Solen havde ikke været på himlen længe og alligevel var Winchell mere end klar til arbejdsdagen gang. Dog var solen ikke på himlen i flere timer i disse begyndende tider. Og den ville kun være kortere og kortere, inden foråret atter ville komme med varmere temperaturer og længere dage. Der var normalt ikke særlig travlt i dagstiderne. Det var ikke denne tid på dagen, hvor personer ønskede at besøge bordelhuset. Alligevel skulle der være betjenelse til de få, der kunne dukke op. Derfor sad den buttede mand i køkkenet tilhørende bordelhuset og fik en lille bid mad. Intet overdådigt. Blot en bolle fra det lokale bageri med smør. Energi var nødvendigt i Winchells erhverv. 
Skønt han ikke var den eneste på arbejde, var han den eneste i køkkenet. De var ikke mange på arbejde lige nu og de andre var igang med at gøre værelserne rene - eller gøre dem selv klar. Det var fordelen ved at være mand. Selv i dette erhverv havde Winchell det langt nemmere. Et godt, langt bad for at gøre kroppen ren og pæn - udvendig såvel som indvendig - og så var den buttede mand stort set klar. Og som altid sad han i en silkekåbe, der pænt krammede den fyldige krop. Hvis det var socialt acceptabelt, havde Winchell intet andet end silkekåber på. Det bløde stof direkte mod huden var den bedste følelse i verdenen for den buttede mand. I hvert fald af objekter. Manden var nok det, mange ville kalde hudsulten. Det var nok på grund af fortiden og forholdet til hele familien. Faust-familien havde jo ikke just været de tætteste. I hvert fald ikke mod Winchell. Han havde altid været anderledes. Det sorte får i familien. Havde alle slægter ikke sådan en? Gudernes valg havde landet på Winchell, da det kom til Faust-familien i norden at lave det sorte blandt de hvide og rene får.

Vippende med den ene fod - da det ene ben var over det andet - var Winchell mere end klar. Den turkise farve var i stærk modsætning til de mere afdæmpede nuancer, der var fra Winchell. Den lyse hud, de mørke krøller, det mørke skæg og de varme, brune øjne. Altid godt at skille sig ud, selv på arbejdspladsen. Men for nu var han ikke andet end en mand, der sad og nød sit måltid. 
Først lagde han dog ikke mærke til det. Det sneg op bag ham og sidst Winchell tjekkede, havde han ikke øjne i nakken. Og hvis han havde, ville de være dækket af de halvtykke krøller. Det var først, da den tykke tåge havde omringet Winchell fra begge sider, at han lagde mærke til den. Bollen blev tabt på gulvet, forglemt i mandens hoved. Han kiggede på gulvbrædderne. Eller bare ned teknisk set, for træet kunne ikke ses igennem tågen. "Hvad i Isaris navn..?" udbrød Winchell, som han rejste sig op, vaklende bagud et par skridt, før tågen havde lettet sig op over ham. Den havde slugt ham, som han selv havde slugt bollen kort inden. En forskræmt vejtrækning blev gjort. Om det var tågen i lungerne eller noget andet, vidste Winchell ikke. Men den buttede mand følte en underlig fornemmelse i hele kroppen. Helt ud til fingerspidserne og ned til tåspidserne. Ja, helt ud til enden af hver eneste krølle. 

 Først da tågen havde omsluttet Frederik så meget at han ikke længere kunne se Karl, lagde han mærke til den. Forskrækket trådte han et skridt tilbage og så ned af sig selv.
 " Hvad i..? " Og væk var den unge olieforhandler.

 En velkendt følelse af at flytte sig meget langt meget hurtigt bredte sig som en snurrende varme i den spinkle krop og alt blev sort. Frederik var vant til at teleportere sig, det kom dog ikke uden bivirkninger når han gjorde det. Han var dog ikke i tvivl om at han ikke selv havde noget at gøre med denne gang. 
 Da Frederik fornemmede at han havde fast grund under fødderne igen, og udsigten til tågen kom tilbage, begyndte olieforhandleren at vifte med armene i et forsøg på at få tågen til at forsvinde, så han kunne se hvor han var. Det var dog ikke fordi at ham blev klogere da han fik viftet tågen væk. Det var tydeligt han ikke længere var på Hr. Holdts gård, men meget mere kunne han heller ikke sige ud fra køkkenet han var endt i. Det var ikke det fineste, så han kunne nok med sikkerhed sige det ikke hørte til nogen i overklassen.

 " Winse, du kunne godt snart tage og vaske dine lagner selv.. " En surmulende stemme nærmede sig køkkenet. En stemme der sammen med kaldenavnet fik Frederik til at stivne. Han kendte både stemmen og kaldenavnet. I en begyndende panik søgte det mørkeblå blik forvildet rundt efter noget der enten kunne overbevise ham om han tog fejl, eller som kunne redde ham fra hvad han frygtede ventede ham. 
 " Oh.. Jamen, er det ikke Frederik? " Amy var stoppet op i døråbningen, og stod nu lænet op af dørkarmen med en hånd i hoften. Frederik rømmede sig kort og rettede sig lidt op i et forsøg på at få lidt samling på sig selv igen. Han kunne dog mærke han var begyndt at svede en smule og fik besvær med at finde ud af hvad han skulle sige.
 " Eeh.. " var det eneste der formåede at komme ud over de spinkle læber. 
 " De kunne måske ikke få nok? Bare rolig, De er ikke den eneste der er kommet tilbage efter mere.  " Et lettere triumferende smil spillede på skøgens læber. Frederik kunne stadig tydeligt huske hans noget så falske snak med Winchell om, hvordan hans tur med Amy havde været noget så fantastisk. 
 " Nej altså.. Jeg ved ikke hvordan.. " Mere nåede den mørkhårede olieforhandler ikke at sige, før han blev afbrudt af Amy der pludselig stod tæt op af ham. En feminin hånd gled ned over hans mave, på vej ned mod hans bukser. Frederik knyttede sine hænder der hang ned af hans side. Det krævede alt i ham ikke at trække sig væk. Alt i hans krop vendte og drejede sig og hans lettere omtågede hoved efter teleporteringen skrev at han skulle skubbe hende væk.
 " Shh, det er okay. Jeg skal nok lade hver med at fortælle nogen at De var i privat område." Der var noget kælent over Amys tone der fik Frederiks nakkehår rejse sig. Hendes fingre pressede sig ned forbi kanten af Frederiks bukser, inden hun greb fat om kanten og begyndte at hive ham med sig. Det pludselig ryk fik et lidt overrasket og anstrengt gisp ud over hans læber, noget der fik Amy til kort at se sig over skulderen og blinke til ham med det ene øje. Sådan som hun tog lyden var noget helt andet end hvordan Frederik følte. 
 Frederik vidste ikke hvad han skulle gøre af sig selv. Uden at sige noget fulgte han bare med. Han havde jo ikke lyst til at komme i problemer for at have været et sted han tydeligvis ikke hørte til, og han vidste han burde glæde sig over at være sammen med Amy igen. Det havde Winchell jo gjort klart at alle hendes kunder gjorde.

 De to unge mennesker nåede næsten at komme helt ind på et værelse uden at møde nogen. Lige som de skulle til at gå ind på værelset gik en lyshårede pige forbi, der ikke kunne dy sig fra at strække halsen for bedre at se hvem Amy hev med sig ind på værelset.
 " Æv, du får altid de gode! " kommenterede hun med et suk, mens at skævt smil spillede på hendes buttede læber. Amy trak på skuldrene.
 " De kan bare ikke få nok af mig, " svarede hun tilbage med et lige så skævt smil, inden hun lukkede døren i.