Hvad der præcist var sket var ham en gåde, men han trak vejret igen, og kunne mærke solens stråler på sin hud. Han var usikker på om han var død eller levende, og åbnede tøvende øjnene for at se efter. Lyset der mødte ham føltes alt for skarpt, og det gav ham ikke ligefrem nogen afklaring på spørgsmålet. "Han er vågen!" Stemmen forskrækkede ham, og han slog øjnene op igen, denne gang knap så blændet af lyset, og så en smuk skabning foran sig. Han blinkede et par gange med øjnene, og så derefter ned under sig. Han lå på siden på en lille klippetop, ude midt i havet, og skabningen foran ham var en havfrue. "hv-hvor er jeg? Og hvem er du?" Som ordene forlod hans læber kæmpede han sig op at sidde, men mærkede tydeligt at hans krop var meget svækket. "Jeg er Sienna af havfolket. Du lå bare og flød rundt midt i vandet, så jeg fik dig trukket herop." Havfruen smilede til ham, inden hun fortsatte. "Vi er langt fra land, så jeg formoder du er faldet overbord på et skib...?" Alf så sig forvirret omkring, han kunne ikke se land nogle steder, så hun havde ret så langt. Han rystede på hovedet og blinkede et par gange med øjnene, inden han så på havfruen igen. "Nej.... Jeg ved ikke hvordan det er sket, men det sidste jeg husker er at blive kastet ud over en skrænt, og lande i havet...." Han tog sig til hovedet, som stadig var meget ømt, og mærkede nu et ar. Forskrækket lod han fingrene følge arret, og skar en grimasse. Hans ellers så pæne ansigt, vansiret. Han lænede sig forsigtigt frem så han kunne se sit spejlbillede i havet, og skar endnu en grimasse. Arret gik fra overlæben, hele vejen op over kinden og ud over øret. Alf sukkede, og rykkede sig tilbage igen. Han havde større bekymringer end et ar lige nu, som hvordan han nogensinde ville komme i land igen og se sin familie. Han lagde sig fladt ned på ryggen og sukkede igen, inden han lod sit blik finde havfruen igen, og fremtvang et svagt smil. "Kan... Kan du hjælpe mig væk herfra?" Øjnene lukkede sig i igen, lyset var meget skarpt når han lå på denne måde, og kræfterne var meget begrænsede. "Selvfølgelig vil jeg det, men lad mig lige tænke engang.... Det eneste sted jeg har set mennesker med samme røde hår som dit, er-" 
Mere hørte Alf ikke, da havfruen i det samme fik trukket ham ned i vandet igen, og han mærkede noget der blidt skubbede ham afsted nedefra, hans havfruen blidt trak afsted med ham. Meget vel, hvis hun bare får mig i land, bare det ikke bliver på den frygtelige ø igen...

Han havde sovet en del undervejs, men havde dog bemærket at det på et tidspunkt var lykkedes havfruen at få ham op på ryggen af en hval, som havde svømmet det meste af vejen med ham. Nu var de nået så tæt ved kysten, at hvalen ikke kunne svømme med længere, og han landede igen i det kolde vand. Han skar en grimasse som han ramte vandet, men der var ikke tid til at brokke sig over kulden nu. "Jeg kan ikke risikere at menneskene derinde ser mig, så du bliver nødt til at svømme det sidste stykke selv... Held og lykke..." Med de ord var også Sienna væk, og Alf var endnu en gang overladt til sig selv. Med de allersidste kræfter i hans krop fik han svømmet det sidste stykke ind til land, og kollapsede til sidst på nogle klipper. Hans sidste tanke inden han besvimede igen var, at han håbede de der fandt ham var venlige...

”Mathilda! Mathilda!” råbte en af minearbejderne som havde været ude for at tisse af tæt på en klippeskrænt. Mathilda, som havde et tyndt stof om øjnene og var i fuld gang med at hjælpe til med at hakke i minerne, stoppede hvad hun havde gang i og begav sig væk fra den mørke væk og mod minearbejderen. Her tog hun bindet af sine øjne så hun kunne se mere tydeligt. Der var en tydelig streg hvor stoffet havde siddet, eftersom det havde beskyttet hendes øjne mod støv, snavs og små sten på afveje.
”Hvad sker der?” spurgte hun med et undrende udtryk. Det var tydeligt at minearbejderen var chokeret og havde løbet alt hvad han kunne for at komme frem til Mathilda. Helt forpustet vinkede han med den ene hånd om at hun skulle komme med og begyndte at løbe ud af minen. Mathilda behøvede ikke at få mere at vide før hun skyndte sig ud. Hvad slags ulykke var der sket udenfor? Var der en der var besvimet af dehydrering? De minearbejdere var også fantastisk gode til at glemme at drikke vand.
Som de nåede ud, kunne Mathilda se at der ikke var nogen minearbejdere der lå på jorden i nærheden, og manden der havde hentet hende løb videre ud mod klippeskrænten.
”Benny vent!” råbte hun. Hvad foregik der?
Minearbejderen stoppede dog ikke, før han nåede skrænten, hvor han så pegede ned på nogle klipper længere nede. Så snart Mathilda nåede frem kunne hun se en herre ligge på klipperne umiddelbart bevidstløs. Forhåbentlig var han bare bevidstløs.
Hun daskede minearbejderen på skulderen. ”Skaf noget reb,” lød det, før hun satte sig ned på skrænten og begyndte at kravle ned mod den bevidstløse mand. De ru hænder havde et godt greb om hver en sten hun greb om, og som altid havde hun klædt sig praktisk. Bukser og skjorte som var til at bevæge sig i, for Mathilda skulle ikke sidde fast eller være begrænset af kjoler og skørter. Håret var ligeledes flettet så det ikke var i vejen.
Det varede ikke længe før hun nåede ned til den lidt fladere klippe hvor manden lå. Hurtigt, men forsigtigt begav hun sig tættere ud mod ham, således hun ikke faldt i vandet. Hun satte sig på hug ved siden af ham og fik snildt vendt ham, således han lå på ryggen. Hun betragtede kortvarigt det skadede ansigt og det røde hår, før hun rettede på hans hoved, lagde øret ned mod hans mund og så ned over hans brystkasse. Vejrtrækning - perfekt.
Hun satte sig så på knæ, lidt oprejst, således hendes hoved var over mandens og greb ham om skuldrene for at ruske forsigtigt i ham. Hendes skygge dækkede for den høje sol, således der var et flot omrids af hende. ”Hey. Hey du, vågn op,” lød det roligt som hun holdt øje med tegn på at han kom tilbage til sig selv.
Skete der ikke noget ville hun prøve at være lidt voldsommere og hæve stemmen, eller i sidste ende at tage sit vandskind og plaske lidt vand i hovedet på ham.


//Inspiration til påklædning

Alf mærkede svagt at nogen havde fat i ham og vendte ham om, og små grynt begyndte så småt at komme fra ham som personen nu ruskede i ham, og talte. ”Uurgggh…” Han havde ikke kræfter til at tale, men efter lidt tid fandt han kræfterne til at åbne øjnene svagt på klem og se på kvinden, som han kunne høre det var. Fra hvad han kunne se, havde hun nogenlunde samme røde hår som han selv, så det måtte næsten være hende, havfruen havde tænkt på. Ansigtet var ikke et, han kunne genkende, så det var ikke hans egen familie, og stemmen havde da heller ikke været genkendelig. Hvis han havde haft kræfter til at skifte ansigtsudtryk, ville det have været en skuffet mine, der havde præget hans ansigt nu, han ønskede mere end noget andet i verden snart at vende tilbage til sin elskede familie. Men han var nu alligevel lykkelig for at være i live, og være blevet fundet af nogen. Så kunne han altid bekymre sig om hvordan han kom hjem senere.

Med endnu en anstrengelse fik han åbnet øjnene lidt mere, nok til at kunne se kvinden ordentligt. Hun var faktisk ganske køn, om end det var tydeligt at hun var vant til at arbejde hårdt. Hun var ret beskidt, og at dømme efter at han lå nogle klipper, ville minearbejde være et godt bud. Han prøvede at mønstre et smil, men var i tvivl om det blev til andet end en svag trækning i mundvigene, inden det gjorde for ondt og han igen måtte lade ansigtet falde i mere… afslappede folder var nok ikke det rette ord, men i hvert fald mindre anstrengt. Han håbede kvinden havde en plan for at få ham op, for lige nu havde han ingen kræfter til at kunne hjælpe til selv.

Utilfreds, selvfølgelig. Hun havde ikke rigtig forventet andet. Hvor længe mon han havde været i havet? Var han mon faldet ud af en klippeskrænt og endt her? Hendes grønne øjne så kort bag sig ud mod de to lange kyster langs Elverly og Tusmørkedalen. Måske var han flygtet fra  Faelwens Tåre?
Hendes blik røg så tilbage til manden ved siden af hende et øjeblik, før øjnene så op i retningen af minen, eftersom Benny og nogle andre minearbejdere kom tilbage med reb som de begyndte at binde fast til et træ. Malthe så så ned på manden igen. ”Mit navn er Mathilda. Jeg får dig op herfra, okay? Jeg kan ikke love at det ikke bliver ubehageligt,” forklarede hun. Hun havde efterhånden med alle de dehydrede minearbejdere og skovarbejdere lært at det var godt at fortælle personer der ikke var ved sine fulde fem hvad der ville ske. Så kunne de bedre følge med når de fik samlet sig selv lidt. Psykologisk førstehjælp, ville nogen kalde det.
”Her!” blev der råbt fra Benny der kastede det lange reb ned i retningen af Mathilda. Hun så kort op mod mændene og gav dem en bekræftende håndbevægelse. Det var godt de var kommet.
”Jeg samler dig op nu,” fortalte hun. Med ikke så meget besvær fik hun sat ham op, så hendes ene arm kunne støtte ham i ryggen, og lidt mere besvær fik hun samlede hans ben over hendes anden arm.
”En, to, tre!” lød det fra hende. Det var tydeligt hun var vant til at løfte korrekt. Mathilda var i den grad vant til at bære på sin egen vægt, hvis ikke mere. Hun begav sig så i retningen af rebet der var kastet ned til dem, og så snart de nåede derhen, blev han sat ned. ”Jeg binder dig fast til rebet her, og så får vi dig op,” fortalte hun igen. Med et gravet tag, greb hun rebet og begyndte at binde det om manden uden at være det mindste smule forsigtigt eller bange for at røre ham. Sart var hun ikke. Så snart han var blevet bundet rykkede hun lidt i rebet, for at give tegn til arbejderne om at begynde at trække. Mathilda valgte at støtte manden, så snart han lettede fra jorden, og kort efter begyndte hun at klatre op af klippevæggen, mens hun sørgede for at manden ikke ramlede ind i hverken hende eller klippevæggen. Han havde rigeligt med skader og havde ikke brug for flere. Det ville bare forlænge tiden hvor han skulle komme sig.

Så snart de nåede toppen, hjalp nogle af arbejderne med at få dem over kanten, så de var i sikkerhed. Her tog Malthe sig en lille pause, hvor mændene sørgede for at binde manden op og de sørgede for en hestevogn til at transportere ham og et lille gods fra dagens minearbejde.
Så snart kusken ankom med hestene, sørgede han at holde hestene langt væk fra Malthe, for så at stige af vognen og nærme sig hende, for at få instrukser. ”Manden her har brug for varme og hvile,” forklarede hun også på sine fingre som hun masserede lidt. Klipper var ikke de rareste mod hænderne, uanset hvor hærdet hun var, så var det bare noget andet. Hun så op mod kusken, ”Bring ham hjem til mig, jeg skal nok sørge for ham,” forklarede hun, ”Jeg tager afsted inden længe. Sørg for han kommer indenfor og anbring ham i en seng,” beordrede hun yderligere. Kusken nikkede blot og gav nogle sigende håndbevægelser til arbejderne som inden længe førte den rødhårede mand op i vognen hvor to af arbejderne satte sig ved siden af ham så han ikke var alene, og hvis nu han vågnede. Inden længe drog hestevognen afsted.

Malthe rømmede sig lidt som hestevognen tog afsted og rejste sig efterfølgende. Hun strakte sig og begav sig tilbage til minen. ”I har… To timer endnu. Forsæt det gode arbejde, jeg tager mig af havmanden,” forklarede og opmuntrede hun arbejderne for efterfølgende lige hurtigt at vaske sine hænder og sit ansigt ved en lille vandstation. Herefter begyndte løbeturen hjem.


Så snart hun kom ind ad døren, fik hun i nogle hurtige bevægelser smidt sine sko for efterfølgende at løbe op ad trappen. Hun så ind til samtlige gæsteværelser, før hun pludselig stødte på gæsteværelset som var blevet taget i brug. Hun stoppede i dørkarmen og trak vejret et øjeblik. Det havde været en lang tur og benene syrede lidt. Det gjorde godt. Hun begav sig så hen mod den rødhårede man som var blevet placeret i gæstesengen. Mens hun nærmede sig lagde hun mærke til at han var blevet ’puttet’ så han kunne holde varmen og nogen havde sørget for et lille fad med kiks, vand og mælk. Hun valgte at sætte sig på en stol ved siden af sengen og placerede sine albuer på sine knæ. ”Jeg er her. Mathilda er her,” sagde hun lettere udmattet, før hun lod sin pande hvile i sine hænder, ret så træt. Forhåbentlig samlede han snart kræfter, og hvis ikke inden for nogle timer, ville hun lægge sig til at sove hen over stolen. Godt nok vidste hun ikke hvem han var, men det virkede som om han havde været ude for noget af en tur og han burde ikke være alene når han vågnede i et fremmed hus.

Alf prøvede at nikke som kvinden talte til ham, men var endnu en gang ikke sikker på, hvor meget det blev ved tanken. Han hørte alt, hun sagde, men om han var i stand til at vise at han forstod, var straks værre. Han mærkede hvordan hun rykkede på ham, og hvad han ikke ville have gjort for at kunne hjælpe til, så hun ikke skulle bakse sådan rundt med ham helt alene, men hans krop var for afkræftet, han kunne umuligt have løftet så meget som en lillefinger, om så det gjaldt hans liv. Det var i sandhed godt, hun fandt ham nu. Kort efter mærkede han hvordan hun bandt rebet om ham, og fik ham hejst op fra skrænten.
da de var kommet op mærkede han svagt hvordan arbejderne bandt ham op, inden han blev løftet op i en hestevogn og lagt. Igen, ville han have givet alverden for at kunne hjælpe til selv, Alf var en mand for hvem stolthed og det at kunne klare sig selv virkelig betød meget. Han var jo vant til at være den store, stærke storebror der hjalp til med både de mindre søskende og det hårde arbejde hjemme på gården, og der blev forventet af ham at han havde styr på tingene. Nu lå han her, helt hjælpeløs og afhængig af andre for overhovedet at overleve. Han trak vejret dybt inden vognen satte i gang, og han faldt i søvn igen.

Hvor længe han havde ligget i sengen vidste han ikke, men da han så småt vågnede op sad kvinden der havde hjulpet ham op, på en stol ved hans side. Det var blevet mørkt udenfor, og hun lignede en der havde siddet der længe. Alf blinkede et par gange før øjnene helt ville samarbejde, det dæmpede lys i rummet var noget rarere end det skarpe sollys han var vågnet til tidligere. Om kvinden var vågen eller faldet i søvn kunne han ikke vurdere ud fra hendes placering, så han forsøgte at rette sig lidt op i sengen så han havde kommet mere op at sidde, men måtte hurtigt opgive, kroppen var stadig alt for svag, så han lagde sig ned igen med et suk. Han ville ikke sige noget af frygt for at vække hende hvis hun nu sov, så han lå bare stille og kiggede lidt rundt.

Mathilda havde ventet efterhånden i mange timer. Trætheden fra løbeturen havde også taget godt om hende og hun havde fanget sig selv i at falde ind og ud af søvn et par gange mens hun sad på stolen. I sidste ende havde hun rejst sig og gået lidt frem og tilbage i rummet. Hun havde tilmed prøvet at læse lidt i en af bøgerne, men måtte opgive da det blev for mørkt. Et enkelt blidt lys, med et tåget glas henover var blevet tændt for dem, placeret på natbordet, således de kunne se lidt. Så kunne hun altid tænde mere, hvis det blev nødvendigt. Til sidst havde hun vendt stolen om, så stoleryggen var mod manden. Hun havde så placeret et ben på hver side af den og krydset armene hen over stoleryggen, så hun kunne hvile sin hage derpå. Selvom hun prøvede at holde sig vågen, endte hun med at falde i søvn.

Lagnerne blev rykket lidt på sig, og Mathilda begyndte langsomt at vågne. Først da der lød et suk åbnede hun sine øjne. Hun rejste sig med det samme op, og ret så maskulint fik hun svunget sit ene ben over på samme side som det andet. Hun begav sig så langsomt mod ham med et lille skævt smil. ”Hey,” lød det roligt som hun prøvede at få øjenkontakt med ham. Hun skævede kort over mod den flaske med vand og de glas som stod på sølvfadet på natbordet. Uden at spørge om han havde brug for noget, valgt hun at rette sig mod fadet og skænke et glas vand. Med det i hånden nærmede hun sig sengekanten. ”Kan du selv?” spurgte hun spurgte hun med et lille smil. Insisterede han på selv at kunne drikke og styre glasset, ville hun give det til ham. Hvis ikke, ville hun sætte glasset fra sig. Hun ville så sætte sig ned ved siden af ham. Instruere ham i at hun ville sætte ham op, for efterfølgende at gribe under hver armhule og roligt sætte ham op. Hun havde jo ikke umiddelbart set om han havde andre skader end arret. Hun ville så efterfølgende støtte ham med en hånd på den ene skulder, række ud efter glasset for til sidst blidt at holde om hans kranielinje mens hun hældte lidt vand i hans mund. Hun prøvede virkelig at lægge mærke til om han fik for meget eller ikke ville have mere, men der var jo en chance for at hun ikke kunne se det.

Han hørte hendes stemme, og lod blikket glide hen på hende igen. Han forsøgte at gengælde hendes hilsen, men det blev bare til et grynt. Hans hals var ret tør, og hans stemme havde stadig ikke rigtig kraft nok til at få reelle ord frem. Endnu en gang forsøgte han at rykke sig op at sidde ved at sætte hænderne i og skubbe sig op. Det gik en anelse bedre denne gang, og han kom trods alt langt nok op til at han ville kunne drikke uden at hun skulle løfte ham yderligere. Da han var sikker på at han sad nogenlunde stabilt, slap han sengen igen med hænderne, og holdt dem frem foran sig for at studere dem lidt. Han var i tvivl om hvor meget han ville være i stand til, så langsomt bevægede han begge hænder og alle fingre, mens han betragtede dem, for at se hvor meget bevægelighed og motorik der var tilstede i dem. Han var i stand til at bevæge alle fingre nogenlunde normalt efter nogle sekunder, og selvom det langt fra var ved fuld kraft lykkedes det ham også at knytte begge hænder flere gange. Han så op på hende, og fik vidst nok frembragt et svagt nik, idet han med begge hænder rakte ud efter glasset. Da han fik fat om glasset trak begge mundvige sig en smule i hvad der måtte ligne et smil, og med en forsigtig bevægelse fik han det ført op til munden og taget en tår. I guderne hvor var det en vidunderlig følelse, endelig at få noget at drikke igen. han drak så meget han kunne, og da glasset var næsten tomt rakte han det til Mathilda igen. Halsen føltes meget bedre, og et lille, svagt ”Tak” lykkedes det ham at få over sine læber. Han så nærmest overrasket ud som ordet forlod hans mund, han kunne tale igen!

Han så på hende og fik frembragt et svagt smil, inden han igen forsøgte at tale. Nu vidste han at han kunne, det var bare et spørgsmål om tålmodighed. ”Hvor……....... Er……....... Jeg?” Alf var både nysgerrig for hvor han var endt, men vigtigst af alt hvor langt han var hjemmefra, så han kunne planlægge sin hjemrejse. Lige nu var han ikke specielt realistisk omkring sin egen situation, i hans hoved ville han kunne begive sig afsted allerede næste dag, men det var nok mere ønsketænkning. Nu skulle kroppen lige have lov at komme til kræfter igen først.

Han kom forholdsvis succesfuldt op og sidde. Hun bemærkede hvordan han observerede sine fingre og hænder. Bevægede dem og knyttede dem, for at sikre sig alt var i orden. Det virkede kun til at han var svag, men umiddelbart med den rette bevægelighed. Med et lille skævt smil, rakte hun glasset til ham, og slap det først da hun var sikker på at han havde kræfterne til at holde det oppe selv. Det ville være synd hvis han tabte det og hele sengen blev våd, for så ville hun jo være nødt til at finde en anden seng til ham og bære ham ind i et andet gæsteværelse. Hun betragtede ham som han drak og var opmærksom på om han var ved at miste kræfter, var ved at drukne sig selv eller lignende. Ulykker var der rigeligt af. Hun smilte skævt til ham som han rakte glasset til hende, og tog imod det. Da hans stemme lød, løftede hun anerkendende øjenbrynene. Han kunne snakke og endda krystalliansk. Det var altid noget der ikke var en sprogbarriere. Det var jo ikke til at vide længere hvilket sprog folk var opfostret med. ”Velbekomme,” lød det roligt, som hun vendte snuden mod beholderen med vand og hældte noget mere op, hvis nu han ville have mere.

Mens hun hældte lød hans stemme igen. Hun løftede det øjenbryn der var tættest på ham og skævede mod ham, for at vise ham at hun havde hørt ham. Til sidst satte hun så flasken ned og satte sig på sengekanten ved ham med glasset inden for rimelig rækkevidde, hvis han ville have det. ”Turmelinien,” forklarede hun og så mod hans øjne. ”Vi fandt dig på kysten der deler grænse med Tusmørkedalen og Elverly,” beskrev hun. Måske havde han en anelse om hvordan Krystallandets landkort så ud, og måske gav det ham en bedre indsigt i hvor han var i Turmelinien – det var trodsalt et stort område.
”Hvad er dit navn?” spurgte hun. Hun havde ikke givet sig tid til at kigge efter nogen form for identifikationskort.

Han nikkede svagt som hun gengældte hans tak med et ’velbekomme’. Det var rart med en venlig sjæl, det var ikke mange han havde mødt af den slags på sin… Ja, en rejse var det jo dårligt nok, den var i hvert fald ikke selvvalgt. At de talte samme sprog var kun et plus, så skulle han ikke bekymre sig om hvorvidt hun forstod ham eller ej. Som hun tog imod glasset og hældte mere op, fulgte han hende med øjnene og frembragte endnu et svagt smil. Hun var en køn kvinde, om end lidt maskulin i sin fremtoning, men det kom der måske af at arbejde i en mine, hvis hans antagelse om det holdt stik. Da hun igen kom nær rykkede han sine ben så godt han kunne lidt til siden, så hun kunne sidde der uden at ramme dem. Hvor var hans krop dog øm, det ville vist alligevel kræve noget hvile før han så meget som kunne overveje at stå ud af sengen her. Tanken fik et lille suk over hans læber, lige som hun nævnte hvor i landet de befandt sig. Han var tilmed et godt stykke hjemmefra, om end det trods alt kunne være værre. Han kunne være endt i Nordlandet eller Rubinien, så ville han trods alt være endnu længere hjemmefra. Han nikkede blot da hun fortalte, hvor de havde fundet hende. Selvom han ikke kunne hele landkortet udenad, vidste han dog nogenlunde, hvilken kyst hun refererede til. Det gav ham også en ide om, hvilke øer han med størst sandsynlighed havde været på, og ikke mindst hvilken gruppe mænd, han havde været i kløerne på. Denne tanke fik endnu et suk over hans læber, hvem i himlens navn havde Mørket forvekslet ham med? Var det mon noget, han skulle gå og frygte for i fremtiden? Havde han en dobbeltgænger som arbejdede for Lyset?

Mathildas spørgsmål rev ham ud af sin tankerække, og han mønstrede igen et svagt smil, inden han, stadig med en svag stemme, svarede hende. i dag priste han sig virkelig lykkelig for sit korte, simple navn. ”Alf…. Eikssøn…” Han rakte forsigtigt den ene hånd ud mod hende, nok var han såret og svag, men en ordentlig præsentation var da det mindste, han kunne byde sin redningskvinde. Han så håbefuldt på hende, i håb om at hun tog den, og ville præsentere sig selv.

Et skævt smil trak op på hendes læber, som han rykkede sine ben. Lidt utilfredst var hendes smil måske. Han behøvede virkelig ikke at rykke på sig – han burde hvile! Hun kunne dog ikke nå at kommentere på det lige nu, og satte sig derfor. Så snart hun havde fortalt ham hvor hun havde fundet ham, virkede det som om han sad og tænkte. Hun lod ham dog ikke sidde for længe i sin tankestrøm, eftersom der var nogle ting hun blev nød til at vide, såsom hans navn.

Det var tydeligt at manden var afkræftet og havde smerter, sådan som han kun kunne fremstille et lille ynkeligt smil. Hun bebrejdede ham dog ikke, for hun vidste ikke hvad han havde været ude for, men hun var ret sikker på at det var voldsomt, eftersom han var endt der hvor han var. Alf Eiksøn. så snart han rakte sin arm frem, var hun hurtig om at møde den med et håndtryk. Lidt glemsom, gjorde hun blot som hun plejede og gav den et godt, imødekommende og kraftigt tryk, ”Mathilda af Erneyll,” præsenterede hun sig. Nu havde hun efterhånden sagt sit navn mange gange, men denne gang var hun sikker på at han umiddelbart burde have hørt det, eftersom han var ved bevidsthed.

Hun slap hans hånd og så kort overmod mælken og kiksene. Hun lænede sig frem og tog en af kiksene, ”Der er også mælk og kiks, hvis du vil have,” tilbød hun, og holdt kiksen inden for rækkevidde, hvis han nu ønskede noget at tykke på, som forhåbentligt ikke ville forstyrre eller overraske maven for meget. ”Jeg tænker jeg lige får tilset dine skader og din hud, finder nogle tæpper og lidt mere vådt og tørt til henover natten, hmm? Og så skal du sørge for at hvile dig” foreslog hun – selvom han ikke havde meget valg at tage. Han skulle tilses, om han ville det eller ej. Det virkede alligevel ikke til at han ville kunne stille noget op imod det hun forslog. Den eneste tydelige skade hun havde set, var det lange sår han havde fra øret og ned til underlæben, men måske var han kommet yderligere til skade, og det skulle selvfølgelig også tilses.

Da hun tog hans hånd var han lige ved at smile til hende igen, men det blev hurtigt ændret til en grimasse af smerte. Hun havde et fast håndtryk, noget han normalt satte pris på, men uden sin sædvanlige styrke i hænderne føltes det ret smertefuldt. Han tog forsigtigt hånden til sig igen, og så på hende igen. Mathilda, han var næsten sikker på han havde hørt hende nævne navnet før, men derfor var det mest høflige vel stadig at give hende lov at præsentere sig ordentligt. Det mente han i hvert fald.

Da hun fortalte at der var kiks og tilbød ham en, lyste hans øjne helt op, og han nikkede så ivrigt det nu var ham muligt. I guderne hvor var han sulten, han kunne ikke huske hvornår han sidst havde spist, men det måtte vel næsten være den frygtelige suppe i skoven, der havde startet alt det her…? Han rakte hånden ud og tog imod kiksen, og tog en bid. Nøj, hvor føltes det godt! Aldrig havde noget så simpelt som en kiks, givet ham så stor glæde. Men igen, bare det stadig at være i live, var i sig selv en stor glæde lige nu. Alf var sikker på, at alt hvad han havde været igennem den seneste tid, ville ændre ham for altid, når han engang kom til sig selv. Hvordan vidste han ikke endnu, men noget havde ændret sig, en større taknemmelighed og ydmyghed for selv de helt små ting i livet var så småt ved at forme sig i ham.

Da hun nævnte at hun ville tilse hans skader, nikkede han blot og rykkede sig lidt så han kom ned at ligge igen. både fordi han stadig var udmattet og behøvede hvile, men også fordi han tænkte, at det nok var nemmere for hende så. Sådan ville han i hvert fald selv have det, så mon ikke det var det samme for hende? Han forsøgte igen at smile blidt til hende, som for at sige ’det er okay’.

Mathilda slap hurtigt hans hånd, da det virkede til at det vakte smerte. ”Undskyld… Vane…” lød det fra hende med en lidt tør stemme. Hun valgte derfor at tage en tår, af det glas som han tidligere havde drukket af. Hun var ikke så sart, og selv hvis han bar nogle sygdomme, så skulle hun nok klare sig – og hvis ikke, så var det også okay.

Søde æblekinder dannede sig på Mathildas kinder, som han lyste helt op af glæde over en kiks. ”Værsgo’,” klukkede hun lidt, rakte ham kiksen og overværede hvordan han blev så glad for en kiks. Det var ret utroligt og alligevel ret så forståeligt at han glædede sig sådan til noget i maven. ”Der er flere af dem, hvis det er,” tilbød hun og hev bordet lidt tættere på, så han forhåbentlig kunne nå, ved at række armen ud til siden. Han havde vist at han kunne holde et glas selv, så mon ikke han kunne tage en kiks selv hvis han fik lyst til flere?

Så snart han nikkede valgte hun at give ham et lille smil før hun rejste sig og begav sig over til en kommode hvor der var nogle rene klude, saltvand, pincetter, nål og tråd, bandage og meget andet. Det meste af det var allerede på et fad som hun derfor tog med sig over til sengen. Hun placerede fadet på stolen og greb så en af kludene og hældte noget saltvand ud over den. Hun satte sig så ved siden af ham igen, og tillod sig at trække sin ene arm ind over ham, så hun kunne støtte sig på den anden side af ham. Hendes blik var et øjeblik fastlåst til hans sår, fra øre til læbe, før de grønne øjne så mod de blå. ”Det svir måske lidt,” advarede hun, før hun nærmest med det samme, blidt kørte kluden i en hurtig bevægelse over en lille del af såret. Brokkede han sig bemærkelsesmæssigt ville et ”Shhhshh… Det er ovre lige om lidt,” komme fra hendes læber og hun ville, uden nåde, forsætte ned langs hans kind for til sidst at hende ved hans læbe. Mathilda var vant til skader og til at tilse dem. Det hørte til, når man hjalp til i skovene og i minerne. Der var altid skader. Det var også langt nemmere at behandle selv eller hinanden, end at have en healer, som man skulle tilkalde hele tiden. ”Er der nogen andre steder du har ondt?” spurgte hun, mens hun så på kluden engang. Hun foldede den og hældte mere saltvand henover. Nævnte han andre steder, ville hun lytte, og så snart han var færdig ville hun gentage processen med kluden hen over såret.

En lyd der mindede om et svagt grin undslap Alfs læber efter hun havde sluppet hans hånd. Havde han kunne tale som han plejede havde han fortalt hende, at det var i orden og at hun ikke skulle bekymre sig mere om det. Hvor ville han gerne kunne føre en almindelig samtale med denne kvinde, men det måtte vente til hans krop havde kræfter nok.

Han fulgte hende med øjnene som hun rykkede bordet hen mod ham, så han selv kunne tage kiks hvis han ville. et smil formede sig igen svagt på hans læber, og i sit stille sind bemærkede han, at mimikken i ansigtet ganske langsomt var på vej tilbage, nu havde han da kontrol over mundvigene igen, og kunne smile. Det var fremskridt, om end de var små.

Da han var kommet ned at ligge igen så han efter hende som hun fandt de fornødne remedier frem og gjorde sig klar til at rense hans sår. Han kendte rutinen, både fra sin jagtgruppe og fra når hans mindre søskende kom til skade, hvilket de havde gjort tit og tæt. Der gik stort set ikke en dag, hvor en af drengene ikke skulle lappes sammen på den ene eller anden måde. Da hun advarede om at det ville svie, nikkede han derfor bare blidt, og så på hende. Et par enkelte gange fortrak hans ansigt sig i ubehag mens hun rensede det lange sår, men ikke den mindste lyd undslap hans læber. 
Da hun var færdig og igen talte til ham, lagde han hovedet svagt på skrå, kneb øjnene lidt sammen og tænkte. Havde han i grunden ondt nogle steder, eller var det blot generel ømhed?
Efter et par sekunders tænkepause, rystede han svagt på hovedet og så igen på hende. ”Ikke ondt…. Bare… Øm.” Han håbede inderligt hans ord gav mening for hende, for han havde ikke andre måder at udtrykke det lige nu, da hans stemme stadig ikke helt ville samarbejde.

Mathilda forstod at han ikke tog det så tungt, at hun nærmest havde klemt alt livet ud af hans hånd, ved blot at trykke hans hånd. Det var vel rart. Det gjorde dog også hun selv lagde det på hylden for nu. Forhåbentlig om nogle dage ville han have mulighed for at give et nogenlunde håndtryk til hende, så hun kunne finde ud af om han var så meget mand som han så ud til at være.

Mathilda lod ikke sit ansigt trække en mine, når han trak grimmaser i ubehag. Det var ikke rart for ham, og derfor skulle hun ikke grine af hans grimmaser. Hun koncentrerede sig derfor på såret og ikke rigtig på noget andet ved ham.
Som hun foldede kluden, lyttede hun til hans svar om at han umiddelbart blot var øm. Hun nikkede lidt, inden hun kørte kluden en sidste gang hen over såret og lagde den væk. Hun tog så en tør klud i og dyppede i noget lunt vand - det havde nok været kogt tidligere. Med den lune klud tillod hun sig at køre over hans ansigt både så den blev renset lidt og så den fik noget fugt, som ikke var havets meget salte vand. Hun tog derefter hans nærmeste frie hånd i sin, for at lade kluden køre henover underarmen, håndenryggen, fingrene og håndfladen. Hendes blik fulgte sine egne bevægelser, for at lægge mærke til om der var nogle rifter eller andre tegn på sår. Så snart den var færdig, fik kluden en gang mere med vand. Hun rejste sig så op og gik ned for fodenden. Forsigtig pakkede hun hans fødder ud af de tæpper han lå med. ”Hvordan har dine fødder det? Kan dine tæer og ankler bevæge sig?” spurgte hun. Hun rette sig op og holdt sine håndled oppe og viste nogle bevægelser, som hun gerne ville have han skulle lave med sine fødder. Bukkede og strakte fingrene, for at vise han skulle bukke og strække tæerne. Vippede med håndleddet frem og tilbage og til hver sin side, for at se om han umiddelbart havde den bevægelse han skulle have. Var der noget han ’haltede i’ ville hun gentage bevægelserne lidt, før hun ville takke, for at se han kunne hvad han var i stand til. Hun ville så sætte sig ved fodenden og begynde at køre kluden langs hans underben og fødder. Endnu engang undersøgte hun om der var nogen skader. Uden at gå over på den anden side af sengen tog hun også det andet ben. Så snart hun var færdig rejste hun sig og begav sig over på den anden side af sengen og gav hans venstre hånd en tur med kluden.
Mathilda var ikke i tvivl om at han på ingen måde ville have fået samme behandling hos nogen andre. Ja okay, de andre adelige familier ville måske have en healer til stede, men der var bare noget særligt ved at der blev taget hånd om en, at man havde en at snakke med og ikke bare blev efterladt alene så snart man var ’healet’. Mange adelige ville slet ikke tillade sig selv at hjælpe en anden, på den måde hun hjalp Alf lige nu. At vaske en anden var jo absurd! Eller noget…

Så snart hun var færdig, valgte hun at kaste kluden tilbage til fadet på stolen. ”Jeg tænker vi lige smører din hud i noget creme eller olie, så du ikke begynder at sprække, okay?” Fik hun et nik, smil eller noget som virkede som en bekræftelse, ville hun begive sig hen til stolen og åbne en krukke med en duftløs creme i. Hun varmede den så op i sine hænder, således den var nemmere at smøre ud og ikke ville hive i den umiddelbare følsomme hud, og så den nemmere ville trænge ind i huden. Hun nærmede lænede sig så ind mod hans ansigt og gav ham et forsigtigt smil, før hun forsigtigt lod sine fingre glide langs kanten af hans sår, for efterfølgende lade selve huden få en omgang. Højre side af kæben, pande, næse, tinding, kindben, kind og kæbe og ned på halsen. De rester hun havde på fingrene, valgte hun at ’tørre af’ i hans fingre, før hun greb noget mere, varmede det op og gav arm og ben en tur, for at gentage på den anden side. Som det sidste tog hun en lille krukke med en gullig creme. ”Den vil beskytte såret hen over natten,” forklarede hun som hun tog lidt op på sin finger og duppede forsigtigt hen over arret. Det burde umiddelbart ikke svie eller gøre ondt, men blot føles behageligt. Så snart det var fordelt rettede hun sig op og gned resterne ind i sine hænder. Der var alligevel massere små sår på dem. Hun overvejede lidt om der var noget hun havde glemt, eller noget der skulle tilses.

Alf fulgte hendes bevægelser nøje, så godt han overhovedet kunne. Der var noget sært hjemmevant og rart ved at nogen tog sig af ham på den måde, det mindede ham om alle de gange hans mor havde måtte lappe ham sammen, efter vilde lege med brødrene, hårdt arbejde på gården, træning og alverdens jagt-skader. Hans krop havde efterhånden en del ar, både små og halvstore, men intet ville nok komme til at måle sig med det ar, han ville ende med i ansigtet. Fra de glimt han havde set af sig selv i vandet, var såret ret dybt, og det faktum at det endnu ikke var helet fortalte ham, at det måtte være ret slemt. Han forventede derfor, at det ville ende med at efterlade et ret tydeligt ar. Hans arme og hænder var også mærket af mindre rifter og blå mærker, men ikke noget større, bare tydelige små tegn på, hvad han havde været igennem.

Da hun rettede sin opmærksomhed mod hans fødder, mærkede han efter og fulgte bevægelserne så godt han kunne. Det krævede en del gentagelser for hver bevægelse før han for alvor mestrede dem, men til sidst lykkedes det ham alligevel. Da hun nævnte noget om creme til hans hud, nikkede Alf blot og forsøgte endnu en gang at fremmane et smil. Han var vant til sin mors mange forskellige salver, cremer og olier lavet på alverdens planter og urter. Han nød hendes blide berøringer som hun smurte creme på hans hud, det var helt rart at mærke et andet menneskes berøringer igen.

Der var ikke gået længe fra hun var færdig med at smøre creme på ham, og til Alf faldt i søvn igen. Han var stadig meget udmattet, og den varme seng og kvindens blide berøringer havde føltes så trygt og hjemmevant, at han snart havde overgivet sig til søvnen endnu en gang. Denne søvn var dog ikke videre behagelig, da han i drømme genoplevede den frygtelige rejse, han havde været på.
Han stod mellem de 2 soldater igen, med posen over hovedet og den øverstbefalendes stemme rungende i ørerne, som posen blev flået af og det gik op for mændene at han ikke var, hvem de regnede med. Det slørede syn af den store, vrede mand, efterfulgt af følelsen af at blive trukket baglæns, indtil der ikke længere var fast grund under fødderne, og de 2 mænd slap ham. "Lianna..." mumlede han svagt i søvne. Hans familie, og især yngste søster, havde været det sidste han nåede at tænke på, inden han ramte vandet, og alt igen blev sort.
Alf vågnede med et sæt som drømmen endte. Han var badet i koldsved, og hans vejrtrækning var tydeligt påvirket af mareridtet. Han var normalt ikke nem at skræmme, men at genopleve dette frygtelige øjeblik, hvor han ikke vidste om han ville dø eller overleve, var mere end hans krop kunne beskytte ham fra. Han rystede og så sig lidt forvirret omkring for at sikre sig, at han stadig var i trygge omgivelser og for at se, om kvinden havde forladt hans side, eller om hun stadig vågede over ham. 

Som hun lod kluden køre over hans krop, lagde hun mærke til utallige små og halvstore ar, som gjorde det tydeligt at han arbejdede, ligesom hende selv. Men måske ikke med samme rang som hende, det ville næsten være usandsynligt. Som hun begav sig henover kroppen, opstod der utallige spørgsmål på hvad forskellige ar var kommet fra, men hun valgt at holde ordene i sig, for han virkede ikke til at have energien til at give nogle brugbare svar lige nu, hvilket virkede til at være forståeligt.

Mathilda tog sig god tid til at vise de bevægelser hun ville have han skulle lave, og gentog dem gerne flere gange med ham, med sine hænder, så han ikke følte sig alene, og vidste hvordan han skulle bevæge sig. Alle bevægelserne var lidt stive, men det var højst sandsynligt kulden der havde gjort det, men efter et par gentagelser virkede det til at bevægelserne umiddelbart var intakte. Hvis ikke han kunne gå, ville han helt klart godt kunne komme til det, det var hun sikker på.

Mathilda fik smurt hans legemer og ansigt ind, samt en healende salve blev lagt på såret, således han havde de bedste odds, selvom de i forvejen var lidt lave. Mens hun stod og smurte sine hænder ind i resterne af cremen hun havde givet ham, lod hun sit blik hvile på ham, og lagde hurtigt mærke til hvordan han faldt i søvn. Hun smilte blidt til ham, som han fik lukket sine øjne. Hun stod et øjeblik og ventede, for at være sikker på at han faldt ordentligt i søvn, inden hun sørgede for at få  dækket ham til, således han ikke skulle ende med at fryse.

Hun valgte dernæst at finde en bog frem og satte sig til at læse på den stol hun havde i lokalet. Hun flyttede dog stolen til sengens fodende. Hun fik læst en god del, før hendes øjne gav hen og hun slumrede hen. Det varede dog ikke længe før noget uro i sengen vækkede hende, fra hendes tilbagelænede stilling i stolen. Det var tydeligvis et mareridt, den måde som han nok ubevidst rynkede på panden en anelse og var begyndt at svede. Hun satte hurtigt bogen fra sig og begav sig roligt om langs hans side. Her hørte hun så Alf nævne et pigenavn. Mathilda bukkede sig lidt forover, for eventuelt at vække ham, men han klarede det helt fint selv, som han pludselig vågnede med et sæt. I et lille chok trak hun sig tilbage, så han kunne få plads. ”Du havde mareridt, Alf. Alt er okay,” prøvede hun at forsikre ham med et forsigtigt smil. Virkede han til at blive mere rolig, ville hun langsomt nærme sig ham, for at sætte sig på sengekanten, hvis ikke blev hun stående hvor hun var, en meter fra sengekanten.

Kvindens stemme lød blidt i rummet, og så snart han åbnede øjnene kunne han se, at hun stod tæt ved sengen. Alf brugte et par sekunder på at komme helt til sig selv, inden han besvarede hendes ord med et lille nik. Det frygtelige mareridt sad stadig i kroppen, men hans vejrtrækning var blevet roligere igen, og han var holdt op med at svede. 
Forsigtigt skubbede han sig en smule op så han kom halvt op at sidde igen, og så rundt i rummet. Hvis hun ville sætte sig på sengekanten hos ham ville han ikke have noget imod det, enhver gestus af venlighed og omsorg var kærkommen. 
Hvor længe han havde sovet vidste han ikke, men han mærkede pludselig hvor tør hans hals var blevet, muligvis som reaktion på mareridtet. Hans blik søgte derfor efter bordet hvor der før havde stået både glas og et fad med kiks, inden han igen så på Mathilda. ”Er der… mere… vand?” Hans stemme virkede trods alt stadig, om end den var en smule hæs efter søvnen. Det havde ikke ligefrem været en behagelig søvn, og han følte sig stort set lige så afkræftet og udmattet som inden han faldt i søvn. At sove var dog det sidste han havde lyst til lige nu, af frygt for at det modbydelige mareridt skulle hjemsøge ham endnu en gang. Han håbede derfor han kunne få lidt at drikke, og måske en kiks eller to, for at prøve at komme lidt til kræfter den vej. 

Hendes venlighed og omsorg hjalp ham til at føle sig tryg og få lidt ro på kroppen igen. han tog imod glasset med begge hænder, og førte det forsigtigt til munden og drak. Den kølige væske føltes lindrende på hans tørre hals, men gjorde ham også bevidst om at han var begyndt at mærke sin krop bedre nu. Da hun nævnte kiksene og mad lyste han derfor lidt op, han mærkede tydeligt nu at det var meget længe siden han havde fået rigtig mad. Maven rumlede, og da hun holdt fadet med kiks frem mod ham, tog han gladelig en og tog en bid. Den tørre kiks hjalp dog ikke meget på hverken hans sult eller den tørre fornemmelse i halsen, så han rømmede sig og forsøgte at smile til hende. ”Mad… Lyder godt.”

Det var langsomt ved at gå op for ham at det ville tage en god portion tid at komme nok til sig selv til at han var i stand til at rejse hjem. Tanken fik ham ubevidst til at ændre udtryk igen, og smilet der før havde været på hans læber forsvandt. Hvad han dog ikke ville give for at være hjemme i det varme køkken på gården igen, og nyde duften af sin mors altid dejlige madlavning. Havde han nu ikke været så pokkers nysgerrig den morgen i skoven, så var alt det her aldrig sket. Nogle gange var det virkelig bedre at holde sig for sig selv, og holde sig til de planer der var lagt. Alf sukkede og så tomt ud i luften foran sig.