Det var over et halvt år siden, at Jontar havde anskaffet en halvfugl af en slave til Kazimi paladset. Den trodsige pipfugl havde haft noget af en oplevelse under adelsfamiliens regime. Både gode og mindre gode oplevelser. Det var faktisk dette, den unge slavehandler havde planer for dagen. Efter morgenmaden havde han bedt Morosa hente Iriskan og bringe ham op til prinsen. Imens hun var på jagt efter den flyvske slave, havde Jontar fundet vej op til et af paladsets mage studieværelser, skønt studie næppe var, hvad disse rum blev brugt til. Bøgerne og skrivebordet var mere til pynt. Det var læderstolene og karaflen fyldt med vin i mellem dem, der blev mere besøgt end bøgerne i rum som disse.

Taktisk havde Jontar spurgt rundt omkring angående Iriskan. Prinsen var jo en travl mand med mange slaver og handler, så han kunne ikke overvåge hver eneste slave hvert eneste sekund. Derfor havde Jontar været nødsaget til at spørge andre om, hvordan Iriskan havde opført sig. Og det havde været en af de sidste anekdoter, der havde været startskuddet til denne samtale. 
Siddende i en af lænestolene nippede Jontar til et opfyldt glas vin. Meget vel var det endnu tidlig på dagen, men siden hvornår havde morgensolen stoppet en Kazimi fra at drikke vin? Der var jo myter om, at blodet hos Kazimi'er hverken var rødt eller blåt. Det var den fineste vin, der løb i deres årer. Den fine mand lignede nærmest en, der portrætterede for et maleri, som han sad med krydset ben i højrøde gevandter med guld blomstre broderede ind i stoffer. Ja, selv glasset i hånden og den knitrende ild i pejsen gav det en for fornem følelse. 
"Hvor bliver de af? Iriskan prøver sikkert at flyve væk." Og hvis han gjorde dette, vidste slaven, hvad der ville vente ham. Reglerne var blevet givet til ham fra start af. Brud på disse og bare andre grunde for reprimander fik følger. 

Det sidste halve år havde bragt mange hårdt-lærte lektier for halv-fuglen, der så pludseligt havde fundet sig liv vendt sidevers. Iriskan var intet hvis ikke stædig, og hans stædighed havde kostet ham en del ubehag. Men han var næppe den første slave i Rubinien med indlæringsvanskeligheder, og ville næppe blive den sidste heller.

Jontars folk viste hvad de lavede, og selvom korporlig afstraffelse havde vist sig mindre effektivt, så havde andre teknikker haft ganske fin sucess. Flugtforsøgene var blevet sjældnere som månederne havde passeret, men selv det rebelske glimt i Iriskans øjne var blevet svagere, om end det endnu ikke var helt udslukt.

Iriskan selv var ikke længere sikker på hvad han skulle tror på eller gøre. Han havde lært sandheden af Jontars ord: Så længe han opførte sig som budt, så havde han et.... godt liv? Han havde mad i maven, klæder på kroppen og et formål, selv hvis det formål blot var at være andres underholdning.
Der var endda nætter hvor Iriskans tanker ikke drev tilbage til hans familie og deres skæbne. Dage hvor han tog sig selv i blot at leve i nuet, nyde Kazimiernes unægteligt smukke omgivelser og ånde en anelse mere lettet end ellers.

Attituden var dog ikke det eneste der havde fået et løft over det halve år. Iriskan var ingen arbejdsslave, trods hans veltrænede fysik, men købt for sin unikke fjerpragt. Fjerpragten havde dengang været nusset, beskidt og glansløs, men efter et halvt år i hænderne på Jontars kyndige folk, var halvfuglen næsten ikke til at genkende. De hårde muskler var svækket ind til en spinkel men blødere figur, som det var moden for tiden.
Men den største bedrift var utvivlsomt i fjerpragten, der skinnede som solopgangen selv i guld, rød og turkis. Hver en fjer lå hel og perfekt, og selv de lange halefjer fremstod prægtige med deres dybrøde glød.

Men alt det hårde arbejde havde ledt til et centralt spørgsmål... Skulle arbejdet med halvfuglens attitude fortsættes, så han kunne udstilles og vises frem, eller skulle de gøre klar til at plukke fjerene så de kunne komme fyrstesønnen til gode? For eksempel som en kappe eller lignende!

---

Forsinkelsen for Iriskans ankomst var, for en gangs skyld, ikke grundet et flugtforsøg, men fordi han skamløst havde flirtet med Morosa. Til sidst var det dog lykkedes Jontars personlige slave at få halvfuglen til at følge med, skønt Iriskans blik blev hængende ved Morosa lange sekunder efter de trådte ind i lokalet, før halvfuglen endelig så mod Jontar.
"Og her havde jeg sådan håbet de havde glemt alt om mig, Fyrstesøn"
Tone havde stadig den flabede undertone, og i stedet for at bukke dybt, skød Iriskan hoften ud og lagde armene over kors, men der stadig var frugten af Jontars folks arbejde tydelig.

Hver slave var en unik sag. Ikke én slave krævede ens behandling. Nogle slaver behøvede ingen behandling. De var født som slaver og ville dø som slaver. Derfor havde de ikke brug for nogle former for omvending eller træning. Men der var også de slaver, der krævede en del behandling. Iriskan havde været en af disse slaver. Nogle gange havde Jontar sent på aften funderet, om han havde anskaffet pipfuglen af gode grunde eller bare for yndighedens skyld. Han havde sågar debateret med sig selv, om hvorvidt han ikke bare burde sælge Iriskan videre til en eller anden nydelsesslavehandler for ikke at miste flere tabte krystaller på halvfuglen. Men Jontar var en stolt mand. Han var en Kazimi, den fødte stolthed. Jontar gav op ikke. Ikke engang efter Iriskans talrige flugtforsøg, næsvise kommentarer og nægtelser. 
Nu et halvt år senere - et halvt år i Jontars varetægt - havde Iriskans træning tydeligt båret frugt. Fuglen var ikke komplet lydig. Det forventede prinsen heller ikke. Når en fri fugl blev buret inde, ville den altid drømme om at flyve frit igen. Jontar vidste, at han ikke kunne forvente lignende adfærd fra Iriskan som for eksempel Morosa udviste. 

Jontar havde sendt Morosa efter Iriskan, men det var ved at være for mange minutter siden. Meget vel var paladset stort, men Morosa burde ikke fare vild endnu. Det var ikke vist at spilde en prins' tid. I det mindste kunne han nyde sit glas vin i stilhed - ikke alene. Jontar var aldrig alene. Enten var slaver rundt om ham eller andre. Og selv hvis han tænkte, han var alene, havde hans fader sikkert et øje eller to på ham. Fyrsten havde øjne overalt. Især i syden.
"Man kan ikke glemme en fugl som du," svarede Jontar tilbage på en underlig munter måde. Se, når Iriskan var medgørlig, var alle glade. Dengang Jontar havde købt fuglen, havde Iriskan lignet en udplukket kylling. Meget vel var kroppen stærk, men fokusområdet havde været beskidt og, ja, nærmest udueligt. Men nu, et halvt år senere, var Iriskan en ny fugl. Kroppen var elegant og yndig. Og fjerpragten var fremragende. Fjerene ville alle skribenter ønsker som deres fjerpenne, men det ville aldrig ske. Iriskans fjerpragt skulle ikke ødelægges. "Morosa, vent venligst udenfor. Sammen med alle andre slaver på nær min lille pipfugl her." Vinglasset blev peget direkte på Iriskan. 
Uden brok og med det samme forlod samtlige slaver lokalet for at efterlade Jontar alene med Iriskan. Prinsen fortsatte med at sidde og selvom der var en stol ikke langt fra Iriskan, havde prinsen ikke givet ham lov til det. De små tests ville aldrig få deres ende. 

Iriskan ventede til de andre havde forladt lokalet, inden han sukkede dramatisk og drejede hoved så Jontar så det i profil "Det er vel min forbandelse. Husket og set, altid af de forkerte!". Iriskan kastede let med hoved, så de røde fjer i hans hår dansede "Morosa ville knap nok se i min retning hele vejen herhen! Og jeg var ellers ekstra charmerende" sukkede han med en såret tone, der var lige så påtaget som hans munterhed.

Drevet af monumentet fra sine ord, bevægede Iriskan sig mod stolen. Halvfuglen smed sig dog ikke i den, men passerede bagom, hans fingre dansende provokerende over stoleryggen.
Iriskan var ikke ligefrem lærernem når det kom til den opdragelse der var ønsket af ham her, men helt tykpandet havde han ikke kunne blive ved med at være. Selv hans stædighed havde haft sine grænser. Det betød dog ikke at halvfuglen havde givet op og kastet sig for fødderne af sine fagetagere. I stedet var det blevet en dans af provokation på den hård-fine grænse, og gerne over den hver gang han så sit snit.
I dag blev der spillet op til stoledans, og Iriskan trådte glædeligt an til musikken. Halvfuglen nåde forbi stolen og stoppede med en finger på den yderste kant af dens ryg. Et dovent blik blev sendt i Jontars retning sammen med et dristigt smil, inden halvfuglen atter satte i bevægelse og den sidste finger forlod stolen.

Iriskan satte sig ikke, men forsatte over til den nærmeste væg mens han dovent strakte sig inden han lænede sig mod væggen nonchalant, med benene krydset og armene over kors. "Så hvorfor har Deres Selvhøjtidelighed trukket mig op fra mørket i dag?" spurgte han med en munter, drillende tone.

Jontar lod Iriskan snakke. Den fugl kunne ikke holde munden stille. Prinsen havde for en kort stund håbede, at det ville betyde en smuk fuglesang, men der kom ikke andet end dumsmarte kommentarer fra pipfuglen, hvis ikke der var en afstraffelse hængende over hovedet på ham. Havde Jontar lysten til at stillegøre Iriskan forevigt, havde han fået en eliksir til at ætse stemmebåndene væk. En tavs fugl var dog værre end en fugl i bur. Og Iriskan behøvede ikke være begge. Nok med buret. 
"Morosas opgave er ikke at underholde dig. Og det er heller ikke din opgave at være ekstra charmerende. Medmindre det er ønsket." fortalte Jontar uden tøven. Magten af en slavehandler blev kun overrumplet af magten af en prins. Og Jontar var begge. Hvad manden ønskede sig, fik han for det meste. Men Iriskan kunne være på tværs. Ønskede Jontar sig en stille og rolig fugl, måtte han hellere fange en ny end prøve at træne Iriskan. Men det var blevet bedre. Det kunne prinsen se.

Iriskan bevægede sig rundt, som om han ville alt andet end sætte sig. Typisk ham, tænkte Jontar. I det mindste hoppede han ikke ud af vinduet for at prøve at flyve væk. Han ville heller ikke komme langt. Der var rigeligt med vagter og bue og pile på paladset til at kunne skyde en sølle fugl ned fra himlen. End ikke Ikarus nåede langt.
"Min selvhøjtidelighed har trukket dig herop for at snakke. Er det ikke, hvad mennesker gør? Hov, vent. Du er jo ikke rigtig menneske, er du?" Spydige kommentarer var ikke fremmed fra Jontar til slaver. De skulle vises, at de kunne leges med og bare skulle høre efter og tage imod. "Tag nu plads. Din bagdel kan næppe endnu gøre ondt. Det brændemærke er healet. Eller så healet et brændemærker nu kan blive."