Det havde været sent, da den unge komtesse var ankommet til Erneyll-borgen. Mørket havde for længst lagt sig over Turmelinien. Kun det spinkle lys, strålende ud fra de mange huse i Smarana havde afsløret hendes snarlige ankomst, fra sit kørende fængsel. Hver vuggen fik maven til at true med, at tømme sig for det indhold den ikke havde i sig.
Ankommet til borgen, havde tjenestefolk stået klar til at tage imod hertug datteren. Disse havde eskorteret hende til det kammer, som ville være hendes under opholdet hos fyrstefamilien.

Sensommeren var efterhånden gået på hæld og der var blevet længere mellem de lune nætter. Det var derfor en tyk tåge der indhyllede borgen denne moren. Som et vattet gråt tæppe, der ikke lod den spæde morgens stråler nå ind og kaste sin varme af sig.
Lyden af de tunge gardiner, der blev trukket fra vinduerne af en af hendes medrejsende tjenestepiger, gav ikke meget mere lys end det ulmende ildsted i forvejen gjorde. Alligevel gav brunetten sig under dynen i en utilfreds knirken mens hun strakte armene op over det uglede hår. ”Godmorgen Komtesse.” lød kvindestemmen frygtelig tæt ved sengens kant. Alt tjenestepigen blev mødt af en utydelig mumlen, uden at Olive gjorde det store antræk til at komme ud af hverken seng eller dyne. Komtessen havde da tjenestepigen havde travlt med at trække gardinerne fra, stukket en fod ud fra under dynen kun for at fortryde. Nok var rummet varmet op af de sidste flammer i ildstedet, men dynen var altså bare varmere.
Ikke længe efter blev hun dog tvunget fri af dynen, som blev trukket af hende ”Fyrsteparret spiser morgenmaden sammen. Fyrstinden forventer at mødes med Dem i vinterstuen efter morgenmaden.”.
Med hjælp fra tjenestepigen blev komtessen iklædt en gulvlang kjole med lange ærmer og firkantet halsudskæring. Kjolens stof var gråt med midnatsblå blomster broderinger, der gav kjolen lidt liv og spil. Håret lod hun hænge løst om den spinkle krop, men stadig med enkelte lokker trukket tilbage fra ansigtet med et spænde i sølv. Det var vigtigt hun var præsentabel, til et møde med Erneyll Fyrstinden; også selvom Olive var blod relateret til hende.

Det var længe siden hun havde set Dionisia af Erneyll til andet end de vanlige større arrangementer. Det var med stor nervøsitet i kroppen, at hun afventet Fyrstindens ankomst i vinterstuen. Olive’s far havde altid gjort meget ud af, at kontakten til Pompadour familien skulle holdes. Dette gjaldt naturligvis også Dionisia også selvom hun nu var en Erneyll; hun var stadig familie.
Med en rastløs vandren nær det ene store vindue, som gav udkig til det endnu tågede landskab, gik den unge pige frem og tilbage, lyttende efter skridt nærmede sig døren ind til stuen. Døren var stor og gav ikke meget til hende om Fyrstinden var på vej.


Link til beklædning

Det var en stille morgenmad i selskab med hendes mand. 
En af de fantastiske øjeblikke, hvor der ikke behøvede at blive snakket om noget. Så det var kun lyden af tekoppen der ramte underskålen. Lyden af kniven der skar hen over porcelænet, og siderne i Dionisias bog der bladrede. 
Iført en simpelt sort kjole med høj hals, og håret opsat i en stram knold - var der ikke gjort synderligt meget ved den ældre fyrstindes påklædning. Hun vinkede dog en af tjenestepigerne hen til sig - "Er du venlig at sørger for at biblioteket er varmet op til komtessen har spist sin morgenmad og derfor er klar til at starte sin undervisning?" det havde måske været en mærkelig grund til, at kalde Olive til Erneyll borgen, men hvis man en dag skulle være hertuginde, måtte man også vide hvor man stammede fra. Især når det var så udbredt og vigtig slægt man havde forbindelse til. Ikke kun Pompadour men også Erneyll familien, begge stærke og gamle fyrsteslægter. 
Og ikke nok med det, så var der endnu en Pompadour som der havde giftet sig ind i slægten. Så håbet var vel også, at det kunne sikres at det ikke alt sammen blev så indspist. Hvis man kendte sigt slægtstræ, kunne man også træffe et godt valg, omkring sin kommende mand! Olive var jo trods alt, ved at nå den rigtige giftealder. 

Morgenmaden var overstået, og Dionisia med bogen i hånden gik hen til stuen som hun havde bedt Olive vente. Da hun åbnede døren, smilede hun stort som blikket lagde sig på den skønne slægtning.
"Olive, hvor skønt at se dem, jeg håber de ikke havde for store problemer med at komme her til?" spurgte hun høfligt, og vinkede hende til sig - "Kom med mig, vi skal ikke være i stuen her, men i biblioteket - der er alligevel hyggeligere, end sådan et stift rum som dette." grinede hun, og så ud af øjenkrogene hvordan at Iorvo hentede hunden og vinkede, som han godt pakket ind trådte ud af hoveddøren og ville være at finde nede ved skovområdet. 
Det var med et sageligt smil, at hun gik videre og åbnede døren til det store bibliotek som der var mere en fire meter højt til loftet. Bøger der i lange baner, var stablet i alfabetisk rækkefølge, og en stige som var sat fast, så også små kvinder som Dionsia ville have mulighed for at hente de øverste bøger. Derefter var der en plads de kunne sidde ved, hvor at pejsen var blevet tændt og te var sat frem til dem.
"Tag endelig plads Olive"

Kun ganske få sekunder inden dørens falle slog fra, som håndtaget blev drejet. Havde Olive kunnet høre skridtene på modsatte side af rummet. Hendes gang frem også tilbage stoppede straks, hvor hun med hænderne placeret foran sig. Drejede en halv omgang om sin egen akse, så hun stod med fronten mod døren, hvor Dionisia’s skikkelse kom til syne. Den mørkhåret kvinde var til trods for hendes alder, stadig en yderst køn kvinde. En skønhed ifølge med en livs viden, den unge komtesse overfor endnu manglede. Olive greb om lidt af skørtets stof, før hun nejede for den ældre kvinde ”Fyrstinde Ernyell.” startede hun med at hilse, ganske formelt.
Da hun rettede sig op, var det med et lige så stort smil, som fyrstinden var trådt ind med ”Ikke mere vanskeligt end vanligt, men natten gjorde mig godt.” det var ingen hemmelighed at Olive alle dage, siden barnsben havde let til transportsyge. Ikke at det nogensinde holdt hende fra at rejse ud fra Iselinborg; pligter skulle passes og forbindelser opretholdes, så at blive på borgen var ikke en mulighed.
Nikkende trådte hun nærmere Dionisia og fulgte hende mod biblioteket ”Jeg skulle hilse mange gange fra papa og mama. Og ikke mindst ønske tillykke med Alaric’s forlovelse, de har sendt en lille forlovelsesgave med til ham. Tjenestefolkene skulle gerne have bragt den til hans kammer. – foruden en lille gave til Dem og Deres mand.” Hertugen havde naturligvis sørget for en ekstra tak til fyrsteparret i form af lidt godt til ganen, både i flydende og mere fast form. Når nu at Dionisia havde tilbudt at lære Olive om familiens slægt.
De grå øjne bevægede sig flygtigt rundt på de mange bøger i biblioteket. Et bibliotek der fik det hjemme på Iselinborg gjort til skamme. Munden gled op sammen med øjnene, så komtessen måtte minde sig selv at holde den lukket. Det kriblede i fingrene for at pille en af de mange bøger ned, bladre igennem dens sider og suge alt den viden den indhold til sig.
I stedet fulgte hun fyrstindens anvisning og tog plads på den ene stol ”Det er jo lige før det er som Dianthos’ bibliotek. Jeg har aldrig set noget lignende.” lød det helt ærefuldt.

Der kom en spindende lyd fra hendes strube, som Olive forklarede alle de kedelige og strategiske ting, som Hertugen havde fået arrangeret, nu når at Olive skulle komme og besøge dem. 
"Jeg må huske og sende et brev som tak" sagde hun med et skævt smil, som hun så nikkede over Olives forundring over biblioteket. "Iorvo var også ved at gå ud af sit gode skind, da jeg fortalte ham at jeg ville have så stort en bibliotek" grinede hun, og rystede lidt på hoved over mindet af den store mand der lignede en, der havde fået morgenmaden galt i halsen. Selvom det selvfølgelig også havde virkeligheden - bare tanken om de mange tusindbøger som Dionisia havde ønsket sig, kunne for en hver til at brække sig bagover af frygt for opgaven. Men hun havde nu alligevel fået det til at lykkes.
"Men min kærlighed for bøger, gjorde at jeg til sidst fik min vilje - hvis der er noget som er vigtig i denne verden så er det viden!" lo hun, og slog hånden ud for at vise Olive hun skulle sætte sig ned. "Lad os starte med og drikke noget te, og snakke om hvordan det ellers går dig Olive, det er jo efterhånden længe siden jeg har set dig" sagde hun med et blidt smil, som formede rynkerne omkring hendes øjne og læber. Selvom at den ældre fyrstinde, holdte sig ganske godt for en på hendes alder. Kunne man også godt se, at tidens tand var ved at tage på hende. Men hun så det blot som en velkommen gave. Folk måtte gerne se, hun havde levet et godt og langt liv. Det var vel det tætteste på lykken man kunne komme. 

Den spindende lyd kunne meget vel være skabt af en lyttende opmærksomhed. En subtil måde hvorpå fyrstinden kunne skjule hvor meget det i virkeligheden kedet hende, at hører om noget så trivielt, men stadig virke interesseret i det sagte. Ikke at hun kunne bebrejdes, for dét var umådelig kedeligt. Faktisk ville Olive gerne have været foruden at skulle forelægge det for Dionisia, men hun havde lovet sin far; og han ville uden tvivl følge op på om hun havde gjort som lovet.
Smilet voksede sig noget større, ved fortællingen om Iorvo’s reaktion på sin kones ønske. Olive kunne ligefrem forestille sig, hvordan forslaget i et øjeblik havde sendt den bredskuldret fyrste en anelse ud af kurs. ”Og hans kærlighed til dig. Tænk sig at have en mand hvis kærlighed er så stor, at han er villig til at skabe det perfekte hjemmebibliotek.” tilføjede hun med blikket vendt mod den ældre kvinde, uden at smilet var falmet. Der var ingen tvivl at de to elskede hinanden, indimellem et sjældent syn i adelen, hvorfor det for nogle også var grobund for jalousi. Olive kunne ikke andet end beundre det og håbe hun selv en dag skulle blive så velsignet.
Efter at have taget plads på en af de polstrede stole, rykkede hun sig en smule nærmere kanten for at skænke te til dem begge; startende med Dionisia’s kop som god etikette foreskrev. Tekanden blev sat fra hende, da den dampende væske var skænket begge kvinder. Tænkende tog hun sit eget krus med underkop til sig, mens de mørke bryn knugede sig tætter mod hinanden ”Det går godt,-” begyndte hun, før hun hurtigt rettede på sig selv ”- Jeg har det godt. Papa har siden det blev kendt jeg skal overtage, begyndt at drage mig ind i de mere vigtige beslutninger. Det er dejligt og hårdt arbejde, men jeg er sikker på det nok skal lykkes mig, at leve op til forventningerne til mig.” trods den unge alder, havde Olive allerede nu vist sig at være ganske lovende, som en kommende hertuginde. Ikke at det betød hun ikke havde meget at lære endnu. Alligevel var der dage hvor alt det ansvar der fulgte med, var hårdere at bærer end andre.

Det var med et venligt øje, at Dionisia betragtede Olive begynde at skænke op til dem begge. Og selvom fyrstinden, ikke typisk var en der gik op i god etikette. Mest af alt fordi det kedet hende noget så grusomt, hvorfor skulle alt være pakket så sigerligt ind når livet var stort og utæmmeligt? Måske var det også alene af den grund, at fyrsteparret også kom så godt ud af det med hinanden.
De elskede begge frikende blandt naturen, det at være en del af hjælpen når det drejede som de helt store ting. Men ikke kun det, der var også festivalen som de holde hvert år. Og den festival var bestemt ikke for de sarte og højrøvet adelsmænd og kvinder. Nej, det var der hvor man dukkede op i det ikke så fine tøj, og man grinede i mudderet sammen med borgerne. Ja det var livet, ikke siddende i en stol og være umådelig ukomfortabel i alt for stramme kjoler - med alt for stramt korset. 

Endnu mere tydeligt var det, at hun brød sig om rettelsen Olive lavede. Det var rart at høre, at hun brugte sig selv - og som den sandsigerske hun var, kunne hun også høre at ordene var sande. 
“Det må være ganske rart, at få lov til at være en større del af tingene. Jeg var også glad for at høre, de valgte at gå ud af traditioner og lade en kvinde få muligheden for at få posten efter din far.” Sagde hun med et smil - “Men jeg håber også at det betyder du bliver her hos os til efter vores festival har hold sted, det ville være så fabelagtig for mig, hvis du også kunne møde nogle af mine børnebørn og sønner.” Der var ingen skjult agenda bag disse ord. Nej, ikke om hun ønskede at Olive skulle giftes ind i Erneyll familien, selvom det bestemt ville styrke deres position. 

Lige så meget som Olive holdt af alt det formelle og stramme, lige så højt værdsatte hun når rammerne blev løsnet op. Det sad bare så indoktrineret at altid skænke først til ældste person eller den med højeste rang, hvis ikke tjenestefolk stod klar til at betjene.
”Jeg må indrømme at jeg ikke forventede valget ville falde på mig, men derimod Henry. Ikke grundet mit køn, men fordi grundet min alder.” erkendte hun før hun lod sig nippe til den varme væske, der var særligt kærkommen med det vejr dagen havde lagt for sig. Olive var den yngste der var kommet i betragtning til at arve hovedtitlen af slægten, at hun så også var det første kvindelige familiemedlem, var subjektivt. Det havde blot været tilfældigheder, som havde gjort at de forrige arvinger havde været af det mandlige køn.
Alderen var hvad der virkelig stak sig ud.
”Det ville jeg for alt i verden ikke gå glip af Dionisia, naturligvis vil jeg gerne blive til jeres festival. Det skulle der bestemt ikke være noget i vejen for.” svarede hun med tydelig begejstring i stemmen. Et brev skulle sendes hjem til Iselinborg, for at melde hun forlængede sit ophold hos fyrsteparret. Hertugen ville næppe se noget galt det valg. Olive havde trods alt sørget for at holde styr på samtlige aftaler og arbejdsopgaver, før hun var afrejst og mindes ikke der lå nogen af synderlig vigtig betydning. ”Hvad med dig, hvordan går du og har det?” det var ikke spurgt bare for høfligheden, men med en oprigtig interesse.

Hun nikkede langsomt “Ja selvfølgelig du har helt ret min kære, det er bestemt også noget tage i betrækning - din alder vel og mærke” nikkede hun, og drak nogle små slurke af teen inden hun satte den på underkoppen igen.
Der havde været mange som havde sat spørgsmålstegn ved det, men i fyrstefamilien var det jo også Noah, deres barnebarn der stod til at overtage posten som arving af fyrstetitlen. Og det glædet hende, at flere og flere gik i samme retning. Nogen gange var det ikke den første fødte som var det bedste valg for familiens slægt. Man var nød til at se indad, og håbe man valgte rigtigt ved at sige - at denne person, skulle overtage når de ikke længere var der.
Så i den forstand, kunne hun udemærket godt forstå at Olive’s fader havde valgt som han havde gjort. 
“Det er jeg virkelig glad for at høre! Hvem ved, det kan jo være den sidste vi holder som fyrsteparret.” Selvom det lød meget mørkt, var det jo desværre virkeligheden. Det var noget de begge måtte indse, da Iorvo havde ligget på hans dødsseng - hvor alt håb omkring, at han skulle overleve lige så stille havde været ved at sive væk. Så var der sket et mirakel, men hvem vidste om det også ville ske næste gang? De var trods alt begge oppe i årene, og som mennesker var de vel også ved at nå slutningen af deres storhedstid. Så hvem vidste, om de ikke blot valgte at trække sig og overlade titlen til deres barnebarn? 
Selvom, den fjortenårige knægt havde behov for at blive seriøs om posten hvis det skulle lykkes. 
“Hm, det er bedre.” Sagde hun sandfærdigt, og drak lidt mere af hendes te. “Det har været nogle hårde måneder efter Iorvo’s sygdom. Men vi er så småt ved at komme os over chokket, og leve vores hverdag igen. Selvom, det er ganske tydeligt at færre og færre inviterer os med til de forskellige begivenhederne i adlen.” Grinede hun, og hentydet ganske vidst til både hende og hendes ægtemands evner. Det gjorde tit, at folk ikke ønskede at have at de gik rundt - for de havde altid held med at opsnuse alles hemmeligheder.

Blikket dalede ned i den brune-gullige væske i koppen, før tekoppen blev sat tilbage på underkoppen og det grå søgte det blå der hvilede på hende. Hovedet skrånede sig kun en anelse til den ene side, som et spørgsmål meldte sig på ”Dionisia, var du aldrig nervøs for om du kunne udfylde pladsen som fyrstinde? Leve op til alle forventninger og stadig skabe dit eget eftermæle – uden despekt for forgængerne?” nok skulle Olive ikke træde ind som fyrstinde, men derimod hertuginde, men det gjorde ikke at det var mindre sammenligneligt. Olive skulle både værne om det familien allerede havde skab, men samtidigt også fylde sine egne sko ud.
Dionisia havde stået i en lignende situation og stod stadig i den, så det hvem ville være mere oplagt at spørger om dette? Selvom komtessen havde troen på hun ikke ville ende med at skuffe, så var hun blot et menneske som ligesom alle andre kunne få glimtvis af tvivl tanker.

Det var ingen hemmelighed at fyrsten af Ernyell ikke bare havde været syg. Det overraskede alligevel den unge pige, som øjnende åbnede sig en smule mere ved ordene om at det kunne være den sidste festival holdt af det nuværende fyrstepar. Iorvo virkede udadtil ikke plaget af den sygdom han havde ligget under, som tingene var nu. Tanken om at den siddende fyrste kunne blive en dreng yngre end Olive selv. Det kunne møde modstand mange steder, hvis ikke han ville lytte til sine rådgivere frem for at handle som en hormonfyldt ung dreng. ”Hvor gammel er det Noah er på nuværende tidspunkt? Jeg mindes han er noget yngre end jeg?” spurgte hun roligt, mens hun forsøgte at genkalde hans alder, men alt hun huskede var kun at prinsen var yngre.
Dionisia virkede ikke ligefrem tynget af ikke at blive inviteret til den samme mængde af begivenheder. Det var vel bare et spørgsmål om prioriteringer, som naturligt kom når man havde ved at miste sin ægtemand. ”Jeg kunne ikke forstille mig at undlade at inviterer et fyrstepar. En invitation bør altid sendes, om man ønsker deres tilstedeværelse eller ej.” ordene blev sagt med en svag hovedrysten, understregende dem.

Om hun var bange? Et lille grin forlod hendes læber. "Jeg var rædselsslagene, jeg skulle giftes med den yngre bror, så vi havde aldrig forestillet os at det lå i kortene for os, at vi skulle overtage fyrsteposten." sagde hun ganske ærlig, og lagde det ene ben over det andet og lagde sine hænder sammenfoldet på skødet.
"Men man overkommer det, fordi man ved at der er folk som har behov for at man træder i kræft. Også selvom mange ikke ser på os med milde øjne, enden af misundelse eller grundet deres stand og ikke kan begribe hvorfor nogen skal have mere end andre. Blot fordi man er født til det." sagde hun og tog en dyb indånding. "Hvis man ikke formår at skabe hårdhud - hurtigt - så kan det være en ting, der virkelig kan være svær at håndtere disse rygter."

Øjnene gled roligt hen over den kommende hertugindes ansigt, som hun kunne se at der begyndte at foregå ting bag den pæne pande. Hvilket fik et oprigtigt smil til at fremtræde på læberne. "Tro mig når jeg siger, at din fader valgte korrekt - du vil blive en fantastisk hertuginde." hendes fingre flettede sig ud fra hinanden, rakte frem og tog endnu en tår af den lune væske.
"Han er fjorten" sagde hun, og kiggede ned i teens farve. "Bliver snart femten dog. Som tiden dog flyver afsted." af den konstatering kunne hun ikke lade være med at le kort. "Så har jeg da aldrig lydt ældre som lige der." hun trak på skuldrene, og tog det tydeligvis ikke lige så seriøst som Olive, at de nogen gange 'mistede' deres invitation i farten. 
"Åh ja, men man kan ikke altid forventet at folk opføre sig efter hvad der er respektabelt" og lænede sig frem og satte koppen fra sig igen.

Grinet lettede på den alvor der havde ladet luften i biblioteket, ifølge spørgsmålet der var blevet stillet. Ikke at latteren kom til at fremstå spottende. Der var ikke skyggen af gult, orange eller rødt lys omkring den mørkhåret kvinde, indikerende at hun talte sandt. Der var noget betryggende i at vide, at selv en vis kvinde som Dionisia have været skræmt, ja rædselsslagen ved udsigten til at blive fyrstinde. Hvert ord fik lov til at resonere hos Olive, før de stedfæstede sig et sted i sindet, som vigtige lære ord hun kunne få behov for at trække på senere.
”Det vil jeg huske, det er alle gode råd som det ville være stupidt ikke at tage med mig videre.” et taknemmeligt smil blev sendt mod den modne kvinde, inden Olive rakte ud for at tage sin tekop nærmere igen. Den varme væske dampede stadig, men var ikke længer truende med at brænde både mund og hals ved indtagelse.

Ikke fordi at ros aldrig var blevet givet til den unge komtesse, men i Richelieu familien blev ros ikke givet, hvis ikke den var berettiget. Hun havde aldrig fået forståelsen af det forholdt sig meget anderledes med fyrstinden og når hun gav ros. Med en stolthed i blikket mødte hun Dionisia’s ”Tak, din tiltro betyder alverdens Dionisia.” svarede hun ærligt tilbage.
Fjorten, snart femten, hun havde husket ham som værende et år yngre. ”Hvis det er nogen trøst, så huskede jeg ham som værende 13 år.” tonen var let moret, men også små beklagende ved hendes forkerte estimat af hendes barnebarns alder. Det fjernede dog et år, figurativt.
Det var imponerende at se hvordan Dionisia tog det hele med ophøjet ro. Nok var hun ikke for at det stramme, men derfor burde der være steder hvor der ikke skulle slækkes på etikette og pli. Uden det gjorde en til en regelrytter ”Iorvo og dig vil jo forhåbentligt, om ikke så længe også have små folk rendende i huset igen. - med Alaric’s kommende ægteskab med Isenwald arvingen?” om det var noget de to ældre mennesker så frem til eller om de helst ville være foruden, og blot nyde deres otium sammen – alene – var aldrig til at vide. Naturligvis ville det kun være i perioder, at de kommende børnebørn ville rende gennem de mange gange og skovbrynet nær borgen, men ikke alle var lige begejstrede for småfolk.

Børnebørn. 
Hun tog en dyb indånding, som hendes blik rettede sig mod det store vindue der var lige ved siden af deres bord. Små regndråber var ved at forme sig mod glasset. Mon de ville få mere regn? Det var trodsalt ved at blive de vådemåneder, selvom at man stadig kunne håbe på en sensommer varede længere end blot de første to uger af september. 
I en kort stund, lod hun sig selv fortabe sig i kunsten som regndråberne lavede. Inden hun vente sin fulde opmærksomhed mod Olive.
“Jo, det er altid dejligt, når der kommer nye børnebørn til. Men vi er jo ikke fremmede til konceptet.” Lo hun blidt, de havde jo mange efterhånden. Men dem som stod klarest, var ikke nødvendigvis dem man synes var specielt - prisværdig. Hvis man skulle være så grov og male dem med en og samme pensel. Rygterne gik omkring Athelstan, og de var bestemt ikke prisværdige. Og hun havde også hørt i krogene, at Noah gik rundt og lavede, ikke så prisværdige ting.
Måske var det på tide, som fyrstinde af Erneyll at hive fat i dem, hvis rygter var ved at blive for slemme. Det kunne jo ikke passe at det skulle sætte en skygge over navnet, de havde brugt så længe på at opretholde.
“Men, vi må nok også hellere komme i gang med første lektion. Det bliver nok en anelse tør til at starte med, der er jo en del at komme igennem, når slægterne er så gamle som vores.” Hun rejste sig op og begyndte at tage nogle bøger frem, og gik hen og lagde dem foran Olive. “Du kan jo tag et kig på dem, også går jeg rundt og finder resten.” Sagde hun med et drillesygt blik i øjnene, som hun trissede rundt i biblioteket.

Olive så til, som Dionisia’s brystkasse hævede sig i takt med den dybe indånding. Blikket var vendt mod vinduet, hvor gråvejret trods den dunkle belysning kastede et skarpt lys af den overskyet himmel. En spæd nervøsitet begyndte at spire i brystet på den unge adelsfrøken; havde hun sagt noget forkert?
Nervøsiteten var ikke lige til at spore havde det ikke været fordi en voksende klump spyt, blev tvunget ned gennem halsen samtidigt med hun rettede på hendes siddende stilling.
Da fyrstinden endeligt vendte blikket fra den regndråbe fyldte rude, var Olive forbedret på en verbal irettesættelse. Til hendes held faldt den aldrig, i hvert fald ikke som forventet ”Åh nej, det var heller ikke det jeg forsøgte at implicere. Beklager hvis det kom sådan ud Dionisia.” skyndte hun lidt hastigt at undskylde sig, for den mulige misforståelse.
Olive drak det sidste af sin kops indhold, satte koppen tilbage på dens underkop og nikkede medgivende ”Starter vi fra begyndelse og arbejder os frem eller går vi tilbage i slægtslinjerne?” spurgte hun med nysgerrighed i stemmen, allerede i færd med at åbne den første bog i bunken af bøger, placeret på bordet nær stolen. En finger løb over noget af teksten på de opslået sider, med blikket følgende efter. ”Dionisia?” de grå øjne løftede sig og søgte lokalet rundt, for at finde den ældre kvindes skikkelse, som lifligt trissede rundt og samlede de relevante bøger sammen ”Hvad gør man når eller hvis familierne bliver for tilspidset? Jeg mener, vi kan jo ikke gifte os med folket, og på et tidspunkt vil genpuljen få behov for nyt.” det var et ganske reelt spørgsmål, som de fleste af de store familier burde stille sig selv; for hvad betød vigtige alliancer, hvis det i sidste ende ville fører til gendefekter?

“Det er nok den bedste idé min kære!” Sagde hun måske højere, end man normalt ville finde godt hos en fyrstinde. Men hun var trods alt på den anden side af bøgerne, så derfor var hun ikke sikker på, at Olive faktisk ville høre hende. Efter noget tid, kom hun dog frem igen med nogle flere bøger, lige som Olive spurgte om et ganske fornuftigt spørgsmål. Dionisia satte sig ned, og sukkede dybt, ja hvad gjorde man? “Det er vel op til den nye generation, at sørger for at der kan ske nogle nye traditioner?” Sagde hun med et smil, selvom det selvfølgelig ikke altid var i orden, at den næste generation skulle samle på, fra de ældre. “Sådan har det i hvert fald altid været, man bliver nød til at gå mod folkemængden, og for en tid være upopulær, men tro mig mit barn - når du først få tingene igennem, og folkens se meningen bag, vil de også følge dig” 

Opholdet hos på Erneyll borgen, hos Fyrsteparret havde været over alt forventning. Forventninger der allerede ved ankomsten havde været skyhøje. Tiden brugt med Dionisia og blikket begravet dybt i de mange tunge og tykke slægtsbøger, havde været højt skattet.
Olive havde suget alt nyt viden til sig, som havde hun været en tørstende ørkenplante, hvor regnen endelig faldt og hver dråbe blev drukket tørstigt af rødderne.

Det var derfor også med en lille snert af sørgmodighed i det unge hjerte, at Olive tog imod den lille pose, modtog et kærligt kindkys og det personlige farvel. Blikket var fyldt med stor taknemmelighed både for alt det Dionisia havde fra lært sig, men så bestemt også for noget mod den frygtelige køresyge.
”Mange tak Dionisia, det har været et fantastisk ophold og ikke mindst givende. Jeg er dig evig taknemmelig for jeg måtte komme.” sagde hun sandfærdigt, mene hvert eneste af hendes ord. ”Det vil jeg gøre og pas godt på jer selv til vi ses igen.” smilet var fuld af varme, der selv da mundvigene sænkede sig blev siddende i de kølige grå øjne.
Vinkede farvel placerede Olive sig i den lukkede karet, hvorefter turen gik tilbage til Iselinborg.