Som dusørjæger havde Tanto markant flere opgaver at begive sig til og dermed flere krystaller at modtage. Dog var dette ikke det eneste erhverv, han besad. Den mere kriminelle aspekt af halvdæmonens erhverv var affæren som lejemorder. For den passende mængde krystaller ville Tanto agte sig til at jage og myrde et mål. Selvfølgelig havde han grænser og prisen kom an på målet. 
Skønt det at være lejemorder ikke var hyppigt for Tanto, var det lige præcis med dette i tankerne, at han befandt sig på Topalisøen nær vulkanen. Personen, der havde bestilt halvdæmonens evner, ønskede en radikal topaliser myrdet. Metoden var ligegyldig. Der var endda givet lokationen i form af øen som destination. Og efter at have spurgt på et par kroer havde Tanto sniffet sig frem til, at denne topaliser havde bases nær vulkanen. 

Iført, som altid, mørke klæder begav Tanto sig imod denne vulkan. Normalt var samtlige kropsdele dækket til af stof, men taget Topalissolen i betragtning var halvdæmonens beklædning et par sorte benklæder og en langærmet, halvtynd tunika i mørkegrå nuance. Denne var proppet ned i bukserne, dog posede den rundt omkring livet. Muleposerne med diverse remedier, krystaller og andet hang ud fra bæltet. Udover bæltet rundt om taljen var der også et par stropper på benene. Den ved låret havde et hylster med en dolk i sig til nærkamp, imens den ved læggen havde et par giftdyppet dartpile klar til at blive kastet for at paralysere et andet individ. Dæmonsværdet befandt sig som altid på ryggen, klar til at blive trukket frem for at gøre angreb. Og Tanto var også vågen, for vulkanen kunne ses foran ham. Det betød, at denne topaliser kunne være overalt. Den blege halvdæmon i mørke klæder var uden tvivl malplaceret på denne ø, så hvis topaliseren fik øje på ham, ville alarmklokkerne ringe i hovedet.
Normalt var der ingen andre på målet. Normalt var det én person, der efterspurgte Tantos evner og ikke flere. Men sådan som halvdæmonen havde forstået topaliseren, besad dette radikale menneske flere fjender. Det var ikke umuligt, at en anden af disse fjender havde eftersøgt andre lejemorderes evner til samme punkt som hende, der havde lejet Tanto. Selvfølgelig tænkte halvdæmonen ikke på dette. Han arbejde alene og fokusset var på topaliseren og omgivelserne.

Selene havde egentlig rigeligt arbejde i at behage diplomaten Ramiel og hans hungren efter viden og magt i det Rubinske højsamfund. Men når det var så nemt at rejse for halvdæmonen som det nu engang var, var det langt fra unormalt at se hende begive sig ud på egen hånd og hive kontrakter og et velplejet omdømme med sig rundt i landet.
Det var ikke unormalt hun blev kontaktet på sine hyppige besøg på etablerede kroer hvor rygterne gik at hun dukkede op visse dage om måneden, eller når månen stod på en bestemt måde over nattehimlen. Det havde også været tilfældet denne gang da et mål var blevet præsenteret for hende.
Opsporingsarbejdet var altid det mest krævende, men så længe oplysningerne flød fra den ivrige og ikke mindst vrede arbejdsgiver, tog det ikke mange tankestreger før Selene stod på stranden på den tidligere vulkannedbrændte ø med det magiske stammefolk.

Selene havde ikke en sæt hår tilhørende det mørkglødede folk, og måtte klare sig med midlerne hun havde til rådighed. Under normale omstændigheder ville den blege kvindes udseende havde skiftet sig efter en person hvis udseende passede ind i de bepalmede omgivelser, i stedet for at tiltrække sig opmærksomhed. Men hun havde fundet tøj der afspejlede en anden natur end af de farlige. Hun talte varmt og nysgerrigt med de lokale og de brune og grønne farver i det løse tøj afspejlede en omrejsende der gik omkring med sin vandrestok.
Sandheden var en hel anden, da de løse klæder gemte på skjulte knive af flere afskygninger, mens hun udadtil gik med en simpel men praktisk urtekniv. At gå i et med mængden var en del af jobbet.

Selene havde vandret rundt i flere dage og hørt rygter hist og her, før hun anlagde vej mod en klippehule på vulkanens vestside, godt skjult af tilgroet skove på vejen, og kantede klippesider resten af vejen. Ved kanten af vulkanen havde hun et øjebliks pause med tanken at det hele havde været mindst tusind gange nemmere, havde hun befundet sig i denne del af landet før, og ikke var nødsaget til at gå og klatre. Med den tanke hørte hun en knasen af skridt, og de skarpe blå øjne drejede til siden. Spejdende efter lyden.
At se blegvæsner i denne del, var unormalt nok til at et antræk af et morende smil forsøgte at krybe sig frem på hendes læber, men aldrig fik tilladelse til at udtrykke sig. I stedet spillede øjnene et let glimt som hun i baggrunden så en mand hvis sorte tøj skilte sig ud fra de grønne omgivelser.
Spørgsmålet var om han var konkurrent, rejsende eller noget helt tredje. Men som hun stod i det åbne og tydeligt havde sit blik rettet mod ham, kunne hun ikke bare løbe og sætte mistanke på sig selv. Så hun spillede rollen, og håbede at han ikke var der for at genere hendes arbejde. ”Goddag rejsende! Er De også på vej til vulkanens top?” bevares, om hun måtte dræbe en mere skulle ikke ødelægge hendes dag.

Vandringen fortsatte, indtil Tanto nåede til foden af vulkanen. Han forventede ikke at møde den. Han kunne ikke være så heldig, at manden, han ledte efter, ville stå og nærmest vente på ham, nej. Men som den bleghudet halvdæmon nåede derhen, blev han mødt af en anden person. Klæderne var af den typiske farve, han havde set i landsbyerne, men som personen vendte hovedet mod ham, var huden alt andet end den brunglødet, de lokale besad. Hun var måske ikke nær så bleg som Tanto, men hendes hud var overvejende bleg. I hvert fald sammenlignet med deres lokation i landet. Dette vakte tydelig undren for halvdæmonen, for hvad lavede en ikke herfra helt herude? Men hun kunne umuligt være målet. Hun var tydelig en kvinde med det ansigt.
Dog virkede hendes stemme ikke som en fremmedtruende skikkelse. Tanto gjorde nok med sværdet på ryggen og de tydelige hylstre fyldt med knive. Og beklædningen var normalt kamoflerende. I skove var mørke farver det bedste, men på denne ø var kraftige og stærke farver lig med at blande sig i mængden. 

"Jeg er her for vulkanen, ja. Men ikke for at bestige den. Ikke nødvendigvis." Hovedet vred sin nakke en anelse for at kigge op af vulkanen. Hvis målets hule befandt sig langs vulkanens kant, ville Tanto være nød til at bestige det. Men hvis han fandt målet hernede, ville tiden ikke blive brugt på at nyde synet af dette.
Hovedet sænkede sig igen, som de mørke øjne fokuserede på den fremmede kvindes blege ansigt og blå øjne. "Og hvad laver du så langt væk fra fastlandet?" Hun skulle i hvert fald have en god begrundelse, hvis hun boede her. Så ville hun være nytilflytter, for huden viste alt andet end tegn på et liv under Topalis-solen. Den gav samme udstråling som Tantos. Hundrede år i fangeskab i et bjerg sammen med Bagludan og de mange dæmonsøskende havde efterladt Tanto med en hud bleg som sukker. Dog mistænkte halvdæmonen hende ikke for at have været i fangeskab under Bagludans faderskab. Meget vel var der en masse søskende, men Tanto ville kunne huske en dæmonsøster, hvis han mødte hende. Og kvinden foran ham mindede ikke direkte som at have dæmoniske gener, men gjorde Tanto selv?

Hvor meget det end irriterede Selene at fastholde personaen af en uskyldig, venlig og ikke mindst rar person, så var det en del af opgaven lige nu. Mest af alt for ikke at vække opsigt. "Ah, det er ellers noget af en attraktion at kommer derop har jeg hørt." legede hun videre som var hun blot en simpel turist. "Jeg har ikke været helt i top endnu. Der er jo så langt at det tager mere end en dagsrejse" tilføjede hun i en munter tone, som hun i det skjulte slugte enhver oplysning hun kunne aflæse, om det var hans ord, reaktioner, lugte eller noget helt andet. Intet skulle gå til spilde.

"Jeg tænkte til at se noget nyt. Fastlandet er jo meget af det samme" fastholdte hun både sin uskyld og ikke mindst den eventyrhed som hun gerne ville afstråle. "Hvad mener De med at være her for vulkanen? Jeg troede kun folk kom hertil for at se toppen - nu vi ingen har på fastlandet selvfølgelig" nøj hvor hun hadede at spille sådan en sød og naiv person der var nysgerrig efter alt og alle, men det gav oftest pote. Ingen så hende som en trussel, ingen gik i vejen for hende, og i flere tilfælde var folk villige til helt frivilligt at hjælpe den søde lille kvinde med det muntre smil og sprudlende eventyrlyst. Det var næsten kvalmende.

Mennesker og andre personer kunne være søde og venlige. Endda over for komplet fremmede. Dog fik Tanto en underlig fornemmelse fra denne kvinde. Hun virkede for sød. For venlig. Som om det var en facade, hun havde på. Og hvis dette var sandt, så var spørgsmålet simpelt. Hvorfor? Hvorfor havde hun trangen til at være åh så venlig og sød? Og simpelt svar. Hun gemte på noget. Noget, Tanto kunne bruge måske? Kendte hun til manden, han havde til opgave at dræbe?
"Ikke alle er til det populære. Nogen skal jo gøre det mere uortodokse." svarede Tanto uden at være vitterlig venlig som hende. Han var ikke til facader og illusioner. Han var sit sædvanlige kølige jeg lige nu. Han var ingen skuespiller og ej heller var hun. 

"Fastlandet har sine fordele. Flere mennesker. Mere liv. Flere krystaller at få," Tanto var ikke typen, der lagde skjul på, hvad han lavede. Dog fortalte han ikke tit helt præcis, hvad han gjorde. For det meste opfangede de fleste blot, at han var dusørjæger. Og det var jo også sandt i princippet. Han var bare også mere end dette. Nogle dusører var værd i live og at komme tilbage med. Andre skulle ordnes og kunne efterlades. Som denne radikale topaliser. "Der er mange ting omkring den også. Værdigfulde ting. For mig i hvert fald." Tanto ville hellere videre. Lede efter topaliseren frem for at småsnakke med denne kvinde. Havde skuespillerinder ikke bedre ting at tage sig til end at spilde andres tid?

Selene fortsatte sit skuespil, i hvad end stil han opfangede det som. I hvert fald så længe han ikke lignede en der overhovedet ikke købte den. Hun så trods alt ganske fredelig og ligefrem flink ud i dette øjeblik. Manden kunne jo ikke vide at hun var en helt anden.
At han ikke skjulte sin person overhovedet var en udemærket fordel for hende. Hun vidste allerede hvad hun havde med at gøre, sådan da, og det var ikke ligefrem en hun bare kunne parkere som unødvendig viden. Det kunne ligefrem gå hen og blive farligt.

"Værdigfulde ting? Det lyder meget usandsynligt" grinede hun med et skeptisk blik. Hvad vidste han? Ville han give det op frivilligt? Nej, det ville han næppe. Specielt ikke som hendes venlige facade ikke syntes at virke på ham. Hendes tunge gled ganske let hen over siden af hendes læbe, før hun lagde hovedet på skrå med et skævt smil. "Med mindre det er personer vi snakker selvfølgelig" kommenterede hun langt mere direkte med et dovent udtryk i de blå øjne. Enten var han ude efter en skjult skattekiste eller to, eller også var han vigtig for at finde den idiot der mente at en hule på en vulkan side var en zaladinsk god ide.

Der var en form for spænding, Tanto endnu ikke kunne mærke. Denne kvinde virkede på overfladen godhjertet og flink. Det typiske menneske, der ikke havde en dusør på hovedet, som halvdæmonen ville støde på i sin retning mod den rigtige dusør. Men Tanto vidste også, at overfladen kunne bedrage. Facader kunne være netop bare det. En facade, dækkende på en dybere sandhed. En sandhed, denne kvinde måske og måske ikke viste fremme. Derfor var Tanto påpasselig med, hvad han sagde og gjorde. Ingen grund til at vække opsigt. Tænk, hvis denne kvinde kendte hans mål. Det ville kun gøre opgaven mere vanskelig højst sandsynligt.

Og dér knækkede hun koden. Bevidst eller ubevidst kunne Tanto ikke tyde, men hun havde fanget, at det værdifulde ikke var et objekt, men nogen. "Der har du mig," sagde Tanto. Han havde hørt andre sige dette som et roligt svar. Men tonelejet skulle også være der og det havde halvdæmonen endnu ikke mestret. Han var endnu lige så kold som en koldblodet salamander. "Og du? Hvad nyt skulle du opleve på disse kanter?"

Selenes øre var på spidser ved det unormale toneleje der ikke fulgte ordernes normale ro. Hun havde brugt alt for mange år på at lære menneskenes mærkelige skikke og måder at udtrykke sig på. Uden at afsløre hun havde hørt afvekslen, smilede hun blot roligt og venligt til ham uden at være påtrængende. Også selvom hun virkelig havde lyst til at spørge ind til mere.

"Vulkanen naturligvis" grinede hun muntert og lavede en gestus opad. "Som sagt, vi har jo ingen på fastlandet! Og det skulle være et formiddabelt skue. Det skulle også give sådan et sug i maven og se ned på flydende lava. Det kunne jeg godt tænke mig at prøve" forklarede hun i den muntre mine, men der var noget over hendes øjne der bare ikke fulgte med toneleje eller kropssproget, som ellers afspejlede både munterhed og åbenhed. Øjnene ændrede sig aldrig fra det neutrale, ja nærmest iskolde.