Isiodith Lómadriethiel lod sit indre blik glide henover patientens forslåede krop. Der var alskens indre blødninger og brækkede knogler, men det var ikke, hvad der umiddelbart fangede hendes opmærksomhed. Nej, for til trods for den fysiske skade, der gennemsyrede den unge kvinde, var det voldsomheden, der var blevet brudt, i det gerningsmændene havde spredt hendes ben mod hendes vilje. Det var ganske enkelt ulideligt at betragte, til trods for at den unge skovelver, ikke længere så det som andet end blå, pulserende tråde –

De strakte sig dog, lidende og søgende, i håb om at genfinde hinanden på ny. Som små, kærlige orme i alskens nuancer af blå, der havde mistet sin bedre halvdel, og desperat ledte efter den anden med de kraftigste lanterner, de kunne finde.
Det var næsten ikke til at bære. Heldigvis skreg og hulkede den unge menneskekvinde ikke længere, for Isiodiths magi havde tvunget hende i en dyb søvn. Det var det første, den hvide skovelver havde påtvunget hende; ”sov, lille du. Når du vågner, er alt godt.” Isiodith var dog ikke sikker på, at hun i grunden havde talt sandt. Hvordan skulle en kvinde kunne gå ubekymret, efter hvad der var hændt hende som nu?

Velvidende at hun ikke kunne forblive i sympatiens ondskabsfulde greb, begyndte Isiodith at helbrede. Hendes spinkle fingre var dækket af indtørret blod; det samme var hendes helbrederuniform og de skarpe kindben og pande, efter hun havde tørt sveden af panden, uden tanke på blodet og at det unægtelig ville indfinde sig derefter.
Det tog ikke lang tid. Pigen havde en pæn portion chakra selv, og det gjorde altid Isiodiths arbejde nemmere. Det gjaldt kun at tæmme den og selv lade den helbrede skavankerne, uden at hun selv skulle infiltrere den med sin egen, hvormed hun ikke afgav megen af sig selv. At dirigerer var trods alt altid nemmere end at give selv.

I det Isiodith kunne konstatere, at samtlige af de fysiske skader var væk, forsøgte hun, at tæmme den voksende panik – både i hende selv og pigen. Det lykkes i nogen grad, men det var en ny teknik, Isiodith endnu ikke havde mestret. Hun havde dog øvet sig ved hver lejlighed, og siden hun havde forladt Medanien og Ecaeriss – heksen – hvormed, at det omsider… nej, det ville ikke lykkes. Isiodith vidste det instinktivt, som den følelsesmæssige grå nuance forblev siddende midt i alt det blå, hvormed hun opgav. Der var ikke andet for, selvom det var et bittert nederlag og ikke mindst, ulykkeligt for mennesket på briksen.
Isiodith bad om en pause fra arbejdet, og de øvrige helbreder nikkede indforstået. De havde set pigen, og vidste, hvad det ville gøre ved dem selv. Det var derfor, at Isiodith endte med at stå, udenfor og lænet op af Helbrederhusets murstensvæg, med let skælvende hænder – og indtørret blod overalt.   

“Men du lovede!” Theobalds brune øjne lagde sig på den ældste, af hans yngre søstre. Som stod med hænderne placeret solidt på hendes tynde hofter. “Ja Ellen, men ligner jeg en som der har pengene lige nu?” det var en næsten ulykkelig lidelse, der gled hen over hans grimasse – som den fjortenårig pige, skubbede underlæben frem og lagde armene over kors. Det havde været hårdest for Ellen, da de havde mistet deres formue – selvom det nu var fire år siden at det var sket. Under alt lidelsen, der havde lagt sig over landet – var det, at Ashbown havde mistet deres formue, grundet dårlige investeringerne – og andet. Lidt gledet ud i sandet, og ikke været noget som var blevet nævnt blandt mange.
Det var også i Theobalds overbevisning, at det ikke var første gang eller sidste – at en adelig familie, måtte ende på gaden, grundet dårlige valg der var taget med en formue.
Men derfor, gjorde det stadig ondt – som de stod der på markedspladsen, og han ikke havde råd til at give Ellen det røde bånd, hun havde ønsket sig.
“Det er også alt sammen din og fars skyld!” kom der hadsk og hårdt, som en fod blev stampet i jorden – og den tynde skikkelse drejede rundt og stormede tilbage til deres hjem i skumringskvarteret.
Et dybt suk forlod Theobald, som han betragtede det rødebånd, som der lå og betragtede ham. Dog inden han skulle til, at gribe ud over sin pung – for at bruge krystallerne, der skulle gå til dagens mad. Mærkede han en hånd, mindre end hans egen, der greb omkring hånden og gav det et varmt klem. Smilet var instinktivt at finde på hans læber, som han kiggede ned på hans yngste søster. Varme lille Mira. Den tolvårige, klappede hånden med sin anden og trak på skuldrene. “Hun skal nok komme sig over, hun ikke fik båndet i den her omgang! Kom – vi køber nogle karameller!” Theo grinte varmt, da han så det gavtyvsagtig glimt der var at finde i de varme brune øjne. Samme farve som hans egne.
“du er godt nok snu i dag Mira!” han greb omkring den spinkle lange pige, og satte hende på hoften som han gik afsted.

Efter en stund, nød de den varme som solen bragte deres kroppe. Som de hånd i hånd, gik igennem Dianthos gader. Mira havde fundet nogle blomster, som hun havde i hånden – en fortælling omkring, hvordan hun havde leget med de andre børn i vandpytter nogle dage forinde – da der havde været et kæmpe skybrud i byen. Var nok til, at Theo gik med sagligt blik i øjnene. Der var ingen, absolut ingen – der kunne få hans hjerte til at smelte som hans kære søster kunne.
Dog måtte han stoppe op, da hans blik lagde sig på en velkendte skikkelse der stod ude for helbrederhuset. Han sank en klump, da det lignede – ja, han vidste faktisk ikke helt hvad hun lignede.
“Vi – går lige over til min veninde der over” sagde han, som han gik ned i knæ for at være i nogen lunde øjenhøjde med pigen ved hans side. Selvom, det ikke just var det mest begejstret blik der kom fra hende. “hvem er det?” hviskede hun, som hun gik et skridt bag Theo, og næsten gemte sig bag hans ranglede skikkelse – da de var helt henne ved Isiodith.
“Hej Isiodith” kom der varmt, med et forsigtigt smil “Ved ikke om du kan huske mig – Theobald? – er alt okay?” spurgte han hurtigt efter, som øjnene lagde sig på de skælvende hænder. Blodet var måske til at regne med, hun stod trods alt lænet op af mur væggen til helbrederhuset.
Men det virkede til, at hvad end der var sket der inde – havde været voldsomt.

Et lavmælt og skingert gisp indikerede, at Isiodith havde stået fordybet i tanker. Straks søgte de isblå øjne den fremmede stemme, men det skulle vise sig, at den ikke var nær så ukendt som først antaget.
”Theobald!”, udbrød skovelveren lavmælt, hvorefter hun øjeblikkeligt skubbede sig fri af husmuren og rankede ryggen. Traditionerne var rige og mangeartede i Elverly, og de var en kærkommen distrahering for Isiodith, når hun betrådte de ukendtes land – det var netop, hvad denne Theobald repræsenterede, med sine blide øjne og imødekommenhed, der emmede fra ham, som solens varme stråler fra alt det himmelblå over dem.

Isiodith forsøgte, en anelse forfjamsket, at samle sig; hun rankede ryggen for endnu engang, men syntes ubeslutsom i forhold til, hvorhenne hendes hænder skulle placeres. Først blev de samlet foran hende, men kun for at hvile – påtaget – afslappet derpå for et kort øjeblik, hvorefter Isiodith hastigt placerede dem mod hendes lænd i stedet. Det isblå, klare blik havde nemlig set blodet, og hun var pludselig meget opmærksom på, at hun fremstod…

Ja. Vel i grunden kaotisk og blodig. Det lignede, at hun havde begået et mord, påpegede en tanke pludselig, hvormed Isiodith øjeblikkeligt udbrød; ”jeg har ikke slået nogen ihjel!”. Ordene blev hurtigt efterfulgt af hastigt, tilklistret smil og dernæst et kort, resolut nik, som var det alt, hun skulle sige for, at undgå mistanke. Den mistanke, der velsagtens ikke fandtes – i hvert fald ikke før det øjeblik.
Der gik dog kun ganske få sekunder, før hun pludselig skar en grimasse og viftede lidt med den ene hånd. ”Det jeg naturligvis mener –”, skyndte Isiodith sig hastigt at forklare, hvorefter hun for blot et øjeblik måtte leder efter ordene – dette blev desuden gjort med munden åben og med store, stirrende øjne rettet mod Theobald, som kunne han, af alle, finde dem for hende.

Da Isiodith dog omsider syntes at finde dem, nikkede hun igen; ”jeg har lige tilset en patient! Det var, ja, sikke dog som I mennesker er – ja, altså er kreative! Ikke kreative som i, altså, jeg billiger det naturligvis ikke! Det er klart! Men – jeg ser – altså det – jeg ser ganske enkelt ikke så – voldsomme hændelser derhjemme! Blod overalt, sønderrevet, ja, så er det – det ville jo trods alt være en del nemmere, hvis I bare huggede legemsdele af hinanden! De er jo helt tilforladelige at sætte på igen og slet ikke spor voldsomt! Sådan en arm – ja, den kan jo – det jo bare sener, væv hist og her, lidt muskler – oh!”

Isiodith tav brat, som de isblå øjne landede på den unge menneskepige, og dernæst var hun nær ved at kvæles. Med et skød en lyserød farve henover Isiodiths skarpe kindben, men til trods for tankerne der skreg bag hendes hvide pande, forblev skovelveren tavs.

Ved alle guderne. 

Han mærkede hvordan at Mira’s greb, blev en smule strammere – da kvinden udbrød et mindre hvin. Theobald, fortrak en mine af – undskyld, jeg skulle måske ikke have sneget mig op på dig.
Men som de stod og betragtede hinanden, skulle han lige til at åbne munden og forklare sig. Før at der blev disket nogle ganske løjerlige sætninger frem.
Jo mere hun begyndte at snakke, desto bredere blev smilet – og jo højere blev øjenbrynet også placeret i hans pande. Især, da det til sidst ikke gav særlig meget mening for ham – hvad det egentlig var som hendes remse gik ud på.
Hvad han dog kunne deducerer, som han satte hendes sætninger i lidt forskellige rækkefølge – at det der nok var sket, var en meget slem hændelse med en inde i helbrederhuset. Og hun havde ret, de forbrydelser der skete i skumringskvarteret – kunne være barbariske.
Da hendes fortælling begyndte at blive meget grafisk, ja, der var næsten tænderne fremme i et smil. Selvom at han kunne mærke, at det gjorde at den lille pige blev en del mere nysgerrig – som hun kom frem og kiggede med store øjne på elverkvinden.
Det der dog fik Theobald til at grine, var da lillesøsteren helt gravalvorligt sagde; “Kan man komme til at sætte en hånd fast på et ben i stedet for foden og omvendt?”
Han rystede på hoved og puffede lidt til hende, på den drillende storebror måde. “Mira, jeg tror ikke lige det her en samtale – der skal føres med en tolvårig til stedet.” lige som Ellen havde gjort, vente hun sig rundt og lagde armene over kors – underlæben stukket frem. “Hvad!? Jeg vil da også vide, hvordan sætter legemsdele fast igen!” men blev derefter puffet væk – “Løb hjem, og hør hvad der skal købes ind til ugen.” formanede Theobald, og selvom det var ganske tydeligt, at det ikke huede den spinkle pige. Stak hun i løb den anden retning.
Han lagde en hånd på Isiodith arm og gav den et varm klem. “Det var ikke svar på mit spørgsmål – men kan da godt omformulere det -  er du okay?”

En lige dele overrasket og eftertænksom mine gled henover Isiodiths hjerteformede ansigt – som havde den unge skovelver aldrig overvejet muligheden selv – hvorefter den yngre menneskepige begyndte at diskutere med Theobald. Isiodith selv bed dog ikke synderligt mærke i den betuttede pige, men forinden hun løb, rømmede Isiodith sig dog resolut. Hun havde trods alt ikke haft lærlinge for ingen ting.
”Nej, det ville jeg ikke sige var muligt”, lød det konstaterende, som havde denne Mira i virkeligheden  fremlagt en yderst kompleks idé. ”Det ville jo ganske enkelt være temmelig klodset og så skulle man jo – og det siger jeg ikke, at der ikke er nogle som lider under – men så skulle man jo være uden et særlig stærk intellekt, og det – ja, det har jeg ganske enkelt ikke set før, må jeg indrømme. Jeg har dog set – og det var altså temmelig dumt, hvis jeg må være så fri – men at en helbreder, i stedet for at bekæmpe betændelsen i en næsten afhugget finger, simpelthen bare skar resten af vævet fri! Jeg kan godt sige dig, at jeg måtte lede og lede og lede i tiiimevis, for at finde den fingerstump! Og så endda i en mødding!” Isiodith skar en grimasse, der så ganske tydeligt fortalte, hvad hun tænkte; at det i sandhed var decideret dumt.

Først efterfølgende – og i det Mira surmulende forlod dem – gik det op for den unge skovelver, at historien øjensynligt ikke havde været for et barns ører. En smule forfjamsket – og det hjalp da heller ikke, at Theobald dernæst rørte hendes spinkle arm – sukkede Isiodith overfladisk. ”Det må du virkelig undskylde! Jeg glemmer, at mennesker, selv når de er små, er unge!”, udbrød hun lavmælt, mens Theobald for endnu engang spurgte indtil hendes tilstand.

Om hun var okay? Isiodith vidste, for et langt øjeblik, ikke hvad hun præcist skulle svare, men hun vidste, hvad traditionen påkrævede af hende. Hvad den forventede.

Isiodith sank en besværet klump, som de isblå øjne flakkede hvileløst rundt. Theobalds venlige øjne var ganske umulige at lyve overfor. ”Det – altså, sandheden er, at nej, det er jeg ikke. Det – jeg – jeg har ikke set noget lignende nogensinde”, hviskede Isiodith åndeløst, før hun i en krampetrækning stoppede endnu et vandfald af ord.

Det var ganske tydeligt, at svaret som var blevet givet til den lille pige fra elverkvinden - havde faldet i god jord. Og derfor, var det også endnu værre for Theobald - for så vankede der så snart at han kom hjem igen. Han kunne allerede mærke, hvordan at de små knyttede næver ville slå imod hans lår. Og ordene der afkrævede, at han skulle tage hende tilbage - til den smukke elver kvinde!

Derfor, følte han stadig at det havde været den rigtige beslutning. For hvad der lå omkring den anden kvinde, den måde hun stod på - den måde hun havde forsvundet ind i sig selv. Og derfor ikke hørt dem komme, måske var han ikke altid den bedste til at fornemme situationer omkring sig. Men han var hellere ikke dum, og det at læse folk - det var nu alligevel ganske vigtigt i den omgangskreds han omgik sig selv i. Han tog en dyb indånding og gav hende et forsigtigt smil. 
“Det gør ikke noget - hun kan tage det, hun er stærkere end min ældste yngste søster Ellen.. hun ville nok have besvimet. Men Mira - har allerede taget hende at tage døde frøer med hjem for at se hvad der foregår inde i dem” han kløede sig lidt i nakken, da han ærligt ikke vidste, om det var en god ting eller ej - sådan at have en søster der var fascineret med døde ting. Men med alt det, hun var gået igennem, skulle han ikke være den, som der prøvede at fortælle Mira at det ikke var normalt.

Da Isiodith endelig fortalte ham, hvad der foregik bag den pæne blege pande - nikkede han forsigtigt. Smilet var ikke længere så promenerende på hans læber, som han gav hendes arm et forsigtigt klem og trak den så til sig igen. “Jeg ... tror jeg forstår” mumlede han, han havde trods alt set ting - som ikke var rare at kigge på. “Har du brug for noget - noget jeg kan gøre for dig?”

”Pattegrise er faktisk langt bedre til dissektion”, svarede Isiodith prompte, hvorefter hun smilede opmuntrende til Theobald. For den unge skovelver var det trods alt ikke synderlig unormalt, og endnu ikke havde hun tydet den unge mands bekymring. ”Deres opbygning minder mere om menneskets egen. Jeg ved desuden, at nogle gårdejere sælger de små og syge, når de allerede er døde, så slipper I også for selv at slå dem ihjel”, lød det hastigt, næsten i en art selvfølgelighed – Isiodith kunne godt forstå, at man ikke selv gad stå for slagtningen. Selv ville hun øjensynligt græde sine øjne ud af hovedet, skulle hun selv føre kniven.

Omsider syntes Isiodith dog at aflæse Theobald efter den egentlige sandhed, og hastigt rømmede hun sig og rystede på hovedet. ”Men det er selvfølgelig også for tidligt! Og makabert! Bestemt, ja”, skyndte hun sig at mumle, men inderst inde vidste hun dog, at det nok var for sent til en redning. Theobald var dog ikke længe om, at give hende en undskyldning for at tale om noget andet; end redningskrans Isiodith velvilligt hoppede ned i.

Men – hvad kunne hun i grunden afkræve? Kunne Isiodith ønske sig hans selskab? Var det korrekt, var det høfligt?

Den hvide helbreder syntes tydeligvis at være temmelig kvast under tankerne, for de mørkebrune øjenbryn krøllede sig sammen i midten af hendes pande i en eftertænksom, men også bekymret, grimasse. ”Kan du – har du tid til at gå en tur med mig? Efter – altså, efter jeg var vasket mig”, spurgte hun tøvende, ikke bevidst om det var synderlig grænseoverskridende. ”Må jeg godt spørge om det?” 

Hun var i sandhed en finurlig kvinde, måske var det dét som han faktisk ganske godt kunne lide. Det gjorde hende mere interessant, end de pige der rendte rundt ned i skumringskvarteret på hans egen alder. Enden solgte de sig selv til prostitution, levede på gaden af at tigge - der var også en del af dem, de var ret vilde i det, og måske også - lidt for grove i deres mund, i hvert fald til Theo’s smag! 
De tanker, der havde rumsteret - fik ham faktisk til at få dårlig samvittighed, for han vidste at mange af pigerne, kvinderne der boede omkring hvor han boede - blot gjorde hvad de kunne for at overleve. Så det var uretfærdigt af ham, sådan at dømme dem. 
Han stak sine fingre ned i hosernes lommer, hans hoved hang lidt og de rødlige lokker gled hen over hans øjne. 

Da hun spurgte, om han havde tid til at gå en tur med hende. Kiggede han hastigt op, et smil spredte sig på hans læber - dog som han åbnede munden - lod han mentalt tankerne glide hen over planerne. Vi var ved at nå til der, hvor at der var omtrent to timer til at maden skulle begyndes på. Men, han ville ikke efterlade Isiodith i en situation, hvor han ikke havde tid til at gå en tur med hende. Og det hele skulle nok ordne sig! 
Og da hun sluttede af med at spørger, om hun godt kunne sprøge om sådan noget. Grinte han først, fordi han troede det var en spøg - dog vidste, det blik han blev givet, at det var ment ganske alvorligt. Han forstummede hurtigt og kiggede på hende med store øjne. 
“ja!” Han trak hænderne ud af lommerne og gav hende et skævt smil “Ja - selvfølgelig må du godt spørger om det - og jeg ville være meget glad for at gå en tur med dig - og ja - jeg venter også på at du lige for vasket dig.” Sluttet af med, og skubbede lidt til hendes skikkelse. Hans egen ryg lagde sig op af væggen, hun havde stået op af. “Jeg nyder bare den herlige sol imens!”

Isiodith smilede bredt, som Theobald indvilligede i hendes forslag, hvorefter hun hastigt nikkede og gik ind for at vaske sig. Det tog nogle lange minutter, for Isiodith skulle også skifte til hendes egne beklædningsdele, der bestod af praktiske bukser og en smuk halvlang kåbe. Det var ganske tydeligt ikke stofstykker fra Dianthos, og ikke en gang havde Isiodith fået komplimenter for de fremmede teksturer og broderier. Isiodith lod også hendes mørkebrune og lange slangekrøller løsnes fra den stramme knold i nakken, hvormed det faldt frit og bevægede sig i takt med skovelverens egne skridt.
Det var dog ikke alt, hun ændrede eller tog med sig – også en pose fyldt med krystaller og jadestykker, der blev placeret sikkert i en af de dybe lommer. Isiodith huskede så udmærket Theobalds historie – ligeså vel som hans varme hånd og smil – og det var trods alt ikke penge, Isiodith selv manglede. Men mon han ville tage imod dem? Skulle hun forsøge at lyve? Det var trods alt ikke hendes stærke side, resonerede hun, men tæt efterfulgt af den konstatering, sprang en idé lystigt til hende.

Da hun vendte tilbage til Theobald, der stadig stod lænet op af murværket, smilede Isiodith varmt. ”Jeg er klar”, meddelte hun, hvorved de begyndte at gå. Stadig rumsterede billedet af pigens forrevne skikkelse bag Isiodiths hvide pande, men i et desperat forsøg på ikke at være uhøflig, gik hun og forsøgte at finde på noget at sige. Bare – et eller andet.

”Hvis Mira er interesseret i naturvidenskaben, vil jeg meget gerne lære hende – ja, hvad end hun vil. Jeg har haft lærlinge før, på hendes alder, så jeg burde –”, lød det omsider, og ganske ivrigt, før Isiodith lod resten af ordene hænge i luften mellem dem. Hun havde trods alt vist, at børn måske ikke var for hende at undervise, men Isiodith mente nu stadig, at hun kunne lære Mira noget. Det skulle ikke være umuligt.

I det de to skikkelser nåede ned til et gadekær, stoppede Isiodith brat. Det var tid til hendes lille skuespil.
”Jeg havde nær glemt – Pax kom forbi tidligere i dag”, udbrød hun – og for det naturlige øje ganske påtaget, som en akavet skuespiller, der ikke kunne sine replikker -, hvorefter Isiodith straks fremdrog posen med penge. ”Han sagde, jeg skulle give dig dem og sige, at jobbet var godt klaret”, forklarede Isiodith hastigt, hvorefter hun nikkede resolut og storsmilende. 

Han havde stået med lukket øjne, og nydt solen der varmede hans allerede solbrændte hud. Hvis han ikke passede på, ville han ende med at ligne en fra Topalis eller Rubinien - ikke at han havde noget problem med det som sådan. Det gjorde bare folk, ville ligge lidt ekstra mærke til en - hvilket jo ikke nødvendigvis var det, man havde lyst til når man gjorde sig i ting, som Theo gjorde sig i. 
Øjnene blev langsomt åbnet, som han hørte nogen skridte hen imod ham. Et varmt smil spredte sig hen over hans læber, som hun konstaterede at hun nu var klar. 
Han nikkede imod hende - og tog hendes skikkelse ind. “Hold da op.” Sagde han og smilet om noget endnu bredere. “Det er godt nok noget af en forbedring! Virkelig flot mønster - er det typisk elvisk?” Spurgte han med oprigtig nysgerrighed - han vidste allerede nu, at hans søster Ellen ville elske at gå rundt i sådan noget. Men hun ønskede jo også altid, at hun kunne skille sig ud fra mængden. 
Han havde begge hænder godt begravet i buksernes lomme, som de spankulerede uden mål igennem gaderne. Måske de skulle tage op i tempelhaverne? De var altid ganske smukke på denne årstid, og han var ret sikker på - at især med Isiodith tilstedeværelse, ville der ikke blive kigget på ham - som skulle han til at stjæle fra kirkekasserne. 

Han gav hende et stort smil, og nikkede ivrigt “Det er måske ikke en gang som dumt endda!” Sagde han en smule lettet, han ville være bange for at han gjorde noget forkert - da det med at parter og åbne dyr - ja, det var ikke lige ham. “Og jeg ville da hellere have hun gjorde det, sammen med en som havde forstand på det - end jeg pludselig finder ud af, hun har stjålet naboens kat.” Han kløede sig i nakken - katte havde trods alt en ret vigtig funktion nede i slumpen. Der var de ikke kæledyr, men nogen der arbejdede for føden - ved at sikre at rotterne ikke løb rundt på gaderne i hobe tal. 

Han vente sig mod hende, som hun sagde at der var noget hun havde glemt. Hans brynet knyttede sig dog imod hinanden, og et skeptisk udtryk gled hen over hans ansigt. Pax var kommet forbi? Hvorfor?
Jobbet? Hvilket job?
Smilet spredte sig hurtigt hen over hans læber, hun prøvede at give ham krystaller ikke? Det var hende egne, han tog en dyb indånding, og var i kortvarig indre konflikt med sig selv. Skulle han tage dem eller ej. Han valgte dog at række ud og tage imod posen med krystaller.
“Jamen - tusind tak, det var sødt af dig sådan at tage imod betaling på mine vegne.” Smilet blev en smule lumsk, som han lagde armene over kors. “Det var da også spøjst at Pax sådan troede, at jeg ville se dig først - siden at jeg har en opgave med ham i nat... Men - måske har han udviklet evnen til at se ud i fremtiden? Hvem ved..” han kunne ikke holde grimassen, som han lagde fingrene blidt omkring hendes hånd. Og gav den et lille kys på håndfladen. “Tak.” Han valgte dog at holde fast i hånden, med mindre hun skulle hive den fra ham igen. Inden han lod deres skikkelser, glide imod tempelhaverne. 

Isiodith nikkede og smilede venligt til Theobald. ”Det er det”, bekræftede hun, velvidende at det øjensynligt skilte sig ud. Det var dog ikke et emne, hun ønskede at underholde for længe. Isiodith var pinlig bevidst om hendes gode stand, hvormed hun klædte sig mere afdæmpet end øvrige skovelvere, men det var ikke altid, at det lykkes. Folk syntes nemlig til stadighed at bide mærke i hendes skikkelse.
Theobald lod hende dog heller ikke forblive i tankerækken for længe, for straks indvilligede han i hendes forespørgsel. Isiodith lyste op, tydeligvis begejstret over udviklingen men også ihærdig efter ikke, at lade hendes opstemthed tage overhånd. Unægtelig ville endnu en lang og uforstående talestrøm følge deraf, og Isiodith var i tvivl om, hvorvidt Theobald ville kunne overleve endnu en. Derfor smilede hun bredt til ham – så bredt den hvide perlerække af tænder blev afsløret – og nikkede resolut. ”Det er en aftale – og naturligvis ingen katte!”, svarede hun hastigt, hvorefter hun hævede sin spinkle tommelfinger og stak den i luften. Hun havde set mennesker benytte denne gestus og Pax havde forklaret hende dens betydning. Det var lige den, der var den rette i denne situation – Isiodith var sikker på det.

Begejstringen, og ikke mindst det kæmpe smil, stivnede dog, i det Theobald så igennem hendes løgn. Straks overfaldt røde og forlegne plamager Isiodiths kindben, og for blot et øjeblik stirrede de isblå øjne forfærdet på Theobald. Havde det været fornærmende? Var hun trådt over grænsen nu?
Heller ikke denne gang lod den unge mand dog Isiodith forblive i pinligheden for længe, for da bøjede han sig frem og takkede hende med et let kys. Det gjorde dog ikke, at alt det røde i Isiodiths ansigt fortrak sig – nej, i stedet blev det værre, så det også satte sig i panden og på kinderne. Det føltes for blot et øjeblik, som om at hvad end, Isiodith skulle til at sige, at det stoppede midt i halsen og truede med at kvæle hende. Først da Theobald hev afsted med hende – og det mindede jo om turen i gangtunnellerne – syntes Isiodith at komme ud af sin paniske trance.

De gik en rum tid i stilhed, hvor Isiodith blev ved med at skæve til Theobald. ”Går menneskemænd og kvinder ofte rundt hånd i hånd?”, spurgte hun omsider, for også den tanke havde rumsteret dominerende. Hastigt rømmede hun sig og strammede sit greb blot en anelse, i det hun tilføjede; ”jeg har ikke noget imod det. Det er bare – eftersom vi ikke er relateret til hinanden. I Elverly er det ikke velanset, men det er måske lige meget for mennesker?”

Hvilken effekt han havde på hende, var ikke noget han som sådan lagde mærke til - lige med det, havde han aldrig været fantastisk god, til at læse andre folk. Han opførte sig som han fandt passende, også måtte folk sige til ham; hvis de følte sig krænket. 
Han vinkede kort til en mand, der krydsede gaden og nikkede til Theobald. Det var mere af høflighed, for selvom at Theo var umådelig god til at huske - ja han var lidt som en svamp, når det kom til at huske ting. Så kunne han ikke helt placere manden, hvilket fik hans hånd til at knuge lidt ekstra omkring elverkvindens, og hans lange ben begyndte at skridte lidt hurtigere hen over fliserne.

Derfor lagde han hellere ikke mærke til, at stilheden mellem dem var blevet vedvarende. Han havde ikke spurgte ydeligere ind til krystallerne, og hun havde ikke spurgt hvorfor han havde taget imod dem - nu når han vidste hvor de kom fra. Han skulle lige til at vende sig imod hende, og spørger om hun ville have en af karamellerne han havde købt på markedspladsen. 
Da hun spurgte ham noget i stedet for. Han hævede brynet og kiggede ned på deres håndflader, der lå trykket ind imod hinanden. “Åh.. Hm.” Svarede han en smule fraværende, da han kiggede hen over sin skulder for at sikre sig, at manden ikke havde fulgt efter dem. Da der ikke var nogen af se, fik han samlet sig og et smil dukkede igen op på læberne. “Jeg ved ikke om de ofte gør det - men man kan hurtigt blive væk fra hinanden, når man er i en by som Dianthos!” Og som han kiggede på hende, gled et drillende glimt hen over dem - “Og hvis jeg husker rigtigt, var du ikke så god med din retningssans vel?” Som de drejede rundt om et hjørne tilføjede han dog hurtigt. “Men vi behøver selvfølgelig ikke holde i hånd, hvis du ikke kan lide det! - det var bare - jeg troede måske du ville synes om det.” Sagde han, og det var ganske tydeligt at han ikke tog det personligt. Som han også lod deres hænder skilles fra hinanden igen. 

Isiodith bed godt mærke til manden – og ikke mindst den indvirkning, denne syntes at have på Theobald. For nu lod hun dog tavsheden herske over dem, for i grunden var den unge skovelver forvirret i sin grundvold. Nok var Pax hendes familie – hvordan kunne han være andet, når hun havde fundet den unge mand, forslået og udsultet, som barn? – men Theobald, ja, det var en ganske anden sag. Isiodith vidste ganske enkelt ikke, hvad der i grunden var forventede af hende og skulle hun spørge Theobald selv, ville han øjensynligt smile uforstående, trække på skulderen og proklamere, at han så absolut ikke forventede noget af hende. Hvilket –

Næsten gjorde det hele meget værre.

Isiodith smilede og nikkede, nærmest på automatik, og fulgte derefter i hælene på ham, da han slap hendes hånd men fortsatte sin vandring. Hun kunne ikke finde ud af, hvad hun syntes om netop det faktum. Det havde nemlig unægtelig været ganske rart, for ikke at sige betryggende. Noget Isiodith ikke havde følt i lange tider – og slet ikke i andres selskab.
”Min retningssans er – ja, ikke den bedste”, indrømmede hun med et let grin, hvorefter hun trak på skuldrene. ”I hvert fald ikke i hovedstaden, selvom jeg har været her meget. Derhjemme, i og omkring Elverlys skove, er det dog ikke noget problem. Jeg rejser faktisk ganske ofte, så det er nok derfor”, fortalte Isiodith, hvorefter hun hoppede til side, eftersom en kærre kom drønende forbi hende. Eftersom Theobald ikke reagerede på det – han var trods alt van til det – gjorde Isiodith heller ikke. Der var ingen grund til at fremstå klodset.

”Jeg kunne også godt lide det”, lød det dernæst, i det Isiodith atter indhentede den unge mand. ”Jeg er bare nysgerrig anlagt. Min far siger, at mennesker føler meget mere og langt stærkere, fordi I lever korte liv”, fortsatte hun ufortrødent, ude af stand til at vurdere, om hendes ord var krænkende. ”Skovelvere er mere – påpasselige med fysisk berøring, er min oplevelse. I hvert fald udenfor familien og de tætte venskaber. Jeg har i hvert fald aldrig holdt i hånd med nogle, udover måske mine forældre, da jeg var barn.”

Det var ganske hyggeligt - på den måde forstået, hvor hverdag det pludselig var blevet imellem dem. Den måde, de bevægede sig upåvirket igennem byen. Uden at tage sig af, de mange mennesker der kom og gik. Folk der kom løbende, fordi de skulle nå ting - folk der skulle steder hen og folk der skulle sikre sig de nåede hvad de havde lagt for dagen. 
Som blikket gled hen over de mange mennesker, kunne Theobald ikke lade være med at forstille sig små scenarier, omkring hvem de var - hvad deres liv måtte være som.
Lige præcis denne lille finurlige hobby, havde Theobald haft lige siden han var en lille dreng. Når han havde siddet på gårdspladsen, ved godset og kastet de små sten der lå i indkørslen efter - ja andre sten. Så havde han siddet der i midten, hvor de havde et vandfald - større end det der lå her i Dianthos, afbildning af hans forældre. Så havde han betragte de tjenestefolk der var kommet og gået, givet dem små historier - som han havde viderefortalt til sine søskende. Især Mira havde elsket dem, han så sig også selv som en ganske formidabel historiefortæller. 

Som hun sagde, at hun godt kunne lide det - smilede han og tog uden tøven hendes hånd i hans igen. Han følte sig bare mere tryg, ved at hun gik ved hans side - især hvis der skulle ske noget som det med kæret igen. Hvad nu hvis de blev skilt ad? I disse dele af byen, var det ikke en god ting. Hans blik gled ned over den spinkle skikkelse ved hans side - og bestemt ikke når man så ud som hun gjorde. 
Han nikkede og trak på skuldrene. “Det giver da også udemærket mening vil jeg mene.” Sagde han og tjekkede en ekstra gang, for at der ikke var nogen vogne der skulle til at køre dem ned. Inden han krydsede vejen og bevægede sig i en opadgående retning. Snart ville de komme til tempelhaverne. Måske de skulle have købt noget på vejen? Noget at drikke - det var trods alt ved at blive varmere. 
“Når man lever et liv, hvor det er noget udefra der skal slå dig ihjel - men ikke din alder. Så har man vel ikke lige så travlt med .. ja noget som helst?” Mumlede han eftertænksomt, dette var en spændende tanke at underholde - som han aldrig havde givet plads til før nu.
Som de stod over for templehavernes indgang, kløede han sig en smule forlegen i hans nakke. “Jeg håber det her er okay? Tænkte vi lige så godt, kunne have noget smukt at kigge på, mens vi gik en tur - det er nok ikke noget der kan hamle op med Elverly - har hørt historier! Men da jeg er menneske, er det jo ikke just et sted jeg er velkommen.” 

Isiodith fulgte troligt efter, uden at vide hvorhen de var på vej. Med sin spinkle hånd i Theobalds solbrune og et lille, varmt smil i mundvigen, lyttede den unge skovelver ivrigt – og dernæst rystede hun på hovedet og trak på skuldrene på en og samme tid.
”Det tror jeg, du har ret i”, mumlede hun, hvilket var et under, eftersom hendes isblå øjne havde fanget et gadeorkester ikke så langt fra dem. Musikken var ganske smitsom og uden at vide det, begyndte Isiodith at nikke med på melodien, som de skridtede forbi dem.

Da de omsider nåede deres destination, havde musikken ikke helt forladt hendes petit statur, men i det Tempelhaverne åbenbarede sig for dem, blev Isiodiths isblå øjne store af forundring. Straks skævede hun til Theobald, før endnu et vrid med skulderen fulgte. ”Jeg kan godt smugle dig ind en dag”, tilbød hun, ganske uden omsvøb, hvorefter det nu var Isiodiths tur til at trække afsted med Theobald – og ind gik de! Isiodith kunne knap skjule sin begejstring, for aldrig havde hun befundet sig i de smukke naturomgivelser før. Det var lidt en hemmelig skat, Theobald havde afsløret for hende og Isiodith tog det ind med stor iver.

”Det ville faktisk ikke være helt svært”, begyndte Isiodith at rationalisere, imens de skridtede rundt. På intet tidspunkt hvilede hendes blik dog på Theobald – og heller ikke de andre besøgende, hvis øjne dog stirrede på de to usammenlignelige skikkelser – for Isiodith var ganske enkelt travlt optaget. Både af sin begyndende planlægning, der så absolut ikke var korrekt på nogen tænkelig måde, men også af hendes omgivelsers skønhed.

”Det tror jeg sagtens, at vi kunne slippe afsted med faktisk! Jeg har gjort det før nemlig, men altså – ja, bare den anden vej, så altså ud og ikke ind. Fra Frosthjem. Det burde næsten være nemmere at få folk ind, tror du ikke?” For første gang siden, at de var trådt ind i Tempelhaven, kiggede Isiodith på Theobald; lige dele alvorligt og afventende, som havde hun i virkeligheden slet ikke foreslået at begå kriminalitet. 

Som de gik ind i haverne, slap han hendes hånd igen. Nu var de fremme, og han havde ikke samme behov, for at sikre sig at hun var okay. For nu var de i roligere omgivelser - selvom han godt vidste, at det ikke ville stoppe andet. En følelse af ubehag begyndte at brede sig i hans mave, som han kiggede sig over skulderen. Han havde ikke normalt tendenser til at være paranoid, men han havde også oplevet nok gange til - at han skulle stole på hans mavefornemmelse. 
Derfor - lyttede han desværre også kun med et halvt øre. Og så snart han lagde mærke til det, fik han også med det samme dårlig samvittighed. 
Men, da han kom ind på hendes tale strøm, gik det op for ham - at hun højst sandsynligt stadig var igang med samme smøre som før. Et halvt smil spillede på hans læber, som han betragtede de flotte hvide roser der voksede op af en af sten væggene. Det var faktisk ganske smukt, og som de gik der - og han lyttede til hendes samtale, følte han sig ganske veltilpas. Følelsen af ubehag havde kortvarigt forladt hans mave - og han følte at det nok bare havde været ham - som havde overdrevet følelsen. 
Men lige som hun skulle til at svare Isiodith - skvattede han i græsset, da det var vådt fra regnen dagen for hende - han kastede med sin ene hånd, og en bænk som havde stået ikke langt fra dem, rev sig ud af position og fælde den mand som skulle have været ved at slå Theobald ned.

Hurtigt var han oppe og stå - ja næsten umenneskelig hurtigt. Og ignorerede den kolde fornemmelse, der gled ned af hans ryg - efter den havde kolliderede med den våde græsplæne. 
“Okay.. ikke kun indbildning.” Han greb Isiodith hånd, da han genkendte mærket der var at finde under mandens kåbe der nu var synlig. “Baronen... vi skal væk - nu.” 

Isiodith bed ikke mærke i, at Theobald kun lyttede med et halvt øre, for den unge skovelver fortsatte ufortrødent sin talestrøm. ”- og det var i grunden slet ikke så vanskeligt. Det gik hurtigt, det må jeg indrømme! Også væsentlig hurtigere end først antaget, skal jeg være helt ærlig, for jeg beregner simpelthen ikke blandingerne forkert normalt. Jeg har også tænkt en del over, altså siden det skete, hvad der i grunden gjorde udfaldet, og jeg er nået frem til, at densiteten – oh!”

De isblå øjne fæstnede sig straks på den unge mand, i det han gled og instinktivt skulle Isiodith til at hjælpe ham op –

Før alting pludselig tog en drejning, ingen af dem havde forventet. Med et lige dele opgivende og vantro suk, tæt efterfulgt af et; ”jeg ender altid i sådanne situationer”, satte Isiodith dog i løb med Theobald, ganske uvidende om hvem denne Baron var eller for den sags skyld, hvad han ville med hendes følgesvend. Løbe kunne hun dog, hvormed det var det, Isiodith gjorde men det skulle hurtigt vise sig, at det ikke ville forblive uproblematisk.
For den ukendte mand ved bænken, var ikke den eneste, der havde fundet vej til Tempelhaverne. Og havde der ikke været gæster få øjeblikke forinden? Isiodith kunne have svoret –

En mørk og kutteklædt skikkelse var pludselig at finde på stien foran dem, og med stoppede Isiodith op. Hun løsrev sin hånd fra Theobalds egen og skubbede ham dernæst imod alskens buske. ”Løb!”, bad hun, hvorefter Isiodith snurrede rundt på hælen og lod sin magi indfinde sig i hendes blik.

Det var et skræmmende syn, hvis man vel og mærke ikke vidste, at hun absolut intet kunne gøre, andet end at stirre med sorte øjne – fuldstændig farveløs, som havde alt hendes chakra, der fik hendes blå øjne til at skinne, forladt hendes med vindens friske brise. Hun hævede sine hænder, og drevet af instinkt kastede den fremmede skikkelse sig ind bag de tykke søjler, hvormed vejen for endnu engang – og et kort øjeblik – var fri.
Isiodith havde ingen plan, men hun fortsatte med at gå imod det sted, hvorfra manden var forsvundet; hendes blik så sort som natten og hendes skikkelse drænet for farve.


De skulle jo trods alt ud og helst i dag. 

Han havde været så tæt på bare at stikke af - da han hørte ordet løb. De mange grene fra buskende, rev og sled i hans tøj og de bare arme - men han fortsatte selvfølgelig, fordi de skulle ud derfra. 
Men da han havde taget nogen skridt - en del af dem faktisk. Og så kastet sit blik over skuldren for at se, at Isiodith slet ikke var fulgt efter. Bandede han stille, inden han vendte rundt og begyndte at løbe tilbage i modsatte retning.
Dette handlede ikke om, at hun var en kvinde - og derfor skulle beskyttes. For i hans øjne, skulle alle beskyttes han holde af. Havde det været Pax som havde stået i samme situation, ville han havde ageret på præcis samme måde som nu. Velvidende at hans leder - ville være mere end i stand til at tæske de få småforbryder fra Baronens bande. Og det var selv med et øje - eller, okay måske ikke uden at han selv havde fået nogle slag. Men det var alt sammen underordnet lige nu!
Især da han så at en skikkelse havde bevæget sig ud fra skyggerne, i elverkvindens blindevinkel. 
Med lynhurtige reflekser greb han ud efter pinden med sine hænder, der skulle være til at blive svunget ned i hoved på hende - sikkert i håb, om at hvis hun besvimede ville det hun skræmte dem med - også stoppe. Det var først, da han gav hende et sideblik, at han så hvor blev hun var blevet. Som var hun nær døden - så bleg synes han da ikke hun havde været?
Dog fik han andre tanker at tænke på, da han lige med nød og næppe undgik at få mandens - hvis våben stadig var solidt grebet af begge Theo’s hænder. Pande nikket imod hans egen. 
“Jeg er sikker på, vi alle sammen - kan komme til en overensstemmelse!” Råbte han en smule desperat, som han blev skubbet væk og landede hårdt på sin bagdel, for anden gang denne dag. Det var jo ikke fordi, at Theo var den stærkeste - eller mest våbenfærdige person. 
Men da kæppen skulle til at blive svunget imod ham igen, kastede han sine hænder op - kun for at kæppen svingede den anden vej og landede med et overdøvende smæk i mandens ansigt. Et hvæs forlod hans læber, inden han sank sammen på jorden - nu var det bare et spørgsmål, om Isi havde brug for hjælp. - hvor Theobald var klar til at springe ind foran hende, for at beskytte hende fra hvad end der måtte komme hendes vej. 

Isiodith fortsatte sine målrettede og hastige skridt, velvidende at Theobald ikke længere var at finde bag hende. Siden afskeden med Sibalghym havde mangt og meget ændret sig for den unge kvinde; en forandring der var tydelig at spore, skulle man kende hende godt. Hvor der før havde været tøven og ubeslutsomhed, var der nu alene handling – hvad end det måtte indebære.

Den unge kvinde krøb omkring en tyk søjle, og så derved gerningsmanden længere fremme. Sikke som han dog løb, tænkte hun – i grunden noget så fascineret, for hun havde jo ikke gjort noget. I hvert fald… ikke endnu.
Uden tøven fortsatte Isiodith efter ham, men snart efter lød der skridt bag hende. De isblå øjne – der nu var sorte som en dæmons – skævede henover hendes spinkle skuldre, og hvad de fandt, var lige dele kærkomment og bekymrende.

Theobald.

Isiodith måtte ændre planen øjeblikkeligt, hvormed hun drejede rundt på hælen og satte i løb mod Theobalds skikkelse. En kutteklædt skikkelse var sprunget frem af ingen ting, med en solid kæp hævet mod det yngre menneske og straks blev Isiodith grebet af vrede. Hvor vovede han!
”Det tror jeg ikke, at vi kan!”, råbte Isiodith men til trods for hendes høje toneleje, var stemmen ganske rolig og afmålt; for Isiodith mente virkelig, hvad hun sagde. Et faktum hun understøttede ikke mange øjeblikke efter, da hun i elegante spring landede på den kutteklædte mands muskuløse skuldre. Som en arrig kat, der skulle forsvare sin killing, greb Isiodith om mandens hoved og lod hendes magi gribe om den sparsomme mængde af chakra, der strømmede frit og levende i kroppen under hende. Med et voldsomt ryk – i noget der ikke kunne ses med det blotte øje – faldt manden til jorden med et tungt suk.

Forinden Isiodith selv kolliderede med de solide mursten under dem, hoppede hun, med en skovelvers elegance, ned ved siden af Theobald. Stadig var hendes øjne sorte. Det var dog ikke det eneste, der var anderledes; hendes ene hånd var knyttet krampagtigt; som holdte den på noget levende.

”Kom!”, sagde hun, nærmest som et forslag, hvorefter hun gav slip på den usynlig kraft – end ikke øjeblikket efter spjættede den bevidstløse mand krampagtigt, men stille… det forblev han. Og vejen var fri.

En tredje skikkelse var kommet frem, og lige som den han lige havde slået ud – også med hævet kæp. Denne gang havde Theobald, ikke være lige så hurtigt til at reagere – da han var alt for travlt optaget med, at betragte kvinden der kom løbende imod ham. Hendes ord der der havde råbt, at hun ikke mente de kunne tale dem til fornuft. Havde fået ham til at betragte hende, og derfor også blive opslugt af de øjne som stirrede imod ham. Han fik et chok, så simpelt var det. Han havde set huden, hvordan den havde lignet den havde mistet alt farve – og selvom hun havde været bleg, lige siden han havde lært hende at kende. Var det stadig slående, hvor meget blegere en hud faktisk kunne blive.
Men de sorte øjne, dem havde han svært ved at forholde sig til.
Så da der pludselig var en sidste skikkelse, skulle han lige til at forsvare sig. Inden at den spinkle skikkelse landede på ryggen, hendes hænder der greb omkring hans hoved – og noget nyt begyndte at ske. Magi der summede omkring dem – han kunne mærke det, men ikke se det.
Også faldt manden til jorden – igen måtte han se sig overrasket, ikke nok med hun havde angrebet manden uden tøve. Hun havde også formået, at få denne store mand til at synke sammen. Uden at gøre ret meget andet – i hans øjne – at sætte sine fingre imod hans pande.

Hans blik lå stadig på de to bevidstløse mænd, det her var sket; det her var rigtig skidt. Hvordan, skulle han nogen sinde kunne beskrive det her til Pax? Hvorfor var Baronen overhoved efter ham, han var som udgangs punkt bare – en af de unge drenge, som hjalp til i Ulvens klan. Var det virkelig, alt der skulle til?
Dette fik bange anelser til at rumstere rundt i ham, hvordan kunne han beskytte sin familie imod dette?
Men hurtigt kom hans tanker tilbage, inden han greb omkring Isiodith hånd, og stak af fra scenen.
Han sagde ikke noget, som han sprang igennem haven, løb ud på vejen – og uden rigtig at have et mål i sigte, stak han af – som en hjort der havde fået en ordentlig forskrækkelse.