Blæksprutten 29.03.2021 19:24
Efter flere timers søvnløshed i den store seng i Enzels værelseskammer, satte han sig op og kiggede ud i rummets mørke. Der var mørkt, men det var nu ikke noget problem for en halvkat. Han havde i hvert fald intet problem med at se sig til siden, hvor det andet nøgne halvdyr sov lige så stille, men dybt. Nicola måtte være meget træt ovenpå den hårde dag som Enzel havde udsat ham for, og selvom det var meget mod Enzels vilje, lod han ham sove lige nu. Det ville dog hjælpe på Enzels søvnproblemer, hvis han fik lidt hjælp til at falde i søvn, men han havde lovet ham… at lade ham være…
Dovent strakte Enzel sin slanke, nøgne krop, inden han lydløst rejste sig fra sengen, for at bevæge sig hen til sin lille skrivepult, hvor han hældte bundresterne fra den Sydmedanske vin op i sit vinglas, og tog plads på den bløde, blomsterpolstrede stol. Han vejede glasset i hånden og lod dets indhold snurre lidt, mens hans øjne gled hen over det råhvide pergament foran ham. Han havde ikke pakket sit skrivegrej væk efter næsten at have flået pelsen ud af hovedet, natten før Nicolas tilbagevenden. Selvom behovet for at sætte sig til at skrive et brev til hans elsker og ven burde være uvigtig for ham lige nu, så var hans tanker pludselig så klare, og han kunne måske få nogle tanker ned, der ikke lød helt så håbløse, som de første udkast havde lydt, som han havde gennemgået dem.
Han dyppede fjerpennen i det purpurfarvede blæk og skævede sig kort om skulderen, for at se om Nicola stadig lå og sov som før. Men Enzels skarpe hørelse kunne nok advare ham bedst, hvis Nicola skulle røre på sig. Så Enzel begyndte at skrive. Enzels skrift var ikke så forfinet som man skulle tro af en mand af hans rang. Han havde trods alt kun lige lært at skrive og læse, men selvfølgelig gjorde han sit ypperste på at skrive pænt og let forståeligt…
Skrev han uden så meget som at tøve, hvorvidt han skulle omtale sin elsker med så store kærlighedsord, men det var jo nu engang sådan han var og altid havde været.
Hvordan har du det? Jeg håber ikke, at du trives alt for godt i dit lille værksted, da det vil smerte mig at høre, at ensomheden kun er gået efter mig, og har ramt mig så nådesløst efter vores affektbetonede brud. Jeg må stå frem som den første og ærligt indrømme, at jeg har været tæt på at fortryde min beslutning om ikke at møde dig igen. Heldigvis har jeg formået at holde mig standhaftig i min beslutning, også i forhold til at sende nogle af de tanker, der opstod i mit dumme hoved, det første døgns tid uden dine stærke arme om mig. Jeg forstiller mig, at du har klaret dig igennem de hårde dage, ved at arbejde lige så flittigt og fokuseret som altid, kæreste P.
Jeg skriver til dig nu, fordi tingene har ændret sig for mig på ganske kort tid. Ligesom alt så sortest ud og jeg gradvist var ved at lukke af for mine forpligtelser over for pigerne, er min ægtemand endelig vendt hjem til mig igen. I live, som du jo så irriterende blev ved med at holde fast i, selv da jeg var overbevist om, at han var død og borte for altid. Det undskylder jeg nu for.
Min mand har fortalt mig det hele. Om hvordan Asad havde gjort ham fortræd med sin fysiske magt og sin magi, der svækkede hans syn. Min mand var blevet efterladt i Dianthos’ gader, og han kunne ikke finde hjem til mig igen før i går morges. Jeg kan ikke beskrive hvor glad og lettet jeg er for at være genforenet med min kærlighed igen, men jeg kan afsløre, at det er stærke følelser, som jeg har svært ved at rumme i mit ellers slidstærke sind.
Naturligvis bebrejder min mand mig for at have solgt ham ud til en mand jeg ikke havde udført nok baggrundstjek på. Men du må forstå, at vægten af de mange krystaller som han gav mig, var temmelig overbevisende i sig selv. Havde jeg kendt mandens sande intentioner, ville jeg aldrig være gået med til det, for på mange måder ødelagde han min mand, og jeg kan dårligt kende ham igen. Jeg har meget svært ved at blive afvist i vores seng, men jeg har lovet at give ham ro for nu. Men du ved jo lige så godt som mig, hvor utålmodig jeg kan være, hvad det angår. Jeg er ikke meget bedre end en savlende, loppebefængt gadekøter i løbetid, og det har jeg dig til takke for, P, men jeg tilgiver dig for nu.
Pludselig hørte Enzel Nicola røre på sig ovre fra sengen, og Enzel var klar til at vende pergamentet rundt i et forsøg på at skjule, at han var ved at skrive et brev i midten af den stille nat. Det ville dog tvære blækket ud og gøre brevet mere eller mindre ulæseligt, og selvom Nicola slet ikke kunne læse, skulle han under ingen omstændigheder opdage, at Enzel lod sig holde vågen, for at skrive til en anden mand. Men heldigvis var lydende fra Nicola ikke andet end de sædvanlige klynkelyde han lavede om natten, og så snart Nicola faldt til ro igen, kunne Enzel fortsætte sit skrivearbejde…
Jeg ved godt at jeg ikke har været den bedste ægtemand i verden på det seneste, men jeg vil gøre mit bedste for at rette bod på mit bedrag. Derfor står jeg ved mit ønske om, at lade mine gode minder om dig forblive minder. Det er sikkert også det bedste for dig og dit forhold til din hustru. Du har godt nok udtrykket at du bryder dig meget lidt om hende, men du har nu engang valgt hende over mig.
Dianthosianerne tror på livet efter døden, så jeg prøver at forstille mig det samme. Måske vi kunne dele et liv sammen efter dette. Det ville formentligt blive et langt simplere liv, og måske også lykkeligere.
Hav det godt, min ven. Hvis jeg må bede dig om en sidste tjeneste, så sørg for at brænde mit brev i kakkelovnen.
Din E
Nicola havde ikke ænset at han lå alene i sengen, for han sov tungt endnu. Enzel kunne tilpas nå at vente på at blækket på pergamentet skulle tørre, inden han forseglede det med voks og stemplede det med et rosestempel. Nu skulle de bare afsendes med buddet, så snart det blev morgen.