Fahira var klædt pænt på, selvom hun ikke lige var i humør til det. Hun havde gjort det, da hendes mor havde bedt hende og sagt de skulle ud og møde nogle særlige folk. Fahira magtede ikke det formelle fis, men hun havde gjort det i håb om at hun muligvis kunne møde nogen, som kunne hjælpe hende videre i hendes liv, som skuespillerinde. Hun var ikke noget meget længere end på amatør scenerne, da hun endnu ikke havde mødt nogen, som kunne fører hende videre. Fahira fandt dog hurtigt ud af, at det handlede om noget andet. Endnu en trolovelse. Det var ikke til at klare, at hun hele tiden blev kastet rundt, som en lille hundehvalp. 

Fahira havde i hvert fald taget sig den frihed at forlade selskabet uden videre. Hun havde snuppet sin kappe og trukket hætten over hovedet, før hun vandrede ud af palæet og fandt hovedgaden. Der var en masse mennesker der og nogen blev fanget af hendes aura. Hun kunne dog mærke, at hun ikke var klar på den slags lige nu og at hendes forvirring omkring livet, pressede på. Det hele virkede så anstrengene. Et suk forlod de rosafarvet læber og stille holdt hun blikket nede i joden, indtil hun stødte ind i en.

Kulina var ikke normalt den mest flamboyante person, da ydmyghed var en stor del af hende. Men denne dag havde hun dog ladet sig friste, blot en smugle.

Hun havde haft overnattede på en lokal kro og på sin vej ud af byen, med sin trofaste ræv ved sin side, var hendes opmærksomhed blevet hevet med af nogle der stod og sang midt på gaden. Det var tydeligt at dem der sang ikke var van til det, og at deres evner ikke var hvad de kunne have været, men Kulina dømte ikke, i stedet stilede hun sig op og klappede lystigt af dem der forsøgte og roste deres mod.

Dette fik dog kvinden der kørte det til at rette sin opmærksomhed mod den høje blonde kvinde med store hvide vinger som Kulina nu en gang var, og bede hende om at gøre et forsøg. Kulina var ikke meget for det, fordi hun frygtede at de andre ville føle sig underkuet, men dog lod hun sig overtale.

Ræven hoppede op på hendes skulder som beskyttelse, og balancerede let og elegant på hende mens hun begyndte at synge sin engle sang. Teksten var på elvisk, en sang hun af en eller anden grund havde holdt ved fra hendes tidligere liv, uden at ane hvor den kom fra, men dog var den smuk, elegant og fin. Hun sang dog kun en enkelt sang før hun insisterede på at en anden skulle tage over og vise deres talent, lade det være sang eller skuespil. ”Kom nu, der må da være en eller anden der tør vise sine evner? Noget skuespil måske? En lille fortælling?” bad hun ud i forsamlingen og håbede på at fange opmærksomheden af en tilfældig forbigående.

Sammenstødet med den fremmede, fik Fahira til at stoppe op og undskylde. Kvinden sagde noget lavmælt, men ikke noget, som hun satte noget stort i. Bare endnu en klage over det kønne udseende, som bare troede det var okay at gå en i andre. Fahira himlede let med øjnene, hvilket fik hende til at fange noget underholdning i øjenkrogen. En kvinde, sang på et andet sprog og det lød yderst smukt. Fahira blev i hvert fald fanget af det og det fik hende til at gå tættere på og observere kvinden. Det var tydeligt at hun var anderledes end alle andre, men det var normalt i denne del at byen, at møde folk som hende. Der var mange forskellige racer, som rejste igennem byen eller boede det fast. Fahira blev altid inspireret af dem. 

Efter sangen, bad kvinden en anden om at træde til. Fahira holdt sig lidt tilbage. Hun var vandt til at optræde på amatør scenen, men ikke sådan ude i det fri. Hun bed sig lidt i læben og valgte efter kort tid, at trække hætten ned, "Jeg vil gerne prøve." Hun stillede sig op og allerede der, var der flere mænd, som stoppede op og beundrede den mørkhåret kvinde. Hun åndende tungt ud før hun begyndte at opføre et kort skuespil omkring en kvinde, som havde problemer med sin strenge far. Noget, som hun havde fået inspiration fra hendes ejet liv. Efter hendes opførelse, var der flere, som bad om ekstra nummer, men Fahira havde behov for at snakke med kvinden fra før og derfor afviste hun. Hun vandrede hen til kvinden med blondt hår og smilede, "Du sang virkelig godt." komplimenterede hun og smilede.

Kulina gjorde hurtigt plads for kvinden da hun meldte sig, og stod ivrigt og observerede hendes opvisning. Da den var ovre klappede hun ivrigt som før men vendte sig dog for at gå videre, kun stoppede af kvindens stemme. Hun vendte sig imod hende og så på hende med sine krystal blå øjne og et blidt smil, ”Oooh mange tak” sagde hun muntert ”dit skuespil var fantastisk… var det noget du selv fandt på eller?” spurgte hun nysgerrigt. 

Hun mærkede mændene omkring dem samle sig om kvinden og hendes selv, og hun valgte derfor at lave et mildt vink med hoved til kvinden som tegn på at de skulle begynde at gå for at komme væk fra dem.

Det var ikke at hun havde noget sted i tankerne de kunne gå hen, men hun tænkte dog at det ville være mere behageligt for kvinden end at føle sig så omklamrede af fremmede. ”Jeg synger normalt ikke rigtigt foran andre, jeg vil hellere gemme det til særlige lejligheder” sagde hun forsigtigt, uden at afsløre hvad hendes sang i virkeligheden kunne gøre hvis hun ønskede det.

Kvinden var en del lavere end Kulina, men dog var det ikke noget hun tænkte meget over, da hun efterhånden var van til at de fleste var lavere end hende, i hvert fald når det kom til kvinder, og igen særligt med mennesker, noget som hun dog ikke var sikker på at kvinden var, men det gjorde heller ingen forskel.

Kulina holdte sine vinger tæt for ikke at fylde for meget på gaden, men valgte dog at holde dem fremme for at kræve noget afstand fra de øjne som hun stadig bemærkede fulgte kvinden. Nok forstod hun ikke hvorfor alle virkede så optagede af hende, men hun ønskede at vise kvinden at hun i hvert fald var sikker at være omkring, og hvis det betød at hun skulle fylde lidt så gjorde hun glædeligt det for at en anden kunne have det bedre. 

Fahira sendte kvinden et smil og lyttede til hendes ord. Fahira havde optrådt en del gange, så det var ikke længere noget nyt for hende, men alligevel følte hun altid en særlig rus i sig, når hun gjorde det. Hun elskede opmærksomheden og det var det, som gjorde at hun fortsatte, med det, som hun elskede. Fahira rettede på det mørke hår og svarede, "Ja, det var det. Jeg får meget inspiration fra mit ejet liv. Jeg ændre bare mine monologer til at det handler om en anden kvinde, med et andet navn. Det er lidt nemmere." Forklarede hun. Fahira kunne se, at kvinden nikkede til hende, for hun kunne følge med og det fik hende ikke til at tøve. Hun gik med rolige skridt i den retning kvinden viste uden at tænke mere over det. 

Fahira kiggede sig dog kort over skulderen for at se, om der var nogle der fulgte dem, men de tryllebundne mænd, stod sørgmodigt tilbage og sukkede højlydt efter hende. Det var alligevel ikke noget nyt. Fahira's opmærksomhed blev dog rettet mod kvinden igen, da hun nævnte hun ikke snag så meget. Det var ellers ærligt, for hun sang så godt. "Det var måske en særlig lejlighed nu. Måske var det skæbnen?" Pointerede Fahira og var virkelig glad for at hun havde haft muligheden for at hører det. "Forresten, mit navn er Fahira." Præsenterede hun venligt og sendte den høje kvinde et smil.

Kulina nikkede anerkendende til  kvindens ord ”fascinerende” bekræftede hun og pausede så kort ”undskyld min snagen, men er din far lige så slem i virkeligheden?” spurgte hun i en forsigtig tone, håbende at kvinden ikke var i tvivl om at hun virkelig ikke ønskede at tvinge hende til at svare. Nok var det normalt med strenge fædre men det betød ikke at det var okay i hendes bog, men hun forstod dog godt hvis folk ikke ønskede at snakke om det, også selv om hun ikke huskede noget om hendes egen far. 

Hun trak på skulderne til kvindens spørgsmål ”skæbne virker som en god forklaring” bekræftede hun og smilede ”Det var det der skulle til for at møde dig, og ind til videre er du en sand fornøjelse at være i selskab med” hendes stemme var blid, og selv om hun i sit tidligere liv havde været lige så tiltrukket af kvinder som mænd, så havde hendes stemme ikke den tone med sig af flirten som førhen kunne have hærskede. Ja kvinden foran hende var smuk, men alle var smukke i hendes øjne på hver deres måde, så hun lagde ikke så meget mærke til det mere, og flirten var derfor ikke noget hun havde gjort sig i så længe hun kunne huske.

Navnet var nyt for hende, hun kunne ikke mindes at have hørt nogle med det før, men det gjorde hende intet, for det var nu et flot et. ”sikke et fantastisk navn” hun troede fuldt og fast på at komplimentere folk når der var noget at komplimentere ”Mit navn er Kulina” tilføjede hun kort efter med et blidt smil på læberne.

Hun forsatte med at gå i noget tid, men stoppede så op da øjne omkring dem blev ved med at følge dem, og så op på et af tagene ”kunne du have lyst til at komme lidt væk fra øjnene?” tilbød hun og lavede en hovedbevægelse op mod et næsten fladt tag, for hun rakte hånden ud imod hende som et tilbud, dog uden at forvente at kvinden ville tage hendes hånd og vælge at stole på at hun ikke ville tabe hende. Hun var langt fra stærk, men hun havde gjort det før, og kvinden foran hende var ikke den største i verden så det skulle nok gå når det ikke var længere. Havde det derimod været en længere flyvetur så havde hun med garanti ikke kunne gøre det. Havde hun dog ikke været sikker i sin sag så ville hun aldrig have tilbudt det, da hun ikke ville risikere at skade nogle, hverken hende eller dem omkring dem.

Fahira havde ikke noget imod at snakke om  hendes far. Faktisk, var det måske lige præcis det, som hun havde behov for. I hvert fald, gjorde det ondt ikke at kunne snakke med så mange om det og det kunne jo lette lidt på hjertet. "Min far er ikke nem. Det tror jeg aldrig han har været. Hans ønske var at få en datter, som var formel og kunne gifte sig med en rigmands søn, jo højere status, jo bedre." Forklarede hun og sukkede lidt, "Jeg vil bare ikke gifte mig med hvem som helst og sket ikke nu." Slog hun fast og åndede tungt ud. Det var sandheden. Det skulle ikke tvinges ned overhovedet på en, for det var ikke okay. Kærlighed var vigtigt og hun ville ikke leve uden det, resten af sit liv. Hun ville finde en, som hun virkelig elskede, om lige meget race og køn, det vigtigste var bare, at hun havde det godt i personens tilværelse og følte sig elsket. 

"Det har også været en sand fornøjelse at møde dig og ikke mindst hører dig synge!" Lød det drømmende fra hende og sukkede tungt endnu engang før hun igen begyndte at drømme sig væk i tanken om hendes smukke sand. Hun var vild med hendes stemme. Så der var intet at sige til at hun også kunne lide at snakke med hende, for hun havde i den grad en smuk og beroligende stemme. Kulina, præsenterede sig og Fahira kunne godt lide hendes navn. Det virkede specielt og det var interessant. Hun nåde dog ikke at sige mere, før Kulina, tilbød hende, at komme væk fra alle øjnene. "Der er intet jeg hellere ville." Pointerede hun og tog kvindens hånd. Det var første gang hun nogensinde havde snakket med en engel og allerede nu, kunne hun lide det. Denne kvinde var i hvert fald værd at møde. 

At Fahira ikke havde noget imod at snakke var bare dejligt, ikke fordi at Kulina nød at tale om dårlige ting, men fordi hun vidste at det kunne hjælpe at snakke om sine problemer, også selv om det ikke løste noget så forstod hun at det kunne lette en smugle på hjertet, og der var trods alt ikke noget Kulina elskede mere end at kunne hjælpe og støtte andre, selv hvis hun ikke kendte dem. 

”Det lyder ikke som en der virkelig elsker dig” hun vidste at ordene var hårde, men det var sandhed for hende, og det kunne høres i den blide tone. Kulina mente ikke at man kunne tvinge folk man elskede til noget som helst, og af samme grund forstod hun heller ikke længere ægteskab og de ejerlige fornemmelser der fulgte med det, men det kunne jo altid nå at ændre sig, skulle hun finde kærlighed igen.

”HVIS du skal gifte dig, så skal det være med en der respektere dig og støtter dig, og elsker dig som du er” bekræfte hun i en kærlig tone uden at lyde som om at hun heller ville tvinge hende til noget, men blot kom med hendes støttende ord, for hun var jo enig, kærlighed var vigtig.

Hun tog imod kvinden hånd uden at kommentere på resten af hendes ord, og lagde den anden arm tæt på hende ”hold fast” sagde hun både til kvinden og ræven før hun spredte sine vinger ud og krævede den plads hun havde brug for. Hun baskede kun få gange med de store vinger, i langsomme men dog stærke bevægelser, før de var over gaden og de blidt lande på taget. Hun slap forsigtigt Fahira før ræven også hoppede ned fra hendes ryg og gik lidt væk før den lagde sig for at slappe af, tydeligt urørt af situationen.

Kulina satte sig på taget med et smil og lod solens stråler bade sig i hendes blonde hår som afslørede de rødlige toner, som altid kom når lyset var helt perfekt. ”Jeg kan ikke tilbyde andet end min støtte, for jeg har intet hjem og ingen rigdomme, men ingen bør gifte sig af andre grunde end sand kærlighed, og jeg sætter gerne din gamle mand på plads hvis det bliver nødvendigt” Hun var ikke en voldelig sjæl, men hun havde ingen problemer med at skulle hæve stemmen over for en fremmede, uanset størrelse og køn, hvis de ikke behandlede deres børn med den kærlighed og respekt som hun mente at alle fortjente.

Fahira trak kort på skulderne. Det kunne sagtens være sandt. Hun havde aldrig overvejet det, om hendes far kunne lide hende eller ej, men det gjorde hende ikke det store. Han havde ikke så stor en betydning for hende længere. Det var bare en sandhed, som hun havde set i øjnene for nogle år siden.Hun ville aldrig nogenside elske den mand, som var hendes far. "Nej, det er nok sandt. Det handler nok mere om en hvis standart i familien. Han ønsker kun mere rigdom og kendskab. Det er trist." Gjorde hun klart og lyttede til de næste ord, som Kulina brugte. "Jeg har ikke tænkt mig andet. Jeg ved at jeg skal giftes med en, som jeg elsker, og jeg er sikker på det sker en dag." Sagde hun bestemt og nikkede kort med hovedet.

Fahira holdt fast og pludselig var de oppe i luften. Det kildede helt i maven på Fahira og hun kunne sket ikke lade vær med at grine lidt. Det var vildt fantastisk at prøve dette. Da de landede på taget, fulgte Fahira Kulina, som satte sig. Fahira fulgte hende og satte sig ned ved siden af hende. "Jeg tror det er svært at sætte ham på plads, men jeg sætter pris på din hjælp, men jeg tror bare ikke det er det rigtige at gøre for mig." Fahira sukkede tungt og kiggede ned for at nyde synet af de små mennesker, som vandrede under dem. Det så rigtigt smukt ud. "Jeg må håbe at mit skuespil kan føre mig væk herfra og måske leve mit liv, som jeg ville." kommenterede hun målsat.

Kulina nikkede endnu en gang til kvindens ord som tegn på at hun lyttede til hende. Selv om Kulina ikke kendte direkte til fornemmelsen så havde hun set det ske for andre, og hun følte den dybeste sympati for den unge pige foran sig. ”Det er bestemt trist, det burde ikke være sådan” konstaterede hun blidt.
”Der er en kærlighed til alle, og den skal nok komme når tiden er” hun lo blidt som hun erklærede sin enighed med kvinden og gjorde så klar til at lette.

Hun koncentrerede sig om at flyve men nød dog stadig at høre Fahira grine, hun havde en dejlig latter og det var skønt at kunne gøre andre glade uden at skulle gøre meget for det, ja faktisk var det altid rart at gøre noget for andre hvis man spurgte Kulina.

”Du må endelig sige til hvis det er, jeg er altid klar på at hjælpe” hun accepterede kvindens udsagn, for Kulina havde jo ingen måde at vide hvorpå faren i virkeligheden var, og hun stolede på pigens vurdering af situationen, hun ønskede trods alt ikke at presse sig på mere end højst nødvendigt.

”Ooh så du ønsker at leve af skuespil? Det ville da være fantastisk! Jeg er sikker på du nok skal blive til noget" hun var selvsikker i sine ord, ikke på den måde forældre eller veninder kunne være det hvor man vidste at de sagde det af pligt, men fordi hun oprigtigt troede på at Fahira ville kunne klare det hvis hun satte sig for det ”Jeg ville elsker at få lov til at følge din udvikling, jeg er sikker på det ikke vil tage dig lang tid hvis du virkelig sætter dig for det” igen afslørede hendes tone at hun mente hvert et ord, og at ideen om Fahira var lige så ægte for hende som den fysiske krop foran hende.

Fahira kiggede lyttende til Kulina og kunne godt følge hendes ord. Det var rigtigt, det som Kulina sagde og det fik også Fahira til at lyse lidt op, når der var en, som faktisk gad at lytte til hende. "Det er der helt sikkert, problemet er at min evne til trækker mænd, så det er svært at vide, hvem der elsker mig for den jeg er og ikke fordi min magiske evne tryllebinder dem. Det er så svært." Lød det trist fra hende og hun kunne lade vær med at sukke tungt. Det plagede hende, at hun ikke kan sortere dårlige mennesker fra de gode, så hun havde nok aldrig rigtig mødt en, som faktisk kunne lide hende sådan rigtig, men igen betød det måske ikke så meget? Måske lidt af en løgn at sige overfor sig selv. 

"Det sætter jeg virkelig pris på, tak." Kom det taknemligt fra hende og hun smilede stort til den smukke, magtfulde engel, hvis udseende var mere pragtfuldt med vingerne slået ud. Fahira var lidt jaloux over dem, men hun ville nok aldrig være så heldig at få vinger. Hun var trods alt en person, som sommetider løj en del. 
"Det vil jeg, ja, men det er svært med min far og hans regler. Jeg er nødt til at snige mig ud, for ellers er jeg fanget forevigt." Forklarede hun og grinede svagt, hvorefter hun nød synet så langt oppe fra. Det var langt bedre heroppe end nede blandt alle de mennesker. "du er mere end velkommen til at følge min udvikling." Lød det fra hende og sendte Kulina et smil.

Kulina rakte ud efter Fahria’s arm og gav den et blidt klem ”jeg er sikker på at når tiden kommer så er du ikke i tvilv” opmuntrede hun med et smil før hun slap hende igen. ”Det lyder som en fantastisk evne, men også en der er hård at leve med” tilføjede hun og trak sine ben op til sig. 

”For klarheds skyld så var det ikke derfor jeg tog dig med her op” sagde hun afslappede ”altså ja du er smuk, ingen tvilv om det, men din sjæl er smukkere end det, og den kalde til mig, som skæbnen kalder på tiden” sagde hun i sin blideste tone. Nok havde hun ingen beviser for at en sjæl rent faktisk var noget man sådan kunne mærke, men det var noget hun valgte at tro på fordi hun ingen bedre forklaring havde på hvad der mon kunne have trukket hende imod en fremmede kvinde når det ikke var det fysiske, så meget vidste hun dog.

Havde Kulina vidst hvad pigen tænkte om hendes vinger havde hun bestemt afbrudt hende, for hun vidste at det ikke altid havde at gøre med det liv man havde levet om man blev en engel, for hun havde set nogle forfærdelige sjæle blive til gode engle og gode sjæle blive til kolde engle, men dog troede hun på at alle der blev det, blev det af en god grund.

Kulina så tankefuld ud da hun hørte pigens næste ord ”Hvad ville det kræve for at du kunne smutte for evigt? Sådan alt i alt? Hvad holder sig tilbage?” spurgte hun i sin stadig milde tone. Hun forsøgte at skjule at hun havde tænkt sig at hjælpe så meget som hun kunne, men hendes øjne forrådte hende og hun vidste det.

Fahira så kort mod Kulina og smilede svagt, hvorefter hendes blik fangede udsigten igen. "Det gør jeg helt sikkert." Svarede hun, hvorefter hun forsatte med at kommeter på det hun sagde efter, "Jeg har ikke været opmærksom på evnen før for et par år siden. Jeg har altid fået, hvad jeg ville have af andre, men det har sjovt nok aldrig fungeret overfor mine forældre. Jeg har altid overvejet, at de ikke bliver påvirket, som alle andre fordi de er familie." Lød det tænkende fra Fahira imens hun sukkede tungt ud. Sådan virkede det i hvert fald, som om. 

Fahiras blik fangede Kulinas igen og hun løftede et øjenbryn let. "Min sjæl er smuk? Hvad mener du med det? Jeg tror ikke jeg er helt med." Indrømmede hun og kiggede undersøgende på englen ved siden af hende. Måske var det bare sådan engle talte. En smule kryptisk og anderledes end alle andre. 
Fahiras blik blev holdt fast, men blev mere afslappet, at hendes spørgsmål om, hvad det var der holdt hende tilbage. Et tungt suk forlod hendes læber før hun svagt begyndte at svare, "Jeg ved det ikke. Måske er det bare frygten, som holder mig tilbage. Det er som om at hvergang jeg er klar, så er der noget inden i mig, som stopper mig. Jeg er bange for at det liv, som jeg drømmer om, slet ikke er som forventet." Forklarede hun ærligt og sukkede igen tungt. 

Kulina så overvejende på hende, og en følelse sprang i hende, som om hun kendte svaret fra sin fortid, men at hun ikke anede hvorfor ”Jeg tror at grunden til at det ikke virker er at rigtige forældre allerede vil give deres børn hele verdenen, men de lærer at leve med tanken om at de ikke kan… at de ikke er gode nok… så de gør hvad de kan, når de kan, og håber på at det bliver husket” Kulina havde aldrig selv været en forælder, men hun havde haft nogle der var gode og som gjorde hvad de kunne, og selv om hun ikke huskede dem så havde de formåede at efterlade et mærke der klarede sig igennem

Hun trak på sit smil da Fahria indrømmede at hun ikke forstod hende. Hun vidste at hun kunne være kryptisk uden at mene det, så hun satte pris på når folk sagde at hun ikke gav mening. ”Du har et lys i dig, jeg kan mærke det, og det er smukt og stærkt, og det er alt der bør betyde noget” hendes stemme var som altid blid, næsten kærlig, og selv om hun ikke rigtigt havde en evne for at mærke energi, så kunne hun ikke benægte hvad hun følte og troede på.  

Et forstående nik afslørede at hun trods hendes egen mangel på erfaring, forstod hvad der blev sagt. ”Verden er et fantastisk sted” begyndte hun ”der er langt mellem ting, men hvis man finder et sted at være så er det ikke så svært, bestemt ikke med dit talent” hun forsøgte at opmuntre pigen til at gøre det, til at følge sine drømme. ”Det kan godt være hårdt ikke at have et sted at sove hvis man ikke har ravet til det, men som regel er det ikke så slemt, og de fleste byer har venlige mennesker der vil lade dig sove ved pejsen hvis vejret er slemt”

Selv om ordene kunne være tunge så var det tydeligt at Kulina ikke så det sådan, at hun som altid fokuserede på den gode i ting ”jeg kan flyve i forvejen hvis det er og sørge for at du bliver taget godt imod, og har et sted at være den første tid” tilbød hun med iver i stemmen, og så tydeligvis ingen problemer i at Fahira skulle kunne tage af sted med det samme

Fahira tøvede lidt med at sige mere. Kulina virkede utrolig hjælpsom, men Fahira havde nok aldrig rigtig troet så meget på den slags. Det virkede for håbefuldt og drømmende til hende, det havde aldrig faldet hende ind at være sådan og det lå heller ikke i hendes natur. Det handlede nok bare om at hun ikke altid havde det nemt og glemte at tro kunne flytte drømme. "Jeg har ikke været så god til at have håb, specielt med det liv jeg har." Indrømmede hun og sukkede tungt, hvorefter hun roligt strakte sig og rettede på sit hår. 

Fahira rettede blikket mod Kulina og sendte hende et smil, "Jeg er sikker på, at du har ret, men min opmærksomhed, kan skabe mange problemer. Når jeg bevæger mig ud, så kommer jeg altid i problemer og derfor kan jeg godt forstå, at min far flipper ud og ikke vil have mig ud af huset." Hun tog en dyb indånding før hun forsatte, "Mit liv bliver nok ikke mere end inde for denne by, men så må jeg bare prøve at få det bedste ud af det." Stod hun fast og smilede svagt for sig selv. 
Fahira kunne ikke forstå, hvorfor Kulina, som stadig var vildt fremmed, tilbød hende alt hendes hjælp og måske var det værd at vide, hvorfor hun ville. Det kunne skabe problemer, hvis hun inderst inde var en ondskabsfuld person, som bare ville skabe problemer for hende. Hendes blev blev rettet mod hende, "Det er sødt af dig, men hvorfor hjælper du en fremmed? Jeg mener, du ved ikke særlig meget om mig!"