Kvinden med det mørke, kraftige og krøllede hår knælede på gulvet i kvistværelset. Kun et enkelt stearinlys oplyste hendes nedbøjede ansigt, lukkede øjne, og mørke, tætte øjenbryn, der nu var rynkede i koncentrationen. Et sæt fyldige læber formede knap hørbare ord: bønner, som flød ud af det åbne vindue, ud i natten forbi værtshuse, bordeller og andre besudlede steder og videre op i himlen.

Foran kvinden stod et alter med en hvid dug, og på alteret et fint ikon af gudinden Isari. Det var ikke den slags billige kopier, man kunne købe nede på markedet. Nej, denne var af guld og var den fineste genstand på børnehjemmet, og hun havde haft den med sig fra Adelsberg, dengang hun flygtede midt om natten, gravid og rædselsslagen for sin fremtid.

”Isari, ærede gudinde... Tilgiv mig for mine synder… Jeg har solgt min sjæl til Zaladin i form af en ung mand. Jeg var for svag til at stå imod ham og lod ham lokke to af mine børn væk fra godheden og renhedens sti.” Ordene flød fra Avas læber fra et alt for fyldt bæger, nærmest manisk og desperat. De sammenfoldede hænder knugede sig ind i hinanden, neglene bordede sig så hårdt ind i håndfladerne, at de trak blod. ”Jeg er en synder, det værste afskum, der ikke fortjener din godhed… Straf mig, gudinde, hjælp mig, jeg kan ikke holde det ud…”

Hun svajede en smule af svimmelhed, men hun bød følelsen velkommen. Hun havde hverken rørt mad eller drikke hele dagen, men følelsen af det tomme hul i maven og det tørre svælg forsvandt, da hun satte sig på knæ på det hårde gulv og foldede hænderne.

En kutteklædt skikkelse sad gemt i skyggerne fra den kæmpemæssige skorsten, og lyttede ufortrødent til den maniske bøn der undslap det åbne vindue. Personen i mørket var ikke en af Isaris børn, for lysets gudinde havde forladt ham – ham, som var navngivet Carl Fletcher – allerede, da denne var spæd og aldrig var det lykkes for dem at forenes. Nu tilhørte han kun sig selv og Dianthos nedre bydel; den, der uundgåeligt også ville tage hans liv fra ham, når væsnet afgjorde, at tid var.

Ikke at det var i aften, for væsnet genkendte en mand med et mål – så meget vidste Pax med sikkerhed. Man kunne stole på gaderne på denne måde kun. De veg altid for den, som endnu havde noget at udrette og i sandhed, om dette ikke var tilfældet for den skjulte.

Som den grådkvalte og udmattede stemme forstummede, satte Pax sig på hug. Det gik ikke at nysgerrige øjne, så hans person i mørket men klædt i sine tilsnuskede beklædningsgenstande i alverdens nuancer af grå og mørkegrøn, var Pax ikke nervøs. Her havde han siddet mange gange – ligeledes på nabohusets tag, så hans mørkegrå øjne kunne kigge ind af vinduerne i børnehuset. Sådan havde han set ganske meget; Ava der afklædte sig inden sengetid, legende børn der atter sneg sig op efter, at være blevet lagt i seng og den loyale pige i huset og hendes bedre halvdel i en hed omfavnelse.

Ikke, at de mørkegrå øjne havde gnistret. Under sine mange betragtninger havde de ikke forandret sig og kun enkelte gange, antaget et kalkulerende blik. Som Pax kravlede ned af hustaget, og dernæst lydløst igennem det åbne vindue, var de dog atter så karakteristisk tomme; kun de arrede læber var let forvrænget i en grimasse, der afslørede Pax mismod ved bønnens karakter.

Ligeså lydløs som Pax var kommet ind, ligeså lydløst bevægede han sig over mod den knælende skikkelse. Badet i sved og salte tårer rystede Ava udmattet og Pax vidste hvorfor. Pax gled ned på hug bag bestyrerinden og lagde en varm hånd på hendes skulder.

”Det er nok nu. Lysets gudinde tilgiver dig. Lysets gudinde stopper ikke med at elske sine børn.” 

Da Ava af Adelsberg var ankommet til Dianthos, havde Isaris præstinder taget hende til sig og hjulpet hende. Ava, der altid havde været en pligtopfyldende troende, blev nu om nu endnu stærkere i sin tro. I takt med at barnet i hendes mave voksede, gjorde hendes kærlighed til Isari det ligeledes. Gennem præstinderne havde Isari reddet hende fra en hård skæbne…

Og nu takkede Ava hende ved at opgive Isaris børn! Tårerne svømmede over i hendes øjenkroge og faldt store og salte ned på hendes sammenfoldede hænder. Hun var dybt i bønnerne og ænsede ikke noget omkring sig, heller ikke skikkelsen, der sprang let på tå ind gennem vinduet. Først ved en hånd på hendes skulder, løftede hun kort blikket. De feberhede, intense øjne ænsede ham ikke rigtigt. Hun rystede blot hånden af sig og sænkede hovedet dybere, så hagen næsten ramte brystet.

”Gå! Jeg er nødt til det… nødt til at…” Hendes stemmer var halvkvalt, og hun genoptog sine maniske bønner endnu hurtigere. ”Gudinde, jeg er din ydmyge tjener, men jeg har svigtet dig. Jeg fortjener ikke din kærlighed. Straf mig, Isari, hvor end du finder det passende!” Hun var nødt til at bede, nødt til at angre! Ellers kunne hun ikke leve med sig selv og den råddenskab, der altid truede med at bryde ud.

Pax betragtede Avas feberramte skikkelse med et vurderende blik. Hans ord havde ikke haft nogen effekt, for stadig flød desperate bønner fra kvindens læber i en lind strøm.
I lang tid stod Pax med sine mørkegrå øjne hvilende på Ava, alt imens han tænkte og overvejede. I grunden var dette besøg ikke et, han havde ønsket at foretage, men hans spioners fortællinger i løbet af dagen, havde vækket en så ukarakteristisk bekymring i hans bryst. Hans egne observationer, dem, han havde foretaget sig på tagryggen, havde konsolideret hans handlende adfærd. Pax kunne ikke lade Ava fortsætte torturen af sig selv. Det var… umenneskeligt.

Pax satte sig på hug ved siden af bestyrerinden og greb hårdt om hendes kæbeparti. Nok, ville hun øjensynligt byde smerten velkommen, men Pax vidste, at den også var, hvad ville få hende ud af den trance, hun befandt sig i.
Pax borede sin pege- og tommelfinger ind i de svage muskler, hvis eneste opgave var at holde kæfte på plads og samlet. Dernæst rev han Avas hoved i retning af ham selv og de mørkegrå øjne var irettesættende; et blik, der havde givet ham meget respekt og ikke indbød til andet. Hvis Ava ikke knækkede under et sådan blik, der egentlig kun var reserveret til hans oprørske bandemedlemmer, ja, så var hun i sandhed noget af en kvinde.

”Stop”. Beordringen gav genlyd som en iskold hvislen og de brede øjenbryn hævede sig en anelse, nærmest udfordrende.

Ava var ved at tumle langt ned i et dybt, sort hul, som først ville give slip på hende, når hun vågnede den følgende morgen med en ødelagt krop og et udmattet sind. Men noget holdt hende oppe: en skærende smerte i kæben fra Pax’ stærke fingre. I ét ryk blev hendes hoved drejet mod hans ansigt. Hendes slørede øjne glitrede i skæret fra lyset, og hendes læber bevægede sig stadig, selvom ingen lyd længere flød over dem.

Hullet under hende sugede i hende, det frådende monster, der var hendes sorte samvittighed og evige skyldfølelse, trak og hev, men Pax ville ikke give slip på hende. Hun protesterede en anelse ved at forsøge at trække hovedet væk, men da det intet nyttede, klynkede hun dæmpet og overgav sig. Tårer flød nu frem i øjenkrogene og strømmede ned over hendes kinder.

”Giv slip,” tiggede hun i en sidste bøn. ”Jeg fortjener det…” Der var ikke flere kræfter tilbage i hendes udhungret krop. Hendes hænder rystede, og hun havde, uden at lægge mærke til det, grebet fat i hans trøje for et fast holdepunkt. Hendes blik ville søge bort fra hans, men hun kunne ikke: Det var nådesløst og krævede hendes fulde opmærksomhed.

Pax betragtede tårerne, der blandede sig med den lette feber. Selvom de mørkegrå øjne var kalkulerende, kunne bande-lederen ikke skjule sin bekymring, og den sneg sig ind i hans mundvige, så de blev forvrænget i en grimasse.

Uden at bryde tavsheden mellem dem, rystede Pax på hovedet og greb dernæst om Avas skikkelse. Han løftede hende op sine arme, i grunden overrasket over, at det ikke voldte ham større kvaler. Pax kunne dog mærke tydeligt, hvordan Ava var ganske tynd under de mange beklædningsgenstande, og dagens lange bøn og selvdestruktion havde ligeledes sat sine tydelige spor.
”Du har ikke spist eller drukket hele dagen. Du skræmmer børnene”, brummede Pax, men hverken med den så karakteristiske hårde forretningstone eller den kalkulerende, overvejende. Med lette skridt aflagde han afstanden til døren, han med en hvis snilde fik åbnet, hvorefter Pax bar Ava ned i køkkenet. Der satte han hende på gulvet, lænet op af slidte køkkenskabe, og gik derefter på jagt efter mad. Hastigt fandt Pax ost og brød frem fra en af spisekamrene.

Da Pax atter satte sig på hug foran Ava, var hans øjne atter hårde – denne gang med vilje. ”Vi kan gøre det her på to måder – den nemme eller den hårde. Hvad vælger du?”, spurgte han hvislende, i samme toneleje som i bestyrerindens eget kvistværelse. ”Jeg har tænkt mig at stoppe brødet og osten ned i svælget på dig, hvis du ikke frivilligt æder det – og for din egen skyld, så undgå at teste mig!”

Huset var stille, da Pax bar Ava igennem det, men bag et par døre kunne man høre en symfoni af åndedrag fra sovende børn, hvis mangfoldige drømme var fulde af håb, kærlighed og tragedier. Månelyset fra et par vinduer oplyste de to, vågne voksne: manden med det askegrå hår og kvinden med det blege ansigt. Hun havde lukket øjnene, træt dybt ind i sjælen, og hun åbnede dem først, da Pax satte hende forsigtigt ned.

Hun slog sine rystende hænder om sig selv for at holde sig oppe, og blikket var sænket mod de bugtende gulvbrædder. Først da han begyndte at rumstere og sætte mad frem foran hende, kiggede hun op. Ved hans ord gled blikket fra hans ansigt til maden. Udsigten til at få stoppet maden ind i munden var ikke ligefrem tiltrækkende, og hun tvivlede ikke et sekund på, at han ville gøre det. Hendes indre skreg stadig efter at råde bod på hendes ugerninger, men smerten fra Pax’ hænder havde bragt hendes opmærksomhed tilbage til de fysiske behov. Hun havde atter fejlet, men hun var så træt og unægtelig sulten.

Hun sukkede dybt, og langsomt tog hun brødet, rev en luns af og tog en bid. Fornuften var så småt ved at vende tilbage. ”Du må tro, jeg er vanvittig,” sagde hun stille. ”Men du ved ikke, hvordan det er… Hvad jeg har ofret for være her i dag. Jeg ved, du kun ser en naiv adelskvinde, men selv jeg har haft min del af modgang.” Hun betragtede brødet i sin hånd, tog en bid og tyggede langsomt. Så fortsatte hun. ”Dengang jeg - jeg overgav mig til kødets lyster, frasagde jeg mig retten til et lykkeligt liv, men hver dag, siden jeg blev bestyrerinde, har jeg kæmpet for at give børnene muligheden for et.”

Pax satte sig ved siden af bestyrerinden, så hendes krop lænede sig op af hans egen. Han mærkede, hvordan Ava stadig rystede og Pax kunne ikke afgøre, hvad det fænomen i grunden udsprang fra. Med stærke hænder og et hårdt greb om kvindens tynde arme, fik han hende bakset ned at sidde mellem sine egne ben, så Avas ryg stødte mod hans brystkasse. Som de sad der på køkkengulvet, var Pax stadig et helt hoved højere end hende og med tomme, mørkegrå øjne, betragtede bande-lederen den gudfrygtige kvinde.

Som hun tog en tøvende bid og dernæst begyndte at tale, svang Pax sine egne arme omkring hende. Måske fordi at Pax selv, i sine tragiske stunder som barn, havde haft brug for en sådan omfavnelse; en af de hårde en af slagsen, hvor kramperne og gråden kunne få ben at gå på, uden at man endte på den hårde underflade i en patetisk fosterstilling.
I lang tid sagde Pax ingen ting, for der var ikke nogen ord, han kunne tilbyde hende. Han kunne ikke hævde at forstå, hvorfor hun stadig klamrede sig til idéen om lysets gudinde. Da Pax omsider brød tavsheden, var det med en brummende og næsten kærlig stemme.

”Du har ikke frasagt dig retten til et lykkeligt liv. Den eneste der kan holde dig fra sådan et, er dig selv”, sagde han, uden i grunden at se ironien ved hans ord. Fra Pax’s egen betragtning var Ava stadig i stand til at opnå, hvad end hun kunne ønske sig – det var dog ikke længere, og havde aldrig været, en mulighed for ham selv.

Pax så ned på hende og trak dernæst lidt på skuldrene. ”Du har et godt hjerte. At du fik Ilfa er en velsignelse. Ikke en forbandelse. Hvis du lever dit liv, med samme overbevisning som nu, kommer din datter til at tænke det samme om hende selv. Den skam du føler, bliver også hendes egen skam.”

Ava lænede sit hoved op af Pax’ bryst: det var fast og varmt, og hun tog sig selv i at nyde det. I en kort stund lukkede hun blot øjnene og mærkede hans bryst hæve og sænke sig. Hans ord var barmhjertige, som talte hun pludselig med lysets gudinde selv, men hun vidste, det var løgn. I årevis havde hun bildt sig selv andet ind, og det ville ikke ændre sig som ved et trylleslag. Hun skammede sig dybt over det, hun havde gjort, og det ville hun sikkert gøre resten af sit liv.

”Ilfa er en velsignelse,” sagde hun stille. ”Men hun vokser op uden en far. Hun vokser op med ordet horebarn hvisket af de andre børn. Og hun vokser op uden nogle muligheder på grund af de valg, jeg tog.”

Hun løsrev sig fra ham, så hun kunne se på ham. ”Du har jo ret, Pax. Hvad kan jeg give dem? Sandheden er, at halvdelen af dem ender på bordel, i fængslet, som tiggere eller hos dig. Kan du gøre dem lykkelige? Er du lykkelig?” Øjnene var sørgmodige, og hun anstrengte sig for ikke at begynde at græde igen.

Pax så ned på bestyrerinden, som hun så op på ham; de mørkegrå øjne pludselig generte, i det at det gik op for Pax, at Ava af Adelsberg var… tættere på ham end han i grunden rigtig havde bidt mærke i. Drevet af et så umiddelbart instinkt trak Pax sig en anelse længere tilbage, således at hans baghoved kolliderede med køkkenskabene i et lavmælt ’bump’. Pax kunne ikke undgå at lade hans ellers udtryksløse ansigt fortrække sig i grimasse, som han skyndte sig at se væk fra kvinden mellem hans ben.

Med en af sine arrede hænder lagt i nakken, trak han lidt på den ene skulder. ”Det behøver ikke være sådan”, brummede han, stemmen ligeså fraværende som den var overvejende. ”Der findes små landsbyer udenfor Dianthos… I kan rejse derhen og starte på ny. Du behøver ikke fortælle nogen sandheden. Du kan lyve og sige, at du er enke, så Ilfa bliver ægte”, fortsatte Pax, velvidende at Ava aldrig ville kunne gøre netop, som han foreslog.

Ikke at han lod tavsheden sænke sig over dem. I stedet fyldte han sine lunger med luft og holdte på den for blot et øjeblik, før han slap den i et tungt suk. ”Lykke er en luksusvarer, som jeg aldrig får råd til, så jeg vil ikke spilde tid på at tænke over det – hvad angår Flokken… børnene har kammerater, et sted at sove, tøj på kroppen, mad i maverne. Kieran, en af ungerne, er vist syv eller otte somre, vi kan ikke helt bestemme det… men han fandt en killing og tog den med hjem. Tommy, en af de ældre, skulle til at dumpe den i brønden, så de kom til mig. Kieran havde pisset i bukserne af skræk over, hvad der ville ske med dyret. Jeg sagde, at killingen var Kierans og at den var hans ansvar. Han går aldrig nogle steder uden den kat… men jeg ved ikke… jeg ved ikke, hvordan lykke ser ud på menneskers ansigter, så hvis de føler den, ville jeg aldrig opdage det…”

Ava rystede trist på hovedet af hans forslag om at rejse bort med Ilfa. Hun kunne ændre deres liv og forlade børnene på børnehjemmet. Hun havde lagt sin kurs i livet og kunne umuligt forlade den omgangskreds, hun havde skabt sig. Netop nu sov tyve børn trygt og roligt et sted over dem, velvidende at den samme voksen ville være der for dem dagen efter. Måske for første gang i deres liv havde de én at sætte deres lid til og stole på. Det kunne hun ikke ødelægge.

Netop som tavsheden kort sænkede sig, fortsatte Pax med en historie, der fik hende til at smile, og dog var der noget ganske sørgmodigt og definitivt over hans ord – som om han havde afskrevet lykken ligesom hende. Jo bedre hun lærte Pax at kende, jo mere forstod hun, at han var et empatisk menneske, som forsøgte at gøre børnenes fremtid bedre på sin egen måde.

”Du er et godt menneske, Pax,” sagde hun stille, og rejste sig. Hun børstede støvet fra gulvet af nederdelen. ”Du er intelligent og retfærdig. Det er en skam, at du har forsaget Isari og lysets vej, men det behøver ikke være sådan. Jeg kender mennesker, der måske kan give dig arbejde indenfor lovens rammer som bogholder, havnearbejder eller noget lignende.” Hun rakte håbefuldt sin hånd ud mod ham. Det var stadig muligt at redde hans sjæl.