Halmviskens rytmiske strøg over hestens flanke, og støvet, der dansede dovent i solstrålen fra det lille staldvindue havde en næsten trancelignende effekt på Treston - beroligende og tankedæmpende. 
    Han var ellers trampet herned - rødglødende af raseri og frustration - efter endnu et frugtesløst møde med en upåvirkelig og ligeglad overordnet. Han havde brugt fire dage nu, siden samtalen med Sedna i fangekælderen, på at forsøge at råbe ledelsen op - både i forhold til Sednas situation, men også i forhold til Kesters forbrydelser - men lige meget havde det hjulpet. Han havde bogstavlig talt løbet panden imod en mur, og det var først alt for sent gået op for ham, at grunden til Kesters tilsyneladende urørlighed var, at hans moder var en højtstående officer, der holdt hånden over sin menneskelige affaldsbunke af en søn...
    Dette faktum havde Treston også forsøgt at klage over, med dét resultat til følge, at Ersten havde trukket ham til side efter træning her til morgen og advaret ham om, at ledelsen havde ham i kikkerten, og at han skulle tage at holde lidt lavere profil, hvis han ikke ville i problemer. Samtalen var naturligvis endt ud i et kæmpe skænderi, og ridende på en vredesbølge havde Treston på det nærmeste sparket døren ind til sin delingsførers kontor, blot for at blive afvist... Endnu en gang. 
    Endnu et strøg - lidt vredere denne gang, fordi tankerne havde fået raseriet til at blusse op igen. Hesten flyttede lidt på sig og brummede helt nede fra maven af, og Treston klappede den et par gange beroligende på flanken - som en ordløs undskyldning. Det var jo ikke dyrets skyld, at alting var gået i hårdknude...
    Der lød skridt ude på staldgangen, og til Trestons overraskelse standsede de foran boksen, hvorefter boksdøren blev skubbet op med en knirken. 
    Dastor stod i åbningen og så ulamindeligt malplaceret ud i staldens støvede omgivelser med sit veltrimmede skæg og polerede ydre, og Treston vendte sig forbløffet fra hesten med et spørgsmål på læberne. 
    Dastor kom ham dog i forkøbet: 
    "Din bror fortæller mig, at du render vores officerer på dørene," bemærkede han indledningsvist, og lod ikke Treston komme til orde, før han fortsatte: "Jeg ved ikke, hvad du og Major Strigerus' søn pludselig har fået imod hinanden, og jeg er egentlig også ligeglad, men der går rygter om, at du har haft fat i den unge Kester i forbindelse med en afhøring af Septas yngel... Og det forstår jeg ikke, Treston. Hvorfor forsøger du at holde hånden over hende?" Faderens kæbe var spændt. "Hun torturerede din søster." 
    Og hendes mor torturerede dig, indskød Trestons hjerne hjælpsomt og uønsket, selvom han overhørte det og sagde: "Det var ikke en afhøring, Far. Kester ville have voldtaget en forsvarsløs fange, og det synes jeg, er under os."
    Dastor slog hans ord hen med en lille, afværgende bevægelse, der fik Trestons vrede til at rejse sig igen. "Mørket bruger alle midler, for at få vores folk til at tale. Hvorfor skulle vi vise mere barmhjertighed?" Selvom Treston provokeret havde åbnet munden, fik han ikke et ord indført, før Dastor fortsatte: "Forhørsforløbet blev afsluttet i dag, så der er ingen grund til, at tage diskussionen. Slut fred med Major Strigerus' søn og lad være med at sætte din position i fare over noget, der er ligegyldigt."
    Treston var blevet tør i munden. "Er hun blevet dømt, så?"
    Dastor nikkede. "Jeg kommer netop fra domsalen. Dommeren var ikke i tvivl. Hun bliver hængt om fire dage, på skafottet på Markedspladsen."