Den sorte tæt siddende drag hun så ofte havde på disse opgaver sad så stramt som altid. "Hvorfor..send mig som gæst i stedet! vil meget hellere ind og danse end dette!" brokke hun sig som hun sad der, på toppen af et hus dog kunne man kun se den sort dækkede blå kvinde kort for hun blev et med vinden selv. Så han var derinde, samme med alle de smukke gæster i så smukt tøj. Han rejste aldrig uden, huh? En dagbog. Brude være til at finde tænkte hun som vinden bar hende nær paladset, men ikke ind af hoved døren som så mange andre gæster, nej..men alligevel kunne ikke stoppe sig selv i at se, vinden hang stille over den så fine entre hvor hun beskuet de så mange smukke gæster som ankom. Nogle ti minutter passeret hende, før hun pludselig forsvandt ud af sin trance, Der var han! i en så fin dragt, smykker og en lille krone. Så selv glad huh? grinede hun kort, som vinden igen kom i bevægelse, fulgte ham ind, den lange tunge frakke af hans blev taget af, og arbejdsfolket gik glad med den til baglokalet. Manden selv, gik ind i balsalen og vinden dansede bag ham.

Et gnisterne lys spredte sig i Ventilas øjne som hun kom ind i balsalen, hvor længde hun her dansede rundt, mellem gæsterne som vind, hvor længde hun fald i fascination af det smukke tøj vidste hun ikke. Men en brise bevæget sig fra sjæl til sjæl herinde - nærmest som et kram til hver gæst, jeg kan love de tvillinger at jeg deltager som gæst næste gang istedet for dette! Umoralske sorte arbejde! Pludselig som en klokke ringede og en time havde passeret stoppede vinden under loftet. I Smedana navn! Tiden!" tænkte hun panisk og en lidt voldsommere pust af vind bevægede sig om manden hun var ankommet med. Intet, ingen bog. FRAKKEN! tænkte hun i panik, som hun snoet sig til den dør og ind i bag lokalet.

oh..i gudernes navn. gik hun, som hun standede bag døren. Hvor vigtigt er det for jer at vide igen? tænkte hun som hende blik faldt over den nærmest uendelig gang af overtøj. Forsigtigt lod hun sin form blive mere fast, men stadig som vind, hun snoet og danset sig blandt tøjet gæsterne ikke gad havde på. Hvor er den, hvor er den. Gik hun mere og mere i panik, som hun gik igennem det mandelige overtøj. "Der!" kom hun til at sige, dog uden selv at se, midt i gangen var han frakke. Hun stoppede, og den hvide tåge lå sig om frakken, hendes mimik kunne ses, hendes hænder var tydelig som de gik frakken igennem og langsomt trak en bog ud, hurtigt blev den åbnet og en søgen igennem dens sider begyndte. Dybt fokuseret, her midt i gangen, hang den hvide tåge..låst på denne bog.

Kamufleret. I et med mængden, som altid. Kvinden stod med sin ene hånd foldet om den anden, som hun beundrede de mange gæster der var på besøg på Krystalpaladset. Hun havde sørget for ikke at bæger noget opsigtsvækkende tøj; en sart grøn kjole, siddende tæt op til halsen, og med gennemsigtige luftige ærmer, så varmen var til at holde ud. Tilmed havde kjolen store skjulte lommer. Håret var ligeledes trukket væk fra ansigtet, flettet noget så simpelt, foldet og pyntet med et lige så simpelt smykke. Ja, adelskvinden deltog til midsommerballet, men hun viste sig ikke frem, som nogle af de andre gæster. Nej, for som altid havde Mørket en hånd på skulderen af hende. Bedt hende om at opsnuse en helt bestemt adelsmand og anskaffe hans dagbog. Hvad specifikt der stod i den, vidste hun ikke, men det var hun som sådan også ligeglad med. Arbejdet skulle bare fuldføres.

Spionen, hvis navn var Cassiopeia Reier, havde holdt skarpt øje med målet, holdt øje med ham lige fra han kom og holdt sig på en sikker afstand. Hun havde gjort alt hvad hun kunne for at lægge mærke til om han havde haft sin dagbog på sig, men eftersom det ikke virkede til at han havde nogle lommer, som var store nok til at rumme sådan en, konkluderede hun den måtte være i hans frakke. Hun havde dog ikke travlt, for gæsterne skulle lige ankomme, således der ikke var kø til garderoben. Cassiopeia brugte derfor tid på at hilse på sine få adelige kammerater, mest bestående af familiemedlemmer og på at beundre sine omgivelser.

Da det virkede til at der var gang i balsalen, og der var gået lang nok tid, til at gæsterne måtte være ankommet, trak Cassiopeia sig og begav sig mod garderoben. Hun bad så simpelt om blot at se til sin frakke og begav sig ind i garderoben uden opsyn. Hendes blik var skarpt og meget opmærksomt på frakken som manden havde haft på. Ja selv de mindste sirlige detaljer havde hun lagt mærke til. Som hun drejede om et hjørne bemærkede hun en bog, flyvende i luften, og en let gennemsigtig skikkelse. Hun stivnede på stedet. Hvad var det? Med halen mellem benene, gjorde hun, som hendes moster ville have gjort; kaldt på vagterne.
”VAGTER!” skreg hun højt og lod blikket blive på skikkelsen foran hende. Hun måtte holde øje med den, så den ikke bare forsvandt.


//Inspiration til hår og kjole

Vagter!

var ordet der træk Ventila ud af hendes fokus, var svært når man ikke kunne læse - men at have fået nogle mærkelige tegn at genkende, en lille side tvillingerne havde skrevet som skulle være nærmes ens med den hun skulle rive ud. Men nej, nej..Vent? Vagter? hun blinkede mange gange og lod blikket falde imod kvinden i døren. Oh..I zaladis navn, sukkede hun lavt og kort var hendes for ustabil, den blå tonet hud kunne kort anes før farven forsvandt helt, sammen med tågen, og alt der var i rummet som ikke skulle være der - var blot en brise. Bogen faldt, langede på sin ryg og siden skiftede, til selvfølgelig netop siden med den søgte note. Men dette så Ventila aldrig da en mild brise snoet sig omkring kvinden der råbte.

Ikke længde efter, var brisen væk, ihvertfald væk der fra som den ny fandt sig på et hus tag ikke langt derfra. Lige så spontant som tågen blev til vind, blev vinden til hendes fast form. Der sad hun nu, på taget og stirret imod paladset. "I...hvorfor...i zaladis navn! Hva nu?!" mumlede hun surt som hun stirret imod døren til den oh så fine fest. "Næste gang i to..så har i bare af at lade mig være gæst." mumlede hun yderligt som hun stirret..Hendes knæ fandt hendes kæbe."Hva nu? Bare smutte hjem uden noget?" Ej! tænkte hun hurtigt der efter, det...det vil aldrig gå godt.... jeg skal gøre noget. Vente.."Jeg venter..han skal jo derfra? Og hvis jeg ser hende igen! så..skal jeg nok.." hvad? Tænkte hun kort efter sin mumlen. Der sad hun stille, og blot stirret døren og forsvandt i fantasi om hvor vidunderligt det ville være at danse i den så smukke hal, natten ud.

Cassiopeias øjne opfangede alt der skete foran hende. Blå hud, som pludselig forsvandt som en tåge, og bogen der faldt ned på gulvet. Hvad skete der lige? En kølig brise, svøbte sig om hendes spinkle krop, og kuldegysninger dansede frem på alle lemmer. Kort efter kom to vagter løbende ind og så undrende på adelskvinden. Hun vendte sig mod dem og så skiftevis på dem. Skulle hun forklare at der havde været en uvelkommen som havde stået og luret i lommerne af frakkerne? Nej, det gik ikke, så måtte de sikkert sikre sig at alle gæsterne havde deres egendele. ”I har ikke hørt noget, og vender tilbage til jeres plads,” lød magisk ladet ord mod vagterne. De så lidt forvirret på hinanden, før de spurgte hinanden hvorfor de stod inde i garderoben og ikke holdt vagt ved indgangen. Inden længe begav de sig sammen ud til entreen.

Et suk forlod Cassiopeia, inden hun vendte sig om. Bogen. Hun trådte nærmere bogen og forsigtigt samlede hun den op. Hun skulle ikke lave samme fejl som den der havde været før hende. Hun gjorde sig usynlig og tillod sig bagefter at se på den side, som bogen var endt på. Succes. Hun havde fundet dagbogen, og skulle nu bare slæbe på den indtil hun kom hjem. Hun så sig om, inden hun brød usynligheden om sig selv. Hun lukkede så den usynlige bog og lagde den ned i de store skjulte lommer i kjolen. Så var der ingen der ville fatte mistanke.

Hun begav sig så ud af garderoben, og takkede vagterne for at måtte se til sin frakke, inden hun forsatte ud til festlighederne i balsalen.

Timerne gik, og det var intet problem at have dagbogen på sig. Ingen fattede mistanke. Da det virkede til at der var gået nok timer, til at det var acceptabelt at tage hjem, hentede hun sin grønne frakke og begav sig sig mod udgangen af krystalpaladset.

Hun sad der noget tid, ikke for længe, men længe med vinden snusende omkring sig. hvad gør jeg nu? Snige mig ind igen? Ikke at nogle vil opdage mig? Men..Der er sikkert folk derinde. hun sukkede dybt, forvirret og irreteret over situationen. Minutter gik, og de føltes som timer for det kære vind element som sad der og kedede sig. I en hast forsvandt hun i et med vinden på ny, og bevægede sig imod paladsets så fine, farverige vinduer. Stille lod vinden sig finde ro og stirret ind på de mange fine kjoler, deres dans. Et letter suk forlod hende som hun stirret ind på de mange smukke folk. Hvorfor..sukkede hun dybt, men pludselig faldt hendes følelser i en helt anden bane som kvinden let gik forbi hendes udsyn.

En irreteret, vredt syn fyldte kvinden fra vinduet, hver skridt, hver gang en fod løftede sig blev der holdt øje..det var, i nogle minutter til Elementalet kedet sig og lod sit fokus forsvinde tilbage på de dansende, tilbage på hende i den smukke gule kjole, tilbage på de så fine ring på hans fingre. Denne dans skete mange gange, fra kvinden der ødelagde hendes aften, til de mange glade gæster og hendes humør skiftede lige så ofte som hendes blik. Men en ting ændrede dette, kvinden, hun bevægede sig langt om længde imod døren, og i et bevægede vinden sig samme vej, ikke mod døren - men i den retning. Stille formede Ventila sig tilbage, til hendes menneskelige blå tonet farve, med den hvide tåge som udgav hendes hår, der stod hun nu, på den anden side af gaden til paladsgården, og stirret..så tålmodtigt som hun kunne, og ventede på kvinden. Ikke at hun havde nogle onde planer, men ville dele hvad kvinde havde gjort med hende.

Hendes afgang blev lidt forsinket, eftersom bekendte og familiemedlemmer stoppede hende på vejen, for at sige farvel. Selvfølgelig skulle de det. Ja, vi ses næste gang – hej hej. Cassiopeia skulle hjem, pakke dagbogen sammen og få den sendt afsted til Mørket, så de kunne gøre med den som de ville, og hun forhåbentlig kunne få lidt fred fra dem. Blot for en stund, så hun kunne fokusere på sig selv og hvordan hun skulle bære sig ad med at komme ud af mørket. Som hun endelig nærmede sig porten, følte hun det var som en succes. Udover den tågede blålige skikkelse der havde stået med bogen, kunne det næsten ikke have været nemmere at indsamle den dagbog hun havde i lommen.

Så snart hun blev lukket ud af porten sukkede hun, og hendes skuldre tog en tur, op og ned, i takt med vejrtrækningen. Hun havde lukket sine øjne, for at koncentrere sig om at få stressen over menneske mængden væk. Da hun så åbnede de stromfulde grå øjne, var det første der fangede hendes opmærksomhed en blålig skikkelse. Noget ved den mindede hende om hvad hun havde set inde i garderoben, dog var denne skikkelse mere tydelig. Uden at tænke mere over det, lod hun sit stemmebånd løbe afsted med hende, for herude så skikkelsen ikke så farlig ud. ”Dig!” udbrød hun, og lod sine mannere visne væk, som hun hævede en finger og pegede på skikkelsen. ”Det var dig der var i garderoben!” anklagede hun. Hun nåede slet ikke at tænke over at de begge havde været ude efter dagbogen og at hun stadig havde den på sig. Tanken om, hvad mørket skulle bruge dagbogen til og hvad kvinden overfor hende ville bruge den til, strejfede hende ikke en tanke.

Ventila var ved at miste sin, meget lille tålmodighed - men hvad ellers skulle hun gøre? Der var intet andet at gøre denne nat. Jo samle energi til turen hjem men, hvorfor gøre det nu? Man kunne..glemme det og så få nydt natten en smule..Hendes tanker gik i stå som ordet dig lidt væk, det første ord det dukkede op i hendes tanker her var ordet vagter, og et sekund gik der før det gik op for Ventila hvem der talte til hende, det var først efter at have hørt stemmen igen, hvad hun sagde her, blev tonet væk af Ventilas egne følelser og tanker som vrede, for første gang længde dukkede op i hende, som et dybt irreteret suk forlod hende som hun begyndte at, stille og roligt gå, imod kvinde. "Dig..dig..dig..dig.. DIN!" hendes mumlen blev højere og højere ved hvert ord. Men da hun var halvvejs over imod kviden forsvandt vreden, og et høj lydt suk forlod hende.

"Er..du klar over hvor mange problemer jeg får grundet dig?! HUH?!" ikke surt, ikke vredt, men skyld, skam og en dyb irritation kunne fornemmest i den ellers blide stemme, vinden fuldt hende ved hver skridt hun tog, go snoet sig om hende, ikke voldsomt, men det var tydeligt at fornemme på hendes hår, der skiftede retning flere gange på denne lille gang. "Hvis han høre en tøs som dig, var skyld i at jeg ikke fik den side, så!" hun bidt hårdt sammen som hun stoppede op, og endnu et opgivende suk forlod hende. Var jo ikke..denne dames problem. tænkte hun kort som hun først nu, lod blikket falde over kvinden i mindre muggen mimik.

Så snart Cassiopeia havde anklaget den blå skikkelse for at have været i garderoben, lagde hun mærke til at skikkelsen begav sig tættere på hende. Åh nej, var det en fejl, det her? Tanken om at personen foran hende var ukendt, og hun ikke kendte til den mentale tilstand som skikkelsen besad, gjorde hende lidt utryg og en lille hjertebanken kunne fornemmes i hendes brystkasse. Måden hvorpå den kvindelige mumlen gik fra næsten at være uhørlig, til en højere ’protest’, skabte en lille lyst til blot at fiske den nærmeste gift op af lommen og kaste efter skikkelsen i ’selvforsvar’. Den kølige skikkelse sukkede dog, som hvis vrede forlod hendes krop. Det var næsten som at angsten og vreden i Cassiopeia, blev pustet væk samtidig.

De ord der kom ud af den blå kvinde foran hende, fik hende til at indse det helt bestemt var en form for mission hun var på. En mission hvor hun havde overhoveder der gav ordre, som skulle overholdes… For ellers…
Ja, Cassiopeia kendte jo selv til det, men det var efterhånden blevet en mindre følelsesladet byrde, som de mange år var gået. Det virkede dog til at kvinden overfor hende i den grad stadig var plaget meget af sine følelser omkring sine opgaver – især hvis det ikke gik som planlagt.
Selvom kvinden virkede rolig, var måden vinden tog i hendes påklædning og tøj på en anelse intimiderende. Ikke at Cassiopeia stak halen mellem benene, næh nej. ”Hvem? Og hvilken side?” spurgte hun og håbede at kvindens følelsesmæssige tilstand var nok til at hun blot svarede på de simple spørgsmål. Hvis ikke måtte Cassiopeia overveje om hun skulle gå til mere drastiske metoder. De grå øjne bevægede sig fra hoved, tå og tilbage til hovedet på kvinden, blot for at se hende an og se om hun kunne vurdere hvor hun hørte til. Det kunne ikke være Mørket, for så ville Cassiopeia vel vide om denne plan?