Som fine tråde i et væveri var en plan sagt i værks, tre dæmoner havde stået side om side og krakkeleret livet omkring en ung kvinde, men for hvad? Fordi de kunne, for hævn eller for noget helt tredje? Med dæmoner, var det desværre aldrig så nemt og for en der havde arbejdet side om side med flere, og selv måtte dele sin krop med en. Vidste hun, at de aldrig gjorde noget – blot fordi de kunne. Deres kærlighed skulle tages med den yderste skeptisk, og deres omsorg skulle altid forventes at medføre tjenester man skulle opfylde. Aldrig var der noget man fik gratis af dem, der var en bagtanke med alle de ting som de gjorde, og det gjorde man sig klog i at huske. Alligevel havde de formået at snyde hende så mange gange, at man skulle tro hun aldrig havde lært noget af det.

Men ingen havde kunne forudset konsekvenserne af et lille brev med ordene, ’Spørg Pax om Juno og fortæl ham at han stadig lever’. End ikke de tre dæmoner.

Hvordan kunne det forudsiges hvordan hun ville have reageret, på de nedskrevne ord? Krøllet det lille pergamentpapir sammen og smidt den ud, eller ville hun fortælle ham om det? Hvem kunne have forudset, at pludselig valgte knægten en helt anden kurs. Kunne de havde forudset at den kvinde han havde viet sin kærlighed til, som han ønskede skulle blive hans viv ikke længere var noget han så? Men de eneste tanker som der gled gennem hans hoved, var drengen som ikke var stærk nok at stå for sig selv. Hvordan kunne man have set det komme, at han bare havde forladt hende? Alene skadet, på grund af deres valg. Grundet konsekvenser som var udkommet af de valg? Hvordan en mørkelver havde valgt at blande sig kortvarigt, og sagt små iværksættende ord ind i hendes hoved, en pige der havde tegnet et uheldigt møde mellem to gamle elskende.

Ingen kunne have forudset det, end ikke tre oldgamle dæmoner og dog. Måske var det en kalkuleret plan, med forholdsreglerne for, alle de mulige veje som det kunne gå, alligevel ville ende ud i, at Io valgte at give sin sjæl så at Pax kunne leve.

Så, så mange fine tråde af guld, der til sidst udgjorde det perfekte maleri. Det som gjorde at alle stiende førte én vej, nemlig til Io’s endeligt. Den lille pige som så desperat havde søgt efter kærlighed, men fik det ødelagt hver gang ikke længere kunne rumme det i sit hjerte længere, livet der var blevet for meget for hende og end ikke var hendes længere. Ja så var det som de havde håbet, Io var nu på vej til dæmonens port til Kzar Mora, klar til at finde hendes tidligere mester og underkaste sig ham. I hendes desperate håb om at glemme, i håbet om aldrig nogen sinde at føle smerte og sorg som hun følte det nu til stadighed. Så kunne alle andre være lige meget, for hun kunne ikke mere, hvis bare bølgerne havde taget hendes liv. Så havde hun aldrig skulle gå gennem sorgen, så kunne folk bare havde fortsat deres liv som havde hun aldrig været der. For hvis man kunne forlade hendes så let, når hun havde brug for hjælp. Så måtte det da være således alle folk omkring hende så hende? Som værende deres skygge der hjalp dem når de faldt, men så snart de vendte ryggen til skyggen, til hende, der var hun blot en del af dem, en ting der altid ville være der. Men ikke længere, nu skulle det være slut.

For om ti år, ville en dæmon komme og tage hendes sjæl og så ville hun blot stoppe med at eksistere. Hvem ville huske hende? Hvem ville være tilbage og græde over hendes død? Adena ville være en gift kvinde med den kommende fyrste, og gøre hende den næste fyrstinde af Arys. Hun ville have travlt med hendes egne børn, og ikke længere huske hvem der havde vidst hende skyggesiden af Dianthos. Skønne Caitlin? Oh den søde pige, med de flotte brune lokker det energiske gåpåmod, hun ville måske endda være lettet over ikke længere at løbe ind i hende. En kvinde der mindede hende om den verden hun ikke længere ville være en del af, ikke længere skulle være bange for den ustabile blonde der ikke kunne finde ud af hendes følelser eller sind. Pax, ja selvom han havde snakket om hun havde en familie, at hun ikke var retfærdig når hun sagde hun var alene når han allerede var kommet videre. Han vidste ikke hvad han snakkede om, han havde aldrig en chance for at forstå hvad der var sket i hendes liv. Hvad hun havde ofret for hans skyld, for at han valgte at gå fra hende som var hun ingenting. Det var næsten det værste i sidste ende, for lige meget hvor hårdt han havde fundet det. Så da hun endelig viste tegn på hun havde brug for hjælp, at han skulle være der for hende. Så valgte han hende fra, han gik mens hun lå grædende og knust på gulvet. Så måske var det bare en byrde som ville blive fjernet fra hans skuldre, at hun ikke længere var her længere. Så kunne han leve livet uden konstant at tænke på hende, det var den eneste måde hun kunne forestille sig han ville tage hendes død, især med Juno som der sikkert ville danse på hendes grav og spytte på gravstenen. Tænk hun kunne betyde så lidt, for en hun elskede så højt.

Men så var der Leda, hvad ville hun ikke tænke? Endelig var hendes søster dukket op fra de døde, også forsvandt hun igen. Men hun havde fået en plads i hendes verden, og ville hun overhoved ligge mærke til at noget hun havde fået ind i hendes liv i så kort tid, ville forsvinde igen? Den klamme lille stemme i hoved fortalte hende i hvert fald, at hun ikke ville lægge mærke til det.



Tynde hvidblå fingre dansede hen over billede i den anden hånd, kulden havde taget godt fat i hendes tynde og spinkle krop, og ånden der blev pustet ud af munden, blev hvid, næsten diset, lagde sig omkring hendes ansigt for en kort stund. Billede vidste en tegning af en ung mand stående ved siden af hende. Bredskuldret og brunt hår, med et smil der gik fra øre til øre. Hendes første rigtig kærlighed, hun havde været femogtyve da hun havde mødt ham. Det var ham som havde åbnet hendes øjne omkring verden hun levet i, hvordan at Gregory styrede alle aspekter af hvordan hun skulle opføre sig, gå, stå og tale. Sammen havde de løbet deres vej, og i en kort stund havde hun følt sig så fri som kunne hun svæve sammen med ham på skyerne. Men glæden havde kortvarig for Gregory havde fundet hende igen, og det smukke smil havde frosset sig fast om springvandet i frostgraderne. Blod der lå omkring de kønne grønne øjne som kiggede stift op i vejret, og de sidste ord som havde forladt hans læber ’Lev livet lille kolibri, lad aldrig dine vinger stå stille igen’. Hvor havde hun hadet det hver gang Gregory havde hvisket det navn i hendes øre. Hans lille kolibri, hån mod det minde af den første mand hun havde elsket. ”Beklager Gaiel, det ser ud til jeg må bryde mit løfte – for jeg kan ikke mere” hviskede hun blidt mod billede og kyssede det. Måske da kunne hun forstå Pax, hvis Gaiel igen havde stået foran hende ville hun have haft svært ved at gå sin vej, og da hellere ikke fornægte at tanken om det var et tegn at det var ham hun skulle være sammen med.

Men den kærlighed hun havde til Pax, var den sammen som hun havde haft til ham, og fortid ville altid være fortid i hendes bog af en grund. Så at han så hurtigt kunne elske hende anderledes og blot have hende som familie, for en mand som allerede havde skuffet og såret ham én gang, i hendes øjne på den værst tænkelig måde. Forladt hende for en mand der bare havde efterladt ham i troen om at han var død, det ville hun aldrig kunne forstå.  Slet ikke når hun havde gjort så meget for Pax, som han selv havde sagt, reddet ham så mange gange – ja, familie, altid have en plads - hvor? I skyggerne igen, glemt og efterladt?



Med den kolde håndryg fjernede hun tårende der trillede ned ad hendes kinder. Nu havde hun taget sit valg, og hun ville hellere gå tilbage til manden hun havde flygtet fra, hvis der alligevel ikke var andre lod for hende i livet og med den måde som tingene havde udviklet sig, var det tydeligt at hun aldrig ville vinde. ”En person kan kun tabe så mange gange, før at livet ikke længere er det værd” kom der som en tør hvislen, dog var øjnene døde og rødsprængte som var det slet ikke hende der havde sagt de få ord der forlod hendes læber. Et halvkvalt snøft kom fra hendes næse, som hun lagde hånden mod en af de mange døde træer der omringede hende. Alt i hendes krop skreg af smerte, hesten hun havde reddet på måtte lade livet for nogle dage siden, da hun havde reddet den så hårdt den ikke længere kunne mere. Måske havde det været selvisk, men der var ikke meget fra tanke til handling hos hende, og hun var nødt til at se dette igennem før hun ændrede sin mening. Bukkede under og fortrød hendes valg, drengene havde hun afleveret hos en kvinde der selv havde mistet sit ufødte barn og en datter. Det havde næste været en velsignelse for hende, da hun endelig havde fået nogle hun kunne tage sig af igen. Det havde været den bedste løsning, nu når hun tydeligvis ikke længere kunne tage vare på nogen, end ikke sig selv. Airdan havde fået et kryptisk brev, hvori der stod at hun havde overladt hendes pligter til en ny leder i Dianthos og at hun ville ride til Azurien og sende brev igen, så snart hun var faldet på plads. Løgn.

”Ser man det, ser man det” de krystal blå øjne kastede hurtigt et blik opad, og betragtede dæmonen med de mørke lilla øjne. Smilet var klamt at se på, som havde han ventet hende og selvfølgelig havde han det, hun havde gættet det så snart hun havde set den mønt. ”Hvor er han” kom der ud af hende med besværet åndedrat, som var hendes lunger øjeblikke fra at kollapse. ”Smart tøs, jeg vidste det så snart jeg lagde mine øjne på din skikkelse.” hans silkebløde stemme, som sikkert ville få mange kvinder til at dåne, men ikke hende og slet ikke da han mindede i udseendet på mange punker Pax. Manden hun hadet og elskede så inderligt på samme tid. ”Jeg spurgte, hvor, er, han” hendes øjne lynede, mens hun greb sig omkring hendes ene side, det var som flere nåle prøvede at trænge gennem hendes hud der lå hen over hendes ribben. ”Så utålmodig man skulle da ellers have håbet at rejsen havde givet dig nogle manerer” selvom at ordene kunne virke hårde, blev de ikke sagt med andet end morskab. Hvilket blot irriterede hende yderligere, det var som det hele blot var som en leg for dem. Hendes liv, hendes skæbne det var for dem at bestemme hvordan det skulle udvikle sig. Det værste ved det hele var, at hun havde spillet direkte ind i deres hænder, det var dog først gået op for hende nu som hun betragtede den næsten sultne smil der blomstrede frem på Nerons læber. Men nu var hun kommet for langt til at gå igen, og i sidste ende var det hele for det bedre, hellere komme hendes tidelige død i forkøbet end at sidde og vente på det der unægtelig ville komme til at ske, om blot ti års tid. ”Men nuvel, der er vel ingen grund til at trække tiden ud” med nogle hurtige skridt gik han hen mod hende og greb omkring hendes arm, lige ved albuen. Med et hurtigt tag kastede han hendes spinkle krop ind til sig, og for blot en kort bemærkning måtte hun erkende at varmen som strømmede fra hans greb og krop, var en velkommen ting. En lille kugle blev hævet ud af hans lomme, som han kastede på den beskidte og døde jord. Det var med et undrende blik hun betragtede hvordan han trådte på den, men før hun kunne nå og spørger hvad meningen med det hele var, mærkede hun et ubehageligt sug i maven som de forsvandt i den blå luft.




Luften var trykket, det var som om hun indåndede en hen mundfuld af aske og var det ikke fordi, at hendes mave allerede vendte sig og hun var nødt til at trække sig fra Nerons greb og knække midt over for at tømme det sparsomme indhold i mavesækken. ”Deres lille skødehund” proklamerede Neron, og det var først nu at hun så Gregory side i en trone lavet af skeletter. Foroverbøjet med hans albuer på lår, fingrene foldet nøjsomligt sammen. ”Den bortløbende hustru er vendt hjem” hun skar en grimasse, som hun lod håndryggen fjerne det galde der stadig lå omkring hendes mundvige. Smagen af surt var voldsom i hendes mund, det næsten sved hele vejen ned i hendes hals. ”Så hvad vil du?” de pjuskede bryn knyttede sig mod hinanden, som hendes hjerteformede læber formåede lige med nød og næppe ikke at trække sig i en snerren. Den eneste måde hun kunne vinde, var ved at underkaste sig hvis ikke han blot skulle dræbe hende på stedet. Hun kastede sig ned på knæ foran ham og lagde sig ned på hendes hænder og bukkede sig så dybt hun kunne. ”Bare få mine smerter til at forsvinde, så gør jeg alt hvad du beder mig om” kom der tryglende, alt gjorde ondt som hun endelig måtte anerkende hendes tab for alvor. Tilbage til snogens redde, tilbage til manden som der havde tæsket hende blå og grøn og taget hende mod hendes vilje. Hvad kunne tvinge en så langt ud, at man tog tilbage til alt det man var flygtet fra? Det ville hun aldrig kunne få lov til at svare på ”Som du ønsker min lille kolibri” med et afskyeligt smil nikkede han mod Neron, en smerte så voldsomt borede sig gennem hendes krop. For en stund formåede hun ikke at sige en eneste lyd, før at et hjerteskærende skrig strømmede frem over hendes sprukne læber. Men så var smerten pludselig væk, tomt og ikke eksisterende, som hun kiggede ud af glas på Gregory. Hun kunne ikke føle, ikke røre sig intet. Det var først her det gik op for hende, at hun var fanget, i en halskæde som Neron bragte hen over hendes hals. ”Først om ti år min egen” sagde han næsten humoristisk, inden endnu en sjæl forlod den blondes krop og blev suget ind af Nerons næse og mund. Dæmonen som i sin tid havde besat hende, var nu væk, for altid – og da blev alt mørkt.




”Ammit, du kan godt komme frem nu” en skygge trådte ved siden af skelettronen og drejede næsten legesygt hoved, som hun betragtede kroppen der lå ved hendes fødder. Ikke den smukkeste skikkelse som hun havde taget til sig, men den kunne bruges, åh hvor kunne den bruges. Femhundrede år havde hun ikke haft en skikkelse, fanget bag disse lænker som Aamon og Jezebeth havde befriet hende fra. Lænker som selveste Luxuria havde bragt hende i, hvor ville det være godt endelig og komme ud og sprede kaos igen. Så skønt et kaos.

”eeeendeeliiig” hviskede den næsten ikke eksisterende stemme, før hun gled over mod den døde krop, der ikke længere indeholdte en sjæl. En skam at hun ikke havde fået lov til at spise hende, ej hellere dæmonen som også var fanget i kroppen. Et lille måltid havde gjort det godt, så fantastisk godt. Skyggen gled hen over det støvede marmorgulv, og trængte langsomt ind gennem næsen, mund øjnene. Styrken begyndte at tage til, ind til at skyggen var helt væk, skriget som der havde faldet fra den blonde kvindes læber, kom til live igen som havde det aldrig stoppet.
Derefter blev det en latter efterfuldt af et dybt suk. ”Aldrig har en så udsultet krop, været så fantastisk!” hun vente de blå øjne mod Jezebeth, eller Gregory som kvinden havde kaldt ham. ”Lad legene begynde?” han nikkede langsomt, som han rejste sig op med et voksende smil på hans læber. Da han nåede hen til hende, greb hans fingre omkring den spinkle hage. ”Lad legende begynde” hviskede han, som læberne kastede sig mod de fyldige læber, som havde han hungret efter dem - og intet andet.