Vinden havde været hård hele dagen, kastet både med små objekterne på borde, og revet i både hår og tøj, en vind som nærmest virkede levende som den snoet sig om hjørner i den store by, blot for overraske igen ved den næste gade. Hvordan en så stor by, kunne tillade af hver en gade kastede vinden frem go tilbage som den både knækkede og bøjede sig om bygningerne, var en gåde til selv de kløgtigste vindelementer. Men sådan var denne dag, en hård vej, overalt, i den by mange kaldte hjem, og diamanten i Krystallandet. Ikke nok med vinden havde været hård, så var himlen sort og grå, som alle borgere ventede på den næste dårlige nyhed, at dronningen var fanget igen, eller mørket igen stod for porten, dette var stemningen fra naturen, hård, kold, og med udsigt til natten også blev våd, måske endda hvid, denne nat som kom nærmere og nærmere som de sidste efterårs stråler forsigtigt krammede sig over bygningerne, det sidste varme til de koldblodet denne dag før den kolde regn, det sidste lys til de troende før mørket lå sig. Selvfølgelig var det netop en dag som denne, den trettende hver måned, vil hun komme med nattens fald til denne kro,den grinende tumpet, hvor hun skulle bestille en flaske af noget rødt og finde en bås i hjørnerne, med flasken stillet i et hjørne. Det lyd som en skør gåde fra et eventyr, men tværtimod så var dette gåden Akurra fyldte denne aften, som hun træk sig igennem skuddøren med en langsom bevægelse, og faktisk i tvivl om hun skulle gøre dette, hvilket det dybe suk afsløret som hun træk sig tættere og tættere på baren.

De tunge støvler, gav lyd som de knap blev løftet fra gulvet, de puffet ulv bukser afsløret intet af hendes figur, det samme kunne siges om den tunge pels krappe, hvis hætte dækkede det blege ansigt og det dovne trætte røde blik søgte kort over lokalet på vejen til baren. Den tætte læderkofte som dækkede overkroppen kom frem som hun lænede sig frem og et metallisk klang som byvagtens kendte magineutralicering håndjern, rettere kendte for dem der søgte dem, eller frygtede dem, hang om hendes ene hånd, begge led på samme, som et overdrevet armbånd. Igen træk et langt overdrevet suk som hun fangede den unge knægt bagved trædisken. "Den mest røde flaske i har, to glas, og et krus af jeres bedste mjød, der ikke er fra dværgenes rige." tænk at spørge om dette, sætte denne ordne, med et underholdt smil lå hun krystallerne på bordet, og som hun drejede om kom resten af hende til syne. De to gyldne flasker om halsen, der i bevægelsen ramte byvagt insigianet der hang i samme guld kæde, og rangen blev afsløret i lokalet. Uvant den civile beklædning var dog bæltet som både havde håndjern, nøglebundt, og de to, kortsværd som hun typisk bar. Samt under kappen, hang en lille bog i så fin en sølvkæde som mødte bordet i det sydlige hjørne af kroen. Forsigtigt sætte hun den besynderlige røde flaske, af indhold hun faktisk ikke kendte til på det specificeret hjørne, før kruset med mjød mødte bordet måtte dets skum kort danne ring om hendes læber. Den splittet tunge hilste langtrykket på verden som indtryk, dufte, og fornemmelser blev trykket til den. En del af hende, forventede faktisk at hun skulle sige her alene nogle timer, blot for at indse, dette blev en ensom nat, uden det selvskab hun søgte.

Halvdæmonen havde vendet sig til sydens hårde solstråler og varme omgivelser, til at hun fandt dette charmerende skift i vind og vejr alt andet end rart. Mørket var begyndt at dale over Dianthos store bebyggelse og skabe en skummel stemning med vindens tuden og skrig ned af de spinkle gader, der gav det hele en ængstelig stemning, for de mere sarte. Selene knurrede en smule arrigt som hun nær var faldet omkuld af vindstødet, så snart hun var landet i byen ud af ingenting, og hurtigt måtte skubbe sig ind til en husmur for ikke at miste balancen. Hvorfor skulle norden altid være så forbandet kold og upraktisk!
Men sådan var hendes arbejdsgang. Den grinende tumpet var et stamsted hvor hun skaffede sig kontrakter fra midtlandet og der var oftest rigeligt at tage af. Storbyens beboere havde mere end nogen andre fyldt deres liv med had og hemmeligheder. To faktorer der gjorde at Selene altid havde arbejde at tage sig til.

Denne aften den trettende i måneden, startede som så mange andre. Med den sorte kappehætte over hovedet og kappen generelt skuttet en smule ind til kroppen, ankom hun ind af døren og fik sig aftenens grinende hilsen med kroværten. Han vidste ikke hvad hendes egentlige arbejde var, men hun bragte ham forretning. For den røde flaskes væsker var en indtjening der faldte til ham, for at han lod hende bruge hans kro som mødested. Mens hun talte løst og fast med den muntre luskede kroherre, fjernede hun roligt handskerne finger og finger og lod de blå øjne spejde løst over kroen, før de ramte den helt rigtige bås. Flaskens røde skær i olielamperne dansede hen over hendes blå øjne og et tilfreds smil bredte sig langsomt over læberne.

Stadig med hætten over hovedet, og kappen dansende let omkring den spinkle krop, hvor det mørke tøj var svært at se strukturen af i den sparsomme belysning, gik hun over trægulvet tog svang sig med en glidende bevægelse om bordet og sad overfor den fremmede skikkelse.
Ved første øjekast var der mange alarmklokker der ringede i hele Selenes krop, trods hendes udstråling var så rolige som en frossen sø. Med en glidende bevægelse lod hun kappens hætte falde ned bag sig, afslørende et lyst ansigt omkranset af rødbrunt hår og et par intense blå øjne der så nysgerrigt på den andens røde øjne og blege hud. Små detaljer omkring denne person fik Selene til at tro at aftenen ville tage en drejning hvor hun måtte finde sig et nyt opholdssted for sine forretninger. For hvis byvagten kendte til hendes operationer, ville hun ikke kunne gå i vred ret længe.
Læberne spredte sig langsomt for hinanden som hun drejede hovedet let på skrå og lod blikket kort glide til den røde flaske og tilbage igen til den fremmede. ”De kaldte?”

Hvor længe hun havde siddet der, før gæsten ankom havde hun ikke selv styr på. Hun vidste blot tiden gik, og mjød glasset var halv tomt. Men tålmodigheden fejlede intet, den koldblodet kvinde havde deltaget i flere retsager, og ofte siddet med hovedet dækket i papir arbejde, så hvis disse dovne øjne var van til noget, var det netop at vente, sidde og vente. Noget hun havde gjort alt for meget hvis man spurgte hende. Blikket gled over kvinden som hun satte sig, stadig beklædt med sin hætte. De kaldte? Der var ingen tvivl, som kvinden lod blikke falde over den røde flaske og Akurra blod røde blik fyldte med. Den splittet tunge hilste lang sigtet på verden som stilheden spredte sig imellem dem, og de blodrøde øjne kom retur og den blege hud vente front imod den fremmede kvinde, som åbenbart var ejerne af eventyret. Efter flere sekunders dans kom tungen retur i sin grotte bag de blege læber. sødt, varmt. "De er ikke blot et menneske er de?" spurgte hun forsigtigt og lod en hånd bevæge sig imod den røde flaske som kort efter var åbnet og to glas blev fuldt af dens stærk duftende indhold blev fordelt ud til bordets gæster. "Deres duft, sød, tiltrækkende sød, atypisk mennesker hvis sved, blod og tåre kan duftes, men denne duft beholder de." tilførte hun som det ene glas blev ført foran sin bord gæst og lod en fingre glide tilbage til hendes eget glas og lod den glide over glasset rim.

"Men ja..Jeg kaldte...Hvis de er ejerene af det sære eventyr." hun træk på smile båndet, og lod sig falde tilbage i sædet, som fingren forsatte dens dans. De dovne øjne hvilede på det fulde glas med den sære væske. "Hvorfor..lige denne flaske? Først er den alt for dyr, og ...hvad er det?" spurgte hun, før hun fik et svar, som de gyldne flasker og den blå mærke om hendes hals fangede lyset fra olielampen, og de blege hud kom frem i lyset. Den tunge, pelset hætte faldt ned til hendes skuldre, ved hjælp af et lille skub fra den frie hånd, som faldt til hendes skød efter.

Se, det spørgsmål var ikke lige på listen over hvad Selene havde forventet at høre. Hun hørte ellers lidt af hvert fra kunder, der kom hende nær. De fleste havde dog en større ærefrygt for hende og dermed ikke afprøvede sig med for personlige spørgsmål. Selene blinkede langsomt, som en doven kat og lod sit hoved glide tilbage op på plads, og dermed ikke længere ligge skrådt. "Det er nok den mest spændende måde, nogen har fortalt mig at jeg dufter godt" svarede hun, og rakte ud efter glasset der blev hende tilbudt. Hun valgte bevidst ikke at besvare spørgsmålet om at hun ikke blot var menneske. Det ragede ikke hende, og Selene foretrak at holde kortene tæt på hånden. Dæmonblod var ikke værdsat ved særlig mange, og hvis uheldet var ude, blev hun jaget vildt endnu engang.

Selene drak af det saftige indhold af sit glas og tog sig god tid til at svare, og endda holde det simpelt. "Det er jeg." hun satte glasset tilbage på bordet, og kiggede i stedet meget indtagende og undersøgende på byvagten foran sig. Det var virkelig et under hvad en byvagt ville hende. "Jeg arbejder kun for dem som har råd til at betale prisen. Det er den fineste elvervin der kan smugles hertil. Udsøgt, og rig på smag. og svær at skaffe" forklarede hun og skjulte ikke sit bliks undersøgelse af hvad der kom til syne som hætten faldt. Selene var interesseret i at vide hvad det var hun havde med at gøre.

Hej Hobbit!

Jeg har besluttet mig for at lukke denne tråd efter længere overvejelse. Der er flere grunde, en af dem er at jeg er i stor tvivl om dette er hvad jeg ønsker i relation med Aga og Aku, dette er den største grund. Kan også se du står som inaktiv, dette må jeg ærligt indrømme også har påvirket beslutningen. Ønsker du en dybere forklaring så skriv en PB. men vil sige nu at jeg meget gerne vil have flere tråde når du er tilbage, og vi kan planlægge noget, så lad os snakke sammen når det er tilfældet!