Pax spyttede, i det han omsider nåede ud af kroens omklamrende og tilrøgede stueetage. Med hætten over hovedet var kun hans stålgrå blik til frit skue for de få individer, der traskede igennem den lette forårsregn i Dianthos nedre bydel.
Ikke at nogen for alvor syntes at bide mærke i den sorte skikkelse. Som Pax selv havde de kun øjne på vejen hjem – på nær Ilfa, naturligvis, der var våd ind til knoglen og rystede af kulde. Hun havde fundet, hvad hun havde søgt i løbet af dagtimerne, og hendes skridt var effektive og målrettede. Da hun omsider nåede Pax, greb hun om hans mørke rejsekåbe og trak til. Hvad Ilfa dog dernæst så, fik hende til at krympe sig og kvækkende mumle; ”det er fordi, at min mor er væk. Hun er blevet taget.”

Bande-lederen af Ulvens Flok havde ført den våde pige igennem de snørklede gader, til de omsider nåede Ava af Adelsbergs børnehjem. Der havde han parkeret Ilfa foran pejsen og afklædt pigebarnet, for at hænge hendes tøj til tørre. Det havde taget ham et øjeblik at lokalisere tæpper, men da Pax omsider vendte tilbage, var det med et lille, varmt smil om munden; et, der var noget så ukarakteristisk og Pax kun tillod, når han var alene med en, han i grunden brød sig om. Ilfa var en sådan en – hun var nem at holde af, med sine store og åbne øjne, der syntes at fortælle sandheden, uanset om hun selv ville det eller ej.

”Hvor lang tid har hun været væk, ven?”, havde Pax spurgt, som han havde gnedet Ilfa over ryg og arme. Snart var pigen holdt inde med at ryste, som Pax’s ihærdighed og pejsens varme omsider syntes at have en effekt – og dernæst havde Ilfa været umulig at få til at tie stille igen. Ikke en gang måtte Pax ligge en finger over hendes læber, for at få menneskebarnet til at starte forfra eller gentage, men efterhånden som natten skred frem, begyndte Pax at forstå.

Og dernæst satte jagten ind.

Det havde taget Pax halvanden dag at lokalisere Ava – dernæst en dags rejse fra hovedstaden på sydvejen, til Pax omsider var nået til grænsen af Safirien. Med sveden piblende ned af sin beskidte pande, tog Pax og hans udvalgte mænd plads omkring den faldefærdige træhytte, i udkanten af dens græsareal og i ly af de gamle træers skygger. Da begyndte den mildest talt mest ubehagelige ventetid, Pax havde gennemgået, for skrig og gråd afslørede, hvad der præcist foregik i husets svage lys – og han forstod det ikke. Hvorfor Ava af alle mennesker? Hun var end ikke en del af Flokken og stadig, var det hende, som de havde taget.

Som dagtimerne atter fandt vej tilbage og natten fortog sig, holdte skrigene omsider inde. Pax havde ikke rykket sig fra sin udkigspost, og først da huset blev stille – helt stille – begyndte han, at studere det mere indtrængende. Endnu ikke vidste han hvor mange, der i grunden befandt sig indenfor dens mure, men for nu handlede det heller ikke om, at finde ud af det. Pax kunne ikke slippe tanken om bestyrerinden, hende der tilbad Isari, som om hun rent faktisk hørte hendes bønner…

Hører Isari dig mon nu? Du beder sikkert, gør du ikke, Ava af Adelsberg? Og med den tanke satte Pax i løb igennem træernes ly, med de stålgrå, rasende øjne rettet mod hytten.

Kroen var tilrøget og larmen var på sit højeste ved midnatstid, da Ava af Adelsberg forsigtigt og tøvende gik ind i kroen. Hun var vant til kroer, selvfølgelig, men ikke den slags, der vrimlede med tyve, prostituerede og mordere. Dem holdt hun sig helst fra. Imidlertid var hun der med et specielt formål: at finde Pax. Han havde fortalt, at hun skulle lede efter ham på Den Ruskende Rotte hvis der opstod nogle problemer. Og det var der. De seneste par dage havde mystiske mænd holdt øje med børnehjemmet. Mænd, der ikke så ud til at tilhøre Pax’ gruppe.
Det var med rystende stemme, hun forhørte sig hos et par om Pax’ tilstedeværelse, men begge trak på skuldrene og fulgte hende med blikket, da hun gik videre. Det foruroligede hende, og hun besluttede sig for at komme igen en anden dag.

Senere lå Ava og sov i sengen, lykkeligt uvidende om de mørke skikkelser, der brød ind i børnehjemmet og sneg sig op ad den knirkende trappe. Mørket lå tungt og tæt i rummet, det sidste lys var for længst brændt ned og stearinen skrumpet fast i lysholderen. Først da en varm hånd lagde sig på Avas mund, vågnede hun panikslagent. Hun nåede ikke at skrige, nåede ikke at indse hvad der foregik, førend de trak hende ud af sengen og skiftede hånden ud med et klæde over munden. Der måtte være et mystisk middel på, for knap havde hun tænkt: ”Ilfa!”, før hun blev slap i gerningsmandens arme.
Ilfa havde overværet det hele. Hun havde været på vej ned i køkkenet for at tage et glas mælk, da hun hørte dem på trappen. Det var bevis på intelligens snarere end frygt for at blive fanget, at pigen holdt øje med dem i skyggerne, talte hvor mange de var, og hvordan de så ud. Hvis hun risikerede at blive fanget, var der ingen til at redde Ava. Nej, hun måtte finde hjælp, men hos hvem?

Halvandet døgn senere ankom følget til en faldefærdig træhytte. I et tilstødende rum til stuen hvor mændene slog sig ned, lod de hende sove med en vagt i rummet. Men næste dag begyndte det ....
Hun vågnede, øm i hele kroppen over at have sovet på det hårde gulv. Hun var træt, bange og kold, eftersom hun stadig kun var iført sin tynde natkjole. Hun begravede hovedet i sin arm og tog nogle dybe vejrtrækninger for at klare hovedet. Hvem var de her mænd? Hvad ville de med hende?
Det fandt hun ud af, da en mand trak hende ind til de andre. Timevis af afhøring fulgte i et smertehelvede uden lige. En af dem havde overnaturlige kræfter, og det var ham der formåede at få hende til at vride sig af usynlig smerte, når hun ikke kunne svare på deres spørgsmål. ”Hvad kender du til Pax? Hvor bor han? Hvem er i hans tjeneste? Hvad kender du til Operation Lærke? Hvor holder han Matt Firetå fanget? Hvad har han fortalt dig om sin bande?”
Selv de spørgsmål hun kunne svare på, fandt hun en hidtil ukendt styrke til at nægte at svare på. Til sidst opgav de og smed hende ind i rummet, hvor hun lå og hulkede indtil hun var helt tom indvendig.

Pax’s kutteklædte skikkelse skød igennem alskens tykke træstammer, til han omsider nåede frem til hyttens bagende. I skyggen af et buskads gav Pax sig til at estimere højde og mulige opstigning, på en overflade der som udgangspunkt ikke efterlod megen rum til hænder og fødder. Ikke, at Pax tvivlede på egne evner, for han vidste, at han var en af de bedste; man er vel ikke startet som klatretyv for ingen ting, tænkte han, i et sølle forsøg på at gejle sig selv op til udfordringen. Man er heller ikke helt ung længere, indskød Zaladin selv i en bidsk tanke, i det en indsmigrende og petit dæmon hoppede frem på den ene skulder – og dernæst gav sig til at række tunge af englen på den anden.

Med en lavmælt snerren satte Pax af sted. Der var ikke anden udvej og op gik det da også, til Pax omsider nåede frem til kvistens vindue. Og der lå hun, sammenkrøllet og med tavse tårer trillende ned af hendes kinder, kun iført en hvid natkjole, der end ikke gik hende til anklerne.
Pax mærkede, hvordan en ulmende vrede sneg sig ind i hans bryst og med vante fingre, og uden at de stålgrå øjne svandt fra Avas skikkelse, lirkede han vinduet op og kravlede ind.

Ikke, at han nærmede sig Ava med det samme. I stedet gav han sig til at betragte det nøgne gulv, for selv utrænede øjne kunne skimte den ujævne overflade, hvormed træet var tilstrækkelig blødt der. Først efter at have beregnet en smule på gulvet, listede Pax sig lydløst henover plankerne og satte sig på hug foran Ava. Med en forsigtig hånd strøg han hende over håret og bøjede sig ned mod hende, for at give hende et forsigtigt kys ved tindingen.
”Der sker ikke mere med dig nu. Det lover jeg.”

Ava vidste ikke hvor længe, hun havde ligget på det hårde gulv. Hun vidste bare, at hun aldrig havde haft så ondt i kroppen som nu, og det var til trods for, at de ikke fysisk havde gjort hende ondt, foruden lidt rusk i skuldrene. Huden føltes oversensitiv, som om den mindste kontakt ville sætte ild til hende. Der var ikke flere tårer tilbage. Hun havde slået armene om sig selv i et forsøg på, at forhindre hendes indre i at falde fra hinanden.

Således var Ava mentalt for langt væk til at høre skikkelsen, der listede over gulvet – eller også var det fordi denne var så øvede i dette. Det gibbede derfor i Ava ved kropsberøringen henover håret og det forsigtige kys ved tændingen, og hun trak sig uvilkårligt væk, skrækslagent for at de var kommet for at hente hende til mere afhøring. ”Pax?” hviskede hun hæst, akkurat hørbart i rummet, og slet ikke højt nok til at forstyrre vagten udenfor hendes dør. Nedenunder lød et kor af snorkende stemmer.

De havde været i denne position en del gange efterhånden: Pax, der hoppede ind ad vinduet og bragte en bølge af kaos med sig. Nu var det bare allerede sket. Synet af den lyshårede, arrede mand fik en bølge af lettelse til at skylle gennem hende, og det var i sig selv en ny følelse imellem den velkendte frustration og vrede, hun normalt nærede til ham. Imidlertid gryede en ny forståelse også: Var hun her på grund af ham?
”Hvad foregår der?” hviskede hun og krøb nærmere ham. Hun greb ud efter hans hænder og knugede dem, som for ubevidst at forhindre ham i at forsvinde som det spøgelse, han kunne være. Hendes øjne var store og bange som et barns i mørket.

Pax så ned på Ava, hvis blege skikkelse betragtede ham selv med ængstelige øjne. Hans eget ansigt, beskidt og arret, forblev ulæseligt, i det han rystede på hovedet og lagde en finger over hendes læber.
”Jeg ved det ikke”, hviskede han ærligt, hvorefter de stålgrå øjne gled hen mod døren, der fortsat forblev uåbnet. Da hans blik dog ikke fandt nogle umiddelbare farer, og dernæst atter fæstnede sig på Ava, tilføjede han mumlende; ”men vi finder ud af det. Kan du sidde op?”

Pax greb forsigtigt, så ganske ulig hans normale hårdhed, omkring bestyrerindens smalle håndled og gjorde dernæst tegn til at ville hejse hende op. ”Kan du ikke bevæge dig?”, brummede han, i det Ava ikke med det samme makkede ret og over de ulæselige øjne, rynkede de brede øjenbryn sig i let forundring.

Ava kæmpede for at komme op at stå og krympede sig af smerte. Hun knugede Pax’ hænder som støtte. ”Min krop er ødelagt,” hviskede hun lavt, og da hun så hans forunderlige ansigtsudtryk i det sparsomme nattelys fra månen, tilføjede hun: ”de har ikke… du ved… men de brugte mærkelige kræfter. Jeg tror, de har en dæmon!”

Hun vaklede en smule, da hun endelig stod oprejst, og gulvet knirkede let. Der var ingen blod på den tynde natkjole som tegn på, hvad hun havde gennemgået, for skaderne var indvendige.
Netop som hun så afventede på Pax, lød der skridt ude for døren. Døren gik op, og vagten, et stort brød af en mand, trådte ind. Det tog ham kun få sekunder at forstå situationen, og ansigtet lyste op af fryd ved synet af selveste Pax. ”Ved Zaladin selv!” udbrød han og gjorde mine til at vende sig om for at kalde på sine kumpaner.

Pax snerrede lavmælt og lod sine arme glide tættere omkring Avas skikkelse. Det tillod ham at hejse hende op det sidste stykke, men snart efter gik det op for ham, med hvilke konsekvenser det havde haft. Gulvet knirkede faretruende, og Pax strammede ubevidst sit greb om den spinkle skikkelse i hans favn. De stålgrå øjne skred fra Ava til døren, og for blot et øjeblik stivnede han. Pax selv kunne bevæge sig lydløst, når situationen vel og mærke afkrævede det, men han var ikke sikker på, at Ava kunne gøre det samme – ikke i hendes tilstand. Noget var helt galt, så meget vidste han og snart efter forstod han, hvad det måtte være.
”Og lige som jeg bare gerne ville nyde en solskinsdag”, lød det sarkastisk i en hvisken, hvorefter døren uundgåeligt gik op…

Ind trådte Avas fangevogter. Hans fryfulde øjne afslørede, hvor glædelig en overraskelse det var og Pax nikkede – påtaget nonchalant – til hilsen. ”Pax. Pax er fint”, svarede han lavmælt –

Og dernæst gik alting stærkt. Vagten snurrede rundt, i samme øjeblik som Pax gav slip på Ava og vred sin ene hånd. Som ved et trylleslag frembragte gestussen en skinnende kastekniv, der end ikke sekundet efter fløj fra Pax’s hånd og kolliderede med fangevogterens sårbare nakke, der gryntede uforstående og dernæst faldt om på trappeafsatsen. Det gav et øredøvende bump i den tætte stilhed, og Pax sukkede tungt – tydeligvis skuffet over situationens udfald – hvorefter han hastigt skævede til Ava. ”Det bliver grimt nu”, fortalte han, hvorefter Pax’s arrede fingre greb om en dolk, fastspændt i et bælte omkring hans smalle hofter og rakte den til hende.

”Tænk på Ilfa.” 

Avas hjerte sprang op i halsen ved synet af vagten. Hun mærkede skrækken for at blive opdaget flyde ud i årerne, netop som hun havde troet, at Pax’ ankomst betød frihed. Hvordan kunne han være så rolig og tilmed kæphøj?

I næste øjeblik vaklede Aa en smule, da Pax’ hænder forlod hende. Pludselig gik alting så hurtigt, at hun knap nok nåede at forstå, hvad der foregik. Det ene øjeblik grinede vagten over hele ansigtet, i det næste ramte hans krop gulvet med et hårdt bump, der uden tvivl havde vækket de andre. Ava slog hånden op for munden. Hun havde set døden før - den var uundgåelig i slumkvarteret, der var Dianthos’ nedre by - men hun havde aldrig set nogen blive dræbt, og så endda på så effektiv en måde, der ikke efterlod nogen tvivl om, at Pax havde gjort det mange gange før.

I et øjeblik havde hun halvt glemt, at han var bandeleder. Nu følte hun en slumrende frygt for ham. Hun stirrede modvilligt på dolken, men benævnelsen af datterens navn ruskede op i hende. Hurtigt greb hun kniven og fulgte efter Pax ud på trappeafsatsen. Der lød stemmer nede i stuen og støvletramp på knirkende gulv. De løb ned af trappen og hen ad en smal gang, da en mand pludselig trådte ud bag Ava og greb fat i hende. ”Hvor tror du lige, du skal hen?” Panik og adrenalin rullede igennem hende. Det var skræk for at skulle igennem endnu en smertehelvede kombineret med et brændende had over, hvad de havde udsat hende for, der instinktivt fik hende til at bore dolkens spidse blad op i den bløde hud under mandens hage.
Hun ville aldrig glemme den svuppende lyd, da hun trak dolken ud, og måden hans øjne rullede op i hovedet på ham.

Pax nåede knap at reagere, før bestyrerindens dolk landede i fangevogterens bløde hud og dernæst borede sig op igennem hans hageparti. I grunden var hendes gejst fascinerende at betragte, men Pax selv fik snart andre tanker at døje med.

I samme øjeblik som den ene var trådt om bag Ava, trådte den anden, snusket og leende, op foran bandelederen selv. Per instinkt himlede Pax med øjnene, for det var ganske usmageligt at le under nærkamp, og med hurtige bevægelser gled Pax til siden, som manden trådte frem. I den smalle gangtunnel var det en fordel at være tynd som Ulven selv, så han gled forbi manden, Pax’s ryg tæt mod trævæggen, hvormed de to kæmpende nu byttede side.

Pax håbede, at synet af bestyrerinden ville vække et sygeligt begær, så fangevogteren ikke vidste hvem, der i grunden var vigtigst. Det viste sig ikke at være tilfældet; æren tilfaldt tilsyneladende Pax selv, der omsider blev bekræftet i sine tanker. Det havde intet med Ava at gøre. Den kønne kvinde havde lidt forgæves.
Som fangevogteren, der var stor og langsom, drejede rundt på hælen, drejede Pax med; der var noget mærkværdigt ved den kæmpestore skikkelse, som var han hverken hel eller halv menneske. Huden var dog lys som Pax’s egen, men som Pax snurrede med rundt, indtil hans kniv omsider og effektivt skar pulsåren over på væsnet, overvejede han – halvorker?

Dernæst var de atter på farten; Pax’s idé om, at slippe hurtigt ud og ind kollapset om sig selv… 

Bump. Vagtens krop dumpede ned på trægulvet. Han var stendød, og det var Avas skyld.
Hvad tænkte man, når man havde begået drab? I dét øjeblik følte Ava af Adelsberg et glimt af tilfredsstillelse over, at han aldrig ville røre hende igen, men lynhurtigt forvandlede det sig til skam og rædsel over, at hun havde begået den største synd nogensinde.
Hun stirrede chokeret på liget, alt imens hun knugede dolken, så knoerne blev hvide. Blodet dryppede fra det skarpe blad og ned på gulvet. Det flød allerede fra mandens hals og bredte sig i en lille, rubinrød pøl, som sank ned mellem plankerne.
Der var dog ikke meget plads i den smalle gang, så da Pax pludselig var i nærkamp, var hun nødt til at træde over liget og gled halvt i pølen. Inden hun fik set sig om, havde Pax skåret pulsåren over på væsnet.

De løb hen mod døren og sprang ud i friheden. Hun turde ikke se sig tilbage, men hun kunne høre et par mænd råbe og følge dem i lige i hælene. Månen skinnede over dem og præsterede akkurat nok lys til, at de kunne se, hvor de løb. Eftersom Ava var bartæret, skar hun sig og småsnublede over sten og småkviste, men hun beklagede sig ikke, og adrenalinen formindskede smerten. Hun vidste, at de var nødt til at undslippe, ellers ville både hende og Pax dø.

De havde et forspring, men mændene halede ganske sikkert ind på dem. Til sidst var de nødt til at skjule sig bag en bred træstamme og bede til Isari om, at det var nok.

Pax fortsatte sin hæsblæsende sprint, til de nåede skovgrænsen; den, hvori han havde betragtet huset i løbet af de lange dagtimer. Bag ham hørte han bestyrerindens overfladiske vejrtrækning, hvormed der ikke var nogen grund til, at se sig tilbage og over skulderen; hun var med stadigvæk.
De søgte ly bag en bred træstamme, skjult af nattens mørke og Pax guidede, med faste hænder om Avas tynde arme, hendes skikkelse tæt mod træet, således at han kunne skærme hendes hvide natkjole. Sådan stod de en rum tid; deres vejrtrækning overfladisk, tæt mod hinandens staturer og med lyden af hvæsende kommandoer, et sted foran dem. Til trods for den intime situation, lå Pax’s stålgrå blik urokkeligt et sted i mørket, som forsøgte han at se, at adskille de bevægende skygger fra natten.

Langsomt hævede Pax sin ene hånd og lagde den mod Avas mund. I samme øjeblik satte han sin frie pegefinger mod hans læber, med faste, mørkegrå øjne rettet mod bestyrerindens store; gestussen talte sit tydelige sprog, hver stille. Hold vejret.
Dernæst pegede han mod jordbunden, i takt med at skridt nærmede sig dem. De var langsomme, nogle ville måske kalde dem tøvende, men Pax forstod deres ejermand; natten tillod ikke mennesker at se nær så godt som dagen gjorde.
Med en let trykken mod Avas skulder, gestikulerede Pax mod jorden; gør dig lille. Derefter vendte Pax lydløst rundt og fortsatte rundt om træet, som et rovdyr på jagt.