Det var lidt af et had-kærligheds-forhold Juno havde til Pax.

Manden, der havde taget ham under sin vinge, da han havde haft brug for at finde en anden måde at overleve på gaden, end ved at følge i sin mors fodspor, selvom hun havde forsøgt at lokke ham, med alt hun havde. Set tilbage kunne Juno godt se, at hun havde haft ret; hvis han skulle tjene de store krystaller i faget, så var hans bedste dage allerede bag ham nu, og han var kun lige fyldt 18. 

Men prostitution var lige så lidt hans boldgade i dag, som det havde været dengang, og uden Pax's indblanden var han måske sultet. Som det havde været, havde Juno lært at stjæle og snyde, som var det lige så naturligt for ham som at spise eller drømme. Brugbare evner, da han havde forladt Pax og startet sin egen bande i stedet. 

I sin jagt efter selvstændighed, havde han ikke opsøgt Pax siden. Allerhøjst hilst, når de gik forbi hinanden. Juno var en stædig fyr, og han havde det med hurtigt at føle sig som et barn igen, så snart han var sammen med den ældre fyr. 

Han var ikke et barn længere. Thanos havde taget ham, ført ham hele vejen ned til Rubinien for at sælge ham, og først nu, flere måneder efter han først var blevet trukket ud af Dianthos mod sin vilje, var han vendt tilbage igen. Til en bande der, imod al forventning, stadig var i live og brødfødte. Juno og Hector var ellers de ældste i banden og som regel dem, der skaffede maden på bordet det meste af tiden. 

Det overraskede ham heller ikke, da han hørte, hvordan børnene var klaret sig igennem det. En hjælpende hånd her og der. Fra Tarek. Og fra Pax. Juno vidste ikke, hvad der var værst. Men han havde allerede takket Tarek, og selvom det havde været kort, så havde det været nemt. 
Af rent stolthedsmæssige grunde var det ikke nemt at opsøge Pax.

Juno havde sporet ham til et hus, han genkendte fra sin egen tid i banden, men som han ikke var sikker på, stadig blev brugt til det samme, som det gjorde dengang. Han trådte indenfor uden at banke på, kun for at stå ansigt til ansigt med Edward, som han til gengæld straks genkendte fra dengang.
"Hvor er Pax?" spurgte han healeren, selv som han skævede mod den eneste dør i lokalet. Pax måtte være bag den, og hvis ikke Edward svarede ham, havde han tænkt sig at åbne den alligevel. 

Edward stoppede brat op i det, at hoveddøren gik op og den blonde, unge mand trådte indenfor. De mørkeblå øjne, der vidnede om et langt liv, fæstnede sig lige dele skeptisk og overrasket på knægten, men der var ingen tvivl om, at den gamle helbreder straks havde genkendte ham.
”Hvad skal du bruge Ulven til?”, bjæffede Edward instinktivt, hvorefter han lod sit blik farer op og ned af Junos skikkelse i al hast. ”Der er sgu kommet nogle flere år i dig, var knægt? Sidst jeg så dig, der var du så lille her -” Edward rakte sin ene hånd ud foran sig nær hans tynde, indsunkne brystkasse, hvorefter han slog en høj og gnæggende latter op. ”Og du ville ikke have noget at gøre med ham den gråhårede dengang! Som tiderne dog ændre sig, ikke sandt?” Noget bedrevidende slog for blot et øjeblik gnister i de mørkeblå øjne, men end ikke momentet efter kastede Edward hovedet i retning af døren – den eneste i gangens smalle tunnel.

Pax sad, indtil videre lykkeligt uvidende om, hvad der skete i det tilstødende rum, på et vakkelvornt egetræsbord, tilsyneladende optaget af, at kigge ud af vinduet. Hans tynde men muskuløse brystkasse var dækket af hvide forbindinger, der enkelte steder kæmpede en brag kamp med, at holde blodet fra de mange sår under sig. I det at døren gik op bag ham, skævede Pax henover skulderen og hvad han så, fik ham til at hæve begge øjenbryn:

”Du er tilbage.”

Juno stod fast, helt tavs, imens Edward mindedes 'de gode gamle dage', hvor Juno ikke havde været mere end en lille dreng, ivrig efter at lære og ivrig efter at bevise sig selv. Han var faldet langt og dybt, fra et overklassehjem med to forældre, til en mor han ikke ville kendes ved og en far, der havde forladt dem, uden arbejde og uden et hjem. Ulvens flok var blevet det nærmeste han havde en familie, og der var noget over den gamle mand, der virkede bedstefaderligt, som Juno havde svært ved at forholde sig til nu. 

I stedet for at svare den gamle mand, fulgte Juno også blot hans bevægelse til døren, som han straks gik over til.

På den anden side af døren fandt han ganske rigtigt Pax. Han lignede sig selv og Juno kæmpede straks mod et instinkt, der bød ham at kravle op til den ældre fyr for at finde tryghed med en af hans arme om sine skuldre. 
"Jeg er tilbage," svarede Juno, og spejlede Pax's hævede øjenbryn tilbage til ham. "Du er såret." Han lukkede døren bag sig, for at udelukke Edward fra samtalen. Den gamle mand kunne godt have advaret ham om, at Pax var kommet til skade. "Hvad er der sket?"

Pax fnøs moret. ”Er det bekymring, jeg sporer i din stemme?”, brummede bandelederen spøgefuldt, hvorefter han sukkede tungt og kæmpede sig vej op at stå.
Den unge mand var tydeligvis ikke i samme forfatning som under normale omstændigheder, for han svajede let og måtte støtte sig til det vakkelvorne, blodindsmurte bord, for ikke at falde, så lang han var. For blot et øjeblik stod han sådan, alt imens hjertet gik i gang med at pumpe blodet rundt i kroppen efter bedste evne, men da Pax omsider skævede til Juno igen, var der mere liv bag de mørkegrå øjne end man måske kunne have antaget til at starte med. De havde i hvert fald endnu ikke forrådt ham.

”Jeg kunne spørge dig om det samme, Juno”, lød det omsider fra Ulven, hvorefter han tog nogle tøvende skridt mod en taburet, hvorpå hans skjorte og kofte var blevet smidt skødesløst. ”Giver du ikke lige en hånd?” Pax nikkede mod skjorten, hans fingre ikke ville gribe om, hvorefter han kom til at le: han kunne stadig huske, at han engang havde gjort det samme for den yngre knægt. Endda bundet hans støvler og lært Juno, hvordan man bandt knuder effektivt.

”Du ved, respekt for sine ældre og alt det der pis.”

Helt instinktivt trådte Juno frem mod sin tidligere leder, for at gribe ham, i tilfælde af at det blev nødvendigt, da han så hvordan manden svajede. Selv da det gik op for ham, at det ikke stod så slemt til, blev han stående et skridt tættere på end før. 

"Jeg troede du skulle blive i hvert fald 70, før jeg hjalp dig med den slags. Eller måske have mistet en hånd eller noget. Det er ikke urealistisk, sådan som vi lever, er det?" På trods af sit svar, samlede Juno skjorten op og løftede den, så Pax kunne stikke først den arm igennem den, og derfra slap Juno skjorten og stillede sig så tæt op af Pax, at han kunne lugte blodet på ham, og rakte bagom ham for at hjælpe skjorten op af den anden arm også.

Juno holdt sit blik sænket, imens han langsomt lukkede én knap efter den næste for ham, forsigtig med ikke at komme til at strejfe forbindingen under.
"Det var imod min egen vilje, at jeg forsvandt," fortalte han, imens han lukkede knapperne. "Du ved, jeg ikke ville svigte Rottebanden på den måde. De unger kunne lige så godt være min børn." Det var dét der betød allermest for ham at få sagt. Juno havde oprettet sin bande i Ulvens floks billede. De skulle være som en familie, og han skulle være en leder, der var til at stole på. Men udover det, så havde han gået efter at lave en bande, hvor de svageste var velkomne. Dem, ingen andre ville have. Den yngste kunne ikke engang gå, da Juno var blevet taget af Thanos og tvunget med til Rubinien. Det kunne hun nu. 

Pax hvæsede mellem sammenbidte tænder under anstrengelsen, men skjorten kom omsider henover det grå hår og de skarpe kindben. Den ældre mand tog dernæst den unge i nærmere øjesyn, og i de stålgrå øjne dansede morede gnister midt i al udmattelsen. De fortog sig dog øjeblikkeligt i det, at Junos fortælling skred frem.
”Hm”, brummede Pax, hvorefter han nikkede med sine brede øjenbryn samlet nær midten i hans pande, tilsyneladende eftertænksom. Dernæst nikkede han mod en dør – ikke den Juno var forsvundet ind ad – og havde derved tavst inviteret knægten med sig.

Pax førte Juno igennem en smal gang, hvor der får enden lå et lille køkken. Han gik langsomt men havde ikke behov for støtte, og da de omsider nåede deres destination, gestikulerede Pax mod en stenovn og en kedel.
”Sæt vand over til te, gider du”, bad han men dog med den respekt de to mænds statusser afkrævede af ham. Juno var ikke længere nogen dreng men vigtigst af alt, rendte han ikke med Pax’s slæng længere. Desuden brød Pax – og havde altid gjort det – sig umådelig godt om Juno.

Selvom det efterhånden var begyndt at dæmre for Pax, hvad Juno ville med dette møde, blev det skubbet i baggrunden for det, der fremstod mest presserende.
”Hvad skete der? Du forsvandt som dug for solen”, lød det, hvorefter Pax rømmede sig og forsøgte at sætte sig på en faldefærdig taburet. ”Ungerne var bekymrede. En af dem – Zamir? – kom til mig.” 

Juno var blevet noget mere forsigtig med, hvem han fulgte med og hvorhen, men Pax's intentioner ville han aldrig komme i tvivl om, og derfor tøvede han heller ikke, da Pax inviterede ham med sig ud i køkkenet.

"Mmh," svarede Juno, velvidende at han ikke behøvede sige mere, for at Pax vidste, at han gerne tog sig af at lave te. Han satte vand over og fandt krus frem, imens Pax stillede sine spørgsmål. Selv efter der var blevet talt ud, kæmpede Juno tavst med tebladene, indtil han endelig ikke kunne trække den længere, og han var nødt til at vende sig mod sin gamle ven. 
Han lænede sig op af køkkendisken bag sig og hev i sin krave, der pludselig føltes stram.

"Jeg stjal fra den forkerte person," forklarede han og skævede til vandet, der endnu ikke kogte, men som han håbede ville, så han slap for at svare. "En mand, der..." Juno bed sin underlæbe og tøvede, indtil han endte med at skubbe sig væk fra køkkendisken og vendte ryggen til Pax igen, blot for at rykke lidt rundt på de to krus. 
"Han tog mig med hele vejen til Rubinien. Solgte mig til en slavehandler dernede."

Pax kunne, i ly af Junos ryg, skære en grimasse af ubehag over fortællingen. Det var ikke en skæbne, han ikke før havde hørt berettet om, hvormed det ikke kom sådan nogen overraskelse, men knægten overfor ham var familie – hans unge, der nu var blevet til en ung mand med sine egne forpligtigelser. Han tog aldrig børn til sig med håb om, at sende dem ud af grusveje, de ikke ville gå på. Nok var han praktisk, nok var Pax ikke nogen følelsesfuld mand, men kold om hjertet var han ikke.

Pax lod Juno pille ved krusene og forholdt sig tavst, indtil vandet begyndte at koge. Han vidste, at hans ord ikke ville gøre hverken til eller fra: sket var sket, og Juno var atter tilbage i hovedstaden. Det næstmest presserende blev da, at finde ud af, hvor meget af Rubinien der var fulgt efter ham.

I det at Juno satte sig, lænede Pax sig frem – besværet og langsomt grundet de omfattende sår på hans brystkasse – og lagde dernæst en af sine arrede, beskidte hænder i Junos blonde hår. Et kort smil og en kærlig rusken i håret senere, lænede Pax sig atter tilbage.

”Har du nogen i røven af dig, siden du er tilbage i et helt stykke?”, spurgte Pax, tydeligvis hentydende til, hvordan det var lykkes Juno at komme helskindet hjem igen.

Et ufrivilligt sæt gik igennem Juno, da der blev lagt en hånd på hans hoved. Pludselige bevægelser, og især berøringer, han ikke havde set komme, kunne stadig få frygt til at slå igennem hele hans krop. Men så snart han registrerede, at det blot var den gråhårede mand, der ruskede i hans hår, skævede Juno op til ham med et skævt smil frem, der skulle dække over hans umiddelbare forskrækkelse.

"Jeg kan klare mig selv," svarede han med et fnys, der var unødvendigt i forhold til at Pax ikke havde indikeret andet. Men han var nødt til at sige det, og han var nødt til at sige det oftere sammen med Pax, end han var sammen med nogen anden, fordi Pax var en af de eneste, der nogensinde havde ladet ham gøre andet, end at klare sig selv.
Han skubbede det ene krus hen til Pax med et suk, inden han valgte at svare reelt på spørgsmålet. 

"En af slavehandlerens elskerinder blev vild med mig, og tog mig med tilbage til Dianthos, i bytte mod at underholde hende på rejsen," fortalte han, tilsyneladende afslappet, selvom han vidste, at Pax kendte ham bedre end dét. Juno havde altid været imod at sælge sin krop, og selvom Liv havde virket som en smuk og venlig kvinde til at starte med, var der ikke gået mange nætter i hendes kahyt, før han havde væmmedes lige så meget ved sig selv, som ved hende. 
"Det var det værd," skyndte han sig at påpege. "Jeg er tilbage. Og fri, på en måde."

Pax hævede begge sine brede øjenbryn, hvorefter han nikkede, som tegn på, at jovist, det vidste han godt. Han undlod dog at svare med ord, velvidende at Juno ville gribe enhver lejlighed til, at stoppe hans fortælling; en fortælling der dog måtte kæle for Pax’s øregang uanset, om den blonde knægt ønskede det eller ej.

Ligeså vel som Pax ikke havde kommenteret på Junos erklæring om, at han var i stand til at passe på sig selv, ligeså undlod han, at lade knægten vide, at han så igennem hans skuespil. Hvad end denne elskerinde havde krævet i bytte, havde det sat sine spor: spor Pax, opvokset i et bordel, hvor kunderne ikke kun kom for kvinderne men også for ham selv, kendte intimt.
Han nikkede dog og løftede eftertænksomt kruset til munden, hvoraf han tog en tøvende hår. Hans arme ville knap makke ret, men Pax tvang dem, koste hvad det koste ville. Det slog ham, at en ugenkendelig vrede og hævntørst havde sat sig fast i hans brystkasse.

”Hvad kan vi gøre for, at du bliver fri – og ikke blot på en måde?”, spurgte Pax, hvorefter han nikkede opfordrende mod Juno. ”Nogle gange må man trække på sine forbindelser. Det ved du.” Mig, Juno. Du behøver ikke engang at spørge.

Juno sank en klump og lagde begge hænder om kruset, blot for at varme sine hænder på det. Der var ikke koldt, men varme og kulde hjalp med at distrahere ham fra alt det ubehagelige han havde oplevet de sidste par måneder.

"Tjah," svarede han og vidste, hvad han havde lyst til at bede om. Myrd hende, dræb hende, sørg for at hun aldrig kan komme i nærheden af mig igen. Men han havde ikke lyst til at bede Pax om hjælp og han havde slet ikke lyst til at bede ham om at begå mord for ham, heller ikke selvom han ønskede hende død.

"Hun har sikkert glemt alt om mig allerede, men jeg ved, at hun bor i Dianthos. Og hun sagde selv, at..." Juno rømmede sig strøg en hår igennem sit blonde hår, så det faldt pjusket ud til alle sider. "At hun ville finde mig igen, når hun fik brug for mig." Ordene 'hjælp mig' var så tæt på at forlade hans læber, men alt han kunne gøre var at dreje hovedet mod Pax og se op på ham med et suk. Selvom han ikke længere var et barn, havde han stadig den stædige attitude af 'vil selv, kan selv', som det ikke kunne lykkes ham at slippe, selv ikke, når han hverken kunne eller ville selv. 

Pax hørte klart og tydeligt, hvad Juno ikke sagde: hjælp mig. Gør noget! Få det til at stoppe. Hvor ofte havde han selv ikke ønsket, at dem der kom for ham i bordelhuset, aldrig ville røre ham igen, forblive tavse og livløse? Pax havde end ikke tal på det længere. Juno kunne ikke ane, hvor høj en grad Pax forstod ham.

For blot et øjeblik havde tavsheden sænket sig over dem. Pax var tydeligvis forsvundet ind i et slør af tanker, men da han omsider brød stilheden, rømmede han sig og smed en af sine hænder op i høstakken, der var hans hår.
”Hun kommer ikke til at være et problem for dig længere”, var alt han sagde, velvidende at Juno var for stolt af sig til, at lade ham gøre, hvad han netop havde planlagt. Ikke desto mindre kunne Pax ikke bare se til. Han ville ikke lade denne Liv ligge en uønsket finger på Juno igen, når han havde muligheden for at stoppe det tilsigtede. Hans ord rungede af et løfte om, at Junos vilje ville ske men hvad der dernæst fulgte vidnede om, at Pax heller ikke ville modtage noget tak –

”Jeg ved godt, hvad du laver her. Og du ved godt, der ikke er nogen grund til det, ikke?” Pax hævede sit ene øjenbryn blot en anelse, i det han betragtede Juno med sigende øjne. ”Men det betyder ikke, at jeg ikke har en høne at plukke med dig…” 

Juno åndede lettet op, da Pax tog ansvaret for det på sig. Selv da han havde været mindre og medlem af Pax's bande, havde han nægtet at bede om hjælp, og i stedet gjort så meget som han overhovedet kunne alene og uden hjælp, men han kunne ikke benægte, at han var ude, hvor han ikke kunne bunde nu. Havde han kun haft et problem med en eller anden dame, der havde rørt ved ham, uden at have fået tilladelse, så havde han måske kunne tage sig af det selv, men der var også alt det, der havde bygget op til det; den lange rejse væk hjemmefra, alt det han havde været udsat for undervejs.
Det havde alt sammen haft nogle konsekvenser der gjorde, at han ikke længere havde den mentale styrke der skulle til, for at tage sig af den slags problem han stod overfor med Liv. Ikke alene. 

Han takkede ikke Pax, ikke verbalt, men han lagde en hånd på hans lår, og gav det et venskabeligt klem, der betød det samme som 'tak'. 
Og angående tak...
Juno skævede til Pax, der allerede havde regnet ud, hvorfor han var kommet. Juno skulle lige til at modargumentere ham; Pax havde taget sig af hans unger, imens han var væk, så selvfølgelig skulle han takke ham. 

"Ah. Pis..." mumlede han i stedet og skar en grimasse, uden at løfte sin hånd fra Pax's lår. "Hvad er det? Om nox?" Allerede inden sin tur ud af Dianthos havde Juno været glad for stoffet, men efter han var kommet hjem, kunne han nærmest ikke sove uden. Han havde håbet, at det ikke ville nå Pax's ører, men det var svært at holde den slags hemmeligt.

Pax nåede aldrig at ligge en dæmper på smilet, der bredte sig ved knægtens udbrud. Alt han formåede var at ryste på hovedet.
”Nej. Selvom du burde skrue ned for forbruget. Som du selv siger, ven, så har du en masse unger, der ser på dig efter svar. Det er bedst at være klarhovedet”, svarede han, hvorefter begge de brede og mørkegrå øjenbryn skred længere op i Pax’s hvide pande. Nok var Juno ikke længere under hans vinger, men det var ikke gået den unge mands næse forbi, hvor ofte han havde henvendt sig til gadesælgerne. Pax havde, imens Juno var bortrejst, udvidet forretningen betragteligt, og han fik ofte nys om, når den blonde dreng havde været forbi.
Pax havde trods alt bedt om at få besked, skulle han nå at redde trådene ud, forinden at Juno selv kollapsede i Drømmenes evige tåge…

Pax undlod, at sige mere omkring stofferne, velvidende at Juno ville fnyse af hans forsøg på at irettesætte ham. Når det gjaldt Juno var det bedst at betragte fra skyggerne, havde Pax indset mange år tidligere.
”Det handler om, hvorfor du undgår mig. Er vi uvenner?” Pax lagde sit skarpe hoved på skrå, hvorefter de stålgrå øjne fæstnede sig ukueligt i Junos egne, tydeligvis med det formål at lade ham vide, at Pax agtede at få et oprigtigt svar.

Juno skammede sig nok, til at se væk, da Pax belærte ham om hans forbrug. På den ene side vidste han, at Pax vidste bedst og at han bare prøvede at beskytte ham, og på den anden side, kunne han ikke lade være med at tænke, at Pax ikke havde nogen idé om, hvad han gik igennem lige nu. De mange nætter, han vågnede op med hjertet i halsen og en madras, der var gennemblødt af koldsved.

Engang imellem håbede han, at hans forbrug ville gå for vidt. At konsekvensen ville være, at han aldrig behøvede vågne op igen. Så han sagde ikke noget, fordi han vidste, at Pax havde ret. Det ville være bedre at skrue ned, før han kom ud, hvor han ikke kunne bunde.

Det næste spørgsmål kom til gengæld bag på ham. Junos øjenbryn trak sig sammen og han rystede på hovedet med et suk.
"Nej, jeg..." Under bordet hoppede Junos knæ op og ned, al hans nervøse energi udtrykt i det. "Det er ikke det. Jeg ville bare ikke..." Juno kæmpede med at finde ordene, inden han vendte hele sit ansigt mod Pax. "Jeg havde den her ide om, at jeg skulle have noget at vise frem, næste gang jeg skulle se dig. Og så var det ikke så lige til, det der med at starte en bande. Ikke helt så nemt, som du fik det til at se ud."

Pax gjorde sit bedste for at skjule sin forundring; den, der var forårsaget af Junos indrømmelse. I grunden vidste den gråhårede mand ikke hvorfor, for i sig selv var det ikke overraskende. Pax havde nemlig tænkt tanken, taget Junos lange historie af ’kan selv, vil selv’ i betragtning. Det var dog, ja, mærkværdigt at høre ordene blive sagt højt.

Pax lænede sig frem, krampagtigt grundet de mange sår men ikke mindst også forbindingerne, der var rullet stramt om hans muskuløse bryst. Dernæst lagde han sin ene hånd på Junos knæ, tvang det til at stoppe sit rastløse hoppen.
Et sted i Pax’s underbevidsthed undrede han sig over, at begge havde mænd, fysisk, havde rakt ud efter den anden, for det måtte unægtelig være ukarakteristisk for dem begge. Fornemmelsen, der havde slået i hans bryst, fik dog ikke lov til at blive til selvbevidste tanker. I stedet sagde han:

”Jeg startede ikke noget op fra bunden. Jeg overtog Flokken, efter Filip gjorde det klart, at det var min bortgang eller hans”, hørte Pax sig selv sige, alt imens de stålgrå øjne scannede Junos ansigt for forståelse af hans fortælling, hvad den indikerede. ”Og du var bare et barn dengang. Du så ikke de søvnløse nætter, alt blodet, kampene i arenaen, de lange snakke om nye aftaler, overtagelser af andres områder, kuppene…” Pax tav brat og fjernede sin hånd med et lavmælt suk. I samme øjeblik sneg et lille, varmt smil sig henover de arrede læber.

”… min pointe er, at det ikke er en skid nemt. Der er ikke noget af det, der er nemt. Og du skal ikke bekymre dig om at vise mig noget som helst. Jeg har øjne i hovedet. Jeg ser sikkert mere end du lige går og tror, og hvad jeg ser…” Pax’s lyserøde tungespids sneg sig ud i mellem læberne, i det et eftertænksomt udtryk lagde sig henover hans ansigt, som debatterede han i sit indre, hvorvidt han skulle fortsatte, hvad han havde sat i værk.

”Forsøg at lade være med at brække dig nu, men jeg er stolt af dig. Der er få af din slags. Husk på det, ing?” 

Juno så skeptisk på Pax, da han tvang hans ben til at stå stille. Juno var på nippet til at begynde at hoppe med det andet ben, af ren overskudsenergi og nervøsitet, men inden han kunne nå at gøre noget så provokerende, afledte Pax heldigvis hans opmærksomhed med ord. 

"Det vidste jeg ikke," mumlede han som svar på fortællingen. Hvordan kunne han have overset alt det? "Jeg skulle have været der for dig." Han havde rigeligt med minder af Pax, der trøstede ham, men ingen, hvor det var omvendt. Som barn havde han slet ikke været klar over, at Pax ikke var en usårlig superhelt.

Juno fnøs, af at Pax hørte mere end man troede, men fnyset blev til et smil, der lyste hele hans ansigt op ved de næste ord. "Hold nu kæft," mumlede han og daskede til Pax's overarm, selv som smilet nægtede at forlade hverken hans øjne eller hans læber. "Jeg gør bare, hvad jeg har lært hjemmefra." Han stødte sit knæ mod Pax's, stadig smilende. Han havde ikke selv tænkt over, hvor meget han havde hungret efter at høre de ord, men nu havde han det, som om en massiv vægt var blevet løftet fra hans skuldre. 

Pax kunne ikke lade være med at le, lavmælt og hæst. Dernæst skar han en lidende grimasse, som havde hele situationen været af en ganske anden natur, en der var væsentlig mere koldklam og gusten.
”Hvis du skal af med noget, kan du gøre det i dén”, lød det spøgefulgt fra den ældre mand, hvorefter han nikkede mod en træspand i køkkenets ene hjørne.

For blot et øjeblik faldt en behagelig stilhed over det umage par og Pax betragtede Juno længe og indgående. Som ledte han efter noget i det unge, smilende ansigt. Tilsyneladende fandt han det ikke, for han rystede dernæst spædt på hovedet:
”Du skulle ikke have hjulpet med en skid”, brummede han, hans dybe tone varm. ”Det var min opgave at passe på dig. Ikke omvendt. Det ansvar, vi to har… det er som løn. Vi har det kun så længe, at vi gør os fortjent til det.” Pax sendte Juno et skævt smil, men det nåede ikke hele vejen op til de stålgrå øjne – dem, der endnu ikke havde forladt den andens ansigt.

”Hvis jeg en dag forsvinder, så overtager Callum. Hvis Callum er med mig og ingen af os vender hjem igen, så er det Vilis. Hvis jeg forlader Dianthos, så har jeg tre måneder til at komme hjem igen, før Callum tager over… forstår du, hvad jeg mener?” 

Det var rart at sidde i stilhed med Pax. Når den ældre fyr så på ham, føltes det som at blive betragtet af en storebror Juno aldrig havde haft. Han følte sig som et lille barn igen, på den gode måde, og hans blik gled nysgerrigt over Pax's ansigt, i søgen efter de tanker der måtte gemme sig i hovedet på ham. 

Juno trak på skuldrene, da Pax satte på plads, hvem der skulle passe på hvem. Juno var ikke så sikker på, at han havde ret. Men han lyttede, også da det blev lidt sværere at følge med i, hvad det egentlig var hans ord skjulte.

"Du beskylder mig for ikke at have sat et godt nok system op, til at sørge for at Rottebanden lever sikkert videre, hvis jeg forsvinder igen?" spurgte Juno, med sammentrukne øjenbryn og et irriteret udtryk. "Er det dét du mener? For så ved du ikke en skid om mig eller om min bande."
Junos temperament flammede med ét op, men han blev trods alt siddende hvor han var, selvom han sendte Pax et blik der kunne dræbe. 

Pax bandede indvendig. Det kom ikke bag på ham, at Juno reagerede med irritation – og skulle sandheden frem, havde Pax øjensynligt gjort det samme – men alligevel forpestede han knægtens forargelse.

Pax slog begge hænder op foran sig, som forsøgte han, at lade Juno vide, han skulle falde ned, men foruden at formane ham med ord. Der ville med al sandsynlighed ikke gå længe før, at den blonde dreng ville rejse sig og forsvinde ud af sikkerhedshuset med vrede skridt, og Pax var allerede i færd med at forberede sin mentalitet på det udfald.
”Hvad jeg siger, er, at det skal stå helt skarpt, Juno. Børnene mistede orienteringen, efter du forsvandt og det tog dem nogle uger før, at de fandt… ja, en form for struktur. Det blev kun sværere for dem at skaffe mad. Hvis alting havde været fryd og gammen, så var jeg ikke trådt til. Det forstår du, ikke?”