Det var ikke længe før Caedmon ville drage videre, så det var bare med at holde sig ude af syne. Han var stadig kun på fri fod fordi han flygtede, og kun guderne måtte vide hvad der ville ske hvis han blev fundet af manden der havde købt ham. Hvilket sted var bedre at gemme sig end langs bymuren? Der var så stille, folk der gik her skulle formodentlig et andet sted hen og det var nok det sidste sted enhver der kendte Caedmon ville tro han var gået hen.
Han sad op langs muren og mærkede den varme sol på hans ansigt. Han havde formået at anskaffe sig en smule mad men den havde han tænkt sig at gemme til senere. Der var ikke noget værre end at ende med at skulle sove på tom mave, så han ville hellere føle sig sulten gennem dagen. Han lukkede øjnene i og lænede sit hoved tilbage mod muren. Maven knurrede svagt og sulten havde gjort ham døsig. Dog kunne han altid bare tage sig en kort lur før han skulle videre, omend indtil en vagt skubbede til ham og bad ham om at skrubbe af. Et kort suk flød ud gennem hans næsebor som han følte sit hoved blive en anelse tungere.

”Har han siddet der hele dagen?”
”Ja. Og han venter ikke på nogen. Det helt sikkert. Han sidder bare og har det dårligt.”

Der var mange triste skæbner at finde i Dianthos. Pax´ egen var ikke så ulig så mange andres og havde det nogensinde rørt ham, var det mange år siden sidste gang, at den så ukarakteristiske melankolske fornemmelse havde fundet vej til hans bankende hjerte. Altid havde han ville overleve og han omringede sig også kun med væsner, der havde det ligesom ham selv. Deres metoder var ildeset af nogle, foragtet af endnu flere men Pax kunne ikke formå at fatte andet end tomartet forståelse for de finere fornemmelser. Dé havde trods alt aldrig reddet ham.
Det var derfor ikke medlidenhed eller ærværdige intentioner, der fik ham til at indfinde sig foran den slukørede Caedmon, siddende lænet op af bymuren. Det var ren og skær forretning, for skønt hovedstaden havde sin losseplads, var byen også rig på alskens muligheder og Pax ville have adgang til dem alle.
En støvet skosnude puffede til Caedmons egen og Pax hævede uimponeret det ene øjenbryn. ”Du ligner lort”, hilste han, hans tofarvede øjne så karakteristisk tomme og hans udmagrede ansigt ulæseligt. Han vippede sit hoved på skrå og tog den fremmede i nærmere øjesyn.
”Nogle af mine drenge fortæller mig, at du har siddet og hængt hele dagen. Har du ikke noget at give dig til?”

At døse hen havde nok været den sidste ting han havde haft på dagsordenen, dog havde det virket så sikkert. Bare et par minutter med lukkede øjne og så kunne han fortsætte sin rejse ud. Måske finde en landsby der manglede et par arbejdende hænder for et måltid og et par dage under et tag. Ikke at taget var nødvendigt når vejret var ved at blive varmere. Han havde døset hen i sin søvn om fremtidens bedrifter for overlevelse, da en fod puffede til hans. Hans øjne slog op med det samme som adrenalinen begyndte at pumpe rundt i kroppen, frygten for at det var lige den person han havde regnet med det var, gjorde han panisk. Han kiggede op som en hilsen mødte ham og han rynkede brynene dybt som han kiggede op på den høje fyr. Han svarede ikke men så mere afventende på ham. Havde han været klar på sådan en hilsen, havde han nok fundet på en eller anden smart bemærkning at smide tilbage, men panikken havde gjort ham stum.

Spørgsmålet faldt og Caedmon's blik veg kort væk i et øjeblik. Var det her et forhør af en eller anden slags? Han sukkede kort og greb fat i væggen som han rejste sig op, som øjnene fandt tilbage til fyrens. Godt nok var fyren en del højere end ham, men Caedmon var ikke bange for ham. "Jeg havde regnet med at arbejde lidt inden min rejse videre," sagde han så noget så ærligt. Af hvad han vidste, kunne denne fremmede være en der var blevet sendt ud for at finde ham. Det virkede bare ikke helt sådan. Caedmon ville sige at han nogenlunde kendte de forskellige sider af folk. Og en fyr der var ude efter en dusør havde garanteret ikke været alene. Eller tog han fejl? Han ville ikke slippe sin frygt helt, den havde holdt ham i live så længe.

Pax’ tofarvede øjne fulgte Caedmon som den anden rejste sig op. Da han omsider svarede, nikkede Pax afmålt, hans atletiske arme stadig hvilende mod hans bryst.
”Finder du meget arbejde heromkring?”, spurgte bandelederen prompte, velvidende hans ord i natur var provokerende. De var dog, strengt taget, ikke ment sådan. Pax lod heller ikke Caedmon komme til orde igen for hastigt derefter, præsenterede han sig: ”Jeg er Pax.”
Under normale omstændigheder tvivlede Ulven sjældent på, om folk genkendte enten hans navn eller statur. Det ukarakteristiske grå hår, brandmærket og det mekaniske øje efterlod ham ikke tilbage med megen anonymitet. Desuden havde han været en dominerende del af gadebilledet siden han var barn. Pax var dog ikke parat til at satse på, at hans navn ville ringe genklang for den fremmede.
Pax skævede op ad gaden, hans forbedrede høresans ladende ham vide, at byvagterne på vej imod dem. ”Vi bliver snart smidt væk. Hvad siger du til en bid mad?”, spurgte han, hans tone indikerende, at hans ord var endelige: enten forstod fyren, hvad han hentydede til eller så gjorde han ikke.   

Spørgsmålet fik et kort smil til at sprede over menneskedrengens læber som han trak kort på skuldrene, "Ville jeg være her hvis svaret var ja?" svarede han en anelse nonchalant, på trods af at hans ord havde mening i at være provokerende. I det mindste i samme omfang som det virkede til at fyren var. "Nej der er ikke rigtigt noget arbejde," svarede han så en anelse hårdfør, mest for at ikke bare virke som en fyr med kække bemærkninger. Caedmon var ikke typen der lod sig skubbe rundt, specielt ikke af hvem end det var der stod foran ham, ligemeget personens stand eller ry. Han havde pakket den underdanige attitude væk og efterladt den med den ejer som han var flygtet fra for et år siden. Fyren introducerede sig selv som Pax, men det lød mere som et kaldenavn end et rigtigt navn; Ikke at Caedmon var vildt interesseret i at vide det.

Det sagde i hvert ikke Caedmon noget. Men så igen, han havde haft så lidt frihed mens han havde været i byen i sin ungdom og da han var sluppet fri. Ja, der kunne han ikke have forladt den hurtigere end han gjorde. Han kiggede i samme retning som fyren i et øjeblik, dog var sanserne ikke lige så skærpede. Dog var det ikke overraskende hvis der snart var nogen på vej for at sende dem væk som Pax advarede om. Det endelige spørgsmål fik Caedmon til rynke kort med næseryggen, overvejende over tilbuddet. Dog skulle han ikke bruge længe. "Så længe det er dig der giver. Du viser vejen," sagde han med en håndgestus der forstærkede hans ord.

Pax fnøs moret, hvorefter han nikkede anerkendende. Begge hans mundvige sitrede forræderisk og for et kort øjeblik tog han den fremmede fyr i nærmere øjesyn; som så han ham først rigtigt i dét øjeblik; som var han først begyndt at eksistere dér.
”Du har ingen idé om, hvem jeg er, vel?”, spurgte Pax retorisk, alt imens hans læber skiltes i et smil og morskaben fra hans blik satte sig fast i hans generelle ansigtsudtryk. Pax rystede på hovedet og viftede affærdigende med hånden, hvorefter han drejede rundt på hælen og langsomt begyndte at skridte afsted.

Som Pax bevægede sig ned ad gadebilledet med Caedmon bag sig, forholdt han sig tavst for et langt stykke. Først da de forlod den snoede stræde skævede Pax henover sin tynde skulder. ”Du må være ny i byen”, kommenterede han men foruden at være sikker. Skønt Pax befandt sig på gaderne i Den Nedre Bydel på alle døgnets fireogtyve timer kunne han næppe kende samtlige af rakkerpakket og slummens affald. Dog kunne han ikke ryste følelsen af sig.
”Du er her ikke frivilligt i hvert fald.” Han havde lugtet frygt, da han først havde vækket Caedmon fra sin slukørede døs. Og ikke frygt i den klassiske forstand; en dybere end af slagsen, en der var væsentlig mere potent og havde så meget at sige, at det var som et overfald på hans næsetip. 

Caedmon havde ingen planer om at lyve. Så længe det ikke virkede til at være noget som senere ville bide han i foden for det han havde sagt. Men han viftede med hånden og det var egentlig fint nok. På den vis behøvede han ikke indrømme at han faktisk slet ikke havde nogen idé om hvem han skulle være. Åbenbart virkede det som noget der skulle have været en selvfølge i den her by; Hvilket fik Caedmon til at overveje hvad det var han nu var ved at gå med til til at begynde med.

Pax ledte vejen og Caedmon fulgte med med sine hænder stukket ned i sine lommer; ganske vist var der huller, således at han aldrig kunne have noget i dem, men det behøvede han heller ikke med den slyngetaske han havde om skulderen. Han gik lidt i sine egne tanker og som bybilledet ændrede sig, bemærkede han at fyren kiggede tilbage mod ham. Kommentaren fik ham til at fnyse kort, men han havde ikke noget at sige til det. Det ville alligevel give for meget væk at indrømme at han var vokset op i denne by, for så nok at skulle forklare hvordan det kunne være at han ikke anede noget som helst om den.

Han havde det fint nok med ikke at gå ved siden af fyren, for hvis de var på vej mod en gyde eller noget, kunne han i det mindste nå og vende sig og prøve at løbe væk. Tankerne flød løs i forskellige retninger af hvad dette møde kunne ende ud i. Caedmon havde dog ingen værdi på sig, så hvis det var det som Pax havde i tankerne, måtte han selv opleve overraskelsen når den kom. Kommentaren om hans frygt fik Caedmon til at rynke på brynene som han kiggede mod den høje gut. Et dybt suk blev skubbet ud af næseborene som han kiggede væk i et øjeblik. "Du er skarpere end jeg troede," mumlede han som han løftede en hånd og kløede sig i nakken. Dog var det ikke et emne han havde lyst til at diskutere på åben gade; Eller egentlig overhovedet. Hvor længe ville der mon gå hvis han fortalte at der var en rigmand der ledte efter ham? Hans paranoide side tillod ikke engang at erkende den tanke. "Hvad siger dine sanser dig ellers?" spurgte han så bare fremfor at afsløre sig selv.

Pax fnøs moret og skævede til den fremmede henover skulderen, forinden at han drejede om endnu et gadehjørne.
”Wow. Tak”, lød det sarkastisk hvortil Pax lagde en påtaget hånd mod sit tynde bryst. ”Det er altid dejligt at kunne overraske. Især børn – hvor gammel er du? Femten?” Bandelederen smilede smørret, umådelig tilfreds med de ord, den anden syntes at spytte ud forgodtbefindende. Det vidnede om en hvis karakter, ifølge Pax. En, der havde noget at tilbyde, selv når denne intet havde at give.
Pax trak lidt på den ene skulder og stak begge sine hænder i lommen på den for lange kofte. ”At du stinker. Du kan gå ned i et af badehusene, efter vi har noget mad i maven på dig.” Skønt ordene i deres karakter kunne defineres som værende venlige, var der heller ingen tvivl om, at de var leveret som en ordre.

Pax førte Caedmon ned ad den sidste gade, forinden han stoppede ved et faldefærdigt hus, der til forvekslede lignede alle de omkringstående. Han åbnede døren og trådte ind, antog at den yngre fyr ville følge efter sig ud i køkkenet.
Da de nåede derud, puffede Pax til en af stolene med sin skosnude, indikerede at Caedmon kunne sætte sig dér. De var alene, men rundt omkring på de øvrige etager, hørtes der børnestemmer og beroligende ord. ”Hvad skal jeg kalde dig?”, spurgte Pax, velvidende at ikke alle delte ud af deres sande navne. Derefter fandt han brød og en smule ost – der var ingen grund til at brødføde den fremmede med det helt store, skulle han ikke ønske at arbejde for ham i fremtiden – og placerede tallerkenen på bordet. ”Der er mere hvor det kommer fra. Hvis du naturligvis gør dig fortjent til det.” 

Det var svært at regne ud hvad det var fyren ville. Bare være en røv eller se hvad Caedmon var lavet af? Kommentaren om hans alder fik ham til at sukke mens han trak på skuldrene. "Hvem tæller?" returnerede han bare spørgsmålet. Caedmon havde stoppet med at tælle for længst. Faktisk var han ikke engang rigtig sikker på hvad hans egen alder var.
Den næste kommentar havde han vel selv bedt om. Men den fik ham til at spænde en anelse i kæben. Hvad var hans problem? At tage imod ordre havde aldrig været Caedmons bedste kvalitet, men fyren virkede heller ikke som om at han ikke bare ville lange ud med en næve hvis hans ordre ikke blev mødt. Caedmon var kløgtig når det kom til hvor vidt han kunne undgå unødig skade. Og så længe han ikke vidste hvad fyrens intention var, måtte han holde sig på sine tåspidser.

I huset vidste Caedmon ikke helt hvad han skulle gøre af sig selv. Så som fyren puffede til stolen, satte mennesket sig og holdte sine hænder på bordet. "Caedmon," sagde han bare uden tøven som fyren ville have hans navn. Det var ikke tit at Caedmon gav sit navn ud, især ikke i Dianthos, men nu måtte han vel vise en eller anden form for tillid, selv hvis den var minimal. Brød og ost var dog næsten en fornem middag for drengen der ellers skulle finde hårdt brød og halvrådden frugt. Pax's ord vakte dog interesse. "Og hvad er det så jeg skal gøre?" spurgte han for han var ret så forvirret. Ikke desto mindre takkede han for brødet og osten før han begyndte at spise af det. "Det er ikke tit at jeg har set nogen samle en hjemløs vandrer op fra gaden uden at ville have noget for det,"

// Undskylder meget for ventetiden! Det har været lidt hektisk på studiet for tiden :)