En dejlig drøm, hun svævede - nej ikke svævede, hun svømmede i luften! Kiggende ned på de mange flotte krystaller der var lige ved hendes fingerspidser, sådan en fantastisk drøm! Oh og en masse kanelsnegle, åh de fantastiske søde bløde, smelte i munden kanelsnegle nede fra bageren - ny bagte, lige ved vinduet og klar til at blive taget med hendes lange fingre. Hun kunne næsten smage dem, så tæt på - lige ved hendes fingerspidser - 

“Tirza jeg sagde jeg ikke ville se dig her igen!” 
Hendes tænder klappede sammen som hun blev vækket, så tæt på - så tæt på at smage den bløde dej der smeltede på tungen med den perfekte blandning af kanel og sukker. “Årh hold dog op gamle dame, der er vel ingen skam ske, at jeg ligger her i høet!” Grinede hun, som en kost blev slået ud efter hende og hun nåede lige at oppe og undgå at skaftet bankede ind i hendes hoved. 
“Du har vidst fået det gale ben ud af sengen gamle!” - “Jeg skal give dig gammel! Ud af min høstak sagde jeg!” Vrissede hun, som hun svang endnu engang ud efter Tirza, der blot grinede og væltede ud af høstakken med hø som stak ud af det store pjuskede hår. “Måske hvis Tyr nede for enden af gaden nu gav dig en tur i høet selv, så ville du måske ikke være så sur!” Jublede hun, som hun mærkede en snasket æble der ramte hende i nakken. Hun vente sig rundt, mens hun stadig småløb nu bare  baglæns. “Tak for snask i nakken du gamle, vi ses i morgen til samme rutine!” - “Nej! Du skal holde dig væk har jeg jo sagt!!” Galpede den gamle kone op, som hun kastede sine arme op i luften af ren frustration som den glade pige galoperede ned af de beskidte stræder og gader. 
Hun stoppede op, som hun kom til bageren, pustede og stønnede som hun lænede sin ryg mod de kolde mursten og kiggede over mod manden der satte hvad hun havde drømt om i vinduet. Fingrene gled om bag nakken og fjernede det værste snask var det rødne æble og slog med hånden i håb om at få det værste af.
Duften af det hun søgte, de søde lækre kanelsnegle. Hun måtte få en, hun kunne ikke tænke på andet, end lige at lade fingrene glide op ved vinduet og nappe en af dem. Selvom de ville være så varme, at de ville brænde hendes fingre - så ville det være hele prisen værd! 

Det var altid en underlig fornemmelse for Hunter, når han gik igennem Asads gamle territorium. Det var noget bekendt, noget han havde kendt intimt de sidste par år, men som pludselig føltes fremmede, selvom han var sikker på at det teknisk set hørte til Ulvens område nu. Han havde ikke fundet modet til at spørge nogen. 

Derfor undrede han sig også, da han gik i nabolaget han kendte som sin egen baglomme, og foran Asads fars, Harkans, bageri, så han en pige, hvis ansigt han ikke genkendte. Ikke at piger havde sagt ham noget som helst indtil for ganske nyligt. Men der var noget over hende; måske resterne af æble i hendes nakke, eller hendes mange fregner, eller hendes slidte tøj - men det var tydeligt at se, at hun hørte til på gaden.

"Hvis du leder efter Asad, har han været væk i flere måneder nu," fortalte han hende og stoppede op to meter fra hende, for at lade sit blik glide skeptisk ned over hende. Hun lignede sådan en type, de ville have rendt med, hvis ikke det var fordi hun også så ud som om hendes krop var lige så stærk som en tør pind. Men måden hun bar sig på, ville have passet til dem. Des mere Hunter så på hende, des mere blev han overbevist om, at hun var her fordi Asad skyldte hende et eller andet, eller hun kom for at hævne nogen, han havde gjort ondt. 
Det var ikke fordi han selv så meget bedre ud. Han var dækket af blå mærker, omend han ikke længere havde nogle dybere skader. Efter Evlyns opfordring var han blevet bedre til at passe på sig selv, så alle hans skader var overfladiske nu. Men hans tøj var slidt, hans ansigt forslået, og hans hænder beskidte. 

Hendes klare brune øjne vente sig mod stemmen. Det var tydeligt grundet de knyttede bryn, at hun ikke forstod hvad han mente? Asad? 
Vent, var det en af dem som der der havde delt territoriet, sammen med Ulven, Rotten og alle andre klaner efterhånden også havde været i Dianthos? Selvom det måske kunne have givet hende hjælp til at overleve bedre på gaderne. Havde hun altid holdt sig fra dem, hun ville hellere være fri som fuglen. 
Et stort spøgefuldt smil bredte sig over hendes buttede læber, som øjnene spillede en anelse mere op i lyset. Blikket gled ned af hans figur, høj knægt, blå mærker - en del af gaderne også? Måske var det derfor han antog at hun ledte efter denne Asad type? 
"Sh" sagde hun, og lagde en finger hen over læberne der stadig var strukket i et smil. 
Også vente hun sig mod hendes mål, listede lydløst hen og i stedet for at tage én, som hun normalt ville gøre. Så tog hun fire kanelsnegle. 
Et råb fra manden inde fra bageriet. "Jeg knækker nakken på dig Tirza!" hun jublede højlydt, og spændende over mod drengen der havde henvendt sig til hende.
"Løb!" skreg hun af glæde, og trak ham i armen. Hun havde dog ingen styrke til at hive ham med sig, så hun begyndte selv at løbe lige så hurtigt hende ben kunne holde hende.
Måske var hun ikke en der kunne slå særlig højt, eller havde styrken bag sig. Men fysikken? Den fejlede absolut ingen ting.

Pigens knyttede bryn forvirrede kun Hunter yderligere. Hvad lavede sådan en tiggerpige her, foran Matagi-familiens bager, hvis ikke det var fordi hun ledte efter Asad? Det kunne ikke være et tilfælde. Det kunne Hunter i hvert fald ikke få til at give mening - han havde været paranoid lige siden han havde forladt Asads bande, nervøs for hvad den ældre fyr ville gøre ved ham, hvis han vendte tilbage til Dianthos og opdagede at Hunter havde forrådt ham. Nu ledte han efter tegn, overalt hvor han gik, og det var derfor pigens reaktion ikke gav mening for ham.

Hunter tav dog, da hun tyssede på ham - hvad ellers skulle han gøre? Og måbende så han til, imens hun helt skamfrit stjal fra bageren. Harkan var ikke en blid mand og Tirza, som hun åbenbart hed, skulle ikke regne med at få en blid behandling, hvis han nogensinde fangede hende, men sådan som hun tog benene på nakken, var der vist heller ikke meget sandsynlighed for at manden nogensinde ville kunne indhente hende.
Hunter sprang op, da hun råbte af ham, og indså lidt forsinket, at hun involverede ham i sit tyveri, men det lykkedes ham at følge med hende, som hun spænede ned ad gaderne, og fordi de befandt sig i hans nabolag, genkendte han en gyde, der var det perfekte gemmested, da de løb forbi det, og med ét var det ham, der havde fat om hendes håndled og slæbte hende med sig ind i gyden, der for enden havde et hul, skjult fra de fleste vinkler, som unge mennesker og små racer lige præcis kunne klemme sig igennem for at komme ud i en anden gyde, der ledte til en parallel gade af den de lige var løbet ned af.
"Har du et dødsønske?" spurgte han stakåndet. "Harkan er ikke typen der lyver, når han siger han vil slå dig ihjel!"

Hun grinede hele vejen, og jublede som hun sprang over en lille vogn som en mand kom skubbende med. Også han råbte ad den vilde pige, hvis krøller kastede sig i vildskab rundt omkring det arret og forslået ansigt. Dette var at leve, i hvert fald som en vild pige som hende!
Hvad hun dog ikke havde forventet, var da hun pludselig mærkede den andens varme fingre ligge sig omkring hendes håndled.
Med et stort tandsmil nikkede hun, og vente sig mod ham og lod ham derfor også trække hende videre ned af en anden gyde. Han måtte kende området bedre end hende! Og det var ellers normalt ikke noget som hun oplevede særlig tit.
Da han endelig stoppede op, havde hun allerede proppet den varme kanelsnegl i munden. Smilet blev om muligt endnu bredere som hun gumlede videre på det hun havde higet efter lige siden hun var vågnet. Hun slugte det hurtigt og tørrede sig over munden med hendes håndryg. ”Nej nej, jeg lever bare livet” sagde hun og blinkede med sit ene øje, som hun kastede en af sneglene over til hendes nye ven.
”Og det kan da godt være Harkan ikke er typen der lyver, men han har brugt det sidste halve år på at fange mig. Hvis han ikke ville have jeg tog hans ting, skulle han stoppe med at putte det i vinduet!” lo hun, som om det var den bedste begrundelse hun nogen sinde havde hørt.
”Men godt at møde dig, Tirza – du er?” nåede hun lige at spørger før hun begyndte at gumle videre på kanelsneglen.

Hunter så forskrækket på pigen, da hun afslappet stak kanelsneglen i munden. Var hun sindssyg? Hvordan ville hun stikke af, hvis nogen fandt dem nu? Man kunne ikke æde og spise på én gang. Hvilket sandsynligvis også var én af grundene til at der ikke var unødigt fedt nogen steder på Hunter, selvom han stadig var ung. 

Hans øjne blev større, da hun påstod at hun blot levede livet. Du risikerer dit liv, havde Hunter lyst til at råbe af hende, men han var for chokeret til at sige noget overhovedet, og før han kunne komme på en pænere måde at formulere det på, brugte han sine hænder i stedet for sit hoved, til at gribe den kanelsnegl hun kastede til ham.  

"Tirza, du er vanvittig," svarede Hunter hende, da han fik hendes navn. Kanelsneglen var stadig lun i hans hånd og sukkeret var ved at smelte af den. Med en rynke imellem sine øjenbryn slikkede Hunter en tommelfinger ren og indså med ét af han aldrig havde smagt noget så sødt før. "Jeg er Hunter," mumlede han, pludseligt dybt optaget af kanelsneglen i sin hånd. Han vidste ikke, om han kunne få sig selv til at spise den, og først da han skævede til Tirza, der stadig gumlede løs på sin, som var det det første hun havde fået at spise i flere dage, drejede han sig en smule væk fra Tirza og tog derefter selv forsigtigt en bid. Han havde ikke lyst til at dele sin første bid af noget nyt og spændende med en fremmede - hvad hvis han ikke kunne lide det? Det var oven i købet hende, der havde givet ham den. 

"Kugleskør!" medgav hun med det største tandsmil, og rystede på hoved så de brune lokker dansede rundt omkring hendes hoved. "Især hvis du spørger den gamle dame nede omkring det halve svin, hun er så udtørret en sveske, at selv hvis hun lå i blød flere dage, ville jeg stadig være bange for at puste på hende - udelukkende af grunden for, at hun skulle forsvinde i luften." hun slikkede sine fingre, som at kanelsneglen var blevet fortæret. Hoved blev dog lagt på skrå, som en nysgerrige ugle unge, der ikke forstod hvorfor han vendte sig sådan væk fra hende. Kunne han ikke lide man kiggede, når han spiste? Eller var han måske bange for, hun måske ville tage den fra ham igen? Det var dog mærkeligt. 
"Hunter, hvorfor gemmer du dig? Jeg skal nok lade være med at tage den fra dig, og jeg har en mere du kan få, hvis du godt kan lide det." sagde hun med et smil, en anelse forlegen da hun rakte den næsten kanelsnegl frem mod ham.
Måske var hun ikke lige så god til det med at få venner, som hun gik rundt og troet? 
"Eller jeg kan gå igen! Så kommer du i hvert fald hellere ikke i problemer, hvis Harkan faktisk virkelig kommer efter mig!" lo hun med en afslappethed, der ikke burde eksistere hos en, der måske stod til at stille træskoende.

Hunter var ved at kløjes, da Tirza fortalte ham om den gamle, udtørrede dame nede ved det halve svin, så morsomt var det, på en fuldstændig latterlig måde. Det var allerede tydeligt, at pigen ingen respekt havde for gamle mennesker, eller hårdtarbejdende bagere med gigt, eller andres ting helt generelt, og selvom Hunter selv levede af at slå på andre og at tage andres ting, så fandt han det morsomt. 

"Jeg - ehm," svarede Hunter forlegent, da han vendte sig tilbage mod hende, med munden fuld af kanelsnegl. Hvordan forklarede man fremmede piger, at farmand slog, hvis man vovede at sige noget grimt om den mad han serverede, eller blot lavede et forkert ansigt af den, ligegyldigt hvordan den smagte? Svaret var, at det forklarede man simpelthen bare ikke. 

"Jeg kan ikke tage din mad fra dig!" Udbrød han, da hun tilbød ham en kanelsnegl mere. Han var ikke engang halvvejs igennem den han havde i hånden, og han havde aldrig smagt noget så godt før. Hun burde beholde den selv - det var hendes fortjeneste at de overhovedet havde dem. 

"Nej, nej, du behøver ikke at gå," svarede han lige så hurtigt som tidligere, hans tone pludseligt en smule skinger. Han skævede omkring sig, inden han rømmede sig. "Harkan er i forvejen ude efter mig. Jeg er vist den sidste der så hans ældste søn, inden han forsvandt sporløst ud af byen, så... Hvis han får muligheden vil han også gerne have smidt mig i spjældet og have mig udspurgt," svarede han med et skuldertræk. 

Smilet blev større, som han vente sig mod hende og gumlede løs på den halvspiste kanelsnegl. Det var næsten som om, at Hunter kunne havde givet Tirza den bedste gav længe. Der var nu et eller andet, helt fantastisk over at give en person noget som de kunne lide.
Hvilket hun hellere ikke havde været i tvivl om, hvem kunne ikke lide en lun kanelsnegl? 

"Hva!? Lad dog være, havde jeg taget til mig selv, havde jeg kun taget to! Jeg er grådig, men ikke så grådig! Desuden er der en grønthandler på markedspladsen der forventer mig og mine lange fingre om et par timer." hun blinkede med øjet, som hun vippede lidt frem og tilbage på sine fødder. Hun behøvede ikke at gå? Om muligt, blev hendes smil endnu større, end det havde været før. 
Harkan var allerede ude efter ham? Ældste søn? "Ham der Asad du spurgte om jeg ledte efter?" kom der en anelse forvirret, som hun igen lagde hoved på skrå. En hurtig, ville nok fange hun altid ville gøre det når hun skulle forstå ting bedre. Det hjalp også utrolig meget, mod de ældre kvinder ned på markepladsen for at få en ekstra krystal eller to.

"Spjældet! Nej hvad! Så skal han da også lige forbi mig! Ingen skal prøve at få fingrene i min nye ven, ellers får han med mig og bestille!" hun slog lidt ud med hendes knyttet næver et par gange og blinkede til ham. Se du! Den spinkle pige kan også lidt.

Hunter så skeptisk på Tirza, da hun talte, men der var noget ved at stjæle fire kanelsnegle der ganske vist virkede som overdrevent til én person, så selvom han ikke kunne stole på nogen helt så let, så gik han med til at tro på hende denne gang og tog imod den anden kanelsnegl, efter at have slikket kanel og sukker af sine fingre. 

"Det er altså nemmere den anden vej," belærte han hende, imens han satte tænderne i den anden kanelsnegl. "At stjæle krystallerne og så betale for det du æder. Der er færre mennesker der kommer til at genkende dig fremover på den måde."

Han tog en bid mere, og nikkede, da Tirza nævnte Asad. "Ja, ham. Der er ingen, der aner hvor han er. Jeg tror ikke der er nogen af dem, der savner ham, men... Han forsvandt ligesom uden at sige noget. De er nok bange for at han ligger død et eller andet sted." Det var han også selv. Hvor meget Asad end havde skræmt ham, så havde de været et tæt knyttet flok af drenge. Kun dem fire, eller fem, hvis man talte Mahir med, og de havde altid haft hinandens rygge. Selv hvis Hunter ikke var interesseret i at lade Asad vende hjem, så var han mere end interesseret i at sikre sig, at fyren ikke lå død et eller andet sted. 

"Ven?" gentog Hunter med et pludseligt genert smil, der udviklede sig til en ligefrem latter, da den spinkle pige slog ud med sine knytnæver. "Tak, nu føler jeg mig sikker!" Svarede han, stadig højlydt grinende, men ikke desto mindre oprigtigt taknemmelig.

Hun lignede en som der lå mellem at være fornærmet, og godt underholdt af hans måde han belærte hende på. For han havde trods alt ret, det var meget nemmere at stjæle krystaller fra folk, som ikke så det komme - også lade som om man var et ganske redeligt menneske. Men hvor var det sjove i det? 
Hendes smil blev provokerende, som hun trådte et skridt tættere på ham - “Men hvor er det sjove i det Hunter?” Spurgte hun, og hævede begge hendes bryn i en næsten udfordrende grimasse. “Det er da meget sjovere, at leve på kanten, er der ikke noget bedre end at mærke chance der puster dig i nakken, som du mærker adrenalinen der pumper i dine åre, og du endelig kan mærke du lever?” Hun proppede det sidste af den anden kanelsnegl i munden, og tyggede godt og grundigt på den bløde og lækre dej. 

“Og det burde du! Jeg er meget pålidelig!” Sagde hun og nikkede, som hun gik et par skridt mere tilbage og lænede sig mod muren mens hun betragtede personen foran sig. Han virkede rar, en som hun virkelig gerne ville have som en. Men, han virkede tilbageholden, som om han ikke helt vidste hvad han egentlig ville. 
“Så det er hvad skulle du lave i dag? Eller har du lyst til at tage på eventyr?” Spurgte hun med et glimt i øjet. 

"Det sjove?" gentog han vantro, næsten fornærmet, indtil han kom i tanke om, at det var præcis det samme de havde jagtet i Asads bande - det sjove. Hvis man kunne kalde det dét. De havde været villige til at slås med Guderne og hvermand, for nogle få krystaller, og til tider havde de oven i købet prioriteret en god slåskamp over krystallerne. Selv, hvis slåskampen ikke havde været god, så havde de i det mindste kunne føle sig levende, når de direkte havde udfordret en helt normal, arbejde mand og tvunget ham til at opgive 25% af sine krystaller, for at de kunne holde ham 'sikker'. Sikker fra dem selv. 

Dér havde det sjove ligget i det for ham. Nu rendte han rundt for Pax og solgte nox på gaden. Det var nok til at få mad på bordet derhjemme, men Tirza havde ret - hvor var det sjove i det?

"Chance ér min favorit, blandt guderne," indrømmede han lavmælt, som en måde at give hende ret i det hele på. Adrenalinen føltes god. Også selvom det var kommet bag på ham, da Tirza pludselig havde hevet ham ind i narrestreger i hans eget nabolag. 

"Jeg kunne godt tage på et eventyr." Hunter så hende, næsten genert, an, men var pludselig villig til at følge med hende hvor som helst hen. Han kunne godt bruge noget til at distrahere sine tanker og Tirza virkede som typen, der ikke brugte længe nok ét sted, til at lade sine tanker falde til ro. 

“Se, jeg vidste det øjeblik jeg lagde mine øjne på dig, at du var et stykke af mig!” Lo hun, uden at have nogle andre tanker bagved hendes ord, end blot det de betød. Tirza havde aldrig været en pige, kvinde, eller hvad man ville kalde hende. Der gemte på hvad hun følte, eller lagde gemte ord bag en sætning. Det var livet alt for kort til, simpelt og enkelt, det gjorde tingene så meget nemmere. 
Så snart han sagde, han godt kunne tage med på eventyr, fangede hendes let klistrede hånd hans. “Du kommer ikke til at fortryde det!” Inden hun sat i løb med ham, vente hun sig om og blinkede til ham. “Eller, måske lidt, ellers har jeg jo ikke gjort min opgave godt nok!” Da de ord, havde forladt hendes mund, stak hun atter i løb. Hvor alt den tøs fik energien fra, det ville guderne næppe hellere ikke vide. Men afsted det skulle de! Også ville hun tage eventyret som det kom - vent! Det var trods alt noge tid hun sidst havde været ude og bade, hvis de nu, ja perfekt! 
“Kom den her vej!” Udbrød hun, som hun slap hans hånd, og satte af mod en af de ubevogtede stalde. Der ville de kunne finde to heste, og ride ud mod den lille skov der lå sydvest fra Dianthos mure. Måske de også kunne stjæle noget mad med, nu når de var igang!

"Et stykke af dig?" spurgte Hunter med en tvivlsom latter, men tog det som det kompliment, han var sikker på at det var - efter Asad var forsvundet, havde Hunter mistet sin plads, ikke bare i livet, men i byen, og det havde rystet ham i hans opfattelse af, hvem han var, indtil han ikke længere selv havde været sikker. At høre en anden sige, med så stor selvtillid, hvem han var, var på en underlig måde beroligende, også selvom hun sammenlignede ham med en kaotisk energi. 

Hendes hånd var klistret af det varme sukker, men det var hans også, og hans hjerte satte sig i halsen på ham, da hun trak ham af sted med sig. Han følte ting han aldrig havde følt før, og uden at være klar over det, smilede han helt indtil hun gav slip på ham igen. 

"Du er enten den modigste eller dummeste pige jeg kender," mumlede Hunter med latter i stemmen, da det gik op for ham, at hun ville stjæle heste. "Hvis jeg havde haft noget som helst at miste, havde jeg ikke turde hænge ud med dig."

Hendes blik lagde sig på ham da hun stoppede op igen, øjnene lagde sig på stalden hvor en af staldknægtene var ifærd med at muge ud. Et drastisk smil bredte sig hen over de fyldige læber; "Kan man ikke være begge dele?" spurgte hun og løftede drillende sine bryn, inden hun vente blikke tilbage mod drengen som der var dybt optaget af at vifte hestelort af hans støvler. "NU!" råbte hun og hvor andre måske havde brugt snu og katteligende stilhed, brugte hun overraskelses momentet af knægten der råbte af dem. Hun skubbede med meget lidt styrte til den rødhåret staldknægt, som væltede ned i hestens pærevælling og skreg af afsky. Med højlydt grin kastede hun sig over hestens ryg "Guderne smiler til dem der tør tage livet i dens manke og styre den, den vej man ønsker!" råbte hun efter Hunter som svar på, at hvis han havde noget at miste havde han ikke turdet at hænge ud med hende. Men det var netop når man havde noget at miste, man skulle tage tyrende ved hornene og kigge den ind i øjnene mens man grinede. Så uden at sikre sig at Hunter var med hende, red hun ud af byen og mod skoven sydvest fra Dianthos.