Adenas fødder trippede utålmodigt. Hun havde banket på Evlyns dør, og det tog alt for lang tid at svare. Hun havde mødt en af de andre fra Proteaus på gaden, og han havde bekræftet, at Evlyn i hvert fald ikke var nede i undergrunden. Forhåbentlig var hun her og ikke ude i dag. 
Det var så svært at holde energien inde, og ordene pressede sig på for at få lov til at blive sagt. Hun kunne ikke se sig selv, men Adena kunne fornemme, hvor fjoget et grin hendes ansigt var prydet med lige nu.
Hendes hænder fandt ingen hvile ved at pille ved kantbåndet på hendes kjole, og hun endte med at sno en løs hårlok om sin ene finger i ubærlig, undertrykt spænding. Tænk at noget, der ikke engang var en hemmelighed, kunne være så svært at holde på.
"Evlyn, jeg skal troloves," fløj det ud af munden på hende, så snart døren blev åbnet og det velkendte ansigt kom til syne. "Med en fyrstesøn!"





Ikke mange uger forinden var noget lignende sket. Adena var blevet ført hen til Evlyns sikkerhedshus efter den skæbnesvangre aften, hvor hun havde haft en yderst ubehagelig samtale med Athelstan af Erneyll. Hun havde forgæves forsøgt at holde sig væk fra manden, hvis hemmelighed, hun havde fundet ud af gennem sine malerier, men han havde ikke været til at ryste af sig, og Adenas tunge havde været alt for løs den aften. Til hendes held havde Evlyn selvfølgelig også folk til festen, og hendes højre hånd Faith havde fundet Adena grædende i haven og efterkommet den unge piges ønske om at komme til Evlyn frem for hjem.

"Hold hende væk fra dine malerier," brummede Faith og nikkede mod Adena. "Jeg har brugt hele turen på at sikre mig, hun ikke efterlod fodspor på brostenene."
Adena bed sig hårdere i læben. Tårerne var for alvor svære at holde tilbage nu, og det føltes som om chakraen var ved at eksplodere inden i hende. Hun kunne ikke selv se det, men en knast på dørkarmen ved siden af hende var begyndt at afgive sin mørkere farve til træet omkring sig.
"Jeg skrider tilbage til festen," fortsatte Faith med et hovedryst. "Og jeg skal nok finde på en undskyldning for, hvorfor hun mangler."
Derpå vendte den bryske kvinde om, og et par bandeord kunne lavt høres, som hun forlod stedet. Adenas underlæbe bævede under presset fra hendes tænder og gråden, der forsøgte at boble op igennem hendes hals. I hænderne hold hun perlerne, der før havde siddet i håret, og hun  knugede dem så hårdt, at hun frygtede, de ville gå i stykker. Den ene knold havde revet sig løs og håret hang filtret ned over skulderen. Den blå kjole var våd af både støvregn og hele vejen op ad ryggen, hvor Athelstan havde tvunget hende ned at ligge i det våde græs. Hendes håndled værkede, hvor han havde holdt fast, og hendes side gjorde stadig ondt i pulserende tryk.
"Det-Det var en fyrstesøn," kvækkede hun spagt.

“Hun fylder fandeme over det hele!” Brummede den blonde kvinde surt, som hun hoppede rundt og holdte om den bare fod, der lige havde banket ind i nogle mental klumper. Som ved første øjesyn, ikke var noget hun havde set før - men det var også lige meget! Den forbandet gnome var over det hele, og det var heldigt at den lille solstråle, som altid var så irriterende glad ikke var her lige nu. Som den sure blonde kvinde, begyndte at rydde op på hendes spisebord, så det var muligt at få noget frokost ned i maven. De sidste par uger havde været en anelse hektiske, efter hun var vendt tilbage fra hendes tre uger væk fra byen. Nu var hun endelig ved at få formet hendes klan, så det var et stabilt sted for hendes medlemmer. Begyndt at mødes med nye der kunne tilføjes, og forholdet med Pax havde ikke været bedre - hvilket også fik smilet til at blomstre frem på hendes læber, trods smerten stadig dunkede i hendes tæer. 

Bank? Hendes blik rettede sig hurtigt mod døren, hvor hun hørte nogle svage lyde fra knoer der ramte hårdt træ. Hun åbnede døren efter hun havde set ud igennem hendes spionglas. Adena, hvad lavede hun her? De havde ikke en aftale - havde de? 
En anelse forvirret, åbnede hun døren, men før hun fik ytret et eneste ord blev hun ramt af hendes ord og stemme. Hun skulle troloves med en - fyrste søn? 

"En fyrstesøn, Evlyn, en fyrstesøn!" fortsatte Adena, der fuldstændigt overså Evlyns forvirrede blik. Hun tog sin læremesterindes hænder, trådte indenfor i huset og hoppede en smule på sine små, energiske tær. "Er det ikke vildt? Jeg havde aldrig troet, jeg ville kunne få et så godt parti... Jeg er ikke engang et så godt parti!"
Endelig var glæden ude af kroppen, og Adena kunne tale med Evlyn omkring det. Allerede mærkede hun, hvordan hjertet blev lettere, nej, faktisk blev hele hendes krop lettere. Hendes mor og far ville holde det så hemmeligt de kunne, indtil det hele var faldet endeligt på plads - det kunne skade familiens ry meget, hvis trolovelsen gik i vasken og havde været kendt af alle i landet - men Evlyn var ikke en adelig, i hvert fald ikke en rigtig en, så Adena havde besluttet, hun sagtens kunne snakke med hende om det hele. Også fordi hun inderst inde bag al glæden var hunderæd for at hun netop skulle få ødelagt det hele, og at hendes relation til Proteaus enten ville ødelægge ægteskabet, eller ægteskabet ville ødelægge dem. 
"Det er slet ikke til at tro - det her kunne faktisk være løsningen til at redde mig fra Athelstan." fortsatte hun. "Og så meget andet. Den ære, jeg vil bringe min familie, hvis det hele går godt! ... Ups."
Adena havde fået et glimt af sine skosnuder, hvor farve fra hendes kjole havde dryppet ned på og givet små streger og pletter af lilla på de lyse sko. Hun havde vist været mere oppe at køre, end hun lige havde tænkt over. 



Evlyns ord gik ind ad det ene øre og ud ad det andet. Ingen af de fine malerier, de havde lavet sammen, fangede Adenas interesse, selvom hun som regel altid gik hen for at kigge på de nyeste i samlingen, hun ikke havde set endnu. Den stol, hun blev tilbudt, trak hun selv så langt væk fra væggen med malerierne, som muligt - bange for at hendes oprørte indre skulle fare ud og ødelægge de smukke penselstrøg. Det ville blive dyrt, både i den tabte malerindsats men også fordi hun ikke ønskede at sådan noget skulle ske, og ville bebrejde sig selv i ugevis. 
"Athel-Athelstan... En Erneyll," hulkede Adena frem, mens tårerne begyndte at falde igen, og hun rakte ud efter Evlyn. Hun ville gerne have vin, egentlig, men først ville hun bare gerne være tæt på nogen, der ikke slog hende... Ikke tvang hende ned i det våde, kolde græs...
"Kan du... Kan du huske de forfærdelige mishandlede d-d-dyr, jeg..." sætningen forsvandt, da gråden overtog hendes hals. 
Hun havde ikke ladet sig selv græde fuldt ud endnu. Det hele var blevet holdt inde, mens hun var gået herhen med Faith, og selv inden Faith havde fundet hende, havde hun bare siddet og stirret tomt og skræmt ud i luften efter Athelstan havde forladt hende.
Nu fik følelserne frit løb, og det kom både til syne i hendes gråd og at hendes kjoles farver væltede rundt i hinanden og ned i stolen.

Hun måtte dog hurtigt deducere ud fra, den måde som Adena snakkede til hende på - at det måtte være en god ting. Altså at det at hun havde fået fat i en fyrstesøn. Ellers ville hun nok ikke være lige så glad, som hun var nu - hvilket da også hurtigt fik et lille smil til at sprede sig hen over hendes læber. Selvom det undrede hende, af en eller anden grund - havde hun aldrig forestillet sig at Adena ville blive glad for en søn. Men det kunne da også være, hendes aflæsning af forskellige situationer havde været forkert. 
Så derfor gik hun med taktikken at fnyse moret af hende, og lukke døren da hun var helt inde i huset. 
Med rolige skridt, gik hun hen og satte sig ved bordet hun havde ryddet af - så hendes varme tekande og krus kunne stå der, uden at vælte over alskens dimse dutter hun ikke anede hvad var. 
"Redde dig fra så meget andet - hvordan skal det redde dig, ved at gifte dig med en fyrstesøn?" spurgte hun en smule uforstående, jovist så kendte hun da til normerne. Hvad det kunne redde en kvinde, som hun selv havde sagt - i ikke særlig højt parti. Men stadig, hun var trods alt en pæn ung kvinde, hun kom fra en adelsfamilie. Og med mindre alle fyrstefamilierne ville ende i en omgang indavl var man jo nød til at se på de lidt - man kunne sige, mindre adelsslægter. 
Blikket fulgte Adena's som hun kiggede ned på skosnuderne. 
"Du er virkelig begejstret var - sæt dig, og fortæl mig om denne.. fyrstesøn." dette var klart en forbedring end sidst, Adena var kommet uanmeldt. 

"Jeg har nok været til fester med ham før, men aldrig rigtig lagt mærke til ham. Du ved, han er jo alt for høj stand til mig, så det gav aldrig mening at tænke over," begyndte hun allerede inden hun var nået over til bordet og taget plads. 
Der var ekstra meget fjedring i hendes ben i dag, og hun følte sig så tæt på det de andre piger snakkede om, når de havde mødt deres udkårne. Udover at hun ikke var fyldt med tanker om ham - hun var fyldt med tanker om ære til familien, om sikkerhed for sig selv og ... tvivl.
"Altså, jeg ved ikke om det kommer til at ændrer noget... For os altså - men det gør for Athelstan!" sagde hun og genfandt den lettelse, der var spiret i hendes bryst. "Før kunne han bare få slået mig ihjel. Hvis han gør noget ved mig nu, er jeg sikret at det vil blive undersøgt. For vi taler Aldamar af Arys, Evlyn!"



Adena græd og græd mod Evlyns skulder. I lang tid kom der ikke andet ud af hendes mund end gråd og den savl, hun ikke kunne stoppe i de voldsomme følelser. Hendes næse løb og øjnene føltes opsvulmede, da det endelig begyndte at stilne en smule af. Hendes krop rystede af krampetrækninger, men langsomt begyndte hun at få vejret igen. 
"Han... Han slog mig, og... Lovede... Værre," fremstammede hun gennem hulkene. 
Adena prøvede at tage lange åndedræt for at få styr på sin krop igen, og efter et par stykker, tørrede hun sin næse i kjolen, der nu lignede at den var blevet tabt ned i et farvebad og så op i Evlyns kærlige blik med sammenbidte tænder. 
"Jeg viser dig ham," sagde hun stålsat, omend stadig med kramper af hulk i kroppen. 
På bordet lå et stykke papir og noget kul, og Adena fik trukket hen til det igen. Hun vidste ikke, om hendes evne stadig var ved at blande væggenes og gulvets farve, men en meter fra eller til mod malerierne burde ikke gøre det store, og de var endnu urørte - heldigvis. 
Med den sidste rest af sin chakra, der ellers var eksploderet omkring hende, begyndte hun at tegne. Hun havde ikke lyst til at se på Athelstan og hvad han lavede lige nu, men hun ville vise Evlyn monsteret, der havde overfaldet hende. Blikket blev ufokuseret og fjernt, og hendes hånd arbejdede med en kontrolleret præcision, der ikke var afspejlet i hendes ellers rystende krop. Hun lignede noget værre en en hjemløs, som hun sad der med uglet hår, våd kjole og tårervædet ansigt. 
På papiret tonede Athelstan frem. De hårde, sorte kulstreger gjorde intet godt for hans arrige ansigtsudtryk, og de allermørkeste strøg blev givet til den blodige kat foran ham. Dens bagben sad fast under nogle store murbrokker, helt mast og blodige. Resten af katten var blødgjort og mast under de sten, Athelstan havde banket den ihjel med - eller måske var han stadig i gang.
Så snart Adena kom til sig selv igen og så, hvad hun havde tegnet, startede den ukontrollable gråd igen.

Meget kunne man sige omkring Athelstan, men at han ligefrem skulle begå mord? Jo, hvis hun skulle være ærlig, så kunne han vel nok godt finde på det. Men aldrig om han selv ville få sine fingre beskidte, så selv hvis at Adena giftede sig med en fyrste søn, og fik navnet Arys. Så ville hun jo stadig være et let offer - hun kunne ikke en gang forsvare sig selv. 
“Jeg synes nu stadig, vi skulle kigge på nogle forsvarsteknikker - du kan ikke stole på, at bare et navn skulle få dine fjender væk fra din ryg.” Sagde hun forsigtigt, som imponerede navnet hende ikke. Hun vidste dog godt hvem der var tale om, manden der skulle overtage fyrstedømmet den dag hans mor ville gå bort. Og det var da en sikker og god position for Adena at befinde sig i, så meget var da sikkert. “Men nu skal jeg da hellere ikke være pessimisten.” Grinede hun, og lod sig selv synke ned i stolen over for hende; “hvordan forekom denne alliance så? Jeg har da intet hørt omkring det før nu?” Kom der en anelse nysgerrigt fra tyve tøsen, som hun lagde det ene ben over det andet

"Ja, ja, det skal jeg nok," svarede Adena afværgende. 
Evlyn havde snakket om at få hende trænet i noget selvforsvar lige siden den aften, og mens hun godt var klar over, at det nok var det smarteste at gøre, føltes det bare lidt ligemeget nu hvor hun havde en trolovelse med en fyrstesøn i baghånden. Man havde selvfølgelig hørt om folk af høj rang, der omkom, men det var så meget mindre normalt - mens én adelig døde, var der ti i slummen der omkom samtidig, havde hun lært i sin tid hos Proteaus. En forfærdelig sandhed, men en der lige nu fik Adenas humør op. At stige i hierarkiet højnede hendes overleveseschancer betydeligt.
"Jeg tror ikke jeg har fortalt dig om min storesøster," svarede hun så og rykkede sig ud på kanten af stolen, så hun kunne læne sig frem mod Evlyn. Det føltes forkert at være så glad lige nu med det hun skulle til at fortælle, men på den anden side, havde Adena heller ikke lyst til at drukne i sorgen, der lå og lurede lige under overfladen. "Hun var Lysets Kriger - og grunden til min mor nu ikke lader mig komme i nærheden af ridning, fægtning eller nogle former for udfarene adspredelser. Hun døde i kamp for en del år siden. Det... Tog hårdt på os-familien... Men hun døde for at redde fyrstinde Arys' lillesøster. Deres taknemmelighed var slet ikke til at blive fri for dengang, og egentlig ville jeg bare gerne have tid for mig selv, fordi... Jeg savnede hende så meget," Lad ikke sorgen få overhånd. "Men nu har de arrangeret det her - lur mig om ikke Hecate også har været indblandet! - alt sammen på baggrund af det dengang. Den ultimative taknemmelighedgestus; At forene familierne. Måske ventede de bare til jeg var ældre, så de kunne se mig an, måske havde de planlagt det hele tiden..."
Adenas ord forsvandt som hendes tankespor tog en intern rutsjetur i forsøget på at opretholde glæden og spændingen og ikke tænke for meget over sorgen, hun blev mindet om, hver gang hun tænkte på glæden, samt utrygheden hver gang hun fik et sug af spænding. 
Hvad var hun så bange for?



Endelig stilnede tårerne af. Gråden mildnedes og skuldrenes krampagtige trækninger blev til små rystelser. Rystelser, der lige så godt kunne være af kulde. Nu hvor hun var indenfor og varmen fra rummet begyndte at trænge sig på sammen med Evlyns varme, trygge favn, begyndte det våde kjolestof at blive for meget at bære. Det klistrede sig koldt og klamt ind mod hendes hud, og hun trak ud i kraven med den ene hånd for at lindre ubehaget, mens hun med den anden prøvede at tørre sit ansigt i et ærme der var så vådt, at det blot gned mere væde ud på hendes kinder.
"Evlyn... Hvad gør jeg?" spurgte hun med spag stemme. "Han er så... Så... Modbydelig. Jeg er bange."

Hun lod blikket ligge på den yngre kvinde, som der trak sig frem på stolesædet da hun skulle til at fortælle Evlyn omkring hendes storesøster. Selvfølgelig kendte hun allerede delvis til historien - som alle andre mål hun havde haft, var hun gået i detaljerne omkring familien. Og hun mindes også stadig, hvordan hun havde siddet med Adenas mor, der havde taget interviewet med Elenora Grey som var dækket hun var gået under. Der var det også blevet fortalt, deres sorg over at have mistet deres datter - og hvor hårdt det havde taget på deres yngre. Foruden at være læremesteren inde for kunstensverden, var det tydeligt at hendes forældre aldrig helt havde kunne magte opgaven, at være der for datteren der sorgede sin søsters død. Eller det var i hvert fald det indtryk hun havde fået.

Da hun så hvordan at den brunhåret kvinde, prøvede at fodfæstne sig selv og ikke begynde at græde. Eller lade sorgen overtage - rakte hun ud med et blidt smil på læberne, lod fingrene glide rundt omkring hendes hånd, og gav det et lille men moderlig klem. For selvom at Evy nok aldrig ville anerkende det, var hun vel nok begyndt at holde umådelig meget af denne pige - i mere i en forstand end som hendes lærling. 
"Så du er glad? Er han en god mand?" spurgte hun forsigtigt, og betragtede hende indgående med hendes koral blå øjne. For hvis han ikke var, hvis hun ikke var glad - og dette blot var en facade for at undgå Athelstan. Så skulle hun da bestemt gøre sit for, at finde en der kunne være i skyggerne. For kærlighed, det måtte man ikke gå glip af, det vidste hun bedre end nogen anden.

Alliancen var en praktisk og kærkommen foranstaltning over for Athelstan, men det var som Evlyn selv tænkte, ikke alt. Adena var faldet godt i snak med Aldamar, og han virkede som en mand, mange ville misunde hende for at være endt hos.
"Han virker som en rigtig, rigtig god mand," svarede hun og klemte Evlyns hånd i sin. Selvom samtaleemnet blev drejet til noget bedre, var berøringen med til at holde hende fast i glæden. "Vi gik en tur i Labyrinthaven, og snakkede i timevis. Han kan godt lide dyr - især slanger - og han holder af at læse og ride. Han virker så velovervejet og rolig. Jeg lavede en blomst til ham, du ved, med farver, og han havde den i håret, selv da vi gik hver til sit."
Hendes blik veg fra sin lærerindes og ud på malerierne i rummet. Det var ikke kun med gode nyheder, hun var kommet. Hun var også kommet for at få afklaring og hjælp. 
"Men jeg er bekymret for, hvad jeg gør her, med Proteaus," sagde hun stille. "Han er arving, Evlyn. Går alt, som det skal, bliver han fyrste en dag, og jeg bliver hans fyrstinde." Hun trak på det. Det var svært at få ud, for hun var blevet så glad for dobbeltlivet i de mørkere dele af Dianthos. Spændingen, rusen. Alt det, Evlyn gav hende, som adelen aldrig ville kunne måle sig med.
"Hvis det bliver kendt, at jeg laver sådan noget... Det... Det vil ødelægge alting," fortsatte hun. "Jeg ønsker at være en god hustru - ikke gå med hemmeligheder for ham."





Adena nikkede og begyndte at pille ved snøren i sin kjole. Varmt tøj og fodbad lød ikke så skidt, og at få fingrene beskæftiget med noget andet, hjalp på at holde hendes tankespor væk fra tegningen på bordet. En tegning, hun rakte ud efter og vendte på hovedet, så hun ikke behøvede se de hårde kulstreger ud af øjenkrogen. Evlyns hænder på skuldrene havde efterladt en varme, kroppen nu higede efter at få mere af, og rystende af gråden og kulden, fik Adena løsnet den stramme overdel af kjolen. 
Hun rejste sig og rystede det våde stof af kroppen. Selv underkjolen var helt gennemblødt, og stoffet faldt tungt til gulvet. At komme ud af det var næsten varmere end at være i det, selvom rummet ikke var det mest opvarmede, hun havde været i. 
"Jeg ved ikke, hvad jeg skulle gøre uden dig," hviskede hun taknemmeligt stadig med ru stemme fra gråden. 
Underkjolen endte sammen med resten af stoffet, og hun måtte tage mammelukkerne af også, da de var våde i en lang stribe op langs det lår, hun var væltet ned på. Hun gnubbede noget varme ind i sin fugtige hud, og krympede sig, da hun kom til at glide hånden henover der, hvor Athelstan havde slået hende i siden. Allerede nu var der et mærke på vej, mørkeblåt og lilla over hendes solbrune hud. 
I det mindste er det et sted, ingen vil se, tænkte hun, og bed sig straks i læben over tanken. Det var helt sikkert derfor, han havde slået hende netop der. Han ønskede selvfølgelig ikke, at nogen skulle se det.

Hendes blik rettet sig mod Adena som hun fortalte omkring hendes møde, med arvingen til Arys familien - han gik fra deres møde, med en blomst i håret? Nuvel, der var vel mænd, som der var meget selvsikre i deres tilgang til maskulinitet. Man kunne blot kigge på hendes ven Neagu, hvis en mand kunne være så flamboyant og alligevel udelukkende være til kvinder - så kunne Aldemar vel også gå rundt med blomster i hans hår. Det virkede dog bare, mærkeligt. 
Hun sukkede blidt, og fjernede sin hånd, efter at have givet den anden kvinde et kærligt klem. Et smil bredte sig hen over hendes læber, som Adena begyndte at snakke omkring hendes tvivl omkring Proteaus, og om hun overhoved kunne blive i klanen. 
“I alle de år, jeg har spillet de roller jeg har spillet - har diskretion været en af de ting jeg har sat højest. Men det er nu alligevel meget smukt af dig, at du ikke vil have nogle hemmeligheder for din mand Adena. Men forklar mig.” Sagde hun, som hun rejste sig op fra stolen, og gik hen og greb en gryde og fyldte den op med vand, fra vand tønden. Derefter hængte hun det op på metalstellet ved ilden, så den kunne varme det til te. “Elsker du at være i Proteaus, ville du savne at være en den af klanen? Og i så fald, hvis du gjorde - ville det ikke også være en måde at lyve for sig selv, og derfor også for sin mand, hvis du lever et liv der ikke var til det fuldeste?” Spurgte hun, som hun vente sig væk fra flammerne og mod hendes siddende skikkelse. Desuden, ville hun mene at pigebarnet allerede løj for sig selv. Men en ting ad gangen - ellers var hun bange for, at hun ville skræmme Adena væk. 

"Jeg elsker det her!" udbrød Adena. "Jeg elsker det frirum, du har vist mig. Ingen der forventer at jeg er på en bestemt måde og holder på formerne. Ingen forventninger til at jeg ikke taler eller sidder stille eller... Ja, du ved, alle de ting, jeg ikke må derhjemme! Jeg... Altså Evlyn, du må endelig ikke misforstå mig."
Adena rejste sig. At sidde ned fik hendes ben til at hoppe af ubrugt energi. Kjolestoffet flød ned omkring hende i bløde folder og hun lod hænderne glide over det bløde stof. 
"Jeg ville aldrig afsløre os," fortsatte hun og hævede blikket. "Jeg er bange for, jeg bliver tvunget til at vælge, Evlyn. Tænk over det - jeg kommer til at bå på Ædelborg - en uges rejse herfra! Nok ikke de første par år, men når der først kommer børn, og når Aldamar skal overtage mere af ansvaret. Jeg... Jeg har ikke lyst til at miste det her, men... Har jeg noget valg?"
Der var så meget, Adena stod til at miste i det her arrangement, men alle talte kun om de ting, de vandt ved det. Familien vandt en stærk alliance med en fyrsteslægt. Hendes fader ville vinde mere indflydelse, når han kunne vise sin datters ægteskab frem. De fik endelig den forsoning, de havde ventet på siden Penelopes død. Når der kom børn, ville de nok få et tættere forhold med Aldamars forældre, fyrstinden selv... De fik... De fik... 
Adena satte sig ned i pludselig forståelse. 
"Jeg tror aldrig jeg rigtig har tænkt over konsekvenserne," sagde hun stille, uden at tænke over, at Evlyn ikke havde hørt hendes tanker. "Alle fordelene er lidt for andres skyld, er de ikke?"


Adena begyndte at slappe af, mens Evlyn masserede hende. Hun tvang sig selv til at tage lange, dybe åndedræt. Knitren fra pejsen og se papiret blive fortærret i flammerne lettede hendes humør en smule, og hun formåede at sende Evlyn et spagt smil. Hun følte sig ikke så stærk lige nu, men Evlyns ord hjalp alligevel med at hæve hende op over den frygt, der havde haft tag i hende. Den hvæsen, hun kom med, da hun så det blå mærke, skræmte Adena en smule, men det handlede nok mest om, at så åbenlyst aggressive grimasser ikke var noget, hun så ofte blandt adelen. Det skete ikke bare lige - man holdt på formerne. Varmen begyndte at snige sig ind under huden igen, og hun tog fat i tæppet og trak det op over sine skuldre. 
"Tak, Evlyn," sagde hun og satte sig ned igen. Bevægelsen gjorde lidt ond ti siden, og hun lavede en grimasse, men det forsvandt hurtigt og hun trak tæppet tæt omkring skuldrene. Hun så op i Evlyns lyse øjne med sine egne blodskudte og røde af gråden - og fulde af beundring for sin læremester. "Jeg bliver stærkere af at være sammen med dig, tror jeg."

Som Adena begyndte at snakke, gik hun langsomt hen over gulvet og satte sig igen ned. Gryden ville fortælle hende når vandet var varmt. Hvis man altså huskede at lytte efter - måske en enkelt gang eller to, havde hun været så opslugt af hendes malerier, at hun havde glemt alt omkring vandet, og var kommet tilbage til en helt kulsort gryde. 
Som ordene væltede ud af den yngre kvinde, lod hun hende blot fortælle, forklare og beskrive hendes tvivl og ønsker. Et skævt smil dannede sig over hendes læber, da det begyndte at gå på for Adena hvad hun også var nød til at opgive for denne alliance. Langsomt nikkede hun; “Du ved Adena, det er jo ikke fordi jeg behøver flere i felten. Jeg har ikke brug for, at du skal rende rundt og stjæle ting - og jeg kan jo stadig være din læremester, jeg kan snige mig ind se om du har noget viden til mig blandt de adelige. Eller bare komme forbi til te.” Hun lænede sig tilbage i stolen, og lagde det ene ben over det andet. “Og ja, hvis du troede ægteskab var en velsignelse blandt de adelige, må jeg beklageligt fortælle dig, at det typisk er mere et arbejde end så meget andet. Hvorfor tror du, at det er så sjældent du ser dem smile?” Svarede hun en anelse bramfrit og måske også hårdt. Men Evlyn var hellere ikke en kvinde, som brugte tid til at pakke tingene ind - det var Elenora. 

"Det... Det havde jeg ikke tænkt over," svarede hun, og blev stille lidt. For det var faktisk begge dele, Evlyn havde sagt, hun ikke havde tænkt over. 
Hun kunne stadig bruge sine evner til at hjælpe Evlyn, og hun ville stadig kunne få besøg, og nok også besøge dem - så længe det var under dække af at tage et par maledage med Elenora i hovedstaden. Det ville Aldamar næppe nægte hende, og det ville teknisk set ikke være løgn. Heller ikke at sige, at hun gerne ville besøge nogle gamle venner. Så længe han ikke forlangte at komme med, kunne det faktisk komme til at virke ret fint. Hun ville komme til at savne rusen ved at være med på opgave - men det var ikke meget at miste, for hun havde i forvejen ofte været på sidelinjen og hjulpet mere med at tegne steder og ting, så der ikke kom overraskelser, end at være den der faktisk gik ind og tog tingene i hånden. 
"Det lyder som et godt kompromis," sagde hun og smilede igen. "Jeg havde ikke troet jeg kunne holde kontakten overhovedet, hvis vi først flytter til Ædelborg. Du ser altid flere løsninger end problemer, Evlyn. Jeg har altid vidst jeg skulle giftes en dag, men... Jeg tror bare aldrig rigtig jeg har tænkt over det."
Hun fugtede sine læber og lod tankerne rive sig lidt med for en stund. Der var mange ting, der ville ændre sig i hendes liv med et ægteskab. Aldamar havde det sikkert på samme måde. 
"Aldamar er en god mand," tilføjede hun. "Jeg er sikker på jeg nok skal blive glad..." På et tidspunkt?



"Rom lyder rart," svarede Adena med et nik og gik mod lemmen.
Havde hun bare været en almindelig adelig pige, havde hun nok aldrig smagt rom i sit liv. Det var altid vin, og det skulle altid være så fint som muligt - og til damerne gerne med en sødere smag og ikke alt det bitre. Adena havde lært andre alkoholiske drikke at kende hos Proteaus, og hun kunne ikke benægte, at hun faktisk godt kunne lide rommen. Måske var det det rebelske i hende, der gjorde, at hun havde taget imod det første glas, men nu var det hende selv, der valgte det til. Og ovenpå sådan en aften, som hun havde haft, havde hun virkelig brug for et glas. 
Nedenunder tog hun sig god tid til at kigge kjolerne igennem, men endte alligevel med en kjortel og et par hoser. Det ville rent praktisk set holde hende mere varm end at have et skørt, hvor kulden kunne krybe op under til benene. Hurtigt kom hun op igen, for gulvbrædderne var kolde under hendes nu bare tæer, og da hun satte sig til rette på stolen igen, var det med benene trukket op til maven for ikke at røre gulvet uden et fodbad imellem. 

“Det er hvad jeg er her for! Jeg er problemløseren, hvorfor tror du jeg er leder, og ikke Faith?” Kvinden som Adena havde gjort bekendskab med, den aften hun var kommet og banket på hendes dør. Dog under helt andre omstændigheder, end hvad de havde lige nu. 
Stemningen havde dog ændret sig mere end Evlyn brød sig om, selvfølgelig skulle den unge pige have lov til at glædes over hun skulle giftes. Og hun skulle kunne forstå, at det at få så højtstående en mand, var måske en velsignelse, især hvis han var så venlig som hun mente at synes han var. Der var flere af de adelige, som var blevet gift med nogle rigtig forfærdelige mennesker. 
Hun var i hvert fald ikke misundelig på Amelia, Athelstan hustru - det måtte være en helt igennem forfærdelig mand, at være gift med. Og hun kunne ikke gøre noget ved det, selvom at Evlyn da havde overvejet at tilbyde sin hjælp. For en pris. 
Den ældre kvinde sprang op af stolen, og klappede sine hænder sammen.
“Nej ved du hvad Adena, det her går simpelthen ikke! Nu finder jeg nogle lidt mere spændende tøj, vi får gjort dig lidt ekstra smuk, også tager vi ud og fejre du snart skal giftes. Eller, drikker nogle gravøl at du snart skal giftes - men i hvert fald bliver det hyggeligt!” - “hvad siger du til det?”

Adena kunne ikke lade være med at klukke lidt over kommentaren om Faith. Nej, den kvinde ville ikke kunne køre Proteaus. Hun kunne fikse de fleste problemer, havde hun løsningen - og løsningen kom Evlyn altid med. Det lettede hendes humør endnu mere, og da Evlyn sprang op, lod hun sig følge med i iver, spænding og glæde.
Hun tog Evlyns hænder og strålede. Festligheder blev der ikke holdt hjemme hos Adena selv. De ville nok have et selskab, når de annoncerede ægteskabet, men det ville næppe indeholde mere end ét glas vin og nogle småkager. Hun ville være forventet at sidde og tage imod lykønskninger og smile pænt, ladende forældrene klare spørgsmål og arrangering. En nipsting, der snart skulle bo et andet sted.
Så tanken om at komme ud på en ordentlig fejringstur tog ikke længe om at finde fodfæste i Adenas sind. Og hvem ville være bedre at have med end Evlyn Crane?
"Det vil jeg meget gerne. Tak, Evlyn!" svarede hun ivrigt. "For altid at være her for mig."



Vandets varme omsluttede Adenas fødder og hun kom med et langtrukkent, behaget suk. Det prikkede i huden, mens kulden blev drevet bort og varmen steg op gennem benene. Hun havde stadig tæppet trukket tæt om skuldrene - tøjet var ikke vådt, men det var koldt af at have hængt nede i en kælder.
At bo hos Evlyn i en periode - også selvom forældrene kun kunne overtales til en uge eller to - var lige præcis det, Adena havde brug for. Lærerinden kunne se lige ind i hende og vidste ofte, hvad der ville være godt for det unge sind, før hun selv vidste det.
"Det vil jeg meget gerne. Tak, Evlyn," sagde hun stille. "For altid at være her for mig."