Aqeela havde været oppe længe før den høje, stærke ørkenelverkvinde, Jiva, havde banket på døren. Faktisk havde hun brugt det meste af natten på at vende og dreje sig, som tænkerne kørte for fuld musik bag den solbrune pande. Hun havde følt en knude vokse sig i hendes mellemgulv, men ubevist om hvilken af de mange muligheder som var årsagen, havde hun forsøgt at ignorere den.
Det betød også at hun havde brug de mange vågne timer effektivt, som at pakke sine ting ned, lægge næste dags tøj frem. Så de Jiva dukkede op, skulle hun kun hjælpe Aqeela med hestens oppakning.
Snakken mellem dem havde gået fint, modsat mødet mellem Zahir og Aqeela. De havde da også stået og snakket en rumstid, før de andre to vagter og Zahir havde stødt sig til dem.

Ind i mellem slap Aqeela tøjlen, for at lade fingrene glide over den brune hest pels, ved skulderen. Hesten gik lidt skråt bag Zahir’s sorte, som gav hende rig mulighed for at hun kunne sende ham korte, skjulte blikke, uden han ville bemærke dem; men primært hvilede hendes blik mod de tre vagter og hun måtte da også trække på smilebåndet over Jiva’s dværge-vittighed.
Snakken faldt på at gøre holdt og slå lejer og selvom hun lyttede nøje på ordvekslingen, sad hun tavst. Det var ikke hendes lod at give sit besyv med til den samtale. Faktisk havde der ikke været meget snak mellem hende og de andre, for slet ikke at nævne Zahir. Det eneste de havde udvekslet af ord, var et formæl 'Godmorgen'.
Men en halv parade fra Zahir’s hånd og sæde, fik Aqeela til at være ud fra hans skulder med sin egen. Hun drejede hovedet mod ham, lettere overrasket over hans invitation til en samtale, hvor lang den så end måtte blive. ”Nej. Ikke andet e-end almindelig gennem rejse. Min f-far har aldrig brudt s-sig om at have hverken mig e-eller Indira på Nordvejen, mere det h-højst nødvendigt” svarede hun med venlig stemme, mens hun flyttede sit blik væk fra ham igen.
Hendes far havde til tider været måske en anelse for overbeskyttende omkring hende, men hun var også hans eneste datter, ja faktisk eneste barn, eftersom det aldrig var lykkes ham at få børn med Indira.
Hun nikkede til de næste af hans ord, for ligesom han håbede hun på en rolig tur, både for egen sikkerhed, men også de andre fires.

Det var tre dygtige ørkenelvere han havde valgt skulle væres hans følge af vagter, men selv de bedste krigere ville med størst sandsynlighed falde en dag.
”J-jiva virker til at have flugt d-dig længe?” hun havde bemærket hvordan han talte til Jiva, både med ord og kropssproget, indimellem var det som de talte sammen uden ord. Aqeela havde ikke kunnet undgå at bemærke det ikke var helt det samme, med de to andre ørkenelvere og diplomaten.

Det havde været så let for hende at lade en lille irritation gro i brystet på hende, som han ikke skænkede hende så meget som et blik hverken som han havde stillet hende et spørgsmål eller om hun besvarede det, som hænge han sig stadig i deres møde dagen forinden. Heldigvis var hun trods sin tendens til at lade sine følelser styre, ikke en som bag nag og derfor var gårsdagens møde også lagt bag hende.
Det var hun nødsaget til, hvis hun skulle holde bare lidt længere end ganske få dage, som hans elev. Gnidninger skulle der nok komme nogle af, igen, men de måtte tages til den tid.

Da han endeligt drejede hovedet imod hende, blev hans blik mødt af hendes. ”Et klogt, m-men overbeskyttende valg, m-men det er vel sådan m-man handler når man k-kun har det ene barn?” spørgsmålet var retorisk, som det mest var sagt til hende selv. Hun flyttede blikket væk fra ham og frem mellem hestens brune øre ”Har d-du nogensinde mistet m-mænd eller kvinder på dine m-mange ture?” lød det tænkende fra hendes løber, som spørgsmål på hans ord. Af en eller anden grund fandt hun det vigtigt at vide lige netop dét, eller i virkeligheden fiskede hun mest efter om han kunne forsvare sig, eller om han som hende ville være dybt afhængig af de vagter som var med på rejsen.
Hun vippede hoved let på sned, som det lille smil trådte frem over hans mørke læber, var det et af de påtaget høflige smil? Hun havde svært ved at afkode det, modsat det næste større smil, som samtalen faldt på Jiva.

Det var uundgåeligt for hende ikke at smile skævt af hans ord om at han og Jiva praktisktalt var gift på nuværende tidspunkt, noget Jiva ligeså hurtigt skød ned i sin latter. ”V-virkelig? D-det kan jeg ellers ikke f-forstå hun ikke gjorde?” sagde hun små drillende, med en tone der var grænsende til en mild latter, hun kiggede kortvarigt tilbage mod Zahir.
Han fortalte videre om hvordan han og Jiva havde mødtes og når det var passende nikkede hun lyttende som tegn på hun hørte efter hvad han havde at fortælle. Og snart lød der latter fra alle tre vagter, efterfulgt af Olf’s ord, som fik den latter frem der havde luret i hendes ord. Latteren blev ikke kort efter forstummet, som hun bad sig i læben.
Hun havde ikke kunnet undgå at bemærke Zahir virkede så meget mere afslappet når samtalen gik mellem ham og de andre, ville de kunne må der til en dag i fremtiden? Tanken strejfede Aqeelas sind som en let brise, der ligeså hurtigt forsvandt igen.

Fremme ved stedet Jiva havde ført dem til, steg også Aqeela af sin hest, men følte sig nok mere stivbenet end de andre for hun var ikke vant til at ride så længe. Hesten strøg hun over halsen, mens hun hviskende takkede den for turen, for i dag.
Hun tog sig et øjeblik til at suge det hele ind, stedet var ganske smukt med den nærliggende sø og vandfaldet. Hun havde slet ikke opdaget hun var endt med at blive fanget i sit eget hoved, før den dybe silkebløde stemme trængte gennem hende. Den rev hende tilbage til virkeligheden og hun måtte glippe at par gange for ikke automatisk at sige hvad, som havde hun ikke hørt ham.
”J-ja, ja tak” sagde hun med et lille nik, men hendes overraskelse var stor over at det var ham, som tilbød hende hjælpen. For hun havde forventet han ville sende en af de andre over.
”B-beklager, at jeg..” at hun hvad var til besvær? Nej, det var ikke det hun tænkte. Hun fandt ordet hun ledte efter og genoptog sætningen ”..at j-jeg er s-så hjælpeløs” Hun sukkede dybt, irriteret over sig selv.

Hun stod ikke passivt og så til, som han pakkede hendes telt ud, hun var, selvom det kunne syne sådan, ikke bange for selv at tage fat. Hendes praktiske formåen så som at samle et telt, var bare ikke en del af hendes repertoire, endnu.
Hun fulgte med i hvad han gjorde, som hun havde fået rakt den ene halvdel af teltstængerne, kun for at kopier ham, næsen ned til den mindste detalje. ”M-måske en dag; om ikke s-så længe” svarede hun tilbage i en lige så drillende facon, som hans egne ord havde været. Hendes ord var hverken naive eller urealistiske. For hun modsat, hvad han nok ville tro, lærte ganske hurtigt.
'Jeg er ikke så hjælpeløs' ordene rumsterede endnu bag den mørke pande. Hun havde ikke været overrasket over han ikke var hjælpeløs, trods hans følge af vagter. De selv samme ord, satte også en ild i gang hos hende.
Hun skulle ikke være hjælpeløs i fremtiden.

Olf havde sluttet sig til dem, hjulpet med teltet og ubevist hindret en samtale i at opstå mellem hende og Zahir. Selvom hun kunne have svært ved hvilket ben hun skulle stå på, så ønskede hun faktisk at lære denne ørkenelver at kende.
Det var da også Zahirs ryg, det glødende blik hvilede på, som han trak sig tilbage; efterlod hende alene tilbage med Sarolf.
Hun drejede sig en anelse mod den anden unge elver og mødte ham i et smil ”Jeg vil f-forsøge at gøre m-mit bedste for at huske at kalde d-dig Sarolf, så er der da en m-mindre til at drille dig” lød det sandfærdigt, men varmt fra hende, med et lille blink sendt i hans retning. Det havde været som om hendes smil alene havde skyllet den generthed som havde ligget over den unge elver væk. Ikke længe efter tog han sig mod til at forsøge sig, med at føre en rigtig samtale, med den blonde kvinde foran ham. Samtalen gled ganske problemfrit mellem dem, selv en naturlig flirten opstod, men aldrig en som fik lov at vokse sig større.

Hun havde til sidst undskyldt sig selv, for at søge imod Zahirs skikkelse der var i selskab med Jiva’s
Hun sendte Jiva smilende et nikkende hils, som hendes skikkelse dukkede op bag Zahirs ryg, og foran den stærke ørkenelver kvinde der sad overfor ham. ”M-må jeg stjæle ham fra d-dig, Jiva?” aldrig lå ordene i luften, således at Zahir ikke ville kunne nægte at ville være på tomandshånd med Aqeela.
Hun stod roligt med hænderne foldet foran sig i strakte arme, afventede; om der ville falde en afvisning.

Jivas ord gik Aqeela til at ryste lattermildt på hovedet ”Ikke i d-denne omgang. Han h-har været ganske e-eksemplarisk” svarede hun små moret, som latteren naturligt svandt ind og endte med at efterlade gnister af sig i øjnene.
De sammenflettede fingerer slap hinanden og lod hendes arme glide ned lang hendes sider i stedet ”M-mod søen”.

”Sarolf h-har intet d-dum sgat, d-det kan jeg f-forsikre dig om..” hun holdt en lille pause, før hun kiggede mod ham, ikke bare skævende, men med hovedet drejet i hans retning, hvor et oprigtigt venligt smil lyste hendes ansigt op og hun forsatte ”J-jeg har ikke noget i-imod, hvordan I er, m-manglende høflighed eller ej” forsikrede hun ham roligt.
Hun fandt det faktisk ganske befriende, at rejse med dem. Der var måske ikke altid høflighed til stede, men så var der så meget andet til stede.

Hun havde næsten sluppet et små irriteret suk, da han antog at rejsen havde været for hård ved hende allerede. Ville hun komme til at mærke dagene til hest, og at sove på et noget hårdere underlag end hun var vant til, så bestemt. De mørke læber blev klemt sammen til en smal streg i hendes ansigt ”Nej.. Og h-hvis den var, så ville j-jeg bide det i m-mig uden brok eller k-klynk” – ”Jeg v-ville snakke med dig om v-vores møde, i g-går” Der havde ikke været mange udvekslinger mellem dem, og da slet ikke om deres møde. Det nagede hende, ikke at vide om han ville kunne se fuldkommen forbi det?
”Ved d-du hvad jeg har a-af evner?” prøvede hun der næst, uvidende om hendes far havde nævnt det i en af deres brevudvekslinger.
Han kunne være ligeglad med vide noget om dem, men hun ville alligevel tilbyde at dele den viden med ham. For det kunne være noget, der kunne komme til nytte, en dag.

Zahir betragtede det klukkende vand. Det glitrede smukt med de kønne lyskegler. Han vendte blikket væk fra det idylliske landskab og lod de røde øjne hvile på hendes kønne ansigt. Det var på mange måder ganske rart at være omkring smukke mennesker. Det bragte en stolthed frem i ham at vide, at de folk der ønskede hans nærvær havde viden, magt og skønhed. Han var ikke i tvivl om at Aqeela en dag ville have alle tre. Hvis hun altså kunne lære en ting eller to fra ham. 

“Vores samtale? Jeg håber ikke jeg sagde noget forkert.” Sagde han venligt med et blødt smil. Han var sikker på, at hun ikke var vant til den slags rejser, som hun nu var sendt afsted på. Han mindedes selv alle de gange hans bagside havde været øm, efter flere ugers rejser på heste- eller kamelryg. Faktisk blev han stadig øm, trods de mange år han havde brugt på dette. Han måtte afholde sig fra, at lade hænderne søge mod den ømme del af hans krop.

“Dine evner? Din far har ikke nævnt noget og jeg mindes ikke at du selv har ladet så personlig information slippe, min kære.” sagde han kælent og foldede armene bag ryggen. Han stod rank og stolt, som en mand der kendte sit eget værd. Selv når han stod her ude i naturen, med mudder på skoene og uredt hår, formåede han stadig at have en sfære af skønhed og magt. “Trods jeg ved en del om dig, så er du stadig et mysterie som jeg ser frem til at udforske.” Han havde et forholdsvis ulæseligt glimt i øjet, da disse ord blev sagt. Det var ikke til at vide hvilke planer han havde. 

(Beklager korthed!)

Hun nikkede kort bekræftende til den første del, som han gentog en del af hendes ord som skulle han lige være sikker på at han havde hørt rigtig. Ikke at Aqeela på nogen måde antag at ørkenelveren ikke have hørt hende første gang, Zahir virkede ikke lige frem distræt nok til ikke at hører efter. ”N-nej nej, slet i-ikke. Der var i-intet du sagde som i-ikke var retmæssigt sagt.” I går ville hun nok have ment andet, sådan som han var gået hende lidt på klingen, men set i den nye dags lys og med rolige følelser så hun meget anderledes på det.
De orange øjne der før havde gledet over deres omgivelser, landede på den lidt højere elver mands slankeskikkelse, men uden at virke stirrende og ubehageligt.
”Jeg v-vil blot b-beklage for min opførelse. D-den var upassende, og j-jeg burde ikke have l-ladet mine egne holdninger p-påvirke mig i sådan en g-grad.” Undskyldningen var oprigtig nok, men om Zahir ville tage imod den, var hans egen sag, men med den undskyldning gav hun et unikt tilbud; viske tavlen fuldkommen ren, fra hvad end de hver især måtte have tilbage negativitet fra mødet dagen for inden.
De mange timers rejse til hest, havde så småt sat sig i den mørke krop. Lårene særligt var godt ømme, men det var intet hun lod vise i hverken hendes gang eller holdning, den var stadig let, næsten luftig og naturligvis elegant, som vanligt. Ville hun være lige så succesfuld i at skjule næste morgen, det ville kun tiden vise.

De mørke velplejede øjenbryn søgte for en stund ind mod hinanden på midten af den solbrune pande. Et mysterium ligefrem? Det var så bestemt ikke hvordan hun ville have valgt at beskrive hende selv, nærmere ham, men ligesom Zahir så de færreste den sande person hun var. ”Ja, j-jeg tænkte det måske k-kunne være n-nyttigt for dig at v-vide?” Et lille trak hævede og sænkede sludderne mod de spidse øre, som var det ligegyldigheder hun var ved at berette nærmer om. ”S-sjæle eller skæbne binding om d-du vil mellem to p-personer, det er m-min ene af to evner. D-den anden er t-telepati.” Afventede flyttede hendes blik sig ikke fra diplomaten, hun var nødt til at få hele hans reaktion med. Ord og kontrollerede kropslige reaktioner, men vigtigst var dem han ikke kunne styre, om så det var en mikroskopisk trækning i den ene mundvig.