Det var en træt og opgivende Treston, der med dommerskrivelsen i hånden lagde nakken tilbage og stirrede mismodigt op på Isari-templets imponerende facade. Zalanme om han ville dét pis... Han havde fået rigeligt af Isaris ord og Isaris påståede vilje hos den kontrære Fader Pavel i Zircon - var stadig proppet op til halsen med guddommelig bebrejdelse og alle de eder og forbandelser, han selv havde måttet sluge... 
    Nej, Treston var endnu ikke klar til en omgang mere. Men som dommerskrivelsen gjorde meget klart, så havde han ikke meget valg, hvis han nogensinde havde ambitioner om at træde igennem Dianthos porte igen. Og det havde han... Om ikke andet, så i hvert fald for at Zirra ikke skulle vende hjem alene...
    Derfor endte han også med at sukke og tage hul på stentrinene op til hovedindgangen med kæben spændt i modvillighed. Zaladin stå i det... Han havde vel - trods alt - stået model til værre... Men derfor kunne han nu alligevel ikke lade være med at føle, at dette ville være spild af tid, for der var så mange bedre ting, han kunne tage sig til! Udnytte den sparsomme tid med Sedna, for eksempel... Inden hun blev tvunget til at forsvinde ud af hans liv igen på ubestemt tid...
    En tempeldreng kom pludselig til syne gennem templets imponerende dørbue og var nær ramlet ind i Treston på trappen. Den forhenværende Ridder rakte en arm ud og standsede drengen inden han kunne nå at rende videre. "Hej!" udbrød han og overså med vilje det stressede glimt i drengens øjne - så meget hastede Gudernes gerning vel heller ikke... "Jeg leder efter den øverste præst i templet her - jeg har en skrivelse fra Lysets Dommer i Dianthos, jeg gerne vil have vedkommende til at forholde sig til."
    Selvom det tydeligvis holdt hårdt, vandt drengens høflighed og gode manerer over hvad-end det nu var, han skulle nå. "Hun er ude i et ærinde," svarede han - en lille smule forpustet. "Det er de alle sammen. Det årlige høstritual, hvor vi takker for livet og lyset, der er blevet os skænket igennem sommeren, finder sted i dag ude på Lindengen - alle præster tilknyttet templet er derude." Han viste Treston, hvad han havde holdt skjult under akolyt-kappen. "Jeg blev sendt tilbage for at hente Livets Kalk, som man havde glemt at pakke..."
    "Vil det sige," sagde Treston fladt. "At der ikke er en eneste præst at finde i templet? De tosser allesammen rundt ude på én eller anden eng og takker Isari?" Det sidste kunne han måske have formuleret en anelse mere respektfuldt, men ved Zaladins rynkede røvhul da... 
    Drengens øjne var store, da han nikkede, og blev kun større, da Treston bandede eftertrykkeligt over beskeden. "Altså alle, udover gæstepræsten fra Dianthos - han sidder inde på tempelkontoret, tror jeg nok," oplyste staklen og sendte så Trestons hånd, der stadig lå om hans arm, et undskyldende blik. "Jeg beklager, Herre. Men jeg bliver altså nødt til at komme videre..."
    "Ja, selvfølgelig." Treston slap ham straks og tilføjede så - en anelse sammenbidt: "Og tak for hjælpen," mens hans øjne allerede løb over templet for at forsøge at afgøre, hvor tempelkontoret mon var at finde...

    Tempelkontoret, skulle det vise sig, var at finde på den anden side af den lille tempelhave, der lå presset ind imellem templets imponerende mure og de tilknyttede præsters sovekvarter. Et fint, lille messingskilt forsikrede Treston om, at han havde fundet det rette sted, og med en irritation, der bestemt ikke var blevet mindre, bankede han kort på og åbnede så døren - antog, at hvis dette skulle forestille at være et kontor, kunne man vel for zalan gå ind uden at vente på svar.
     "Goddag," hilste han - allerede inden han havde åbnet døren helt og taget kontoret og dets okkupant i øjesyn. "Jeg fik at vide, at det var her man skulle indfinde sig, hvis man ønskede at tale med en præst inden for Lazuras mure i dag..."

Det var et usandsynligt sammentræf, at dagene op til at han havde planlagt at sætte kursen mod Lazura for at ridde fuldmånen ud i ro og mag, at han fik tilegnet sig en opgave som gæstepræst i Isari templet som lå det selv samme sted. To fluer med et smæk, og når han nu alligevel havde planlagt turen, kunne det ikke skade at tage imod opgaven. Det var noget med noget tilsyn, under høstfesten, og senere, om han ville det, kunne han være med til festlighederne når de rigtig tog til. Det var ikke fuldmåne alligevel før om to dage, så han havde rigeligt med tid til at udføre sine pligter, inden han måtte "sygemelde" sig. 

Med et tungt pust der gled ud mellem hans læber, som en ballon der mistede pusten, sad han med en masse dokumenter som han var igang med at sortere. Bordet som han sad ved var rodet, og der lå bøger spredt rundt på bordet som både var åbne og lukkede. Papirer lå også i stakke rundt omkring, men det var hans organiserede rod.. mente han. Søvnen trak i ham, for dagene op til fuldmåne sov han rigtig dårligt. Han kunne mærke i sin krop at det snart var tid til hans forvandling. Ufrivillig selvfølgelig. Han ville prøve at spise så meget hans mave tillod det, dagene op til.. for når han ikke fik lov til at spise som forvandlet, følte han sig næsten dødsenssyg, efter fuldmåne. Desuden undgik han kød for alt i verden. Det gav ham kvalme at tænke på. 

Det bankede på døren, og inden han fik nået at byde den anden ind, gik døren op. Han stirrede på den anden, og så afventende ud, med brynene en smule pegende opad. Romeo rømmede sig inden han talte, for at klare stemmen op, "Øh, Ja." han lagde en stak papire han sad med til siden, og lod en hånd glide igennem sit lange brune hår. "Hvad kan jeg hjælpe Dem med.. Hr..?" Han betragtede den unge mand, og dennes blå øjne lyste op i stærk irritation, selvom han prøvede at skjule det. 

    "Reynlest," svarede Treston på præstens halvt udtalte spørgsmål, idet han trådte ordentligt ind på kontoret og lukkede døren bag sig. "Treston Reynlest." Tungen skulle lige til at tilføje: Ridder af Lyset, af ren vane, men det lykkedes lige akkurat at forhindre det. Han var yngre end Treston havde forventet - præsten altså - vel ikke meget ældre end Treston selv, og af én eller anden grund tog det toppen af den forhenværende Ridders kampberedthed. Han havde været parat til at blive mødt at en gammel, tør dødbider som Fader Pavel i Zircon havde været det, og selvom manden bag skrivebordet lignede én, der ikke havde fået en ordentlig nats søvn meget længe, var der nu alligevel langt til Fader Pavels evig fordømmende attitude.
    Derfor tøvede Treston også et øjeblik med at hive dommerskrivelsen frem. Det var jo ikke ligefrem et flatterende lys, dokumentet malede ham i... 
    Men det var jo derfor han var her. Og jo hurtigere han kunne få overstået sin 'genskoling', som Lysets Dommer havde kaldt det - jo mere tid kunne han forhåbentlig nå at bruge sammen med Sedna...
    "Jeg tror dokumentet hér forklarer det meste," sagde han derfor, idet han modvilligt lod dommerskriftet glide hen over bordet til præsten. Papiret blev fulgt med hårde øjne, for selvom det jo var rigtigt, hvad Treston havde sagt - skrivelsen opremsede alle de kolde fakta, såsom at han var kendt skyldig i forræderi, frataget sin titel, vanæret og dømt til genskoling i Isaris veje - så manglede alt det forsonelige; alt dét, der lå bag. Både dén løgn Zirra havde fodret domssalen med for at redde Treston fra galgen, men endnu vigtigere; Trestons egne bevæggrunde. 
    For ligegyldig hvad, mente han stadig, at dét at redde Sedna havde været det rette at gøre. Måske ikke set fra Lysets synspunkt - fra lovens - for i Lysets øjne havde hun været en krigsfange, man var i sin gode ret til at hænge, men rent moralsk? Helt bestemt. Ingen tvivl. 
    Hvis Isari som livets og godhedens gudinde ikke kunne værdsætte dén beslutning - så forbeholdt Treston sig retten til at råbe dobbeltmorale... Men dén slags blev præster sjældent særlig begejstrede for, at man sagde højt...
    "Man mener," supplerede Treston sammenbidt dét, der stod i dokumentet. Øjnene var stædigt fæstnet på skrivebordet - ikke på manden bag det - og kæben var spændt i modvilje. "...at jeg er veget fra gudernes vej og i særdeleshed fra Isaris lys. Så før jeg har lov at vende hjem uden løfte om en dødsdom, er det blevet mig pålagt, at søge Isaris tilgivelse i alle de store templer rundt omkring i landet." Han slog selvforklarende ud med hænderne, og et lille, bittert smil, der ikke havde meget med morskab at gøre, trak den ene mundvige ud. "Så her er jeg så. I en... søgen efter Isari, om man vil."

"Hr. Reynlest." afsluttede han sin sætning med, da Treston havde været behjælpelig med at præsentere sig, og dermed besvare på hans spørgsmål om hvem denne person var.
   Uden at sige noget, tog han roligt imod dokumentet som Treston overrakte ham. Hans blik hang lidt ved mandens ansigt, inden det så landede på det skrevne ord som dokumentet indeholdt. Romeo's bryn var rynkede af koncentration, og den anden ville kunne se at hans øjne hurtigt skimmede ordene på papiret. Han fik dog det hele med. Der var meget stille inde i rummet imens Romeo læste, og de kunne blot høre hinandens vejrtrækninger. 

Efter nogle minutter i stilhed, lagde Romeo dokumentet fra sig på bordet med et tungt suk, og gned sin pande. Det var jo ikke helt hans afdeling, og oveni dette, var han blot en gæstepræst. En vikar så og sige, under festlighederne. Han var i tvivl hvorvidt han måtte, og kunne, behandle dennes sag. Han tænkte godt at han ville kunne skænke Treston den hjælp han søgte - men om han måtte, og især når det ikke foregik i Dianthos, var usikker vande for ham.
   I dét Romeo skulle til at spørge, den anden, om dette ikke kunne vente til at præsten der normalt hørte til templet var vendt tilbage efter høstfestlighederne, afbrød Treston ved at yderligere uddybbe dokumentets indhold. Sammenbidt lød det. Det gjorde at Romeo ikke havde lyst til at sende ham væk, for han kunne godt se hvor meget frustration hele denne sag havde forvoldt manden som stod overfor ham.

  Romeo bemærkede smilet der langt fra var muntert, og hans blik hang lidt ved mandens læber inden han mødte hans blik. Der var bekymring at finde i præstens grimasse, og han foldede hænderne oven på dokumentet, som lå på bordet.
  "Godt.." startede han ud med, og følte at han famlede en smule rundt i blinde. Han rømmede sig så, for at gøre sin stemme mere klar, "Mit første spørgsmål er.. Vil De gerne have Isaris tilgivelse?" Romeo fjernede ikke sit blik fra Treston. Han så afventende på ham, og brynene var forsat pegende opad. 

    Trestons udtryk var blevet mere og mere sammenbidt, i takt med at præsten lod sine øjne løbe ned over papiret. For han vidste jo godt, hvad der ville komme - vidste jo godt, at dén dér distancerede høflighed, som præsten udviste lige nu om et lille øjeblik ville kamme over og blive til fordømmelse, når han forstod, hvad Treston var her for. Fordømmelse, eller endnu værre - foragt. Sidstnævnte havde Fader Pavel i Zircon haft nok så rigeligt af, og Treston havde stærkt på fornemmelsen, at det var derfor, han selv havde brugt så langt tid på at vaske templets stengulv eller pudse de blyindfattede ruder. Under dække af at fremme nøjsomheden og ydmygheden i ham, naturligvis, selvom man ikke skulle være et geni for at regne ud, at det i højere grad havde handlet om, at Fader Pavel mente, Treston skulle bruge en hårdere straf end dén, han havde fået...
    Og netop fordi Treston havde forventet noget helt andet, kom præstens spørgsmål fuldstændig bag på ham. Han åbnede munden - lukkede den igen - og løftede så begge øjenbryn, mens de forsvarsberedte ord, der ellers havde ligget klar yderst på tungen, smeltede væk og blev til en underlig rådvildhed.
    Ville han overhovedet have Isaris tilgivelse? Hvad var dét for noget at spørge om? Selvfølgelig ville han...
    Al dén tid, han boede hjemme, havde Eylia sørget for, at hendes børn kom til messe i templet mindst én gang om ugen. Selv under Mørkets styre, havde familien Reynlest samlet sig i stadsstuen på helligdage for at bede sammen, selvom det var risikabelt. Han var blevet opdraget til at leve et lysfrygtigt liv med Isaris dyder, på samme måde, som han var blevet opdraget til, at Lysets gerning var den eneste rigtige, og alt af Mørket var af det onde...
    Men ligesom han langsomt - bid for bid - havde mistet troen på Lyset... Så var det også blevet sværere og sværere at tro på Isaris påståede godhed. Ikke efter noget af alt det lort, Treston havde set...
    Og så var det svært. Svært at tro på Isaris tilgivende væsen, når Treston ærligt talt havde følt på det sidste, at guderne legede med ham og fik sig et gevaldigt godt grin på hans vegne... Hvis dét var takken man fik, for at have forsøgt at gøre 'det rigtige' gennem hele sit liv - så ville Treston nødigt være i sådan én som Kesters sko, når den endelige dom en dag skulle uddeles...
    Men fordi der var en hel del af disse tanker, han ikke helt mente, han kunne dele med præsten, endte Treston i stedet med at bøje hovedet under et lille, bittert latterfnys. 
    "Ja, jeg vil gerne have hendes tilgivelse," blev det endelige svar. "Men jeg må indrømme, at jeg mindre og mindre tror på, at jeg kommer til at få den." Og at den vil betyde noget for mig, selv hvis det skulle ske, tilføjede hans hjerne, men han sagde det ikke højt. Tanken fik dog frustrationen til at vælde op i ham igen, og med en pludselig direkthed, han udmærket godt vidste, ikke var særlig høflig, spurgte han: "Hvorfor blev De præst, Fader? Ud fra et eller andet altruistisk ønske om at hjælpe syndere som mig, eller hvordan og hvorledes?" Han vidste ikke helt, hvor de hårde ord kom fra - måske var det blot fordi, han ikke brød sig synderligt om de tanker, præstens spørgsmål havde sat i gang... "Der er altid en historie - er der ikke? En grund til, at man føler kaldet..."

  Romeos blik var indtrængende, men ikke på en aggressiv måde. Han så på Treston med vemodige øjne, og en rynket pande. Han forblev tavs da den anden ytrede at han ville have tilgivelsen. Selvfølgelig var det ikke et let spørgsmål at svare på, og Romeo var selv usikker på om der havde været et rigtigt svar til det i begyndelsen. Hvis Treston ikke ønskede at søge tilgivelse, ville hans konsekvens være hængning. Så svaret var et åbenlyst ja, men om det var sandfærdigt, det tvivlede Romeo på. 

  "Hvorfor tvivler De på det?" spurgte han oprigtigt. Han forstod godt hvad der var skrevet på papiret foran sig. Men det var blot skrevne ord, skrevet af en dommer, og nogle højere herrere. Han skulle til at sige noget mere da han blev afbrudt af Treston, der i sin direkthed, lød langt fra høflig. Romeos grimasse ændrede sig til en blanding af forargelse og forbløffelse over mandens hårdhed i tonen. Et lavt, forbavset fnys kom fra ham, blandet med et kluk. 
  For Romeo lød det som om at han langt fra var oprigtigt interesseret i at høre om Romeos rejse til at blive præst, og blot projekterede sin vrede mod ham, for at slippe fra noget indre tumult. Det var i hvert fald hans gæt. 

  "Kaldet for mig.. er en personlig sag." svarede han med rolig mine, og lod sin hånd fange et par lokker for at køre dem tilbage bag øret, "Men jeg kan fortælle så meget, at jeg havde mistet mig selv, og derfor søgte Isaris lys som skulle føre mig på rette vej." 
  Det var vel den korteste og mest præcise forklaring han kunne komme med, uden at skulle tilføje alt det andet med varulveforbandelsen, og at han i sin forvandling havde slået nogen ihjel.
  Han kom med et tilløbende suk, "Og ja, så bryder jeg mig om at hjælpe, og lytte til andre." Uden at holde pause i sin sætning forsatte han, "Ser De Dem selv som Synder, Hr. Reynlest?" bemærkningen kunne forekomme spydig, som et lille stik der skulle prikke til Trestons samvittighed for at have haft snakket i et hårdt tonefald til Romeo tidligere.  

    Der var ingen tvivl om, at præstens spørgsmål var oprigtigt - at det kom fra et ønske om at forstå Treston som person. Alligevel lagde Treston armene lidt forsvarsberedt over kors, for... For det var da irriterende, som dén præst forstod at snige sig ind til sagens kerne...
    Det var lige før, Treston savnede Fader Pavel og hans totale inkompetence...
    "Fordi nylige begivenheder har gjort mig voldsomt i tvivl, om Isari giver en fløjtende fis for os," svarede han. En lille stemme i hans baghoved indvendte, at dét ikke var helt rigtigt - for selvom alt med Sedna, Zirra og hans egen vanærelse havde efterladt ham med en klar følelse af, at guderne som et hele ikke brød sig synderligt om ham, så var han holdt op med at komme fast i Isari-katedralen i Dianthos længe før dét... 
    Faktisk helt tilbage i rekruttiden - dengang han endnu ikke var Ridder, men havde været tilknyttet Lysets Jægere, der rensede ud blandt de forbandede i Undergrunden umiddelbart efter at Mørkets Styre blev væltet...
    "Jeg havde en lignende samtale med en tæt veninde for ikke alt for længe siden," oplyste han så - lidt ud af det blå. "Hun er engel - kom tilbage til livet i 2017 - og er derfor bare en anelse forudindtaget... Men hun mener, at Isari hører alt - hver en hvisken, hvert et ord. At hun ser med, og at hun bekymrer sig for vores små, ligegyldige liv. At dét at bede, blot er en måde, vi viser vores respekt - ikke en måde at blive hørt..." Et par hurtige billeder - af Zirra i domssalen, helt gennemsigtig og grå af sine byrder. Zirra, der ikke kunne møde hans blik, da hun hviskede: Han opførte sig, som om vi allerede var gift... 
    Af dén blodsuger-rede, de havde støvet op på hans første rigtige opgave med Lysets Jægere. De lænkede, udsultede børn. Bordet med remme. Dét, der var tilbage, fra blodsugerens 'måltider'... 
    "Men hvis dét virkelig er sandt, bliver jeg nødt til at konkludere, at hun er skideligeglad," fortsatte Treston, inden flere huskebilleder skulle banke på. "Eller at godhed og ondskab ikke har betydning for guderne. Eller at det bliver vurderet, at nogle af os bare ikke er værd at satse på... Og ingen af delene er synderligt opmuntrende..."

    Normalt havde Treston ikke noget imod at folk syntes, han opførte sig som en idiot - ikke når det var fremmede folk i hvert fald. Han havde brugt langt størstedelen af sit liv i hæren, og som soldat kunne det næsten ikke undgås, at man konstant mødte folk, der ikke var enige med hærens gøremål - og hvem var så dem, der tog skraldet? Ja, det var som regel dem, der bar uniformen... 
    Nej, Treston havde for længst lært sig, ikke at have de store bekymringer om, hvad folk, der var ligegyldige for ham, egentlig tænkte om ham... Men når dét så var sagt, skulle der ikke nødvendigvis alverden til, før fremmede gik hen og fik relevans - for eksempel kunne en lille smule respekt række langt...
    Og præstens rolige håndtering af Trestons bidske opførsel kaldte på respekt - dét havde Treston skam perspektiv nok til at anerkende. Modvillig respekt, om ikke andet... 
    Derfor var hans positur knapt så krigerisk, da han svarede på præstens sidste spørgsmål - armene, der før havde været krydset foran brystet, blev i hvert fald sænket. 
    "Ja, det gør jeg," var det korte, men sandfærdige, svar. "Jeg har gjort og gør mange ting, der ikke ligefrem bliver opfordret til i Isaris tekster..." Et pludseligt, lille latterfnys kom over ham, og han kunne ikke lade være med at sende præsten et blik, der indeholdt mere munterhed end det måske var passende for situationen. "Jeg er ikke altid enig i gudernes moral." 
    Eller Lysets. Eller Lovens...

  "Hmmm.." brummede han tænksomt, og lyttende. Romeo havde selv haft sådanne tanker, og de kom da stadig frem i ny og næ. Gav Isari en fløjtende fis for nogen af os? for ham, for andre? Han havde tillært sig at selvfølgelig gjorde hun det.. men ofte var det svært at føle. Det gav en tom fornemmelse i ham. På den anden side var Isari et eksempel på godhed, og den godhed vi skulle finde i os selv. 
  Romeo havde ikke lyst til at afbryde ham, og sad blot afventende på at han ville forsætte med at tale. Og det gjorde han. Det var uventet det han delte, men det interesserede Romeo, og derfor lyttede han opmærksomt. En samtale med en engel. Ja, sådan en samtale havde han også haft, men det havde foregået lidt anderledes i fht. Trestons. Romeos engel havde tvivlet på sin genopståelse, og hadet, eller frustrationen mod Isari var stor. Denne engel i Trestons erindringer havde været en fortaler for Isari, og Romeo kunne kun nikke genkendende til hendes ord. 

  "Vise ord din veninde kom med. Jeg kan kun være enig i meget af hendes udsagn." Han lænede sig tilbage i stolen, og hørte forsat på hvad Treston havde at sige. Hvor havde de dog været enige engang. Romeo havde det på præcis samme måde i sine teenageliv. Han kom med et bebrejdende blik, men som forsat viste empati. 
  "Hvad forventer De at Isari skal gøre for Dem? Måske er hun ikke ligeglad. Men måske opfordrer hendes utilstedeværelse, at vi selv skal gøre en indsats for at gøre vores liv bedre. Hvis hun greb ind i hver ulykkelig situation, ville vi aldrig lære noget af vores eller andres handlinger." Han pillede lidt ved Trestons dokument, og kom med et dyb vejrtrækning ind og ud igennem næsen. 

  Romeo havde været vant til lidt af hvert i sin tjeneste, og mødt mange forskellige slags mennesker. Treston havde været en af de mere bidske, men ikke den første han havde kommet i kontakt med. Han havde tillært sig at den bedste metode var at lade være med at reagere for meget på attituden, og efterhånden ville tonen give en anden lyd. Han kunne mærke at Trestons defensive holdning var begyndt at blive mere afslappet. Muren, var Romeo var i hvert fald ved at bryde igennem, tydede det på. 

Det forbløffede Romeo at Treston svarede ja til hans spørgsmål, men ikke desto mindre.. følte han at svaret her tilfredstillede ham mere, end det ville have gjort hvis svaret var nej. 
  "Vi er alle syndere i større eller mindre grad, Hr. Reynlest. Spørgsmålet er så bare hvad vi vil gøre fremadrettet for at rette op på det. Jeg kender ikke Deres hensigter, eller Deres baggrund, og Jeg er her ikke for at Dømme dem. Men jeg er åben for at lære Dem at kende, og Derefter kan jeg træffe min beslutning om hvorvidt De kan vende tilbage til et normalt liv, uden en dom hængende over hovedet på Dem." Han så beslutsomt, og retfærdigt på Treston.   "Hvordan lyder dette?" 

Det gik nu op for Romeo at han slet ikke havde tilbudt manden at sætte sig. Hvor uhøfligt.
  "Sæt Dem bare forresten." Han rakte hånden frem og viste hvor han kunne sætte sig. Stolen stod frit tilgængelig på overfor Romeo, hvor skrivebordet ville være imellem dem.

    Treston forventede, at Isari som et absolut minimum ikke stak en kæp i hjulet på ham... Men dét sagde han ikke højt, for tanken var barnlig og udsagnet kunne ikke forsvares...
    Slet ikke over for en præst.
    Desuden var det jo heller ikke fordi, han for alvor bildte sig ind, at han var vigtig nok til at Isari personligt havde sat sig for at gøre hans liv kompliceret. Han havde måske bare haft en naiv forventning om, at hun som dén gudinde, hans familie havde tilbedt trofast i generationer, ville have haft bare en anelse mere interesse i at hjælpe ham tilbage på ret kurs, dén dag han stod i lort til halsen...
    Men måske var dét enormt forkælet - måske det i virkeligheden var Isaris gerning, at Zirra havde været i stand til at fordreje sandheden så eftertrykkeligt i Lysets retssal. Måske han i virkeligheden, på sine grædende knæ, burde takke Isari for overhovedet at være i live. 
    Måske, måske, måske...

    Han havde åbnet munden for at svare den gode fader, men blev afbrudt af opfordringen til at tage plads. En opfordring Treston fulgte med et par øjenbryn, der havde løftet sig en anelse.
    Nej, denne præst var bestemt ikke som Fader Pavel havde været...
    "Dét lyder fornuftigt nok," endte det lidt forbeholdne svar med at blive. Han var stadig en lille smule afvæbnet oven på den diskrete irettesættelse, præstens ord vedrørende Isari havde været, men han prøvede ikke at lade sig mærke med det. Og så, fordi han alligevel sjældent bare rullede om på ryggen uden kamp, tilføjede han: "Men dét med at lære hinanden at kende, går som regel begge veje. Og jeg tror endnu ikke, jeg har fået Deres navn, fader, så vi kunne jo starte med dét."
    Et pludseligt glimt af sig selv udefra - siddende forsvarsberedt i stolen foran skrivebordet med armene over kors - fik Treston til at sukke. "Undskyld," mumlede han så - en anelse modvilligt. Præsten havde allerede nu udvist en næsten umenneskelig tålmodighed, og Treston kunne godt selv se, at han ikke opførte sig retfærdigt. "Jeg har haft nogle... hektiske dage. Og dét hér er svært for mig. Jeg har brugt urimelig meget tid på at forsvare mine synspunkter her på det sidste, og jeg tror, det er svært for mig at lægge følelsen af konstant at være under anklage."

   Romeo betragtede Treston imens han tog plads på stolen foran ham. Han foldede hænderne i sit skød, og sad forsat i sin behagelige stilling, lænet tilbage i stolen. Han nikkede resolut, da Treston gav sin enstemmighed - hvilket glædede ham, og gjorde ham mindre bekymret for hvorledes deres samtale nu skulle gå fremadrettet.
  "Udemærket." Han kom med et smil, hvor øjnene ikke fulgte med - de så trætte ud som før, hvilket fik hans smil til at falde en smule til jorden. Og langsomt gled læberne da også tilbage til den neutrale mine han havde før. Han var simpelthen for udmattet til at fremtvinge et smil. 

  Det kom ikke rigtig som et direkte chok da Treston på det ene eller andet led forsøgte at forsvare sig selv i en spids kommentar. Ja, Romeo havde vel nærmest forventet det. Han kom dog med et lille fnys, imens han smilede overbærende af Treston, da han lidt efter undskyldte. Selvom der var en vis modvillighed i hans stemme, så forsøgte han idet mindste stadig at vise lidt medmenneskelighed. Romeo vidste dog godt at hans hverdag ikke måtte være let. 
   "De er undskyldt. Jeg kan kun forestille mig at det ikke må være let at befinde sig i en situation som Deres." Han rettede sig i stolen og lænede sig frem mod skrivebordet, hvor han lod sine albuer støtte ham, imens han hvilede hagen i sine halvflettede fingre. 
   "De har ret. Det er da også uhøfligt af mig ikke at have præsenteret mig endnu." Han holdt en kort pause imens han betragtede den andens øjne, "Jeg hedder Romeo. De kan frit tiltale mig hvad der er Dem mest bekvemt." Han var stille lidt, og så en smule betænksom ud før han så sagde;

   "De skal blot vide at jeg ikke anklager Dem for noget. Så De kan sagtens være rør eller i rør - eller hvad der plejer at blive sagt til soldater." Han kom med et skævt smil. "Hvad jeg prøver at sige er, at De kan roligt være Dem selv." 

Han rømmede sig lidt. Pludselig blev urets tikken en anelse højere. Var det stilheden i rummet? Anspændtheden var der stadig en smule. Men han håbede at Treston kunne falde mere til ro, og ikke være så spændt op i skuldrende, som han var lige nu. "Slap af i kæben. Det giver en forfærdelig hovedpine når man sådan går og spænder hele tiden." sagde han en smule belærende, men ment i venlighed. 

     "Fader Romeo" Treston gentog navnet - næsten som om han skulle beslutte sig for, hvad det smagte af. Noget andet og bedre end Fader Pavel, i hvert fald, og dét var da i det mindste en start... 
     En antagelse, der blev bekræftet, da præsten sågar kom med, hvad Treston tolkede som en lille, prøvende vittighed. I hvert fald undslap der ham et overrasket latterfnys, og med et halv-moret blik lod han de krydsede arme falde - lagde i stedet hænderne lidt mere afslappet på lårene og betragtede manden på den anden side af skrivebordet mere indgående. Med større, oprigtig nysgerrighed. 
     Han lignede én, der forsøgte at skjule dét faktum, at han aldrig havde fået en ordentlig nats søvn, under et skjold af velmenende præste-blidhed... Hvilket i sig selv var en underlig betragtning, men Treston holdt heller ikke sin kringlede hjerne til alt for høje standarter... 
     Om ikke andet var oprigtigheden tydelig. Treston troede rent faktisk på, at Fader Romeo ikke anklagede ham for noget - troede på, at den anden mand ikke var forudindtaget eller holdt noget imod ham. I hvert fald ikke mere, end hans opførsel indtil videre underbyggede...
     "De lyder som min moder," bemærkede han med endnu et lille latterfnys. Men han gjorde dog hvad han kunne, for at slappe ordentligt af. "I mere end én forstand, faktisk. Hun er også en dedikeret kirkegænger - og stor fortaler for Isari..." Et hurtigt glimt af moderen, stående foran Paladsets port og med en dyb sorg og forvirring i blikket efter Trestons retssag, familiens splittelse, Zirras 'flugt' og som det seneste; fundet af Trestons opiumspibe. Moderen, der helt stille havde mumlet: Treston, få lidt hjælp, nu du skal til templerne, ikke? De er gode til den slags... Det med ikke at kunne sove. 
     At dømme ud fra denne Fader Romeos trætte øjne havde hun nu ikke helt ret. Men på den anden side var hjælp og selvhjælp to meget divergerende fænomener - dét ville Treston gerne skriver under på til hver en tid! - og måske Fader Romeo mestrede det ene, om ikke det andet...
     Det måtte tiden vise.
     "Jeg tror, mit problem ligger i, at jeg er meget bevidst om, hvordan og i hvilken grad jeg har forbrudt mig imod Lysets lov." Ordene kom langsomt, for Treston skulle være sikker på, at de blev formuleret rigtigt. "Som det også fremgår af dokumentet dér, så har jeg tilstået alle tiltaler, der er rejst imod mig, men..." Nu blev det svært, og derfor skar Treston en lille grimasse - famlede lidt efter de rigtige ord og besluttede sig så for at skifte spor: "Fader, kan De tilslutte Dem dét udsagn, at der er forskel på verdslig og guddommelig lov? At guddommelig lov måske er noget, vi mennesker bør stræbe efter, men desværre ikke er noget, vi har opnået i vores samfund endnu?" Han betragtede den anden mand med et lige dele bekymret og håbefuldt udtryk - vidste godt, at hans måde at se tingene på potentielt var ret så kløftskabende og egentlig også kunne tangere til blasfemisk, hvis modparten misforstod. "Mit problem er, at hvis Isari er lyset og godheden, så giver det ikke mening for mig, at jeg skal udstå min straf i hendes templer - for det er ikke hende, jeg har forbrudt mig imod. Jeg har - meget bevidst - overtrådt en verdslig lov, der i min optik ikke var underbygget af retfærdighed og moral. Og jeg forstår, hvorfor Kronen fordømmer dén adfærd - men jeg kan ikke for min død forstå, hvorfor Isari skulle gøre det samme..."

    Romeo betragtede den anden med skjult tilfredshed i det han kunne se hvordan Treston langsomt begyndte at slappe mere og mere af i musklerne. Anspændtheden, samt hvor fjendtligt han før havde opført sig, var lige så stille ved at forsvinde. Morskaben i den andens blik, anerkendte i hvert fald at Romeo havde haft en eller anden form for succes, angående at varme den anden op til ham.

  Det gik ham ikke næsen forbi, hvordan Treston sad og betragtede ham. Som om han prøvede at læse ham som en bog. Hvad så den anden? Mon han så poserne under præstens øjne, trætheden der emmede ud af ham.. eller hvilken anden energi mon han ellers udsendte?
  Forhåbentligt dækkede præstens godmodighed over hvor træt han egentlig var. Måske..

Det kom som en munter overraskelse da Treston sammenlignede Romeo med sin mor. Det var vel en kompliment i dette tilfælde. Men var der egentlig ikke også lidt moderlighed over præsterne nu hvor han tænkte over det? Måske hos nogle. Romeo havde ikke selv opdaget den side af sig selv. Men det kunne da godt være..

  “Hmm..” lød det tænksomt fra ham, men med en venlig glød i øjnene. Hans blik gled rundt på nogle dokumenter på bordet som han samlede sammen, og så så til sidst på Treston.
  “Ja så. Og er de glad for Deres Moder?” Spurgte han nysgerrigt, da han opdagede en ændring i den blåøjet mands udtryk. 

  Treston fik ført samtalen tilbage på hans komplikationer, og Romeo lyttede med vældig opmærksomhed. Han fastholdt blikket på manden foran sig, og sørgede for at læse de signaler der nu måtte komme fra ham. Hvilket udtryk var malet i hans ansigt når han snakkede?

  Den lyshårede virkede bekymret, måske forrådt og endda en smule angrende. Men uden at fortryde hvad han havde gjort. Ordene var nøje udvalgt, men som om han ikke helt vidste hvordan de lød når de kom ud. Han prøvede sig frem. Håbefuldt.
    Sagen var kompliceret. Og på ingen måde sort og hvid. Mandens spørgsmål var svære at besvare. Det kunne jo ikke være det ene eller det andet, og alt efter hvem man spurgte, ville man få forskellig respons.

  Romeo var stille da Treston havde snakket færdigt. Præsten havde en alvorlig, tænksom grimasse malet i ansigtet, og lignede en der virkelig overvejede hvad hans svar skulle være.
 
“Min mening..” startede han, og lænede sig ind over bordet med foldede hænder, “.. må du forstå.. kan udsvinge fra andres. Dit spørgsmål vil i nogles øre lyde syndigt, og som en hån mod lovene. Men.” Han snakkede roligt, og tog sig tid til at finde sine ord med omhu;
 “ .. Verdslig og guddommelig lov.. er i og for sig to forskellige ting, men som går hånd i hånd med hinanden. Det er sådan vores verden er bygget op. Jeg forstår dit syn på tingene, og jeg forstår hvordan det kan forvirre dig.” han tog en indånding før han forsatte; 
“Jeg vil tildels sige at jeg er enig med dig, Treston. Men det er ikke noget vi to kan komme langt med. For andre ser ikke verden sådan. I hvert fald ikke de personer som man burde kunne regne med. 
   Men, hvad nu hvis det faktisk ikke er en straf at tilbringe tid i templerne?” Udfordrede han den andens tankegang med, “Altså, hvis valget enten var døden, eller tilbringe tid i templerne.. er det sidste så ikke nåde fra Isari?
  Isari dømmer dig ikke. Isari har rakt hånden ud for at hjælpe dig tilbage, så du ikke skal henrettes. I templerne er du urørlig.” Han så på Treston for at finde ud af om hans ord havde givet genklang i ham, om han forstod.. eller om det hele bare var en stor omgang volapyk. 

  “Jeg har i hvert fald ingen hensigt at straffe dig. Min opgave er at vurdere om du er et tilregneligt menneske.” sagde han bestemt.

  “Jeg ved ikke om det giver mening for dig.. Men det kan måske få dig til at se anderledes på tingene. Jeg ved ikke hvad du har måtte udstå andetsteds.” tilføjede han hurtigt, og søgte i Trestons papirer igen, “Jeg kan se at du har været hos en .. Fader Pavel? Desværre kender jeg ikke til hans metoder..” lød det funderende fra ham.

    "Min moder?" Fader Romeos spørgsmål havde formået at fange Treston på det helt forkerte ben, og mere eller mindre afvæbnet løftede han et øjenbryn. "Tjoh, hun... Min moder er en meget bestemt dame. Kærlig - meget kærlig, faktisk. Men på sin egen, lidt hårde måde..." Han skar en grimasse, der kunne betyde lidt af hvert, og sendte så den anden mand et skævt, lille smil. "Hun har opfostret fire møgunger uden hjælp fra tjenestefolk, og med en mand, der har tilbragt en stor del af tiden uden for hjemmet. Dét kræver noget, tror jeg, og det lykkes ikke, hvis man er alt for blød. Men i alt dét hér," han slog svagt ud med hånden imod dokumenterne på Fader Romeos skrivebord. "Min fader forsøger så godt han kan at lade som om, de vitterligt klyngede mig op - som om folk så glemmer, at familien Reynlest har fostret en landsforræder. Men min mor har været der igennem det hele. Hun har virkelig... stået ved mig." Til Trestons overraskelse (og underspillede rædsel) kunne han mærke stemmen knække en enkelt gang, da de sidste ord skulle ud. Ved samtlige guder, altså...
    Han rømmede sig - tog sig sammen, samtidig med, at han tog sig selv i at undskylde. Dét hér var vist ét af de tilfælde, hvor det begge parter var bedst tjent med, at der blev ladet som ingenting...
    Men det havde virkelig rørt ham - måden Eylia havde knuget ham ind til sig til dét, de alle havde troet ville blive hans sidste familiemiddag. Måden hun var troppet op og havde ryddet hans gamle gemakker i Ridderfløjen, da han ikke selv længere måtte sætte fod derinde. Måden hun var gået imellem Treston og faderen, da Dastor nær havde revet hovedet af ham foran Josefine...
    
    Det kom oprigtigt bag på Treston, at Fader Romeo svarede, som han gjorde - at han sågar erklærede sig i hvert fald delvist enig. Det var kraftedeme noget andet end Fader Pavels slet skjulte misbilligelse og bebrejdelse - dét var i hvert fald helt sikkert! Og det var jo heller ikke fordi, præstens ord var dumme - tværtimod... 
    Treston blev dog nødt til at fnyse en lille latter, da Fader Romeo nævnte hvilke vurderinger, han skulle gøre sig.
    "Et tilregneligt menneske?" kunne han ikke lade være med at gentage - umiskendeligt moret. "Dét ville jeg gerne have vidst, inden jeg brasede ind - mere eller mindre passivt-aggressivt - og gav mig til at slynge halv-blasfemisk lort ud af munden..." Han fulgte ordene op med et prøvede smil - Fader Romeo ville forhåbentlig ikke være i tvivl om, at han lavede sjov. Og mest med sig selv. Da han fortsatte, var det dog lidt mere alvorligt: "Det giver fin mening, hvad De siger, Fader. Og jeg forstår også godt, hvor De vil henad. For jo - når nu alternativet var en hovedrolle på skafottet; så kan man vist godt sige, at jeg er sluppet billigt. Og dét er jeg også taknemmelig for - Isaris nåde, som De siger. Jeg tror bare..." Han sukkede og skiftede så indgangsvinkel: "Jeg tror, jeg på det seneste har oplevet i uhyggelig høj grad, at forfærdelige ting sker for gode mennesker, der ikke har fortjent det. Og hér skal det siges, at jeg ikke snakker om mig selv, for jeg ved udmærket, at jeg er en synder. Nej, jeg snakker helt igennem ordentlige mennesker - godhjertede, selvopofrende. Alt dét, som Isari prædiker, og jeg kan bare ikke..." Treston slog frustreret ud med hænderne. "Jeg tror ikke, jeg forstår, hvorfor jeg bliver givet noget, der ligner et fripas, mens mennesker, der er langt bedre end jeg, skal prøves så voldsomt... Det får mig til at - at betvivle Isaris dømmekraft, om man vil." 
    Han følte sig dum, da han sagde det sidste, men Fader Romeo virkede som en velovervejet mand - han ville nok godt kunne trække én eller anden form for mening ud af ordene. 
    "Har De nogensinde følt noget lignende? Betvivlet Isari, mener jeg..."

  Romeo bemærkede godt overraskelsen malet i den andens ansigt. Ud fra Trestons reaktion at dømme, havde han nok ikke regnet med at skulle snakke om sin moder på dette visit. Det glædede ham at det fik Treston i snak, omend med en hvis forsigtighed. Han gav ham et venligt smil, og et kropssprog der indikerede at han lyttede opmærksomt på Trestons fortælling.

  En del af Romeos rutine var at stille spørgsmål til folk - som fik dem til at åbne sig op, ofte uden at de selv opdagede det. Han kunne godt lide at få dem til at tænke over emner, de normalt ikke funderede over, eller snakkede om. Efterhånden som de begyndte at tale frit fra hjertet, åbnede de fleste sig mere og mere op. Hvilket var måden de fleste knyttede sig til Romeo på. Da han også er god til at lytte, så de fleste ham også som en pålidelig og rar mand. 
    "Deres moder lyder som en stærk og pålidelig kvinde." antog han ud fra den andens ord. Af respekt for Treston, og som mænd nu ofte gør, ignorerede Romeo at den anden tydeligvis var blevet følelsesladet af at snakke om sin mor, og familie. Det forstod han godt at han blev, og det ramte ham da selv i hjertet. Mindet om familie.

  Da Treston begyndte at snakke om hvordan han havde dummet sig med sit førstehåndsindtryk i forhold til de vurderinger Romeo skulle foretage når det kom til Treston, rystede Romeo beroligende på hovedet.
  "Arh," kom det med et skævt smil fra præsten, "Lige med hensyn til dét.. mon ikke det er noget der kan blive mellem os to." sagde han med et glimt i hans ellers trætte øjne. Han lod sin hånd glide igennem sit bølgede brune hår for at redde en lok fra ansigtet. Præsten betragtede den lyshårede foran sig, da han talte om Isari og mennesker der fortjente mere end hvad de fik.

   Hvis der var noget denne verden ikke var, så var det retfærdig. 


  Romeo fik dybe fuger i panden da han lyttede til den anden, og lukkede øjnene kortvarigt for at tage det hele ind. Han nikkede for at vise at han lyttede, og lænede sig tilbage i stolen igen. Hans øjne hvilede nu på manden foran sig, tydeligt frustreret af uretfærdigheden der har haft spillet en stor rolle i hans liv, og andres. Romeo ville ikke afbryde ham, og lod ham tale frit fra hjertet indtil han var færdig. Han skulle til at åbne munden da Treston pludselig spurgte om Romeos egen tro på Isari. 
  "..." Han lukkede munden igen og, nu var det hans tur til at se overrasket ud. Hans mimik ændrede sig hurtigt til ubeslutsomhed, og han så ned på sine hænder. "Hmmm.." brummede han med et trist smil om læberne, og han knyttede sine hænder. 

  "Ser De.." begyndte han varsomt, han overvejede meget om han skulle give eksempler fra sit eget liv.. men han valgte at spille vag istedet ".. Det er kun menneskeligt at betvivle guder og gudinderne. Jeg tror alle på et og andet tidspunkt i deres liv, enten har fordømt disse højere magter, eller stået uforstående tilbage med det man er blevet givet. På godt eller ondt." Romeo prøvede virkelig at tale forbi det direkte spørgsmål han havde fået om sig selv. Det kunne godt være at han kunne lide at få andre til at åbne sig op til ham - men omvendt, forblev han som en lukket bog. "Der er en mening med den nåde Isari giver os." prøvede han at overbevise Treston om, men ikke mindst sig selv. For hvorfor skulle han ellers selv være i live nu? Hvis der ikke var en større mening med dette? Han rystede beklagende på hovedet. "Det er et sølle svar, på dit spørgsmål. Tilgiv mig."

  "Men, Treston." Han så seriøst på ham, "Jeg forstår udemærket at De prøver at finde en mening i alt det her - hvorfor at De er sluppet igennem nåleøjet, når andre møder en mere trist skæbne.." han masserede sig mellem øjenbrynene inden han talte videre, "Men det vil blot give Dem mere hjertesorg, hvis De sammenligner Deres skæbne med andres." Han sukkede vemodigt. "Jeg håber.. at selvom De mener at De ikke fortjener dette.. 'fripas' om man vil, at De tager denne chance på en ny start som er blevet Dem givet." Hans seriøse mine ændrede sig til et mildere, og mere behageligt udtryk. Et påpasseligt smil tegnede sig om læberne, "Er De med på at det er planen?" Han løftede et spørgende bryn, og hans grønne øjne emmede af empati for den anden.
  

    Der skete noget i præstens ansigt - ubeslutsomhed eller modvillighed var et øjeblik at se over hans træk, som havde følelsen været skæret fra en olielampe - og Treston var ikke et sekund i tvivl om, at spørgsmålet havde ramt ned i noget; at præsten udmærket vidste, hvordan tvivlen føltes.
    Og faktisk fik det ham til at respektere manden mere, end hvis han bare havde slået det hen - eller været helt ude af stand til at relatere. Sådan havde Fader Pavel i Zircon opført sig... og i dét tilfælde kunne Trestons varme følelser ligge på et meget lille sted...
    Det gav på én eller anden måde også en form for håb. For hvis man kunne tvivle på guderne, men stadig vie sit liv til dem som én af deres forkyndere - så kunne Treston måske også helhjertet genfinde troen igen.
    ...eller også havde Fader Romeo det i virkeligheden med guderne, som Treston havde haft det med Lyset til sidst. Og så var der ikke håb for nogen af dem...
    Han artikulerede dog ingen af disse tanker, men trak i stedet skævt på smilebåndet af præstens ord om fordømmelse og uforståenhed. "Jeg tror, jeg har gjort begge dele," indrømmede han, og tilføjede så: "Og dét mere end én gang. Jeg skal med skam melde, at jeg ikke har tænkt synderligt varmt om de højere magter i den seneste tid..." Han rykkede lidt på sig og sukkede så. "De skal ikke undskylde, Fader - jeg tror ikke, der er så skidemeget andet man kan svare til sådan noget. Og det er ikke et dumt svar. Så er det bare med at finde ud af, hvad dén mening er - ikke sandt?" 

    Da præsten fortsatte, kunne Treston dog ikke lade være med at stivne en anelse, for han kunne mærke, at han var instinktivt uenig, men det tog ham lidt at finde ud af, hvorfor. 
    Og så faldt det på plads: Det var dét med, ikke at skulle sammenligne sin skæbne med andres, for det lød lidt for meget som en opfordring til, ikke at sætte spørgsmålstegn ved dén måde, guderne handlede på; til dén måde tingene hang sammen på.
    Dét kom Treston aldrig til at lade være med - det kunne han ikke, for så skulle han lade være med at forholde sig til dén uretfærdighed, han så. Og han kom aldrig, aldrig til at forstå, hvordan gode mennesker som Zirra eller Josefine kunne blive givet så tunge skæbner at bære, mens menneskeligt skrald som Kester fik lov at gå igennem tilværelsen uden de store bekymringer...
    "Det er i hvert fald en plan, jeg ikke kan gøre så meget andet end at acceptere," svarede han - lidt hårdere end det var rigtig rimeligt - bisterhed affødt af de tanker, der netop var gået igennem ham. Så fik han løftet blikket og set præsten i øjnene - og så kom den dårlige samvittighed naturligvis, for der var ikke andet en empati derinde. 
    "Hvis der er en mening med det hele..." begyndte han så i stedet - tøvende; forsøgte med sit kropssprog at vise, at han havde fortrudt sin hårde tone før. "Hvordan zalan finder man den så, Fader? Hvordan fandt De den selv? Da De besluttede Dem for at blive præst, mener jeg."

 Romeo nikkede blot til Trestons indrømmelser. Det var ikke noget, som han ikke havde hørt før. Mange opsøgte Romeo i deres søgen på at forstå deres liv, gudernes kærlighed, og mangel på samme. Bede om tilgivelse for at have mistet troen, eller få et hjælpende skub til at finde deres kurs på den rette sti igen. Præsten dømte ikke Treston. Han forstod ham. Romeo havde gjort det samme dengang han kom til, og inden Dianthos. Han trak skævt på smilebåndet til det sidste manden foran ham sagde. 

 Men tonefaldet hos den anden blev pludselig hårdt, og Romeo var et kort sekund i tvivl, om han havde sagt noget forkert. Der var ikke noget han kunne gøre. Det var i den situation som de begge var i; Romeo skulle sørge for at få Treston frigjort for sin fortid, så han på et tidspunkt kunne vende hjem igen. Men måske fik Treston indset, at hvad end Romeo fik sagt, var det ikke hensigten at gøre det i ond tro. For da den anden mødte hans blik, ændrede han karakter. Præsten sendte ham blot et overbærende smil, men rettede sig en anelse på sin stilling, til det næste han sagde. 

"Hm.. Det.." brummede han tøvende med et trist smil, men så en anelse passivt forbi Treston som hans blik sænkede sig. Romeo havde søgt vidt og bredt for en mening. En mening med det hele der var sket for ham, men der var ikke kommet noget til ham. Hvorfor blev han præst? Til nøds. Romeos undskylning var altruisme, men i virkeligheden var det skammen der havde fået ham til at søge mod lyset og Isari, skammen for hvad han var blevet til - og de ting han havde forvoldt. Smerten, frygten, drabene. Præstens kæbe strammedes ved erindringerne. Han havde ikke noget godt bud til den anden, men et eller andet skulle han svare.

 Øjnene blev tilstedeværende igen, som var han forsvundet hinsides et øjeblik, "Jeg tror at meningen, Kære Treston, er at der ingen mening er." Han lod endelig sine grønne øjne møde mandens blik, der var et øjebliks fortvivlelse, inden det ændrede sig til et mere stoisk ét af slagsen. Det var en uoverensstemmelse, med hvad han havde sagt før, så han løftede hænderne i mildt forsvar inden Treston kunne nå at afbryde, og tilføjede, "Lad mig forklare. Der er en mening med Isaris nåde, men jeg tror også at der ingen réel mening er, som et endegyldigt svar på dét De muligvis søger." Han tog en lille ånding, og betragtede Treston for at se om han kunne følge ham. 
 "Men det betyder ikke, at livet ikke har værdi." tilføjede han, for ikke at lyde al for håbløs i sine ord, overfor den anden. 

 "For mit eget vedkommende.." begyndte han, og overvejede hvad han kunne fortælle den anden uden at afsløre for meget om sig selv. Dengang havde det vel mest været et valg mellem at give op, eller forsætte. Han gned sig på siden af halsen med sin hånd, før den sneg sig om i nakken og masserede let. "..har jeg gjort ting jeg ikke er stolt af." han sank en klump, inden han forsatte, "Derfor valgte jeg at bede om tilgivelse hos Isari, og vie mit liv til gudinden som bodshandling. Og den vej igennem hjælpe andre." Han trak skævt på mundvigen uden at smile. 
 "Det kan være den mening som De leder efter, men det kan også være et formål." Han trak spædt på skuldrene og lagde armene over kors. Præsten lænede sig tilbage i stolen, og betragtede Treston. 
 "Så længe det vi gør betyder noget for os- Har det værdi, og dét er vel meningen med det hele. Hvis det er vigtigt at der skal være en mening." Sagde han på sluttende vis. 

    Treston kunne godt se, at præsten skulle lede efter ordene; at noget - nogle gamle minder, måske? - kom ind fra højre og påkrævede sig opmærksomhed, så den anden mand et øjeblik var meget, meget langt væk. 
    "Jeg tror meningen, kære Treston, er at der ingen mening er." 
    Dét var et svar, der fik Treston til langsomt at løfte øjenbrynene - til at trække vejret ind, for at påpege inkonsistensen i præstens argumenter, før Fader Romeo selv italesatte dem, og Treston klappede i.
    For det var ikke dumt, dét den anden mand sagde - og det stred egentlig heller ikke imod Trestons egen oplevelse... 
    Der var ikke en mening - ikke med noget. Ikke i den store sammenhæng, i hvert fald... Og hvis man stædigt forsøgte at jage den alligevel, ville man kun ende frustreret, udkørt og skuffet...
    Guderne havde ikke en plan - ikke en overordnet én, i hvert fald. Måske var de i virkeligheden ligesom alle andre... Måske kunne de også kun påvirke tilværelsen én handling af gangen. Måske var de lige så blinde som Treston følte sig. Måske var hvert eneste valg også som en skillevej for dem - en mørk, ukendt skillevej, uden vejnavne, hvor man ikke havde en skid at guide sig med...
    Så man fandt sin egen mening - sit eget vejkort, så at sige. Fader Romeo lod til at have valgt altruismen i at vie sit liv til lysets gudinde. Treston selv havde nok valgt sin personlige morale... Hvad dét så skulle betyde...
     Den arrogante blasfemi i dén beslutning gik ikke hen over hovedet på ham. At tro på, at ens egne moralbegreber var den højeste sandhedsinstans og kunne guide én sikkert gennem livet, tangerede helt sikkert en form for storhedsvanvid... 
     Men Treston havde ikke andet. Og man måtte jo gøre det så godt man kunne...
     "Så Isaris nåde har mening - eller formål - fordi Isari er en entitet med agens..." opsummerede Treston langsomt, mens han holdt øje med præstens minespil - sikrede sig, at han havde forstået den anden korrekt. "En entitet, du har valgt at stole på og vie dit liv til, fordi du har en forventning om, at hun kan hjælpe dig, til at hjælpe andre..." Han var så dybt nede i sit forsøg på at finde sin egen mening i præstens ord, at han end ikke lagde mærke til, at det mere formelle 'De' var gledet ud af hans sætninger. At præsten havde gjort ting, han ikke var stolt af... Det kom på én eller anden måde ikke bag på Treston. Man blev ikke så indlevende og empatisk et menneske, hvis man aldrig havde mødt modgang... 
    Treston løftede blikket, da præsten afleverede sin sidste pointe - for det var virkelig et budskab, der ræsonnerede med ham. Det var jo ét eller andet sted dét, han havde forsøgt at forklare både Josefine, Sedna, Zirra og familien, når de hver især havde sat spørgsmålstegn ved hans handlinger - ved deres berettigelse. For alt han havde gjort, havde betydet noget for ham - det var handlinger, han havde udført, fordi han ikke havde kunnet lade være; fordi det ikke havde været en mulighed for ham at gøre ingenting. Og dét måtte han jo så finde en form for mening i...
    "Har det så givet dig fred, Fader? Jeg mener - var det den rigtige beslutning for dig, at tilslutte dig Isari?"

 Hænderne blev lagt i skødet og foldet ganske nænsomt som han betragtede manden foran sig. Lod sig vente på at han fik gennemtænkt samtalen. Det var lige før de blå øjne reflekterede stien hvorpå han ræsonnerede, overvejelse, forvirring, til en eller anden form for erkendelse i sig selv. Han tog en dybindånding, ganske lydløs, for ikke at forstyrre hvad end der foregik inde i Treston. Og det næste han sagde - Romeo kunne ikke have sagt det bedre selv. Han forstod det. 
 Præsten nikkede ganske langsomt - en tavs, opfordrende mine mens han ville lade ham tale færdigt. 'Fordi du har en forventning om at hun kan hjælpe dig til at hjælpe andre.' Romeo syntes at den anden ramte ganske plet i sine udsagn. Og mig selv, tænkte han for sig selv, uden at artikulere andet end et empatisk lille smil til Treston. 
 Dét lille respektable De var fløjet ind i pejsens flammer for en stund, og det generede ikke Romeo spor i momentet - afstanden mellem dem var alligevel så ganske udviskede, i lyset af denne samtale. Skønt det ikke havde været præstens hensigt, at vise hvem manden bag de mange lag af rober var, så havde han gjort det alligevel, omend det blot var tippen af isbjerget han havde tilladt at vise. Det var jo lige før de kunne relatere til hinanden - til en vis grad. Men De - Romeo foretrak denne tiltaleform som en slags beskyttende barriere, og alligevel var den ikke så vigtig lige nu. Besynderligt. Han havde dog ikke tænk sig at give helt slip på den, men at Treston sagde Du til ham - var helt okay. Romeo kunne bare ikke gengælde det.

 Romeo behøvede ikke at kommentere på Trestons konklusion fra udvekslingen. Der var intet at rette, ikke at han ville gøre det alligevel, for hvordan den eksilierede  mand valgte at ræsonnere med ordene var helt op til ham selv. Alle tog budskaberne forskelligt til sig så det bedst kunne hjælpe og inspirere dem på dets egen måde; det var der ingen synd i. 
 
 De grønne øjne klemte overvejende sammen til det næste spørgsmål. Har det så givet dig fred? Langt fra. Præsten havde sine egne indre dæmoner at slås med, og han kunne hjælpe så mange mennesker som det var ham muligt, og det ville stadig ikke være nok. Romeo smilede mildt til Treston, "Det var den rette beslutning." svarede han koncist, og undgik at kommentere på om det havde givet ham fred. 

 "Og Dem? Hvad ville gøre Dem fredfyldt?" spurgte han roligt, for at få Treston til at reflektere over det selv - men også distrahere ham fra det faktum, at Romeo ikke selv svarede på spørgsmålet. 

    Treston var et halvt sekund fra at lade munden løbe hurtigere end hjernen og svare: "Døden, fader!". Men det ville ikke være rimeligt. Fader Romeo kendte ham ikke og ville muligvis ikke kunne genkende det som et forsøg på at være morsom. 
     Galgenhumoren... den evige galgenhumor. Den var også pikant nok til at være en tillært smag - han ville ikke forvente, at en præst, der netop havde gjort sig dén ulejlighed at bruge sin tid på ham, efter at Treston havde sparket døren ned til hans kontor og opført sig som en idiot, også skulle følge ham helt derned, hvor humor gik hen for at dø... 
     "Jeg har en lillesøster hjemme i Dianthos..." begyndte han sit svar til præstens spørgsmål. Det var allerede lidt forkert, for Zirra kunne umuligt være nået hjem til Dianthos endnu - ikke, når hun havde været så svækket da de sagde farvel. Svækket oven på fødslen af Kesters mareridsbaby... "Hun... har hjulpet mig meget i alt dette her - været en helt uundværlig støtte, faktisk - og..." Han trak skævt på smilebåndet og kunne ikke lade være med at skæve til retsdokumentet. "Ja, jeg tror godt jeg tør lov, at jeg ikke ville sidde hér i dag, hvis det ikke var for hende. Hun er sådan et menneske, der ikke kan se uretfærdighed uden at måtte gøre noget ved det - jeg så det under Sabbatins styre, og igen og igen, gentagende gange, mens vi voksede op. Og selvom jeg ville ønske, at alle var lidt mere som hende, så har det virkelig også kostet hende dyrt..." Et tankebillede af Zirra på molekanten i Fristavn, der græd sin smerte ud i hans skjortebryst og hulkede: "Jeg troede, jeg kunne beskytte mig selv..." forstyrrede et øjeblik hans tanker, og Treston virrede med hovedet - tvang sig selv til at få afleveret sin pointe: 
    "Så for at svare på Deres spørgsmål, Fader, så tror jeg, at noget af dét, der kunne give mig en form for fred, ville være at sørge for, at lette nogle af min søsters byrder - at sørge for, at der ikke er flere onde ting, der kan ramme hende lige foreløbig." At standse Kester... standse ham permanent... 
    Treston bøjede hovedet en anelse. "Oven i dét har jeg også en håndfuld folk, jeg skylder en forklaring. Og en undskyldning. Det ville for eksempel gøre meget for min sjælefred, hvis jeg kunne lappe bare en brøkdel af dét hul, min dom har revet i familien..."

 En lillesøster.. Romeo lyttede opmærksomt. Det fik ham til at tænke på sin egen lillebror han havde forladt i Medanien. Den dårlige samvittighed krøb ham om halsen, som en ulden halskrave. Han gned hånden i berolige bevægelser derpå, og skubbede de unødvendige tanker bag sig, druknede dem i Trestons fortælling. Han kunne ikke holde et blødt smil tilbage da han så hvordan den forhenværende ridders mimik ændrede karakter når han talte om sin søster. De blå øjne synes at være mere levende nu, end de nogensinde havde været forinden i dette rum. Alligevel var der nogle utroligt komplicerede følelser der hang om manden. Men dem besad vi alle nok en god del af, søgte man dybt nok.

 "Det bånd vi har til vores familier er en værdifuld gave. Deres søster lyder som en enestående person." kommenterede han ærligt. Gemte misundelsen bag de empatiske grønne øjne, der selv længtes efter sin egen families varme. Lette hans søsters byrder. Romeo granskede ordene med et lille nik, 
"Det er meget nobelt. Så Altruisme ville give Dem sjælefred." I den sammenhæng lignede de hinanden. 

 Han kunne forstå, at med dommen hængende over Trestons hoved, var der en del skam involveret. Skammen var en tung byrde, og selv hvis han fik tilgivelse af dem omkring ham, ville det ikke betyde noget medmindre han kunne tilgive sig selv. Romeo rejste sig fra sin plads, og gik hen til en bogreol der trofast stod fra gulv til loft. Bøger i forskellige tykkelser og tilstand prydede hylderne, nogle slidte af tidens gang, andre strålende som nyforelskede. 
 "Jeg ønsker det for Dem.." Romeo kørte en finger langs bøgernes rygge som hjælp til at lede efter noget bestemt. Fokuseret. Og da han endelig fandt hvad han søgte, hev han bogen nænsomt ud med et snuptag. Bogen var slidt i kanterne, med et charmerende, hårdt læderomslag i mørke farver. Titlen var indgraveret med ordene, Rejsen Mod Tilgivelse.  
 "Men.." forsatte han så og rakte den til Treston, "Jeg håber at De først og fremmest kan tilgive Dem selv." lød det alvorligt, men hans øjne var milde og respektfulde. 
 "Jeg ved ikke om denne bog kan hjælpe Dem, men i så fald har De noget at underholde Dem selv med i den tid De er her." bogen indeholdt blandt andet måder at meditere, samtidig med at den i nogle kapitler involverede guderne. Det store tema var selvfølgelig tilgivelse til én selv.