Der var gået et par uger siden Dags møde med Chances ypperstepræstinde ved ønskespringvandet. Et par uger Dag havde brugt på at forberede sig til denne dag. Det var ikke altid nemt for hende at få lov at forlade huset alene, især ikke så længe, som hun forventede dette ærinde ville tage.

Det havde taget tid, men dette var dagen hvor det alt var faldet på plads. Hvor Nat og Liv var optaget andetsteds længe nok, til at Dag kunne nå ud, og forhåbentlig hjem igen, uden de fik mistanke.. eller i det mindste længe nok til hun var nået væk.

Det var allerede et stykke oppe af eftermiddagen. Det var en længere tur fra Englens palæ, og Dag havde været nød til at holde en del pauser undervejs. Men nu, hvor hun stod foran portene til Chances temple, føltes trætheden fjern, irrelevant.
I stedet var hun fyldt med et spændt håb. Et håb om at dette kunne give hende et frirum. Dag tog en dåb indåndring. Det var nu eller aldrig. Med bestemte skridt trådte Dag indenfor i templet, og så sig om efter ypperstepræstinden. 

Anuki holdt sig altid travl. Det havde hun gjort, allerede inden hun var trådt ind som ypperstepræstinde. Der var dage, nogle gange måneder, hvor hun gav sig selv så meget arbejde at hun druknede i det, men der var aldrig dage, hvor der ikke var noget for hende at lave. Allerhøjst havde hun et par timer fri. 
Men den tid hun tog sig til templets gæster føltes ikke som arbejde. Det var et kald, og dermed hele hendes liv. 

Anuki var ikke, og havde aldrig været, den yngste ypperstepræstinde, men det var alligevel ikke ofte at man fik stillingen i så ung en alder, som hun havde. Hun havde altid bevist sin dedikation til sin gudinde.

Men da hun så Dag, tog hun sig tid. Her var en person, Chance havde fortalt hende ville få stor betydning for universet.

Anuki havde tydeligvis spottet Dag, inden den unge kvinde havde spottet ypperstepræstinden, men fra Anukis synspunkt var hun omgivet af bekendte, eller velkendte ansigter, og de få nye der var, fangede straks hendes opmærksomhed. For Dag, måtte alle i templet virke nye.

"Mit barn," hilste Anuki, da hun kom op til Dag, hendes lange, officielle kjortel slæbende over marmorgulvet efter sig. "Er du kommet for at tale til Chance eller for at se mig?" spurgte hun med et håbefuldt smil - og for første gang, håbede hun at svaret var noget andet end Chance.

Dag bøjede nakken højligt for ypperstepræstinden da de mødtes. Hun stolede næppe nok på sin balance til at forsøge sig med at neje, men ud fra deres første møde, følte Dag heller ikke det var nødvendigt.
Anukis spørgsmål fik Dag til langsomt at løfte et øjenbryn.
"Jeg antog de to var en og samme ting?"
Det var halvt konstatering, halvt spørgsmål, og umuligt at tyde om den unge kvinde mente det seriøst eller som en vittighed. Dags primære religiøse erfaringer var kommet igennem Sol, og nu var næppe repræsentativ for de anderkendte guddomme i landet.

"Jeg er kommet angående vores tidligere samtale, for at se hvad det arbejde De tilbød indebærer, og afprøve de opgaver De måtte have til mig" uddybede Dag, og rettede ryggen en anelse.
Der var noget ved den måde ypperstepræstinden var på der virkede.. intens, på en måde Dag ikke helt kunne finde ud af om var opildende eller ubehagelig. Det var som om kvinden forventede noget, men Dag havde ingen anelse om hvad det var, eller hvorfor. Hun kendte knap nok kvinden!
Med en anstrengelse tog Dag fat i sin anden evne, for at få et glimt af Anukis skæbne. Et virvar af tråde trådte frem, strækkende sig på krys og tværs i et overvældende kaos.
Dag vaklede pludseligt en smule, som hun tabte grebet om sin skæbne evne, og næsten mistede sine bens førlighed samtidig.
Hun nåde dog at få benene under sig igen, og rømmede sig let. "Evt. er der et sted vi ville kunne sidde og tale?" spurgte hun så, en smule af den iboende overlegenhed i hendes tone, en smule mere afdæmpet. 

Det fik Anuki til at smile, at Dag så Chance og hende som værende den samme grund til at komme. I hendes hoved, hvis Dag var kommet for Chances skyld, så var hun kommet for at bede til gudinden. Hvis hun derimod var kommet for Anukis skyld, så var hun kommet for at få et arbejde. Men på en måde havde hun selvfølgelig ret; Chance handlede trods alt igennem Anuki, og det var Anuki, der havde bedt Dag om at komme.

"Det er jeg glad for at høre," svarede hun, da Dag gjorde det klar, at hun var kommet for at tale om sine jobmuligheder. I teorien kunne Anuki sikkert hyre enhver teenager hun kunne finde på gaden, og der var sikkert også andre, der havde lige så meget brug for muligheden, men Chance havde ført hende til Dag, så på den måde var hendes hænder bundne. Det hjalp også, at hun også selv kunne lide den unge pige. 

"Følg med mig," bad hun, da der blev spurgt efter et sted de kunne sidde, og med rolige skridt ledte hun dem igennem templet, under høje porte og hvælvninger, indtil de endelig kom til en rigtig dør, som Anuki låste op med en nøgle, der i forvejen sad i døren, skødesløst efterladt, og holdt døren åben for Dag, for at velkomme hende ind i et kontor. Imellem to stole stod der et skrivebord, med papir, blæk og fjerpen og omkring dem stod reoler, der strakte sig helt til loftet, fyldt med bøger om Chance og de andre guder og gudinder, religiøse tekster nye som gamle, stakke af gamle prædikener og pjecer, religiøse symboler og et sortement af de beskyttelses-genstande der blev velsignet og solgt i Chances navn. 

"Sæt dig ned," bød hun, inden hun lukkede døren bag dem og tog sin egen plads, i stolen i den fjerne ende af kontoret, så hun havde frit udsyn til døren. 

Dag fulgte taknemmeligt med Ypperstepræstinden, som denne viste vej igennem templet. Men i stedet for at de fandt et sted lige i nærheden, lod til til Anuki ledte dem halvvejs igennem templet, før de endelig gik ind af en dør, til et kontor der lignede noget hun havde set hos sin fader til forveksling. Nok var teksternes indhold markant anderledes, og de spredte dimser forskellige fra hvad Dag ville have fundet i Opalslottet hos sin far, men opsætningen var.. bekendt nok.

Dag tøvede ikke med at sætte sig, som de nåde ind, og slap med et suk sine bens forvandling. Med den stoppede den prikkende smerte i hendes ene fod, og den lette rysten fra hendes ben også.
Der gik et øjeblik, hvor Dag sundede sig med øjnene halvt lukkede. Det var blevet bedre, utvivlsomt, men det var stadig ikke en god ide for hende, at forsøge sig med begge evner samtidig.
Med ro på i stolen, fik Dag også mulighed for at kaste et nærmere blik på skrivebordet. Pen, blæk, papir. Ryddeligt, i modsætning til reolerne, hvor ting lod til at befinde sig i noget nærmere et ordnet kaos.

Dags blik faldt på Anuki igen, og hun løftede langsomt et afventende øjenbryn.

Dags attitude morede Anuki, og da den unge pige havde sundet sig og så på hende med et afventende blik og et løftet øjebryn, smilede Anuki blidt tilbage til hende. 

"Her er rigeligt med ting, der skal laves, så der er ingen grund til at du skal kede dig med noget, du ikke finder spændende." Det var noget af et løfte, men for Anuki var det nemt at give - hun fandt samtlige af opgaverne i templet givende og interessante, på hver deres måde, selv rengøringen af det. 

"Jeg går ud fra at du kan læse," fortsatte hun, imens hun åbnede en skuffe, rodede den igennem, lukkede den, åbnede en anden, og hev det papir, hun havde ledt efter frem og lagde det foran Dag. "Så jeg har skrevet en liste, af ting vi har brug for hjælp med. Rengøring, inklusiv at fikse krystallerne op af vores egen lille pool, kopiering af pjecer om Chance og templet for hende, og - du virker som en passioneret ung kvinde - prædikener, hvis du kan. Det er ikke et nemt job, men de betaler bedre, og hvis du kan vende noget af din håbløshed om til at være håb i stedet, så kunne de blive glimrende, er jeg sikker på."

På listen Anuki havde givet Dag, stod der udfor hver ting, hvor mange krystaller Dag ville blive givet for hver ting, med en times rengøring som det mindst givende job, og dem, der krævede skrive-evner som nogle af de bedst betalte. 

Anukis løfte om spændende opgaver fik Dags opmærksomhed. Hun havde forventet opgaver, og at Anuki nok skulle finde på noget at sætte Dag til, men at de også ville blive spændende var alligevel en anelse uforudset. Dag havde ikke haft de store forventninger til templearbejdet.
"Læse, skrive og regne" bekræftede Dag uden at tøve, selvom spøgsmålet virkede retorisk. Det var trods alt grunden til at Dag var der, og Anuki havde vel næppe glemt deres sidste samtale allerede! ... vel?

Forhåbningen sank som ypperstepræstinden fortsatte. Rengøring?! Og den forpulede pøl med krystaller igen?! Dags smil blev stift og hun måtte anstrenge sig for ikke at himle med øjnene, eller sige noget mindre konstruktivt om Anukis mentale funktioner.
Men Dag holdt det tilbage, og opførte sig pænt. Gemte sine frustrationer til hun var alene. Hun havde brug for Anuki, for nu hvert fald. Og hvem viste? Måske var kopieringsarbejdet faktisk spændende?

Med tvungen rolighed samlede Dag papiret op og en lille rynke opstod på hendes næse. Selv de godt betalte opgaver gav ikke mere end håndøre. Opgaverne der krævede reelle færdigheder, kopieringen og skrivningen, var også ting der sandsynligvis tog længere tid..
Det ville kræve lidt arbejde at finde ud af hvilke opgaver der kunne maksimere hendes afkast på de timer hun havde.
"Det ser ud til der er opgaver nok, ja" kommenterede hun neutralt, men kunne ikke skjule hvordan hendes mund blev til en smal streg. Kommentaren om håbløshed bed. Det var en totalt fejlagtigt observation, selvfølgelig!! Den ramte kun fordi den var så absurd! ...helt sikkert...

"Har De noget der skal kopieres nu? Jeg har et par timer at give af i dag, og jeg ville foretrække at starte med det samme" bekendtgjorde Dag, for at lede samtalen videre, og måske slippe af med kvinden, hvis smilende ansigt begyndte at irriterer Dag mere og mere.