Nao nød når nye ankom for at opnå deres drømme, for at bevise deres værd og om det at være kriger i lysets hær var noget for dem. Ofte var det, andre gange blev de skuffede. Nao havde glædeligt meldt sig til at træne og være læremester for denne unge kvinde, som havde forhåbninger om noget mere i sit liv og han ville gøre alt hvad der stod i hans magt, for at gøre det lettere for hende og træne hende på den bedste måde.

"Se om De kan følge med" Han stod overfor hende på området uden foran byvagtenshovedkvarter, hvilket virkede som et udemærket sted at øve dette. Det var stort og ofte ubeset, for andet end byvagterne. Himlen var klar, solen skinnede og fuglene sang over deres hoveder - det hele virkede som en god dag. Sværdene var ikke støbt i stål, men hårde træningssværd lavet ud af træ. Det gjorde stadig ondt at blive ramt, hun ville stadigvæk have mærker de efterfølgende dage, men det ville ikke dræbe hende - kun gøre hende bedre. 

"Stå med siden til, det gør dig mindre overfor din modstander og De gør det sværere for dem at ramme.." Han gjorde som han fortalte, i håb at hun ville gøre efter og lære dette, "Forhåbentligt" Tilføjede han så med et lille smil, det kom meget an på hvem man stod overfor og hvor de havde trænet, men det skulle nok hjælpe. Nao kredsede rundt om Freya, og gik til sidst til angreb og svingede sværdet imod hende. 

Nu skete det! Nu skete det endelig! Hun forstod ikke helt, hvordan det kunne lade sig gøre, at hun virkelig var så heldig... men nu skulle hun have sin første træningstime med et sværd! Det her var det første skridt mod at være i stand til at komme ind i hæren, og det var et vigtigt skridt. Nok havde hun allerede prøvet at slås lidt med våben, men kun de meget simple af slagsen... køller, for at være mere præcis, og helt efter fordommene om orker. Men det skulle der laves om på nu.

Sværdet i hendes hånd var ganske solidt. Det var dog kun lavet af træ, og Freya vidste ikke rigtig, hvad hun havde forventet. Et rigtigt sværd, på første dag? Det ville nok kun få hende godt og grundigt skadet. Så selvom hun lige nu følte sig fjollet og nervøst som et lille barn til første skoledag, så skulle det her nok blive godt. Hun håbede bare ikke at hendes træner, Sir Nao, kunne høre hvordan hjertet hamrede løs i hendes bryst.

Et meget lille ord fik hende til at spidse ører og stoppe i bevægelsen et split sekund. De. Han havde sagt De til hende. Det havde hun lige godt aldrig oplevet. En fornem tiltaleform, til hende? En halvork. Og så fra et menneske. Fra Lysets Hær! Hun vidste godt, at det nok var noget som han gjorde af høflighed, også fordi han var anstændigt menneske. Men stadig. Det ville hun huske at skrive om til sin familie. Hendes forældre ville sikkert blive glade, mens hun kunne forestille sig, at hendes storebror med et grin ville spørge hende, om hun havde slået hovedet. “Aye, Sir!” pippede hun, da hun kom i tanker om, at hun hellere måtte svare. Og holde sig på dupperne.

Hun stillede sig med siden til ham ligesom han sagde, og prøvede at gengælde hans lille smil. Hun var dog ikke helt sikker på om hun lykkedes midt i nervøsiteten. Sir Nao begyndte at kredse om hende som var hun et hjælpeløst lille lam over for en ulv. Det var faktisk også sådan hun følte sig. Hun prøvede at følge ham, men da han angreb var han meget hurtigere end hun regnede med, og med et ordentligt whack ramte han hende på det ene lår, og hun faldt ned på knæet. “Auv!” udbrød hun. Nej, nej det her var i hvert fald ikke noget, hun drømte. Det gjorde det for Zaladin da for ondt til! “Jeg har det fint,” sagde hun og prøvede at lyde overbevisende, fik stillet sig op igen og gjort klar. Hun var klar. Klar på at vise, at hun var hans tid værd. Hun ventede, prøvede at finde en åbning, og gik så selv til angreb mod ham.

Han tvivlede ikke på at hun ikke ville høre efter hvad han prøvede at lære hende, for så havde han ikke spildt sin tid på hende og det virkede til at hun rettede efter - i hvert fald i det tempo som man kunne forlange af en person, som var helt grøn, ligesom hende. 
Hans første slag gik igennem, ramte hendes lår og fik hende til at gå ned på knæ. Han kunne selvfølgelig godt have advaret hende lidt bedre. Hurtighed var måske ikke noget han regnede med at være hende stærke side, hun var stor og muskuløs, af en halvork at være, hvilket en stenhugger også burde være. Hurtigheden var heller ikke alt, når hun lærte teknikken i sværdet og teknikken i at kæmpe og duellere, så skulle hun nok kunne blive til noget. Det var han sikker på. "Det er godt at høre, så du er klar igen?" Han sendte hende endnu et smil, som han rejste sig op og gjorde sig klar til en ny omgang. 

"Måske skal vi prøve noget nyt" Nao fæstnede grebet om sværet og kiggede over på hende, "Jeg angriber igen, men denne gang laver vi en kombo" Han ville selvfølgelig have hende til at parrere de hug som han kom med, og hvis han råbte hvilken side han ville gøre det i, ville det selvfølgelig hjælpe hende lidt, og give hende en tro på sig selv og at hun nok skulle kunne lære dette. "Når jeg slår råber jeg en side, som jeg slår til og dit job er selvfølgelig at parrere mine slag, ellers så får du flere mærker" Han sendte hende et kækt blink med øjnene, inden han placerede sig i position.

"Skal vi prøve?" Nao gik et par skridt hen imod hende og satte så farten lidt op i sine bevægelser, det var ikke løb, men hurtige skridt og svang sit sværd, "Højre" Det første slag kom hårdt.

Hun nikkede til ham og nød hans smil. Hun var klar, og Sir Nao lod til at være en god træner. Ikke for hård, han vidste hun var ny, men han holdte heller ikke igen. Han foreslog en ny øvelse, og Freya lyttede opmærksomt. Han var meget hurtigere end hende, og denne nye øvelse ville kunne forberede hende lidt, inden han angreb, så hun havde en chance for at nå at parrere hans slag. Det var mere end okay for hende, for så kunne hun øve dette - og måske tilegne sig lidt færre blå mærker.

Hun forberedte sig på et nyt angreb, og snart kom det. Højre. Hun havde placeret sine fødder, så hun stod så solidt, som hun kunne. Ikke at det var værd at prale af, for også her var der plads til forbedring. Ligesom hun allerede havde oplevet det, så var Sir Nao utrolig hurtig. Han skød frem imod hende, og det var nok kun på grund af hans advarsel, at hun nåede at parrere hans slag. Sammenstødet mellem deres træningssværd var hårdt. Det mindede hende om lyden af rensdyrhannerne i Nordlandet, når de kæmpede om retten til et harem. Hun havde set det mange gange, mens hun havde rejst rundt i Nordlandet med sin familie, og det var altid et imponerende syn. Inspireret, brugte Freya alle sine kræfter på at holde slaget tilbage, og til sidst blev kontakten brudt.

De fortsatte på denne måde i noget tid. Højre. Venstre. Op. Ned. Nogle gange fik hun styr på det. Andre gange gik hans slag lige ind. Ofte fordi hun troede, at de var kommet ind i en rytme, som Sir Nao så taktisk ændrede på, når hun følte sig sikker på en sekvens. Hun ville få adskillige blå og gule mærker det næste stykke tid. Men glæden ved denne træning var det hele værd. For hver bevægelse blev hun mindre nervøs, og selvom hendes puls var på arbejde, så var hun ivrig.

Det var tydeligt at mærke hvor stærk en person Freya egentligt var, der lå en massiv styrke i blandingsracens fysik, hvilket var noget hun nemt kunne udnytte til sin fordel. Det gjorde intet at bruge tricks, mørkets hær gjorde det, mest fordi at deres holding til ærlig kamp ikke betød særligt meget når de endelig stod overfor en modstander, så brugte de hvad de kunne for at slippe af med modstanderen hurtigst muligt. Trænigen gik overraskende godt, de havde været længe i gang og hun var lærenem og fulgte ham som hun bad om. Hans træning med at klade stedet hvor han ville slå hjalp helt sikkert, han snød hende af og til med enten at slå modsat end han gjorde eller bryde rytmen og pludselig skifte retning, nu hvor hun endelig var kommet ind i den. 
Nao lod en ny rytme starte; han fortalte hvor han ville slå, snød hende et par gange men lod af og til et kort smil bryde frem som hun parrede eller modtog et slag fra ham. Som rytmen nåede sin ende, lod han sit ene ben glide om bag hendes, hvilket resulterede i at hun endte bag over på ryggen. 

Endnu et drilsk smil brød frem som han lod en hånd og arm række ud efter hende for at hjælpe hende op på armene. "Det er selvfølgelig ingen skam i at bruge beskidte tricks når du står overfor mørket, selvom en ridder nok ville skære ansigter af den slags. Men hvis du står i en skidt situation, så brug dem, for de ville blive brugt mod dig" Træningen tog selvfølgelig hårdt på ham og helt sikkert også hende, og eftersom at de havde været gang længe var det måske på tide med en pause? "Hvad siger du til en pause?" Nao gik hen til en bænk, placerede sit træningsværd op ad bænken og satte sig selv på den, efter at have fundet en dunk med vand til dem begge, og rækte den ene til hende.

Han var selvfølgelig nysgerrig på hvem hun var og hvorfor hun var endt her, og var der i grunden lå bag dette ønske. Det var selvfølgelig fedt at få endnu en kriger til hæren, men det ville altid være et svært valg for en person. "Må jeg spørge om hvad der ligger bag dit ønske om at blive kriger hos Lyset?" Han kiggede roligt over på hende, som han tog en tår af vandet.

Hun havde ingen ide om, hvor længe de sparrede med hinanden, men hun kunne mærke, hvordan hendes krop blev træt, og hun tabte momentum. Så da lysets ridder sneg et ben bagom hende, skulle der ikke meget til, før hun faldt om på ryggen med et “ouf!” Hun lå der på ryggen, overrasket over pludselig at se himmel, mens det gik op for hende, hvad der var sket. Hans smilende ansigt og den udstrakte arm var et kærkommet syn, og hun tog gladeligt fat, så han kunne hjælpe hende op. “Det vil jeg huske,” sagde hun, da hun kom på benene. Freya var ikke synderligt vild med tanken om beskidte tricks, men hun kunne også godt følge det, Sir Nao sagde. Hvis Mørkets Hær brugte beskidte tricks, så kunne de også selv blive nødt til det for at overvinde dem. Det måtte være det vigtigste.

"Pause lyder rigtig godt. Mørkets hær må lige vente lidt," lo hun og fulgte efter ham over til bænken. Her lagde hun også sit trofaste våben, ganske forsigtigt så hun ikke skar sig på det (så faktisk overhovedet ikke forsigtigt). "Årh tak, det havde jeg ikke selv tænkt på". Hun tog taknemmeligt imod vandet og drak en ordentlig slurk. Ved hans spørgsmål tænkte hun sig om et øjeblik, mens hun kiggede ned på drikkedunken i hendes hænder. Ja, hvorfor var hun her egentlig? "Jeg kommer fra Nordlandet," startede hun og kiggede på ham. "Der har jeg altid boet. Rejst rundt som nomade med min familie. For det meste levede vi i fred, men vi hørte også historier om mange, der ikke var lige så heldige." Hun holdte en lille eftertænksom pause. "Der vil altid være ondskab i verden. Og ulighed. Men jeg tror på vigtigheden i at holde det på afstand. Vise, at deres... metoder, ikke tolereres," sagde hun fast med letrynket pande. “Selvom jeg ikke bor sammen med dem længere, så betyder min familie stadig meget for mig,” fortsatte hun, nu i en blødere tone. “Og det ville gøre mig glad at vide, at mine handlinger kan give andre familier de samme rammer, så de har mulighed for at give deres børn den samme tryghed, som min familie har været i stand til at give mig”.

Det lille smil der derefter formede sig på hendes læber var undskyldende. Han havde trods alt ikke spurgt efter hele hendes livshistorie. Men hun ville gerne være med til at gøre, hvad hun kunne for at holde Mørket på afstand. Så folk havde bedre muligheder for at få et trygt liv, hvor de kunne søge deres egen lykke. Og så ønskede hun sig også selv børn på et tidspunkt. "Hvad med dig Sir Nao, har du altid været i hæren?" spurgte hun nysgerrigt. Også for at få noget af opmærksomheden væk fra hendes lange smøre.