Deres rejse lakkede langsomt mod enden. Efter anvisning fra Fyrst Sephyran var hun og Vadim rejst mod Dianthos for at tage personlig del i de formelde forhandlinger, der lige nu bølgede frem og tilbage mellem deres to familier. Ikke at turen var udelukkende diplomatisk, da de havde taget deres tvillinger med for for første gang at samle den nærmeste familie hos Ciris forældre i Dianthos. Og mere end deres diplomatiske formål, så var det gensynet med sin familie, Ciri så frem til. Der burde være tid nok til det mere familiære aspekt af deres besøg også, det var jo trods alt hendes familie, de skulle forhandle med, så ingen af parterne havde vel større interesse i at udnytte den anden? Det forventede hun i hvert fald ikke. For hende bestod besøget derfor mest i at se sin familie igen, også selvom Vadim havde haft flere møder med Fyrst Sephyran inden deres afrejse, og hun derfor godt var klar over, at det ikke kunne blive en ren fornøjelsestur.

Det havde også efterhånden været en lang rejse, så det var ikke så mærkeligt, at hun glædede sig til, at de nåede frem. Ikke mindst fordi deres to energiske tvillinger ikke var vant til at få deres færden begrænset af så trange omgivelser, som den vogn de rejste i. Men Ciri havde alligevel fået tid til at vende de tanker, som turen havde bragt med sig. Hun kunne ikke lade være med at tænke på den første gang, hun foretog rejsen fra Dianthos mellem og Balzera, selvom det snart var mange år siden. Derfor kastede hun også et stjålent blik mod Vadim, mens hun smilede for sig selv. Det var nu endt meget godt, alt sammen. Hun lod blikket glide videre over mod deres børn, der nysgerrigt kiggede ud ad det ene vindue, da Dianthos langsomt kom til syne i det fjerne. De havde hørt meget om byen gennem årenes løb, da Ciri holdt sig sine rødder meget nær, men de havde aldrig været der.

Børnenes nysgerrighed blev ikke mindre, som de nåede Dianthos og langsomt bevægede sig gennem byen. Heller ikke Ciri kunne helt holde sin begejstring tilbage, og hun lænede sig diskret frem for at kigge ud på de dele af Dianthos, de passerede. Ved rejsens ende gjorde de holdt udenfor Á Ooden palæet i Dianthos’ beboelseskvarter og kunne endelig stige ud, uden tanke på at skulle tilbage i vognen efter nogle timers hvil. Hvilket vist var til alles lettelse.

De blev vel modtaget, og selvom tvillingerne var lidt generte til at begynde med, var de snart fuldt optaget af forskellige lege med palæets andre børn, hvilket gav Ciri og Vadim mulighed for at sige ordentligt goddag. Det var på forhånd aftalt, at deres officielle ærinde skulle vente til dagen efter, hvor de alle var udhvilede, så der var forberedt stor middag og festlig underholdning. Der manglede sandelig ikke noget, når en Á Ooden datter blev budt velkommen hjem. Aftenen forløb dog stille og roligt, og selvom Ciri var overbevist om, at hun aldrig havde set tvillingerne så trætte før, så var det kun fornøjeligt, at de alle kom så godt ud af det med hinanden.

Dagen efter boblede Ciri ligefrem af energi. Hun havde en formiddag for sig selv, da tvillingerne var travlt optaget af deres nye legekammerater og Vadim sandsynligvis skulle forhandle med hendes far og storebror de næste mange timer. Også selvom de sikkert allerede var enige. Ikke at hun blandede sig i, hvordan de brugte deres tid, da det betød at hun havde mulighed for at tage ud og genopleve Dianthos. Trods Vadims utilfredse mine. ”Du gør dig unødige bekymringer,” sagde hun roligt og kiggede op fra de forberedelser, hun var i gang med. Hun skulle trods alt bare et smut ud, så hun forstod ikke rigtig Vadims modvilje. ”Og selvom jeg er flyttet til Balzera, så har jeg stadig boet i Dianthos det meste af mit liv,” mindede hun ham om i et forsøg på at berolige ham lidt, hun havde trods alt endnu ikke boet i Balzera længere end de 16 år hun havde tilbragt her. Hun kendte byen godt, og hun havde aldrig før haft betænkeligheder med at bevæge sig rundt i den. Det var jo ikke fordi hun ville være alene. Selv i Balzera havde hun vagter med sig, når hun gik ud, så hvorfor var han pludselig mere bekymret for samme scenarie i hendes fødeby? Måske fordi han ikke selv kendte Dianthos lige så godt, men det skulle nu ikke afholde hende fra at gå ud, når nu hun endelig var hjemme. Der var meget og mange, hun gerne ville besøge, mens hun var der, og hun kunne jo lige så godt bruge den tid, hvor Vadim alligevel var optaget af møder med hendes far? Så havde de mere tid sammen, når de engang var færdige med det formelle? Og trods Vadims bekymring blev det sådan.

Ledsaget af to vagter og en tjenestepige begav hun sig derfor nu rundt i Dianthos med et henrykt smil på læben. De lyse, blå øjne sugede de velkendte omgivelser til sig, selvom byen alligevel havde ændret sig, siden hun flyttede til Balzera. Hun nød desuden også at være i stand til at opholde sig udendørs uden hele tiden at blive mindet om den bagende sol, der bed i huden. Her var hun i stand til at nyde vejret i fulde drag, også selvom hendes delvise tilvænning til Balzeras varme gjorde, at hun nok havde mere tøj på end hun tidligere ville have haft. Hun var iklædt en lang blå kjole i broderet silkestof og over sine arme havde hun både en kort jakke med lange ærmer i og et kort lille sjal. Det blonde hår var sat op som sædvanlig og hun bar et diskret udvalg af sølvsmykker.

Hun havde netop forladt markedspladsen og begav sig nu op ad hovedgaden mod beboelseskvarteret, hvor hun skulle mødes med en gammel veninde. De havde ikke set hinanden længe, og Ciri kunne tydeligt mærke forventningens glæde boble i sit indre, som hun kom tættere og tættere på. Og netop dette gjorde, at hun, selvom hun ikke var alene, mere eller mindre gik i sine egner tanker. Hun var jo tryg i Dianthos, så hun så ikke noget galt i at lade tankerne glide mod det forstående møde. Så længe hun blot sørgede for at se sig for.

Planen var i grunden så simpel, at Pax forefandt hele affæren en anelse… pinlig. Det havde ikke taget den sædvanlige mængde af planlægning, som Pax nu nød mere end noget andet, for arbejdsopgaven var sprunget ud af ingen ting og pengesummen var, ja, mildest talt uimodståelig.
Dertil kom det sig, at den information, der havde været tilgængelig havde været sparsom. Et faktum der ikke var gået Pax’s næse forbi, hvilket fortalte ham, at dette var et job, som var ment til at skulle fejle – i hvilken afskygning var dog endnu uvist. Målet havde dog været ganske simpel og som hun gik der med svajende hofter, der tydeligvis havde født børn af en sund størrelse, så hun ligeledes ganske dejlig ud. For pæn til Dianthos, naturligvis, men ikke desto mindre nem for de mørkegrå øjne at betragte.

Hvilket de urokkeligt også gjorde, fra solide skygger i eftermiddagssolen i en af de snoede sidegader. De sad placeret i et ansigt, der var ganske ulig målets; arret og beskidt, og med en askegrå hårpragt, der fremstod mærkværdig oven på det unge ansigt. Skikkelsen var klædt i slidte og mørke klæder, der lod ham blænde ind med omgivelserne, han bevægede sig i og tyndslidte støvler, der havde set bedre dage.

Ikke at Pax’s tanker var på andet end Urzul, orkeren med de kyndige næver. Mindre end 30 meter, vurderede han, i det de mørkegrå øjne fæstnede sig på en hulåbning i brostenene i den gade, hvorpå følget bevægede sig hen.
26 meter…
For blot et øjeblik lod Pax tankerne glide hen på orkeren. Ordren havde været ganske ligetil – intet blodbad. Efterlad dem alene tilbage, uden mulighed for at følge efter. Følg drengene – og ikke mindst, vent på mig.

Pax’s mørkegrå blik gled ned på den grønne flaske i hans hånd. Vent på mig.

Det hele var gået meget hurtigt på det sidste. Urzul var blot ankommet tilfældigt til Dianthos, for at opleve noget og som et stop på hendes rejse videre igennem landet, en rejse uden destination. Nu befandt hun sig næsten som et medlem af en bande, var blevet introduceret til illegale turneringer med slagsmål og nu sad hun i det gemte, på gaderne i den store hovedstad, ventende på signalet fra Pax, deres leder. 

Hun havde ikke tøvet med at indvilde sig i denne opgave, det var den slags hun levede for, også havde opgave den fordel at der forhåbentligt var penge at ane i den anden enden. Dette var nok hun kunne finde på at gøre uden tøven, uden planlægning og uden nogen former for præmie. Blot for hendes egen underholdning. Dette gjorde skam også at hun måtte holde sig selv tilbage, Intet blodbad havde hans ord været. Det var uvant for hende, men hun skulle nok parrere ordre. 

Ligeså snart han gav signal til at gå i gang, ville hun være den første til at løbe mod prinsessen som var deres offer. Hun ville ingen problem have med at hive hende på skuldrene og hive hende med hen ind i det skjulte mørke, og blot vente på at beskeden om hendes bortførelse ville nå Rubinien og hendes slægt. 

Fuldstændig uvidende om den situation, der var i gang med at udvikle sig omkring hende, gik Ciri roligt videre. Hun var fuldt optaget af at nyde byen omkring sig, og selv hvis hun havde været mere opmærksom på sine omgivelser denne dag, så havde hun næppe kastet blikket ind i de skumle gyder og mørke afkroge af Dianthos. Hun var langt mere fokuseret på byens velkendte arkitektur. Hun bemærkede derfor heller ikke de lurende øjne, der holdt øje med hende fra skyggerne. På sin vis både heldigt og uheldigt, da bevidstheden om det, havde gjort hende voldsomt ilde til mode, men modsat havde hun så heller ikke mulighed for at undgå situationen, før hun gik lige i fælden.

Idet de gradvist nærmede sig hendes destination vekslede hun et par ord med den tjenestepige, der fulgte hende, og bad hende roligt om blot at vende hjem til palæet, når de ankom. Vagterne havde uden tvivl i sinde at blive ved hendes side, men der var ingen grund til at tjenestepigen sad og ventede på, at Ciri var færdig med sit besøg. Så var det bedre, at hun gik hjem med de ting, de havde købt på markedet. Om end selvfølgelig kun de ting Ciri ikke skulle bruge i forbindelse med sit besøg. Efter så lang tid havde hun ikke tænkt sig at møde tomhændet op, når hun skulle besøge en gammel ven, også selvom hun nok ville fortryde sin beslutning om at slå et smut forbi markedet på vejen senere. Da det var den primære årsag til, at hun var gået denne vej langs hovedgaden.

Pax fulgte følget langs de snoede sidegader, travlt optaget med at tælle kvindens rolige gang. 17 skridt – nu 14, dernæst 11, nej, ni skridt tilbage…

Den kutteklædte Pax satte tempoet op med et hastigt bankende hjerte, og til trods for brostenene under hans slidte støvler, lå de mørkegrå øjne urokkeligt på den lyshårede Prinsesse. Otte, syv, seks, fem, fire, tre, to – Pax satte af fra brostenene og kastede med en hidtil uset præcision, en sten, på størrelse med en knytnæve, imod vagten længst væk fra hullet, hvori Urzul sad sammenkrøbet. Den kolliderede med målet, der var Prinsessens rygsøjle, og der lød et hårdt ’dunk’, der ikke havde andet til hensigt end at forvirre og larme. Netop det var orkerens tegn – det var nu!

Pax krøb ind i skyggen og så, hvordan begge vagter blev overmandet af den kæmpemæssige skikkelse, der ud af ingen pludselig befandt sig overfor dem. Pax havde ikke på et tidspunkt tvivlet på Urzul – faktisk, brød han sig næsten om det grønne væsen – og hendes kampevner, og med en uhyggelig effektivitet tog Urzul sig nu kærligt af den ene af de to bevæbnede vagter.
Hastigt trådte Pax ud af skyggerne og i en tro imitation af deres leder, gjorde et uvist antal unge mænd det også. Alle styrtede de mod prinsessen, der var sunket sammen på brostenene, og som Urzul hev en af vagterne til sig – og derved væk fra Pax, der end ikke synes at ænse det – satte Pax sig på hug foran kvinden. Med en beskidt tommelfinger, poppede han den grønne flaske, så corkproppen fløj adskillelige meter og med en ulig bryskhed, satte han flasken til kvindens mund. Det sprøjtede uelegant, som hun forsøgte at kæmpe imod, men da satte Pax et knæ i ryggen på hende og greb om hendes hår, hvorefter hun ikke havde andet valg end at tage flaskens indhold i sig.

End ikke øjeblikket efter var hun væk og Pax nikkede mod Urzul, som tegn på hun skulle gribe hendes skikkelse. Dernæst satte han en pegefinger mod sin pande og de unge mænd omkring ham satte i løb – alle i forskellige retninger.
”Afsted”, sagde Pax forpustet, hvorefter han sammen med Urzul forsvandt ned i undergrunden.   

Hendes blik var fæstnet på den unge Pax, hun ventede blot på hans signal og vidste derefter hvad hun skulle gøre. Han ville tage sig af den unge prinsesse, sammen med de andre drenge og hun skulle sørge for at pasificere vagterne. Godt nok havde han bedt om ikke at få et blodbad, men hun blev nød til at se hvordan det her udviklede sig. 
Prinsessen og hendes vagtere kom tættere på dem, Urzuls blik gled frem og tilbage. Det var nu eller aldrig, hun var parat til dette her og hun var klar på konsekvenserne, for der ville være konsekvenser.

Urzul hev hætten over hovedet, hun skulle ikke genkendes, selvom hun alligevel var den nemmeste af flokken af genkende - hun var større, mere muskoløs og ikke mindst den blå hud. Pax gav tegnet, en sten blev kastet og ramte den unge prinsesse i ryggen og hun så hvordan hun faldt sammen. Allerede der var Urzul på vej ud af sit sted i skyggen og det gemte. I hånden havde hun trukket en daggert. Forvirringen var stor, panikken var at se i vagternes ansigter og på få sekunder udviklede det sig. Den store ork hev fat i vagten tættest på og lod daggerten glide ind i siden på ham, inden hun hev den ud og stak den ind igen. Vagten faldt til jorden, om han var i live eller ej vidste han ikke - men han ville ikke leve til han blev fundet. 
Trods forvirringen fik den anden vagt trukket sit sværd og Urzul gik nu i kødet på ham. Hun nåede at stoppe sværdet som kom imod hende, ved at ligge sin hånd mod hans. Bladet mødte hendes blå hud på overarmen, intet dybt blot en lang rift. Med et hårdt spark, huggede hun til hans ene knæ og hørte hvordan det gik ud ad led og han måtte falde til jorden og lyden af stål mod brostenene kom efterfølgende. Hun greb fat i vagten og lod hendes arm glide rundt om halsen og pressede til, og der gik ikke længe før han faldt livløs til jorden. 

Den store ork havde ikke skænkt Prinsessen, Pax eller nogle af de andre en tanke under de få minutter hele det her havde stået på, hun havde fokuseret på vagterne og sørget for at de ikke havde mulighed for at tale videre. Hendes blik fandt pax som han stod over prinsessen og fik hældt indholdet af flasken i prinsessen. Det hele var overstået og prisessen var klar. Urzul hev fat i den unge kvinde, smed hende over skulderen og løb med de andre ned i undergrunden.

Der havde ikke været nogen tegn på, at noget var under opsejling. I hvert fald ikke nogen, Ciri havde været opmærksom på. Det havde tydeligvis heller ikke fanget vagternes opmærksomhed, og derfor gik følget roligt videre uden den ringeste anelse om, at noget var galt. Lige ind til et pludseligt stød mod Ciris ryg, fik hende til at synke sammen på vejen med et gisp. Lige så meget fordi hun blev forskrækket over den pludselige smerte, som fordi stenens velvalgte placering et øjeblik havde forstyrret forbindelsen til hendes ben, der nu summede lidt. Forskrækkelsen kom meget pludseligt, og sammen med chokket, der for igennem hendes krop, gav hendes evne også et uønsket gib fra sig, der fik hendes hænder til at fase igennem de ting, hun havde gået med i hånden. For pokker da. Mens hun bestemt lukkede sin evne ned igen, lod hun en hånd glide om på ryggen for at ømme sig. Hvad var det, der havde ramt hende? Hun så sig omkring, men så ikke umiddelbart nogen åbenlyse årsager, da hun ikke bemærkede stenen, Pax havde kastet. Med et suk rakte hun derfor blot ud efter den ene vagts hånd, da han hurtigt var ovre for at ville hjælpe hende op, men trak hurtigt hånden til sig igen, da han pludselig blev væltet omkuld. Et forskrækket hvin undslap hendes læber, inden hun så lamslået til, mens vagten sloges med den store, blå skikkelse, der pludselig havde overfaldet ham. Hvad i al verden foregik der?! Da hendes ben stadig summede ovenpå slaget fra stenen, reagerede de ikke så hurtigt, som Ciri gerne ville have haft det, da hun så vagtens skader. Hun havde egentlig tænkt sig at komme ham til hjælp, da hans overfaldskvinde gik videre til den næste vagt, men da en anden skikkelse nærmede sig, trak hun sig i stedet lidt væk. Om end ikke hurtigt nok til at undgå ham og den pludselige omringelse.

De lyse, blå øjne spejlede tydeligt både hendes forvirring og hendes forskrækkelse, da hun vendte dem mod Pax, om end forvirringen hurtigt blev mindre, da hun efterhånden var ved at danne sig et billede af, hvad der foregik. Men hvem var han? Hun kunne ikke huske, nogensinde at skulle have set ham før, så det kunne da umuligt være fordi, hun havde gjort ham noget? Men det kunne jo selvfølgelig være på grund af hende slægtsnavn. Såvel Á Ooden som Kazimi. Hun holdt afværgende hænderne op foran sig, for at indikere, at Pax skulle holde sig væk, da stemmen svigtede hende, og hun derfor ikke kunne mønstre ordene til at bede ham om at holde sig væk. Han virkede dog umiddelbart upåvirket af hendes signaler, men han lod til at forstå betydningen, da hun nægtede at drikke indholdet af den lille flaske, han havde fundet frem og nu prøvede at tvinge i hende. Med vagterne ude af spillet var flugt nok den bedste løsning, og derfor vendte hun sig da også væk fra ham for at gøre forsøget, men hun kom ikke langt, før han fik fat i hendes hår og satte et knæ i ryggen på hende. Smerten, der skød igennem hende pga. stenkastet tidligere, fik hende til at gispe igen, inden hun sank sammen under ham og meget modvilligt måtte drikke indholdet af flasken. Hun hostede halvkvalt og tørrede det værste væske væk fra munden, mens hun sendte ham et bebrejdende blik. Hvad skulle det nu til for?

Så begyndte verden pludselig at snurre for hende, og hun måtte samle al den koncentration, hun kunne mønstre, for at holde sine evner i skak. Det havde været svært nok på grund af forskrækkelsen tidligere, men da, hvad end han havde hældt i hende, pludselig begyndte at lukke hendes krop ned, kunne hun mærke panikken sprede sig. Og ønskede hun ikke at fase ukontrolleret igennem alt omkring sig, indtil hun besvimede, måtte hun holde den i skak. Derfor gjorde hun heller ikke mere modstand, indtil hun sank helt om på gaden og var væk. Uvidende om såvel, hvor de førte hende hen, som hvorfor.

Pax trak på skuldrene til prinsessens bebrejdende grimasse, nærmest som undskyldte han for grovheden. Ikke mange øjeblikke efter vendte kvinden det hvide ud af øjnene og faldt i en dyb søvn, så hvad der skete efterfølgende fandt Ciriya af Kazimi ikke ud af foreløbig.

Som orkeren og menneskene flygtede igennem de underjordiske tunneller, kunne Pax ikke stoppe irritationen eller tankerne, som fulgte med den. Måske at Urzul ikke kunne undgå at dræbe de to vagter, ganske enkelt fordi hendes styrke overgik selv Pax’s vildeste fantasi. Ikke en gang, men to, havde hans stålgrå blik betragtet krigeren nedlægge mænd i arenaen, som var de intet andet end hårdkogte æg med en hvis portion gå-på-mod. I grunden havde det været fantastisk at være vidne til og fortjenesten havde været så ganske ulig den, Pax oprindeligt havde regnet sig frem. Ikke desto mindre vidste han, at denne kidnapning pludselig var blevet langt mere kompliceret end først antaget. Døde vagter havde det med at vække en vrede og en frygt, der fik folk til at gøre brutale gerninger, alt i Zaladins og Nalish’ras sande ånd.

Vejen igennem undergrunden var lang og ikke uden forhindringer. Pax styrede dog gruppen med vante, hastige skridt og kun to gange, gjorde de holdt, for at betragte tilkommende kammerater og deres spændte blikke. Alle blev de sendte væk og fik ordre på, at gå i gaden som var intet sket. Byvagterne var ikke dumme og forsvandt Flokkens børn fra deres faste poster, ville de med sikkerhed vide, at noget var galt.

Da følget omsider nåede igennem de snoede tunneller, standsede Pax op for tredje gang. I få øjeblikke stod gruppen blot og betragtede det lette mørke, men ikke længe skulle de vente, før hastige skridt kunne høres. Et beskidt barn trådte frem og smilede bredt, i det han vendte sin lille tommelfinger i vejret. Pax nikkede og vinkede gruppen af sted, men denne gang i løb.
De nåede ud i en sidegade, hvori en hest, fastspændt til en usseludseende vogn, stod parkeret. Den unge fyr der sad i førersædet åndede lettet op og sprang ned fra sin plads, hvorefter han smed det gamle tæppe til side. Pax gjorde tegn til Urzul om at placere prinsessen – tilsyneladende i blandt alverdens krukker og halm – og efter at have sikret sig, at der intet mistænkeligt var i vognen, krøb kusken atter op og sidde. End ikke nåede hans bagdel at lande ordentligt, før manden satte hesten i en rolig skridt, med kurs ud af Dianthos by.

Pax vendte sig mod sit følge. ”I ved, hvad der skal gøres. Sørg for at alle børnene holder sig til deres ruter og sørg for, at I viser jeres fjæs i gaderne – og Urzul”, sagde Pax, hvorefter hans blik gled fra kammeraterne, hen til orkeren, ”vi er også på farten. Ellers når vi aldrig gården, før hun vågner.”

Og med de ord satte alle af sted og med orkeren ved sin side, således gjorde også Pax. 

Døde vagter skabte måske en frygt i gaderne, det havde det altid gjort, hvilket hun ikke havde de store tanker om. De døde talte ikke og de kunne derfor ikke fortælle hvad de havde set eller give noget signalament af Orken, Pax eller de andre børn  - det var det vigtigste, og det var hvad der var gået igennem hendes tanker, da hun havde dræbt de to vagter. Hun havde ikke lagt mærke til at der skulle være andre på gaden eller i vinduerne, og derfor ville det tage længere tid for personerne som fandt vagterne at finde frem til hvem der eventuelt havde gjort dette. 
Inden længe ville vagterne være over hele byen for at undersøge alt dette, og på det tidspunkt ville de forhåbenligt være uden af byen, uden at have lagt alt for mange spor at gå efter. 

Hun var sikker på at Pax havde en plan, som de strøg igennem undergrunden for at nå deres sted, for derefter at beordre dem op på deres vante pladser, hvilket virkede som en god plan, for ikke at skille sig ud - alt skulle selvfølgelig være det normale, ellers ville de vække opsigt. 
De stoppede op et par gange under deres gang under jorden og da et barn viste sig og gav et tegn, satte de alle i løb, kom ud på den anden side - en lille sidegade. I sidegaden holdt en lille usseludseende vogn, som helt sikkert var til dem, det var i hvert fald den de søgte i mod og da føren hoppede ned, gik om bag ved og rettede på lidt ting, kunne Urzul smide prinsessen ind bagi og hæljpe med at dække hende til, så hun ikke ville vise sig eller vække opsigt. 
Efterfølgende hoppede alle tre op i vognen og de kunne nu kører afsted, jo hurtigere desto bedre.

Dagens begivenheder tog hurtigt en drejning, Ciri absolut ikke havde forventet, da hun havde forladt sit barndomshjem samme morgen. Og Pax’ lette skuldertræk var absolut ikke undskyldning nok for det, han bød hende. Hun var bare glad for at ingen af dem tilsyneladende havde lagt mærke til, at tjenestepigen var stukket af midt i al forvirringen. I det mindste var én af dem da sluppet uskadt fra bagholdet. Det var den eneste trøst, hun kunne finde i sin nuværende situation.

I lang tid derefter ænsede Ciri intet. Hverken turen gennem undergrunden eller overgangen til vognen, der førte dem ud af byen. Men langsomt, uendelig langsomt, begyndte hun igen at sanse sine omgivelser, og vognens vuggende bevægelser rystede hende langsomt ud af ud af den kunstige slumren. Hun mærkede, hvordan det underlag, hun lå på, bumpede mod hendes ryg, og gradvist begyndte hun at komme til sig selv. Et lavt støn undslap hendes læber, og hun knugede de allerede lukkede øjne tættere sammen, som respons på den dundrende hovedpine, Pax’ mikstur havde medført. For en stund sansede hun derfor heller ikke andet, da smerten var ret dominerende. Uden egentlig at tænke mere over den situation, hun befandt sig i, lod hun en hånd glide op over sin pande for at lade sin smertelindrede, healende berøring mildne hovedpinen. Lidt efter lidt, i takt med at hun lod sine fingre glide over sin hovedbund.
Så begyndte de første spørgsmål at melde sig. Hvad var der sket? Hun huskede svagt de planer, hun havde haft for dagen, men derefter blev begivenhederne mere og mere slørede. Og selvom hendes healende berøring gradvist klarede hendes hoved, gik der stadig et øjeblik, før brikkerne begyndte at falde på plads. Hun huskede markedet og hovedgaden. Så havde der pludselig været forvirring. En grøn skikkelse havde kastet sig over hendes vagter. Og så havde der været en mand. Men selvom hun anstrengte sig, kunne hun ikke genkalde sig mere ved ham end de grå øjne. Og selvfølgelig miksturen han havde tvunget i hende. Så var hun besvimet. Et bump på vejen mindede hende igen om hendes omgivelser, og hun rynkede panden let over den hårdhændede behandling. Vent… Hvor var hun?! Med et sæt spærrede hun øjnene op og så sig omkring, men da hun dernæst forsøgte at sætte sig op, var hun nødt til at læne sig op ad den nærmeste støtte. Hun stønnede lavmeldt og lagde endnu en gang sin hånd mod panden, da hovedpinen fik det hele til at snurre for hende. Hun havde ikke fået den mindsket nok, desværre.
Forsigtigt åbnede hun igen øjnene og så sig om. Hun kunne hurtigt konkludere, at hun var i en vogn, og den erkendelse fik modet til at synke i maven på hende. Hvor længe havde hun været væk? Og hvor langt havde de kunne bortføre på den tid? Da hun fik hovedpinen skubbet en smule mere i baggrunden, lod hun dernæst forsigtigt blikket glide rundt i vognen. Hun undrede sig lidt over halmen og de mange krukker, men mon ikke det var ment som camouflage, hvis nogen skulle få den idé at stoppe vognen. Hun kunne dog ikke få sig selv til at beundre denne snedighed, da det betød, at hendes kidnapning ikke havde været improviseret. Nogen havde vidst, at hun var i Dianthos, og de havde udnyttet det. Med hamrende hjerte løftede hun sig lidt op og kiggede ud ad det lille vindue i vognens side, men hun genkendte ikke de omgivelser, der gled forbi udenfor. Hvor var hun? Og endnu vigtigere, hvor havde de tænkt sig at føre hende hen? Hun trak sig væk fra vinduet igen og lænede ryggen mod vognens ene side, inden hun tog en dyb vejrtrækning for at bevare roen. I sidste ende, var det eneste spørgsmål, der virkelig betød noget lige nu vel, hvad de havde tænkt sig at gøre ved hende?

Pax og Urzul bevægede sig atter tilbage til gangtunnellerne, og anføreren lod tavsheden sænke sig over dem. Kræfterne var få for den udsultede Pax, hvormed de, han havde, var bedre udnyttet til den lange vandring, de snart skulle på.

Det skulle hurtigt vise sig, at blive til noget af en kraftanstrengelse. Pax førte Urzul igennem de mange underjordiske hulrum og smalle gange med vante skridt, men da de omsider nåede en udgang – en, som var ukendt for de fleste, selv dem, der som Flokken, også holdte til i undergrunden – satte Pax snart efter i løb. De forlod Dianthos uden en opsigtsvækkende opmærksomhed rettet mod dem, for den udgang, de forlod, lå længst mod nord, hvormed de havde bevæget sig væk fra den øvre bydel, hvori kidnapningen havde fundet sted. To kutteklædte skikkelser gjorde hverken til eller fra i det øjeblik, for endnu ikke havde rygtet spredt sig over hovedstaden i Krystallandet.

Mennesket gjorde sit bedste for at følge trop med orkeren, men det var ikke foruden at lide gevaldigt undervejs. Alligevel sænkede Pax ikke farten og fortsatte først sin løben, dernæst sin lunten, til Pax omsider kunne skimte vognen i horisonten. Den var alene på grusvejen, og havde Pax ikke vidst, hvad der lå gemt under de klamme tæpper, ville han aldrig have gættet, at vognen indeholdte en stor værdi.
Det var med en særlig lettelse, at Pax og Urzul nåede frem til vognen; Pax selv med sveden dryppende ned af hans udmagrede ansigt og hvæsende efter luft. De stålgrå øjne betragtede Urzul, der ikke syntes ligeså kvæstet som ham selv og i det Pax greb om vognens dør, skar han en lidende grimasse. ”Føj”, hviskede han mellem nødvendige og lange vejrtrækninger, i håb om at dæmme hans bankende hjerte, der fortsatte sin vilde galop.

I det vognen omsider gjorde holdt, og Pax kunne åbne døren helt, tog det ham et øjeblik at fatte, at prinsessen var vågen – og dernæst at få hans ben af gelé til at bestige de to trin. Da Urzul fulgte trop, sank Pax sammen på vognens faldefærdige gulv, og bankede to gange på den ene side. Snart efter begyndte vognen at rokke igen, i det hesten fortsatte sin lette trav.

Pax hvæsede stadig efter luft, men selvom han var medtaget af rejsen, hvilede de stålgrå øjne urokkeligt på prinsessens skikkelse. ”Vi… gør… dig… ikke… noget”, formåede Pax at proklamerer, hvorefter han bandede lavmælt og gned sit svedende ansigt. ”Profit” lød det dernæst mumlende bag ved de beskidte hænder, og ordene blev efterfulgt af tre dybe vejrtrækninger. Hans hjerte teede sig underligt og Pax gned derefter sit bryst, som ville det få det til at stoppe.

For blot et kort øjeblik betragtede Pax dernæst Urzul med vantro i blikket. ”Hvorfor… hvorfor er du ikke ved at dø også?!”

Der var en lang vej, og det skulle gå hurtigt. De skulle ikke opdages, ikke ses og blot forsvinde fra byen så hurtigt som muligt. Urzul havde bestemt en kondi som ikke påvirkede hende på samme måde, som det gjorde hos mennesket, kunne hun se. Hun var vant til den slags, især når det gjaldt krig eller andet. Hun lod det ikke gå sig på eller påvirke sig, men selvfølgelig var hun også småt påvirket af spurten og de kringlede veje igennem undergrunden.
Det var kringlede veje de skulle igennem, små gange og passager som ikke altid lå til orkens styrke, fordi at hun var så stor og bred som hun var og nogle gange måtte hun mase sig igennem, for at komme igennem og med en prinsesse på skuldrene, skulle hun også passe på. 

De kunne begge to se vognen som skulle føre dem væk, hvilket betød at de inden længe kunne slappe lidt mere af, som de bevægede sig ud af byen. Urzul fik smidt prinsessen op på det støvede vogn gulv, og efterfølgende kunne de selv kravle op i vognen. Pax gav siden på vognen et bank, og inden længe bevægede vognen sig afsted på byens gader og førte dem hurtigt ud af byen, og hen mod gråden.
Hun kunne ikke lade være med at komme med et grin, som Pax var helt væk. Hans vejrtrækning og stemme, var fuldstændig påvirkert af deres tur igennem undergrunden. 
"Jeg er født til at løbe. Det har aldrig været nogen hindring for mig" Det var meget enkelt fortalt, men hun havde ikke den samme påvirkning som han havde. Hvis de blev ved ville det nok ske, på et eller andet tidspunkt og hun kunne sagtens mærke at de havde løbet.
Hun lod sig læne tilbage mod vognens ene side og kunne nu slappe af, som vognen førte dme ud af byen 

Da vognen pludselig stoppede, midt i ingenting, lod det til, at hun ville få svar på sine spørgsmål hurtigere, end hun havde forventet. Men det var ikke nødvendigvis en god ting. Hun farede da også let sammen, da døren blev åbnet, og bakkede tilbage så hun sat tæt op ad væggen modsat døren, da to ubehageligt velkendte skikkelser gjorde hende selskab i vognen – så langt væk hun komme. Hendes blik flakkede let fra den ene til den anden, indtil Pax påkrævede sig hendes opmærksomhed og langsomt fik fremstammet en sætning, der nok var ment som beroligende. Ikke at det gjorde Ciri mere komfortabel med situationen, men hendes hjerte hamrede måske en smule mindre i brystet på hende. Gudskelov! Efter overfaldet i Dianthos kunne hun have frygtet det værste… Men det var jo selvfølgelig ikke slut endnu.

Hun betragtede dem i stilhed, mens de overlod hende til sig selv og i stedet faldt i snak, som om dette var det mest naturlige i verden. Der var ingen tvivl om, at hendes to kidnappere kendte hinanden, men deres rolige adfærd, der måske næsten grænsede til en ligegyldighed i forhold til deres foretagende, undrede alligevel den unge prinsesse. Også selvom deres rolighed gradvist smittede af på hende. Det lod ikke til, at hun havde noget at frygte fra dem i sin nuværende situation, og hvis Pax havde fortalt hende sandheden, og de holdt hende fanget for en løsesum – det var i hvert fald det hun udledte af den ’profit’ han havde udtalt sig om – så ville situationen nok ikke udvikle sig negativt, medmindre hun forsøgte at gøre modstand. Det ville også betyde, at de selv ville sende bud efter den anden part i deres plan for profit? Og så længe det var hendes familie enten i Balzera eller Dianthos, så var det vel bedst, at hun blot forholdt sig i ro?

Hun havde dog en snigende fornemmelse om, at det hele ikke var nær så simpelt. Der var for mange ting, der tydede på en viden, som en tilfældig samling af skurke ikke burde have. Og kidnapningen havde i hendes øjne været for vellykket til at den kunne være improviseret. Men måske skulle hun ikke undervurdere den grå-øjede mand, der havde styret tingene i Dianthos. Hun lod blikket glide over Pax’ magre skikkelse, og et strejf af bekymring på hans vegne sneg sig ind i hendes blå øjne, da han led åbenlyst efter flugten fra Dianthos. Måske burde hun snarere have frydet sig over, at kidnapningen tærede mere på hendes kidnapper end på hende selv, men det faldt hende simpelthen ikke naturligt. Hun var langt mere tilbøjelig til at tilbyde ham sin assistance, hvis han blev ved med at have problemer. Det var jo ikke fordi, han rigtig havde gjort hende noget, også selvom hun stadig kunne mærke den snigende smerte fra den hovedpine, miksturen havde medført. Hans magre skikkelse indikerede desuden tydeligt, at han ikke indlod sig på sådanne foretagender bare for sjovs skyld. Medmindre den slanke skikkelse var et bevidst valg, selvfølgelig.

Orken, derimod, var en helt anden snak. Ciri lod varsomt blikket glide over mod den massive, grønne skikkelse, og hun huskede den lethed, hvormed orken havde gjort hendes vagter ukampdygtige. En svag gysen krøb gennem hende, da mindet vendte tilbage, og hun håbede inderligt, at nogen havde nået frem til hendes vagter i tide. Så lukkede hun øjnene et øjeblik. Hvis ikke for sin egen så burde hun måske opstille en vis modvilje for sine vagters skyld. Specielt hvis de havde måtte lade livet for Pax’ ’profit’. Hun bed tænderne let sammen og lænede sig tilbage mod vognens væg. Et bevidst valg var alt, der skulle til, så gled hun ud gennem væggen, og Pax’ kunne se sin profit forsvinde mellem fingrene. Men hun var ikke klar til at tage det valg endnu. Det ville betyde, at hun skulle efterlade sit tøj i vognen, og at hun ville befinde sig nøgen et sted nær Dianthos, hun ikke anede, hvor var. Hvor lidt hun end ønskede at indrømme det, så var hun sikrest her i vognen. Indtil hun kunne finde ud af, hvor de var på vej hen. For at bryde sin tankestrøm åbnede hun igen øjnene og skævede op mod det lille vindue. Så gled hendes blik videre mod Pax. ”Hvor fører I mig hen?” spurgte hun så stille, ikke at hun egentlig forventede et ærligt svar, men det skulle ikke holde hende fra at spørge.

Prinsessen brød stilheden, efter at den havde sænket sig; Pax havde fnyst moret af Urzul, men havde ikke haft kræfter til at svare hende, for stadig hoppede hans hjerte krampagtigt. Endnu ikke var det faldet til ro, og for et langt øjeblik stirrede Pax, nærmest feberramt, på den skræmte kvinde i modsatte ende af vognen. Pludselig skød hans ene hånd op; pege- og langefinger vendt op i vejret i en tydelig gestus.
”To… sekunder…”, lød det halvkvalt, hvorefter Pax snurrede rundt og åbnede vognens bagdør. Drevet af instinkt skubbede Pax sit hoved ud i den friske luft og brækkede sig; kun gult mavesyre synes dog at være tilstede, for Pax’s krop kæmpede en brag kamp under udmattelsen. ”Jeg tror… jeg tror, at jeg er døende…”, hvæsede han sarkastisk, imellem voldsomme brøl, som hans mave lige dele udvidede sig og trak sig sammen.

Kun langsomt syntes Pax at genvinde fatningen, og i lange tider lå han med hovedet stikkende ud af bagdøren, så vinden ruskede i hans askegrå hår. Da han omsider satte sig op og lukkede døren, var han ligbleg og dirrede.
”Et rart sted…”, lød det udfordret, hvorefter Pax trak lidt på den ene skulder og så på hende med sigende øjne; det ved du jo, at jeg ikke kan fortælle dig. Pax sukkede dog – næsten besejret – ikke længe efter og tilføjede dernæst; ”det er et hus. Du får dit eget værelse og der er vist… have til. Du skal bare være der et stykke tid, det er ikke alvorligt som sådan. Du bliver sendt hjem i et stykke, men der er lang vej igen. Du kan ligeså godt sove miksturen væk.”

Pax affærdigede dernæst prinsessen med en håndbevægelse og henvendte sig atter til Urzul. ”Din sidste kamp fik forresten prisen på dit hoved til at fordobles. Det har været lidt vanskeligt at finde en modstander, men en fra øst kommer tilsyneladende snart. Det kunne give ti diamanter”, brummede han men i en informerende tone, mere end noget andet og i samme øjeblik, kolliderede hans ryg med vognens side igen. Atter jamrede han sig stille og skar en grimasse af luften. ”Næste gang så bærer du mig fandeme…”

Det var på grænsen til morsomt at sidde og kigge på Pax, som han hev efter vejret, prøvede at få sin puls og hjerterytme under kontrol, efter den løbe tur de havde været ude på. Jo, vidst havde det været hårdt, men hun havde samtidig også haft den tanke at Pax var i bedre form, men når hun nu sad overfor og kiggede på ham, kunne hun godt se hvorfor han manglede én som hende til at gøre det hårde arbejde for ham, det ville han jo ikke være i stand til. Det ville heller ikke undre Urzul hvis deres prinsesse tænkte de samme tanker.
Et grin undslap hende, som pax åbnede døren og gjorde det som kroppen nu krævede at gøre, Urzul havde virkelig ikke regnet med at det påvirkede ham på den måde, nu blev det morsomt, "Mon dog du er? Og det ville være ærgerligt, for så ville jeg ikke vide hvad jeg skulle gøre af prinsessen.." Hun stoppede sætningen der, der var ingen grund til at gøre hende mere bange end hun allerede var. 

Hans næste ord var rettet mod prinsessen, Urzul kunne ikke svare på hendes spørgsmål for hun vidste det dårligt nok selv, det var Pax som var hjernen bag dette og ham som kendte til planen - Urzul var blot med for pengene og for at få et kick i sit liv. Selvfølgelig kendte Urzul godt målet med planen, og Prinsessen var slet ikke det store mål, men det var tydeligt at der lå meget mere bag dette end man lige tænkte over, Urzul havde allerede taget livet af to vagter, hvilket ville give hende en større pris på hendes hoved.

"Det går pludseligt hurtigt" Indrømmede hun, ikke at det kom bag på hende, hun var jo allerede medlem af mørkets hær hvilket  var nok til at befolkningen ville hænge hende, hvis de fik muligheden for det. Hun vidste godt at hun kunne være frygtindgydeden, men hun regnede ikke med at folk ikke turde stille op imod hende, hun havde mødt mange ligeværdige kæmpere og derfor burde der også være flere derude, "Det lyder godt og bestemt en fin præmiesum.. Skal jeg både bære dig og prinsessen?" Grinede hun.