De hjemsøgte skove... Hvad lavede hun dog her? Det var slet ikke normalt, hun kom aldrig her og hun ville helst heller ikke opholde sig her. Der var koldt, vinden blæste og mørket var faldet på over skovene. Det var tydeligt at høre nogle stemmer, nogle Bailey slet ikke var sikker på var rigtige. Skovene hed jo de hjemsøgte skove, så måske der luskede nogle spøgelses lignende væsner rundt. Hun sank en stor klump i halsen, tænk hvis det bare var en utrolig dårlig idé at vandre rundt i de her skove. Hun holdte rundt om sig selv, imens hun prøvede på at få varmen. Hun var glad for det ikke regnede, dog var der ingen mennesker eller væsner herude. 

Der var kun hende, og hun havde ellers kigget rundt mange gange. Hun rystede over hele kroppen for der var godt nok koldt. Hun gik videre og valgte at sætte tempoet op, det var som om hun ikke helt vidste hvor den blomst hun ledte efter var. Men hun havde hørt den skulle være her i skovene, så hun gik bange rundt og ledte. Hun var iklædt det sædvanlige, en kjole der gik til knæene og nogle flade sko. Det var slet ikke det praktiske tøj at have på i den her kulde, og slet ikke når hun nærmest lignede en skinnende solstråle i mørket. Det var næsten et spørgsmål om tid, før en eller anden ville finde hende, og nærmest spise hende. Hun kunne mærke hun blev endnu mere bange ved tanken, og lod hendes blå øjne glide rundt på omgivelserne"Hvor er den blomst..."sukkede hun lavt, som hun gik lidt videre imellem de mange træer og stier. Pludselig stoppede hun op som hun endnu engang hørte nogle stemmer, og drejede hovedet lidt til den ene side. Var der mon noget der lurede? Nogen der lurede på hende? Hun var slet ikke tryg ved at være her i skovene, og ville enlig bare gerne væk. 

Men det kunne hun ikke før, hun havde fundet den blomst, det var en hun virkelig gerne ville se og plukke. At hun så var endt her i dette mørke, og frygtelige sted var ikke lige hvad hun havde regnet med. Der var sikkert vampyrer, dæmoner, varulve alle mørke væsner der kunne finde på at dukke op. Bare hendes menneske duft var nok. Hun gad ikke tænke på det og lænede sig op ad det nærmeste træ, og hun sukkede endnu engang. Måske hun bare skulle opgive det, for den blomst var da slet ikke til at få øje på. Bailey kiggede trist op imod himlen, som hun fortsat holdte rundt om sig selv. Hvad skulle hun gøre, skovene var så skræmmende, og hun ville ikke give op. Hun forsøgte at have et smil på ansigtet men det var ikke nemt. Så tog hun en dyb indånding og gik væk fra træet, men hun nåede kun lige at gå lidt frem før hun troede at hun så noget. Var det et dyr? Nej en person? eller noget andet? Hun blev pludselig mere bange, og trådte nogle skridt bagud, var det en ulv!? nej hvad kunne det være, hun fik pludselig mange tanker i hendes hoved, og havde slet ikke set efter hvor hun trådte og snublede over en gren på jorden. Hun væltede bagover"Aaarg!"råbte hun højt inden hun landte på jorden med håret ud til alle sider, og hendes arme ned langs siden.

Endnu engang var han sendt ud for at slå en ihjel, men han måtte vel indrømme, det var ikke engang sikkert det virkelig var det værd. Men han nød noget, at se hvordan hun nærmest fløj rundt, fordi hun ikke ligefrem var så glad for at være her. Det luskede smil lagde på hans læber, imens han så hvordan Hades, fulgte hende mere tæt end han selv gjorde. Han havde rystet på hovedet over hun gik helt herind, for en åndsvag blomst. Han kunne ikke engang se hvorfor nogle ville have hende til at være død, hun lignede ikke en som gjorde en fluefortræd. Men igen det kom aldrig ham ved, han skulle bare selv bedømme om det virkelig var det værd. Han havde slået man ihjel, også kvinder var intet nyt. Han afleverede altid hovedet til den som hyrede ham, så han kunne få sine krystaller, og lidt ekstra til ved at have sådan et bevis med sig. Hun virkede som et åndsvagt mennesker, som virkelig ikke tænkte sig om på nogle måde, ellers ville hun ikke være i dæmonriget. Slet ikke de hjemsøgte skove, hun var bare ikke særlig klog anlagt.

Perseus havde fået Hades til at gøre hvad han er bedst til, nemlig at komme tæt ind på byttet som de havde. Det dyr var den bedste til at sørge for byttet blev indfanget, han skulle ikke engang gøre noget selv. Han gik camoufleret i skoven, han følte ikke for at give sig selv til kende endnu. Han så hvordan Hades havde lagt sig klar, men kvinden var åbenbart så nervøs og nemt at skræmme. Som hun havde set ham som en hurtig stribe, at hun nu snublende over en gren på jorden. Perseus kommer med et opgivende suk, hun var da virkelig menneske, det var ikke noget hun på nogle måde kunne løbe fra det var tydeligt med så klodset og nervøs hun var. Hades kiggede på Perseus, som han overvejede lidt hvad fanden der lige var sket. Ikke engang hans skønne følgesven havde prøvet noget lignende, det sagde en del med alle dem de havde slået ihjel. Dog gik Hades tættere på, som mennesket lagde på jorden. Han stod direkte over kvinden, han var 10 cm højere end en normal løve eller tiger. Perseus havde måske også fodret ham ret godt fra starten, at noget af han mad bestod af kød fra andre væsener er jo bare en mindre detalje, men en hurtig måde at afskaffe lig på. Hades står og slikker sig om munden, som han kigger direkte ned på mennesket. Han vidste allerede, at han kære følgesven havde lyst til at tage en bid af hende. "Hades!" Kalder han ud, som han går tættere på som han gør sig selv synlig. Det ville jo ikke give mening, at lade ham at en bid af hende allerede, måske senere, eller måske han bare selv skulle sørge for tortur denne gang uden hjælp fra Hades, Hades bliver da virkelig skuffet over Perseus når han finder ud af det.

Hendes øjne var hurtigt rettet på det dyr som i hendes øjne så farlig ud, den lignede virkelig en der kunne spise hende i en mundfuld. Hun rystede lidt mere over hele hendes krop, og prøvede at bakke en smule bagud bare for at komme væk fra dyret. Dog vidste hun ikke om det store dyr ville følge efter hende, og hun burde måske også have rejst sig op. Men hendes blik var låst på dyret hun ikke vidste hvad hun skulle sige, og hvordan hun lige skulle komme væk. Hvad ville den også med hende, udover at den så farlig ud, og nærmest kiggede sultent på hende. Hun kunne slet ikke lide det, og ville bare gerne væk hun kunne heller ikke stoppe hendes rystende krop, og prøvede at varme sig lidt mere ved at lade hendes hænder gnide sig op og ned ad hendes arme.

Måske hun burde rejse sig op fra jorden men hun var stivnet, og bare kiggede på det store dyr, før hun hørte en stemme. Som den havde slikket sig rundt om munden og nærmest så ud til at være klar til at spise hende rejste hun sig op, og hurtigt gik flere skridt tilbage. Hun prøvede at varme sig selv, men var ikke sikker på det overhovedet hjalp. Hendes øjne fulgte det store dyr før hendes blik faldt hen på en person der var dukket op, eller kommet frem fra ja hvorhenne? Hun blev pludselig forvirret. Hvor var det lige han var kommet fra. Hun undrede sig men det var som om frygten for hendes liv var begyndt at blive større. Skulle hun løbe hen til personen og gemme sig bagved ham, men det virkede da til at dyret tilhørte ham. Hun blev endnu mere bange og rystede lidt mere som hun ikke kunne kigge væk fra denne person. Hun ville gå længere tilbage men stødte ind i et træ med ryggen, og bed tænderne sammen. 

Hun kunne slet ikke fokusere på hendes vejrtrækning, for dyret gjorde hende alt for bange. Selvom hun enlig ville være glad og smilende som altid, så var det utrolig svært. Hun prøvede dog at tage en stor indånding"Er det din..."lød det lavt fra hende som hun lod hendes øjne glide ned på det store dyr. Hun kunne slet ikke gå længere tilbage, så hun stod bare lænet op ad træet lidt væk fra dyret og personen der var dukket op. 

Det store dyr ser tilbage på Perseus, som den giver ham et skuffet blik, som den slikker sig lidt om munden, for at understrege hvordan han har det. Dog træder Hades et skridt tilbage, inden han ryster sig. Som han gik forbi Hades, lod han fingrene kører igennem hans pels, tilsidst den tykke manke. "Vent nu Hades," siger han lavt på dæmonisk, som for dyret til at se mere tilfreds ud. Den havde da kun en ting i tankerne, og det var at få nogle knogler og kød at tygge på. "Han er min, bare rolig, han er ikke så farlig som han ser ud til," siger han med et smil, for ham fremtvunget, men igennem årene lærte han hurtig, menneskene ikke opdagede hans fake attitude ret hurtig, nærmere først når det var forsent. Mennesker var da virkelig ikke de klogeste, mennesker var bare generelt ret uduelige hvis man spurgte ham.

Det store dyr, vipper med de små øre, inden han giver Perseus et blik. Halen svinger over skovbunden, imens Hades blik igen hviler på mennesket. "Hvad laver du overhovedet herude? Det ikke et godt sted for et menneske at bevæge sig hen," siger han roligt. Mest af alt har han selv lyst til at slikke sig om læberne, bare fordi han elskede altid en god jagt, masser tortur, bare alt slags vold  faldt i hans smag. Han gav hende et blik, hun var vel køn at se på, hun var bare et menneske, hvilket bare gjorde hende mere grim end hun nok var i andres øjne. Mennesker var bare ikke hans kop te, han kunne ikke li de var sådan nogle svage væsner. Hvem ville overhovedet være tilfreds med at være så svag? Det måtte da være noget af et nederlag, at vide du ikke kunne stille meget op mod andre væsner, der kunne brække dine knogler ved nærmest et enkelt blik. Men det var selvfølgelig dem som ikke havde nogle magiske evner, dem der havde, de var vel en smule mere værd end dem der ikke havde. Hades gik langsomt rundt om mennesket, som han sænkede hovedet lidt ned, men gjorde ikke andet. Han fulgte kun Perseus ordre, fik han ikke en, måtte han jo bare se faretruende ud, være klar til at springe hvis han fik tegnet. Men det store dyr Hades, kunne godt mærke at Perseus var i et mere lege humør, hvilket den hadede når han var det. 

Som det store dyr begyndte at gå rundt om hende holdte hun tættere rundt om sig selv som hun rystede endnu mere, men det var svært at kigge væk fra dyret. Hvad havde det tænkt sig, ville det spise hende? Hun var bange, og kunne slet ikke holde styr på hendes krop kun fordi den rystede så meget. Ordene om at dyret ikke var så farlig som det så ud til fik hende til at smile til personen. Hun vidste ikke om hun skulle gå tættere på ham, eller blive stående. Hun frøs stadigvæk og havde stadigvæk den blomst at skulle finde. Hvorhenne den var, vidste hun ikke men hun var sikker på at den skulle være i skoven.

"Men han ser så farlig ud, er du sikker på han ikke gør noget"sagde hun med en rystende stemme, som hun nærmest havde lyst til at gå længere tilbage men det nærmest umuligt for hun var så tæt på træet, at hun sikkert ville ramme ind i det. Hun lagde hovedet på skrå, som hun lod hendes øjne hvile sig på personen han så nu godt ud, men hvad eller hvem var han. Han virkede ikke som en ond person, så måske hun bare skulle være venlig overfor ham og hans dyr. Selvom hun var mere bange for dyret end personen. Bailey tog en dyb indånding som hun lod hendes hånd hvile sig på hendes bryst, og hun tog så nogle skridt hen imod personen.

Hun stod foran ham med lidt afstand og prøvede at stoppe med at ryste, men hele skovene og det dyr han havde var skræmmende. Hvis det ikke havde været for den blomst, havde hun sikkert aldrig bevæget sig herind. Nu var hun her dog, og hun lod hendes øjne glide rundt i omgivelserne, hun kunne ikke engang finde noget skønhed ved skovene, det hele var bare skræmmende. Så vendte hun blikket tilbage på ham, og trådte nogle skridt tættere på ham"Jeg leder efter en blomst der skulle findes her i skovene, måske du kan hjælpe"sagde hun med et stort smil som hun pludselig lyste op. Hun havde helt glemt at spørge ham hvad han lavede her og burde måske også have spurgt ham, men frygten for hvad dyret der hed Hades ville gøre ved hende, havde fået hende til at frygte for hendes liv. 

Hades blik blev på mennesket, imens han bliver ved med at cirkle omkring dem, klar til at springe til hvis hun prøvede at stikke af. Han bliver ved med at slikke sig om munden, viser tydeligt hvilket rovdyr han faktisk er. "Han gør kun det jeg ber ham om," siger han med et smil, men mest af alt havde han lyst til at rulle med øjnene. Hades kunne til en hver tid gøre hvad han ville, men han gjorde det ikke af respekt til Perseus. Han havde dog ikke noget imod hun kom tættere på, imens han betragtede lidt hvor bange hun egentlig var for Hades, samt hun tydeligt frøs rigtig meget. Han tænkte et øjeblik, som han vippede hovedet på skrå over det hun sagde. Hvem dælen ville gå ind i dæmonriget, bare for en fucking blomst? Hvor dum kunne mennesker lige være, tydeligvis mere dumme end han regnede med.

Men så tænkte han over det, jo mere han kunne få hende væk fra grænserne, jo mere kunne han gøre. Der ville ikke være mennesker tæt på, kun dæmoner som ville kunne høre hendes skrig, og de ville jo ikke ligefrem blande sig. Men han hadede allerede hendes smil, hun virkede så positiv, at det virkelig gav ham kvalme. "Det kan jeg da, bare sig hvordan den ser ud, så skulle vi nok finde ud af noget," siger han med et mere lusket smil. For klog ville han ikke kalde hende, for det var ikke ligefrem blomster der sådan rigtig voksede her i dæmonriget. Han tvivle i hvert fald på der fandtes en blomst her, som nogle faktisk ville være efter, her var virkelig bare dødt. Utroligt hun overhovedet havde været her så længe, for de havde fulgt efter hende, siden at hun trådte ind i skoven. Han var ret sikker på, den person som hyrede ham til opgaven, havde givet hende det tip om en blomst herinde. Han havde virkelig aldrig rigtig set noget levende, udover dyr, men mad fik de altså ikke rigtig her, udover grene. 

Hades så opgivende på Perseus, imens han stadig vandrede rundt omkring dem. "Hvad er dit navn?" Spørger han roligt, mest af alt vil han være sikker på dette er hende Bailey, den alt forpositive menneske, der burde blive slået ihjel. Men han kunne vel lege lidt med hende inden, bare skade hende lidt, gøre nogle ting som ville få hende til at skrige og græde, ønske hun var allerede død. Det var en ting han var god til, sørge for at folk ønskede død istedet for det han gjorde ved dem. 

Hendes blik gled automatisk på det store dyr som det gik rundt om dem, hun prøvede stædigt at lade være med at lade sig påvirke af dyret. Det var svært for det var stort, og så farligt ud, især måden det kiggede på hende, det virkede hele tiden som om den kunne spise hende  en mundfuld. Hun holdte lidt mere rundt om sig selv, og tog en dyb indånding. Hun var virkelig nød til at få styr på sig selv, og forsøge at holde hendes humør oppe. Selvom skovene var utrolig skræmmende og kolde, og hun prøvede at vende hendes tanker hen på blomsten igen. Det var jo det hun var kommet efter, og hun håbede at finde den. Medmindre den slet ikke ville være herude, men det håbede hun. Hun havde jo hørt at den skulle være herude, så hun ville ikke give op. 

"Den er hvid og blå og den skulle være her i skovene, jeg ved bare ikke hvor"sagde hun som hun lod hendes øjne glide lidt rundt på omgivelserne. Måske hun skulle tage chancen og gå lidt rundt for at lede efter den, måske den ikke var så langt væk fra dem. Hans ord om at det store dyr gjorde hvad han sagde gav en lettelse, som et øjeblik stoppede med at holde rundt om sig selv og hun sendte ham et stort smil. Hun var glad for at dyret ikke ville gøre noget uden han havde bedt den om det. Det var som om hun følte en pludselig tryghed, og det var rart. Han virkede meget venlig, selvom der lå noget dystert over ham, noget hun ikke helt kunne forklare. Men hun skubbede tankerne væk som hun betragtede ham, og hun lod smilet vokse, som hun rakte en hånd frem imod ham, men i stedenfor at lade den hænge i luften greb hun fat rundt om hans håndled.

Hun drejede rundt, for at gå længere ind i skoven sammen med ham. Det var jo tid til den blomst jagt, for hun var nød til at finde den. Indtil videre virkede denne person ved siden af hende som en meget sød og flink person. Da han spurgte efter hendes navn, vendte hun hendes blik hen på ham"Jeg hedder Bailey, hvad er dit navn"hun holdte blikket på ham som hun gik lidt videre rundt for at lede efter blomsten, hun burde bare holde lidt øje med hvor hun gik. Men hun var nysgerrig efter at vide, hvad denne person hed, han var ganske pæn og virkede så venlig overfor hende. Men eftersom han var her i skovene som hende, var han da ikke et menneske som hende var han? Hun kunne slet ikke regne det ud, og som hun var tæt på at snuble over noget på jorden nåede hun at læne sig ind imod ham for at holde fat i hans arm så hun ikke mistede balancen. Hun havde givet slip på hans hånd, som hun kiggede væk fra ham. Efter få sekunder trak hun sig også væk fra ham så hun ikke stod alt for tæt på ham, for hun vidste jo stadigvæk ikke hvad eller hvem han var"Undskyld"lød det bare fra hende som hun løftede en hånd op til hendes ansigt for at stryge nogle hårtotter væk fra hendes ansigt imens hun lod hendes øjne flakke lidt rundt i omgivelserne, hun havde også et smil på ansigtet.

Han hørte ikke rigtig efter som hun forklarede om, hvordan den så ud, for han vidste hun aldrig ville finde den blomst her. Ham som havde hyret Perseus til dette job, havde tydeligt vidst hvad der kunne få hende til at komme på disse kanter. Det passede også bedst, for han havde lige haft en mission her i dæmonriget. Men at et menneske var så dum, han kunne slet ikke overskue sådan et dumt menneske. Han lod hende bare hive afsted, imens Hades knurrede svagt, men ikke så hun ville kunne høre det. For dyret var godt klar over, de blev nød til at få hende længere ind i skoven, så de ikke blev forstyrret. Som hun sagde navnet, vidste han allerede det var den rigtige menneske han havde fået fat i.

"Perseus, og det store dyr burde du vide allerede, men hans navn er Hades," siger han roligt, det virkede ikke til hun vidste hvad nogle af de navne betød. Hvilket var godt for ham, for så ville hun sikkert løbe sin vej hvis hun fik en anelse om det. Han kunne også have sagt Charon, han skiftede lidt mellem det, ingen grund til alle hans ofre faktisk kendte hans navn. Han rullede med øjnene, som hun endnu engang var ved at vælte, han havde dog godt set det var Hades, der havde været hurtig og skubbet en sten foran hende som hun var uopmærksom. Hvis hun ikke selv var ved at vælte, så skulle Hades da i hvert fald nok prøve at sørge for hun ville vælte. Hades havde en større foragt til mennesker end Perseus havde, så det store dyr havde det nok meget sjovt med hun var så klodset, samt så nem at distrahere. 

"Kom bare, det skulle være her omkring," brummer han lidt, allerede begyndt at blive træt af at være flink. Han kunne allerede se at Hades havde mærket skiftet i Perseus' attitude, så han begyndte at gå lige bagved Bailey, som han begyndte at gå foran hende, for at lede hende hen til en hule der lagde tæt på, inden ville kunne høre hende når hun først kom derind. Samt det virkede nemt at lokke med hende, for hun var tydeligt meget fast besluttet på at finde den blomst som hun absolut aldrig ville finde herude. 

Synet af hulen som hun kunne se fik hende til at undre sig, hvad de skulle derinde. Var det mon der blomsten ville være, pludselig lyste hun lidt op som hun nærmest havde lyst til at løbe dybere ind i hulen. Men hun rørte sig slet ikke så meget men bare gav ham et nik til det han havde sagt. Som hun gik lidt længere ind havde hun givet slip på hans hånd og kiggede rundt. Hun fik et stort smil frem på ansigtet, og kunne slet ikke lade være med at blive spændt på at finde blomsten, for den var sikkert utrolig flot når man ville se den. Hun blev mere og mere spændt, og kiggede rundt for at se om hun kunne se noget der kunne ligne blomsten. Hans navn dukkede pludselig op i hendes hoved lige som hun havde lagt en hånd på indersiden af hulen"Det er nogle specielle navne, men de er flotte"sagde hun med et stort smil som hun kiggede hen på ham, og skulede kort ned til det store dyr.

Hun holdte blikket på ham lidt, før hun kiggede væk fra ham. Hun fjernede hånden fra hulens inderside, og gik lidt rundt, uden helt at vide hvor de skulle hen. Hvad havde de af tanker siden de var inde i en hule nu. Skulle hun blive mere bange? Hun vidste det ikke, men det var ikke en speciel hyggelig hule det her, der var mørkt og uhyggeligt. Hun lagde hovedet lidt på skrå og holdte fortsat rundt om sig selv for at holde lidt på varmen, selvom det var svært for der var stadigvæk koldt, selvom hulen de befandt sig i ikke virkede så kold, så frøs hun stadigvæk. Hendes krop var altid varm, det var meget sjældent at den var kold. Som hun valgte at læne sig op ad den ene side inde i hulen, kunne hun slet ikke lade være med at kigge ned på det store dyr, den var sikkert utrolig blød men hun turde slet ikke kæle for den"Hvad skal vi herinde"spurgte hun undrende med et løftet øjenbryn. Selvom hun havde et smil på ansigtet undrede det hende hvad de enlig lavede herinde, for kunne blomsten være herinde? Hun var nysgerrig men var nok nød til at vente til at se, hvad denne Perseus havde tænkt sig.

Hun stod afslappet op ad muren inde i hulen, og lod hendes øjne betragte hulens omgivelser. Det var d umuligt at finde en blomst herinde var det ikke? Hun drejede så hendes hoved hen imod ham og kiggede på ham med håbefulde øjne"Kan det passe at blomsten er herinde"spurgte hun med en spændt stemme, og næsten ivrig stemme. Hun håbede at det ville passe, men ellers kunne hun slet ikke vide hvad de to ville med hende herinde. Måske skulle hu frygte hvad der ville ske, måske skulle hun blive bange. Hun valgte dog at holde sig afslappet lige nu, selvom hun godt kunne mærke hendes krop rystede lidt.

Hun var virkelig nem at få til bare at følge med, det var alligevel helt utroligt. Det havde aldrig været nemmere for ham, at lokke nogle med i en fælde. Dette menneske kunne da ikke blive dummere, det måtte han alligevel give hende, hun var god til at være dum. Han forsatte ind i den dunkle hule, som hun selv gik længere ind. Dog lød hun pludselig meget mistænkelig, hvilket fik ham til at rulle med øjnene, det var nu lidt forsent til det pjat. "Hades sit!" Kommer det fra ham på dæmonisk, som han ser hvordan dyret ligger på lur tæt på hende. Det tog ham ikke få sekunder, at få hende til at vælte, så det store dyr satte sig på mennesket. Dog ikke så hun ville blive alt for mast under den krops vægt han kom med, men nok til hun ikke ville kunne bevæge sig nogle steder overhovedet. Det store dyr slikkede sig om munden, som han ser på mennesket han har placeret sig på.

"Du er seriøst for dum, virkelig helt seriøst," siger han opgivende, som han går tættere på dem. Han sætter sig ned vedsiden af hende, inden han vifter noget reb foran hende. Han havde sådan et gået rundt med det længe, det havde bare ikke været så synligt, medmindre man så under hans skjorte hvor han havde det bundet. "Jeg forstår virkelig ikke, hvordan nogle kunne bestille et mord på dig, du virker ikke til at kunne gøre en fluefortræd. Og jeg hader det virkelig," brummer han lavt. Han hadede alt ved mennesker, men hun var da noget helt specielt, som hun var mega klodset i sig selv, det var lige før han sikkert ikke engang havde behøvet Hades til hjælp, for at få hende ned at ligge. Han havde faktisk ignoreret meget hun havde sagt, kun opfanget da hun begyndte at virke til at have lugtet lunten lidt. Også det havde hun vel nok ikke alligevel, hun havde bare undret sig, men sikkert været klar på at lede videre, hvis han havde sagt han var sikker på den faktisk var der. "Har du overhovedet set noget levende i denne skov af planter? Du er så nem at narre," siger han med et lusket smil, som han sidder lige vedsiden af hende.

Synet af rebet der kom frem foran hendes øjne fik hende til at prøve at flytte sig væk fra Hades der havde sat sig ovenpå hende. Dyret der så ned på hende som var det klar til at snuppe hende i en mundfuld, hun var slet ikke tilfreds over det. Hun prøvede at bevæge sig men det var ikke til, det var nærmest umuligt. Ligemeget hvor meget hun prøvede at flytte på sig, hun var nærmest fanget under det store dyr. Hun var fanget af dyrets øjne, og kunne mærke hvordan hele hendes krop begyndte at ryste. Men som hun hørte Perseus's stemme drejede hun hovedet lidt så hun kiggede hen på ham, hun havde virkelig svært ved ikke at ryste af skræk lige nu. Hvad ville han med det reb, hun begyndte at få en masse tanker, og det var langt fra nogle gode tanker"Nej...Stop!!"råbte hun som hun prøvede igen på at komme fri under det store dyr, men det var virkelig svært. 

Hun opgav efter flere forsøg og kiggede på Perseus med håbfulde øjne, men hun kunne heller ikke undgå at kigge lidt mere på rebet. Hvad havde han tænkt sig at gøre med det, hun kiggede hurtigt væk fra ham som hun endnu engang mødte øjnene på dyret over sig. Den sad hvist meget godt ovenpå hende, for hun kunne slet ikke bevæge sig, hun prøvede virkelig alt hvad hun kunne for at kunne få hendes hånd fri, eller bare en arm. Tænderne bed hun hårdt sammen, som hun prøvede at vride sig under Hades, bare i håb om at komme fri. Hvad skete der lige, var denne person ved dyret ikke sød alligevel? Hun var lidt forvirret, som hun vred sig lidt mere. Hun kunne virkelig slet ikke lide at være fanget, hun ville bare fri. Som Perseus så stod ved siden af hende prøvede hun på at kigge væk fra både dyret og ham, for hun havde slet ikke lyst til at kigge på nogle af dem"Vil du dræbe mig...Please lad'vær.."lød det lavt fra hende som hun kiggede hen på ham, og hun begyndte at vride sig lidt mere. Men efter flere forsøg på at komme fri gav hun op, for ligemeget hvor meget hun prøvede så kunne hun ikke komme fri.

Hans spørgsmål fik hende til at kigge væk fra ham som hun sukkede trist. Hun havde slet ikke set noget levende i skovene, specielt ikke noget tegn på planter, eller blomster. Men hun følte bare heller ikke at hun kunne give op, og skulle give op. Lige nu var hun fanget, og hun hadede det. Hvad var deres planer med hende? Det var som om hun ikke var sikker på om hun overhovedet ønskede at høre svaret"Hvad skal du med det reb"spurgte hun bekymret og ed en rystende stemme imens hendes blik hvilede på ham. Måske havde hun været nem at narre men hun valgte slet ikke at svare ham på det. Det var svært at kigge væk fra ham for han var en ganske flot mand, men hun forstod alligevel ikke hvad der skete, og hvad han ville med de reb. Hun kunne mærke, hvordan hele hendes krop rystede mere og mere.

Han blik bliver bare på hende, imens han ser på hvordan hun prøver at komme fri fra Hades, synd for hende dyret var så tung, og han nægtede at rykke på sig lige meget hvad hun gjorde. Hades var vist lidt fornærmet, og hun havde gjort hans job så nemt. Han kunne nemlig godt li en god jagt, så han var ikke tilfreds med hendes måde at være menneske på. Men han var ikke et dyr der kunne li mennesker, han kunne finde på at knurre bare de overvejede komme tæt på ham. Han løftede det ene øjenbryn op, som han lyttede til hende. "Du godt klar over det sjovere at dræbe dig, men på den anden side, du er seriøst ikke det værd. Tror ikke engang Hades gider spise dig, du er et for ynkeligt menneske for ham," brummer han lidt, som han vipper hovedet på skrå. 

Han svinger lidt med rebet, som hun begynder at spørge ind til det. "Det da ikke sjovt at fortælle dig det allerede, det skal jo være en overraskelse hvad jeg vil med dig," siger han med et lusket smil, imens han kan se for sig, alt det tortur han kan gøre. Han kunne gøre så mange ting, for at ædelægge hendes fuldstændig, smadre den tydeligt positive sjæl hun havde i sig. Var der noget han hadede mere end mennesker, så var det mennesker som var positive selvom der ikke var nogle grund til at være det. Han vidste han kun behøvede at sige en ting, så skulle Hades nok rejse sig op. Hvilket dyret var nød til på et tidspunkt, for lige nu sad dyret så han ikke kunne komme til hendes arme sådan bare lige. Han tager en kniv frem, som han skraber mod bunden af grotten. Det var nogle hurtige bevægelser, inden han pegede den mod hende med et lusket smil som hovedet vippede lidt mod venstre. "Jeg skal nok få det sjovt med dig, hvad jeg ikke ville gøre, for at smadre din ellers så positive boble, for den er dybt irriterende," siger han langsomt. Som han lader kniven, følge hendes kraveben. Han kunne godt se at Hades godt snart var klar på at skulle rejse sig, så han kunne få bundet mennesket, det duede ikke lige med Hades sad på hende hele tiden, for han fyldte nu ret meget det store dyr. Plus, måske han på et tidspunkt blev træt af at lade vær med at sætte sig helt ned på sin falde røv.

Synet af ham som han stod og svingede med rebet fik hende til at bide tænderne hårdt sammen, hun ønskede virkelig ikke at vide hvad han kunne finde på at gøre. Hun frygtede allerede det ville være slemt, selv uden at han havde gjort noget endnu. Han havde bare virket så venlig overfor hende, at det pludselig undrede hende hvorfor han pludselig virkede så ond nærmest. Eller nærmere lusket, og hun var stadigvæk fanget under det store dyr Hades. Hun hadede det, og ville bare gerne slippe fri fra det greb men det var godt nok umuligt. Hun prøvede endnu engang på at se om hun kunne rykke sig lidt, og bare bevæge sig væk fra dyrets greb på hende. Men det kunne hun ikke, det var godt nok umuligt, og hun hørte så hans ord som hun vendte blikket hen på ham"Det er dig som er ynkelig!"råbte hun bare uden helt at tænke over hendes ord.

Hun sank en klump i halsen efter at have råbt de ord til ham, for nu frygtede hun først endnu mere for hendes liv. Måske hun bare slet ikke burde have råbt sådan noget til ham, det skulle bare have været noget andet. Hun begyndte at ryste igen, hele hendes krop rystede mere og mere og hun blev mere og mere bange. Specielt også fordi hun slet ikke vidste, hvad han havde af planer og hvad han havde tænkt sig. Det gav da en lille form for lettelse at han ikke ville dræbe hende, og det store dyr ikke ville spise hende. Det var da altid godt at høre, selvom hun stadigvæk var utryg ved hele situationen lige nu. Hun bed så tænderne hårdt sammen og spærrede øjnene op ved synet af kniven der kom frem foran hendes øjne, og han pegede på hende med den. Nu blev hun først endnu mere bange, og begyndte ivrigt at bevæge sig lidt mere i håb om at kunne komme fri fra dyrets greb.  Hans ord om at det skulle være en overraskelse, hvad han ville med hende fik hende til at ryste endnu mere, og hun havde bare lyst til at holde rundt om sig selv. Men hvordan kunne hun komme fri, dyret var stærkere end hende, og det holdte hende godt fast.

Hendes blik kunne næsten ikke blive mere større end det allerede var, og hun gispede som hun kunne mærke kniven fulgte hendes kraveben, hun havde lyst til at græde, og skrige. Hun havde lyst til at gøre et eller andet, men hun kunne ikke gøre noget som helst. Hun var fanget, og nærmest låst under Hades og det var frygteligt"Lad være...Please.."Lød det lavt fra hendes mund som hun bed tænderne hårdt sammen igen, hun kunne slet ikke lide at mærke kniven røre hendes hud. Som dyret så ud til at ville rejse sig, begyndte Bailey at få et lille håb om at kunne slippe fri. Men det virkede til, at det hvist ikke var muligt for hende. Men da dyret rejste sig holdte hun rundt om sig selv, og skyndte sig at kravle nogle skridt væk fra ham. Hun prøvede at kigge væk fra ham, men det var svært for han var jo ganske køn at kigge på"Du er jo ond!"råbte hun bare som hun fik et bekymret udtryk på ansigtet, hun vidste ikke helt om hun ville vide, hvad han ville gøre ved hende. Hun drejede så hovedet til den ene side, og fik øje på en sten, dog ikke ret stor. Hun tog fat i den, og kastede den hen imod ham uden at vide om den ville ramme ham. Hun havde bare kastet den rimelig hurtigt, for hun var stadigvæk bange.

Han så opgivende på dette menneske, som hun begyndte at snakke om at det var ham som var ynkelig, altså kunne hun ikke finde på noget bedre altså? Han himlede med øjnene, som han rystede opgivende på hovedet. "Tror du selv det meget klogt at sige til en dæmon? Som ville få penge for at skære den der yndige hals over?" Brummer han, som han prikker kniven et øjeblik mod hendes hals. Han var dog meget tilfreds med måden hele hendes krop rystede, som det tydeligt viste hvor bange hun faktisk var. Han elskede når de var bange, det gjorde bare det hele lidt mere sjovere. Bare måden hun prøvede at komme fri, hun kunne vel ligeså godt opgive det, for Hades var ikke den der ville give op så nemt. Han rejser sig op igen, som for Hades op at stå, men han sørger for at stå ved udgangen så hun ikke har nogle steder at flygte hende.

Han slikker sig om læberen, som han ser hvordan hun reagere så snart hun blev sluppet fri. Han vipper hovedet lidt på skrå, som et lusket smil fandt sin vej frem. "Det er da godt du har fundet ud af det, så vil du blive knap så overrasket, når jeg faktisk bliver det der kan kaldes ond," hvisker han lavt, som han går tættere på hende. Han bliks følger stenen som lige røg forbi ham, han vipper det ene øjenbryn op, imens han ryster lidt på hovedet. "Skal jeg også til at kaste sten efter dig Bailey? Hvem tror du kommer mest til skade?" Kommer det spydigt fra ham, som han nærmer sig hende, imens han laver en smælde lyd med rebet mod jorden. Hvis det ikke var fordi han havde set ond ud før, så skulle hun ikke betvivle det vilde blik i hans øjne lige i øjeblikket. Var der en ting han havde lyst til lige i øjeblikket, så var det at se blod, men man kunne vel også gøre så mange andre ting, hun skulle da tortureres, så ville hun nok fortryde hendes attitude. Det var jo ikke fordi hun havde haft den bedst attitude, også havde hun da været nået så naiv, at tro der faktisk var blomster der groede her omkring, som hun kunne bruge til noget altså.

Lige som hun havde håbet på, at hun kunne flygte og komme væk fra grotten, så det ud til at udgangen var blevet spærret. Det var ikke så heldigt, og hendes øjne gled hurtigt rundt for at se om der var andre udveje. Men det så ikke sådan ud, efter at hun havde kigget op til flere gange på grottens omgivelser. Måden den var lavet på gjorde at der slet ikke var nogle udveje for hende. Der var slet ingen mulighed for hende at flygte, hvilket kun gjorde hende endnu mere bange. Hvad skulle hun lige gøre, var der overhovedet noget hun kunne gøre. Hele hendes krop rystede, og hun var bange, bange for hvad der enlig kunne ske. Som hun mærkede han prikkede til hendes hals med kniven vendte hun hurtigt blikket væk fra ham, på samme tid som hun også vendte hovedet væk fra ham.

Hans ord om, de ting hun havde sagt til ham svarede hun ham ikke på. Det ville sikkert også blive værst for hende, hvis hun kommenterede på det. Så hun lod være, og lod hendes blik glide ned imod jorden. Heldigvis havde hun fjernet hendes hoved væk fra ham, så hun ikke skulle mærke kniven prikke til hendes hals. Da hun så hørte ordene om han skulle til at kaste sten efter hende, havde hun mest lyst til at flytte sig længere væk fra ham. Men hun kunne slet ikke komme længere tilbage, og hendes øjne havde fundet vej hen til hans ansigt af ren instinkt. Som hun fulgte ham på hans ve hen til hende, gled hende blik hurtigt ned på rebet"Undskyld...Please...Ikke skad mig"lød det med rystende stemme, som hun begyndte at frygte hvad han havde tænkt sig, især med rebet. Det var i øjeblikket svært for hende at kigge væk fra ham, han så virkelig ond ud. At han også var ganske køn var blot en mindre detalje som hun slet ikke ville afsløre. 

Som han nærmede sig hende mere, stod hun og rystede og ville ønske at hun kunne kigge væk fra ham. Men der var bare noget dragende over ham, det var irriterende. Men han havde sikkert onde planer med hende, så hun løftede begge øjenbryn af bekymring som hun prøvede at varme sig med med hendes arme, som var lagt rundt om hende"Hvad...Hva..Hvad vil du med det reb"lød det med rystende stemme og bange tone. 

Han stoppede ved hende, som han tog fat i begge hendes arme. Han vippede hende rundt, så hendes ansigt var ned mod den kolde bund af grotten. Han tog begge hendes arme bagved hendes ryg, inden han begyndte at binde rebet omkring hendes håndled som han havde fået hænderne samlet. Nok prøvede hun at komme fri, men hun var bare en meget svag person, eller det var fordi hun ikke turde kæmpe meget imod vidste han dog intet om. "Jeg skal nok lade vær at skade dig, altså alt for meget," siger han med et lusket smil. Han strammede rebet igen, så hun nok nærmere ville få nogle grimme sår ud fra det, også selvom hun ikke ville bevæge sine hænder alt for meget. 

"Nok vil jeg ikke dræbe dig, men din positive attitude hader jeg. Også er du et menneske, et simpelt menneske," siger han med en dyb brummen. Han ser op et øjeblik, for et øjeblik øjenkontakt med Hades, dyret ved allerede hvad der skal gøres, så det store dyr går ud af grotten, for at sidde på vagt udenfor, i tilfælde der skulle komme nogle. Han skubbede til hende igen, så hun lagde på sine egne hænder. "Det hele skal nok blive lidt mere koldt, men først," siger han lusket, som han viser hende kniven endnu engang. Han lader spidsen af kniven rende op af hendes side, imens den skærer igennem hendes tøj. Et let blodspor kommer frem fra hvor kniven havde været, men ikke dybt nok til at det ville bløde mere end lige hvad det gør. "Ups, lad os tage den anden side," siger han, hans stemme meget rolig, som han gør nøjagtig det samme på den modsatte side. Han kommer med en svag brummen, som han ser hvordan blodet langsomt triller ned over den nu mere nøgne hud der var til at se. Han slikkede sig om læberne, som han langsomt overvejede alle de ting han kunne gøre. For hun kunne jo ikke gøre meget, som han havde bundet hende fast, samt hun var jo bare et simpelt svagt mennesker, som tydeligvis ikke kunne gøre meget og blev nemt ekstremt bange, hvilket bare gjorde det hele meget nemmere for ham.

Som hendes ansigt mødte den kolde grund, kunne hun mærke at hendes krop begyndte at ryste lidt mere. Hun blev efterhånden mere, og mere bange for hvad der skulle til at ske. Som hendes hænder pludselig blev bundet bag på hendes ryg, spærrede hun øjnene op. Frygten inde i hende voksede, for hvad var denne person ude på, det kunne da umuligt være gode ting. Som rebet blev strammet bed hun tænderne sammen, det gjorde utrolig ondt og ligemeget hvor meget hun prøvede på, at komme fri så kunne hun ikke. Det var umuligt at komme fri, og måske hun bare skulle opgive at prøve. Hans ord om at han nok skulle lade være med at skade hende, alt for meget fik hende til at kigge hen imod ham med et bekymret udtryk på ansigtet. Skade hende...Det lød slet ikke godt, og hun begyndte at bevæge hendes hænder lidt mere i håb op, at kunne rive sig fri af det reb. Det var dog meget dumt, at hun troede at hun kunne komme fri, for det kunne hun ikke. Som hun blev skubbet og nu lå på hendes hænder, kiggede hun på ham, selvom hun bare gerne ville kigge væk. Det var umuligt for hende, for selvom hun var bange og frygtede for hendes liv så var denne person her ganske tiltrækkende. 

Dog kiggede hun nærmest endnu mere bekymret på ham da hun hørte ordene om, at det nok skulle blive mere koldt"Hva...hv...hvad me...mener du"stammede hun med en rystende og bange stemme, som hun endnu engang prøvede at kigge væk fra ham. Hvorfor kunne hun ikke lige det, det var godt nok træls. Hele hendes krop var stivnet af skræk, og hun lå nærmest fanget helt uden at kunne gøre noget. Hans ord om at hendes positive attitude fik hende dog til at kigge væk fra ham, hun betragtede det store dyr, der stod og holdte vagt. Det gav hende en form for lettelse, af at det ikke var i nærheden af hende"Måske du bare skal være mere positiv, så vil du ikke hade det"fløj det ud ad hendes mund, selvom hun ikke vidste hvor klogt det var, at fyre de ord afsted. Som synet af kniven kom frem for hendes syn gispede hun, og straks prøvede på at komme fri igen, for hun ville virkelig ikke vide, hvad han skulle med den kniv. Hun turde nok heller ikke tænke på det, men før flere tanker begyndte at komme frem i hendes hoved kunne hun mærke kniven. Kniven der nærmest rørte hendes side, og skar igennem hendes tøj. 

Hun gispede endnu mere, og fik store øjne som hun lod ivrigt rykkede sig lidt for at håbe på, at komme fri eller bare væk fra hans kniv og handlinger. Som han gjorde det ved hendes anden side, blev hun mere og mere bange, og kunne mærke tårene var tæt på at presse på"Stop... Please"lød det lavt fra hende, som hun håbfuldt kiggede på ham. Det var dog ikke lige sikkert at han ville det, men det skadede vel ikke at prøve. Så snart hendes tøj var blevet skåret væk fra hendes krop, kom den nøgen hud til syne. Det fik hende til at kigge væk fra ham imens hun bed tænderne hårdt sammen, og kunne mærke hvordan hendes kinder begyndte at blive røde. Selvom hun ikke ville have det, men det var kun fordi der ingen var, som havde set hendes nøgne hud før. Tårene var endnu engang tæt på at komme frem, som hun lå på den kolde grund, og kunne mærke kulden hvilket kun fik hende til at ryste lidt mere"Hv...hvad..Hvad vi..vil du!"råbte hun halvt stammende, med den rystende og nærmest nysgerrige stemme, selvom hun ikke ønskede at høre svaret. På den anden side ville hun gerne vide, hvad han ville. Hun holdte blikket væk fra ham, for hun ønskede ikke at han skulle se på hende, og ønskede ikke at han skulle se hende rødme.