Det var forår, og for mange havde dage været plaget af smil, farve og gode stemninger. Vejret havde været varmt og behageligt selv fra de tidlige morgen stråler og forsat sådan dagen ud. Ikke en sky på himlen selv nu hvor aften faldt på, solen virkede mere som den varme sensommer sol. De fleste væsner træk sig ud selv nu hvor nattens ly nærmede sig byen, varmen, solen, det var ikke mange dage om året man kunne nyde den som man kunne nu. Børn leget i brøndende, knægte løb på gaderne. For langt de fleste husker de denne varme solrige, forårs dag som en af de første varme dage i året. For Josefine er dette en helt anden dag.

For hende havde dagen startet kold og ensom. Før aften faldt havde flere forsøgt at spredte glæden til hende, og på trods af manges forventer om deres smil smittede på hende var denne dag anderledes, hun rystede hovedet og gik. Flere ord havde spredt sig om hendes sorte og mugne humør, ord nok til de fleste som befandt sig i lysets gemakker ville have hørt om englen med det sorte sky. Selv undgik hun de fleste af de ord som hun befandt sig langt derfra, langt de meste af denne dag var befandt hun sig på knæ og med samlet hænder foran hendes tidligeres mands grav. "To år..har du..to år i dag.." mumlede hun kort i sine bønner, hun var ikke selv i live da han døde, alligevel havde hans døds årsdag fået en bestemt plads i hendes sind, hendes hjerte. Dagen hun ville have mistet ham, om hun var i live eller ej ville hendes liv have ændret sig denne dag. Hun træk vejret dybt som solens varme begyndte at trække sig væk, hvor længe? spurgte hun sig selv. Dagen var forsvundet, timerne blevet til minutter og minutterne til sekunder. hendes knæ var blevet stive som hun kæmpede med at komme op, vingerne ligeså som de første få bask ikke hjalp hende fra jorden.

Det var ikke længe efter hun med den sorte kappes hætte langt ned over sin egen næse, at hun kom til at til beboelsesfløjen, flere af hendes bekendte, venner, beskuet hende men morgens ubehagelige møder med hende fik alle til at blive i deres klikker, deres grupper. Med intet andet end et dybt suk, blev døren til hendes værelse smækket. Hovedet fandt hurtigt puden i sengen som hun kastede sig i den så lang hun var. Hun ville ønske hun kunne græde, skrige, et eller andet..Men denne dag, hvert år hun havde oplevet det, føltes hun bare..tom. Selv nær andre, tom som deres følelses holdt sig fra hende, lod hende lide i denne..ensomhed. "Enke..." hun sukkede dybt som hun mumlede orden, "..vil jeg nok altid være." tilførte hun. Døren der blev smækket, blev aldrig smækket i, den hoppede op som den ramte dørrammen dette var dog ikke nogle den trist engle lå mærke til. Endnu en gang sukkede hun dybt, og begravede hovedet i puden.

    Dén morgen efter morgentræningen havde Treston fanget et meget uvant glimt af Josefine med et næsten forstenet udtryk i ansigtet. Der var ikke så meget som skyggen af et smil at se, og det var så usædvanligt, at han faktisk standsede op på grustien, der gik fra Træningspladsen - stadig med læderharnisket over skulderen og træningssværdet i hånden - og stirrede efter hende. I tvivl om det rent faktisk havde været hende, selvom de store, hvide vinger jo gav et temmelig godt praj...
    Til frokosten ledte han efter hende, men formåede ikke at finde hende. Da han hev fat i én af de andre kamphealere og spurgte ind til hende, rystede manden bare på hovedet. 
    "Jeg tror, hun har brug for at være alene i dag," svarede han med et trist udtryk. "Det er årsdagen for hendes mands død, og... Ja. Det må være svært, ikke? Hvordan forholder man sig til dét, når man selv lå i jorden, da det skete?"
    Dét havde Treston ikke noget svar på, men glimtet af Josefines næsten forstenede ansigtsudtryk forfulgte ham hele dagen - distraherede ham under mødet med de andre Riddere i hans deling i en sådan grad, at Ersten til sidst sparkede ham under bordet for at få ham til at følge med. 
    Da Josefine heller ikke var at finde til aftensmaden tog Treston en beslutning; fandt et par gode flasker frem fra vinhylden over klædeskabet og stoppede så som ved en eftertanke den lille æske fra sengebordet ned i én af uniformsjakkens store lommer. Så var de da i hvert fald helgarderet... 
    
    Uden for Josefines dør tøvede han et øjeblik. Så godt kendte de heller ikke hinanden... Eller, det gjorde selvfølgelig noget specielt for en relation, at den ene gik bort i den andens arme, men Treston kunne jo ikke vide, om hun overhovedet ville have lyst til at se ham... Kunne ikke vide, om flaskerne, han havde under armen og som han selv ville have grebet til i samme situation, ville blive vel modtaget, eller om hun ville se det som... blasfemisk, eller noget i dén stil. Hun var så... Gudfrygtig...
    Så gav han pokker i det og bankede resolut på hendes dør, der til hans store overraskelse gled op under hans slag og gav ham udsyn til hendes kammer, og englen selv, der lå så lang hun var i sengen, med ansigtet begravet i puden og de store, hvide vinger hængende trist fra skuldrebladene. 
    Treston bandede sig selv langt væk og følte sig meget påtrængende. "Jeg hørte..." begyndte han og skar så en grimmasse. Sukkede og løftede den ene flaske. "Jeg tænkte, at du måske kunne have lyst til at dele sådan én?"

Det var ingen hemmelighed hvor hendes ønske var, hvis hun kunne vælge var hun alene denne dag, alene til langt ud på natten til trætheden tvang hende i søvn. Men så heldig var hun ikke denne aften ikke, og natten ville sikker bleve langt mere uheldig hvis hun kendte sig held. Fortabt hævede hun sig forsigtigt op og trætte opgivende grønne øjne hvilede på den unge ridder. jeg hørte? blikket gled over ham, til han spurgte om hun ville dele en flaske, hun blinkede nogle gange som han så åbent spurgte.
"Treston.." lyd det nærmest monotont som hun satte sig i sengen, tydeligt overvejede hun det hele som hun rettet sig, og lod ryggen møde væggen, og vingerne lagde sig langt væggen. Hendes fødder hævede sig på dynen og knæende blev lagt under hendes hage.
"Du..behøver ikke..forsøge trøste mig...Jeg klare mig." forsatte den nærmest monotone stemme fra den bleg røde læber.
"Men..jeg siger ikke nej." hun træk kort på smilet som det blev sagt. Ikke at alkohol på nogle måde var nyt for hende selv, og blikket gled fra Treston over til skuffen..de fleste havde hatte eller et eller andet i den, hun..flaske og efterhånden de fleste halvtomme. Dog langt de færrste som tænkte hun havde et lager af den slags. Nok også bedst at det forbliv sådan.
"Vil med glæde dele en flaske eller to med dig." smilet forlod skabet, og forsigtigt som blikket kom retur til Treston klappede hun kort på seng ved hende side.

Hvad var det værste der kunne sker.

    Treston tøvede kun et øjeblik i døråbningen. Èn ting var at rende på visit til hendes private gemakker - det var egentlig slemt nok i sig selv, hvis rygterne først rigtigt begyndte at gå - men ligefrem at slå sig ned på hendes seng, det... Han havde regnet med, at hun måske ville følge med ham ned i Paladsgården eller en tur ud i Labyrinthaven eller et andet sted mere... offentligt...
    Men så gav han pokker i det. Hun var tydeligvis helt nede i kulkælderen - han gav zalan i hvad folk ville tænke. 
    "Jeg skal nok lade være med at forsøge at trøste dig," lovede han - lukkede døren bag sig og stillede den ene flaske og den lille trææske fra sig på hendes bord, før han slog sig ned ved siden af hende på sengen og rakte hende flasken, så hun kunne få lov til at læse mærkatet og beslutte sig for, om det var noget, hun gad drikke. "...Jeg ved alligevel heller ikke rigtig, om jeg ville kunne sige noget, der gjorde det lettere... Jeg er ikke engang sikker på, at de ord findes, men jeg er temmelig sikker på, at hvis de gør, er jeg ikke viis nok til at kende dem..." Han sendte hende et forsigtigt, sidelæns smil og trak det ene ben op til sig, så han kunne hvile underarmen oven på knæet. Han var påpasselig med at placere støvlen på sengekanten og ikke hendes fine, hvide lagen - men bare dét at sidde med støvler på i nogens seng gik imod mor Eylias gode opdragelse... Han kunne næsten se hendes misbilligende blik for sig.
    "Men," fortsatte han sin tidligere ordrække. "Der er ikke nogen, der skal sidde alene på... sådan en dag her. Og selvom... selvom jeg er sikker på, at dit bånd til Isari er tættere, end en synder som jeg kan forestille mig..." Han nikkede imod hendes Isari-symbol og trak atter skævt på smilebåndet. "...så tænker jeg, at lidt menneskeligt selskab måske udfylder ensomheden lidt bedre... Så hvad siger du til, at vi får hul på flasken dér, og så tager en snak om løst og fast? Jeg kan starte, hvis du vil have det, med at komplimentere indretning på dit kammer her - det er noget hyggeligere end mit, kan jeg afsløre. Man kan godt se, at der bor et fintfølende kvindfolk med sans for detaljen, og ikke en rodende Ridder, der bruger for lidt tid ude af uniformen..."

Alle andre dage, havde hun gået en tur, inviteret ham ud i den friske luft. Men i dag, netop denne dag..Magtede hun ikke at tænke tanken, selv bare at invitere ham ind var mere end rigeligt at hvad hun orkede denne dag. Var nu rart at han lukkede døren efter sig, nu, hun selv havde glemt det. Hun træk kort på smilet over hans ord, et opgivende smil men stadig et smil. Flasken mødte hendes hånd nærmest øjeblikket den kom nær hende men mærkanten fangede aldrig hendes blik, flasken halsen blev åbnet og dansede kort under hendes næse, som hun slugte duften, og hans ord til sig.
"Tak.." mumlede hun fortabt efter hans ord. Alle forsøgte altid med deres historier deres vittigheder deres alt muligt tåbeligt, at høre nogle indrømme at de ikke ville forsøge den kamp var faktisk mere betryggende end nogle af alle de andres forsøg.
"Kæmper selv bare med at finde ord til at..beskrive det." hun sukkede og stirret blot på flasken foran sig som han fik sit sat til rette. Som hans ord begyndte mødte flasken læberne første gang og blev der til mundet var fuldt af dens berigende væske, slurken blev slugt og hun åndede lettet ud. Synder som dig? Blikket forsvandt fra flasken for at finde ridderne ved hendes side. Som han nævnte at få hul på flasken, kom der faktisk følelse frem i blikket, et kort skamfuldt blik forlod ham og faldt på flasken som hun dernæst tilbud ham. 
"Det..kræver ikke så meget..vi bor her jo..hvorfor ikke..lave det til vores.." hun sukkede opgivende over sin ord, fra hus til værelse, fra mand og børn til..enkle.
"De..er på ingen måde en synder...det ved de godt ikke?" tilførte hun lidt ud af intet.
"De har intet gjort, som jeg ikke har gjort, og jeg tror nu jeg har gjort lang værre dem." hun rystede kort hovedet af sine egne ord.
"Jeg har gjort ting slemme nok til at miste..." hendes ord døde i munden af hende, og panden faldt ned imod hendes knæ.
"Mit...liv føles ikke som mit eget længere..men en straf." indrømmede hun, som hovedet forsvandt ned bag hendes knæ. "En ensom straf, hvor jeg genopstod på min mands grav..PÅ DEN! det første jeg så..var hans navn! og..de forbandet årstal.."

    Treston kunne ikke tilbageholde en lille, ærlig latter over hendes lidt forlegne ansigtsudtryk, da hun rakte flasken frem imod ham efter tydeligvis selv at have taget hul på procenterne. Han førte flaskemundingen til sine egne læber og nød følelsen af varmen, der bredte sig i brystet og ned gennem halsen. 
    "Det siger du lidt for tidligt," sagde han med et skævt smil som svar på hendes ord om, at han på ingen måde var en synder. "Jeg har mange syndige tanker..." 
    Flasken blev rakt tilbage, og det lille smil stivnede ved hendes videre ord. Åh Josefine...
    "Du er den sidste, der har skyld i din situation, Josefine," mumlede han helt stille og lod hovedet dumpe tilbage imod væggen - tippede det lidt, så han kunne skæve til hende. Han turde ikke udtrykke sin medlidenhed, for det var ikke altid dét, man havde brug for, når man var ulykkelig, men han vidste alligevel at hun ville kunne mærke den. "Du har ikke gjort noget galt - tværtimod. Du har gjort alting så rigtigt, at folk kunne udnytte dit gode hjerte. Hvis Guderne straffer det, så..." Han gjorde en lille grimasse. "Så er der mere galt med verden, end jeg har lyst til at tro! Men derfor... Josefine, jeg forstår virkelig godt, at det stadig må føles... helt forfærdeligt. Forfærdelig uretfærdigt..." 
    Han tav lidt - sad bare lidt ved siden af hende og håbede, at hans tavse selskab kunne give hende én eller anden form for trøst, ligegyldig hvor lille, den så var. 
    "Har du ikke lyst til... at fortælle mig lidt om ham? Din mand, mener jeg." Treston var klar over, at han muligvis gik over stregen her, men han vidste også, at det som regel gjorde det lettere at bære smerten, hvis man kunne sætte ord på kilden til den. Og han vidste lige så vel, at dén snak var svær at starte, hvis man ikke blev spurgt...
    Han vidste dog ikke, om Josefine havde lyst til at indvie ham i noget så personligt, og derfor tilføjede han også: "...Hvis det altså ikke... gør for ondt lige nu. For det har jeg selvfølgelig fuld forståelse for. Jeg tænkte bare... at det måske ville være en meget god måde at... mindes?"

for tidligt? Latterne havde allerede kort trækket ud af sit skjul bag sine knæ, og de ord fik hage tilbage op på dem, som hun kiggede i hans retning. "Vi er soldater..vi både gør og tænker syndige ting." lyd det så snart han delte at han havde den slags tanker, tonen var mere følelses plaget end tidligere, men stadig langt fra tilbage til normalt findes. Opgivende gled blikket fra ham som han forsøgte at ligge skylden fra hende. Hånden befriet kort det ene ben som den mødte flasken og træk den til hende, blikket fandt ro på flaskehalsen og stirret ned til den varmen væske.

jeg..udnytter også alle dem. Hun sukkede kort af sine tanker, og hans ord som han forsatte med sætte ære, godhed og lys på hende. du forstår..mig ikke gør du....alligevel sidder du..og kæmper med at få mig til at...ikke være en sort sky..Kort lod hun tankerne og blikket glide fra flasken og tilbage til ham, et medlidende blik mødte ham, du..prøver så meget....Hun besvaret ikke han ord med sine egne i stedet træk hun ganskekort på smilebåndet, et smil som forsvandt som flasken igen fik tilladelse til at sende den varme væske igennem hende.

Om ham? hovedet blev drejet tilbage og flasken fladt som armen blev kraftløs.
"..De fleste sagde vi slet ikke passet sammen." hun fik faktisk et fnis ud mellem sine læber, som hånden tilbud ham flasken.
"Tror jeg lyste mere op af hans følelser end han selv." hun rystede hovedet og lænede sig tilbage så hovedet mødte væggen, og armene slap let om hendes knæ, så brystet fik bare en smule luft.
"Han..viste aldrig sine følelser..Han var forfærdelig til at erklære dem, vise dem..Var så om..han ikke vidste hvad han skulle for at vise sin glæde." Hun sukkede dybt og lod blikket falde på luftet. "Hvis ikke han var tvunget til at fri, så tror jeg aldrig han ville have gjort det." Den anden hånd, træk kort halskæden af hende, og blikket faldt til sølvringen som fingren nusset. Kort træk hun på smilet som hun beskuet den.
"jeg...fortryder jeg ikke lod dig dræbe Gabriel.." lyd det pludseligt, "Eller jeg ikke selv gjorde.....Bare..at ...hvis jeg handlede anderledes..den dag..så...Kunne jeg i det mindste have været der..da han...blev lagt i jorden i det mindste." igen klemte hun om sine ben, og lod panden ramme knæende på nu, luften til brystet forsvandt igen. At rede ham, at ændre det, vidste hun godt hun ikke kunne, hun var ikke med ham på arbejde..Så den fantasi var for længst fortabt i hendes sind.

    "Måske er det meget godt, du ved - at man opvejer hinanden," funderede Treston, da hun fortalte, at hendes mand havde været dårlig til dét med følelserne. Han tog imod flasken og tog en tår, inden han indrømmede: "Jeg har altid været fascineret af kvinder, der føler ting lige så stærkt som jeg gør - kvinder, der ved, hvordan de håndterer og spejler alt dét lort, jeg lukker ud..." Han sendte hende et af sine skæve smil. "...men jeg har heller aldrig haft en partner i mere end et par måneder af gangen, og du har dog trods alt været gift - måske gjorde I det på den rigtige måde." 
    Det var først, da ordene var ude af munden på ham, at det gik op for ham, at hun var Isari-troende med stort I. Dét med at have en masse, skiftende sengepartnere uden for ægteskabet blev ikke just prædiket til templets søndagsmesser, og et sekund eller to var han bange for, at hun ville finde ham uanstændig...
    Så sagde hun noget, han studsede over, og han glemte sine tanker om uanstændighed. "Hvad mener du med, at han var tvunget til at fri? Var I - blev..." Han klappede i, fordi han ikke rigtig kunne finde på en sensitiv og... proper måde at spørge på, om de opdagede graviditeten med hendes ældste inden ringen sad på hendes finger...

    Hendes pludselige erklæring omhandlende dén dæmon, der havde slået hende ihjel, fik Treston til at løfte hovedet fra de tanker, han var sunket hen i. Hans ansigt blev mildt og en anelse beklagende, fordi han virkelig godt forstod hende, men...
    "Begravelser er ikke for de døde, Josefine..." mumlede han og tog endnu en ordentlig slurk. "Misforstå mig ikke - jeg forstår udmærket godt, hvorfor du gerne ville have været der, for det er en god måde at tage afsked på... få afsluttet alting på en ordentlig måde. Men det er også dét, jeg mener - begravelser er for de levende. Din mand har ikke holdt mindre af dig, fordi du selv var hos Kile, da døden også ramte ham..."

"Kan godt være...Det kan også være trættende." Panden løftede sig fra knæene som han begyndte at fortælle om sin type, hun hævede dog et øjebryn som han begyndte at nævne at der nok havde været mere end to...tre kvinder i hans liv.
"Troede du var..mere til de..skeptiske, undrende kvinder, ikke de følelses styret af os." hun rystede kort på hovedet.
"Har der været mange?" spurgte hun forsigtigt og vidste faktisk ikke om hun ønskede svar. Det kom jo ikke hende ved hvem og hvor mange han havde holdt af og meget mindre hvem de havde været, men alligevel hang spørgsmålet i luften.

Blikket faldt så snart han spurgte, det var ikke svært at forstille sig hvad han var ved at spørger om, og det halve spørgsmål blev svaret med et nik.
"Ja..jeg...besøgte ham en aften, og...Der gik nogle uger før vi fik set os om, det var næsten som jeg boede der...Og..Ja...pludselig var vi..lidt nød til at blive gift." kinderne fandt lidt farme, og hånden nakken som hun nervøst kløet sig i håret. Blikket faldt og i stedet for at kigge på ham, var det sengen under ham der fangede.

"Nemlig. De er for de levende." Hånden rækte ud efter flasken, og så snart den var i hendes hænder blev den ført til læberne og endnu en god slurk blev taget.
"..Derfor var jeg der ikke..." lyd det som han sank den varme væske, blot for endnu engang at lade den let røde læber lukke sig om flaske halsen.
"Derfor...var jeg ikke velkommen til at..få sagt farvel.." hun havde flere gange spurgt dem som havde været der om ceremonien, flere gange forsøgte at forstille sig hvordan det ville være, flere gange forsøgt at forstille sig hvad hun ville have sagt på talerstolen.

    "Følelsesstyret og passioneret er lidt to sider af samme mønt," sagde han og sendte hende et gadedrengegrin. "Begge dele er et klart plus i en partner, man også deler seng med, hvis du spørger mig! Men der er også forskel... Jeg mener; der er også forskel på, om man forelsker sig med hovedet og hjertet eller med..." Han trak atter på smilebåndet. "...andre dele af kroppen. En kvinde, der skal holde mig ud mere end en enkelt aften, bliver bestemt nødt til at have en hvis portion skepsis, som du siger! Og så... Jeg kan godt lide samtale, om det så er den dumme, stikkende slags, hvor man fornærmer hinanden i én uendelighed, eller om det er samtaler som.. dén hér. Det dybe og det dumme. Så en kvinde, der gider dén salgs, ville jeg nok klikke bedre med, end én der ikke gad..."
    Hendes spørgsmål kom bag på ham, men han prøvede ikke at lade sig mærke med det - ville gerne have, at hun følte, hun kunne spørge om alt. "Der har været...nogle," endte han med at svare lidt undvigende - egentlig ikke fordi han skammede sig eller troede hun ville dømme ham... alt for meget - men mere fordi kærligheden, den rigtige kærlighed, altid havde været kompliceret for ham. Og derfor havde det som regel været lettere at få en hurtigere, mere fysisk form for kærlighed hos kvinder, han egentlig godt vidste, han ikke passede sammen med... 
    "Jeg og Zirra - min søster... Vi er nogle slemme drukhoveder, når det tager os." Han gjorde en sigende bevægelse imod flasken. "Og især i vores start tyvere, da Mørket netop havde sluppet Dianthos igen... Jeg tror, der var en del undertrykte følelser, der skulle ud - og det var en mulighed for at 'reagere udad', om man vil..." Han og Zirra havde altid været gode til at opmuntre hinanden til ballade, det var i hvert fald helt sikkert... "Men når jeg endelig falder, så falder jeg hårdt...!" Han kunne ikke lade være at fnyse et grin. "Bare altid for de forkerte. Jeg har ikke tal på, hvor mange gifte kvinder, jeg har forelsket mig i, for så derefter at måtte bruge lange, triste aftener med selvmedlidenhed på at komme over det igen. Det er... Det er rodet, Josefine."

    Treston kunne ikke lade være med at more sig lidt over hendes røde kinder. Han syntes ikke, hun havde noget at skamme sig over; børn, der blev undfanget uden for ægteskabet, men født i det, var jo for zalan nærmest en folkesygdom... Men han sagde ikke noget, for han var bange for at sige det forkerte. Procenterne kunne efterhånden mærkes, men det havde også været en vellagret brændevin og de var efterhånden mere end halvvejs nede i flasken. 
    Da hun fortsatte falmede smilet dog, og han fik lyst til at række ud efter hende - lægge en hånd over hendes på sengen - fordi hun bare lød så... ensom. Helt igennem fortabt og forladt...
    Pludselig rettede han sig lidt op på sengen - vendte sig halvt imod hende. "Prøv at fortælle mig, hvad du ville have sagt til begravelsen. Hvem der ville have været der. Hvordan det var foregået."
    Han vidste ikke helt, hvor idéen kom fra, eller, for dén sags skyld, om den var god. Men brændevinen var bestemt begyndt at stige ham en anelse til hovedet, og indskydelsen virkede... vigtig på én eller anden måde.
    

At alt der faktisk fik hende til at smile denne dag, sådan et rigtigt smil der ikke var grundet følelserne der lå i et minde men et glad smil, så var det at høre om Trestsons slags kvinde, der var mange følelser i hans ord og sikkert langt mere som han ikke sagde. Dog falmede smilet kort varigt som han snakkede om forelskelser med 'andre dele af kroppen', flasken mødte læberne som et let forvirret blik hvilede over ham. Det var en tungere væske end hvad hun første havde troet, om det var ham eller dens lette duft der havde snydt hende var for sent at tænke over som hun begyndte at mærke varme mere end blot i halsen.
"Så..En du kan skrige, råbe af, og kalde navne og så timen efter være sød og kærlig med?" hun fniste kort af sine ord, og forsøgte at holde smilet tilbage. Dog blev hun hurtigt overrasket da han faktisk svaret på det private spørgsmål, hånden der nervøs have rodet i hendes hår forlod den, med to fingre spredte ud fra resten af hånden. Kinderne fik farve som den faldt til hendes skød, knæende endelig forlod hendes bryst og fødderne forlod sengen og faldt så de hang lidt over gulvet. Hænderne samlede sig og tallet blev gemt som hænderne mødte hinanden.

Der var et øjeblik, grundet emnet, tonen, hans følelser, og nok også alkoholen hun blev bange for han skulle til at indrømme noget absurd uanstændigt i relation til hans søster, derfor blev det emne mødt med flere forvirret blik som hun i hast slog blikket i hans retning, hans ord hjælpe ikke til at berolige den bekymring der voksede i hendes. Nogle drukhoveder, starten af tyverne, undertrykte følelser, mulighed for at reagere udad.Netop derfor åndede hun også lettet op som han ord førte imod hans fald,og gifte kvinder, som lettelsen gled over hende mødte flasken igen læberne.
"Jeg..havde travlt med at være mor den tid." kommenteret hun forsigtigt og lod hovedet falde til væggen og skulderne endelig faldt ned lid fra hendes ører.
"Skal jeg være lettet over at vi ikke mødtes mens jeg var gift?" hun træk på smilet og fniste kort af sine ord. "Forelskelser er altid rodet, er de ikke?" flasken, og det lille der var tilbage i den blev sendt i hans retning.

Smilet famlede som han forsatte, og blikket søgte til hende skød, og med en dyb vejrtrækning lyd hendes ord.
"Jeg..vil meget gerne fortælle om det..en dag jeg ikke sidder og har ondt af dig mens jeg deler det." forsigtigt kigget hun over imod ham som det blev sagt, uden at bevæge sig for meget, mon, han indså det.
"Så...kan vi ikke snakke om noget andet?" spurgte hun i håb om forsætte det mere letsindet emne. Hånden der havde afleveret flasken faldt til hendes side og lå på sengen mellem dem, hun lænede sig tilbage, og lod vingerne hvile langs væggen, blikket glide fra ham langs gulvet til den skuffe hun selv gemte livets væsker i. Noget der smager bedre end det...hvad? brændevin? nu den er ved at være tom.

    Treston fnøs moret af hendes spørgsmål. "Nok nærmere en kvinde, der ikke er bange for at råbe og skrige af mig, når jeg bliver for meget! Hvad tror du da om min opdragelse, Josefine!" Han lod for sjov som om han var chokeret over hendes antagelser. "Der er kun én kvinde, jeg råber af i vrede, og det er Zirra, for hun kan være så pissehamrende irriterende! Og dét med at få svinere hører ligesom med til arbejdsbeskrivelsen når man er lillesøster. Rigtige kvinder..." Der var ingen tvivl om, at han stadig lavede sjov, men han blinkede alligevel til hende, "får en ganske anden behandling! Dér har min mor dog lært mit ét eller andet om etikette...!"

    Trestons opfattelse var alligevel blevet sløret så meget af brændevinen, at han ikke fangede Josefines underlige uro, da han gav sig til at fortælle om hans og Zirras eskapader i Dianthos' natteliv. Det havde været en anden tid, selvom den alligevel ikke lå så langt tilbage... Måske nærmere en anden mentalitet. Ved Zaladins horn og hale, de havde rodet sig ud i meget lort...
    Hendes spørgsmål kom fuldstændig bag på ham og han udstødte en helt igennem oprigtig latter - kunne simpelthen ikke lade være. Sådan en kommentar havde han af én eller anden grund ikke forventet fra Josefine, for hun var altid så... ordentlig, på én eller anden måde. Han gav hende et drilsk smil og et puf med albuen.  
    "Dét kommer vel an på, hvordan man ser på det," bemærkede han med en udfordrende kant om stemmen og smilet spillende i øjnene. "Lettet... eller skuffet - dét er op til dig."
    Han tog imod flasken og tømte den med et lidt for skamløst blik, før han fik mindet sig selv om, hvad dét hér egentlig var, og tog sig selv i nakken. Frimodighed var fint, men skamløshed måske lige en tak for meget...

    I det samme falmede hendes smil en anelse, og da hun bad om et emneskift, nikkede han bare med et forstående udtryk. 
    "Selvfølgelig," forsikrede han og holdt så den tomme flaske op med et løftet øjenbryn. "Jeg har en anden flaske med, men jeg må desværre skuffe dig og sige, at det ikke er noget godt! Én af mine gamle soldatervenner - Farren, hedder han - forsøgte sig med lidt hjemmebrænderi her i sommer, og det lugter af råddent korn og for meget gær, hvis du spørger mig... Men jeg havde ikke lige andet." Ikke andet end den lille trææske, der også stod ovre på hendes bord, men han var ikke helt sikker på, at det ville sømme sig, hvis de røg sig vind og skæve. Dét med at blande, var også sjældent vellykket - især hvis Josefine ikke havde gjort sig i opium før... 
    Han ville ikke kunne tilgive sig selv, hvis han i stedet for at gøre hendes aften lettere for hende, i stedet dømte hende til en nat med kvalme og opkastning...

hvad tror du dog om min opdragelse. hun fniste kort af hans ord, og en hånd hævede sig hurtigt til at gøre skjul på smilet som gemte sig bag hånden. Latterne døde ud i et suk, som hans ord endte.
"Lyder så om Zirra, ved hvordan man få dit blod i kog." hun rystede kort hovedet,
"Vil gerne se vrede dig en dag..kan virkelig ikke forstille mig det." hånden faldt tilbage til hendes skød og blev hurtigt mødt af den anden som træk sig fra sengen mellem dem. Sammen nussede dig til ringen og dens kæde.
Hans næste ord, at ligge op til sådanne ting, at der havde været mulighed for noget hvis de havde mødtes dengang.
"Tag dig sammen." lyd det bestemt som han lagde op til sådanne nogle ting. Blikket blev rettet imod ham, netop som følelsen ændrede sig og som den gjorde træk hun blikket tilbage imod sine hænder, og blot stirret på ringen lidt. "Ville være lettet, skuffelsen ville være din." De ord bevæget sig rundt i hendes sind flere gange som hun bebrejde tankerne.

Ville..jeg virkede sige det?..var det ham? Eller mig?

lyd hendes forvirret indre kort, som hun slugte de ord der var tæt på at blive delt, selv bare som hun tænkte dem lod kroppen sig afsløre hendes flovhed ved at ligge noget farve i hendes kinder. Alkohol og andre af den slags var gode til en gang, at gøre broen mindre og mindre mellem hvad der var andres og hendes. Normalt havde hun i det mindste en ide om hvem der følte hvad, men lige nu, gik det op for hende hvor stærkt, ham farren lavede sit vin.
"Har jeg." lyd det som svar på hans ord uden hun fik tænkt sig om, overrasket over sig selv lod hun blikket hæve sig og stirre på skuffen den modsat side af værelset. 
"Den skuffe der." hun nikkede i dens retning.
"Der er..en blanding af varmende væsker, og..nogle urter." den let røde farve lagde sig ikke i hendes kinder som hun løftede en hånd og pegede. At indrømme hvad hun gemte, og hvor meget. Har altid være skræmmende, men lige nu, havde hun lyst til at dele alt med ham, der var intet hun ønskede hemmeligt. De flere stærke flasker af blandet slags, den tørret elverroden, den halv tomme krukke af tørret nymåneblad.
"Har..lidt af hvert til at....Altså..når man bærer fem folks smerte så..er det nødvendigt til tider." lyd det lettere nervøst. Det ville være langt bedre at bruge denne dag, aften, nat og de næste to gange med opkast, kvalme, og svimmelhed.. end de tanker og følelser hun bekæmpede sidste år.

    "'Vrede mig' er en voldsparat kælling," erklærede han definitivt, og havde ikke det store behov for at uddybe hvad han mente - chancen for at hun nogensinde skulle se ham derude var forsvindende lille. "...Og jeg tror næppe, du har lyst til at møde ham. Jeg skammer mig over mig selv; det sømmer sig ikke for en Ridder, at blive så barnefornærmet, som man har set mig nogle gange..."
    Hendes bestemte afklapsning fik hans ansigt til at flække i et drenget grin, og han gav hende endnu et puf med albuen - ét, der måske blev lidt hårdere end han havde tænkt sig, men som der så absolut ikke var noget ondt bag. "Jeg driller, Josefine!" lo han og holdt enormt meget af hende lige da. "Du må ikke øse din misbilligelse ud over mig på dén måde! Så ved jeg slet ikke, hvad jeg skal gøre af mig selv og min syndige opførsel!" 
    Trods sine ord klappede han hende med et skævt smil på knæet inden han rejste sig fra sengen og gik til den anviste skuffe i hendes kommode - trak den nysgerrigt ud, mens hun forklarede sig. Han løftede et enkelt øjenbryn i overraskelse, men kommenterede ikke nærmere - især ikke, da hendes ord om sommetider at bære flere menneskers smerte var en rigtig god forklaring. Spændende flasker blev hevet frem og studeret med en anerkendende mine - hun havde god smag, hende Josefine, dét kunne man i hvert fald ikke tage fra hende! Hendes skuffeflasker var noget ganske andet end Farrens overgærede sprøjt...
    Så fandt han den halve krukke med små, tørrede urter og tog den op - løftede låget for at dufte til dem. "Nymåneblad?" Hans stemme var overrasket, mens han tænkte for sig selv, at hvis de skulle ryge sig vind og skæve, så gav dét hér da i hvert fald en mulighed for, at de kunne gøre det i hvad de nu hver især var mest vant til... "Jeg overvejede på et tidspunkt at skifte over til dét, men det er dyrt, hvis man skal have det udenom apotekerne, og jeg endte med at blive temmelig slemt uvenner med dén halvelver, der sælger på Tribunepladsen..." Han satte låget på igen og sendte hende et indforstået grin - havde ikke bemærket den nervøse kant om hendes stemme, fordi alkoholen meget behageligt havde lagt sig som et varmende, sløvende tæppe om hans opfattelse. "...Men jeg går ud fra, at en heler måske bedre kan troppe op på apotekerne og købe dén slags, uden at der bliver stillet for mange spørgsmål..."
    Han ventede ikke på svar, men stillede bare krukken ned i skuffen igen og hev en flaske frem, som havde set spændende ud. Skuffen blev lukket med en klirren, og den lille afstand hen til englen på sengen blev tilbagelagt. Han rakte flasken frem imod hende. "Vil du have æren?"
    Som ved en pludselig indskydelse trak han én af hendes stole hen, så han kunne sidde foran hende og bedre se hendes ansigt, mens de snakkede sammen. Et øjeblik faldt han næsten lidt i staver - studerede hende bare med langt større intensitet end han nogensinde kunne have fundet på i ædru tilstand. 
    "Hvorfor... gik du egentlig ind i hæren, Josefine?" spurgte han pludselig og vidste heller ikke helt selv, hvor det var kommet fra. Måske var det fordi, han ikke havde kunnet lade være med at tænke, at hun var så... fin, på én eller anden måde; så lille og så varmhjertet og så... yndig, egentlig, med de grønne øjne og det blanke, røde hår og de store, hvide vinger. Så fin og så yndig og med en hel skuffe dedikeret til dulmende substanser... Dén skævhed fascinerede ham, og gav ham lyst til at forstå hende bedre. 

Det var svært at kommentere på hans ord, de lyd så, bestemte og klare.
"Du..skal ikke skamme dig.. Selv en ridder, har behov for vold til tider...Selv en hæler har." hun søgte hans blik, det korte hun fik lov at se de blå øjne.
"Vi har alle nogle følelser vi..skammer os over hvordan vi håndtere." hun håbede dog stadig at hun en dag at hun ville se ham fra de fleste, hvis ikke alle følelses ladet stadier. Se ham trist, vred, håbefuld, alt samme virkede fangende, og man kendte ikke rigtigt en person før man havde set deres højeste og laveste. Hun blev kort slået ud af sine tanker som hun mærkede hans albue, lidt hårdt i sin side, tydeligt hårdere end han selv ønskede. Et lidt nervøst grin forlod hende, uvist over hvordan hun ellers skulle reagere som hun let nussede sin side, og beskuet ham med et smil. Så, fulde dig og vrede..er begge.. hun fniste af sine tanker et fnis som nåede dets ende som hans ord nåede sine.
"Dine syndige opførelser høre til i et skriftmål. Ikke mit værelse!" hun rystede hovedet af ham, blikket gled til hendes knæ, og som han rejste sig og lagde vægten der, tog hun sig selv i at lade hånden fra hendes side søge imod knæet. Kinderne blev røde og hånden fandt tilbage og nusset siden. Rent instinktivt åndede hun op som der kom afstand mellem dem, og sindet slappede kort af som hans indflydelse blev lettet.

Hun rettet sig op som han nærmede sig skuffet, som han beskuet dens indhold. Tankerne gled igennem hende, og rummet opførte sig ikke helt som det skulle og gjorde hun heller ikke. Igen mødte hånden nervøs hendes hår som hun kiggede i hans retning, tankerne sluttede som han spurgte overrasket om urten.
"Det er ike.." Min?..Hun sukkede kort over at hun, faktisk kort forsøgte at lyve om det.
"Nogle gange..er..væsken ikke nok...Og så er det bedre en opium, som mange der lider som jeg gør bruger..Kan ikke..genkende mig selv på det..Og" hende ord døde ud, som hun blev overrasket over at hun sad og forklaret sig selv..hvorfor endelig, hvorfor..pakke det hele ind...Var de ikke lidt over det?
"Jeg..får det af en..betaler ikke, hjælper hans familie med..sygdom og den slags som betaling." historien lyd jo nærmest bekendt, en slag man høre alt for ofte om, og hun har selv været den hårde..når folk tigger om uret i heler huset.
"..Vil du have det?" spurgte hun forsigtigt som han vendte sig og gik imod hende.
"Du må gerne tage det med."

Hun blinkede nogle gange som flasken kom nær hende, som stolen blev sat og hans blik søgte hendes.
"Damerne først ikke, så lidt maneren har du lært." Hånden mødte flasken og kort, tog hun fornemmelsen til sig som hånden lå over hans det øjeblik før flasken skiftede hænder. Nærmest øjeblikkeligt som fornemmelsen forsvandt søgte flasken hendes læber, og hun genfandt den efterhånden alt for tilvandte fornemmelse, noget der startede som en nødløsning, langsomt blev en løsning til det meste, og nu..noget hun næsten vil kalde et problem.

"Ind i hæren?" lyd det tøvende som flasken forlod de røde læber, og den varme, mørke, elviske rum blev holdt i flaskehalsen og forsigtigt tilbudt ham, som hun forsvandt kort i hans blik, og rummet virkede sort, så om det forsvandt. 
"Fordi..jeg vil have...fred." der er noget galt. Begyndte hendes indre, at skrige som hun rækte flasken lidt frem.
"Jeg...ville først være præstinde..Men..jeg..lad være at grin..Tror jeg kan..stoppe krigen.. Syntes det er forkert, vi vil..have fred med et sværd i hånden..Man skal holde en blomst hvis man ønsker fred..så håbede på lyset ville..være som ordet på gaden lyder..Og i dag..kæmper jeg for at ændre folks holdning." hun træk på smilet, selv om der var flere gange hendes forsøg på at sprede ideen om kærlighed og dialog, var mødt med mistro og andre blandet følelser. Flasken kom nær ham, og blikket hævede sig til hans blik, og netop som hun så hans blik fandt rødmen hendes kinder igen. Blikket søgte let væk, men kryb sig tilbage øjeblikket efter og med det klemte hånden lidt hårdere om flasken og træk den lidt nærmere sig selv.
"Tror ikke at du skal have mere." og med de ord, søgte hun at tage flasken tilbage til sin egne side.

    Med et lille nik til hendes spørgsmål tog Treston imod flasken fra hende og satte den til sine egne læber. Det var en ganske anden smagsoplevelse end dén flaske, de netop havde delt - sød og afrundet og dog stadig enormt kompleks, med noter af alskens urter Treston ikke kunne sætte navne på. Han lovede sig selv, at han skulle blive bedre til at bruge af sin løn - om ikke andet, så i hvert fald sørge for, at have nogle ordentlige flasker liggende til lejligheder som disse!
    Hans halvfulde tanker vandrede bort et øjeblik til en vinforretning i Centrale Bydel, han engang havde været i sammen med Zirra, fordi de skulle finde en god flaske at give Ersten i fødselsdagsgave. Kunne være, man skulle slå et smut forbi igen… finde en spændende vin til næste gang han og Josefine skulle…
    Og så rynkede han på panden af sig selv, for det lå på ingen måde i kortene, at dét hér var en situation, der ville gentage sig. Det var ikke sådan en relation, de havde - ikke rigtig. Ikke endnu i hvert fald... De var en form for tætte bekendte, hvor den ene havde åndet ud i den andens arme…
    Men han bekymrede sig da om hende - dét skulle ikke være en hemmelighed. Og han nød hendes selskab - selv en aften som i aften, hvor udgangspunktet for samtalen ikke havde været særlig muntert. Hun var intelligent, velovervejet, sød… og hun kunne være overraskende sjov, når det tog hende. Han havde lyst til at lære hendes holdninger at kende, og derfor fik han også sin opmærksomhed tilbage på sporet, da hun gav sig til at fortælle.
    Og der var ét eller andet i hendes ord, der ræsonnerede et sted dybt inde i ham - som var han en kæmpe tempelklokke, og hendes vision en tone med den helt rigtige frekvens til at sætte svingningerne i gang…
    ”Var Lyset så, som du havde forestillet dig?” spurgte han stille, mens han betragtede hende tænksomt… næsten som med nye øjne. ”Sådan som ordet på gaden lyder. Føler du, det har været muligt at ændre folks holdning…?”
    Han vidste ikke helt hvor lysten kom fra, men han fik pludselig en ubændig trang til at række ud efter hende - røre ved hendes ansigt. Lade fingrene følge hendes kæbelinje, hendes kindben - hendes læber…
    I samme øjeblik løftede hun blikket og til hans overraskelse rødmede hun, og han mærkede et pludselig træk i flasken, som ellers havde ligget glemt i hans hænder, mens han betragtede hende.
    ”Tror ikke, at du skal have mere,” sagde hun så og tog flasken ud af hænderne på ham. Treston løftede et øjenbryn - forstod ikke helt hvor dén udmelding pludselig kom fra. Lænede sig en anelse frem imod hende og lagde så hovedet på skrå.
    ”Er du træt af mine dumme spørgsmål, Josefine?” spurgte han og trak den ene mundvige op i et lille, drillende smil. ”De kommer ikke fra flasken - dét håber jeg, du ved. De kommer fordi jeg gerne vil forstå dig.” Og det ville han virkelig. Han havde lyst til at forstå hendes tanker. Havde lyst til at høre om hendes drømme.
    …havde lyst til en hel masse ting lige nu, faktisk, men dét valgte han ikke at forholde sig alt for meget til, for det var ikke... Det hørte ikke til.

"Nej...er det ikke." lyd det lettere tøvede som hun genfandt modet til at lade blikket falde på ham, ikke hans blik selv om der var en kæmpe lyst til at beskue de fangende himmel klare blå øjne hun altid havde fundet ro i,  men lige nu selv om lysten var der til at finde dem virkede det nærmest farligt, eller mindst lige så farlige som de virkede lokkende.
"Lyset..håbede det handlede..Mere om folket, og mindre om mørket." hun gled kort blikket over uniformen han bar, og rummet det lette lys fra aften solen virkede kort til at fremme hans kindben som blikket gled op og uniformen forsvandt fra hendes syn.
"Og nej..Folk.." hun frys kort før hun forsatte. "ved nogle griner af mig, og..når man fornemmer hvad de føler når jeg siger det..så..føles det som en lang kamp." hun lænede sig lidt frem som hun delte det med et smil på læben, en smil hun havde givet op på at underspille. Hun havde intet imod folks holdninger om hvad hun sagde og gjorde.

Flasken blev hurtigt sat mellem hendes lår som hun fik den i hænderne og den ene hånd hvilede på toppen af den og hun så ned på den let overasket over hun endelig fik lov til at tage den fra ham, men der gik hun også i stå som hun hævede blikket igen. Den frie hånd søgte hendes hår som let blev skubbet bag øret det føltes i vejen, så om det lille udsyn håret stoppede var ubehageligt.
"Det..er ikke sådan ment." mumlede hun forsigtigt til hans ord. "Det..vil jeg også gerne selv lige nu" lyd det forsigtigt og lavmeldt som hun lænede sig lidt nærmere, lidt længere frem, hånden forlod håret og søgte hvile på hans knæ.

Hendes evner havde altid været besværlige, det var så om hun stod på en bro mellem to brede. Normalt var det nemt at se hvilken bred var hendes og hvilken var alle andres. Hun stod næsten altid på midten af denne bro, var bare sådan hun følte sig hjemme og sig selv i hvert fald efter alle disse år var det blevet en del af hende at stå der mellem sine egne og andres følelser, mere end at stå på sin egne bred. Men som din sansedæmpende væsker og stoffer lå sig over hende var det så en tæt tåge overtog bredende, og det blev sværrer og sværrer at se hvilken side der hørte til hvilken og hvorfor disse tanker, denne forklaring gled forbi hende sind, hvorfor hun overvejede at være så ærlig om sin evne i netop dette øjeblik som hun mærkede hans knæ imod sine fingre forstod hun ikke.
"Jeg..vil også gerne forstå dig.." hvorfor det lige var det hun sagde forstod hun ikke, men det var ikke til at tage blikket fra ham, hans øjne, hage, ører, hans brede skuldre. De arme som hun flere gange havde søgt nærvær og tryghed i, som nu tiltræk helt andre tanker i hende noget hun ikke havde tænkt på længe. Flasken mellem hendes lå blev fjerne og som hun lænede sig længere frem forsigtigt sat på gulvet. og blikket søgte aldrig fra de blå øjne som alt andet begyndte at forsvinde.

Håber..han låste døren. Lyd hendes indre forsigtigt som hun stilte flasken op af sengen.

    "Mere om folket og mindre om Mørket..." gentog Treston langsomt, fordi der var ét eller andet ved ordene, der bare fangede hans egne oplevelser ualmindelig godt. Indrammede følelsen af at lytte på faderens krigshistorier i timevis, uden nogensinde at få at vide, hvad der kom ud af de forskellige træfninger. Følelsen af at stå ret i sin uniform til endnu en kammerats begravelse uden egentlig helt at kunne fortælle, hvad vedkommende havde givet sit liv for. Følelsen af at køre i den samme rutine, gentage de samme ord, videreføre det samme verdensbillede, dag ud og dag ind uden andet belæg end, at Mørket jo var ondt... Tænk at hun skulle have det på samme måde. Tænk at han havde fundet én, der kunne sætte ord på lige præcis...
    Han blev trukket ud af sine tanker og direkte ned i det grønne blik, da hendes lille, fine hånd lagde sig på hans knæ, og varmen skød ud fra hendes berøring. Hendes ord fik af én eller anden grund hans hjerte til at banke hurtigere - nærmest flagre op som en fugl, nogen har forskrækket. Men oppe i hovedet følte han sig rolig; vidste hvad han ville. Vidste hvorfor. Så hende for den smukke, intelligente, interessante og komplicerede kvinde, hun var. Glemte at de var kollegaer, at han i princippet var hendes overordnede, og at dét hér - hvad-end det nu var - uden tvivl kunne gå frygteligt, frygteligt galt.
    Han havde bare lyst til at række ud og trække hende tættere på, og der var noget ved måden, hun betragtede ham på - måden hun stillede flasken fra sig på gulvet - der gav ham indtryk af, at hun havde det på samme måde, og derfor gjorde han det også; rakte ud. Lagde hånden imod hendes kind og lod tommelfingeren kærtegne hendes hud. Satte den anden hånd støttende i madrassen ved siden af hende, så han kunne læne sig frem imod hende - afsøgte hendes ansigt med ekstrem opmærksomhed efter ethvert lille tegn på, at han havde fejlfortolket situationen; at hans handlinger var for invasive. De klare, grønne øjne var til at drukne i, og han lod forsigtigt pegefingeren løbe over den søde, lille skønhedsplet, hun havde under det ene - dén havde han af én eller anden grund aldrig lagt mærke til før. 
    Alkoholen havde revet en god del af hans hæmninger væk, og filtrene for god opførsel, som Eylia havde brugt så megen energi på at plante i sine børn, var bestemt heller på plads hvor de plejede at være... Lysten efter hende - for han havde lyst til hende, dét skulle Guderne vide - bølgede stærkere og stærkere igennem ham for hvert sekund, der gik. Hvert sekund i hendes nærhed...
    "Lov mig at du siger til, hvis du vil have, at jeg går..." mumlede han åndeløst, fordi det var vigtigt for ham, at hun var tilpas - at hun ikke troede, han forsøgte at udnytte hendes sårbarhed på netop denne dag. Men han havde ikke lyst til at gå. Han havde lyst til at presse hende bagover i sengen - lyst til at kysse hende op af halsen. Lyst til at tage uniformen af hende - stykke for stykke - og udforske hendes krop med hænder og læber...

Hvad end dette var, hvor frygteligt galt det kunne og allerede var gået så var dette på ingen måder tanker der ringede i hendes sind, det var ikke mange tanker der dansede rundt i hendes sind og de ganske få cirkuleret alle om sin overordnet som sad foran hende. En mand der havde altid været der havde han ikke? Han holdt hende som hun døde, og lige siden været en kilde til tryghed, omsorg, tryghed, og til tider også en ufattelig kærlig mand. Og han, var jo også pæn, armene havde altid følte sikre og hans stærke holdning og let brede skuldre, den fine spidse hage. Hun fangede sig selv i at lade blikke danse rundt over ham, over hans figur og form og med opdagelsen søgte blikket igen fra ham - ganske kort før hans varme sikre, behagelig hånd nåede hende, træk hende tættere og vingerne baskede lettere nervøst som hun fik en snus af hans duft, en duft hun aldrig havde lært mærke til før og en duft der var yderst behagelig. Blikket gled i som hånden søgte hendes kind, hun vippede hovedet og lod sig finde hvile i hans håndflade, læberne blev let spredte som hun nydt hver en lille bevægelse fra den enkelte finger der nussede hende. Blikket åbnede sig forsigtigt og blev igen slugt af de blå, velkommende øjne. Var han nybarberet, hans hud virkede så fin, så passet, så blød, så, kysbar.
Du..kan lige våge på at gå nu.. lyd hendes indre til hans ord, tanker der kan langt bag på hende, som tankerne efter gled i hendes sind, følelserne, en følelse hun var sikker på havde holdt sig fra hende siden hun genopstod og en følelse hun flere gange tvivlede om hun stadig var i stand til, men tvivlen om den følelse fandtes var væk, langt væk i dette øjeblik. Som hånden slap flasken og søgte den som hånd hendes kind fandt hvile i og forsigtigt lod hun sine fingre hvile om hans håndled. Den anden hånd søgte fra hans knæ og fandt hvile mod hans bryst, hans hjerte som hun kunne mærke banke selv gennem tøjet.
Er du..lige så nervøs som mig. Tænkte hun kort, som fornemmelsen af det bankende hjertet tømte hendes sind helt, blikket hvilede i det blå blik, som ikke længere fandt ro i hendes øjne, men kort tydeligt dansede over hendes figur, en opdagelse der fik hjertet til stige til halsen på hende, og vingerne igen gav tegn på nervøsiteten som de igen forsigtigt kastede om sig med en let brise som hendes kinder blev røde, mere end før. Igen faldt hovedet til siden som hun fandt hvile i hans hånd, håret faldt fra siden til ryggen som hun nærmest bevist blottet sin hals. I et let drej af hovedet som det fandt hvilke kyssede hun hans håndflade, som hånden lukkede sig mere om håndleden. Så snart det lette kys sluttede, gentog hun sin handling, en enkelt gang før hun igen søgte kinden imod hånden.

    Trestons hjerte havde hamret i forvejen, men det formåede alligevel at sætte farten en tak i vejret, da hun lagde hånden imod hans bryst. Han var sikker på, at hun måtte kunne mærke dets slag igennem uniformsskjorten, ligesom han kunne mærke varmen fra hendes hånd. Hendes lille bevægelse med vingerne fik ham til at smile, mens dén rødmen, der fulgte, plantede en tøven i ham. Han havde netop åbnet munden for at spørge hende, om alt var okay, da hun drejede hovedet og kyssede ham i håndfladen - et par varme, bløde kys, så hendes slanke hals blev blottet - og han tog dét som et tegn på, at alting var som det skulle være.
    "Josefine..." mumlede han idet han lænede sig længere frem - lod læberne møde hendes hals i nogle dvælende kys. Nød hendes nærhed - hendes duft. Gentog åndløst navnet imod hendes hud, uden egentlig at have mere at sige. Hun var lige så berusende som vinen - mere faktisk, på sin egen måde - og med et forsigtigt pres skubbede han hende bagover i sengen med sine kys, sine hænder - fingrene, der var endt i hendes hår på én eller anden måde. Den stive, tunge uniformjakke blev krænget af og smidt på gulvet, da han fulgte hende over i sengen, mens læberne aldrig slap hendes hud mere end et par varme åndedrag. Han sørgede for at holde sig over hende - lod sin egen vægt støtte af imod albuen, så hun ikke skulle føle sig mast under ham, så der ikke skulle komme en hvid vinge i klemme... Trak sig så lidt tilbage, så han kunne betragte hendes ansigt - sende hende et lille smil og stryge en lok af det røde hår væk fra hendes pande. 
    "Du er dejlig," fortalte han hende med det skæve smil og både hengivenheden og begæret i blikket, da han atter lænede sig frem - gav sig til at kysse hende langs kæben, en enkelt gang på hagen, til han endelig nåede hendes læber og lagde sine egne imod dem. Nød smagen af hende, følelsen af hendes fine form under hans fingre, da han lod hånden indramme hendes ansigt - understøtte kysset, da det blev dybere, mere sultent. 
    Han var åndeløs og følte sig helt flydende af lysten efter hende, da han endelig trak sig tilbage, hævede sig op over hende og lod en hånd imod løbe ned langs hendes side, til den fandt hvile om hendes liv. Korsettet føltes hårdt og stift under hans varme hænder, og han løftede hovedet, fangede hendes grønne blik.
    "Må jeg?" spurgte han og var temmelig sikker på, at han ikke behøvede at uddybe, at han havde lyst til at tage tøjet af hende - dét faktum lå temmelig tykt i luften imellem dem. Han havde lyst til at mærke hendes hud imod sin - havde lyst til at kysse hende hele vejen fra hendes mund til hendes navle og længere endnu, hvis hun ville lade ham. Havde lyst til at lære alle dele af hende at kende.