Leda var ikke sikker på at det her var nogen særlig veltænkt plan. Men ikke destro mindre var beslutningen taget. Hun havde ingen erfaring med at lede, og selvom hun da holdte folkene i solid snor og ikke var til at rykke rundt med, kunne det ikke skade at se hvordan de andre afdelinger af Proteaus gjorde deres normale gerninger. Men som hun blev ramt af sydens kvalmene varme og besynderlige folk var hun godt og grundig gnaven.
Hun havde været der før. Selvfølgelig havde en informationstyv som Leda det. Hun kunne opsnappe oplysninger, historiestykker og andre gode guldgrupper overalt i denne forpestende by. Hun havde allerede snærret af de første tre gaderollinger der forsøgte at napse hendes pung, og givet den første mand en syngende lussing. Hun hadede at rejse ind i byerne i dagtimerne.

Men det var en nødvendighed for hende at være i byen når natten faldte på. Hvor irriteret hun end måtte være. Det skulle ikke være nemt at finde mødestedet, hverken i dagslys eller mørke, men det var lettere at holde en hemmelighed i mørket.
Så Leda sad i skyggen, som en sur gammel dame folk gik i en bue udenom, med en skyggende hætte over sit meget varme ansigt. Det her sted mindede hende for meget om ild. Ild var noget dæmonerne havde skabt, og hun havde et ar til at bevise den påstand.

Den kølige nat begyndte endelig at falde på, og Leda kunne ramme ind i sit element. Hun forsvandt som en hurtig kat der havde dovnet i solen hele dagen og nu var i sit nattelige aktive liv. Hun var adræt for sin alder, og sneg sig rundt om hjørner, ned af gader og udenom lyssky typer til hun nåede den dør hun var blevet bedt om at møde op hos, for at finde Ibis, lederen af Rubiniens deling.

Døren blev åbnet af en ung mand, der bad om det på forhånd aftalte kodeord. Bygningen var af et ikke spændende udseende, klemt ind mellem to andre. Det var et af de få steder, de havde, som faktisk havde et nogenlunde helt tag - det var også det mindste hus. Forladte, større steder, var deres primære tilflugtssteder, og de skiftede dem ud som vinden blæste - og når nogen opdagede, at de benyttede bygningerne. 
Når ordensmagten var på slaveejernes side, var det en konstant kamp med at finde steder at være, indtil de kunne reetablere de befriede slaver i samfundet eller sende dem nordpå, hvor de - forhåbentlig - ikke ville ende slavebundne igen. 

Rhayass bare tær trådte lydløst ned ad trappen fra den øverste etage, hvor hun havde set til en forslået dreng, hun havde reddet på gaden nogle dage tidligere. Det havde været tæt på og kostet hende selv en blodtud - heldigvis ikke mere. 
Selvom de havde arbejdet sammen et stykke tid, var der stadig flere af beboerne i huset, der fik et chok, da Rhaya pludselig talte. De var vant til at leve i gadens grums, men at have en leder, der ikke gav en lyd fra sig, når hun gik, trak vejret og rørte ved ting, gjorde dem stadig en anelse utilpasse. 
"Leda, formoder jeg?" sprugte hun og tog den nyankomne kvinde i øjesyn. 
Hun så hærdet ud, og skilte sig ud med sine knapt så rubinske klæder, hvis farver var svære at bestemme i det svage lys fra olielampen på bordet i fællesrummet, der var en blanding af en stue og et køkken med et slukket ildsted i hjørnet. Der var ingen grund til at vise omverdenen, at dette hus var beboet.
Ørkenelveren rakte hånden frem mod kvinden. "Rhaya Fay'Sarr. Jeg håber, du har haft en god rejse - og jeg håber, du har spist."
For der var ikke mere mad i huset. 

Leda løftede et øjenbryn af den unge mand, der brysk og ganske fornuftigt bad om et kodeord. Et Leda mumlede ud i en lavmæld tone, for ikke at tiltrække sig opmærksomhed, skulle nogen mod forventning være ude på disse kanter i denne tid. Leda blev ført ind i huset, der manglede både her og der, for at være et rigtig godt hus. Men det var sådan det var, når man levede på den måde som de gjorde. Her virkede dog til, at være en anden tilgang end hun så i Dianthos. Det fortjente også et nysgerrigt blik op ad trappen mod kvinden.
”Jeg kaldes Ravn oftest.” svarede hun promte tilbage. Hun brød sig sjældent om at alt for mange kendte hendes egentlige navn. Ikke fordi, det var unikt på en sådan måde at alle ville kunne finde hende på den baggrund, men navnet koblet til brandsåret der havde skamferet den ene side af hendes ansigt, var det ikke svært at finde ejeren.

Vågens fulgte Leda den anden kvinde med blikket, som var hun sulten. Hun forsøgte at læse alle de træk der var at finde i den sparsomme oliebelysning, og danne sig sit eget billede af personen, og ikke kun den hendes søster havde givet hende. ”Fortrinlig, selvom varmen ikke huer mig.” og derfor havde hun egentlig heller ikke spist. Varmen havde givet hende kvalme og sulten havde derfor ikke meldt sig. Endnu. ”I—Evlyn har sendt mig hertil. For at få et indblik i hvordan i.. fungere.. på disse kanter” Leda havde brug for at forstå hvordan afdelingerne af Proteaus fungerede, også for bedre at kunne samarbejde med dem. Alle afdelinger havde vel sin måde at leve på.

"Vi er ret anderledes end oppe i hovedstaden," svarede Rhaya og slog ud med hånden for at føre Leda på en meget kort rundtur i huset. Der var ikke meget at se udover forhutlede sjæle og nyankomne eks-slaver, der var ved at blive taget sig af. "Men det er mest fordi de rige hernede ikke samler på ting. De samler på væsner, og det er de egendele," ordet blev sagt med stemmen dryppende af foragt. "Vi befrier dem for."
Det var underligt at tale så åbent om hele operationen uden at det var til en nybefriet slave - og selv de skulle kun have en brøkdel information i tilfælde af, de var dumme nok til at løbe direkte tilbage i armene på deres herre. Når man havde med ødelagte væsner at gøre, var det hele ligesom lidt anderledes. Smykker og lysestager kunne ikke sladre.
Men Evlyn havde sendt denne Leda - eller Ravn - og så ville Rhaya ikke andet end at fortælle det hele. Hun skyldte Evlyn alt.
"Vi er stadig nye i det hele, dog," fortsatte hun. "Det var blot sidste vinter, Evlyn hev mig op af en flod og hjalp mig på benene igen. Jeg skal stadig finde mig til rette, og det skal mine folk også. Men vi har planer i gang og idéer til at slå lidt et lidt hårdere slag mod slavehandlerne. Vise dem, vi er her, uden at de ser os. Vise dem, at vi ikke accepterer deres handel med væsner."

Leda løftede et øjenbryn og brummede som svar, mens Rhaya viste hende rundt på en kort tur af huset. Hendes øjne spejdede omkring til de omkringsiddende folk - formentlig tidligere slaver - der mildest talt var i ringe stand.
Uden at give sin mening til kende, overvejede Leda hvad forretningen var i dette. Egendele, som de anskaffede sig i hovedstaden, kunne sælges for god mønt. Oplysninger røg også gerne over bordet for den rigtige betaling, og det var den verden Leda forstod og havde været en del af det meste af sit voksne liv.
Hvad gav det at befri skadede sjæle og ringe tilredte mennesker hvis man så på krystaller og kobbermønter? Kynisk fjernede hun blikket fra en ung kvinde der hang med hovedet, og dannede distancen til levende væsner der intet betød for hende.

"Et ædelt formål. Hvad sker der med de befriede sjæle bagefter?" måske de kunne gøre gav som lommetyve i de større byer. Så igen, hvis slavehandlerne var ligeglad med hvordan de behandlede deres egen egendom, var det næppe nogen mild straf man mødte som fremmed.
Leda forstod faktisk ikke helt hvad denne afdelingen skulle gøre godt for. Det var nok derfor Evylyn havde sendt hende herned. For at gøre hende klogere. Håbede hun.

"Det er ret meget op til dem selv," fortalte Rhaya. "Dem der ønsker at vende hjem, hjælper vi hjem. De fleste ørkenelvere vil gerne tilbage til Thal'Elor eksempelvis. Mange af nordens folk, der er endt i slavehænder, vil gerne tilbage til deres familier. Det er trods alt ikke kun forældreløse og gadebørn, der bliver taget som slaver. Nogle bliver taget sammen med deres familie, men splittet ad, og så hjælper vi dem med at finde dem, så de kan blive genforenet."
Rhaya nikkede mod de folk, der sad i stuen, mens hun selv foldede armene over brystet og lænede sig op mod væggen. 
"Og så er der dem, der bliver hængende," sagde hun. "Enten fordi de ikke har andet, eller fordi de er som mig og ønsker hævn over alt andet. Sådan nogen som os - vi er ikke tilfredse, før slavehandlerne er brændt ned til grunden."

Nogen i Ledas udtryk fik Rhaya til at lægge hovedet undersøgende på skrå. Der var ikke den grad af forståelse og medfølelse, som hun ville forvente af folk, der kom i dette hus. Selvom ordene sagde ét, var det som om øjnene sagde noget andet - eller nærmere manglede at sige noget. Enten var Ravn rimelig ulæselig, eller også var hun kold som den stenby, hun kom fra.
"Du virker ikke så... Overbevist?" sagde Rhayaså. Det var bedre at få det hele på det rene nu frem for senere. "Er det lidt for anderledes end at stjæle for at få krystaller i lommen?"
For de fik da også krystaller på lommen. De skulle trods alt spise, hjælpe folk med at komme videre, købe tøj og fornødenheder og hist og her lægge lidt krystaller for at blive overset af de rigtige vagter. Men det handlede ikke om at fylde lommerne og købe noget pænt. Formålet var større. De havde en by at ændre.

Det klang ikke rigtigt i Ledas øre. For hende var noget for noget. Tand for tand. De havde hjulpet med at få dem fri, hvorfor skulle de ikke betale dette tilbage? Det gav absolut ingen mening i Leda's hoved. Dette var ikke måden man drev forretning!
Leda brummede som svar og tyggede en del på orderne. Hvad fanden skulle hun svare uden at de endte i et skænderig. Endnu engang måtte hun sende en tanke til sin søster, og undre sig over valget af ikke mindst afdeling, men også hvor dumt det var at sende den mindst sympatiske hertil.

Men da snakken faldte på hævn, løftede Leda et øjenbryn. Det kunne hun forstå. Den del vidste hun var hvad, betød og ikke mindst hvor rar det var at få. Men var det virkelig nok at pose penge i at andre kunne få deres hævn? Selvfølgelig, det skadede slavehandlerne at man befriede deres gods, men igen hvad fik de til gengæld?!

Leda tog en dyb indånding og lagde armene over kors. "Næh, det er jeg ikke" svarede hun kort til en start. "Jeg har svært ved at se forretningen i det her." svarede hun hudløst ærligt. "Du tjener intet af at lade folk gå. Der bruges ressourcer uden at forvente noget til gengæld, ser det ud til." forklarede Leda køligt om sin observation. Koldt og kynisk lagde hun det frem, hvad hun havde set og hvor lidt hun forstod det. Men det var netop også grunden til at hun var her.
Leda løftede panden og kiggede indgående på Rhaya. "Jeg forstår det ikke. Hvilket er mit problem og formentlig derfor Evylyn har sendt mig hertil. For at gøre mig klogere" hun var kold. Hun var følelsesløs overfor andre. Hun ejede så lidt empati at det ikke var værd at tale om, og det gik ikke i den måde Evylyn kørte denne forestilling. Men Leda troede også på at forandring kunne være nødvendigt. Nu måtte det så vise sig, om det overhovedet var muligt for hende.

"De folk, der kommer til os, og som vi hiver ud af slavehandlernes klør, er ikke meget værd. Dem der er, vælger oftest at blive," forklarede Rhaya. "Dem, der vil hjem, er for tyndslidte til at gøre andet. Der er ingen grund til at tvinge dem til at være her - så ville vi ikke være anderledes end de slavehandlere, vi kæmper imod."
Rhaya lagde armene over kors og så indgående på Leda. Prøvede at lure, hvad der foregik i den anden kvindes tanker. Det var svært, viste det sig, for den lyshåredes udtryk afslørede ikke mere end hendes ord.

"Hvad der tjener," understregede Rhaya, for det var tydeligvis alt, Leda bekymrede sig om. "Er alt det, vi tager fra slaveejernes hjem. Væsenliv købes og sælges hernede, men i virkeligheden har de jo ikke den største værdi. Alt det tingeltangel, de fylder deres slotte med, kan sælges overalt. Jeg kan ikke sende slaver op til jer, så I kan sælge dem videre eller bruge dem til billig arbejdskraft, for det er ulovligt. Oppe hos jer har I jo faktisk en lille smule moral. Men guldvaser og smukke lysestager - det sælges over alt og for langt mere end det koster at sende folk hjem med en lille smule krystaller på lommen."
Rhayas blik var blevet hårdt og holdt sig fast på Ledas.
"Så hvis vi ser på det helt praktisk, kan det sættes op sådan," tilføjede hun. "Men det er ikke derfor, jeg gør det. Jeg gør det, fordi jeg ved hvordan det er at blive frataget sin frihed. Jeg har stadig venner, der er derude. Måske, hvis ikke de er døde i en mine et sted. Krystallerne er vigtige for at vi kan holde det hele kørende, men jeg stopper ikke, før jeg har vristet de sidste slaver fra Rubiniens rigmænd."

En nedslidt slave, kunne ikke gøre ret meget, selvom de frivilligt ville hjælpe. Noget det sjældent så ud til. Det var måske slet ikke så underligt at de ville hjem, men Leda tænkte ganske koldt og materialistisk. Krystaller eller ingen krystaller. Hvilket gjorde hende skræmmende god til forretninger, men ikke særlig medmenneskelig.
Leda sad fortsat med et stenansigt og lyttede til Rhayas ord. Ord der virkede til at blive hårdere og præget af noget personligt.

Det trak i hjørnet af Ledas læbe. Jo, de fandt en måde at omsætte til Krystaller på her også, for der var rigmænd nok at tage af. Straffen her kunne, imidlertid være langt mere hård her end mange andre steder, hvilket Leda nok måtte erkende var en vigtig faktor.
Leda nikkede kort som accept af at en lille smule krystaller var en dråbe i søen af hvad de ellers indtjente.

Det var først da det personlige aspekt for alvor slog igennem i Rhayas ord at forståelsen spillede et lille glimt ind i hende krybdyrøjne. "Hævn er noget jeg forstår" svarede hun roligt og afmålt til Rhaya. "Du har ret i, at vi i de andre landsdele, trods alt ejer et gram mere morale, selvom den ikke er noget at snakke for højt om. Vi forstår ikke denne verdens hårdhed, som i gør." tilføjede hun og løftede ubevidst hagen en lille smule, så det arede ansigt blev tydeligere i flammernes skær. "Jeg forstår - så godt det er en udefra kommende muligt"

Synet af Ledas arrede ansigt fik Rhaya til at bløde lidt op. Søge en fælles forståelse, som hun ellers lige havde været ved at konkludere nok ikke blev muligt. Nordlændinge - og her mente hun nord for ørkenen - forstod sjældent virkeligheden for den slavebundne del af den sydlandske befolkning. De forstod ikke frygten for at blive taget på gaden eller solgt, fordi familien ikke kunne brødføde sig selv. Måske blev de gift væk, men det var i det mindste en mildere skæbne end at få al egenret frataget.
"Det man må forstå hernede er, at slaverne ikke har noget at skulle have sagt," sagde Rhaya. Hun vendte skulderen mod det flakkende lys og kørte hånden over det mønster-sår, hun havde skåret ind i skulderen. En henna-tegning, der var blevet foreviget med en klinge. "De gør med os, hvad de vil. Om det er at sælge os, skamfere os eller lade os være underholdning for deres vagter." Rhayas mørke blik behøvede ikke uddybe. "Hvis vi ikke gør det godt nok, er vi heldige, hvis de sælger os videre. For det meste, sendes vi i døden. Havde Chance ikke tilsmilet mig, var jeg i en mine nu. Nok død i den mine, allerede egentlig. Vi er kun det værd, som vores fysiske eller magiske stand giver."

Det var den hårde, brutale realitet for dem uden krystaller hernede, og det havde præget Rhaya langt mere end den initielle plan havde været med hendes dannelsesrejse, som var startet for så mange år tilbage, og endt meget anderledes end forventet.
"Hævnen er et stort aspekt for mig," sagde hun for at møde Leda et sted, den anden kvinde kunne forstå. "De tror, de er urørlige. Nok ligesom overklassen i Dianthos. Og de skal ikke blive ved at tro, vi ikke kan nå dem. Vi er rotterne i deres kælder, som de ikke kan komme af med. Som nedbryder deres fundament, indtil deres flotte slotte braser sammen om ørerne på dem."

Slaver var et område Leda ikke havde nogen erfaring indenfor. Det var ikke fordi hun ikke havde mødt dem, men hun havde aldrig skænket en eneste tanke. De havde absolut ingen værdi for hende, men i sidste ende, var det vigtigt at udvide sin horisont. Men lige nu, var det et personligt aspekt de var kommet ind på. Slangeøjnene gled med flammeskæret til sårmønstret på Rhayas skulder.

Der var noget i Rhayas ord som tydeligt afslørede at hun ikke delte den mening, men Leda mærkede et stik af genkendelse af sin egen holdning i dem. Ikke at Leda ville have slaver. Nej, det var ikke der hendes enighed satte sig. Hun fandt det ulækkert at nogen købte et levende tænkende væsen og gjorde hvad man ville med dem. Tvang dem til at gøre det. Men, at folk kun var det værd de fysisk eller magisk kunne give, var for hendes kyniske hjerte stadig den skindbare sandhed. Men hun sagde intet højt.

"Forhåbentlig er i talstærke nok til at lade slottet blive begravet når først det er faldet. Jeg forstår hævnen og trangen til det, bedre end du aner. Men ud af ruinerne bygges et nyt hiraki op. Men jeg forstår. Jeg forstår drivkraften og jeg forstår hvorfor man ikke kan gøre dette sted op i ren matematik og indtjening" Ledas søster havde et blødt hjerte, hvis man spurgte Leda. Men hun beundrede hende også for at havde bibeholdt det. Rhaya var formentlig af samme støbning, med nogle andre ar på krop og sjæl. Leda skulle nok lærer - selvom hendes empati havde lagt i dvale i mange år.

"Vi er stadig ved at blive talstærke, men vi skal nok nå dertil," svarede Rhaya beslutsomt. "Vi får langsomt flere ind, der vil være en del af sagen, og der er langt flere, der ønsker at blive hos os end at tage et andet sted hen. De skal komme sig ja, og det er næppe en overskudsforretning lige her i starten, men det skal det nok blive. Jeg vil have dem til at lide lige så meget, som de har fået andre til, og jeg har et uendeligt liv til at gøre det. De fleste af dem på toppen er dødelige mennesker. De er gode til at rage til sig, men på den lange bane, skal jeg nok vinde."
Det var et blik brændende af had, der mødte Ravnens, inden hun slog det ned, mens hun fik styr på sit viltre indre. Alle følelserne lå stadig tæt på overfladen, og hun vidste, at det kunne blive hendes endeligt, hvis hun ikke kunne styre det. Det her foretagne krævede at hun holdt hovedet koldt, lagde skudsikre planer og udførte dem til perfektion. Da hun igen havde kontrol over sig selv, tog hun en dyb indånding og løftede blikket til den anden.
"Er der andet, du ønsker svar på her og nu? Vi har et sted, du kan overnatte, og jeg er tilgængelig, når du har brug for det, så sig endelig til," sagde Rhaya. "Jeg håber, vi kan få udrettet nogle gode ting under dit ophold hos os."