Perseus mente han havde fået den mest geniale ide, hvilket var at tage til templerne i Dianthos. Ikke fordi han rigtig var troende selv, men han fik jo ideen om han mon kunne få nogle til at tvivle. Om ikke andet troede han ikke umiddelbart selv, så hvis lidt ondskab skulle til, så var der ingen tvivl om han ville være den rigtig til at få en til at tvivle ved lidt hjælp fra hans store dyr Hades. Han havde formået at snige sig ind i tempelhaverne, også fået det store dyr Hades med sig. Han var et stort blandings dyr, eller han var nok nærmere et magisk dyr i stedet end en blanding med den manke. Han kunne ligne en normal hvid tiger, men han havde en stor manke som kunne få ham til at ligne en løve i stedet, hvis man så bort fra hans striber.

"Find en nem sjæl at omvende," brummer han på dæmonisk, som han kørte fingrene igennem Hades manke. Der var intet bedre end at lave rag i den, at skabe noget ballade. Hvor var bedre at finde en nem sjæl til at omvende, end lige ved templerne. De havde allerede en tro, der skulle vel ikke så meget til før han kunne få dem til at ombestemme sig. Perseus gav slip på manken af dyret, inden den langsomt sneg sig i forvejen, imens den vippede med de små øre, som den var igang med at snuse sig frem til hvad måske kunne være et nemt bytte. Hans øjne fulgte med Hades, som dyret vandrede rundt med hovedet lidt tættere mod jorden. Halen svingede lidt fra side til side, imens det var tydeligt han havde fundet noget den tænkte kunne være spændende. Som begge de små øre flabbede til hver sin side, inden det store dyr stoppede som han stod med en prægtig holdning. Perseus så i samme retning som ham, hvor han kunne se en skikkelse. Han gik langsomt op til det store dyr, imens han overvejede det, men dyret plejede aldrig tage fejl. Men det blik Hades havde, vidste Perseus allerede det var alt andet end et menneske. En engel rettere sagt, se det kunne da kun blive sjovt at prøve overbevise denne engel om hans tro ikke var meget værd.

Alfredo elskede disse haver, han elskede stilheden og roen.
Han var en mand der levede meget i fortiden, han levede utroligt meget i sit eget hoved og gjorde altid et forsøg på at vende sig indad når tingene blev hårde. Han vidste godt at det sikkert ikke var den nemmeste måde at leve på, og helt sikkert heller ikke sundt.
Han mente selv at han havde haft fem gode år, ud af sit over 800 år gamle liv. Det var ikke nemt når kærlighed betød så meget for en.
Endnu mindre når den kærlighed man havde haft, var en man havde mistet og som man savnede mere end ord kunne beskrive.

Han gik roligt og kiggede på de smukke træer, på himlen og overvejede mest af alt snart at vende hjemad. Men dette her sted var bare så roligt og terapeutisk, at han havde brug for at blive lidt endnu.
Han kom roligt gående igennem haven og stoppede op med et forstrækket gisp som han så det store dyr og den unge mand. Det var da ikke fordi at Alfredo ikke var vant til at se lidt af hvert i dette her land, men han var måske lidt en kylling når det kom til stykket.

Det var et lusket smil der lagde på Perseus læber, som han så englens reaktion på Hades. Det dyr var sikkert skabt af en ond person, for det dyr kunne se ret ond ud når det tog ham. Han tog ved i manken på det store dyr, for at stoppe den i at have sit sjov. "Jamen halløj, jeg håber ikke Hades fik skræmt dig alt for meget," siger han med en brummen, som han vipper hovedet lidt på skrå. Manden foran ham virkede til han manglede noget, hvilket kunne gøre det nemmere at få ham til at lade vær med at tro på noget. "Hades, opfør dig pænt til jeg siger noget," hvisker han lavt på dæmonisk, det eneste tidspunkt han snakkede på hans rigtige sprog, når han ville fortælle det store dyr noget. Han var blevet oplært med at snakke krystalisiansk, så det gjorde han også til alle andre væsner end det store dyr, men også hans bedste ven der også var en dæmon.

Det store dyr strakte sin krop lidt, inden den blev bagved Perseus, for ikke at skræmme manden foran dem alt for meget. Haddes slikker sig lidt om munden, men lader vær med at gøre noget uden at få lov. "Hvad bringer dig dog til at være i templerne? Jeg troede dette sted ville være øde," siger han langsomt, imens han ser rundt i haven. Der var ikke andre her, ikke en eneste levende sjæl virkede til at være her i øjeblikket. Hvilket også ville gøre det hele nemmere, med at kunne måske få ham til at tvivle, om Isari virkelig var værd at tro på. Kunne hun virkelig være det, hvis han blev genskabt som en engel, hvis han måske ikke ønskede det? Det vidste Perseus dog intet om, hvad denne engel egentlig tænkte. Men han havde mødt flere engle, der ikke var glade for deres nye måde at skulle leve på, da de ikke følte de havde et valg. Folk de elskede døde bare, ingen af dem kom tilbage som engle. Der var så mange ting at sige, som kunne få en til at begynde at tvivle især hvis det var en som allerede havde lidt problemer med tilstedeværelsen som det var.

Det var da ikke fordi at han var nogen kæmpe kylling, men det var han jo ikke fordi han verdens modigste når det kom til stykket, og selvom han godt vidste at de fleste væsner der kom her var ganske fredelige, så var han altid nervøs for at nogen kunne finde på at slå ham ned eller noget i den stil.
Alfredo var på ingen måde stærk eller særlig dygtig til kamp, det var klart hans hoved og intelligens der var hans kendetegn, og bestemt ikke fordi at han kunne forsvare sig særligt godt hvis nogen endeligt valgte at gå i mod ham.

"Åh det er okay, jeg er måske bare lidt nervøs anlagt når jeg går i mine egne tanker" sagde Alfredo i en venlig stemme som han smilede i mod den fremmede.
Han vidste jo godt at der sikkert intet skete, men især hvis han ikke var forberedt, så var han lidt hurtig til at få et chok.
"Jeg kan bare godt lide at spadserer her efter arbejde, du ved.. Tænke og se lidt på naturen" smilede han i mod den fremmede.
"Jeg er præst forstår du" sagde han og kunne ikke helt aflæse om den fremmede var god eller ond, men for nu valgte han naturligvis at tro på det første. Alfredo troede på det gode i alle mennesker.

Det luskede smil prøvede han lidt at skjule, som han hev lidt i manken på det store dyr. At han ligefrem havde fundet frem til en præst, ligefrem en engel, den havde alligevel været helt ny for ham. Men om han ikke elskede en god udfordring, dette var lige hvad han ønskede. "Åh, du er præst her, er der virkelig folk der stadig kommer og hører om Isari?" Spurgte han, som han mest af alt lod som om han var meget overrasket. Han kendte måske ikke så mange, men en ting vidste han, han havde slået flere ihjel som troede på Isari. Så mange der havde bedt til deres gud, imens det sidste de virkelig så var dæmonen som tog deres liv, uden deres gud gjorde noget ved det. Han havde givet mange grund til at tvivle på denne gud, mon ikke han selv kunne få denne engel til det.

"Jeg tænker, en engel som dig, er du overhovedet tilfreds med at være genopstået? Det var vel intet du selv bad om?" Spørger han, hans ord var måske noget folk så som uskyldige, men det var også de mest uskyldige spørgsmål der fik folk til at tvivle på dem selv. Hades satte sig ned, som den læner sig lidt op af Perseus. Han var ikke i tvivl om det store dyr nærmere var skabt ved mørkets magi, end alt andet. Det store dyr levede nærmest af ondskaben de bragte omkring, den slog ihjel for et godt ord, det var ren ondskab som løb rundt i det store dyr. Der var ingen tvivl, Perseus var god til at spille uskyldig, få folk til at tvivle på hvad det rigtige var. Når sådan en ondskab kunne rende rundt på jorden, hvor var deres gode gud henne, når folk nærmest blev slagtet? Selv troede Perseus ikke rigtig på noget, men skulle han vælge ville han altid vælge Zaladin eller Kile. Men han var vel en dæmon, så hvem ville det overraske, hvis de vidste hvad han var. De fleste fandt ud af det, når han rigtig begyndte spillet efter have spillet en sød og meget uskyldig person. Men så uskyldig som han kunne være, ligeså ond var han også.

Alfredo kiggede i mod den fremmede, og havde stadig et halvt øje i mod det uhyggelige dyr i baggrunden, stadig ikke helt sikker på om han ligefrem kunne stole på den eller på manden.
Egentligt virkede manden venlig nok, lige ind til hans kritiske holdning kom frem hvilket med det samme gjorde Alfredo en smule usikker, nok fordi at han generelt var en lidt nervøs person og han brød sig ikke rigtigt om når folk begyndte at stille spørgsmål: ”Ehm hvad?” sagde han en smule forvirret og kunne mærke han lige skulle tænke sig om.
”Jamen jeg.. Ja... Mange.. Her kommer ofte folk der har brug for at snakke” sagde han ganske roligt: ”Du er måske ikke troende?” spurgte han roligt.

Han kunne mærke at han ikke vidste hvad han skulle svare.
Alfredo havde flere gange ønsket at han ikke var genopstået og at han bare var død, nok mest fordi at det havde gjort så ondt i ham ikke at vide hvad det egentligt var der foregik med hans familie, så han havde brugt mange år på at forsøge at slutte en smule mere fred med det hele.
”Det... Jeg har det fint” sagde han og kiggede ned, han kunne mærke at han blev usikker og ikke helt vidste hvad han egentligt skulle sige.
Der var vidst mange sider af sagen om hvorvidt at han syntes det var godt eller skidt af han var genopstået: ”Jeg er genopstået for at dele Isari’s visdom” sagde han.

Han var ret tilfreds, som han virkede lidt forvirret, men det var jo nok også hurtig han stilte de mere svære spørgsmål. Men han fortrød da intet ved hurtig at stille de spørgsmål, for det kunne gå begge veje lige meget hvad. Det trak lidt op i hans mundvig, som spørgsmålet om han var troende kom frem. Det kunne man vist ikke påstå han var, medmindre han bare skulle vælge så vidste han også hvad valgte ville være. "Nej det kan man ikke just sige, har mødt så mange, som blev engle, der var mere end lidt utilfredse," siger han som hans blik bliver på englen. Som om det skulle være en undskyldning, til ikke at være troende. Det kunne man ikke just sige, men det kunne vel altid få en til at overveje det en ekstra gang nok. Han vippede hovedet på skrå, som der kom en lang pause fra manden foran ham.

"Men, er det virkelig det værd kun at være genopstået for det? Hvad med den kærlighed du måske havde inden, den person er væk. Din tætteste familie er væk, de kan ikke rigtig kende dig, når du ikke rigtig ligner den samme mere som da du døde," siger han langsomt, nærmest for at få det til at sænke helt ind hos ham. Var der nogle ting han havde lært af de engle han havde haft mellem fingrene for at torturere, så var det godt nok, at de aldrig var genkendelige for familie, de huskede sjældent hvad deres fortid var, først med tiden huskede de mere, men deres familie ville jo aldrig vide hvem de er med det nye udseende de holdte sig. Eller det var lidt splittet om de kunne huske meget fra fortiden eller en tåge, men det var sjældent de blev i den gamle krop, de fik bare en ny krop som mindede lidt om den gamle. Ar ville vise mange ting på en engel, men sådan ville det være. "Jeg kender engle, der også har et ondt formål med livet, som ikke tror på Isari," siger han igen lettere langsomt. Han havde oplevet det ofte gav et større indtryk på folk, som de begyndte at tænke mere over hvad der blev sagt, som det blev sagt tydeligt hvert et eneste ord.

Alfredo havde stadig ikke helt spottet hvad der var med denne fremmede, men som udgangspunkt var det ikke den mest positive "vibe" han fik fra ham.
Men han afventede for nu, trods alt så var han en der altid troede det positive om folk og han håbede da på at den fremmede måske havde det på samme måde.
"Åh... Hva laver du så her?" sagde han i en rolig stemme og lagde hovedet let på skrå, haven og stedet var da absolut åbent for alle, men derfor var det måske alligevel en smule sært at han valgte at være sådan et helligt sted.

"Hvorfor... Hvorfor er det noget du er interesseret i? Mit liv?" spurgte han i en rolig, og næsten med en let panisk røst.
Mest fordi det gjorde ondt på ham med verbale slag, nok var han en klog mand men han var også en mand med utroligt mange følelser, og han kunne godt have ret svært ved at holde sammen på sig selv i disse tider.
Han lyttede alligevel og afventede roligt: "Jeg... Jeg ved ikke hvad du vil" sagde han i en rolig stemme og undrede sig let som han bakkede et par skridt væk, som han igen kiggede i mod monstret.

Han holdte det mest uskyldige smil han kunne mestre, som han holdte styr på Hades. Fingrene legede lidt med Hades manke, for at han kunne stoppe sig selv i at gøre en masse ting, det var jo ikke måden at gribe sådan nogle ting an på, tror han da, han havde det med at have mere vold end andet. Et træk på skulderne, som han viste en mere ligegyldig mine, imens han betragtede vær bevægelse fra ham. "Ikke sådan interesseret, bare mærkeligt at møde en engel, som virkelig tror på Isari, det jo nærmest sjældent disse dage," siger han roligt, imens han nærmest bare fejer det lidt af vejen. Men alligevel tilfreds med det han kunne fornemme, nok sagde manden ikke meget, men kropssprog var et helt sprog for sig selv som kunne nemt læses på denne mand. 

"Desuden var min konstatering mere generel, at jeg ikke havde mødt nogle, knap som dig. For alle de grunde jeg sagde, møder jeg bare oftere engle som måske bebrejder Isari, derved nogle bliver onde andre tror bare ikke på noget," siger han, endnu et skuldertræk, imens Hades giver Perseus et blik. Dog vidste Hades godt, at hans følgesven vidste hvad han havde gang i, dyret havde jo vidnet mange gange hvordan denne dæmon kunne lidt med simple ord, konstateringer og snakke langsomt med tydeligt. Så alt pludselig begyndte at rykke på sig hos andre, imens få andre hoppede på hans tricks, men så brugte han vel bare hans evner, for så tydede Perseus bare til ondskab, som lagde så naturligt for dæmonen. At være rar og bare normal lagde ikke til ham, han var generelt altid lusket og sørgede for alt han gjorde var tænkt igennem for at give en gevinst på en eller anden måde i sidste ende. Alt han gjorde var af egoistiske grunde, især hvis han bare kunne se noget sjovt i det, så var han ikke bleg for at gøre noget andre ville finde helt forkasteligt.

Han kiggede undrende i mod den fremmede.
"Usædvanligt? Der.. Der er da mange engle der tror på Isari" sagde han roligt: "Det er jo hende der har givet os liv" sagde han undrende og rynkede let på panden, han kunne ikke forstå at han kunne tvivle på den måde.
Faktisk så måtte Alfredo jo ærlig sige at han aldrig havde været tvivl om hans Gudinde, han vidste at hun eksisterede, han vidste at hun var godheden selv og naturligvis troede han fulgt og fast på at hun eksisterede.
Han kunne mærke hende når han var trist og havde brug for hjælp.

"Bebrejder Isari?" spurgte han i en undrende stemme, det var ikke noget han før havde hørt - hvilket måske ikke var så mærkeligt fordi han gik meget rundt i sit eget hoved og sin egen lille verden. Han var glad for tingene som de var, og han havde ikke brug for alt for mange mennesker i sit liv, hvilket måske var en smule sært, for han elskede faktisk at være sammen med andre mennesker og han var egentlig ret social.
Han var bare en smule bange for at være sammen med mennesker efter han havde mistet sin kone for snart mange år siden.