Men det var nu engang mange år siden hun havde været ude i solen.
Som regel, så var disse aftenture en måde at... få noget længe ventet og savnet frisk luft, på, skærmet for dagens hektiske larm og travle mylder. Der var nemlig ikke mange ude på gaden på det her tidspunkt, og i ensomheden fandtes en helt speciel tryghed, for det lille alf. Ingen mennesker, betød ingen fristelser. Og ingen fristelser, betød ingen uheld - noget der var så essentielt for dødevaskeren, at hun kunne gå til påpasselighedens ekstremer for at besktte sig selv - og andre. Men af og til, skete det at hun ikke var så alene som natten ellers bød ind til at hun skulle - nej burde - være.
Som en doven slange, sneg en ganske sælsom fært sig pludselig ind i luften, og lagde sig tungt om de skærpede sanser, og den udøde alf.
Midt i luften, flaksende over vejskiltet der viste at hun befandt sig ved beboelsesfløjen for mange af Lysets folk, var det som om at Liv's sind og krop kortvarigt stivnede, og i et ryk drejede sit hvide ansigt. Det... det var joh... Det var jo færten. Som med en snigende trance i kølvandet på sig, lokkede hende til at følge den.
Se havde det blot været... et lille vindpust, eller en lille flænge, så ville det slet ikke have været så voldsomt for hende. Men vinden bragte en overvældende dunst med sig, som i et svagt øjeblik, omfavnede, kælede og lokkede den flakseende skikkelse. Hele vejen hen til et vindue der stod på klem, som førte ind til kvindernes badehus. Hvad kunne dufte så... så meget. De måneblege øjne søgte ind imellem den lette damp der var at finde, idet at hun næsten lydløst landede, små hænder knugende om vindueskanten idet at hun lænede sig en anelse frem.

I remember when my heart was filled with gold"
Original størrelse: Link
Krystallandet


