De første dage hjemme efter deres bryllupsrejse, holdt Juno lav profil. For det første var han helt overvældet af kærlighed. Da de var taget hjemad havde Juno ikke haft andre følelser end kærlighed I sig. Der havde ikke været plads til andet i hans sind, så grundigt havde Pax fjernet alt andet, al tvivl og nervøsitet, al utryghed, indtil Juno havde glemt at der eksisterede andre end de to og deres lykke.
I sammenligning havde Dianthos været beskidt, larmende og overbefolket, men det var trods alt også Junos hjem og han mistænkte, at han havde vænnet sig hurtigere til at være hjemme, end Pax havde. Den anden mand havde trods alt også både mere sensitive ører og næse.
Den anden grund til at Juno havde holdt lav profil var, at han vidste at Pax lige så lidt som ham selv havde glemt, at Juno havde en hemmelighed at holde fra ham. Han håbede, at hvis han lod som om det ikke var noget der hastede, så ville Pax på et eller andet tidspunkt finde noget bedre at bruge sine mænd til.
Uheldigvis var Juno ikke ligefrem et tålmodigt væsen, og han kunne ikke skjule sin frustration, når han kom hjem efter endnu en dag, hvor han havde opdaget en af Paxs køtere efter sig. Hjemme prøvede han at spille det af som generel irritation over at blive forfulgt, men foran dem, der var sat til at forfølge ham, var det sværere at skjule sin skuffelse, når han bevægede sig den retning han skulle, og indså, at han ikke kunne fortsætte samme vej, hvis ikke han ville afsløre sig selv.

Det var dog ikke helt umuligt.
Juno kunne muligvis ikke slippe afsted med det samme, som han ville have kunne, hvis ikke der var nogen der fulgte efter ham overalt han gik, men han kunne læse og skrive, og det var lærd hjælp han havde brug for. Der gik kun lidt over en måned, før det lykkedes ham at få det meste af en aftale på plads, men allerede da var Juno ved at brække sig over, hvor besværligt det var at holde noget skjult for Pax, og han forbandede sig selv, da han brugte den evne, han var ved at skille sig af med, til at gå direkte ud igennem muren af den snuskede butik han havde været i, uden brug af døren, sikker på at Paxs drenge ledte efter ham i nærheden. 
Han nåede heller ikke langt ned ad gaden, før han fik øjenkontakt med én af dem og ændrede retning, kun for at få øjenkontakt med en anden. Derfra satte Juno i løb, ind i en blindgyde og den samme væg for enden af den, kun for at lande på benene foran selveste Ulven. 

Juno brød ud i latter, der var mere irriteret end den var oprigtig. "Flot." Hans ord dryppede af sarkasme og han overvejede at springe tilbage over muren, hvis ikke det var fordi han var sikker på at kupanerne på den anden side bare ville slæbe ham direkte tilbage foran Pax. I stedet gjorde Juno det næstmest provokerende han kunne og spredte sine arme. Det var nemt nok at gøre, når han ikke havde noget på sig og han var sikker på at Pax ville hade det, hvilket kun gav Juno mere grund til at gøre det. 

Pax slukkede sit magiske øje i samme øjeblik, at Juno satte i løb mod muren. Om få sekunder ville han finde sig selv foran sin mand, endnu engang stukket af fra de, der skulle beskytte ham fra dét, han havde gang i; dét, Pax ikke vidste, hvad var; dét, der holdte ham vågen om natten; dét, der sørgede for, at han aldrig var længere væk, end at han kunne sætte i løb efter den blonde mand; dét, der havde forårsaget, at Pax havde pakket en taske med fornødenheder og gemt den under deres fælles seng, skulle han pludselig forlade hovedstaden efter Juno igen.
Juno faldt igennem stenmuren og landede ikke mange meter fra ham, hans ansigt fordrejet i slet skjult vrede. Pax himlede med øjnene af forlegenhed på begge af deres vegne, hans arme lagt over kors og hans ansigt lagt i ulæselige folder. Bag hans tynde bryst hamrede hans hjerte alt for hurtigt, for dette var første gang, at de stod ansigt til ansigt: havde det var en hemmelighed før, en, de stiltiende var blevet enige om ikke at afsløre for hinanden, var der nu ikke længere noget skjold at gemme sig bag. Katten var ude af sækken, Juno var afsløret.
Pax svarede ikke Juno, hverken på hans foragtfulde ord eller på den nævenyttige gestus derefter. For et langt øjeblik kiggede han end ikke på ham, uvillig til at rode rundt i det virvar af modstridende følelser, der strømmede igennem hans lange krop, hele vejen fra hans tåspidser og op til det længste hårstrå.
Tre mænd kom til syne i gydens ene ende, deres vejrtrækning hektisk og deres kinder røde af jagtens udmattelse. Den ene smed armene ud til siden, himlede med øjnene; den anden sparkede i jorden, irriteret over at Pax havde opdaget, at de endnu engang havde mistet Juno af syne og nu fandt de to mænd sammen; den tredje bøjede sig forover, hænderne støttende mod hans knoglede knæ, som var dét det eneste, der kunne holde ham oppe. Pax affærdigede dem med en hovedrysten, men foruden i grunden at være skuffet. Det var trods alt Juno; Juno, der kunne ændre sit ansigt og gå igennem vægge. Hvis der var en, der skulle være umulig at fange, skulle det være ham.

Pax sank en klump og rømmede sig før, at han omsider så hen på Juno. Han skar en grimasse, der ikke lod sig definere som hverken det ene eller det andet, hvorefter han aflagde afstanden og satte sig på hug foran sin elskede.
"Jeg har tænkt lidt...", lød det, Pax' stemme hæs, som havde han ikke brugt den hele dagen. Han holdte inde, hans hænder viklet ind i hinanden og vridende, så de blev vide og røde i plamager. "Det her er tydeligvis vigtigt for dig, så jeg er villig til at indgå et kompromis, hvis du vel og mærke svare mig på nogle spørgsmål først." Pax så ind i Junos øjne, hans egne glimtende af beslutsomhed. Han havde ikke i sinde at lade sig tryne.
"Forsøger du at ses med Hector?"

Da Pax ikke umiddelbart svarede ham, vendte Juno sin opmærksomhed på de mænd, der havde gjort hans liv besværligt den sidste måned, og nidstirrede dem med alt det raseri han følte, over at være blevet umyndiggjort af Pax, behandlet som et lille barn der skulle passes på og holdes øje med konstant. Selv mødre så væk fra deres børn længere end Pax havde ladet sine køtere slippe Juno af syne og det var ved at stå ham ud af halsen. 
Kun stædighed lod Juno blive stående, hvor han var, da Pax kom imod ham, og først da den anden fyr satte sig på hug, lod Juno skeptisk sine arme falde ned til siden. Han var forberedt på et skænderi, og det var ligegyldigt hvor ukomfortabel Pax så ud - Juno nægtede at slippe den vrede, han følte mod ham. 
Han rynkede også kun på næsen af tilbuddet om et kompromis. Den frustration han følte, ville han hellere lade fortære sig, end han ville indrømme overfor Pax, at han havde vundet. Et kompromis ville betyde, at han skulle indrømme at Pax halvvejs havde vundet og derfor brød Juno sig heller ikke om det. 
Juno stivnede hvor han stod, da Paxs spørgsmål ramte ham og et langt øjeblik gjorde han ikke andet, end at fordøje spørgsmålet, indtil han kom frem til, at Pax virkelig havde ment det. Pax, der knælede foran ham, Pax der spurgte ham helt oprigtigt, Pax der mødte hans blik. Det kunne ikke være tydeligere, at han ikke forsøgte at provokere ham eller få sympati, selvom begge dele havde landet i Junos tanker inden muligheden for, at Pax mente det oprigtigt, og nu var han nødt til at kæmpe mod sit ansigt, for ikke at udtrykke foragt eller forvirring, imens Juno forsøgte at tvinge sit ansigt til at acceptere, at Pax ikke ville manipulere ham på dén måde. 
"Nej," svarede han endelig, men det føltes på ingen måde fyldestgørende, for også det spørgsmål gjorde Juno vred, og han ikke stoppe sig selv fra at følge op på det: "Hvis jeg - fuck -  hvis jeg ville have Hector, ville jeg slå dig ihjel, overtage Flokken og beordre dine køtere til at blande sig udenom mine sager. Jeg ville ikke - dét her. Seriøst?"
Det summede i Junos krop efter at reagere fysisk også, og det var en kamp for ham at blive stående hvor han var. Han ville ikke optrappe konflikten ved at træde tættere på, men ville heller ikke give sig ved at træde væk, og han ville slet ikke tænke på, hvad der ville ske, hvis han først fik hænderne i sin ægtefælle. 
Pax havde heldigvis altid været et godt forbillede og også i dette tilfælde endte Juno med at gøre, som Pax gjorde. Han satte sig på hug. Derfra stirrede kun med dybere vrede på Pax, men fandt sig trods alt i de spørgsmål, der var en del af kompromiset. 

Pax' blik forlod ikke Junos skikkelse og da han benægtede, at det handlede om den gamle flamme, nikkede Pax tavst. "Selvfølgelig", medgav han, eftersom det trods alt var det mest logiske udgangspunkt, at Juno ville skaffe ham af vejen først, velvidende hvad hans egen hævn ville bestå af. Selv hvis Pax ikke ønskede at udleve den, kunne han ikke læne sig tilbage og ignorere omgivelsernes forundring af hans handlingslammelse og det var de begge næsten krampagtigt bevidste om.
Et lydløst suk fulgte efter, de tofarvede øjne glidende undersøgende henover den andens sammenbidte udtryk. Pax vidste, at han burde skamme sig og trække sine mænd tilbage, beordre dem til at lade Juno være. Han gjorde det bare ikke. Der var ingen dårlig samvittighed, ingen skam. Den blonde mand han elskede havde trods alt vidst, at det var det, der ville hænde ham, fortalte han ikke, hvad han ønskede at gøre.
"Jeg går ikke ud fra, at du kan garantere mig, at det du har gang i ikke er farligt, så jeg vil ikke spørge efter det." Pax rømmede sig og nikkede dernæst indforstået til Juno, i færd med at rejse sig op. Han havde vist, at han ikke var ude på ballade; at hvad de havde var en samtale, at det ikke afkrævede næver og blod for Juno at komme ud på den anden side som sejrherre.
"Så jeg har i stedet et forslag -" Pax samlede sine arme foran sit bryst og vendte siden til Juno, lod sin sårbare ryg blottesfor ham som tegn på underdanighed. Det var dog, og også det vidste de begge, ikke andet end en illusion. Pax var hurtig og afstanden imellem dem ville gavne ham, skulle Juno miste jordforbindelsen og fare efter ham. Ikke desto mindre var det dog også et tegn på respekt. Pax var trods alt Junos leder - i hvert fald betragtet sådan af de, der var i nærheden.
"Tag Tommy med. I behøver ikke følges, han behøver ikke tage hele vejen derhen men han er hurtig. Hvis noget går galt, kan han hente hjælp. Jeg vil naturligvis ikke være i nærheden -" Pax måtte tie og bide sine tænder sammen, kæmpende med det løfte, han var ved at afgive og den kontrol, han var ved at miste. "Og din hemmelighed vil være sikker hos Tommy, hvis jeg fortæller ham, at det skal forblive sådan. Jeg vil ikke spørge mere ind til det og du vil kunne bevæge dig uden opsyn igen."

Der var en smule tilfredsstillelse i at høre Pax give ham ret i, at hans plan var bedre, end at forsøge at snige sig væk for at være sammen med Hector, og i, at Pax ikke brokkede sig over planen overhovedet, men blot godtog den. At Juno ikke var sikker på, at han nogensinde ville kunne gøre Pax alvorligt fortræd virkede ligegyldigt i den sammenhæng, for han var så vred, at hvis Pax ikke konstant med sit kropssprog påmindede ham, at de ikke behøvede have andet end en samtale for at løse deres problem, så ville det allerede have udviklet sig til mere.
Juno himlede med øjnene af Paxs næste ord. "Er der noget af det, vi laver, der ikke er farligt?" spurgte han irriteret, men rejste sig op med ham, da han indikerede at var på vej op at stå. Han havde stadig mest af alt lyst til at slås med Pax om det. Dér havde hans forhold med Hector været nemmere. De havde været ligeværdige, jævnbyrdige. Der havde aldrig været en klar vinder fra starten, eller nogen fare for, at én af dem ville komme alvorligt til skade. Det havde ikke været andet end drengestreger i forhold til, hvad Pax og Juno kunne gøre mod hinanden. Pax havde været uheldig at få den version af Juno, der ikke længere kunne tåle at blive holdt nede. Selv hvis han vandt en kamp imellem dem, ville Juno sørge for at konsekvenserne af kampen hjemsøgte dem begge. 

Det var virkelig umuligt at vinde med Juno. Paxs kropssprog, hvor end ufarligt, provokerede ham kun. Når man vidste, at Pax var farlig ligegyldigt hvad, var det en tom gestus at han stod, som om han ikke var, ligesom det var tomme løfter, når Pax lovede at Tommy ikke ville sladre.
"Jeg vil ikke have Tommy." Det var nemt for Juno at afslå løftet. At Pax overhovedet var her, med ham, betød at Juno havde overhånden, og selvom han var ved at gå op i sømmene af stress over ikke at kunne bevæge sig rundt uden at vide, at Pax ville høre alt han havde gjort, alt han havde set, alle han havde snakket med, så ville han hellere fortsætte som nu, end han ville lade Pax vinde. 
Tænkte han grundigere over det, vidste han, at det var dumt. Han var nødt til at snakke med Pax om det på et eller andet tidspunkt. Havde planlagt at snakke med ham om det. Men på sine egne vilkår og dét krav kunne han ikke slippe. 
"Hvis jeg skal tækkes med en af dine spioner, vil jeg have Will." Søde, dumme Will, der kunne vildledes. Søde Will, som Juno uden tvivl kunne efterlade et eller andet sted, bagbundet uden anden distrahering end den blonde knægt på sit skød. Søde Will, hvis loyalitet lå lige så meget hos Juno, som hos Will. "Hvis ikke du tør dét, så giv mig i det mindste Hunter." Hvis ikke han kunne få én der elskede ham, ville han have én der frygtede ham. Alt andet end Paxs loyale håndlanger, der ved første mulighed ville lade Pax ændre sine ordrer til at fortælle ham alt. 

Pax bed tænderne sammen, så hårdt at de kværkede. Det var igennem en kraftanstrengelse, at han undgik at dreje rundt på hælen og skrige, at han ikke var så blåøjet, at han ikke så, hvad Juno havde gang i; at Will var nem at manipulere med, at de bedste to godt vidste det.
Det tog to dybe indåndinger før, at Pax havde behersket sig tilstrækkelig til ikke at lade den pludselig fornærmede vrede finde leje i hans stemme: "Nuvel. Du kan tage Will. Hunter er i Ringen." I samme øjeblik at ordene havde forladt hans mund, begyndte Pax at gå i retning af gydens åbning. Hans mænd stod der stadig, men han vidste, at de fra den afstand intet ville have hørt af deres samtale. Og det var godt. Det var faktisk lige som det skulle være.
"Han bestod. I er fri", affærdigede han dem og alle åndede de op i lettelse. To af dem formåede at kaste en opvendt tommelfinger i vejret til både Juno og Pax, skønt deres leder allerede havde vendt ryggen til dem og var sat i en målrettet skridt væk derfra.

Var han fornærmet? Absolut. Pax havde slet ikke været i stand til at kigge på Juno forinden, at han var gået derfra men var han rasende? Nej. Nej, det kunne ikke beskrive det, der rumsterede i hans krop. Skulle sandheden frem, var han på den ene side stolt af Junos selvstændighed. Det var blot stemmen i hans hoved, den, der mindede ham om, at han havde mistet ham to gange før, der fik lov til at kommandere slagets gang. Det var den, han ganske instinktivt satte sin lid til.
Og så var der naturligvis et element af at blive holdt udenfor... forblev hans tanker der, blev han rasende.
Pax bevægede sig i retning af deres hjem, det der lå i det roligere grænseland nær Den Øvre Bydel. Det ville tage Juno en rum tid at opstøve Will og han ville først være i stand til at tage sted - ærede han sit løfte - efter, at det blødkogte æg af en mand havde sluttet sig til ham. Og også det var fint. Det gav Pax rigelig med tid til at forberede sig.

Pax gik målrettet fra hoveddøren og op til soveværelset, hvori han knælede foran sin dragkiste. Han åbnede den med effektive hænder, hvis fingre havde begået så mange tyverier, at det var ligeså let som at trække vejret, og begyndte at finde de remedier, han skulle bruge. Juno ville aldrig opdage det. Han kunne forsvinde i skygger, blive et med sprækker i murværket, bevæge sig lydløst men effektivt henover hustagene.
Han var klar ikke lang tid efter og kravlede ud af vinduet på førsteetagen, hans skikkelse forklædt i mørke klæder, hans ansigt tildækket. Det ville blive skumringstid en time fra nu og dét ville kun gøre det, han havde planlagt, endnu nemmere.

At finde frem til én i Dianthos labyrint af gader var noget nær en umulighed; specielt hvis man ikke anede, hvor man skulle lede eller hvis man ikke kunne spørge sine underordnede om hjælp. Pax så helst, at de bevarede den illusion, han havde spundet dagevis forinden.
Det blev dog nemmere, havde man en umenneskelig lugtesans og arbejdede man sig systematisk fra markedspladsen, hvori man antage at en, der kunne føre en til en anden, befandt sig.
Og ganske rigtigt. Der var han jo...

Juno kunne godt lide at tro, at han kendte sin mand ud og ind. At han kunne forudse ting, hvordan han ville reagere. Den vrede, han genkendte, ulmende under overfladen, dén havde han forudset. Skulle han være ærlig, havde han ikke forventet, at Pax ville kunne forholde sig rolig. En eksplosion ville have været nærmere, hvad Juno havde regnet med, end hvad der faktisk skete. At Pax blot gav ham, hvad han havde bedt om. 
Juno stod tilbage i chok, da Pax forlod ham, uden så meget som at se på ham, og han fulgte også straks, instinktivt, efter ham, hans skridt hurtige for at indhente Paxs lange skridt, men han nåede ikke mere end et par skridt op mod ham, før han sænkede farten igen, for til sidst at stoppe helt op og blot stirre fortabt efter Pax, der bevægede sig længere og længere væk fra ham. Det føltes som en drøm af den onde slags, hvor han ikke kunne bevæge sine fødder, selv hvis han ville, og hvor Pax ikke ville kunne høre ham, selv hvis han kaldte efter ham. Hans hals snørede sig sammen, og han var lettet, da Paxs køtere forsvandt i hver deres retning, uden så meget som at skæve til ham. Det kunne ses på dem, at de ikke havde opfattet det som andet end en opgave af den besværlige slags, men Juno havde indprintet sig deres ansigter og ville aldrig glemme eller tilgive. Flokken var Ulvens, og hvor meget Pax end ønskede at dele den med Juno, var den ikke delt imellem dem, før mænd som dem ville have et moralsk dilemma ved at udføre den slags ordre for Pax. 

Juno stod tilbage med magten til at gøre sin ting alene. Han behøvede ikke at finde Will først. Han kunne bare tage afsted nu, alene. Men netop fordi Pax havde ladet ham slippe, havde fjernet sine køtere fra hans hale, havde ladet ham vælge sin egen beskyttelse, ligefrem givet ham hans førsteprioritet, uden brok og uden trusler, kunne Juno ikke lade være med at føle, at det ville være forræderi af en helt ny slags. 
Han stak hænderne i sine lommer og stod opslugt i sine egne tanker. Det ville ikke gøre ham noget at tage Will med. Fyren kunne efterlades hvor end Juno bad ham om det, var lige så loyal mod ham som mod Pax, og Pax ville ikke have haft tid til at give ham nogle ordre inden Juno fandt ham. Skulle det mod forventning gå galt, var det heller ikke en skidt ide at have én som Will i nærheden. 
Juno tog en dyb indånding, rettede på sit hår, og gik i gang med at opsnuse Will. 

Mørket faldt på, inden han fandt ham, og Juno havde ikke tid til at sætte Will ind i, hvad de skulle eller hvorfor, men fortalte ham blot at han havde lovet Pax at tage ham med sig; at det ikke var farligt, og at han bare skulle gøre, som han fik besked på. 
Juno regnede med at Will ville forsøge at holde på hans hemmelighed om, hvor de havde været, men han vidste også hvor nemt det var at lokke viden ud af Will, og da de nærmede sig deres destination hev han et tørklæde frem, han havde stjålet tidligere på dagen, kun med det formål at binde det om Wills øjne nu, imens han ledte ham det sidste stykke ned ad gaden og, ekstra påpasselig, fordi han havde en dårlig fornemmelse, efterlod han Will på det nærmeste gadehjørne.
"Vent her. Hvis ikke jeg er tilbage om tyve minutter, så find Pax." Mere sagde han ikke, før han forsvandt ned ad gaden og ind i et af husene. 

Derinde ventede en rynket, foroverbøjet kvinde på ham, klar til den byttehandel Juno havde forsøgt at lave lige siden han havde fundet frem til hende. Han havde krystaller til hende, og hun havde en medaljon til ham. Én, der ifølge hende indeholdt evnen til at forvandle sig til ens sjæledyr. Med intet andet end medaljonen mod huden og vand over den, skulle den opløses og forsvinde ind under ens hud. 
Mod Junos forblev den dog fast, omend det føltes som om gulvet sejlede under ham. Des mere de prøvede, des værre fik Juno det, som prøvede medaljonen at suge sjælen ud af ham, indtil det til sidst føltes som at tage et shot, når man allerede er ved at kaste op, og Juno endte med at kaste op ud over hendes gulv. Her var det dog ikke som at have drukket for meget, for det hjalp ikke den mindste smule, at få tømt maven, tværtimod sejlede alting kun mere, da Juno pludselig også havde en tom mave.
"Det er fordi du har to evner, knægt. Skil dig af med den ene. Så virker den," lovede den gamle kone, og blev mødt af Junos skeptiske blik. "Jeg ved hvor du bor, hvis det ikke gør." Truslen lod til at prelle af på den gamle kone, der blot foreslog at de kunne annullere købet, hvis Juno tvivlede på hendes vare, hvorefter Juno straks gemte medaljonen i en lomme. Den var det eneste håb han havde indtil videre. 

Hans hud var bleg, da han trådte ud af huset igen, hans puls hurtig og hans vejrtrækning overfladisk. Hans kinder skinnede af sved fra lygternes orange skær og pludselig virkede Will meget langt væk, som han stod længere nede ad gaden, fuldstændig blind for hvor skidt Juno havde det. Det var ikke mere end tyve skridt der adskilte dem, men en bølge af ubehag strømmede igennem Juno igen, der tvang ham til at falde ned på knæ og, med hjertet i halsen og brosten, der føltes som om de sejlede under ham, pressede Juno sin pande mod de kolde brosten og forsøgte at få sin vejrtrækning under kontrol igen. Han vidste ikke, hvor længe han havde været inde hos heksen, men han håbede og bad til, at Will snart ville løbe tør for tålmodighed og finde ham. 

Pax fulgte efter Will, indtil Juno omsider fandt frem til ham. Det blødkogte æg havde ikke haft travlt med sine foretagende forinden og lyste op i et solskins-smil, da han fik øje på den blonde mand. Dét fik Pax til at skære en grimasse af besidderisk arrigskab, velvidende de var venner og at Will var en smuk mand; at han før havde stjålet Junos øjne fra ham.
Han fulgte dem igennem byen, nogle gange forsinket af forhindringerne på hustagene; andre gange så tæt på, at han kunne høre Will's evindelige talestrøm og Junos knappe svar. Hans skridt var lydløse og han lod sig bevidst sakke bagud, når han spejdede stejle fald forude, de der ville resultere i dybe hop og tilhørende larm, hans magiske øje en særlig fordel, skulle man bevæge sig uset.
Det kom ikke bag på Pax, at Juno parkerede Will et stykke fra sin destination. Han havde ikke regnet med andet, ville selv have gjort det samme. Selv fulgte han dog efter, ikke villig til at blotte sig selv for Will og også ligeglad med fyren nu. Hvis det gik galt for Juno, var han ikke til megen hjælp alligevel.
Juno forsvandt ind i et hus; et af dem der lignede alle andre og som Pax øjensynligt var gået forbi før uden at skænke en tanke. Taget var dog af stråtag og skråt som i Zaladins forgård, hvormed Pax hurtigt dømte det utilregneligt og umuligt at bestige. Det efterlod ham ikke med anden mulighed end at gemme sig i skygger fra store skorstene på en bygning skråt overfor; han kunne, som i et skyggespil, se hvad der foregik derinde, hvordan Juno købte et eller andet, noget småt, og dernæst hvordan den gamle kone og han gik i gang med et arbejde. Han kunne intet høre og skønt han så, hvad der hændte, blev han ikke blevet klogere på, hvad der foregik.
Det efterlod dog Juno i en forfalden tilstand, og det rev og sled i Pax efter at stikke i løb og hjælpe ham. Netop som han havde besluttet at give pokker i at forblive uset, trådte Will dog ind i hans synsfelt, hans ansigt fordrejet i forskrækkelse.
Pax' hjerte begyndte at hamre, dens takt næsten uregelmæssig, da han så Will ligge sine arme om Juno i et forsøg på at løfte ham op. Han kunne ikke høre, hvad han sagde, døv af sit eget hidsige hjerteslag, og for blot et øjeblik måtte han kigge væk, da Will lagde sin ene hånd mod Junos kind, ikke sikker på, at han ikke ville save den af i rent og skært raseri.

Det sortnede for Junos blik og den eneste måde, han kunne måle, hvor lang tid der var gået, da Will pludselig sad ved hans side, var på, hvor dårligt han stadig havde det - der kunne ikke være gået længe. Hans hud var kold, men våd af sved, men det stoppede ikke Will fra at forsøge at gribe fat om ham. Allerede da kæmpede Juno imod og daskede svageligt Wills hånd væk. Han havde ikke lyst til at sætte sig op, men gjorde det alligevel, for meget kunne man sige om Will, men han var god, og Juno havde tydeligvis forskrækket ham, så han var bange for, at Will ville tvinge ham med hjem til Pax, hvis ikke han kunne tage sig sammen til at se ud som om han havde det okay. 
Han var stadig bleg og svimmel, selv da han satte sig op, og endnu en gang måtte han skubbe Wills arm væk med et ryst på hovedet, da manden forsøgte at løfte ham helt op at stå. "Ikke endnu," bad han, hans stemme knap nok hørlig. Hans krop føltes som om den ikke tilhørte ham, som kunne han ikke selv længere kontrollere dén eller sin stemme, og det var en lettelse at høre, at han godt kunne bruge sin stemme, hvis han forsøgte. 
"Han må ikke se mig sådan her." Det var en bøn, og ikke en særlig effektiv én, for øjeblikket efter vippede hans hoved fremover, vægten af det for tungt for Junos svimle krop. Den bekymrede mand foran ham lagde én hånd mod hans kind og den anden mod hans pande, kun for øjeblikket efter at tørre sved af i sin trøje. "Jeg ved ikke, Juno..." Begyndte ham, men han nåede ikke længere, før Juno selv bukkede under. Han havde det dårligt og det eneste, han ville have var Pax. Han kunne ikke forestille sig andet, der ville virke. Ikke mad eller drikke, ikke et varmt tæppe eller en lur. Han ville bare have Pax. 
"Okay," mumlede han og kæmpede for at kunne læne sig op imod en husmur, så det ikke længere var Will, der holdt ham siddende. "Det røvhul er sikkert ikke langt væk alligevel," mumlede han, hans stemme håbefuld, selvom han på ethvert andet tidspunkt ville have været rasende, hvis Pax ikke havde holdt sit løfte om at lade ham styre det selv. Først da Will rejste sig op for at kontakte Pax, lod Juno tårerne trille ned ad sine kinder. En skælven gik igennem hans krop og han forsøgte igen at tage nogle dybe indåndinger, hans øjne lukkede og hans hjerte galoperende.

Pax lod igen sit blik finde Juno og Will; deres skikkelser små fra hans position på hustaget, lænende sig op af en høj skorsten. Han kunne ikke høre, hvad de sagde men da han så, at Will var sat i løb i retning af nogle af rørene, vidste han, at de begge søgte efter hjælp.
For blot et øjeblik blev han stående, overvejede hvad han skulle gøre. Juno ville være rasende, opdagede han, at han var fulgt efter men Pax var efterhånden ligeglad. Han stolede ikke på Will, stolede ikke på, at han ville vide, hvad der skulle gøres og Juno var ikke i stand til at kommandere med ham. Når alt kom til alt, var hans beslutning nem og da Pax begyndte at bevæge sig var det målrettet og hurtigt.
Will var den første, der bed mærke i hans skikkelse, hastigt gående henover brostenene i retning af Juno. Han rev sin hætte ned, dernæst klædet der havde maskeret hans ansigt. Wills skuldre faldt tilbage på plads og da han begyndte at gå Pax i møde, viftede han ham væk. "Underret Edward. Hvis han ikke er der hjemme, sidder han på kroen." Pax stoppede ikke op for at videregive sin besked, fortsatte blot i retning af Juno og snart efter satte Will også afsted.
Pax lod sig dumpe ned på hug, hans hænder allerede omkring Junos kinder. "Du kan være sur på mig, efter jeg har fået dig hjem i seng", brummede han, alt imens han afsøgte Juno efter tegn på, hvad end der foregik. Han var ligeglad med, at den anden ville regne ud, at han havde befundet sig i nærheden, øjensynligt fulgt efter ham dertil. Det betød ikke noget, når den blonde mand ikke var rask.
"Jeg ved stadig ikke, hvad du har gang i, så bare rolig." Pax strøg ham over kinderne, hvorefter han tog Junos ene arm og lagde den henover sin egen skulder, samtidig med ham selv begyndte at hejse ham op.
Pax begyndte at bevæge sig afsted, Junos vægt liggende mest på ham selv. Han kyssede den andens tinding, hans kys hårdt og langt, men derefter fokuserede han på at få Juno afsted.

Juno åbnede først sine øjne, da han følte et par varme hænder imod sine kinder, og da hans blik mødte Paxs, var han ikke sikker på om det var en feberdrøm eller virkelighed, før han indåndede duften af ham. Det var så velkendt og præcis en duft, at han var sikker på, at ingenting kunne maskere sig som den. 
Det var helt underligt at høre ham sige, at han måtte vente med at være sur på ham, når Juno havde det omvendt. Han var bange for, at Pax ville være sur på ham. Han var sikker på, at han fortjente den største røvfuld nogensinde. Men Pax gjorde ikke andet end at tjekke hans tilstand, og Juno kunne slet ikke overveje at være sur på ham. Tværtimod var han kun taknemmelig for at Pax var fundet hen til ham så hurtigt. 
Med et suk lod Juno sig hive op på sine ben, taknemmelig for at Pax ikke udnyttede hans svaghed til at at hive hemmeligheder ud af ham, men lod ham have dem for sig selv - og forsikrede ham om, at han havde dem for sig selv.  Juno snøftede og gemte sit ansigt ind mod Paxs skulder imens de gik, Junos fødder knap nok rørende jorden. 
"Jeg har det fint," lovede han mumlende. "Jeg bad bare Will finde dig fordi.. jeg har det bedre sammen med dig." Juno kunne godt lide at tro, at han ikke havde brug for professionel hjælp og han havde da slet ikke lyst til at snakke med Edward om, hvad der havde været skyld i hans tilstand, men han kunne heller ikke nægte Paxs hjælp, når han knap nok kunne stå på egne ben og Pax var nødt til at holde ham oppe, hans hud stadig fugtig af koldsved. I det mindste var hans hjerterytme sat en smule ned, efter Pax havde fundet ham. "Du var i nærheden," konstanterede Juno også, uden at blive mere behjælpelig med at gå, og indåndede også kun duften af ham dybere. Han havde ikke tænkt sig at skælde Pax ud. I det mindste ikke før, Pax begyndte at skælde ham ud for at have været uansvarlig. 
"Kan vi tage hjem til os? I stedet for til Edward?" spurgte Juno mumlende, da han ud af øjenkrogen genkendte området de befandt sig i. Det eneste Pax havde hjulpet på, var hans hjerterytme, men det var også nok til at Juno allerede følte sig meget mere sikker, selv som hele hans krop skælvede igen. 

Pax skar en lidende grimasse. Junos ord var slørede, hans ansigt ligblegt og Pax bar det meste af hans vægt, hans krop tilsyneladende for tung. Han købte ikke, hvad Juno forsøgte at sælge, overbevist om at den anden måske følte sig okay men at det ikke var virkeligheden. Og ja, han havde været i nærheden men heller ikke dét, svarede Pax på.
"Nej, jeg vil gerne lige have Edward til at kigge på dig", sagde han, en smule stakåndet af anstrengelse. Pax rømmede sig og stoppede brat, hans arme straks efter omkring Junos skikkelse i et knusende kram. "Du har det af helvedes til. Så snart han siger, du er okay, så tager vi hjem. Lad være med at besvime", mumlede han kærligt nær Junos ene øre, hvorefter han kyssede hans våde kind og atter satte af sted.

De nåede Edwards hus ikke lang tid efter, helbrederen stående i døren og spejdende efter dem. I samme øjeblik de gamle øjne fandt dem, gik Edward indenfor igen for at gøre hans modtagerværelse - stuen, det største og det første rum, man trådte ind i ved ankomst - klar til Juno.
De udvekslede ingen velkomst, Pax fokuseret på at få bakset Juno ned at ligge. "Jeg ved ikke præcist, hvad der er sket men han stinker af magi. Det er som små stød i mine næsebor", begyndte Pax lavmælt men målrettet at forklare. Hans ansigt var fordrejet af bekymring, ikke i stand til at skjule det og de tofarvede øjne forlod ikke Junos skikkelse. "Og jeg tror, han har feber."
"Få skjorten af ham. Er Isiodith i byen?"
"Ikke mere. Du er alene. Hvorfor?"
Edward fandt remedier, hans forældede krop ligeså målrettet og effektiv som Pax'. "Hun ser ting, jeg ikke kan. Jeg ville gerne kigge ind i ham. Hvis det er hans chakra, der er pillet ved... ved du, hvad han har lavet?"
Pax rystede tavst på hovedet og satte sig ved af Juno, forsøgte at finde hans blik med sit. "Hey. Jeg tager lige trøjen af dig. Fryser du?", spurgte han hviskende, hans ene hånd strygende kærligt henover Junos hvide kind.

Juno kunne ikke få sig selv til at kæmpe imod, da Pax insisterede på at få ham hen til Edward. Han vidste, at der ikke var noget han kunne sige for at få ham til skifte mening, og han havde ikke energien til at få sig selv til at fremstå som havende det bedre, end hvad han havde. Alligevel søgte han efter noget, han kunne gøre for at undgå at se Edward, helt indtil Pax stoppede op og lagde sine arme om ham. Juno gengældte ikke bevægelsen, hans arme for tunge, men nikkede ind mod Paxs brystkasse, for at overgive sig til hans beslutning. Han kunne klare sig igennem hvad som helst, så længe Pax var sammen med ham, inklusiv hvad han var sikker på ville være snagende spørgsmål fra Edward. 

Hjemme i sengen hos Edward rullede Juno sig op i samme beskyttende fosterstilling, som han havde søgt på brostenene, da den ældre dame først havde smidt ham ud, og selvom han hørte hvad der blev sagt omkring ham, lød ordene som om de kom langvejs fra. Han vidste, at han burde fortælle Edward, hvad han havde lavet, men han var ikke klar til at fortælle det til Pax endnu, og selv hvis Pax lod dem være alene, gad han ikke høre på Edwards formaninger om ikke at lege med magi, eller at bekymre sig om hvor meget Edward ville fortælle videre til Pax. Desuden føltes det stadig som om han ikke ejede sin egen stemme, og han nøjedes også med at nikke, da Pax spurgte ham, om han frøs. Han hjalp heller ikke Pax, da den anden begyndte at hive trøjen af ham, men tænkte kun på at ligge, så han selv havde det bedst muligt. 
"Jeg har det fint," mumlede han endelig, hans ord slørede og hans øjne faldet i. "Alt jeg har brug for er... dig." Med besvær møvede han sig mod kanten af sengen, som for at give Pax plads til at komme ned i den også og trak også svageligt i hans arm, for at få ham med ned. 
"Hvis du kan flirte, kan du også fortælle mig, hvad du har lavet!" Rasede Edward, hvilket kun fik Juno til at trække sine knæ tættere op til sig og begrave sit ansigt i puden. Det var det tætteste han kom på et høfligt 'nej'. 

Pax kunne ikke smile af Junos ord, hans bekymring for dominerende en størrelse i hans krop. I stedet for at svare, strøg han Juno henover det blege ansigt, hans hånd fugtig af sved derefter.
Hans tofarvede blik skred til Edward og Pax rystede på hovedet. "Lad det ligge." Pax vidste ikke hvorfor, men det var pludselig blevet vigtigt for ham, at Juno holdte sin hemmelighed skjult. Om det var fordi, at den svandt ind og blev til ingen ting konfronteret med Junos sygdom, eller om det snarere handlede om respekt, ville Pax end ikke gætte sig til. Edward gjorde dog som han fik besked på, og tav med en arrig vrissen. Det var ikke hver dag, at Edward arbejdede på en krop, han ikke anede, hvad var blevet udsat for og det komplicerede unødvendigt processen.
Pax sparkede sine støvler af og kravlede op at sidde ved siden af Juno. En så lang mand burde ikke kunne gøre sig så lille, men Pax formåede det, ivrig efter at give Edward plads til at arbejde men samtidig at være tæt på Juno. Hans hænder var hele tiden i nærheden af den andens ansigt og hans mund tæt på Junos øre, hviskende forklaringer på hvad Edward foretog sig før, at han gik i gang. Havde Pax selv kæmpet mod bevidstløsheden, havde det været altafgørende, skulle han ikke begynde at kæmpe imod.

Pax anede ikke, hvor lang tid der gik derefter. Måske en time, måske mere. Da Edward omsider rejste sig op, var udmattelse dog tydelig at spore i hans gamle øjne og hans vejrtrækning overfladisk af anstrengelse over den smule magi, han havde været nødt til at bruge. Edward gav Pax besked om, at de ikke kunne gå nogen steder og at Junos krop øjensynligt kunne kæmpe mod, hvad end det var, på egen hånd. Hans miksturen kunne tage det værste men han anbefalede ikke at flytte på ham, hvormed han ikke lang tid efter forsvandt ud i køkkenet og lukkede døren efter sig.
Pax lagde sig ned og strøg Juno henover håret, hans blik ikke villig til at forlade hans. "Hvis du dør fra mig nu, så hader jeg resten af mit liv", hviskede han og forinden, at han kunne nå at stoppe sine ord i at undslippe hans mund. "Jeg har mistet dig nok gange til at kunne holde det ud en gang til." Og det var sandt. Hvis Juno forsvandt... Pax var ikke sikker på, han kunne overleve det for tredje gang.

Juno skævede frem fra puden, da Pax tog hans side. Selv i sin svage tilstand kunne han forstå, at Pax havde gjort noget stort. Han havde ikke behøvet lade Juno holde sin hemmelighed. Med en smule pres nu, fra ham og fra Edward på samme tid, med nogle formaninger om, hvor svært det ville være at holde ham i live uden, kunne de måske godt have fået nogle svar ud af Juno, selvom han ikke havde den mindste smule lyst til at give dem. 
Med Pax på sin side turde Juno også at folde sig ud igen og gjorde det med stort besvær, fordi han havde følelsen af at blive kvalt, og han forsøgte at hive en trøje af sig, der ikke var der, inden han gav op, hans hænder skælvende og hans vejrtrækning besværet. "Pax," hviskede han, som kunne den anden hjælpe ham blot ved at blive kaldt på, og vendte sit ansigt mod hans, hans øjenlåg lige så tunge som resten af hans krop. På trods af Paxs forklaringer af, hvad der skete, forsøgte Juno stadig fra tid til anden at slå Edwards arbejdende hænder væk, eller mumle usammenhængende om, at han ikke havde brug for deres hjælp. 

For Juno føltes det som om der gik flere dage. Han var varm, så kold, hans krop fugtig af sved, men samtidig skælvende af kulde. Edwards mikstur hjalp noget, men Juno havde det på ingen måde godt, da den gamle mand lod dem være alene igen. Han havde dog nok styrke til at kunne åbne sine øjne, da Pax talte til ham. 
"Jeg dør ikke," hviskede Juno tilbage, hans stemme hæs. "Jeg er ikke færdig." Det var både en advarsel og en konstatering. Juno havde tænkt sig at prøve igen, om han så skulle få det samme resultat igen. Han kunne ikke dø inden det lykkedes, men han havde heller ikke tænkt sig at stoppe, bare fordi det føltes som om hans indvolde var ved at omarrangere sig selv.
Han sukkede dybt og skar en grimasse, imens han lagde sig om på siden, så han bedre kunne møde Paxs blik. Hans muskler var feber-ømme, som ville hans krop hellere at han lå fuldstændig stille et par timer, imens den helbredte sig selv. 
"Er du sur på mig?" Hans blik var sløret, men hans ord direkte. "Jeg lover at... det bliver det værd. Jeg vil så gerne - " Juno tog en dyb indånding, hans vejrtrækning stadig besværet. " - fortælle dig om det. Snart." 

Pax brød sig ikke om Junos svar, skønt han vidste, at det var sandheden. Den blonde mand var ikke færdig og ville ikke se sig tilfreds før, at han havde opnået det, han havde sat sig for - eller han blev tvunget til at opgive, når Kile kom efter ham...
Ikke, at Pax sagde den tanke højt. Hvad han i stedet mumlede var: "Det ved jeg godt." Dernæst afgav et løfte, et, han havde altid havde gået rundt med, men aldrig direkte havde formuleret med ord: Hvad end der skulle til, hvad end Juno skulle igennem, ville han hjælpe ham. Han behøvede end ikke at vide det. Han skulle bare være der.
"Jeg er ikke sur", skyndte Pax sig at forsikre ham, alt imens han langsomt nærmede sig Junos skikkelse. Han lagde sig så tæt på ham han kunne uden at røre ham, velvidende han altid var lidt for varm og at Juno allerede kæmpede mod en indvendig hede. Ikke, at det var nemt og Pax kunne heller ikke stoppe sig selv fra at røre ved Junos hænder eller ansigt. Hans berøringer var blide og kærlige, hans ansigt fordrejet af bekymring, han ikke kunne slippe. Junos tilstand syntes ikke at blive bedre.
"Du er mere værd end alt andet. Hvad end det her er... Du behøver det ikke." Pax vidste, at det var nytteløst men Juno var nødt til at høre ham sige det højt. "Jeg elsker dig. Du er det bedste i mit liv. Og jeg tror, at du gør det her... på grund af mig. Hvad har jeg sagt? Hvad har jeg gjort?" Pax havde ikke bidt mærke i, at hans stemme lød mere og mere desperat, men det gjorde den; stille og virrende af panik.

Lettelse strømmede igennem hele Junos krop, ved Paxs forsikring om, at han ikke var sur på ham. Alligevel forblev hans muskler dog spændte, effekten af at have forsøgt at tvinge en tredje evne ind i sig endnu hængende i den. Det lykkedes med noget anstrengelse Juno at indånde duften af Pax, da han lagde sig tæt på ham, og han gengældte også Paxs blide berøring, selvom hans arm værkede, da han rakte ud for at kunne stryge sine fingre over hans underarm. 
Juno blev defensiv fra det øjeblik Pax forsøgte at tale ham ud af det. Han vidste godt, at han ikke behøvede. Han vidste godt, et eller andet sted, at det ville være dumt at dø over. Men han havde ikke tænkt sig at dø. Han havde højst tænkt sig at gentage forsøget fra denne gang. Næste gang ville han finde en smartere måde at gøre det på, og først - først ville han fjerne en af sine nuværende evner. 
Han havde en plan og han kendte sine grænser. At det var gået så galt i dag, var kommet bag på ham, men Will havde trods alt været der. Juno havde det ikke dårligt nok til, at han på nogen som helst måde, ikke engang overfor sig selv, ville indrømme at han havde været i reel fare.
Des mere panisk Paxs stemme blev, des mere lagde Junos forsvar sig dog også, og han var rolig igen, da han svarede ham; "Jeg elsker også dig." Juno trak sig ind mod Pax og strejfede hans læber med sine, den anden mands læber brændende varme mod hans, men han blev liggende hvor han var, hans krop og ansigt kun lige præcis ikke rørende Paxs. 
"Jeg gør det af selviske grunde. For mig. Det er - det er fordi jeg elsker dig, men.. det er for mig." Juno mumlede sig igennem et svar. Det var svært at fortælle Pax, hvor meget det virkelig var for ham selv, selvom det udsprang af hans kærlighed til ham, når han ikke ville fortælle, hvad det var han ville. 
"Jeg..." Juno slog sit blik væk fra Paxs. "Hvis jeg fortæller det, lover du så at lade være med at forsøge at stoppe mig? Ligegyldigt hvor dumt det er?" Al den fysiske belastning og forskrækkelse havde ikke fået en eneste tåre frem hos Juno, men bare tanken om at dele sandheden med Pax, fik en klump til at sætte sig fast i halsen på ham. 

Pax forblev liggende, hvor han var. Ikke af lyst men af nødvendighed; Junos krop kogte, skønt den også rystede af kulde og Pax vidste, hvad hans egen kropsvarme ville gøre ved ham. Da Juno dog blidt pressede sine læber mod hans - Pax bemærkede chokeret, at de var brændende varme - gengældte han ivrigt det kortvarige kys. Skønt Juno lå lige ved siden af ham, så tæt de overhovedet kunne foruden at røre hinanden, savnede han ham; som havde han ikke set ham i en evighed.

En eftertænksom og forvirret rynke fandt vej til mellem Pax' øjenbryn, da Juno skælvende indviede i at forklare ham, hvad han havde af planer. Han havde ikke set den komme, været overbevist om, at tiden ikke var kommet dertil og pludselig hæmmet af overvejelser. Pax havde før gjort sit bedste for at Juno skulle fortælle ham sin hemmelighed; hvis han ikke selv, fuldstændig åbenlyst og provokerende, var gået efter Juno, ikke ladet ham være alene, var nogle af de andre. Pax havde ikke ville ligge skjul på det og hvor vred havde han ikke været utallige gange siden? Alligevel kunne han ikke få sig selv til at sige ja, til at modtage forklaringen og han vidste ikke hvorfor. Normalt var Pax ikke tynget af samvittighedskvaler og slet ikke når det kom til aspekter af Junos eksistens. Så hvad var problemet?
Pax rømmede sig og trak lidt på den ene skulder. "Jeg vil helst, at du fortæller mig det, når du er rask igen. Fokuser på det", mumlede han lavmælt og strøg atter Juno over håret, hans hånd næsten tøvende.
Derefter blev Pax stille for en kort rum tid. "Jeg elsker dig", hviskede han igen, som havde han ikke sagt det i utallige dage. "Jeg elsker dig. Det er lige meget. Lad mig hjælpe dig."

Pax behøvede ikke at sige mere, end hvad han gjorde, for at få Juno til at forstå, at han havde savnet ham, for Juno havde det på samme måde. Selvom Pax konstant havde været irriterende tæt på, så havde han savnet at føle sig elsket af ham. Havde savnet at ligge med ham og føle sig tryg, og ikke presset til at fortælle, hvad han havde gang i. Der havde været en kløft mellem dem, lige siden Juno havde besluttet sig for at have en hemmelighed fra ham, og han længtes efter at udligne den kløft, så de kunne blive fuldstændig tætte igen. 
Derfor var det også underligt, da Pax afslog at få hans hemmelighed at høre. Et øjeblik føltes det som en afvisning af at de kunne blive så tætte igen, men så gentog Pax at han elskede ham, og det hjalp Juno til at forstå, at det ikke var dét der skete. Han var ikke sikker på hvad det så var, der stoppede Pax, men hvis det var fordi han følte, at han tvang en hemmelighed ud af Juno, når han var svagest, så kunne Juno godt acceptere dét. Han kunne godt vente med at fortælle ham det. 
"Jeg elsker også dig. Jeg fortæller dig det, når jeg har det bedre," lovede han mumlende og tog en dyb, skælvende indånding. "Men du lover alligevel at lade være med at stoppe mig, selv hvis det er dumt, ikk?" spurgte han, velvidende at det var mere sandsynligt at han fik sin vilje nu, end senere. Bare fordi Pax havde kvaler med at tvinge noget ud af Juno, når han havde det dårligt, betød ikke at Juno havde de samme kvaler med at udnytte sin tilstand til at få noget fra Pax. 
"Jeg vil ikke have din hjælp, det er hele pointen." Juno skubbede svageligt sit knæ op imod Paxs lår, i noget der skulle have været et spark, men mest bare var et puf til den anden. "Jeg kan godt uden. Det eneste jeg skal bruge fra dig er.. din tilladelse." Det var for meget sagt - det var alt for tidligt at bede om tilladelse. Først når Juno vidste, at det var sikkert og muligt, havde han tænkt sig at indvilge Pax i sit ønske og samtidig bede ham om lov til at blive det samme som ham. Der var for stor risiko for at Pax med det samme ville beslutte sig for ikke at give sin tilladelse, men Juno tænkte ikke klart, og ordene var ude af hans mund, før han havde fået tænkt sig om.

Pax nikkede men foruden i grunden at vide hvorfor. Først lidt efter skulle det gå op for ham, hvad han havde bekræftet; at Juno ville vente indtil, at han var rask. Det passede Pax fint, for skulle han være ærlig, var han ikke sikker på, at han var i stand til at tage imod hemmeligheden; beskytte og holde den tæt som han burde. Ikke når Juno lignede en, der var et hårstrå fra at blive taget fra ham af Kile.
Pax skar en grimasse, ikke videre tilfreds med Junos forespørgsel. Han ønskede ikke, at den anden skulle søge hans tilladelse men samtidig forstod han også godt hvorfor, at det var blevet sådan. Han havde ikke gjort Junos liv nemmere den sidste måned. Og pludselig følte han skyld.
"Jeg er her", mumlede Pax dog prompte. Det var det eneste, han kunne sige, der virkelig indfangede alt han følte: han var der, uanset hvad end Juno bad om.

Pax strøg Juno henover håret og bøjede sig frem for at kysse hans brandvarme pande. "Sov. Sov og bliv rask. Du går ingen steder, hører du?" Pax' stemme var lavmælt og fuld af bekymring til trods for ordren og truslen de egentlig lagde op til. Han kyssede Juno endnu engang før, at han rejste sig op i en glidende bevægelse og gik afsted efter koldt vand.
Han svarede ikke Edward, da han landede i køkkenet men begyndte at hive sit overtøj af i stedet. Den gamle helbreder havde allerede fundet et fad og krus frem, hvormed det ikke tog Pax lang tid at fylde begge med vand fra brønden i gården og vende tilbage til Junos side.
"Drik lidt", mumlede han, hvorefter han holdte et krus op til Junos læber og tippede det ganske lidt. Efter Juno havde taget de slurke, han ville have, stillede Pax kruset fra sig og stak kluden i vandet. Forinden at han skiftevis lagde den mod Junos pande og håndled, vred han den en smule men ikke meget op. Nok frøs Juno fra tid til anden, men det blev pludselig vigtigt at køle ham ned, når han havde det varmt.
"Jeg elsker dig. Det er bare mig. Jeg er her. Sov. Jeg passer på dig."