”Stille, stille” hviskede hun for sig selv som Gen kiggede fra side til side. Iført en stjålet kjole fra en af tjenestepigerne og hendes hår løst omkring hendes skuldre. Fingrene som så ofte var iført gyldne smykker, var nu iført slidte hansker der lagde sig omkring hætten og løftede hen over hoved. Derefter pilede den lille skikkelse sig afsted mod nedre bydel, væk fra hendes adelige hjem og hendes adelige forpligtelse. Næsten som taget ud af en af hendes historiebøger, som var den eneste trøst hun havde i sit liv. For bag de smukke facader lå en forfærdelig hemmelighed, nemlig hvordan at krystallerne var ved at slippe op og den noble facade ville falde, hvis ikke datteren snart ville blive gift med en af rigere stand. Så blot for i aften ville hun nyde en dag væk fra det hele, før at hun skulle møde manden hun skulle giftes med. Hvad der åbenbart var en helt forfærdelig familie, skulle man stole på hendes veninde Amelia.

Med hurtige skridt nåede hun til bydelen hvor husende efterhånden lignede nogen der havde brug for en kærlig hånd, med et smil på læberne trak hun hætten væk fra hendes hår. Kinderne var allerede røde vejrbidte kinder, der kunne mærke kulden af næsten minusgrader som der hang i luften. Duften af karamelliseret mandler hang i luften og det var nok til at få munden til at løbe i vand, før hun nåede at stoppe sig selv have hun allerede leveret krystallerne for en pose over til damen, og gik med en glad mine væk fra standen og smagte på hendes nyerhvervet slik.

Fuldstændig fortabt i hendes mandler lagde hun slet ikke mærke til hvor hun var endt henne, før at en mørk stemme ramte hendes øregang. ”Ser man det, ser man det – en ung smuk kvinde i baronens nabolag, og hvad laver du så her?” Gen vente sig hurtigt mod de tre store knægte der stod og kiggede glubsk på hende. ”Baronen?” spurgte hun forsigtigt, som hun trådte et skridt tilbage og knugede mandlerne ind til sin brystkasse. Var der en adelige der boede her nede i slummen? ”Ja tøsebarn, baronen, så det bliver 5 jadesten tøs” fem jadesten? Det havde hun slet ikke på sig, de sidste krystaller hun havde haft brugte hun på mandlerne! ”Jeg har slet ikke nogen krystaller på mig” kom der fortvivlet fra hende som hun igen trådte længere væk fra. Ham ”Jeg – jeg, jeg går bare hurtigt væk, det må være fint ikke?” knægten der havde snakket til hende begyndte at grine og trådte hurtigt hen til hende, et hårdt greb lagde sig omkring hendes arm og tvang hende mod ham. Duften af øl og stærk spiritus ramte hendes ansigt, der fik hende til at trække næsen op. ”Slip mig!!” råbte hun fortvivlet og hæv sin arm til sig, men lige lidt hjalp det. Med det blik i øjnene som knægte havde, var hun ikke så naiv at hun ikke vidste hvad det kunne betyde.

Juno blandede sig normalt ikke i dén slags. Hvis rige kvinder bevægede sig ind i de forkerte områder, så var det deres egen sag. Han skyldte dem ikke noget, og hvis de ville reddes, så ville de reddes af ridderen på den hvide hest, ikke af en rotte som ham, fattig og beskidt. 
Men da han hørte pigen græde efter hjælp, kunne han ikke lade være med at skæve i hendes retning. Hendes tone efterlod ikke tvivl om, hvad hun troede fyrene ville gøre ved hende, og Juno kendte dén frygt al for godt til ikke at blande sig. 
"Hey!" Kaldte han til dem, og kastede, direkte imod hovedet af knægten, der holdt fast i pigen, en pung, som han var nødt til at slippe hende for at gribe - og gribe den, var han nødt til, hvis ikke han ville få den i hovedet. 
"Hun går nu," lovede han dem, inden han tog hendes arm, hvor knægten netop havde sluppet den, og trak hende afsted med sig - hurtigt, med stadig i gågang til at starte med, og han nåede kun netop at runde det første hjørne, inden han hørte drengene skrige i frustration, da de opdagede at pungens vægt skyldtes småsten, ikke krystaller, hvorefter Juno satte tempoet op og, om pigen ville det eller ej, trak hende med sig igennem gaderne i løb, indtil de ikke bare var på Ulvens territorium igen, men også gemt væk mellem to halvmure. 

"Hvor dum kan man være?" spurgte Juno, forarget og forpustet, da han endelig vendte sig mod pigen, kun for med et chok at indse, at han kendte hende, omend han ikke straks kunne sætte et navn på hende. Det måtte være mindst 10 år siden han sidst havde set hende og omvendt. 

Det hele skete så hurtigt at hun slet ikke nåede at registrere at en havde valgt at blande sig, og ikke kun blande sig men også redde hende ud af situationen. For det ene øjeblik havde en mand holdt fast i hende, i den idé om at holde hende på plads. Mens det næste greb var i færd med at hive hende væk, det var kun grundet ordene ’hun går nu’, at hun faktisk fik gang i fødderne og fulgte uden at tænke over hvor dumt det var følge med endnu en fremmet. Havde han virkelig tænkt sig hun skulle løbe!? Hun havde ikke løbet i, ja siden hun havde været en lille pige og hendes mor havde været ligeglad med hvem og hvad hun rendte rundt med.

Da de endelig nået et sted hen den anden mente var sikkert, fik hun langsomt pulsen ned igen, selvom det hæse åndedræt nok ville fortælle den anden hvor dårlig form hun var i. Hendes kinder var allerede røde af varme steg dog helt op til hendes øre, hvor dum har man lov til at være? Hendes blik lagde sig ned, så hun lagde slet ikke mærke til at hun kendte personen. ”Undskyld jeg, jeg var bare så optaget af mine brændte mandler – jeg lagde ikke mærke til hvor jeg var henne” hendes øjne begyndte at svig grundet tårende der truet med at piple frem. ”Jeg har ikke været ude så længe, men tak fordi du hjalp mig” hviskede hun forsigtigt og kiggede så endelig op, øjnene der blev store af forbavselse. ”Juno? Juno!?” hviskede hun hæst og tog hænderne frem for at kramme ham, men hendes hænder frøs i luften inden de faldt ned igen. Nej hun måtte ikke røre, hun hæv i hendes handsker for at sikre de stadig var på plads. ”Jeg troede du, vi troede du var – ehm, hej?” hun prøvede med et genert og forsigtigt smil og foldede armene hen over hendes brystkasse.

"Gen," svarede han, da Genevive sagde hans navn, og langsomt spredte et smil sig over hans læber. "Du troede jeg var død i en brand? Flyttet til Rubinien med min far? Taget med min mor på - ja, det er vel ligegyldigt," stoppede han sig selv med et smil, uvillig til at sige ordet 'bordel' foran en dame. En dame, der givet vist også var hans barndomsven, og Gen, af alle, men ikke desto mindre en dame, og en pæn én af slagsen. 
Han havde ikke set hende siden hans far havde forladt dem uden at efterlade dem den mindste smule krystaller og han og hans mors liv var faldet fra hinanden. 

"Du skylder mig nogle af de mandler nu!" svarede han med et grin, og hans pludselige energi-niveau fik ham til at gå i en cirkel om sig selv, inden han vendte sig mod Gen igen; "Hvad laver du her? Klædt i dét?"

Varmen steg i hendes kinder da han smilte til hende, og et minde om da de havde været yngre og følelserne hun havde haft for drengen der nu var en mand, blomstret frem i hendes brystkasse. Hun sank hurtigt og lod blikket falde mod de slidte støvler, "ja der har været en del rygter" svaret hun ærligt, mens hun betragtede hvordan han gik i cirkler. Da han sagde hun skyldte ham nogle af hendes mandler, rakte Gen hurtigt posen af de resterende mandler frem til ham, "Her du kan få resten, de er nok ikke super varme længere men jeg har ikke flere krystaller til at købe nogen nye" sagde hun forlegen, som varmen steg hen over næsen over hendes kinder. De brune øjne der igen flakkede fra ham og hendes støvle spidser. 

Blikket rettet sig dog hurtigt op, da han spurgte hvad hun lavede her klædt sådan. "Øh jeg - sneg mig hjemme fra for at få noget frisk luft?" sagde hun med et skævt smil, og troede næppe han ville tro på de ord. Hendes arme lagde sig igen beskyttende over hendes brystkasse.