Vinden var bidende. Man kunne tydeligt mærke vinterkulden mod huden, selvom man var dækket godt til. Det blæste og sneede let. Phillippe sad bag på en vogn, sammen med en seng. Der var nogen ude på en gård der havde bestilt en ny seng. Det var ikke normalt noget han gjorde så meget i, altså at lave store møbler, men på grund af vejret, havde de ikke kunne finde andre der ville lave den, og leverer den selv. Selvom det var upraktisk for Phillippe at skulle bruge et par dages rejse på at rejse frem og tilbage, så var han og hans værksted stadig ret ny i Dianthos, og det var med at han fik så meget god tale som muligt, så folk gerne ville hyre ham. Desuden så han også en mulighed for at tjene lidt ekstra krystaller på at hjælpe med andre ting på gården, nu hvor han alligevel skulle overnatte der. 

 Da han startede rejsen havde han sat sig til at snitte i et stykke træ. Han lavede en lille mand. Jo længere han kom på rejsen, jo svære blev det dog at holde detaljerne små og fine, som kulden satte sig i hans fingre og gjorde dem stive. Efter en kort opvarmnings pause på en kro, var han på vej videre igen, og brugte det første stykke tid af rejsen på at snitte.
 Rejsen varede lidt over en dag. Sneen og pausen havde forsinket Phillippe og hans kusk lidt, og selvom han var taget af sted før solen var stået op, var han først fremme ved den lille gård, da mørket igen var faldet på. Sneen knirkede under de tunge hjul som de stoppede på gårdspladsen. 
 Phillippe var hurtig til at hoppe ned  og ryste lidt varme ud i hans krop, mens han betragtede gården lidt.

Med en hurtig men kontrolleret bevægelse, fik Freydis smidt et stykke brænde ind i pejsen. Der var stadig lidt gang i den, men hun havde glemt den en smule, og stod nu og gned sine hænder, hvorefter hun viste sine håndflader til pejsens udstrålende varme. At være alene med Nadiya kunne godt nok være en udfordring, og Freydis var i den grad træt i hovedet, for i morgen ville være endnu en dag helt alene med hende. Freydis ægtemand var nemlig på en rejse mod norden, og regnede med at være væk i en del dage. Det ville altså betyde Freydis skulle stå for alt det hun plejede, plus hun blev nød til aktivt at holde ungen med selskab. I en alder af tre skulle man hele tiden fortælle historier og lege forskellige lege.

Freydis iførte sig sin lange frakke og drog ud til hønsene, for at fodre dem og være sikker på alle havde det godt. Da hønsene var puttet drog hun tilbage til hovedhuset, og kunne se en vogn nærme sig. Det var altid spændende hvad der kom forbi, eftersom de boede tæt på handelsruten. Freydis trak sin frakke tættere ind om sig, og krydsede sine arme for at holde bedre på varmen. Hendes lange, krøllede, røde hår var som en muffintop, eftersom håret lå under frakken. Sneen havde efterhånden lagt sig som et lille lag på håret. Da vognen så stoppede ved gårdspladsen, rettede hun sig lidt op, for at virke imødekommende. En herre, omtrent hendes egen alder dukkede op fra vognen af. Freydis valgte at træde tættere på, som han betragtede hendes gård. ”God aften, kan jeg hjælpe?” spurgte hun.

Hun havde sendt bud efter en ny seng til hendes datter, eftersom den tremmeseng de havde haft, efterhånden var lidt for lille til hende. Freydis regnede ikke med at den ville være fremme allerede nu. Hun koncentrerede sig blot om manden, og skævede en gang i mellem til kusken. Freydis brød sig aldrig rigtig om at have mænd på besøg – særligt ikke når hun var alene med sin datter.

 Selvom der ikke var meget at se i mørket, fornemmede Phillippe alligevel det var en fin gård. Kusken tilså hestene, og begyndte at spænde dem fri fra vognen. Det var tydeligt at han trængte til at komme ind i varmen.
 Phillippe flyttede blikket fra gården, da en stemme nåede ham, og han så ned på kvinden der var kommet ud til dem. Der havde ikke været særlig meget information omkring kunden, og nu hvor der ikke var andre end kvinden at få øje på kunne han ikke lade vær med at sende hende et skævt, og lettere charmerende smil, som han trak hætten fra kappen ned fra hovedet, så de bedre kunne se hinanden an.
 " Fru Monrad? Phillippe Johnson! " Phillippe gik helt til hende så der ikke var langt mellem dem. Ingen grund til at stå og råbe. Høfligt bukkede han let hovedet for hende.
 " Kan det passe De har bestilt en seng? " Phillippe holdt blikket på den yndige kvinde et lille øjeblik, inden han flyttede top op på sengen, der stod oppe på vognen. Det var ikke nemt at se den i mørket, men man kunne da lige ane dem, i skæret fra lampen der stod ved siden af. 
 "Skal vi få den inden for, så vi ikke står her ude og fryser helt væk?" Phillippe så tilbage på hende med et skævt smil. Sengen var lille nok til Phillippe selv kunne løfte den, så hun skulle bare vise hvilken vej de skulle. 

Freydis tog et skridt tilbage, som manden gik mod hende. Han havde i hvert fald en ide om hvem hun var, og da han nævnte sit eget navn, kunne man se på hendes løftede øjenbryn, at det gik op for hende hvem det var. ”Ah, velkommen til! Kald mig Freydis,” Hun tog kort fat i sin frakke, og nejede let for ham, uden at lade sit blik fjerne sig helt fra ham. Som han nævnte sengen, gav hun ham et lille genert smil, og skævede op mod vognen, hvor hun kunne se hvad der så ud til at være en seng. ”Jo det rigtigt, den anden er gået lidt i stykker,” smågrinte hun for sig selv, og kløede sig nervøst i nakken. Datteren havde desværre haft et lille hysterianfald, som medførte til at tremmesengen gik i stykker. Det var trods alt også på tide Nadiya fik en seng der passede hende bedre. Hun vidste ikke hvor datteren var henne. Forhåbentlig lå hun på sin fars side af sengen i det store soveværelse og sov, men det var aldrig rigtig til at vide med den krudtugle.

”Lad os,” hun nikkede mod ham, og inden hun nåede hen for at hjælpe ham, var han allerede selv godt i gang med at løfte sengen. Freydis vendte derfor om på hælene for at gå hen og åbne døren for ham. Gården havde generelt højt til loftet, men sådan var det jo at have en minotaur som ægtemand. Freydis satte nogle sko til at holde den store dør og gik væk fra døren, så Phillippe og måske endda kusken kunne komme indenfor. ”Har du noget i mod at bære den ind på værelset?” spurgte hun og skævede hen til værelset, hvis dør var cirka ti meter væk. Han virkede til at være i langt bedre stand til at kunne flytte rundt på sengen, end Freydis alene. Nadiya kunne i hvert fald ikke hjælpe til. Freydis var klar på at gå hen og åbne den næste dør.

 Da hun trak sig tilbage, som han nærmede sig, stoppede Phillippe op. Han ville jo ikke gøre hende utilpas. Da hun bekræftede at hun har Fru Monrad, smilte han til hende og nikkede.
 " Mange tak, det skal jeg så gøre, Freydis. " Da hun begyndte at grine over sengen, rynkede Phillippe kort panden en smule forvirret, og så undrende på hende, inden hun kom med et kort forklaring.
 " Arh! " han lo lidt med hende, selvom han ikke lige vidste hvad der var sjovt ved at den anden seng var gået i stykker. Det kunne være han fandt ud af det senere.
  " Jamen, så er det jo godt jeg har en ny med til Dem! " Phillippe løftede sengen fri af vognen, og vendte sig mod hende med sengen i favnen. Med faste skridt fulgte han med hende over gårdspladsen, da han egentlig glædede sig utroligt meget til at komme ind i varmen. 

 Phillippe havde egentlig regnet med at skulle mosle lidt med sengen for at få den med ind af døren, men det gik overraskende let. Han blev endnu mere overrasket over hvor meget plads der virkede til at være. Ikke fordi der var tomt og stort som sådan, men fordi der var højt til loftet. Som den lidt høje mands Phillippe var, oplevede han tit at der sjældent var langt til loftet for ham. Da Freydis snakkede til ham igen, fjerne Phillippe blikket fra loftet, og så ned på hende med et venligt smil. Han nikkede.
 " Sagtens!  " Hun gik hen og åbnede døren, og Phillippe forsatte ind på værelset. Da han stod inde i midten af rummet så han sig lidt omkring.
 "Hvor kunne du tænke dig, at den skal stå? " kort efter spørgsmålet så han tilbage på Freydis. Den kunne vel lige så godt komme helt på plads, så hun ikke behøvede at bekymre sig om at gøre det.

Freydis smilede svagt til Phillippe, som hun så han opdagede hvor højt der var til loftet. Der var nok en meter eller mere over hovedet på hende selv. Hun nikkede så og gik hen for at åbne den næste store dør. Denne gang holdt hun døren, så han kunne komme ind, og hun ikke stod i vejen. ”Du kan bare stille den op ad væggen, det fint” forklarede hun, og pegede på hvilken væg hun foretrak den skulle være oppe af. Der gik ikke længe før Freydis kunne høre små hove løbe fra den ene ende af huset og over mod værelset de stod i. Freydis blev straks en anelse nervøs og anspændt. Hun var i den grad vant til at fremmede ikke forstod et halv-minotaur barn. Barnet var på vej hen til sin mor, men stoppede i dørkammen som barnet så en fremmed mand i værelset.

”Hvem er det, mor?” spurgte barnet undrende. Freydis holdt sit blik på Phillippe, for at være sikker på at han ikke ville blive voldelig – man vidste jo ikke med fremmede.
”Dette er hr. Johnson, han har lavet din nye seng,” Freydis var i den grad lettere nervøs og anspændt omkring situationen. Nadiya var dog på ingen måde usikker, for hun var i trygge rammer, og det var jo kun bekendte søde mennesker der kom ind i huset. Barnet løb derfor mod manden, for at være til hjælp. Freydis prøvede at stoppe hende, men havde ikke succes. Kæberne blev anspændte og hun frygtede hendes barn ville blive slået.

”Jeg hedder Nadiya, kan jeg hjælpe?” sagde barnet med store, gule øjne og sin mors krøllede, røde hår. Det var bestemt over barnets sengetid, men nu hvor der var gæster, var Freydis ikke sikker på om hun kunne få datteren i seng. Freydis holdt blot om sit eget håndled i nervøsitet, mens hun så til.

 Hovedet bukkede let som en tak, da Freydis holdt døren for ham, hvilket gjorde det en del nemmere at komme ind med sengen. Med sengen stående på gulvet foran sig, så Phillippe over hvor der blev peget og han nikkede.
 " Javel! " blev det halvt stønnet, da han løftede sengen op, samtidig med han gik over til væggen med sengen. Da sengen var sat på plads rette Phillippe sig op, og så over på Freydis, klar til at høre om der var andet hun skulle have hjælp med, men han stoppede sig selv, da han så hvordan ud stod. Som om der var noget galt. Han løftede undrende det ene øjenbryn og fulgte kort hendes blik ud af døren, som han begyndte at kunne høre noget der lød som om en hest var på vej mod dem. Nej. Lyden stemte ikke helt overens med den en hest lavede. Det var som om der manglede noget til den. 

 Da et lille barn så dukkede op i døråbningen, ændrede det undrende udtryk sig til et mere overrasket og lettere forvirret udtryk. Det var da et barn, ikke?  Freydis havde tydeligvis være bekymret for hvordan han ville reagere om som hun vågent holdt øje med ham, sendte han hende kort et lille smil, som et tegn på at alt var okay, at han ikke ville gøre noget, inden blikket faldt tilbage på barnet. Da Phillippe rejste meget rundt, havde han mødt på mange forskellige væsner, så det var ikke så meget det at hun så anderledes ud, der overraskede ham, men hvordan hun så ud. 
 Hans blik startede ved fødderne, som manglede. I stedet var der hove. Det måtte have været hende der havde lavet lydene. Blikket flyttede sig op til det røde hår, hvor to små horn kunne anes. Halvdyr, måske? Halv ko, kunne sikkert være meget sandsynligt! Phillippe nikkede venligt, da Freydis sagde han havde lavet en seng. 

 Forsigtigt satte Phillippe sig ned på hug, da barnet kom hen til ham. Han vippede hovedet lidt tænkende på skrå.
 " Hej Nadiya! Du kan bare kalde mig Philly, " tilbød han hende. Phillippe kunne godt være lidt for besværligt for børn, og han følte ingen grund til at hun skulle være helt så formel. Hun var trods alt bare et barn! 
 " Jeg kan forstå på det hele, at det er en seng til dig jeg har haft med. Måske du kunne hjælpe med at få den redt og gjort klar til at den kan soves i? Hvis det altså er okay med din mor? " hans sendte hende et skævt smil, inden han så op på Freydis, for at tjekke om det var okay. 

Freydis var meget taknemmelig for at han rykkede rundt på sengen efter hendes ønsker. Hun opdagede godt at han ville sige noget, men at han stoppede, da han bemærkede hendes usikkerhed.
Som Nadiya kom til syne, og Freydis så frem og tilbage mellem sit barn og tømren, lagde hun mærke til at tømren virkede afslappet omkring situationen, hvilket fik hende til at blive mindre anspændt. Dog kunne hun ikke bare lige kaste det til side. Det var trodsalt ikke en normal situation.

Da han til gengæld satte sig ned, så han kom i niveau med Nadiya, og hilste venligt på hende, kunne Freydis ånde lettet op. Der gik faktisk ikke engang et øjeblik før han faktisk startede en samtale med datteren. Endnu en uvant situation. Nadiya drejede hele overkroppen for at se efter sin mors svar på Phillippes ide. Freydis nikkede roligt til dem. ”Nadiya du kan hente din madras,” sagde hun med en glad og næsten legende stemme. Datteren var trodsalt ret stærk, og havde intet problem med at bære på madrassen.


Da forslaget blev sagt, nikkede datteren ivrigt og så tilbage på Pillippe, ”Jeg er tilbage lige om lidt!” sagde Nadiya, inden hun løb ud af værelset og i forsvandt i den anden ende af huset. Hendes klove gav en hyggelig lyd efter sig.

Freydis havde en fornemmelse af at Phillippe ville kommentere på den opgave hun havde givet den kun treårige datter, og valgte at svare på forhånd, ”Hun er stærkere end man tror,” hun åndede lettet ud og gik med lange, langsomme skridt hen til sengen, før hun lod nogle fingre glide henover arbejdet. Hun stod et øjeblik og overvejede hvad der ville være klogest at sige til ham, før hun så op i en søgen efter hans ansigt, ”Jeg skal nok sørge for De og deres kusk har et sted at krybe til køjs for natten,” hun sank en klump og trak let på smilebåndet.

 " Javel!  " lød det en smule leende fra Phillippe da han fik at vide at Nadiya snart var tilbage. Da hun løb ud af værelset igen ved lyden af de små hove der klikkede hurtigt mod gulvet, rejste Phillippe sig op i hans fulde højde igen. Han startede med at så mod døren, som hun var løbet ud af den, og med et skævt smil på læberne. Hun var da en frisk lille en. Phillippe flyttede så blikket hen på Freydis, og nikkede lidt da hun sagde at det lille barn var stærkt.
 " Det er de ofte.  " kommenterede han blot. Han havde før være hjemme hos familier der blev overrasket over hvad ting deres børn kunne løfte når de var ivrige efter at hjælpe ham. Phillippe vente sig lidt på sengen da Fredis kom hen til sengen. Han ville lyve, hvis han sagde han ikke var nysgerrig på Nadiya far, men Freydis var trods alt en kunde, og det ville ikke være høfligt at snage. Det kunne være han mødte faren senere alligevel, eller at de faldt i snak senere på aften. For nu måtte hans nysgerrighed forblive hængende i luften. 

 Phillippes blik faldt med det samme i Freydis' da hun søgte hans. Hun var trods alt en ganske yndig kvinde, og trods hun havde en mand, var det vel okay at kigge så længe manden ikke var i rummet. Han lyttede til hvad Freydis fortalte og han nikkede med et taknemligt smil.
 " Det er jeg glad for. Sneen gør turen til Dianthos en smule mere besværlig. De skal have mange tak.  " Phillippe lavede et kort, taknemmeligt buk med hovedet. I baggrunden kunne man høre hvordan de små hove langsomt kom nærmere.
 " De må sige til hvis der er andet de har brug for hjælp til, nu jeg alligevel er her, " lød det venligt fra ham. Han regnede ikke med at tage ekstra fra hjælpen, med mindre det var noget der krævede at han brugte en masse træ, men han havde jo netop tage lidt ekstra træ med, i tilfælde af at han kunne hjælpe med noget mere. God kundeservice var altid det vigtigste, især når hans værksted ikke var mere kendt.

Freydis kunne ikke lade være med at trække på smilebåndet, som Phillippe svarede hendes datter, og hun glad løb ud. Hun tillod sig endda at smågrine lidt, som han sagde børn ofte var stærkere end man regnede med. Hun bed sig lidt i læben mens hun tænkte på at han nok ikke vidste det var en halv minotaur og ikke ’bare’ et halvdyr. Hun følte for at nævne datterens far, men på den anden side ville det måske være upassende og lod det derfor ligge.

Freydis trak en anelse nervøst på smilebåndet, som han takkede hende. Hun nikkede roligt, som hun forstod at det kunne være besværligt at tage hjem med det samme. Freydis vendte sit blik hen mod døren, så snart hun kunne høre sin datters klove nærme sig. Så snart Phillippe snakkede til hende igen, skiftede hendes blik dog hurtigt tilbage til ham. ”Jo tak,” et taknemmeligt smil formede sig på hendes læber. ”Det kan godt være vi skal bære noget brænde indenfor, så vi ikke dør af kulde,” sagde hun, og nikkede i retningen mod døren de var kommet ind af.

Datteren kom nu traskende ind i værelset, uden noget besvær. Døråbningen var jo mere end stor nok. ”Hvor er du bare stærk, Nadiya!” roste hun sin datter der nærmede sig. Lettere ukontrolleret fik datteren lagt madrassen på træsengen, hvorefter hun hurtigt satte sig i den. Hun sad der dog kun et øjeblik før hun uden et ord rejste sig igen, for at hente lagner og pude at sove med. Man skulle tro datteren kun lige skulle ud ad døren og ind igen, så hurtig som hun var til at finde det og slæbe det med sig hen af gulvet. ”Så!” sagde hun, som hun smed det hele i en bunke oven på sengen. For nu var sengen jo redt.

Freydis trak let på smilebåndet, og fik viklet de forskellige ting ud af hinanden. ”Se at få redt din seng, Isaris lille engel,” sagde hun med et smil, og gav sin datter et kys på panden, før hun vendte sig mod Phillippe. ”Skal vi?” spurgte hun, en anelse tøvende, eftersom hun var vant til at holde afstand til menneskemænd, som ikke var hendes brødre eller fader.

 At hente noget brænde var ikke et problem, derfor nikkede Phillippe let til det, med blikket på Freydis. Han havde trods alt stadig overtøjet på, så hvis hun bare fortalte hvor han skulle finde det henne, kunne han sagtens gå udenfor i sneen og hente en god stak. 
 " Nej det kan vi jo ikke have..  " lo Phillippe kort med en dyb latter til, at de ikke skulle dø af kulde. Han fortrak at komme optøet tilbage til værkstedet. Han flyttede kort blikket i retningen og nikkede lidt igen, inden han flyttede blikket hen på Nadiya, som hun kom ind af døren, slæbende på madrassen. 

 Sådan som Nadiya satte sig på sengen, som om hun lige skulle mærke den an, fik Phillippe til at smile et skævt smil. Det var jo vigtigt at sengen ville holde til at blive brugt, og nu hvor han vidste hvem den skulle tilhører, kunne han godt forstille sig hvorfor den gamle seng måske var gået i stykker. Derfor ville det jo være bedst hvis han vidste om den skulle forstærkes lidt, så den ikke gik i stykker med det samme igen. 
 Freydis gav Nadiya en sidste opgave, og vendte så opmærksomheden tilbage på Phillippe, som hun spurgte om de skulle gå. Phillippe nikkede.
 " Ja lad os få gjort noget ved det brænde, så det er overstået!  " Phillippe fulgte med Freydis, da hun gik mod døren, og inden Phillippe gik ud igennem døren, stoppede han op og så sig over skulderen på Nadiya.
 " Jeg har forresten hørt, at den bedste måde at indvige og teste en seng, er ved at hoppe i den.." lød det lidt nonchalant fra ham, som et skævt smil spillede i hans mundvig, inden han forlod rummet helt. Lidt hoppen skulle nok teste om sengen var holdbar nok, ellers måtte han jo forstærke den med det ekstra træ han havde taget med. Kun det bedste til kunden jo!

Freydis vendte sig så mod døren, for at gå ud til stakken af brænde udenfor. Ved Phillips lille bemærkning til hendes datter, spidsede hun øre, stoppede og vendte sig halvt mod Phillippe, ”Er De sikker på det er en god ide hun hopper i sengen?” spurgte hun en anelse nervøs. De havde trodsalt kun lige fået sengen inden i huset, og Freydis syntes det ville være synd hvis noget gik i stykker på den med det samme.  Hun ville helst gerne undgå at hendes datter skulle gå uden seng i længere tid end nødvendigt. Selvfølgelig var det da hyggeligt at sove med sin datter, nu hvor hendes mand var væk, men til tider var det også rart at have sengen for sig selv, så man kunne flade ud, så meget man lystede.

Det varede dog ikke længe før man næsten kunne høre på den unge halvminotaur at hun blev glad og droppede at rede sengen. Freydis kunne lige forestille sig de gule øjne lyse helt op af spænding, for at måtte hoppe i sengen. Man kunne høre Nadiya stilede sig op i sengen og forsigtigt begyndte at hoppe lidt. Datterens latter startede kort efter og var næsten nok til at varme hele hytten op, hvis Freydis skulle sige det selv.

Hun vendte sig dog mod den store hoveddør igen og begav sig udenfor. Hun var stadig iført sin frakke og sko lod hun sine fødder føre sig ud mod en stor væg bestående af brænde. Her samlede hun selv et fire-fem stykker brænde op, før hun vendte sig mod Phillippe, og trak sig et lille skridt væk, så han havde plads til at tage noget brænde op i favnen og så hun ikke stod for tæt på ham, ”Jeg har en plads inde ved siden af pejsen hvor vi kan sætte det.” forklarede hun, og var klar til at gå indenfor igen når han havde taget sit.

 Phillippe gik ud af rummet, og blev mødt af et nervøst udtryk fra Freydis. Han sendte hende dog et beroligende smil, og skævede kort over skulderen, som man kunne høre hvordan Nadiya lige så stille gik i gang med at teste sengen. Blikket blev vendt tilbage til den yndige mor foran ham.
 " Hellere at den går i stykker nu, mens jeg er her, end når jeg er taget tilbage til Dianthos, og ikke længere længere kan fixe og forstærke den..  " Forklarede han sig. Han var ikke ude på at snyde hans kunder, ved at lave dårlige produkter som nemt ville gå i stykker, så han skulle komme tilbage. Det var ikke sådan man fik et god ry. 

 Roligt fulgte Phillippe med som Freydis gik udenfor. Da hun gjorde plads til at han kunne samle noget brænde op, fyldte han favnen op med så stor en bunke som muligt. Han kunne lige så godt gøre så de ikke skulle gå ud efter mere alt for hurtigt. 
 Da Phillippe rettede sig op igen, og så over mod Freydis som hun snakkede, lagde han mærke til afstanden mellem dem. Var det bare ham, eller virkede det som hun om hele tiden forsøgte at stå så et lille stykke væk fra ham. For et kort øjeblik rynkede hans bryn sig i en overvejende mine, inden han rystede det af sig sendte hende et skævt og drenget smil.
 " Du fører bare an, " lød det med den dybe stemme inden fulgte efter hende ind. Mens de gik ind, overvejede Phillippe om hendes afstand havde noget at gøre med den manglende husband og far til Nadiya. Overvejede om han skulle spørge ind til det, men vidste også godt at det ikke var hans at blande sig i kundernes liv. 
 Træet blev lagt ned til det andet, efter at Freydis havde lagt det hun havde i hænderne og var trådt væk. Da Phillippe ikke havde mere tilbage i hænderne børstede han dem af mens han rettede sig op. Hans blik søgte ned af gangen i retningen af værelset hvor Nadiya umiddelbart stadig var i gang med at teste sengen. Han kunne ikke lade vær med at grine kort og lydløst over det.

Selvom snedkeren foran Freydis blev mødt af et beroligende smil, var Freydis ikke helt rolig indtil ham da forklarede hvorfor Nadiya skulle teste sin nye seng. Hun nikkede så til han, dog stadig bekymret for for meget ekstra arbejde han lige havde givet sig selv og om Nadiya måske ville komme til skade - det var nok det værst tænkelige.

Freydis holdt konstant sit blik på Philippe som han samlede brænde op i sin favn. Han kunne godt nok holde en del brænde. Hun sendte ham et blidt smil efter hun havde forklaret hvor der var plads til brænden. Smilet falmede kortvarigt da han et øjeblik rynkede på sine bryn. Havde hun gjort noget galt? Han drenget smil løftede dog hendes smil lidt igen.
Da hun blev bedt om at føre an, gik hun en i en armslængde bue udenom ham. Godt nok var hans hænder beskæftiget med brænde, men det kunne han jo altid slippe. Hun trådte så atter ind i det rummelige hus og bevægede sig i en lige linje mod den lille brænde-plads der var ved siden af den stadig varme pejs og lagde brænden fra sig. I korte hurtige bevægelser børstede hun lidt snavs af sine ærmer, bryst og mave. Hun trådte lidt væk igen, således Phillippe havde plads til at lægge brænden fra sig. Hun betragtede kortvarigt hvordan han fjernede snavset fra sig, før hendes blik vandrede til hans, som så i modsatte retning ind mod datteren.

Datterens glædelige latter rungede stadig lykkeligt ned til dem. Freydis gav et lettet, glad suk fra sig, blot fra at høre datterens latter. Der gik dig ikke længe før man hørte et knæk og Nadiya der tumlede ned på gulvet. Det gav et spjæt fra Freydis som straks løb forbi Phillippe og ned til værelset. Inden Freydis overhoved nåede værelset kunne man dog høre datteren begyndte at grine højt. Freydis sænkede så farten lidt ved det høje grin og man kunne høre klovene kom op på benene igen, og kort efter stod datteren i døren.
“Philly? Noget er i stykker,” lød det så fra datteren som nussede siden af sin pande. Freydis satte sig så på hug foran datteren.
“Må jeg se din pande Nadiya?” Lød det roligt fra den rødhårede mor, som kort efter fik en lille hudafskrabning til syne. Hun kyssede så datteren midt på panden. “Der er ikke noget. Du så sej,” lød det fra Freydis som så rejste sig op for at se hvad skade der var sket og om Phillippe var begyndt på at fikse det.

 Phillippe prøvede ikke at lade det gå ham på at det virkede som Freydis på en eller anden måde virkede bange for ham. Eller i hvert fald bange for at røre ham. Han vidste godt det nok ikke var ham specifikt den var gal med, men når han var vant til at flirte og pille som det passede ham, så lå det helt unaturligt for ham, at hun virkede til ikke at ville have ham. 
 I et øjeblik stod Phillippe og betragtede Freydis lidt. Hun var bestemt en yndig dame, og hvis det ikke var fordi det virkede til der måtte være en husbond i billede, havde Phillippe helt sikkert også skruet noget mere op for charmen. Det virkede dog lidt forkert, i hvert fald så længe han ikke vidste om husbonden kunne dukke op når som helst. I stedet for at tænke for meget over det, åbnede Phillippe munden for at fortælle hun ikke behøvede frygte ham, men inden han nåede at få sagt noget, var der tumult inde fra Nadiya. 

 Det var ikke noget der var faldet Phillippe ind - at Freydis var bange for om der ville ske Nadiya noget. At det var derfor hun var lidt skeptisk omkring han alternative måde at teste sengen på. Ikke før han så hvordan hun gav sig til at løbe mod børneværelset. Han skar en grimasse over sig selv, for det kunne selvfølgelig være at han skulle have hørt med Freydis om det var okay først, han var bare vant til børn var noget mere hårdfør end deres forældre ofte gav den credit for, så han havde slet ikke tænkt over det.
 Med lidt mere rolige skridt fulgte Phillippe efter Freydis, gav hende muligheden for at se til Nadiya før han kiggede til sengen. Der virkede dog ikke til at være sket det store med Nadiya som hun kom ud og klagede lidt til Phillippe. Et skævt smil gled over hans læber og han nikkede lidt.
 " Så må jeg vel hellere få fixet det, så du kan komme i seng..  " sagde han, inden han gik ind og så på sengen. Hurtigt fik han sig et overblik over hvad der var sket og hvad hans skulle gøre for det ikke skete igen, og så var han på vej ud til vognen han var ankommet i, for at finde træ og værktøj, inden han vandrede tilbage til huset.

 " Er det okay jeg fixer det herinde? " spurgte han Freydis, som han stod i Nadiyas værelse igen. Hvis Freydis havde et andet rum hun hellere ville have han ordnede det, flyttede han gerne der ind, selvom det selvfølgelig var nemmere bare at gøre det hvor de var.

Mens Freydis tilså Nadiyas pande lagde hun mærke til at Phillippe begav sig hen til sengen og undersøgte den. Med et lettet blik så hun lidt længere på sin datter, mens hun ventede på Phillippe kom tilbage indenfor med lidt træ og værktøj til at fikse den lille skade.

Spørgsmålet overraskede næsten Freydis, og hun så op på ham, med et lille blidt smil. ”Ja, selvfølgelig er det det,” lød det roligt og glad fra hende. Der var absolut ingen problem med at han ordnede sengen inde på værelset. Det gjorde det nok nemmest for dem begge.
Hun strøg sin datter hen over håret med en blid hånd før hun så ned på hende, ”Henter du ikke en kost og fejebakke, søde?” spurgte Freydis din datter, som med et smil nikkede. Endnu engang kunne man høre de søde klove lunte ud i stuen. Freydis betragtede i mellemtiden, og på en god afstand hvad Phillippe havde gang i.
”Er det til at fikse?” spurgte Freydis nysgerrigt. Det varede dog ikke længe før klovene nærmede sig igen, og den rødhårede datter traskede ind på sit værelse og med helt udstrakte arme fik Freydis hvad hun havde spurgt om.
”Tak, Nadiya. Vi-” hun blev afbrudt af den lille datter.
”Hvornår kommer far hjem?” Man kunne høre datteren savnede sin fader. Den blide mor strøg endnu engang datteren henover håret og lod hånden forsætte ned til kæben.
”En lille måned, min engel,” lød det kærligt og lidt lavt, inden hun tog imod kosten. Hun ville gerne have datteren fik svar, men det gamle traume gjorde hun ikke helt ville sige det for højt. Tænk nu hvis Phillippe kun ventede på at være sikker på hendes mand ikke ville komme hjem forløbig? ”Vil du holde fejebakken, skattepige?” blev der så spurgt i et mere normalt toneleje. Datteren beholdt grebet om fejebakken. Freydis begav sig så lidt tættere på Phillippe, så hun med rolige bevægelser kunne fjerne eventuelt smuld eller spåner uden at støve helt vildt. Hun følte sig parat til at slå ham med kosten, hvis nu han ville forsøge på noget, hvis han havde hørt at manden ikke kom hjem forløbig. Uden at bidrage til noget arbejde, satte Nadiya sig ned ved siden af Phillippe så hun kunne se med. Der var ingen tvivl om at hun prøvede at huske og lærer lidt af hvad han lavede og hvad problemet var. Man kunne næsten fornemme på hende, at det kriblede med spørgsmål om hvert et stykke værktøj han sad med.

 Med det samme Phillippe fik okay til bare at arbejde på den i rummet de var i, gik han over til sengen og lagde tingene på gulvet. Lamellerne der var knækket blev fjernet, og Phillippe gik i gang med de forskellige ting der var brug for han gjorde, for at kunne fixe sengen igen. 
 Som Nadiya løb væk for at gjorde som Freydis havde bedt om, og Freydis spurgte Phillippe om det var til at fixe, nikkede han, og stoppede med det han havde gang i så han kunne se op på hende.
 " Det er bare et par lameller der skal skiftes, og så sætter jeg dem lidt tættere, på den måde kan de holde til lidt mere. " forklarede han. 

 Nadiya kom tilbage, og Phillippe vendte tilbage til arbejdet, og lod mor og datter have deres øjeblik. Selvom Freydis sænkede stemmen, kunne Phillippe stadig høre hvad hun sagde, ikke fordi han lige frem smuglyttede, men han måtte da indrømme at han var lidt nysgerrig. Hun var trods alt en smuk kvinde, og Phillippe ville da ikke havde noget imod at nyde hendes selskab lidt ekstra. Det kunne jo sagtens hjælpe hinanden med at holde varmen i løbet af natten, nu hvor hendes mand ikke var hjemme. 
 Phillippe ville selvfølgelig ikke gøre noget ved det, hvis han kunne fornemme Freydis ikke ville, men han tog gerne imod en udfordring. Og han havde trods alt også bidt lidt mærke i, hvordan hun sørgede for at holde lidt ekstra afstand til ham. Som om hun ville sikre sig han ikke kom til at røre ved hende. 
 Et skævt smil gled over Phillippes læber, ved de nysgerrige øjne der fulgte med i hans arbejde, i stedet for at hjælpe Freydis. Selvom Nadiya ikke sagde noget, var Phillippe ikke i tvivl om hun var nysgerrig og gerne ville hjælpe, så i stedet for at arbejde i stilhed, snakkede Phillippe i mens han arbejdede. Sagde højt hvad han gjorde og hvorfor. Så det virkede som om han bare snakkede med sig selv. En gang i mellem rakte han et værktøj over til Nadiya så hun kunne holde det mens han ikke skulle bruge det. 

 Til sidst var han færdig. Sengen var så god som ny, Nadiya havde været underholde under hele seancen, med mindre hun begyndte at vise mangel på interesse, og gulvet var blevet lidt beskidt efter smulder fra hvad Phillippe havde lavet. Mens Phillippe rejste sig, børstede han hænderne af mod hinanden, og da tha stod op, børstede han toppen af bukserne af. 
 " Så! Et styks fixet seng!  " Han smilede ned til Nadiya og blinkede kort med det ene øje.
 "Hvad skulle jeg dog have gjort uden den ekstra hjælp!" 

”Det lyder godt,” kommenterede hun, en anelse lettet. Det lød i hvert fald til at Nadiya ville kunne hoppe lige så tosset hun ville i sengen i fremtiden. Allerede nu, kunne hun jo fornemme at datteren var helt vild med sengen, og at hun nok ville være endnu mere glad for den fordi Phillippe havde været der og givet hende et hyggeligt møde med sin nye seng. Havde Freydis bestilt et hvilket som helst andet sted, ville den sikkert bare være blevet leveret til døren og have været besværlig at få ind på værelset. Det her var i hvert fald at foretrække og hun ville da i den grad huske det til næste gang hun skulle have lavet noget i træ.

Der var ingen tvivl om at Freydis tidligere ’erfaring’ med mænd som ikke var hendes brødre, var skrækkelig. Freydis havde jo holdt sig helt i skyggerne indtil hun mødte sin nuværende mand.  Hun havde jo næsten ikke gået rundt uden nogen ved sin side, indtil hun mødte sin mand. Ja, man kunne jo næsten sige hun havde isoleret sig selv fra fremmede og kun snakket med dem hun var nødt til at snakke med. Healere, sælgere og sin familie. Der var ingen tvivl om at hvis Phillippe skulle komme tæt nok på til en samtale på almindelig afstand var der sikkert rigeligt med arbejde at se til. Men måske satte Freydis fælder op til sig selv, som gjorde hun ville føle sig tryggere i hans selskab? Nu havde hun trodsalt tilbudt at han og hans kusk kunne blive sovende natten over. Hun måtte jo også finde på en løsning, således hendes datter i det mindste var sikker, hvis nu de to mænd var ude på et eller andet… Låse sin datter inde til morgenen?

Man kunne næsten se hvordan Nadiyas øjne lyste op, som Phillippe sad og snakkede om hvad han lavede. Der var ingen tvivl om at hun lærte noget. Hver gang hun fik et værktøj i hænderne, betragtede hun det også med store øjne, før hun så tilbage på hans arbejde igen. Af og til havde hun da også stillet spørgsmål hvis der var noget hun var nysgerrig på.

Freydis havde smilt lidt over Nadiyas deltagelse og fejet her og der, så da Phillippe var færdig med sengen var der en lille bunke af smulder. Nadiya stillede sig op næsten samtidig med Phillippe og gjorde som ham, med at børste hænder af og derefter sin kjole. Nadiya så op på Phillippe med et stort smil, som han snakkede. ”Fiks og færdig!” smågrinede hun med et stort tandsmil, ”Været langsom?” spurgte Nadiya. Barnet havde tydeligvis ikke en egentlig ide om hvor vidt hun havde hjulpet eller ej, men det var vel bare sådan en ting man kunne grine lidt over? Nadiya assisterede kort efter med fejebakken, således Freydis kunne feje det derop i. Med et smil tog Freydis fejebakken fra Nadiya klar til at gå ud og tømme den udenfor.

”Jeg tror det er ved at være tid til du går i seng, Nadiya,” lød det glad fra Freydis, som satte sig ned i højde til datteren. Datteren var da også hurtig til at give sin moder et kys ved siden af mundvigen. Stadig siddende på hug, kunne Freydis se hvordan datteren håbefuldt vendte sig mod Phillipe, lidt genert. Freydis smilede og smågrinede lidt, ”Nu skal du ikke blive ked af det hvis ikke han vil,” sagde hun, rettet til sin datter. Hvis Phillippe satte sig ned på hug ved siden af Nadiya, ville Nadiya give ham et kys ved siden af mundvigen og efterfølgende stikke af til sin seng og lægge sig under dynen. Ville han ikke ville hun blot gå stille og roligt hen til sin seng og lægge sig under dynen i ro og mag.

Freydis rejste sig op, så snart datteren vendte sig fra dem. ”Er du sulten?” lød blidt fra Freydis. Hun havde selv spist tidligere, men hun havde da ikke noget i mod at lave mad til Phillippe, så han ikke skulle gå sulten i seng – hun ville måske selv snuppe en lille bid mad, hvis han selv skulle have. Hun regnede selv med at lave morgenmad til alle mand om morgenen.

 En latter lød over Phillippes læber ved Nayadis ord, og han nikkede lidt til det. Hun var bestemt en frisk lille pige, og der var vist ingen tvivl om at Phillippe godt kunne lide børn, eller i hvert fald var vant til at være omkring dem, også mens han arbejdede. Om det så var fordi han hurtigt havde fundet ud af det bare var nemmere at inddrage dem, eller fordi han oprigtigt nød deres selskab, var ikke til at sige. Nadiyas spørgsmål om noget havde været langsomt, gjorde Phillippe en smule forvirret, fordi han ikke helt forstod hvad hun mente eller hentydede til, men han lod det ikke vise, og svarede bare så godt han kunne.
 " Ja, fiks og færdigt! Og uden din hjælp, havde det været virkelig langsomt! " Om det var det hun havde ment, vidst han ikke, men det var vel også ligegodt. 

 Phillippe gik i gang med at rydde op, samle værktøjet sammen, og samle det træ der ikke var blevet brugt, eller var gået i stykker i en stak så det var nemt at tage ud. Da Nadiya vendte sig mod ham, stoppede han op, og så kort mod Freydis som han sagde noget. Han løftede det ene bryn lidt og kunne ikke lade vær med at smile lidt over det. Blikket flyttede sig tilbage på Nadiya. 
 " Man skal passe på med bare at kysse på folk man ikke kender.." forklarede Phillippe mens han satte sig ned på hug. Blikket rettet mod Nadiyas, med et lidt alvorligt glimt.
 " Men et kys på kinden kan aldrig skade.." sagde han så med et smil, og pegede på han kind, for at indikere at der måtte hun gerne kysset. Det var selvfølgelig ikke derfor han ikke ville have hende til at kysse han samme sted som han havde kysset Freydis. Han gjorde og sagde ting med hans mund, som ikke var for børn, derfor følte han også det var forkert hvis hun skulle så tæt på den. 

 Efter kysset på kinden rejste Phillippe sig op igen, og samlede de sidste ting op, så Nadiya kunne få lov til at sove for sig selv. Hans blik flyttede sig hen på Freydis da hun stilte ham et spørgsmål, og sendte hende et skævt smil.
 " Du du har noget at tilbyde en sulten mand som mig, vil jeg da ikke takke nej! " Han gik ud af døren til værelset, og lagde værktøj og de stykker træ han stadig kunne bruge ved døren ud til, så han kunne få det med, den næste morgen.  De stykker træ der ikke duede mere kunne han lige så godt tage med ting til brændet.

Nadiya nikkede bestemt, som han var enig med hende i at uden hende, ville han være langsom. Det var tydeligt hun selv mente hun havde været til meget hjælp, selvom hun blot havde kigget på, lyttet, og nok lært lidt også.

Det var tydeligt at Nadiya godt forstod hvad Phillippe sagde til hende, og det trængte da også dybere ind, som han satte sig ned for an hende. Hun så dog stadig på ham, og så snart han nævnte at et kys på kinden ikke kunne skade, glimtede hendes øjne helt. Hun valgte derfor også at kysse ham mere centreret på kinden, ind tæt på mundvigen. Lykkelig, hoppede hun næsten væk, og man kunne næsten høre på klovenes lyd at hun var glad. Hun var dog også hurtig til at lægge sig under dynen, til at falde til ro.

Hun sendte ham et forsigtigt smil, ”Jeg finder noget til dig,” lød det så roligt og lidt mere afslappet. Så snart Phillippe var gået ud af Nadiyas værelse, vinkede Freydis til sin datter, ”Jeg låser,” hviskede hun til sin datter og lukkede døren ind til værelset. Fra sin frakke fandt hun en nøgle frem og låste døren ind til sin datter. Hendes datter var voksen nok til at kunne klare en aften alene, det var hun sikker på. Hun ville bare ikke have at hverken Phillippe eller kusken skulle se til datteren, uden Freydis vidste om det. Hun vendte så kort sit blik tilbage til Phillippe, for at se hvor han stod, før hun begav sig hen til det nærliggende køkken, som i realiteten var en del af stuen, som de befandt sig i.
”Hvad kunne du tænke dig, Phillippe?” spurgte hun, mens hun fandt et skærebræt frem, ”Jeg har noget simpelt som nogle håndmadder, men jeg kan også lave noget varmt med kylling? Altså suppe eller filet,” lød det fra hende som hun så på knivblokken et øjeblik, overvejede hvilken hun skulle bruge til hvad for noget madlavning. Hun så sig så henover skulderen, mod Phillippe, som hun ventede på svar.