”Jeg har aftalt et møde mellem dig og Noah af Erneyll med hans forældre. Mødet skal stå i Dianthos hvor han har resident for tiden. Jeg forventer du viser dig fra din bedste side Aina, han er trods alt en fremragende kandidat for en ægtemand.”.
Hertugens ord lød stadig som et ekko under de opsatte mørke lokker, da Olive blev vist ind i foyeren ved hendes ankomst. Tjenestefolk stod klar til at tage imod den varme uldkappe med sølvtrådsbroderi og pels fra sølvræve langs kanten. Finger for finger løsnede den unge komtesse de sorte skindhandsker, først på den ene hånd dernæst på den anden, inden også disse blev overrakt til nærmeste tjener. Alt mens de granitgrå øjne gled over rummets dekorationer, i et forsøg på at få tankerne til at samle sig bare lidt.
Noah Benjamin af Erneyll kommende arving til Fyrste titlen, barnebarn af Hertug de Richelieu’s kusine, omtrent lige så bleg som hans hår var sort og så var han yngre end Olive selv. I sandhed en virkelig værdig kandidat til en trolovet…
Havde det ikke været fordi den unge komtesse for ikke, så frygtelig længe siden havde haft et ophold på Erneyll borgen. Et ophold der havde budt på læren om brunettens slægt, der efter ægteskabet mellem Athelstan og Amelia af Erneyll havde gjort familien noget mere indspist. Ikke at det havde den store betydning, Noah var trods alt en tredjeled fætter til Olive og folk havde før giftet sig langt tættere i linjerne. Alligevel nagede tanken for fremtiden sammen med orderne fra Fyrstinden af Erneyll. Skulle dette møde ende med at gå over alt forventning.

”Hvis De vil være så venlig at følge med denne vej komtesse de Richelieu.” den ældre tjenerindes stemme trak Olive tilbage det tankespind hun syntes at være faldet i. Skulderne trak sig tilbage, så den ranke holdning fik fjernet selv det mindste tegn på at den skulle være alt andet.
Ledt til vinterstuen der med den optændte pejs, skulle være mødestedet for de to unge adelsfolk, blev hun efterladt tilbage alene i rummet med løftet om at prinsen snart ville gøre hende ved selskab.
Med placering foran den gitrende flamme, gled de lyse hænder udglattende over den røde brokade vævede kjole, med den høje hals og de lange ærmer. Fra hvert øre hang en ørering i hvidguld, udformet som nordstjerner med små hvide facetslebne diamanter, der livligt fangede det varme lys i under hver vejrtrækning. Nervøsiteten føltes som om den krøb langs panelerne og tvang pulsen til at stige sammen med den knugende fornemmelse af maven, der trak sig sammen i uvidende forventning.


Inspiration til beklædning

En passende hustru
Se selv Noah kunne se formålet med at have en hustru ved sin side som ikke mindst fulgte ham i tyk og tyndt men også adlød ham som en dygtig kvinde skulle gøre. Hans forældre havde derfor ikke behøvet at overtale ham til at mødes med Olive de Richelieu trods en tanke skam havde strejfet ham. En hertug slægt. Bevares, det var jo ikke ringe, men det var ikke en fyrsteslægt. Han var kommende arving? Skulle han ikke have mere?
Han havde ikke luftet disse tanker, for en god søn adlød også sin fader og han havde ønsket at dette møde skulle finde sted. Hun var trods alt arving til hertugindetitlen. Selvom en kvinde, i hans øjne, ikke kunne styrer en adelsfamilie havde det alligevel en betydning. Og hvem vidste, måske de passede sammen på et højere plan. Hvis hun opfyldte hans behov, kunne han se bort fra at hun ikke var af højere stand. Hvis hun holdte op med alt det pjat med at tatoverer folk. Det hørte sig ikke hjemme at hun havde et arbejde udenfor hjemmet.

Den ældre tjenerinde bankede troligt på hans dør, som aftalt når frøkenen var blevet vidst ind i den pæne vinterstue hvor pejsen knitrede behageligt og der generelt var en behagelig atmosfære. Han rettede på de sølvfarvede kæder, inden han kaldte og lod hende åbne døren. Han var naturligvis fint klædt på i dagens anledning. Bukserne var af pæn stof, skræddersyet præcis efter ham. Skjorten var strøget og sad som den skulle trods hans spinkle figur, med en fin mørkeblå jakke over sine skuldre, holdt ad de før tilrettede sølvkæder. Håret velplejet, redt og sat pænt. Alt i alt, syntes han selv at han var en velplejen og nydelig ung mand at ligge sit blik på.
Det var også med selvsikre og rank ryk han bevægede sig ned af gangen til han nåede frem, åbnede døren og gik ind til sin gæst.

Han huskede at havde set hende til det førhenværende bryllup mellem Athelstan og Amelia, og han huskede at han tænkte hun var en yndig og smuk ung kvinde. Ikke at han havde megen erfaring med dem, eller haft synderligt meget interesse før i tiden. Men teenageårene var begyndt at slå til og der kom også et smil frem på hans læber, uden at han endda behøvede at tvinge det frem, ved synet af hende. ”Dejligt De kunne komme, komtesse de Richelieu” selvom han ligesom hende var blevet påbudt det af sine forældre, kunne det næppe skade hans chancer at lyde glad for at det var sket. ”Var det en behagelig rejse?”

Ventetiden var altid den værste. Hvad der i virkeligheden kun var ganske få minutter, kunne uden større problemer føltes som halve som hele timer. Når man så ydermere var overladt til sig selv i sin venten, gav det alt rigeligt tid for restløsheden til at gribe om sig, hånd i hånd med nervøsiteten.

Halvvejs i et skridt nærmere den dansende pejseflamme, greb fornuften i den petite skikkelse. Det var med en lille modvilje blev den voksende træng for at gribe ildrageren undertrykket, lige tids nok til at dreje omkring sig selv idet døren gled op. Med de slanke fingre flettede sammen foran sig, trådte komtessen nærmere og fronten i retningen af døren, hvor den sorthåret skikkelse selvsikkert trådte ind i rummet.
Hænderne slap hinanden og greb hver en lille mængde af det røde skørt, hvorefter hun med et passende dybt nej hilste ham velkommen ”Prins Noah, mange tak fordi De tog Dem tid til at mødes med mig.” lød det med et smil, der var noget mere oprigtigt end hvad Olive havde haft en forventning om. Ikke at der var meget stor forskel på de to smil. Kun den opmærksomme ville bide mærke i, om smilet nåede øjnene.
Han var nydelig med sine klare blå øjne, det skarpe ansigt og ravnsorte hår der om muligt fik irissernes farve til at træde endnu tydeligere frem, men det var ikke disse der i første omgang havde Olive’s interesse. Fokus lå på hans ord, helt bestemt sandheden i dem om han faktisk fandt hendes tilstedeværelse så dejlig eller ville han i virkeligheden hellere være foruden?
”Den var ganske upåklagelig, dog priser jeg mig lykkelig for den ikke var længere.” svarede hun på spørgsmålet, mens hun i sit stille sind takkede for de kvalme stillende urter, der havde gjort turen tålelig. Det havde vel nok været kønt, hvis hun troppede op ligbleg og med en insisterende kvalme alt mens hun skulle forsøge at holde en samtale kørende – uanset substansen på den.
”Om forlov?” spurgte hun med en gestikulerende hånd der anmodet om at træde ham nærmere. Krydse grænsen for hvad der var en passende afstand ”Der sidder et hår på Deres jakke.” forklarede hun for sin forespørgelse.

Noah stod med en rank ryg og udstråling der både fik ham til at virke ældre end han var, men også afslørede hvor ung en knægt han på mange punkter stadig var. En ung knægt der forsøgte at virke ældre, mere vis og ikke mindst så fremtræden og bedst fremvist som muligt. Han bukkede dybt og ærbødigt som svar på hendes nej. Som det henlod sig at man gjorde. ”Selvfølgelig, Komtesse. De er hjerteligt velkommen” svarede han som proceduren forlangte ham, men uden at være fjendsk indstillet af nogen art. Om hun havde haft interesse i at møde ham, det var svært at vide, men når alt kom til stykket, var det vigtigt at de unge i adlen lærte hinanden at kende inden de i fremtiden skulle etablere et samarbejde på kryds og tvært. Ikke at han forventede at en kvinde havde megen magt i den sammenhæng, men det kunne ikke skade!
Og hvis forældrenes forventninger holdte stik, måtte han hellere forsøge at være både beæret og glad for hendes selskab. Det ville blive behageligt, hvis blot man gik ind med rette indstilling.

”Ak ja, vejene er ikke hvad de har været” svarede han med en let morskab i stemmen. Måske pålagt, men det var svært at antyde.
Ændringen i hendes ord fik ham til på en langt mere observant måde at se hende an. Om forlov? Til hvad? Han blinkede forvirret et øjeblik, inden han sank en klump der havde formet sig i halsen. ”Åh, ja det kan vi ikke have” han kiggede ned af sig selv, og havde med sine ord givet tilladelse til at hun måtte række hånden ud og fjerne håret han ikke selv kunne se. Han havde en tjener at råbe af senere for sin sløsethed, men det lod han sig ikke bebyrde med nu. ”De har skarpe øjne.” roste han hende uden helt at vide om at nu også var en kompliment som kvinder værdsatte. Han havde faktisk ikke ret meget forstand på den del af folket.

Måden hvor på den unge Erneyll bar sig selv på og hele den aura han indtog et rum med, gjorde det nemt at glemme hvor ung han endnu var. Indtil at man granskede den spinkle dreng mere nøje an, da begyndte de små tegn på hans alder at pible frem. Olive vidste dog bedre end at dømme alene på noget så trivielt som et tal. Nok havde hun hjemme på Iselinborg mindst en gang, alene på i sit kammer en enkelt gang i frustration skreget ind i en af sengens mange puder. Hvilken ung adelsfrøken ville ikke det når de anså sig selv som en voksen ung kvinde. For at blive sat i stævne med en der knapt nok havde udviklet noget der mindede om kropsbehåring?
Vant til selv at blive dømt ikke bare ud for alderen, men også sit køn var Olive alligevel endt med at gå ind i dette møde med åbent sind. Om ikke andet var unge hormonfyldte adelsdrenge, så ikke også nogle af de nemmeste at få til at føje sig?

Med få skridt indtog hun pladsen foran den unge sortbjørn. Tæt nok til at armen ikke ville skulle være fuldkommen udstrakt, når det sorte hårstrå blev fjernet fra denne ene skulder nær det øverste af brystkassen, men heller ikke så tæt at deres skosnuder ville røre hinanden. ”I en rosenhave vil selv den mindste tidsel springe i øjnene.” svarede hun med mild stemme tilbage på hans ros om et skarpt blik. En ros hun langt hellere ville hørere, end så mange andre billigt købte komplimenter.
Inden hun trådte tilbage og veg pladsen fra hans personlige rum, lod hun noget mere åbenlyst blikket vandre over hans skikkelse i jagten på flere oversete fældede hårstrå. Et slet skjult tilfreds nik og smil, som en tavs indikation af han nu stod endnu skarpere end før, blev afgivet.
I stedet for at smide håret på det massive plankegulv, trådte Olive nærmere pejsen, hvor hun fodrede de dansende flammer med det.
Opmærksomheden var atter rettet mod prinsen, denne gang med en oprigtig nysgerrighed efter, hvilket interesser den unge mand havde ”Men selv den smukkeste rosehave kan blive uinteressant, hvis denne kun holder en skønhed. Så måske De vil fortælle mig, hvad De normalt ynder at bruge Deres tid på?”.


// Lukker tråden ikke grundet manglende interesse, men oprydning i inaktive tråde, hvis du har mod på at tage den op på ny når du er tilbage igen, så prik til mig c: