Søndag morgen og tidlig formiddag var måske ikke den travleste tid på Dianthos' mange kroer, men det betød ikke, at der ikke var noget at lave. Tværtimod. Efter en god lørdag, hvor krogængere var kommet i lange striber og der var langet flere flasker, krus og glas af alt muligt henover disken, var dagen efter kendt som oprydningsdagen. I det mindste var den bedre end lørdag morgen. En fredag kunne give lige så megen fest, men der skulle gøres helt klar til den famøse lørdag. Søndag kunne tages mere med ro. Der ville nok komme en god slat kunder i aften. De ville fejre weekendens og ugens sidste dag med manér og 'Stridsøksen' skulle mere end gerne være omgivelserne til dette.

Yorkgu var igang med at pudse de mange glas og krus. Lizzie, en bardame, var ude på gulvet og vaskede dette rent. Der ville altid være spildt væske hver aften, men fredage og lørdage virkede til at være som en tsunami herinde. Det kunne aldrig blive vasket helt. Der ville altid være lidt fedteri. En anden ansat var uden for kroen for at gøre rent derude. Ikke alle kunne holde på alkohol. Og opvask ved indgangen var næppe noget, der tiltrak kunder. Især ikke, hvis opkastet var blandet med andre kropslige væsker - Yorkgu havde set en blanding af alt, hvad en person af enhver race kunne producere i én samme og pøl. Lidt af en bedrift måtte krofatter erkende, men stadig ikke behageligt.
Selvfølgelig var kroen ikke komplet tom for kunder. Der var altid personer, som nød et krus om morgenen eller ikke havde andet at lave. Dog var der også et par af de overnattende gæster, som valgte at bruge deres morgen hernede. Dem, der ikke havde været heldige at trække en af gårdagens kunder med op for at få en hed nat. Derfor havde der været et par af de nyvaskede krus, som Yorkgu straks havde gjort beskidte igen med alkohol. I det mindste brokkede de sig ikke over vaskeriet på denne tid af dagen. Men igen, de færreste brokkede sig, når et brød af en ork stod bag disken med en tunika revet fri for ærmer og et forklæde under den lille vom. Det var ikke lige dén person, man ønskede at være på den forkerte side af. I hvert fald ikke, hvis ikke man vidste, hvor stor en hyggefætter Yorkgu i virkeligheden var.

Krusk havde bestemt sig for at det skulle blive en stille og rolig søndag. Han var vågnet hjemme hos en af byens elskværdige damer, der ikke havde kunne stå for at tage en sød og blød kat med hjem - og for ikke at skræmme fruen, var han lusket af sted i sin katteskikkelse og havde skiftet skikkelse (og tøj) derhjemme.

Han havde overvejet at spankulere forbi markedspladsen, men valget var alligevel faldet på Stridsøksen - et sted, Krusk ofte kom tilbage til, for selv om krofatter var en ork, var han en hyggelig mand der forstod sig på at nyde livet. Faktisk ikke ganske ulig Krusk selv.

Døren til krostuen blev skubbet op og et charmerende smil spillede allerede om den ualmindeligt kønne orks læber. "Yorkgu!" Hilste han og så derefter rundt, hastigt hoppende til side for gulvskruppen. "Vild aften i går?" Bemærkede han. Det plejede det at have været, når der skulle skrubbes gulv.

Døren lød ikke meget dage og tider som lige nu. Jo, hvis den arbejdende udefra kom ind eller de sjældne tider, hvor en kunde kom for at få en morgendrink. Derfor var det tydeligt, da døren svang åben og en hilsen blev erklæret direkte til krofatter. Det var i hvert fald hans navn, der blev sagt af den nyankommende. Nemt kunne hilsen have været negativt ladet. En kunde fra i går, der ville brokke og tage en kamp op mod en ork. Men stemmen var bekendt. Mere end bekendt faktisk. Derfor var det blot et smil, der faldt henover den grønne læber, som Yorkgu kiggede op og låste blik med den anden ork i kroen nu.
"Krusk," kaldte Yorkgu tilbage mere afslappet, men endnu med smilet på læberne. Den anden ork smuttede forbi gulvskruppen og hen til baren ved Yorkgu. Endnu fortsatte han med at pudse glas. Han kunne multitaske. "I hvert fald lukrativ. Dianthos ved, hvordan en lørdag skal fejres med manér," Glasset blev pudset færdigt og sat til side. Frem for at tage et nyt frem valgte Yorkgu blot at lægge kluden på bordet og blikket rettet mod den slankere og højere ork. Og yngre faktisk. "Havde du en vild aften i går? Eller flygter du bare fra Verthag?"

Krusk fandt hurtigt vej til baren for ikke at være i vejen for rengøringen og i stedet snakke lidt med krofatteren. Han slængte kappen af skulderen og hang den på en knage, inden han satte sig på en barstol. Under kappen bar han en løs skjorte, der afslørede de tatoverede arme og et par hoser holdt sammen af et bælte. 

"Jeg vågnede op hjemme hos en lille dame." Lo han og lod med vilje være med at nævne, at det bare havde været som kat. Det andet lød lidt bedre. "Og du ved hvordan Verthag er, når jeg har været på natterend.." 

Krusk elskede sin tvillingebror højere end noget andet, men de konstante, håbefulde kommentarer om, at han skulle finde sig en kone, fik han hurtigt nok af. Han gad ikke diskutere emnet, og så var det bare lidt lettere at søge ned på kroen. 
Han lagde et par krystaller ned på disken. "En øl, tak. Har I noget i køkkenet?" Han havde stadig ikke fået morgenmad, og det var som om et festmåltid i hans katteskikkelse aldrig helt holdt sin mæthed, når han skiftede tilbage til at være ork. Ofte var han i hvert fald sulten som bare pokker.

Måden, hvorpå Krusk bevægede sig igennem rengøringen, hen til en af knagerne og til sidst hen til baren, var alt andet end den adfærd, de fleste krogængere havde haft i går. De havde tumlet og ville uden tvivl have væltet ind i borde eller stole på deres færd. Men ikke Krusk. Orken bevægede sig overraskende elegant taget Yorkgus hukommelse fra gårdagens mange personer i betragtning.
Nyheden om, at Krusk havde brugt sin nat i en kvindes seng frem for sin egen, fik de tykke og arrede øjenbryn af Yorkgus til at hæve sammen med et hyggeligt og smådrillende smil. "Forhåbentlig ikke alt for lille. Jeg vil nødig høre, at du har knækket en petit tøs," smågrinede Yorkgu tydeligt for sjov skylds. Kort nikkede han efterfølgende. Ja, Verthag var måske ikke ens med sin bror der. Hvor den ene var med det modsatte køn for hyggens skyld, ønskede den anden en fast kvinde til sin bror. "Min mund er lukket med syv segl. Hvis du bruger lidt morgenkrystaller her." Igen blev dette sagt med et smil og behagelig stemme. Det var næppe nogen form for afpresning. Sådan ønskede krofatter ikke at få kunder.

"En øl har vi altid. Og der burde gerne være lidt derude. Lidt brød og måske lidt kød, hvis det frister?" Men uden at få svaret fra Krusk havde Yorkgu kaldt på en af de ansatte. Ham, der tørrede opkast og andre rester op udefra, virkede mere end glad for at gøre en tallerken klar til morgensolens første kunde. Imens havde Yorkgu skænket øl op og stillet det på baren foran Krusk. "Når, hvordan var den tøs så? Jeg skal vide, hvad jeg ikke skal fortælle videre til Verthag jo."

Krusk slog en hjertelig latter op, mens han lagde underarmene på bordet og hvilede kroppen en smule op af bardisken. Mange holdt af at komme på Stridøksen mens der var gang i den - særligt dem, der håbede på et slagsmål eller to, men Krusk måtte indrømme, at han faktisk holdt mere af at komme her, når her var stille.

"Jeg behandler altid damerne pænt, Yorkgu." Smilede han. Altså i sengen - der var nok et par stykker der ville mene, at det var mindre pænt at luske ud af døren ved morgengry og i øvrigt undgå forklaringen om, hvor man var blevet af.
At hænge for længe omkring damerne førte ofte forpligtelser med sig, og dem brød Krusk sig ikke rigtig om. Hellere gå videre til en ny. For den stadigt unge ork handlede det hele om at nyde livet.

"Det lyder ganske vidunderligt." Nikkede han til både brød og kød og maven gav en lille knurren fra sig som for at bekræfte ordene. Kattemad levede man ikke længe på som ork. Yorkgu kendte ham også godt nok til ikke engang at vente og snart var der både øl og mad i sigte. Krusk tog en ordentligt drag af kruset.

"Åh, Yorkgu, hvis jeg skal være helt ærlig, så var hun en af de lidt ældre.. du ved.. katteglade damer i byen. Jeg var lidt mere pelset og en del mere nuttet at se på, da hun samlede mig op." Han smilede et tandsmil og tørrede ølskummet væk fra mundvigene med bagsiden af hånden, idet han igen lo så det rungede. Det gjorde ham ikke så meget at afsløre, at det ikke helt havde været en scoretur - det var som om hans kattehistorier ofte var mere populære på kroen alligevel, kom det til stykket.

Der var mange skrækhistorier, som kunne fortælles om orker uden for byen. De glubske og krigeriske, der knap nok kunne sige et enkelt ord, mennesker kunne forstå. Men inde i byen var orkerne noget adet. Her var der to mandlige orker, som opførte sig lige så civiliseret, som var de blevet opdraget blandt almindelige mennesker. Ikke alle ønskede at se blod hver og hver anden dag. Yorkgu havde i hvert fald ikke fortrudt at skifte øksen ud med Stridsøksen.
"Godt at høre. Du ved, hvad byvagterne gøre ved dem, der ikke behandler folk og især tøser pænt. Og det er uden at tage den grønne hudfarve i betragtning." sagde Yorkgu muntert og med et lille blink i det ene øje.

Nærmest med det samme, som det var kommet foran Krusk, havde orken begyndt at tage for sig af øl og mad, omend det var et simpelt morgenmåltid. Men det var bedre end luft. Og som der blev fortalt, kunne Yorkgu ikke lade være med at fnise dybt. Krusks evne til at ligne en kat kendte han. "Sikke et chok hun måtte have fået, da hun tog dig med hjem til samlingen og i stedet fik en sengepartner," smågrinede Yorkgu og verbalt puffede til Krusks side. "Men hvem siger, du ikke er nuttet nu? Du er jo en lille darling sådan der." Sarkasme kunne selvfølgelig forekomme mellem venner. Og især fra krofatters side.

Krusk tog endnu et godt drag af kruset. Det var nu livet, dette her - at sidde og nyde en øl og et godt måltid, og hvem vidste, hvad resten af dagen ville bringe? Ingen strid og hundsen og forlangen om, at han skulle kæmpe fordi han var en ork.

Yorkgus ord havde dog alligevel fået ham til kortvarigt at rynke brynene og et lille suk gik igennem ham. "Jeg har lidt en fornemmelse af, at hver gang der har været ballade et sted, udpeger de ham med den grønne hud." Sagde han og stillede ølkruset fra sig igen.

Ærligt, kunne han ikke engang bebrejde dem. Han kendte sine egne klansmedlemmer og deres hang til krig og vold. Det var de færreste orker, der kunne leve fredeligt side om side med mennesker, som han selv, Verthag og Yorkgu gjorde.

Han satte dog pris på at skifte til et lidt mere muntert emne. "Jeg er ganske nuttet, det har du ret i! Jeg forstår heller ikke, hvorfor nogle af dem skriger sådan op, når der pludselig ligger en nøgen ork ved siden af i stedet." Lo han. Han havde i hvert fald ofte lært at være lidt påpasselig med at forvandle sig tilbage.

Ja, grøn hud var desværre nem at pege fingre på, når der var ballade i byen. Men ofte kunne øjenvidner hurtig bekræfte en ork i ikke at være dem. For grøn hud og generelt størrelsen af orker blev hurtigt afkræftet til fordel for den samme hud som det gennemsnitlige menneske. Hvis Yorkgu var en person, der bar nag, kunne krofatteren nemt sige, at mennesker var nemme til at pege fingre af andre, når det tit faktisk var dem, der fortjente fingeren i deres retning. Men hvorfor bære den nag og være smålig, når man kunne leve et bedre liv? Og Yorkgus smil ville hurtigt forsvinde, hvis han, hver gang en menneske kunde kom ind, ville snakke under sin ånde om, hvor slemme dén race er. Hvorfor spilde sin levetid på dette?

Yorkgu kunne ikke lade være med at grine bravende, som synet af Krusk nøgen liggende i sengen ved siden af en gammel kattedame poppede op. "Men helt skræmt væk måtte hun jo ikke være, siden du var der hele natten? Medmindre hun nu skreg for andre grunde også?" Lidt slesk måtte mænd og kvinder gerne være. Især med deres venner om disse emner.

Krusk satte pris på, at kroværten fulgte ham i emneskiftet. Dianthos havde så mange problemer - og racestridigheder ville der altid være. Krusk foretrak at blande sig uden om og passe sig selv. Var der optræk til ballade, kunne han godt dele et par næver ud, men egentlig ville han gerne bare være sig selv.

"Ærlig talt .. lige med denne her dame tog jeg ikke chancen." Grinede han, mens han fik taget sig endnu en god slurk af ølkruset. "Hun var også lidt for gammel til mig, så jeg ville nødig give hende et hjertestop ved at forvandle mig." Indrømmede han.

Han lænede sig en smule konspiratorisk frem mod den anden ork. "Men du må da få nogle damer på besøg hernede, der er lidt mere til .. de grønhudede af slagsen." Ikke at han nødvendigvis trængte til at score, men det var da meget rart at vide, hvor der var muligheder for at finde lidt selskab for en aften eller to. Ikke at han ville tage dem alle fra Yorkgu.

Ja, det ville kun skabe drama, hvis morgendagens nyheder ville lyde på, at en ork havde givet en gammel menneskekvinde et hjerteanfald, fordi han forvandlede sig fra kat til ork foran hende. Selvom synet ville være sjovt, ville konsekvenserne ikke være. Sådan var det at være ork i Dianthos. Man måtte være bedre end den gennemsnitlige borger. For én fejl kunne hurtig give større bagslag, bare fordi man havde en lidt anderledes kulør end normalen. Derfor gav Yorkgu også blot et anerkendende nik og smil som svar.

Som Krusk lænede sig ind tættere på Yorkgu, vidste krofatter ikke, hvad han skulle forvente. Der var næppe nok personer herinde til at være nødvendig at gemme en hemmelighed. Alligevel gjorde Krusk stand til at fortælle en saftig hemmelighed. Men det skulle vise sig at være et mere saftigt spørgsmål. 
Afslappet lænede Yorkgu sig tilbage og fortsatte kort med at pudse glasset, inden han svarede. "Jovist kommer der lidt mere dominerende kvinder herind. Grønhudet eller ej. Og de kan i sandhed virkelig sparke en fest igang. Både herinde, men også i de mere private gemakker." sagde Yorkgu lettere lumsk og legende. Der var noget ved en kvinde, som vidste, hvad hun ville have. Måske var det orken i ham, der nød de stærke og standhaftige. Orkinde eller ej.

Den blev aldrig gammel, den med at forvandle sig til en ork foran folk, der troede de havde taget en sød lille missekat med hjem. Og Krusk var jo stor nok til at forsvare sig selv, så det gav ham sjældent store problemer .. men nogle af damerne var utroligt søde, og han nænnede ikke at skræmme dem. Så hellere nyde godbidderne og lidt kløen bag øerne, inden han med et slag af halen forsvandt ud i byens natteliv igen - og damen lykkeligt uvidende om hvad hun havde taget med hjem.

En bredt smil gled over Krusk læber, afslørende de ganske små hjørnetænder i undermunden. Da han havde været yngre, havde tænderne været et følsomt emne - for de var jo ikke lige så store og frygtindgydende som de andre orkers.

"Åhaha, det under mig ikke, at du har givet dem en tur eller to i de private gemakker, min ven." Smilede Krusk og vippede et par gange med øjenbrynene. "Selv om jeg må tilstå, at jeg heller ikke har noget imod de lidt blidere af slagsen.." Øjnene gled kort rundt i rummet, som håbede han, at der ville træde en kvinde ind, men søndagssøvnigheden lå stadig over byen, og hvis Krusk skulle være ærlig, var han også mere i humør til at sidde og hyggesnakke, end at score.

Hjørnetænderne i undermunden var lige så karakteristisk for orker, som deres grønne hud var. De kunne ikke skjules og Yorkgu prøvede heller ikke. De gik op til næsetip-højde og var ude, selv når Yorkgu ikke bevægede munden. Men når krofatteren smilte var de tydelige. Selvfølgelig kunne de nemt give folk det indtryk, at Yorkgu kun havde få brikker at lege med i kraniet, men når han smilte, var de nærmest varmende og venlige - og det var ikke just, hvad man tænkte på, når man så hjørnetænder. Jo, han havde skræmt små børn ude på gaden, men der var også de børn, der kunne lide dem. De grinte, pegede, spurgte, var nysgerrige. Forældrene trak oftest børnene væk - for de ville ikke have en ork nær deres børn. Men de få voksne, der var upåvirket, og lod deres børn være okay tæt på Yorkgu, ville også mærke, at orken intet ondt ville de små Dianthosborgere.

"Jeg kan da ikke gå fra min kro for at optage et af mine værelser, gamle dreng," sagde Yorkgu, smilende og smørret. Efter en vagt og hvis et værelse endnu ikke var booket, kunne han da godt blive fristet og fristelsen havde da også vundet i ny og næ. "Du er ikke en kræsen mand og det ved vi begge."

Krusks eget smørrede smil blev en anelse bredere. Nuvel ikke i arbejdstiden, men han havde da Yorkgu mistænkt for at foretage sig nogle andre ting i ny og næ og ly af mørket. Opmærksomheden blev igen vendt mod måltidet foran ham, men smilet forsvandt ikke fra de grønlige læber under det lille, tætklippede skæg.

"Det kan jeg ikke løbe fra." Klukkede han. Hvorfor også være kræsen, når der var så mange smukke kvindfolk - og af og til mandfolk - i byen?

Som om Chance vidste, hvad de snakkede om, blev døren til krostuen smækket op og en midalderende kvinde marcherede ind. Menneske var hun, og bar stadig en del af ungdommens skønhed med lange, mørke lokker, der var sirligt arrangeret på toppen af hovedet. Øjnene gnistrede dog af vrede ved synet af Krusk.

Hun marcherede direkte op til ham og gav ham et lussing, så det sang. "Du glemte vores aftale!" Snerrede hun, mens orken lidt forvirret tog sig til kinden og sendte et blik til Yorkgu der sagde "hjælp mig!" Ulempen ved at have et stamsted var, at nogle gange var man lidt for nem at finde..

Yorkgu havde endnu kluden om et nyt glas, som han måske ikke det mest hjælpsomme fik pudset. Han skulle lige til at komme med en kommentar - måske en metaforisk, måske en gammelklog. Men krofatter kom aldrig til at sige noget, før døren ind til kroen blev åbnet. Nej, ikke bare åbnet. Den blev smækket op, som ville hængslerne falde af.
Ind trådte en kvinde. Hun var ikke den yngste, men ej heller af den ældre generation. Et godt mellemlag. Hun kunne have et barn ventende derhjemme. Måske to, hvis hun havde været hurtigt ude og forøge sin slægt.

Lyden af hånd, der mødte en halvru kind, kunne høres i hele kroen. Hver og en, der var derinde, stoppede, hvad de havde gang. Alle på nær Yorkgu. Slåskampe var ikke nyt for ham. Og en kvinde, der gav en mand en lussing, var tæt på timelig affære. Derfor blev glasset fortsat pudset, som Yorkgus blik mødte Krusk', der blot skreg på hjælp. Dog tog krofatter sin tid. Han satte glasset fra sig i god tid og svang kluden henover den ene, brede skulder.
"Undskyld, mig, men min ven her er lidt dårlig," Yorkgu kiggede hurtigt på Krusk med et blik, der sagde "find selv på noget fra det". Helt hjælpsom skulle Yorkgu jo ikke være, men han ville endnu høre historien, der havde ledt op til détte! "Hvad med, min skønne kollega her finder dig noget at drikke og måske slappe lidt af. Claire, et glas vand til vores gæst her." Yorkgu henviste tydeligt til kvinden at følge med Claire. Om hun fulgte med, måtte være op til hende. Dén magt havde Yorkgu ikke, krofatter eller ej.

Krusk havde et ansigtsudtryk, der i høj grad mindede om en kat, der var blevet taget på fersk gerning med snuden i dåsen med tun. Han var ikke typen for konfrontationer - selv om han kunne slå fra sig, hvis han ville, så kunne han ikke drømme om at gøre det mod en dame.

Ikke at kroværten var hurtig til at komme til undsætning. Der var en pinefuld tavshed et øjeblik, mens den eneste lyd man kunne høre, var viskestykket der polerede løs. Krusk skulle næsten tro, at Yorkgu nød det.

"Ja, ehm, et frygteligt ildebefindende. Heldigvis kan den gode krofatters øl kurere det meste." Kvindens lynende øjne talte sit tydelige sprog om, at hun ikke gav meget for dén søforklaring, for Krusk så da også ganske magelig ud. Han skyndte sig at trylle et par ravstykker frem og snige dem over disken.
"Et krus øl til den nydelige dame også." Mumlede han. Hånden dvælede kortvarigt ved kinden, der blussede rødt. Kvindfolket lignede en der skulle til at skælde ud, men hun vidste ikke helt, hvad hun skulle sige til den brødebetyngede ork og valgte i stedet tøvende at følge med Claire.

Krusk drog et lettelsens suk.

Det var intet under, at Krusk fik lussinger i ny og næ. Hvis Yorkgu havde været en kvinde og havde fået dén forklaring, ville han nok have taget øksen fra væggen bag baren ned og truede med at løbe efter Krusk igennem det halve af Dianthos. Så var det godt, Yorkgu ikke var en menneskelig kvinde som denne.

Men i det mindste forsvandt kvinden sammen med Claire. Dog ikke, før Yorkgu havde givet et blik, der sagde, at hun skulle skænke en øl. "Det bliver på din regning, ved du godt," sagde Yorkgu, som de to orker var alene igen. Dog var der et lettere smørret smil på krofatters læber. Man kunne ikke lade være over dette. "Vil du fortælle en historie? Eller skal jeg prøve at spørge den meget venlige kvinde?" Kunne orker finde ud af sarkasme? Normalt kunne de nok ikke, men denne ork kunne. Yorkgu havde jo lært en del om det at være mere menneskelig. Mere social og anstændig. Eller så anstændig, som en ork nu kunne være. 

Det var med god grund, at Krusk holdt sig langt fra ork-kvinder. De blev altid så aggressive, når man glemte en aftale eller andet .. og så mente Krusk også, at mange af dem var ganske besidderiske. Et træk i en kvinde, der betød, at han hurtigt var væk i pelssky.

"Jo tak, men det var dét eller få et lag tæsk af fruentimmeren." 

Svarede Krusk. Kinden blussede stadig. Han ville som sådan sagtens kunne overmande hende, men han var ikke typen der slog igen, med mindre der virkelig var grund til det. Og når det kom til stykket, så fortjente han den vidst lidt..

Han vendte for en stund tilbage til øl og mad, men ordene fandt alligevel vej. "Tjoo .. jeg så den nydelige dame her et par gange for en måneds tid siden. Enkefrue, hendes mand omkom i Mørkets angreb for en fem-seks år tilbage, så hun var ved at blive ensom." Han tørrede sig om munden med baghånden efter en god slurk af kruset, inden han så på Yorkgu med antydningen af et grin. "Så rejste hun ud af byen for en stund, til Lazura var det vidst, og ja .. jeg har faktisk ikke set hende siden."

Han dæmpede stemmen en smule, mens han så hen mod hjørnet, hvor hun var ved at få skænket øl. "Mellem dig og mig, så jeg har stadig ingen anelse om, hvad det er for en aftale, vi havde.."

Mere end fint at regningen havde en ejermand nu. Der var intet værre end kunder, der forlod en fuld regning. Dem havde Yorkgu et par stykker af. Dog tænkte han lidt, at hans race og udseende gjorde, at færre turde løbe væk fra en regning. Tænk, hvis de vågnede midt om natten og en ork af en krofatter stod ved fodenden og krævede betaling, ellers ville de få et slag med en økse. Yorkgu kunne ikke ændre alles opfatning af orker - og med størstedelen værende det modsatte af ham, var det uden tvivl umuligt.

"Ensomhed kan få alle til alt muligt. Og alle mulige," prikkede Yorkgu lettere sjovt. Også selvom det næppe var en sjov historie. En enkekvinde, der måske søgte og på en måde fandt trøst i Krusk. Men så måtte krofatteren være på sin vens side. Hun forlod ham, så om de havde en aftale eller ej, måtte hun da have brudt den selv. "Hun vil sikkert heller ikke have den aftale, hvis du har glemt den, makker. Tror bare, du skal undgå hende, hvis du ser hendes kønne ansigt igen." sagde Yorkgu blikkende med det ene øje. Hun var da pæn for øjnene, hvis Yorkgu selv skulle have en mening. Og det havde han tit og ofte. Det var bare oftest, at han lod dem blive i tankerne frem for i munden. 

"Så sandt som det er sagt, Yorkgu." Nikkede Krusk. Måltidet var efterhånden spist og øllen i kruset svundet kraftigt ind. Det var rart at have et sted som Stridsøksen, hvor man kunne dukke op, som det passede - af og til måtte Krusk tilstå, at han gjorde det for at komme lidt på afstand af tvillingebroderens mange spørgsmål om, hvornår han fandt kærligheden. Han holdt mere af Verthag end nogen anden i denne verden, men han havde brug for plads og fred en gang i mellem.

"Måske du kan distrahere hende lidt min ven." Foreslog Krusk med et sideblik mod kvinden, der nu sad og nød sin egen øl. Han vippede en enkelt gang med øjenbrynene til Yorkgu. Det gjorde ham ikke noget at dele lidt ud af kvindfolkene - det var alligevel næppe fordi han selv havde en chance på nuværende tidspunkt, og hun havde jo vist, at hun var til de grønhudede.