Regn, torden og vind og rigeligt af alle tre, det var sådan denne dag havde været, blot en kamp at gå, en kamp ikke at falde i jorden, og en krig at holde enhver flamme uden for i live. Ikke nok med vinden blot var hård, så kastede den vand fra højre til venstre uden at tøve, selv under et halvtag var man ikke sikker denne dag. Denne, typiske våde efterårs dag. Turen her op havde været hård grundet vejret ikke blot have været i dag! men de sidste mange dage. Hvor lang turen endelig havde været var næsten glemt, nogle dage? De fleste, i dette vejr. Hun sukkede ret som hun red ind i byen, og endelig, var fremme. "Sidste gang jeg rejser sig langt i mine fridage!" mumlede hun lettet som hun træk sig ud af stalden.."Pas på hende." lyd det nærmest kommandere som hun træk sig imod landsbyen. Tænkt at en med hans ry, holdt til her? En landsby? Hun smilte af tanken som hun mødte op til smeden, og blev mødt af en plade med tekst. "Ude at drikke! Kom igen i morgen" opgivende kastede hun den gennemblødte hætte af hovedet. "HVAD?!" hun sukkede irreteret, og begyndte at søge byen fra efter en kro.


Træt, og gennemblødt træk den mørk klædte kvinde sig ind i kroens varme. En lang varm kappe hang tung over hende og dækkede figured godt, læder støvlerne slæbte mildt mudder bag hende, læder og ulv tøjet under pakket hende godt ind. Kro..nummer tre. mumlede hun lavt, som hovedet ramte baren træt og hun fandt en stol. Bæltet kom frem som hun sad der, håndjern, nøgler, en pung, og to slidte elviske sværd. Det sorte hår dryppede på bordet som hun satte sig ordenligt. Tasken blev taget frem under kappen, og de to gule flasker, der hang om hendes hals dansede let i flammernes lys. "Noget..forfærdeligt stærkt" lyd det irreteret. "Og i Chance, sig at smeden har været her inde?" lyd det i en højere tone, som hun træt igen lod hovedet falde ned i bordet. "...træt." mumlede hun.

Sawyer sad på sin sædvanlige plads inde i den sædvanlige kro. Isoleret fra resten i hans store stol ved ildstedet med ryggen til resten af kroen, var der ikke meget der indikerede at han ønskede kontakt til nogen af dem. En mand der engang havde været så vellidt af alle i landsbyen sad nu tilbage som en skal af sin egen fortid, ignoreret af alle for deres egen skyld så de slap for hans vrede. Det var 3. krus af mjød han var på vej igennem, skægget var der ganske få spor af skum i, trods han havde forsøgt at tørre det væk med håndryggen. 

Hørelsen fejlede intet, og selvom han ikke interagerede med nogen på kroen, lyttede han til enhver enkelt lyd omkring ham. Klar på at slå igen hvis nogen skulle angribe, et levn fra hans tid i krigen, altid på vagt overfor det uventede, hvilket var årsagen til at han hørte nogen spørge efter en smed. Hans greb om kruset strammede sig, så hans knoer blev helt hvide. Han håbede inderligt kro ejeren ville fortælle at han ikke var der, men Sawyer var overbevist om at manden var ude efter ham, for han sendte alle rejsende derned i håbet om at se optøjer og se Sawyer få et par på låget. Endnu var det dog ikke sket, men han vendte dog alligevel blikket hen over skulderen og forbi der store brede ryglæn som ellers skjulte ham godt ved pejsen trods hans store figur. Ganske rigtigt så han manden pege direkte ned imod pejsen og det sted han sad. 

Havde han været er vildt dyr ville han sikkert havde knurret i vildskab netop nu, men i stedet vendte han ansigtet væk og håbede den rejsende ville forsvinde.

Endelig! Endelig fandt hun ham, og han blev endda peget ud for hende. Hun åndede lettet ud, men valgte at blive og vente på sit glas, rum, ikke hvad hun selv forventede men hun fik hvad hun bad om. "Hvad drikker han? En af dem også." tilførte hun, som hun tog hånd om glasset. "To." lyd det før manden træk sig for at finde de to krus mjød. Hun sukkede let, og lod tungen hilste på verden kort. Hun træk på smilebåndet som krusene endte foran hende, nogle krystaller skiftede hænder og hun rejste sig. To krus, og et glas i hænderne som hun begyndte at trække sig imod herren der blev peget ud. En krus, fandt sted foran ham, rummen og det anden på den anden side af bordet, hvor hun begyndte at gøre sig til rette.

"Her." Hun lod blikket falde over ham, bordet, krusende, tomme? "Du..er besværlig at finde." lyd det glad som hun endelig lod blikket flade på hans mimik, hans næse, hans øjne. Hun lod sin ryg finde ro imod båsen, og tydeligt faldt hele hendes krop til ro, fred, endelig i mål. Hånden fandt stille glasset med rom som blev ført til hendes læber og nærmest tømt i samme øjeblik. Hun åndede lettet ud som det nærmest tomme glas mødte bordet. Igen lod hun blikket falde over de tomme krus, måske det er bedre at vente til i morgen? tænkte hun kort. "Hjælp mig." Sagde hun stille, som hun lod sine albuer møde bordet og et mere seriøst blik blev sendt imod ham. De doven øjne var væk, der trætte dovne krop, var fuld af energi i disse ord. Mere blev dog ikke sagt, før hun træk krusset med mjød tæt på sig, men den alvorlige attitude blev over hende. Smilet overraskende venligt, for den skællet, ar dækket hud. Kort hilste tungen kort på verden som hun ventede hans reaktion.

Sawyer havde svært ved at skjule sin irritation, for kunne kvindemenneske dog ikke se, at han ikke ønskede andres selskab, havde hans isolation i kroen og fjendtlige blik ikke været nok? Han rynkede gnavent brynene sammen, inden han lod blikket glide over hendes træk, han konkluderede for sig selv, at hun hvert fald ikke var helt menneskelige, men det så ikke ud til at afskrække ham, igennem hans tid som Oberst havde han set lidt af hvert i landet, der var efterhånden ikke længere noget som overraskede eller forskrækkede ham.

Hans blik forlod hende, idet hun slog sig ned og gjorde sig det behageligt, hun havde i det mindste gjort sig den anstændighed, at bringe ham et nyt krus mjød, selvom det kunne diskuteres hvor fornuftigt et 4. krus ville være. Han greb om hanken, mens han lyttede til hendes ord, et lille fnys lød, inden han løftede kruset til munden og tog en stor slurk. Han tørrede det skum fyldte skæg med sin frie hånd. “Tydeligvis ikke svær nok, siden du sidder der...” Fjendtligheden i hans tone var ikke til at tage fejl af, sammen med det lette slør fra mjødens påvirkning af ham. 

Hendes bøn om hjælp, fik ham næsten til at grine. “Jeg er færdig med at hjælpe andre...” Hvor vovede hun, en fremmede der ikke engang havde præsenteret sig selv, at bede om hans hjælp! 

Hun træk på smilet ved hans fnis, og kunne ikke andet end at nikke i enighed. Jo ganske ret, hvis han havde talent for at gemme sig havde hun ikke fundet ham. Men alligevel her sad hun foran ham. "Vil du prøve igen? Kan gå ud og komme ind igen." svaret hun med et let grin og førte rummen til de blege læber igen. Det var meget begrænset hvad hun endelig vidste om den man før sig, havde blot hørt nogle rygter og hvis de var sande, passede denne attitude han havde alt for godt til manden hun endelig søgte. Glasset ramte bordet på ny. 

"Godt jeg ikke spurte så, herre." var den korte kommentar, til hans udtale, færdig med at hjælpe andre? var svært ikke at le, af de ord. Man var aldrig færdig med at hjælpe andre, hun rystede let på hovedet før hun forsatte. "Hvis jeg var rejst så langt, for at gå på knæ, og bede, og ønske om hjælp. Var jeg blevet hjemme." tilførte hun selvsikkert og lænede sig tilbage og lod ryggen hvile, armene blev sat i kors under brystet, og en fod blev hævet over knæet. "Navnet er Akurra, Herre. Og mit mål med i aften, er at overbevise dig, hjælpe mig, med at redde liv." Hun nikkede igen selvsikkert til ham, nærmest så om hans ry, havde nået hende og en lille plan faktisk var lagt for at få ham overbevist, da hun tydeligt vidste, at bede om det, ikke ville gøre noget. Hendes øjne bar samme sikkerhed, som de var låst på hans øjne.

Det var evigheder siden, Sawyer sidst havde stødt på en så flabet. Hans kæber spændtes let, idet han bed tænderne sammen over hendes attitude. “God ide, hvis du går ud af den ene, så går jeg ud af den anden, og så går vi hver til sit igen...” svarede han blot afvisende, inden han tømte sit 4. krus med mjød og satte det fra sig på bordet, med et mindre brag, så de andre krus hoppede fra bordpladen, inden han gjorde antræk til at rejse sig op. 

Tydeligvis ikke i humør, til at hjælpe hende, blev han dog siddende, som hendes talestrøm fortsatte. “Hvis nogen har givet dig indtryk af, at jeg ville hjælpe dig, så gå til dem og klag din nød, for du er rejst forgæves...” Der var ingen høflige tiltaler former at spore hos Sawyer, ikke ligesom der var ved kvinden. Han var en mand, ingen herre. Og hun var blot en irriterede kvinde, ingen dame, frue eller mø. Til sidst rejste han sig op, stak de store grove hænder ned i de dybe lommer, inden han vendte sig væk, hun havde ikke givet ham en god grund til at blive, for der var ingen nytte i at beskytte andre, man mistede blot selv det man havde kær. 

Flæbet, var hun normalt ikke, men man havde hørt lidt om mande, hvis..rygterne var sande, så en normal metode havde hun opgivet på forhånd, og det virkede tydeligvis, han lyttede, ikke med et venligt sind, men han lyttede, eller svaret i hvert fald til hendes ord. Hun træk lidt på smilet over hans ord, og den hårde lyd med krusset og rystede bare let på hovedet over ham og lod sit rum glas blive tømt, og forsigtigt stille det på bordet ved siden af hans tomme krus. Hun holdt stadig smilet som han forsatte med sine hårde ord. "Slap dog af, hvis nu jeg tager regningen, og du lytter til mig? Virker det ikke retfærdigt?" lyd hun så selvsikker som tidligere. Tungen hilste på verden og tog hans duft ind, eller rettere den mjød han havde drukkets duft ind. Stille tog hun hånden over det sidste krus, og blot vendte håndtaget imod ham, før hånden kom retur til hende.
"Lyd i det mindste til mig, før de beslutter dig. Jeg er ikke i en hær, jeg tager ikke liv, jeg skaber ro og orden, og beskytter. Ikke helt som hvad du har været van til, tidligere major, nu landsby smed." hendes billede af lysets hær var tydelig, samt mørket, tydeligt at hun så sig selv som noget andet, og tydeligt hun så hvad hun lavede i et bedre lys, end hvad lysets hær lavede. "Kan man hjælpe, bør man, hvis vi alle gjorde dette så var der meget få problemer i denne verden." Som disse ord blev sagt, lyd hun dog mindre sikker, og smilet forsvandt til et noget kun mere seriøst blik blev sent imod ham.

Hele denne situation, med kvinden passede ikke den aldrende mand, tvært imod havde han lyst til bare at rejse sig og forlade det uønskede selskab, men trods alt indeni, blev han siddende. Indtil nu havde han kun mødt en enkelt, der kunne overbevise ham om, at gå af med et af sine sværd.
Han gjorde et afmålt nik med hovedet, idet han accepterede hendes tilbud, gratis mjød takkede han aldrig nej til, og der var efterhånden gået evigheder siden nogen sidst havde tilbudt netop dette. 

Han endte dog med at tage hendes fornærmelse, så nær at han rejste sig fra bordet, så kruset med mjød væltede. "Du kan finde mig, når du engang får styr på dine fakta, indtil da er du ikke min tid værd..!" Svarede han hårdt, for hvor vovede hun egentligt at fornærme ham på den måde? Han var Oberst, ikke Major! Og han var ingen simpel landsbysmed, der var ikke det våben han ikke kunne lave, hver og et den fineste kvalitet! Okay, det var år siden han sidst havde lavet et, men hele hans smedje hjemme på gården var fuld dekoreret med samtlige våben han havde lavet, sammen med skjolde i alle afskygninger. 

Han vendte ryggen til kvinden, og begyndte at gå imod døren. "Hun tager sig af regningen!" råbte han efter kro mutteren, og pegede hen over skulderen imod kvinden han netop havde gået fra. Stadig skumlende over hendes misinformationer. Major... Det var dog lige godt grov! Landsby smed.. hmfh! Han fnøs indebrændt, som han rykkede den store tunge trædør op, så var det alligevel bedre hjemme på gården. 

At kalde hende overmodig, med denne tilgang ville en mild måde at sige det på, nok mere det modsatte var tilfældet, og langt fra hvordan hun normalt bad om hjælp. Men særlige mænd, særlige tilfælde krævede altid særlige metodikker. Lige som en kamp imod folk med mærkelig magi, en mærkelig tilgang var nødvendig. Dog skiftede alt dette sig, som mand udtrykkede at hun ikke havde styr på sine fakta. Flere forvirret blik forlod hende som han rejste sig, havde hun virkelig gjort dette for den forkerte mand?  Eller, hvad tog hun fejl i? Hun blev siddende et øjeblik som han rejste, lidt chokeret i hendes mimik. "Hvad?" spurgte hun stille ud i luften som hun hørte ham trække sig længere og længere væk, hun sukkede dybt og rejste sig. "Hej!" lyd det som døren ud til den voldsomme regn gik op. "Skal nok betale, giv mig et øjeblik!" lyd det lidt i hast, som hun træk sig imod døren efter ham.

Dækket i den regn hun endelig var i læ for, så hun ham lidt uden for kroen. "Beklager? Men ved ikke hvor min fejl var." lyd hun noget kun mindre selvsikker en før. "Er ikke rejst her, uden grund - hørte om dine vidunder at smede evner, så dem ved din smede, og dine livs erfaringer, er lige hvad jeg skal bruge." begyndte hun endelig forklare hvorfor hun endelig havde søgt ham. "Min krop og almindelig sværd er ikke de bedste venner, du! har viden nok, og talenter til at løse mit problem." hun sukkede dybt og lod sin tone falde, hun gad ikke råbe efter en fuld mand i regnen, selv hvis hun virkelig ønsket hans hjælp. "Hvad vil du have? Hvad skal jeg gøre?" spurgte hun endelig, dog ikke ret højt og om regnen overhovedet lod hendes ord nå ham her, vidste hun ikke. Men dette var ikke slut selv hvis han gik hjem nu, ville hun møde ham i morgen, men hun håbede han stoppede, og i det mindste vidste lidt venlighed i øjeblikket. Hun vidste selv hun ikke havde fortjent det, men som altid håbede hun på det bedste i folk. "Undskyld." tilførte hun i samme toneleje som hendes peel om hjælp, stadig, var det op til regnen om dette ord nåede ham.

Sawyer havde egentligt ikke helt forventet, at kvinden rent faktisk havde godtaget at tage hans regning, eftersom han vidst at den lød på temmelig meget, og dybt nede ramte der et lille stik af skyldfølelse den store mand. Han stoppede et ganske kort øjeblik op, inden han gav et lille fnys fra sig selv, i forsøget på at ryste følelsen af sig. Han trak den store frakke tæt op omkring halsen, da vandet væltede ned fra himlen. Et skulende blik blev sendt imod den mørke batte himmel kun oplyst af stjernerne og månen, den stod næsten fuld på himlen, og selvom han vidste der ikke var mange varulve i området, betød det han skulle blive hjemme snart, for manden tog ingen chancer. De var levende væsner, som enhver anden og han havde svoret ikke at dræbe igen, ikke uden formål som at skaffe føde, og selv det betalte han sig fra. 

Han gjorde et opgivende suk, da kvinden satte efter ham ud i uvejret. Til sidst stoppede han op og vendte sig imod hende, han var for beruset, for træt, for irriteret til at blive ved, og ærligt var han træt af hendes vedblivende stemme. “Jeg var Oberst, ikke Major.. Og bare ti stille, bare 5 min..” lød det fra ham, tydeligvis fra en mand i nederlag, han magtede ikke at blive ved for kvinden gav sig jo ikke?!? Uden at sige mere, fortsatte han igennem regnen hjem imod gården. 

Vandet faldt over hende, og hun var endda endelig næsten blevet tør inden i kroen, eller..i hvert fald fået varme bare en smule, den kold blodet kvinde kunne tydeligt mærke det efterhånden, hendes øjne var blevet tunge, blikende af de gennemsigtige øjenlåg lange, og lemmer var godt stive, som kulden fra efterårs regnens vand som stadig lå i håret og tøjet. Hun ventede spændt på hans ord, hun sukkede dybt mens hun ventede. Og hans ord gav hende en smule ro i sjælen. "Jeg beklager!" svaret hun hurtigt tilbage, og åndede lettet ud. "kommer forbi smeden i morgen, lover dig en nat fri for mig." var hendes svar i stedet for at give ham stilheden han bad om. I et lettet humør vendte hun sig om, og gik tilbage ind, målrettet imod krofatter.

"Hans regning..og et værelse." det gik ikke længe efter det blev sagt, før hendes kæbe hang i luften, og et langt dybt suk forlod hende. "regningen fra i dag og et værelse tak." lyd det træt, og opgivende, som krystallerne skiftede hånd. Træt træk hun sig imod varme kilden i rummet. De røde øjne gik i, så meget de ny kunne, og rygge mødte væggen ikke langt fra den vel passet pejs. I guderne det var tydeligt at se på hende hvor eftersøgt denne varme var. Hendes plan nu, var tydelig i blikket, få varmen, få noget søvn, og begynde sit plagerig af obersten igen i morgen tidlig. Hun træk vejret dybt, som hun begyndte at kunne bøje sine fingre frit på ny. "Oberst..siger du..Endnu bedre." hun smilte, og hendes plan til at vente til solen kom frem, gik i gang. Altså...planen om at få noget varmt søvn.

En nat fri for kvindemennesket? Han havde nu håbet på ikke at skulle se, eller høre på hende nogensinde igen, men hvis en nat var alt han kunne få, var det hvad han ville tage imod. Han gjorde derfor blot et lille nik til hende, inden han fortsatte uden at se sig tilbage. Turen hjem ville blive lang, ingen tvivl om det, for han var træt efter de mange våde drikkevarer, og sandelig også lettere beruset.
Efter en god rum tid, et par pauser og en enkelt slingertur, nåede han hjem til gården. Døren blev døsigt skubbet op, og efter skoene var sparket af lod han sig dumpe ned på det sofa i stuen, som han altid sov på, inden han vendte blikket imod det maleri af hans familie, den familie mørket tog fra ham. 

Uden at sige noget, vendte han sig om på siden og trak et tæppe hen over sig, søvnen kom da også hurtigt til ham, og han håbede at kunne sove til langt op af dagen, med lidt held ville kvindemennesket blive væk, og han kunne gå tilbage til sin uforstyrrede hverdag.

De første timer af natten gik som man ville forvente fra en kvinde som hende. i ly af flammerne fra den varmespredende ild, og lade regnens kolde vand forlade hende beklædning og den blege hud før, resten af natten var i dække af varme klæder til at berige den koldblodet kvinde resten af denne nat. Morgens lys kom tidligt, tidligere end for de fleste men vaner forsvandt ikke blot fordi man havde rejst langt. Solen var ikke oppe som hun forlod værelset med sin fulde oppakning og gik tilbage imod smedjen på ny. Som hun forventede lang tid før han selv var i nærheden. I ny af mørket som solen langsomt kryb sig frem sad hun på trappen, og tålmodigt ventede.

Først lod hun en brynsten glide imod de slidte sværd, med flere hak i klingen end en gamle slagers kniv. Lange langsomme træk med en sær form for omsorg i hendes blik. Efter ti træk, blev sværdet studeret og blikket forsvandt i fortiden, de dovne trætte, røde øjne. Virkede til at se minderne mere end sværdet foran hende. Derefter ti træk mere, og det samme. Sværdet blev skiftet som tiden gik, men her sad hun, og som typisk hendes artsvenner, var tålmodigheden ikke noget der manglede, og hun vidste godt, den fulde smed, ikke ville være vågen den næste time eller to.