Mange af Declans dage foregik med at kontakte kunder, nye såvel som gamle. Oftest var det fordi, at nogen af forskellige grunde ikke havde betalt deres gæld gentagende gange, og derfor behøvede en lille lektie i, hvorfor man ikke skulle snyde en som ham. Langt sjældnere var det, at han brugte tiden sammen med gamle kunder, især hvis de ikke havde nogen videre grund til at starte en ny handel med ham. Alligevel sad Declan i en vogn, på vej hen mod et hus, som han havde besøgt mange gange før. Huset tilhørte en af byens mere velhavende mænd, en mand som Declan tidligere havde lavet forretninger med, men som nu nærmere var blevet en samarbejdspartner end en kunde, da de begge havde ting og kontakter, som den anden kunne drage nytte af. 

Denne aften var grunden til hans visit et selskab, som han få dage forinden havde modtaget en invitation til. Sikkert for, at husets ejer kunne præsentere sine forskellige forretningsforbindelser for hinanden, en mulighed som Declan hellere end gerne tog imod, jo flere rige kunder og forbindelser han kunne få, jo bedre. Det var da heller ikke første gang han var med til sådan et selskab, men de havde endnu ikke ført til nogle videre spændende bekendtskaber, forhåbentlig ville dette være anderledes.

Vel henne ved huset, gik Declan ud af vognen og ind i huset, hvor han blev vist hen til en stor spisestue af en tjener. De fleste gæster var allerede kommet, så Declan tog plads ved siden af en ældre mand, som han svagt kunne mindes at have stiftet bekendtskab med før. Maden blev serveret, og rundt om bordet blev der konverseret høfligt. Nogen fandt sikkert selskabet yderst interessant, men endnu en gang var Declan ikke imponeret af de opmødte, det kunne højest føre til nogle småhandler, slet ikke noget i den størrelsesorden, som han efterhånden havde brug for.
Maden blev taget af bordet, og det var nu mere frit for de fremmødte at gå rundt i lokalet og snakke med de andre, mens de nød godt af de drikkevarer, som var stillet frem. Løb drikkevarerne tom, gik der masser af nydelige unge piger og mænd rundt, som gladeligt fyldte glassene igen.
Næsten med det samme forsvandt Declans sidemakker, sikkert for at finde en mere interessant at snakke med. Tanken om bare at tage hjem strejfede Declan, men han valgte at blive siddende på sin plads og observere selskabet lidt, mens han nippede til sin vin.

For en lille måned siden havde Alfie modtaget invitation til endnu et middagsselskab hos en af de velhavende mænd i Dianthos. En mand han havde gjort forretning med op til flere gange, både officielt og uofficielt. Formålet med disse selskaber, var ofte at give de mange handelsmænd en chance for at stifte nye bekendtskaber, brugbare bekendtskaber til fremtiden. De fleste af dem kendte Alfie i forvejen og egentlig dukkede han kun op for maden og alkohollet, og muligheden for at se noget andet end Medanien.
Så Alfie havde pakket og sat kursen mod den store by Dianthos.

Vognen stoppede op, som de endelig ankom til palæet. Alfie var en af dem der dukkede op tidligere end forventet, det var ikke let at planlægge disse rejser så præcist, når man kom langvejs fra. Sammen med sine to tjenestepiger trådte Alfie ud af vognen. Han lod tjenestepigerne bære nogle af de lette ting, mens han selv tog sig af de tætpakkede kufferter, både hans egne og deres. Alfie blev vist op på et af værelserne, mens de to kvinder blev vist ned i tjenestefolkenes fløj.
Under middagen hørte man ikke mange ord fra Alfie. Kun når han blev talt til svarede han høfligt igen, og ellers lyttede han lidt dovent med i de kedelige samtaler, der lød hen over bordet på kryds og tværs. Heller ikke denne gang lod det til at en ny forretningsmulighed ville byde sig.

Maden var taget af bordet og som folk begyndte at vrimle gennem lokalet, blev Alfie fanget i en lille cirkel af tom snak. Over den ene mands skulder fik han øje på en rødhåret fyr, der sad alene tilbage ved bordet. Så Alfie undskyldte sig selv i den karakterløse cirkel, han ville hellere tage chancen om spændende konversation et andet sted. På vejen greb han lige et glas øl fra en af tjenernes fade.
”Du ser ud til at kede dig lige så meget som jeg,” sagde han, idet han satte sig til rette på stolen ved siden af den lille rødhårede fyr. Generelt var han meget formel, tiltalte folk som en i hans position altid burde, men ikke til disse middage, hvor folk ikke var så fornemme. Alfie lænede sig lidt tilbage og tog en tår af sin øl, inden han satte glasset fra sig på bordet.
”Har du heller ikke fundet nogle interessante ofrer at handle med endnu?” Spurgte han smilende, som han uden tvivl ikke mente det alvorligt. Næsten ikke da. Han lod lige blikket glide en enkelt gang rundt, før han rettede sin opmærksomhed mod den fremmede ved sin side.

Som ingen i selskabet fangede hans opmærksomhed, overvejede Declan nærmest at gå eller måske ligefrem benytte sig af en af tjenerne, som så villigt viste sig frem. Ikke at de nødvendigvis gav ham nogen ekstra opmærksomhed, de var langt mere tiltrukket af nogle af mændene, som var mere traditionelt heldige med udseendet. Heldigvis havde Declan aldrig været en forfængelig mand, ellers havde denne tydelige mangel på respekt sikkert gjort ham gal, og det kunne hurtigt ende galt.

Som han egentlig netop havde besluttet sig for at liste afsted for at finde noget mere fornuftigt at bruge aftenen på, faldt Declans blik på en fremmede, som tydeligvis havde opdaget, at han sad ganske alene.

Declans blik gled vurderende ned over den fremmede, som havde sat sig hos ham. En nydelig herre, ingen tvivl om dette, men endnu vugtigere var det, at Declan ikke kunne mindes, at han havde set den mand før. Måske var det alligevek noget spændende at komme efter, hvis altså denne mand var andet og mere end blot et kønt ansigt.
"Det er ikke første gang, at jeg er til et selskab som dette. Efter et par gange, har sådanne ting en tendens til at blive kedelige, selvfølgelig alt efter selskabet" Han smilede høfligt og vippede sit glas mod den fremmede, inden han tig en tår af sin øl.
"Jeg kender efterhånden en del af disse mænd, og enten har jeg allerede handlet med dem, ellers kan de ikke tilbyde noget, som jeg er interesseret i" Der var ingen grund til at holde hemmeligt, hvorfor de var til selskabet. Havde man været til et af dem før vidste man højest sandsynligt, at der foregik handler på kryds og tværs, og at mange af dem sikkert langt fra var lovlige, ellers havde han nok heller ikke haft nogen interesse i at dukke op.. Selvom det da også altid var interessant at gøre sig mere intime selskaber, men det havde nu aldrig været en bagtanke for ham.

Det lod allerede til at blive en lidt bedre aften, efter han havde sat sig her. Måske fordi han faktisk var enig i den fremmedes ord, hvor han mere eller mindre bare havde været høflig for stemningens skyld ved alle andre. Eller måske det var fordi han hentydede til at Alfies selskab gjorde hans aften mindre kedelig. Det var aldrig en dårlig idé at smigre Alfie, man kunne ikke komme langt, men alligevel en del vej på den måde hos ham.
Alfie nikkede let i enighed. Han havde selv deltaget i disse middage flere gange og det var som regel altid de samme der blev inviteret. Måske de begge kunne være heldige faktisk at få noget ud af det denne gang og ikke kun et gratis måltid mad, om end det måltid da bestemt ikke var til at klage over. Mange andre nød også godt af den dyre vin som blev serveret hver gang, men Alfie var en simpel mand. Han holdt sig til en øl, og endnu bedre hvis den øl var kælderkold.

Som den anden forklarede grunden til sin kedsomhed, lod Alfie lige blikket glide rundt i lokalet. Han kunne se, hvad han mente. Der var vist heller ikke mange tilbage, som han ikke havde handlet med, om det så bare havde været noget så simpelt som at skaffe dem en af de bedre cigarer. Da han rettede blikket tilbage mod sin sidemakker, var det ikke uden et lille, sigende glimt i øjet, der uden tvivl sagde at han ikke var bleg for de mindre lovlige handler også.
”Og hvad er du interesseret i? Måske jeg kan hjælpe.” Alfie var jo godt klar over at han måske havde lidt andre midler at tage i brug, netop fordi han var adelig og langt de fleste andre her ikke var. Han havde fordele de ikke kunne drage nytte af, og han lagde da heller aldrig skjul på, at han frydede sig lidt over det.

Ifølge Declans erfaring, blev der ofte sagt endnu mere, når der ikke blev ytret nogle ord. De der små gestuser og sigende blikke, som man kun kunne forstå, hvad man skulle se efter. De kunnde ofte være tabt på folk, men heldigvis ikke på Declan, for han forstod udemærket godt den fremmedes sigende blik. Selv kunne han ikke lade være med at smile lettere tilfreds, han gjorde sig utroligt sjældent i lovlige handler, så det var altid rart at møde en som selv han kunne gøre forretninger med.
"Jeg gør mig primært i at skaffe ting, om det så er krystaller, bygninger, gaver.. For den sags skyld også folk" Det var nemt nok at høre, at hans handler nemt kunne blive utroligt lyssky, men han havde ikke tænkt sig at komme med flere detaljer. Han kendte endnu ikke denne fremmede mand, han kunne jo være spion, og hvad han havde sagt indtil videre, ville han nemt kunne snakke sig ud af om nødvendigt.

Vurderende gled Declan blik ned over manden foran ham. Han var bestemt ikke fra nogle af de fattigere lag, men dem plejede deres vært nu heller ikke at socialisere med. Men var han mon indflydelsesrig nok til, at han faktisk kunne hjælpe? Der var vel kun en måde at finde ud af det på.
"Jeg flyttede min forretning til byen for at par år siden, men jeg har haft problemer med at skabe forbindelser, som faktisk har midlerne til at lave nogle for alvor profitable handler" Nysgerrigt så Declan på ham, han kunne nu sikkert godt finde på nogle andre handler, som han kunne bruge ham til, men det ville nu være praktisk hvis de mest presserende behov kunne ordnes i aften.

Alfie løftede nysgerrigt det ene øjenbryn. Den anden behøvede ikke at nævne mere end krystallerne, før Alfie blev interesseret. Trods han bestemt ikke manglede dem, kunne han ikke lade være med at rage til sig alligevel. Derudover sagde han også sjældent nej til nogle af de mere værdifulde genstande, som han gik ud fra sådan en som ham, kunne finde ud af at skaffe. Nu hvor de begge altså havde givet udtryk for deres lidt skæve morale når det gjaldt loven. Han ville vide mere, have flere detaljer om den fremmedes handler, men selv Alfie var ikke glad for at skulle nævne for meget i fællesrummet, så han spurgte ikke videre ind lige nu.

Som den anden talte videre, løftede Alfie sit krus og hældte en tår øl mere ned. Han svarede ikke med det samme, som om han lige skulle bruge et øjeblik på at overveje. Så endnu en tår blev taget, før han satte kruset fra sig igen.
”Du har brug for en med dybe lommer, og som er vigtig nok til at kunne trække i de rigtige tråde.” Han ventede kun kort på et bekræftende ’ja’ eller bare et nik fra den anden, før han fortsatte;
”Mit omdømme er godt nok ikke hvad det har været, men det ser ud til, at du alligevel er i selskab med den rette.” Han rettede sig lidt til på stolen, så han ikke skulle sidde alt for skævt, da han rakte en hånd hen mod den anden for at kunne hilse ordentligt på.
”Mit navn er Alfie Isenwald,” præsenterede han sig. Det efternavn alene måtte give den anden en fornemmelse for hvor hvad han kunne udrette.
”Du kunne måske have lyst til at flytte samtalen ind et mere privat sted? De andre skulle jo nødigt få for mange detaljer.” At snakke om mulige fremtidige handler gjorde Alfie aldrig så offentligt. Trods alle i selskabet godt vidste hvad der foregik, så kunne man aldrig vide om nogle alligevel skulle vælge at sladre, hvis de hørte det rigtige.

Egentlig troede Declan ikke på held, kun hørdt arbejde og en evne til at læse og manipulere en situation, men det var nu svært at nægte, at det var heldigt, at han havde fundet en mand, som kunne hjælpe med lige præcis hans problem. Det skulle dog ikke undre ham, hvis aftenens vært havde en finger med i det, så han sendte en taknemmelig tanke hans vej, han måtte huske at takke ham med en god flaske vin eller lignende senere. Først og fremmest havde han dog tænkt sig at bruge gode tid på at finde ud af, hvad denne mand præcis kunne tilbyde ham.

Efter at have nikket bekræftende og hørt på resten af Alfies ord, rakte Declan hånden frem, så de kunne hilse ordentligt på hinanden. Der var alligevel noget mere formelt og rigtigt over et håndtryk.
"Declan" Hans efternavn var ikke vigtigt, han brugte det alligevel aldrig mere. Alfies efternavn derimod virkede bekendt, en adelig familie hvis ikke Declan tog meget fejl. Yderst interessant. Han havde dog ikke tænkt sig at nævne noget om familien endnu, det skulle nok komme, hvis det blev relevant.

"Det lyder som en fornuftig ide" Han tog sit glas, som stadig var så godt som fyldt siden han kun nippede til det, og rejste sig op. Diskret slog han ud med hånden i en retning, hvor han vidste, at der var nogle mindre stuet og gæsteværelser, som ville være ganske godt egnet til en mere privat snak. Uden egentlig rigtig at sikre sig, at Alfie fulgte med, satte Declan kursen mod en af de små stuet, ivrig efter endelig at få igangsat nogle af de mange planer, som han havde brygget på det sidste lange stykke tid.

Alfie gav sit faste håndtryk og trak så hånden til sig, som han fik den andens navn til gengæld for sit eget. Om det kun var fornavn, gjorde ham intet. Hvis de skulle til at gøre handel efter dette møde, var mere ikke nødvendigt, så længe han stadig kunne række ud, hvis og når han fik brug for det. For Alfie handlede det ikke om at få noget ud af sine aftaler lige nu og her. Han gjorde sig dus med et par stykker, gjorde sin del af en aftale og derfra havde han et større netværk at hente senere tjenester hos. På den måde kunne han også tilpasse sine behov efter situationen og så var han sikker på at få det helt rigtige ud af disse møder. Declan lod til at være den helt rigtige at tale med.

Forslaget blev taget god imod og Alfie rejste sig kort efter Declan. Han fulgte med ham ind i en af de små, tilstødende stuer og skævede lige ind mod det store selskab, hvor flere kiggede efter dem, inden han lukkede døren bag sig. Man kunne stadig høre folk snakke på den anden side, men så længe de ikke hævede stemmerne, ville de kunne snakke privat her.
”Så fortæl mig endelig hvad jeg kan gøre for dig, Declan. Forhåbentligt kan jeg bruges til noget mere interessant, end bare som mellemled til dit næste skridt.” Det ville jo ikke komme bag på ham hvis han kun skulle bruge en adelig, fordi de ofte havde mere indflydelsesrige bekendte, end dem der kom her. Han ville blive skuffet, hvis han kun var her for at introducere Declan for en helt anden at handle med, i stedet for at få del i det selv. Med de ord satte han sig til rette i en af de bløde stole, dog ikke helt så elegant, som han ellers ville forvente af en mand i hans position. I stedet for at rette ryggen sank han behageligt ned i stolen og kruset med øl, som han selvfølgelig havde taget med, blev hvilet mod det ene lår, men stadig holdt fast i med et par fingre.

I stedet for at sætte sig i en af de bløde lænestole ligesom Alfie, valgte Declan i stedet at læne sig op ad en af stolene, at stå op når den anden part sad ned, fik ham til at føle, at magten stadig var hos ham, selvom det sikkert mest var noget han bildte sig ind. På en måde var det lidt irriterende at Alfie sad så mageligt, for det gjorde det en anelse svært at betragte hans krop, hvilket Declan gjorde ganske åbenlyst.
"Jeg er sikker på, at vi sagtens kan finde på noget interessant sammen" Han smilede svagt og sørgede for at holde øje med, hvordan Alfie reagerede på den slet skjulte hentydning. Det var egentlig ikke fordi, at han normalt rigtig flirtede med sine kunder, men nu havde Alfie jo også potentiale til at blive mere partner end kunde. Desuden sagde hans erfaringer ved adlen ham, at det oftere var undtagelsen end reglen, at det var velset at være sammen med en af samme køn, og det ville jo være praktisk at have noget som han kunne bruge mod Alfie, hvis det skulle gå hen og blive nødvendigt.

Han nippede lidt til sit glas, mens han gjorde sit bedste for at bevare øjenkontakten med Alfie. Nu skulle det hele jo heller ikke gå op i fornøjelser.
"Jeg har brug for en, som kan hjælpe mig med at skabe forbindelser til mulige kunder blandt adelen, men i lige så høj grad en, som vil kunne bidrage med kontakter, viden, erfaring og muligheder, som jeg ikke selv er i stand til" Selvfølgelig ville det være fint, hvis Alfie bare kunne introducere ham for nogen, som ville være interessante at handle med, men realiteten var også bare, at Declan havde brugt lang tid blandt de lavere lag, så han var ikke engang sikker på, at han kunne tilbyde nye og bedre kunder noget spændende og unikt. Desuden ville det da ikke gøre noget, hvis han havde en undskyldning for at bruge mere tid i Alfies selskab, han var jo ganske nydelig at se på.

Alfie kunne da ikke undgå at se hvordan den anden kiggede, han gjorde ikke det mindste for at være diskret. Til gengæld gjorde Alfie heller ikke noget for at lægge skjul på, at han nød at blive betragtet på den måde. Hans kommentar bragte et næsten helt tilfredst smil frem på hans læber, og et sigende blik gled lige hele vejen ned over den flirtende fyr.
”Jeg snakker gerne fornøjelse efter forretning.” Jo, de kunne vel sagtens finde på noget interessant sammen, og adelsmanden var da heller ikke bleg for at indrømme det. Ligesom de unødvendige høflighedsfraser, så han heller ingen grund til at bruge alt for meget tid på at danse rundt om bålet, inden de lystne intentioner kom på bordet. Endnu mindre når det foregik til disse sammenkomster, for der var tiden knap, når de fleste ikke overnattede her, som han selv gjorde.

Som Alfie sad og lyttede til Declans forklaring, førte han kruset op til munden og sippede et par gange til sin øl. Han lod stilheden sænke sig over dem, som han lige brugte et øjeblik på at tænke.
”Du ved vel at mange adelsmænd har deres hemmeligheder?” Det var ikke et spørgsmål han forventede svar på, men mere en konstatering, som han fortsatte et øjeblik efter;
”Og siden du er her, går jeg ud fra at du kan holde på de hemmeligheder. Jeg kender måske til nogle lidt… andre former for sammenkomster, der vil komme dig til gode, hvis du vælger at skulle dukke op.” Han ville endnu ikke komme med for mange detaljer, før Declan gav udtryk for om det overhovedet fangede hans interesse det mindste.
”Hvis det endelig skal gøres lidt mere efter bogen, er der vel muligheder i de offentlige adelsfester.” Nu havde han i hvert fald lidt at overveje, og dermed sagde Alfie også, at han muligvis kunne snige ham med til en af de adelsfester, som man ellers kun blev lukket ind til, hvis man kunne fremvise en gyldig invitation.

Declan behøvede ikke engang rigtig at få en direkte bekræftelse fra Alfie, at han så åbenlyst nød at blive åbenlyst betragtet var svar nok. Egentlig havde han en teori om, at langt de fleste mænd som minimum var interesseret i deres eget køn, det var bare et spørgsmål om, hvor meget de skammede sig over det, en skam som han hellere end gerne udnyttede. Selvom det nu ikke så ud til, at Alfie havde meget af det.
"De har ret, forretninger før fornøjelser, ellers vil man jo aldrig få noget for hånden" Men mon ikke der nok skulle tid til fornøjelser, hvis ikke i aften så senere.

I stedet for at komme med et svar på spørgsmålet, nøjedes Declan med at nikke en enkelt gang. Adelens hemmeligheder kendte han så rigeligt til, han havde trods alt brugt år på at udnytte dem.
"Det lyder som sammenkomster af den lidt mere lyssky slags" han nippede til sit glas inden han langt om længe gik om og satte sig i stolen.
"Hvad går de præcis ud på, og hvad forventes der af mig til gengæld? Jeg bidrager selvfølgelig gerne med kapital, hvis det er kravet, men jeg håber på at være mere end en omvandrende pengepung" Han var godt klar over, at når man så på ham, ville man ikke gætte, hvor mange midler han faktisk havde adgang til. Det var ganske med vilje, rigdom havde en tendens til at tiltrække forkerte typer, som kun ønskede at udnytte en, og det var jo hans job.
"Jeg har som sådan ingen interesse i, at tingene skal gøres efter bogen. jeg interesserer mig i, hvad der vil være det mest indbringende for mig" 

Skam eksisterede der ikke meget af i Alfies verden, hvis overhovedet bare lidt. Det var ikke grundet skam, at han ikke ville gøre sine præferencer så offentlige, men fordi det kunne skade hans allerede dårlige ry. Alfie havde ikke engang selv styr på hvor mange rygter der lød om ham, men flere af dem var uden tvivl også nået til Dianthos. Hvis det blev offentligt kendt at han ikke kun lå med kvinder af natten, men også tilfældige mænd, var det bare endnu en grund til ikke at gøre sig bekendt med ham. Havde de ikke været alene i den lille stue, ville han også have lagt skjul på sine egentlige tanker, men det var der ingen grund til nu. Det var vel bare endnu en ting Delcan måtte holde hemmeligt for en adelsmand.
Alfie nikkede let til hans ord. Det var vist meget sandsynligt at de aldrig ville nå til forretningerne, hvis de valgte at handle på lyst først.

Et let træk på skuldrende blev svaret på hans næste kommentar. Det ville da ikke være forsvarligt at røbe alle detaljer med det samme, men smilet om hans læber afslørede at Declan havde ret. Men nu havde han ikke sagt noget, som senere kunne bruges imod ham.
”At bidrage med en mindre sum krystaller er ét af mine krav.” Endnu engang sørgede han for at formulere sig ordentligt, for nu indikerede han at han selv stod bag de omtalte sammenkomster, men uden direkte at sige det.
”Betragt det som en form for forsikring om, at intet bliver afsløret for andre.” Det var hans måde at sørge for, at hvad han foretog sig og hvad alle andre foretog sig i den kælder, ikke kom ud til nogen, det ikke skulle ud til. Ikke mange ville bruge krystaller på noget, som de i sidste ende alligevel ikke ville få noget ud af, fordi de ikke kunne holde deres mund lukket.
”Mit andet krav er, at du tager en kvinde eller mand med, som ikke har noget imod at gøre lidt rart for hvem end der betaler for det. Om den betaling så går til den der giver sig selv eller dig, det er dit valg.” Nogen af dem der kunne købes, var der frivilligt, andre var der fordi de var nødt til det og hvilken aftale Declan måtte have med hvem end han tog med, det skulle Alfie ikke blande sig i. Men forhåbentligt havde han forklaret nok til at Declan forstod hvad der helt præcist foregik.
Han smilede lidt overvejende til hans sidste kommentar. Det var helt bestemt et emne han ville tage op igen, da han uden tvivl mente at der kunne være god forretning i at deltage i en af de offentlige fester for adelen. Men ét emne ad gangen.

Det kom ikke bag på Declan, at Alfie forventede krystaller for at lade ham deltage. Krystaller var ofte vejen frem her i verdenen. Hvilket nøjagtig var grunden til, at Declan sørgede for at have rigeligt af dem. Det lød jo også ganske logisk, at krystallerne var en form for forsikring, selvom Declan ikke selv kunne se, hvirdan det skulle forhindre nogen i at sladre. Pengene var vel tabt uanset.
"Krystaller vil ikke blive noget problem, hvis blot du kommer med en pris, skal jeg nok sørge for at skaffe den fornødne kapital" Alfie havde formået for alvor at gøre ham nysgerrig, så nu havde han ikke tænkt sig at lade denne mulighed gå fra sig, uanset  hvad det så ville komme til at koste.

Kravet om en kvinde eller en mand, var strak meget værre. Hvor skulle han finde en, som han stolede nok på? Fielthena var jo en åbenlys mulighed, men hun ville slå ham ihjel blot ved forslaget, og desuden så havde han jo ikke lyst til at dele hende. Det gjorde det jo endnu mere problematisk, for ikke blit skulle han stole på personen, han skulle også være villig til at dele.. Generelt delte Declan ikke sine ting, men for forretningens skyld..
"Jeg skal nok sørge for at finde nogen, som kan være til alles tilfredsstillelse" om ikke andet måtte han hyre nogen til det, de kunne vel skaffes af vejen senere.

Tænksomt tog Declan en lille tår af sit glas, mens han overvejede, om der var noget, som han manglede at vide.
"Var det alt, eller har du flere forretninger, som du ønsker at tale om?" Igen lod han blikket glide langsomt ned over Alfie. Det ville altså være en skam at gå herfra, hvis han ikke som minimum havde prøvet på at se, hvad der skjulte sig under tøjet.

Det var altid en smule risikabelt at bede en grådig mand om at komme med en pris, som han selv fandt passende til situationen. Declan lød ikke til at mangle krystaller, men måske Alfie ville have bedt om et langt større beløb, hvis samtalen havde været med en af de rigere mænd i den tilstødende stue. Han ville have en mængde krystaller der var betydelige nok til at de riges lommer kunne mærke forskellen, en forsikring skulle jo ikke være helt billig, men samtidig ville han ikke bede om så meget, at folk ville nægte at komme.
”Vi kan starte med en aftale på tyve safirer, men så er jeg også gavmild.” Det svarede til to diamanter og samme pris kunne give en mere end ét fornemt, håndlavet våben. De fleste ville ikke betragte det som billigt, men som Alfie sagde det og sendte Declan et lidt bestemt blik, var det klart at dét blev hans eneste tilbud. Det var tyve safirer eller intet.
”Skulle du vælge at dukke op igen og vise mig, at jeg kan stole på dig, kan vi snakke om prisen igen.” Nu lød han kun endnu mere gavmild, fordi han åbnede op for muligheden, at prisen kunne ændres, måske endda sænkes markant, men hvor grådig han var skulle nok blive afsløret, hvis de kom så langt.

Når Alfie bragte emnet om en lidt villig kvinde eller mand op, var det ikke alle der reagerede lige pænt. Han havde før oplevet et par utrolig dømmende blikke og kommentarer, også nogle som havde valgt at bakke ud af samtalen og sætte en stopper for sådan en aftale med det samme. Han forventede ikke at få samme reaktion nu, men smilede alligevel lettere tilfredst, som Declan gik med til det krav også. Sådan en ung, charmerende mand måtte da kunne finde én, som faldt i de flestes smag. Ord var ikke nødvendige, men han løftede lige sit krus som en lydløs tak og tog en tår af øllen.
Han så den andens blik, som det gled ned over hans krop og i et øjeblik var det fristende at sige nej. Nej, der var ikke flere forretninger han ønskede at tale om, men kun fordi det betød, at de kunne gå videre til de fornøjelser, som de begge havde givet udtryk for at have lyst til. Men han måtte holde sig til sin tidligere udtalelse. Aftenen var langt fra ovre, der var masser af tid til fornøjelser senere.
”En enkelt ting mere. Du sagde, at du var mest interesseret i, hvad der var det mest indbringende for dig. Måske en invitation til en af de kommende adelsfester kunne friste?” Mulighederne ville være endeløse, hvis han først kom ind i varmen til sådan en sammenkomst, og Alfie forsøgte at lokke. Ikke fordi det ville være lukrativt for ham, men fordi han ville have muligheden for at have en tjeneste til gode. Det var så god en følelse, når andre skyldte ham.

Under normale omstændigheder, ville Declan ikke tøve det mindste med at forhandle om prisen. Lige nu var han dog pinligt bevidst om, at han absolut ingenting havde at tilbyde. Jo jo, han kunne da komme med kapital, også mere end Alfie nok forestillede sig, og han havde kontakter, men i det store og hele havde han ingenting! Han hadede inderligt at stå med den dårligste hånd, det var som at gå i krig men uden våben eller rustning! Ikke at han vidste meget om det, selvfølgelig. Hans krige blev bekæmpet i dunkle kamre og med dæmpede stemmer som fortalte hemmeligheder og rygter. Men det var jo ikke en mulighed nu, så nu blev han nødt til at være forsigtig og klog.
"Tyve safirer lyder som en rimelig pris til at starte med" tavst mindede han sig selv om, at han senere ville have mulighed for at forhandle prisen, og det hjalp lidt på den bitre følelse han sad med.

I declans hoved var deres forretninger så godt som skut nu. De manglede måske nogle små detaljer, men det kunne de jo altid få styr på, men først var der noget helt andet, han gerne ville. Hvis altså Alfie snart var færdig med at snakke forretninger.
"Det vil uden tvivl være fristende" Glasset blev sat på bordet og Declan rejste sig op.
"Deltager du selv i adelens fester?" Han begyndte at åbne de mange knapper, som holdt skjorten lukket, mens han krydsede den korte afstand mellem ham selv og Alfie, så han stod lige foran ham.

Da omkring halvdelen af knapperne var åbnet, stoppede han, stadig med hænderne på knapperne.
"Var der mere, som du ønskede at få på plads?" Han hævede spørgende øjenbrynet, klar til at få åbnet de sidste knapper og bagefter gå i gang med Alfies tøj, hvis han altså var klar til fornøjelse fremfor forretning.

Det var sådan her en handel skulle foregå, lige efter Alfies hoved. Det var ham, som bestemte slagets gang, ham der kunne tillade sig at komme med hvad de fleste ville finde som urimelige beløb af krystaller, og stadig vinde. Det gjorde det så simpelt, som det overhovedet kunne blive og så var der næppe udsigt til, at det ville ende galt. Ikke at det eliminerede den mulighed helt, men han klagede aldrig over at liste elegant over ethvert problem, der kunne være kommet i løbet af sådan en samtale. Mere end et tilfredst smil var vel ikke nødvendigt, som Declan hurtigt gik med til den satte pris. Tyve safirer fra næsten hver gæst var en stor fortjeneste for Alfie, trods det måske kunne anses som småkrystaller hos mange af de rigere. Han betalte ikke engang så meget for at låne kælderen.

Det lød til at Alfie skulle til at skaffe et par ekstra invitationer, foruden den han selv modtog til de mange fester. En opgave der nok ville kræve lidt mere end den dovne mand var glad for at gøre, men det værd i længden.
”Nok ikke så ofte, som jeg burde.” Hvordan der blev talt om Alfie i krogene var ingen hemmelighed, og det var grund nok til at han egentlig burde deltage i så mange sociale arrangementer som muligt, netop for at skyde de dårlige rygter ned. Han var bare ikke helt så god til at gøre som han burde.
Han tog en sidste mundfuld af sin øl, idet blikket lige dalede mod den åbne skjorte. Han kunne vel sagtens komme på en masse detaljer der skulle på plads endnu, men så vigtigt var det vel heller ikke.
”Så utålmodig du er. Hvis du så gerne vil smide tøjet for mig, så skal jeg da ikke stoppe dig.” Han stillede kruset fra sig på det nærmeste lille bord og rettede sig op i den bløde stol, så han nu sad næsten helt ude på kanten. Da han rakte en hånd frem og stak et par fingre i den andens buksekanten, for at trække ham endnu tættere på sig, rettede han lige et blik op mod ham, der nemt afslørede hvilke syndige tanker han havde. Mens Alfie med kyndighed gav sig til at åbne hans bukser, kunne Declan selv få lov til at fortsætte med skjorten.

Det var ikke fordi, at Declan havde regnet med, at Alfie havde tænkt sig at fortsætte med at snakke om forretninger, men der var jo altid en mulighed for, at han havde taget fejl af hele situationen. Heldigvis lod det ikke til at være tilfældet.  
"Nu har vi jo klaret forretningerne.." villigt lod han sig trække tættere på, klar til at få gang i fornøjelserne i stedet, hvis det syndige blik ikke var fyldt af tomme løfter, skulle det i hvert fald nok blive ganske fornøjeligt. De få knapper, som var tilbage blev åbnet, så han kunne trække skjorten af og lade den falde ned på gulvet.

Egentlig havde det været Declans plan, at han ville falde på knæ for Alfie, åbne hans bukser og så.. ja.. Hvad der så naturligt fulgte efter det. Han var vant til at være den, som servicerede, især når han var sammen med adelige. Det gjorde ham egentlig ikke det store, det var en god måde at styre situationen uden at det blev alt for åbenlyst. Det var jo så også det eneste tidspunkt, hvor han for alvor indtog rollen som underdanig. Alfies arbejde med at åbne bukserne, fik ham dog til at tøve, måske ville rollerne for en gangs skyld blive byttet rundt? Han kunne ikke lade være med at smile lidt, han begyndte at have en mistanke om, at han måske havde fejlvurderet denne nydelige mand. Dette kunne så sandelig blive et interessant bekendtskab.

Alfie havde egentlig været mere end villig til at lade Declan falde for knæ for ham. Det var vel heller ingen hemmelighed, at det var lige nøjagtig dét, han havde forventet, når han nu sad så godt placeret til det i den bløde stol. Det betød dog ikke, at han ikke selv kunne lægge ud med at gøre noget lignende. Ikke at han ville falde på knæ, det gjorde han sjældent for andre, måske endnu sjældnere for mænd. Det var ikke et bevidst valg, men kun fordi han godt vidste hvad det ville gøre ved hans i forvejen dårlige ry, hvis det skulle hedde sig at han også lå med dem af sit eget køn. Det kunne ende grimt, i modsætning til de fornøjelser de begge havde lagt lettere diskret op til. Ja, de havde helt bestemt klaret forretningerne. For nu.

Lige så snart de sidste knapper på skjorten blev åbnet og Alfie fik fuldt udsyn til den nøgne mave, lænede han sig lige lidt længere frem, for at lade læberne danse let hen over det nederste lille stykke. Så tæt på buksekanten han kunne komme, men uden at komme i vejen for sine egne hænder, mens de fik åbnet bukserne og kun lige trukket dem ned over bagdelen. Så kunne han placere en hånd på hver balle og klemme lidt til, inden han førte læberne endnu længere ned. Som han lod tungespidsen glide drillende hen over den, sendte han ham lige et sidste, lystigt blik, lige inden han endelig tog ham i munden og lige så stille gav sig til at bevæge hovedet. Frem og tilbage og ikke alt for hurtigt, måske endda lidt for langsomt. Lidt nydelse kunne han vel sørge for at give Declan, inden han selv ville have samme behandling. Han havde dog ikke i sinde at gøre ham så tilfreds, at gøre ham færdig på denne måde. Så let skulle det da heller ikke være.

Et forventningsfuldt sus gennem gennem Declans mave, som Alfie lænede sig frem og lod læberne berøre den nu nøgne hud. Det gjorde lidt ondt at indrømme, men han var faktisk rimelig betaget af manden, som var ved at gøre det så rart for ham. Alt for ofte havde Declan været sammen med nervøse unge mænd, som aldrig havde prøvet en anden manden, eller endda aldrig havde prøvet andet end deres egen hånd. Det var rart for en gangs skyld at være sammen med en rigtig mand, og så endda så stor, stærk og køn en mand.

Nydende suk og støn begyndte at lyde fra Declan, da han mærkede Alfies mund om sig. Det var en fantastisk følelse, men det gik jo alt for langsomt! I et forsøg på at få Alfie til at bevæge sig lidt hurtigere, lagde han hånden på hans hoved og gravede fingrene ned i det lange mørke hår.

Alt alt for hurtigt stoppede Alfie den dejlige behandling, han var jo næsten først lige gået igang! Det lå dog ikke til Declan at brokke sig over, hvad andre gjorde ved ham..  i hvert fald så længe den anden person var en mand. Det var meget nemmere i stedet at vise dem, hvordan man burde gøre arbejdet. Bukserne lod han falde mod gulvet, de ville alligevel nok snart ryge helt af. En hånd blev lagt på hvert af Alfies knæ, så Declan kunne sprede hans ben, hvorefter han langsomt lod sigsynke ned på knæ. Med rolige bevægelser gik han igang med at åbne bukserne med forventningen om, at Alfie ville samarbejde, så bukserne kunne blive hevet lidt ned også. 

En tilfreds brummen lød fra Declan, da bukserne gled ned og afslørede, hvad Alfie gemte på. Hånden greb fat om ham og begyndte at bevæge sig op og ned, kun et par enkle gange, for Declan kunne næsten ikke holde sig fra at rykke hovedet frem og lade tungen glide op ad skaftet. Hans øjne søgte Alfies, som han endelig forbarmede sig og lod munden omslutte ham. I et stille og roligt tempo begyndte han at bevæge hovedet frem og tilbage, mens han fokuserede på at tage ham så dybt, som overhovedet muligt. Som altid var hans filosofi, at hvis tempoet ikke var godt nok, så kunne Alfie selv få lov til at gøre opmærksom på dette.

Hånden mod hovedet og fingrene, der gravede sig ind i det lange hår, gjorde ham kun sikker på det han allerede tænkte. Den nydelse han var i gang med at give den anden, var alt for langsomt. Men den tydelige hentydning skulle ikke ændre på det. Han fortsatte med vilje i de alt for langsomme bevægelser, kun for at pirre Declan endnu mere, inden han, efter næsten ingen tid, trak sig igen.
Han forventede intet mindre end samme tjeneste, endda at Declan ville give ham mere, end han havde givet ham. Det var den irriterende kombination af dovenskab og grådighed, som nu sørgede for at Alfie ikke ville give alt for meget selv, men ville have alverden tilbage. Og det lod til at virke, for inden længe mærkede han en hånd på hvert knæ og fulgte den anden med blikket, som han sank på knæ for ham.

Det var med et noget tilfredst smil om læberne, og en snert forventning i blikket, at han lænede sig helt tilbage i den bløde stol, mere end normalt, da han ikke rykkede bagdelen længere ind fra kanten af stolen. Han skulle jo sørge for at Declan havde masser af plads til at arbejde, og for ikke at udskyde sin egen nydelse for meget, hjalp han da også til med at få skubbet bukserne lidt ned.
Et suk forlod hans læber, idet hånden lukkede sig om ham i et godt, fast greb, og endnu et da han mærkede tungen glide op ad sig. Deres øjenkontakt var ikke til at tage fejl af. Nu kom det. Det var næsten lige før man kunne høre et suk glide over i et støn, inden han overhovedet mærkede munden lukke om sig, i ren og skær forventning om hvad han ville få. Ikke et eneste sekund lod han blikket vige fra den knælende mand foran sig, men han løftede lige op i den stadig lukkede skjorte, bare så kanten ikke skulle ende med at være i vejen.

Der var ingen tvivl om at Declan vidste, hvad han lavede. Det rolige tempo gjorde det kun bedre, for han kunne trække den behagelige nydelse endnu længere ud. Han endte alligevel med at lade fingrene stryge ind mellem det korte, røde hår og tage fat. Kun et par enkelte gange tillod han sig at rykke hånden og dermed Declan i et lidt hurtigere tempo, for derfra kunne Declan vel selv gøre resten.
Han lod ham fortsætte i et godt stykke tid. Ind imellem strammede Alfie lige grebet om det røde hår, og bestemte et nyt tempo, både hurtigere og langsommere, og med tiden blev de nydende støn dybere.
”Mh.. Bliv ved, Declan. Gør mig færdig med din mund.” Det var ikke svært at høre på hverken vejrtrækning eller støn, at han ikke var langt fra. Det betød dog ikke, at hans ord lød mindre som en ordre. Næsten fortabt i tanken om at nå sit første klimaks, fik han vist heller ikke sagt, at han selvfølgelig havde i sinde at fortsætte efter en kort pause. I stedet lød det nok mere som om han kun tænkte på sig selv og sin nydelse, og ikke Declans. Men han forventede da at han ville gøre som han var blevet bedt om.