”Jeg bliver hjemme fra templet i dag,” lød magisk ladet ord, mod den talendes forældre. Uden nogen protest smilede forældrene til hende, gav hende et kram og et kys, inden de forlod hende, på vej til en af gudernes tempel for at høre en prædiken. Så snart døren var lukket bag dem, gjorde hun sig klar…

De grå og blide øjne stirrede ned i den grå væske, indrammet af en lille, fin flaske, omfavnet af en fin, bleg og velplejet hånd. Med et garvet tag, fjernede adelskvinden korkproppen og hældte flaskens indhold ned i munden på sig selv. Konsistensen var som vand, og smagte af det samme. Et dybt suk forlod de farvede læber, som hun sikrede sig hun havde slugt alt der var i munden. Flasken blev smidt ned i hendes flettede kurv, dækket til af et lagen, som hun efterfølgende samlede op. De lange ben førte den høje menneskekvinde ud ad døren og ind mod markedet. Alt skulle virke normalt, som var der ingenting sket. Alt var udregnet til punkt og prikke. Hun skulle handle ind, tage hjem, isætte sit håndskrevne afskedsbrev i kurven og sætte det på spisebordet. Derefter kunne hun begive sig op til sit værelse og lægge sig på sengen. Det hele skulle nok blive fredeligt og ingen problemer ville opstå. Det hele skulle nok lykkes denne gang.

På markedet hilste hun på bekendte med et smil, handlede brød, ost og en god vin. Ja, hun tillod sig endda at sende byvagterne, som hun passerede, et venligt smil. Hun havde masser af tid og hun skulle endelig ikke virke til at have travlt. Ingen mistanke skulle rettes mod de blonde lokker.
Eftersom hun havde fået fat på de varer hun skulle have, vendte hun snuden hjemad, for at færdiggøre sine sidste opgaver. Vejen hjem var dog hård. Hjertet pumpede langsommere og langsommere. Hun følte sig træt og svimmel. Så svimmel, at hun måtte tage sin hånd op til de murrede vægge for at støtte sig selv, som hun fulgte dem. Indtog effekterne for hurtigt? Kile skulle jo ikke tage hånd om hende endnu. Ikke her på åben gade! Kile måtte vente til hun var i sin seng.
Kvinden, som gik under navnet Cassiopeia, stoppede op et øjeblik, lukkede sine øjne, og bad en lille bøn. *Bare lige fem minutter, Kile.* Med et roligt og næsten rystende suk begav hun sig videre mod sit bosted. Skridt for skridt, støttende op ad de murrede vægge. Som hun nærmede sig trapperne til sin hoveddør, så hun langsomt op af de fire trin. Det kunne hun godt. Hun skulle bare lige indenfor døren… Med langsomme og afkræftede bevægelser begav hun sig op af trappetrinnene. Det var som at slæbe på alt for mange sække kartofler. Hun følte hun blev tynget ned. Da hun endelig stod foran sin hoveddør, måtte hun bruge et godt stykke tid på at se efter håndtaget, sådan som alt virkede til at blende sammen i hendes hoved. Hun greb ud efter håndtaget, men hun havde ikke kræfter til at trykke ned i håndtaget. Hele verdenen svimlede om hende. Benene gav til sidst efter og hun faldt ned af trappetrinene. Kurven faldt med ned. Vinen var smadrede på brostenene, brødet og osten endte ovenpå glasskår og vin. Den lille glasflaske lå stadig lidt gemt i kurven, ikke helt faldet ud og med en lille smule væske i sig. Sammenstødet med brostenene og Cassiopeias hoved havde resulteret i et hul, således det blødte. Det flød ud på det gyldne hår og ned på brostenene.

Forbigående fik hurtigt skabt panik. En kvinde skreg efter hjælp og en mand løb hen for at tjekke på Cassiopeia som lå bevidstløs på brostenene. En anden mand løb afsted for at finde en der kunne hjælpe. Healer, læge eller byvagt, hvad som helst. Inden længe fandt manden en byvagt. Uvidende om byvagten var i gang med noget andet, fik manden forpustet henvendt sig til byvagten. ”Hjælp! Der ligger en kvinde herovre. Hun bløder og jeg tror hun er død,” manden kunne næsten ikke få nogle ord ud af sin mund, sådan som han var spurtet afsted for hjælp. Han var nok også en anelse i chok. Virkede byvagten til at forstå, ville manden vifte med hånden, som tegn på at følge med tilbage til den kollapsede kvinde.

Solen skinnede fra en næsten skyfri himmel på en varm efterårsdag, og alt virkede fredeligt. Sergent Kilian Pil af Dianthos byvagt vidste at den slags skulle nydes, så længe det varede, så han gjorde sit bedste, selvom han lige nu var på patrulje og egentlig var på udkig efter det værste. Desværre, kom han ikke til at skulle lede længe.

En adelig kvinde med blondt hår, grå øjne, mørke læber og en indkøbskurv passerede forbi ham, og sendte ham et høfligt smil. Han gengældte det ikke. Det var ikke, fordi han ville være uhøflig, men der var noget forkert over hende. *Var det måden hun gik på? Var hendes puls for lav? Havde hendes øjne virket blanke? Hun kunne bare være træt… eller sløj. Hendes livskraft var svækket… Men hun så så ung ud?* Sådan fortsatte tankerækken i Kilians hoved, og så kunne det næppe undre nogen, at han ikke smilede tilbage. Han fortsatte sin rute, men følelsen af at der var noget galt, kunne han ikke ryste af sig. Det var ikke helt meningen, han var jo på patrulje og burde komme videre, men han blev i nærheden. Det kunne vel knapt skade. Kvindens livskraft forsvandt ud af hans evnes rækkevidde hurtigere, end den burde.

Han drejede om et hjørne og gik så i stå. Jo mere han tænkte over, hvordan hun havde opført sig, og hvad han havde fornemmet, jo højere ringede alarmklokkerne. Måske skulle han vente her lidt. Han lagde armene over kors, lænede sig op ad en væg, gjorde sig det nogenlunde behageligt og ventede. Tiden gik. Det var ikke længe. Netop som han besluttede sig for i det mindste at tage den ekstra runde i kvarteret, hørte han råb, og før han kunne nå at vende om og løbe tilbage, dukkede en herre op klædt i en blå kofte, som slet ikke så ud til at være vant til at løbe for noget, og nu så endnu mere panisk ud af forpustelse. ”Vis vej!” bad Kilian halvkommanderende og løb efter manden tilbage gennem folkemængden og hen til den besvimede kvinde. Livskraften var næsten forsvundet fra hende, og det var gået alt for hurtigt, til at faldet kunne have gjort det alene. ”Jeg ved ikke, hvad der skete; det ene øjeblik stod hun på trapperne, det næste lå hun her!” svarede en kvinde i et forsøg på at være hjælpsom. ”Jeg så hende støtte sig til muren for at komme herhen. Hun kunne knapt nok stå selv,” fortsatte en anden. ”Er det komtesse Reier?!” Kilian forsøgte at høre det hele, mens han undersøgte ofret og gjorde sig umage for ikke at flytte hende. Tanken strejfede ham, at hvis det var den Reier, ville han få en bestemt ældre dame på nakken! Hendes livskraft havde kun lige forladt hende. *For Kiles planer da også,* tænkte han vred på sig selv. Han burde være blevet. Sendt hende til helbredelseshuset, eskorteret hende om nødvendigt. Det var ikke det mest opmuntrende arbejde i verden at være den, der blev tilkaldt, når folk døde pludseligt, men da kunne han som regel ikke have gjort noget. Stadig skuffet over sig selv, lænede Kilian sig forsigtigt ind over liget og løftede øjenlågene. Øjenæblerne var vendt op ganske som forventet. Han trak en kniv og holdt den under kvindens næse for at tjekke for åndedrag. Intet. Også som forventet. Men da han lænede sig en smule tættere ind for at se på det åbne sår i den unge kvindes hoved, mærkede han det pludselig. Resterne af livskraft. *Hun er ikke død… ikke død! Hun er i live!*

Kilians bevægelser skiftede fra at være rutinerede og tænksomme til at køre på reflekser. De kunne ikke flytte hende. Hvis hun havde skadet sin ryg i faldet… En heler. De havde brug for en heler! Han måtte løbe selv, det var hurtigst. Men nogen måtte blive. Tankerne susede som stormvind gennem byvagtens hoved. Blødningen skulle stoppes. Klædet over kurven kunne gøre det, selvom der var vind på – det ville ovenikøbet hjælpe. Han tog klædet i hånden, men som han flyttede stoffet, rullede en lille, tom flaske ud af kurven. Han rynkede brynene og tog hurtigt flasken til næsen. Hvad end der havde været i flasken, var lugtløs… næsten. Det lugtede… bittert, som mandler man ikke burde spise. Der kunne være mange grunde til- nej, nu havde han ingen tid at spilde. Kvinden var stadig i live, og for han nægtede at vende tilbage til et gerningssted. Han stak flasken i lommen, foldede stoffet og stak det i hånden på den nærmeste tilskuer, bad dem holde det fast på hullet i den blonde kvindes hoved, og stak så i løb på vej mod den nærmeste bygning. I to spring var han oppe på taget og stak i løb hen over tagene mod Helbredelseshuset. Hvert sekund han kunne spare på ikke at skulle skubbe og mase sig igennem de travle gader, var vigtigt.

Heleren ville vende tilbage til familien Reiers hjem, før Kilian gjorde. Nogle få i Helbredelseshusets stab var magisk i stand til at bevæge sig over store afstande på dyrebare få øjeblikke.

Væk, men ikke helt væk. Det var som om uroen omkring hende, holdt hende fængslet i sin krop. De snakkede om hende, hvad der var sket, hendes navn og titel. Hun kunne høre alt hvad der foregik om hende, men intet andet. Øjnenes reflekser, signal til musklerne, åndedræt, hjertet. Intet var i gang. Hun blev kun hængende af tynde tråde. Tråde, som langsomt begyndte at revne.

Et blødt klæde blev presset mod såret i hovedet og stoppede blødningen så vidt muligt. Det varede ikke længe før en healer dukkede op ud af det blå, knælede ned til adelskvinden og kort efter lod sine magiske hænder lukket såret i hovedet. Hænderne gled ned over kroppen, og hurtigt blev skader langs ryggen healet, som var der aldrig sket noget. Healerens hænder lagde nye, stærke tråde hen over hendes sjæl, og bandt den fast til hendes krop og inden længe begyndte hjertet og vejrtrækningen lige så stille at arbejde sammen. Det summede i hele kroppen, som der kom gang i kredsløbet. Det føltes som om hele hendes krop sov og havde brug for at blive rystet i gang.
Med et gisp åbnede hun de stormfulde grå øjne. Som hvis stormen i hendes øjne, var en rigtig storm, begynde de at blive våde, og tårer løb ned af tindingerne. Det var ikke fordi hun hulkede, men systemet blev kickstartet. Med en hjælpende hånd, kom hun langsomt op og side. Det hele svimlede stadig om hende og hun var rundtosset. En af de andre tilskurer tilbød vand, som tog i mod.

*Zalans, udregningerne havde ikke været korrekte.* Hendes øjne gled over trappetrinene foran hende, som hun prøvede at følge med i hvad der var sket. Vinen og osten flød på stenene. Klædet i kurven var i en tilskuers hånd og flasken… *Hvor er flasken?* selv så udmattet som hun var, var den lille panik godt for hendes system. Hjertet fik pisket mere blod ud i kroppen og en mere livlig og naturlig farve kom tilbage i ansigtet på Cassiopeia.
Healeren henvendte sig til den tilbagevendte byvagt og forklarede hun nok skulle klare sig.

Cassiopeia blev, mens healeren snakkede med byvagten, hjulpet op på sine ben. Håret var stadig farvet af blodet. De blanke øjne så hen over stenene hvor hun var faldet. Det var et rigtigt griseri, og Cassiopeia følte allerede hun havde travlt med at fjerne sporene. Hendes forældre skulle ikke vide noget, men Cassiopeia var ikke i stand til at fjerne glasskår, ost og brød før mængden af mennesker var dalet. Eller måske…
Tøvende, sank hun ned på hug og smed brødet og osten over i kurven. Hun havde allerede en god fornemmelse af at hun nok skulle snakke med healeren eller byvagten om hvad der var sket.

Kilians årvågne blik flakkede mellem helbrederen og frøkenen, der vaklende kom på benene, mest opmærksom på at stille helbrederen de rigtige spørgsmål og høre hele svaret, men kun med nød og næppe. Frøkenens nuværende helbred var ikke helt stabilt, kunne han fornemme, og adrenalinen var endnu ikke færdig med fosse gennem hans egne blodårer. Med en hånd i lommen vendte og drejede han eftertænksomt den lille flaske, som han ikke vidste, frøkenen manglede, mellem fingrene. Han havde en mistanke: gift. Det var ikke et ord, han have tænkt sig at bruge på åben gade, hvor folk have alt for lange ører - og han talte ikke om elvernes. Desuden var han ikke sikker. Og hvem ville også have motiv til at forgifte sådan en som hende? Så vidt han vidste, havde hun ikke det store ryg og rygte, men nogle adelsfamilier holdt jo tæt med visse ting.

Han var frygteligt nysgerrig. At efterforske de levendes sager var ikke normalt hans afdeling, men han ville gøre alt, hvad kan kunne, for at få ind fod indenfor på sagen. Hvis nogen havde forsøgt at myrde frk. Reier, ville han finde ud af hvem.