav ham rig mulighed for at sluge en masse luft, hans hals tør og hans kinder ildrøde af anstrengelse. Trestons næstfølgende spørgsmål fik endda Pax til at forsøge at rette sig op, som skulle han til at forberede sig på en fysisk facon til sit næste svar. Det var nok heller ikke langt fra sandheden.
”Nej, jeg var simpelthen både alt for høj og alt for tynd og noget så akavet! Jeg blev jo helt befippet hver gang han kiggede på mig, så mine tunge slog knuder og mine kinder gik i brand. Jeg mistænker stadig den dag i dag, at han godt vidste, hvad han gjorde ved mig og var noget smigret over opmærksomheden. Han giftede sig dog med en kvinde, og jeg var dødeligt jaloux!” Pax smilede overbærende til gitteret og sukkede teatralsk. ”Jeg forestillede mig at gøre grimme ting ved hende, men ak ja, livet gik jo langsomt videre, om jeg ville det eller ej. Jeg var dog noget tvær i dagene efter, det må jeg indrømme og jeg stillede spørgsmålstegn ved alt, selv stjernes placering på nattehimlen – og som jeg da sukkede, når min chef kommanderede mig rundt!”

    Treston vidste ærligt ikke, hvad han skulle gøre af sig selv.
    "Nej, deeet..." begyndte han og tog sig så sammen: "Tænk ikke over dét, Fader - skal sandheden frem, er jeg faktisk slet ikke til søde sager, så spild De endelig ikke Deres karameller på mig..." Det var løgn - dét med de søde sager - men Treston var i forvejen overvældet af præstens opførsel; han havde på ingen måde brug for, at den gode Fader gav sig til at mase karameller gennem gitteret!
    Heldigvis opgav præsten da også selv idéen. Dog blev Trestons øjne større og større, da Faderen fortsatte med en svada af knapt så flatterende ord om Isaris hellige flok og endvidere - hvad hun angiveligt skulle mene om intimiteten imellem mand og kvinde. 
   "Så De mener altså... De mener, at hvis noget støtter kroppens funktion - eller føles dejligt - så fordømmer Isari det ikke?" Det var nyt for Treston, og derfor skulle han lige være sikker på, at han havde forstået præsten rigtigt. Men manden var en del af templet - så han vidste vel bedst? "I så tilfælde har jeg et par gange siden mit sidste skrifte røget en pibe opium for at sove bedre om natten. Men dét behøver jeg vel så ikke søge syndsforladelse for?" Hans stemme havde en tynd, tvivlende kant, for en lille del af ham var begyndt at mistænke, at den gode fader selv havde røget en pibe eller to inden dette møde... eller måske set lige vel dybt i en flaske. Det ville da i det mindste forklare, hvorfor alt der kom ud af munden på præsten lød mildest talt underligt...

    Treston rynkede panden endnu mere, da præsten gav sig til at fortælle om sin fiasko med bagersvenden. Høj og tynd? Dét havde Treston meget svært ved at forestille sig - ud fra lydende at dømme, var præsten både gammel og korpulent. Men måske det havde været anderledes i mandens ungdom? Måske det var al den gode tempelmad, der havde fået manden til at lægge sig ud.
    "Nogen..." begyndte Treston forsigtigt - som en kommentar på informationen om, at bagersvenden havde ægtet en kvinde. "Nogen har jo en fod i begge lejre, så måske opmærksomheden fra Deres bagersvend var ægte nok!" Han valgte - meget bevidst - ikke at sige noget til, at præsten havde villet gøre grimme ting ved bagersvendens hustru. Primært fordi han helt ærligt var i tvivl om, hvad der ville være en passende reaktion. 
    "Deres chef, siger De?" spurgte Treston i stedet - fordi det var det eneste, der virkede ufarligt. Og hans hjerne havde fået så mange overraskelser i løbet af samtalen, at den desperat greb efter tilfældige strå - efter hvad-som-helst; selv dumme ting. Selv ting, der var ingenting... "Mener De... Altså, mener De Isari?"