I et par uger havde Ergin holdt lidt øje med et hus. Han havde en dag set nogle lettere skumle typer komme gående med ting, der helt bestemt så værdifulde ud, og havde fulgt efter dem indtil de var nået dette hus. Af ren og skær nysgerrighed havde han holdt lidt øje med om der kom flere ting til huset, og en gang i mellem dukkede der nogle op med ting der blev efterladt der inde. Det havde helt klart vækket Ergins interesse, især fordi det måtte være en masse gode ting der inde. Derfor stod han også ude på gaden overfor huset, med ekstra stor skuldertaske over skulderen. 

 Med et hurtigt kig til alle sider for at tjekke der ikke var nogen der virkede til at være på vej mod huset, eller holdt øje med ham, gik han mod huset, og stoppede først da han stod ved døren. Selvom Ergin manglede begge arme, fra lidt over albuerne, var det ikke et problem for ham at komme ind. Hænderne dukkede op ud fra døren, og rodede hurtigt rundt nede i tasken efter noget de kunne bruge til at dirke låsen op med. 
 Da døren klikkede, så Ergin igen til siderne, mens hænderne lagde tingene tilbage i tasken. Kort efter skubbede han døren op med den ene stump af en arm, og gik ind. Hurtigt lukkede han døren efter sig. Det var ikke til at vide hvornår der dukkede nogen op. Selvom han havde holdt øje med huset i en uges tid, havde det ikke virket til der var nogen rutine i hvornår der dukkede nogen op.
 Ergin spildte derfor ingen ting på at stå og overveje hvad han skulle gøre. Han var i stedet hurtig til at begyndte og kigget huset igennem. Når han fandt noget der var værdifuldt nok til at tage det med, og det kunne være i hans taske fik hænderne hurtigt lagt det i tasken. 

To kutteklædte skikkelser bevægede sig målrettet ned langs den mørke gade, hvorfra kun månens milde skær kunne lede dem sikkert på vej henover brostenene. De bevægede sig dog vant, som gjorde natten dem ingenting og vejen var dem velkendt. I det to byvagter spadserede tavst omkring et hushjørne, forsvandt de to skikkelser ind i skyggerne ved et halvtag, og først da gaden atter lå stille hen, bevægede de sig videre langs husenes murer.

Som de nåede deres destination, løftede den førstgående mand en knyttet hånd, så den svævede akkurat over hans tildækkede hoved. Manden bag ham, eller måske snarere drengen, gjorde holdt, som var han fastfrosset til jorden under sig.
For et øjeblik stod de to skikkelser stille, men da den knyttede hånd i stedet formede sig som et ’V’, nikkede den bagerste skikkelse per instinktivt og forsvandt tilbage, der hvorfra de var kommet.

Den tilbageblivende stod stille og havde man kunne se hans ansigt, ville man vide hvorhenne hans mørkegrå øjne lå placeret; på huset blot 20 meter fra ham. Lyde, tænkte han, hvorefter også han smeltede sammen med skyggerne.
For et langt øjeblik kunne man intet se, men pludselig dukkede manden op over hustaget, hvorfra månen oplyste ham. Pax stirrede på loftsvinduet, hvis matterede glas holdte ham hen i uvished for blot et øjeblik, men de målrettede øjne fæstnede sig på en mørk skygge under ham.

Pax betragtede den ukendte skikkelse med større eller mindre fornøjelse. Opbevaringshuset var ikke just et skattekammer, men bande-lederen vidste, at det intet betød i det store billede. Nej, det afkrævede ham at handle på den fremmedes indtrængen.
Med et hurtigt vip med hånden, løsnede tagvinduet sig og med en vanlig elegance hoppede Pax ned i mørket.

 Med et halvt øre vendt mod døren, for at lytte om der skulle komme nogen hjem, listede Ergin rundt og samlede sig alt der virkede værdifuldt, og som noget han kunne sælge videre til en god pris. Da han netop havde sin fokus på døren tænkte han ikke yderligere over lydene der kom fra taget. Det kunne lige så godt være fugle og rotter der hoppede og kravlede rundt deroppe.
 Det var hænderne der dukkede op på de flade område der gjorde det meste af arbejdet - hold tasken åben, samlede ting op så Ergin kunne se på dem, lagde den med i tasken, flyttede ting der var i vejen. Dog samlede Ergin af og til ting op med stumperne, for at se på dem, men hænderne arbejde vider. Det var dog kun ting han var sikker på han kunne holde med stumperne, for han skulle ikke nyde noget af at tabe noget, så han blev opdaget.

 Ergin var lige gået ind af en dør til et rum, da han hørte et let bump inde fra rummet han lige var kommet fra. Han stivnede og lyttede et øjeblik for at tjekke om det bare var en ting der væltede, men der kom ikke en lyd af noget der rullede eller faldt videre. 
 "  Pis...  " hviskede han lavt for sig selv, det næsten kun kunne betyde at der var noget i huset. Hurtigt scannede han rummet han stod i, inden han fik øje på et skab, og hurtigt fik listet over til. Langsomt og så lydløst som muligt, åbnede han det, stillede sig ind i det, og lukkede det til igen. Så håbede han bare han ikke ville opdaget, eller at der rent faktisk ikke var andre i huset end ham selv. Han vejrtrækning var begyndt at blive lidt hektisk, men han forsøgte at holde den så stille og rolig, så den ikke var grunden til han blev fundet.

Pax lod de mørkegrå øjne glide henover det tomme rum, alt imens de ru fingre vant greb om en af de syv kasteknive, der sad fastspændt i en lædersele omkring hans tynde brystkasse. Omkring ham var der stille, og havde bande-lederen af Ulvens Flok ikke selv set skyggemanden med sine egne øjne, havde han aldrig troet, at han var andet end alene i det lille hus.

Det er mærkværdigt, tænkte den unge mand, som han stod og lyttede, så samtlige fibre i hans krop spændtes. Der var ingen skælvende åndedrag, ingen paniske skridt der forsøgte at flygte eller storme imod ham; kun de lange skygger, formet af månen i nattehimlen, mødte ham ligeglad og gjorde ham selskab.
Med lige dele målrettede og langsomme skridt bevægede Pax sig hen langs gulvbrædderne, til det tilstødende lokale hvori skikkelsen var forsvundet. Med en støvlebeklædt fod mod trædøren, skubbede Pax den op, hvorefter han lod knivspidsen skrige henover murstensvæggen indenfor. ”Kom frit frem, hvor end du er”, kaldte Pax, nærmest syngende, i det han bevægede sig længere ind i rummet.

Det var tomt, til Pax’s store overraskelse men kniven hvilede stadig mod murstenene; som troede Pax ikke sine egne øjne. Ikke ofte, men heller ikke sjældent, stødte Pax på mennesker med magiske kræfter og han havde altid haft en særlig ærefrygt for netop dem.

Pax betragtede skabet, der stod stort og tungt imod den væg længst væk fra ham, og noget i hans hjerne sagde klik. ”Er det virkelig det bedste, du har lært?”, forsøgte Pax at provokere, uden i grunden at vide om der faktisk var et menneske indeni skabet, og alt imens hans mørkegrå øjne urokkeligt hvilede på skabets mørke.

”For så er du ganske tydeligt ikke en af mine.”

 Stilheden fik næsten Ergin til at tro hans ører havde spillet ham et puds. Han blev dog stående lidt ekstra tid, for at være sikker, og det var et godt valgt, for kort efter hørte han en mand kalde. Ergin rullede med øjnene over ham. Som om han havde tænkt sig at komme frem, bare fordi han sagde det.. Og slet ikke, nu hvor han vidste det var en mand! Selvom Ergin udadtil stadig virkede forholdsvis roligt og fattet, bankede han hjerte derudaf med dobbelt fart, han havde en klump i halsen og koldsved begyndte at løbe ham ned af ryggen. 

 Der var ikke nogen huller i skabet eller lignede, der gjorde at Ergin kunne se ud, så han måtte nøjes med at lytte på hvad der skete. Han hørte dig ikke noget der rigtig kunne sige hvor henne manden var. Dog fik hans sætning det til at løbe Ergin koldt ned af ryggen, så det kunne sagtens lyde som om manden havde en ide om hvor han var henne. Om kom de først til at stå ansigt til ansigt, havde Ergin ikke en chance. 
 Ergin var derfor nødt til at finde en måde at distrahere manden. Forhåbentligt få ham til at tro at Ergin var et andet sted. Han lukkede øjnene i. Prøvede at se rummet for sig igen. Var det noget udenfor skabet, inde for at 2 meters radius. Hvad havde han set.. Han skar en grimasse, der måtte have været et eller andet han diskret kunne kaste.. 
 Det havde været mørkt i rummet, og Ergin havde ikke brugt særlig lang tid på at begtragte så meget andet end skabet, da han  var kommet ind i rummet. Han kunne derfor ikke rigtig huske om der havde været noget brugbart i nærheden. Så han måtte tage en chance.

 Langsomt, og meget forsigtigt dukkede en hånd op, op af gulvet, omkring en meter væk fra skabet. Meget forsigtigt mærkede den omkring sig, i håb om at den kunne finde en eller anden ting, den kunne kaste væk fra skabet, så manden måske troede Ergin var i den anden ende. Pludselig fik den fat i et eller andet, som den hurtigt kastede den modsatte retningen. Da Ergin ikke kunne se noget, havde han ingen anelse om hvad hånden lavede. Han håbede bare den gjorde som han ville, og ikke begyndte at gøre sine egne tin.

Pax så, hvordan guldbægeret fløj igennem luften, og med nu bange anelser rykkede han på de støvlebeklædte fødder. At koppen – for det var reelt det, som det var – havde forladt gulvbrædderne til fordel for luften, var dog ikke det der fik et gys til at gå igennem Pax. Langt snarere var det hånden, hånden uden resten af en krop, der fik Pax’s indre til at slå en kolbøtte. Aldrig havde han set noget lignende.
Langsomt krøb Pax tilbage mod murstensvæggen, så hans ryg var dækket for bagholdsangreb og stadig med kniven i et fast greb, gav han sig til at vente. Kun hans åndedrag kunne høres og afslørede, at han endnu ikke var sunket i jorden under gulvbrædderne.

Da ingen skikkelse viste sig, rømmede Pax sig højlydt. ”Jeg har sendt bud efter nogle af drengene. De er her snart”, informerede han, næsten dovent, som var det blot endnu et faktum ud af mange. Kniven var dog stadig rettet ligeud i rummet, hvormed Pax ikke var så rolig, som han ellers gav udtryk for.
”Hvad siger du til, at vi afslutter det, inden de kommer? Det ville jeg personligt selv synes bedst om”, tilføjede han, velvidende at det øjensynligt ikke ville lykkes ham. Ligeså snart tanken var udsprunget, fulgte en anden i dens kølvand.

Pax’s brede øjenbryn skred en smule længere op i panden, i det hans mørkegrå øjne atter fandt og fæstnede sig på skabet. Hånden var allerede væk, som havde den aldrig eksisteret. ”Jeg har hørt rygter”, fortalte han dernæst nonchalant, i det han prøvende tog et skridt mod skyggerne. ”Om en tyv uden hænder, men… Hvad jeg lige så, kan vist bedst beskrives som en hånd, så, hvordan fungere det?”

 Lyden af noget tungt der ramte gulvet og trillede videre gav genlyd i stilheden. Ergin lukkede øjnene og håbede at lyden af skridt ville forsvinde ud af rummet, men så heldig var han ikke. Da hvad end han havde kastet lå stille, var der stille i et lille øjeblik, indtil manden på den anden side af skabet låger brød stilheden. 
 Ergin vippede en smule opgivende hovedet bagover, så det støttede sig mod bagsiden af skabet. Hvis der først kom flere, så ville han da aldrig have en chance for at komme ud.. Ikke at han regnede med at han havde store chancer for at slippe ud nu. Derudover fik tanken om en hel gruppe af mænd eller drenge, det til at løbe koldt ned af Ergins ryg, og en lille knude fandt vej til hans mave. 

 Selvom manden nok med sikkerhed vidste Ergin stod gemt inde i skabet, sagde han stadig ikke noget. Han gjorde heller ikke noget. Han kunne måske godt træde ud, men han vidste, at så snart han kom til at stå ansigt til ansigt med manden, ville han ikke kunne gøre noget. Han var nødt til at sikre sig en udvej inden da. 
 Ergin skar en grimasse. Så manden havde hørt om ham. Ikke at det gjorde den store forskel, han håbede stadig han kunne komme væk uden de store problemer. Han kom dog ikke væk ved at stå og gemme sig i skabet. Ergin brummede derfor kort, mens han rettede hovedet op igen. 
 " Hvis nu du går din vej først, så skal jeg nok vise hvordan det fungere!  " Selvom Ergin bestemt ikke følte at han havde overhånden i denne situation, var det ikke noget han viste. Hans stemme var selvsikker og arrogant, trods det var ham der stod og gemte sig i et skab. 

Pax fnyste – endda grænsende til moret, som han tog et tøvende skridt fra murstensvæggens tryghed. ”Ja, det ville du sikkert”, svarede han sarkastisk, hvorefter Pax tog en rask beslutning.

I fem hurtige skridt krydsede bande-lederen det slidte gulv og hamrede ind i skabsdøren, så den bragede ind i hængslerne med et højlydt ’klik’. Hvis den ukendte skyggemand ikke ville komme ud, kunne han jo passende blive siddende derinde i mørket – og vente pænt til de øvrige drenge kom galopperende.
Grundet kraftanstrengelsen prustede Pax mod døren, i det han satte begge fødder hårdt i gulvet og holdte ved. Pax var intet muskelbundt grundet hans tynde statur, men det ændrede ikke på faktum, at hastighed havde sin egen kraft og ikke sjældent, havde Pax stolet på sin fart i nærkamp og ikke hans imponerende fysik. Han var ganske enkelt et resultat af gaden, underernæret og tyndslidt.

Med en overdreven nonchalant tone, tilføjede han; ”Jeg har altid synes, at det var en fascinerende historie. Tyven uden arme. Det er ved Zaladins blege røv noget af et indtryk at efterlade sig.” Pax lænede sig op af skabsdøren, hans plan endnu ikke fuldt eksekveret. ”Så hvordan gør du det? Jeg så hånden på gulvet. Det må være magi, så meget kan jeg regne ud, men hvordan? Har du nogensinde overvejet, hvad du kunne blive til? Hvilket potentiale din evne giver dig?” 

 Det var tydeligt at manden ikke troede på hvad Ergin havde sagt, og det var nok også det smarteste valg. Ergin troede heller ikke selv på det. Måske han ville lade tyvekosterne blive, men så snart han havde muligheden for at komme væk, så ville han tage den, uden at vise hvordan armene fungerede. Han skulle bare væk, før han blev trængt op i en krog. 

 Ergin nåede dog ikke at komme nogen vegne. Før han vidste af det lød der et kraftigt bank mod skabet, og det hele rystede. Ergin trådte forskrækket tilbage i skabet og stivnede. Der var næsten ingen afstand mellem dem nu, og det fik Ergin til at krympe sig lidt. Også selvom han ikke kunne se manden. Han vidste han  var der, og det var mere end rigeligt. Også selvom Ergin ikke vidste hvordan manden ude på den anden side af skabet så ud. Selvom han kunne være mindre, og svagere end ham. 
 Der gik dog ikke mere end et par sekunder før Ergin havde taget sig sammen igen, og forsøgte at puste sig lidt op. Det gjorde selvfølgelig ikke den store forskel, for manden kunne ikke se ham, men det hjalp da til at Ergin ikke følte sig helt så presset. Han lyttede til det manden fortalte, og kunne ikke holde et lettere tilfreds fnys tilbage. Der var da noget ganske tilfredsstillende over at vide at folk snakkede om ham i krogene, selvom han prøvede ikke at tiltrække sig for meget omtale, og forlade byen der rygterne om en tyv uden arme floreret for meget. Der var trods alt en grænse for hvor mange mænd, med langt lyst hår, der gik rundt uden arme. 
 " Jeg er allerede alt jeg behøver at være..  " kommenterede han. Han havde ikke brug for mere end han allerede havde. Han var ganske godt tilfreds med sit liv som tyv. Der var sjældent nogen der mistænkte ham uden arme, som tyveknægten. Plus, det var bare meget nemmere med armene der kunne dukke op, hvor end han ville have det. 
 " Og jeg kan da godt vise dig, hvordan det virker! " sagde han så, med et stort smil på læberne. Selvom Ergin ikke kunne se ud, var det jo tydeligt at manden stod lige op af skabslågen. Det burde derfor være nemt for hænderne at finde manden ben. De dukkede derfor op fra gulvet, lige ude foran skabet, og hurtigt viftede de rundt, så de kunne lokalisere mandens ben. De greb fat så langt oppe af bukserne de kunne, inden de, i et hurtigt og hårdt trak, hev bukserne så langt ned de kunne komme til, inden de forsvandt ned i gulvet, lige så pludseligt som de var opstået.

Pax rystede påtaget på hovedet, til trods for at den ukendte mand ikke kunne se det. ”Selvfølgelig er du ikke det”, svarede bande-lederen prompte og med alverdens løfter snoet om den lette tone. 

”Overvej det potentiale du kunne udfylde, hvis du rendte med de rigtige – tænk på anerkendelsen og respekten fra dine ligestillede! Du kunne stige i graderne, som smør smelter på et nybagt brød. Ingen konkurrence fra andre, der ligner dig. Ingen ville turde at sætte sig imod tyven uden arme. Ingen ville kunne udarbejde de samme slags kup”, fortsatte Pax, tydeligvis dybt motiveret på egne vegne med den idé, som meldte sin ankomst. At have en mand som denne i skabet i sit fællesskab – det var ganske enkelt en formidabel mulighed! 

Straks efter mærkede Pax insisterende hænder, der rev og sled i hans bukser, hvis snor var tynd og nedslidt. Så snart de var nede over hofterne, lo Pax højt; et grin der var tomt for humor og falsk helt ind i kernen. ”Ser man det”, sagde Pax, i det han med den ene hånd hvilende mod skabslågen, lænede sig forover og trak sine tynde linneds-bukser tilbage på plads.
”Jeg svinger ikke til den side, mate, men smigret er jeg naturligvis!”, tilføjede Pax i en hurtig vending, hvorefter han med al sin resterende kraft sprang væk fra skabet – atter med kniven frem foran sig. En så ukarakteristisk vrede havde meldt sin ankomst og fik Pax's hjerte til at banke tungt. 

”Og kom så ud, din kujon. Lad os ordne det her, inden vi får tilskuer!”

 Det irriterede Ergin at den fremmede mand tillod sig at ville bestemme hvordan Ergin havde det, og det fik ham til at skære en grimasse inden han let fnøs over det. De kendte ikke hinanden, så han havde ingen ret til at skulle blande sig i Ergin liv eller affære! Alligevel var der da noget indbydende og interessant over ideen. Hvem ville ikke elske at have den magt over andre? Men Ergin vidste at det aldrig ville kunne lade  sig gøre for ham. Der var jo en grund til han stadig stod i skabet. At han ikke var kommet ud med det samme, og kæmpet sig ud at huset, før der kom flere. Ergin kommenterede derfor heller ikke på det. Hvad skulle han sige? Det kommer ikke til at ske, jeg kan ikke se mænd i øjnene.. Nej det ville jo ikke gå.. Det ville han aldrig indrømme over for nogen, selvom det var sandheden. 

 Latteren på den anden side af skabet, fik Ergin til at smile tilfreds. Selvom han ikke kunne se hvad der skete, lød det til at det var lykkedes ham at hive mandens bukser af. Han klukkede lavt og tilfreds for sig lidt. Ergin skulle til at smide en kommentar i manden retning, da han fornemmede at manden sprang væk fra skabet. Det et var Ergins klukken og tilfredse smil forsvundet, og blev erstattet med et mere anstrengt udtryk. 
 " Jeg troede ikke du svingede til den side..  " Svarede han flabet tilbage til at han skulle komme ud. Manden havde dog ret. Han håbede bare at manden stod langt nok væk, til at Ergin rent faktisk havde en chance for at stikke af. Og at der stadig gik et stykke tid inden der kom andre ind i huset.

 Men en dyb vejrtrækning kørte Ergin kort skuldrene rundt, rettede sig op, og puffede til skabslågen med den ene stump så han kunne træde frem og så til siden, så han stadig stod så langt væk fra manden han kunne. Han lod blikket søge lidt hen mod manden, men det nåede ikke ret meget længere end hans ben, før ubehaget voksede sig frem i Ergin. Havde han haft almindelige hænder havde han nok stået og knyttet dem.
 " Nåh.. Hvad vil du så? " selvsikkerheden og arrogancen der havde været i Ergins stemme mens han havde gemt sig i skabet var langt væk, og nu kunne der kun sporet usikkerhed og tilbageholdenhed i Ergins stemme. Han sank en klump og lod blikket søge lidt mod døren. Kunne han mon nå at komme væk, hvis han bare løb? Lod hænderne holde fast i manden ben så længe de kunne? 

Pax pustede ophidset men i det skyggemanden besvarede hans egen spøgefuldhed, måtte Pax le tomt igen. Den unge bande-leder lo ikke, som andre; langt snarere var det som om, at det var noget, Pax engang havde stiftet bekendtskab med, og nu gjorde sit bedste for at efterligne.
Ikke at Pax ikke kunne genkende en fornærmelse, når den blev præsenteret for ham på et sølvfad.

”Jeg har kun dine bedste interesser for øje. Jeg dømmer ikke – hver sin smag, du ved”, svarede bande-lederen, med mørkegrå øjne der slog gnister, i det skabslågen knirkende gik op. Hvad der trådte ud var et ukendt ansigt – men så absolut en, der måske netop godt kunne lide benhårde lår – og Pax tog manden i nærmere øjesyn.
Der var et eller andet galt, fastslog Pax hurtigt, men det var snarere per instinkt end en bevidst tanke. Oftest fandt andre mænd ikke noget problem med at kigge på hans arrede ansigt, selv hvis de vel og mærke vidste, at havet hvori de svømmede, pludselig og ud af ingen ting var blevet for dybt. Dette var noget ganske andet; til trods for mandens alder, krympede han sig og undgik Pax’s mørkegrå øjne. Han må være ældre end mig, tænkte Pax, grænsende til vantro.

”Lad nu være med at få nogle gode idéer. Lad os få en snak og så kan du liste af, med hvad end du har i sækken”, sagde Pax hurtigt, hvorefter han dog trodsigt nærmede sig døren; aldrig forlod hans blik manden, og aldrig syntes det at lykkes ham at få lov til at betragte ham ordentligt.

”Hvorfor teer du dig som en kuet hund?”. Ordene undslap Pax’s læber, før han i grunden nåede at stoppe dem. De brede øjenbryn skred en smule op i panden, for bramfriheden overraskede ham selv. ”Du har denne her magi – og du glor på et alment menneske, som om jeg er parat til at skære dine ben af eller de sølle rester af stumperne. Det ville næsten være komisk, havde det ikke været så…” Pax tav brat, i det han rystende på hovedet gav op på at finde frem til, ja, hvad end han mente. Noget så ukarakteristisk anede Pax det end ikke selv. Her stod en mand med en helt særlig magt – hvorfor, ved Zaladins rynkede løg, ikke udnytte den? 

 En vrede boblede op i Ergin, da det lød som om manden beskyldte Ergin for at være til mænd. Han bed tænderne hårdt sammen så det spændte hårdt op i kæben, og øjnene lynede som de så mod manden, uden rigtigt at kigge på ham. 
 " Jeg er ikke til mænd! " snerrede han vredt og sammenbidt af manden, med en høj stemme. Han skulle ved guderne ikke tro, at Ergin var til noget så vederstyggeligt! Ubehagelige minder væltede frem, og fik Ergin til at stå og ryste lidt. Blikket blev flytte ud til siden, og ligeså hurtigt som vreden var komme var den væk, og Ergin stod tilbage med et tomt og fjernt udtryk i øjnene, som havde nogen trykket på sluk knappen.

 Ergin blev hevet ud at dybet, da manden igen snakkede, og flyttede sig med ham, sørgede for at afstanden mellem dem var så stor som mulig. Jo større afstand der kom mellem dem, jo mindre tilbageholdende og ynkelig virkede Ergin også. Han bevægede sig ikke for hurtig, en pludselig bevægelse, og det kunne betyde manden sprang på ham, og han havde trods alt et våben.
 " Hvad med at jeg bare efterlader tasken, og så går jeg min vej, og vi kan begge to lade som om det her aldrig er sket? " Forslog Ergin med en lidt mere selvsikker tone. Afstanden mellem dem gjorde underværker for ham. Med de nu godt fire meters afstand mellem dem, stod Ergin meget mere rank, og kiggede ordentligt hen på manden. Det havde dog ikke gået forbi manden som Ergin havde være påvirket af hans nærvær, og det gik ham på. Han hadede at det var så tydeligt. Han fnøs irriteret.
 " Jeg ved ikke hvad du snakker om..  " bed han hurtigt efter ham. Det kom bestemt ikke manden ved, og hvis Ergin bare fik lov at gå, behøvede han slet ikke tænke yderligere over det! Det næste manden sagde fik følelserne til at boble frem i Ergin. Der var så mange, og han vidste ikke hvilke han skulle holde fast på, så han valgte at hægte sig fast på vreden. 
 " Det kommer ikke dig ved!  " Vrissede han med en tydelig aggression i stemmen, næsten inden manden var færdig med at snakke. Ergin spændte op i hele kroppen og brystkassede hævede og sænkede sig hurtigt med vejrtrækningen. Ordene ramte tydeligvis et ømt punkt, og Ergin vidste godt hvorfor. Det kom bare ikke manden ved. 
 Lige efter Ergin havde spyttet det sidste ord ud, dukkede hans arme op fra væggen, og gjorde nogle aggressive vift, der resulterede i en masse ting væltede ned fra en hylde. En smule forskrækket, og for ikke at blive ramt, trådte han til siden, og løftede beskyttende stumperne op foran hans ansigt. Han havde stadig ikke fået helt styr på at kontrollere armene, og han havde efterhånden erfaret at de også lidt havde deres egen personlighed. Armene forsvandt ind i væggen igen, efter deres lille udbrud på grund af Ergins følelser.

Pax’s mørkegrå øjne lå fortsat urokkeligt fæstnet på Skyggemanden. Noget rumsterede insisterende i bande-lederens tanker, men han kunne ikke fastholde det længe nok til, at se eller forstå hvad det præcis var. Det nagede ham, som Pax end ikke kunne huske, at noget havde naget ham før og med et kort nik, sagde han; ”nåh, ja, hvad ved jeg? Der er jo nogen, som spiller for det hold.” Tonen var ligeglad, men også dryppende af noget andet – noget vurderende eller tænksomt, som Pax trak sig væk fra manden og i stedet lænede sig op af murstensvæggen endnu engang.

Og der blev Pax stående, ubevægelig og urokkelig, som de magiske hænder atter dukkede op og rev værdigenstande ned fra alverdens overflader. Pax lod ikke sit blik falde på den tabte profit – og ej heller søgte de hænderne, der atter var forsvundet – men betragtede fortsat manden overfor sig. Pax vurderede, at det var hans blik, denne havde sværest ved at møde, som han krympede sig som en hund under det og med et næsten dovent suk, pakkede Pax kastekniven væk.
Tavsheden der fulgte var øredøvende efter tumulten, men Pax lod ikke til at bemærke det, som han fandt en lysende krystal fra en af de mange lommer på sin tætsiddende kappe, og satte den på plads i vinduespartiet. ”Nu bliver vi ikke forstyrret foreløbig”, meddelte Pax, hvorefter han vendte tilbage til sin plads tæt ved døren.

”Så, du kan ikke styre dem, når du bliver oprevet”, konkluderede Pax, uden at det i grunden lød som om, at han søgte bekræftelse på sin påstand. ”Og du vil bare gerne gå, uden profit, og lade som om, at det her aldrig var sket – men mate, det ved du jo godt, at jeg ikke kan tillade. Jeg har også visse… forventninger, jeg skal møde, forstår du”, fortsatte Pax, hvorefter han kastede sine hånd ud til siden i en ligeglad gestus.
”Hvis jeg lader alle og enhver bryde ind i mit territorium, så har jeg snart ikke noget at skulle beskytte. Det må du forstå”, forklarede han, hvorefter han lagde de tynde men muskuløse arme over kors. ”Du render ikke med nogle, gør du, vel? Du er en fri mand, alene og uden beskyttelse. Hvorfor har du valgt det sådan? Hvorfor er der ingen af de andre som har gjort krav på dig?”

 " Selvfølgelig kan jeg det! " Fnøs Ergin irriteret og så ud til siden. For det meste havde han styr på armene. Det var mest når han var lidt distraheret at hænderne vandrede på deres egne affærer. Det behøvede manden ikke at vide, og Ergin mumlede et næsten utydeligt det var med vilje jeg gjorde det. Derefter trak han lidt på skulderne og så tilbage på manden.
 " Ingen behøver vide at jeg har været her.. Jeg skal nok holde mig væk.. Du ved hvordan jeg ser ud, du kan nemt holde øje med jeg holder mig væk..  " han løftede det ene bryn. Det ville under alle omstændigheder være en dårlig handle for Ergin, så han ville gå derfra uden noget som helst, men han så ikke andre udveje. Han kunne ikke ligefrem slås sig ud.. 
 "  Så behøver du ikke tænke på dine.. Forventinger..  " Gentog Ergin og efterlignede manden håndgestus. Han var ærligtalt ligeglad med hvad grunde manden havde for ikke at lade ham gå. Hvis han kunne få lov til at gå, ved at snakke manden efter munden, gjorde han det da gerne. 

 Manden næste ord, fik Ergins blik til at flakke lidt væk, med et kort irriteret grimasse. En smule uroligt skiftede han vægten mellem benene lidt, og fnøs over ordene da han ikke vidste hvordan han ellers skulle reagere på den ubehage der voksede sig frem i ham. Der havde været en der engang havde gjort krav på ham. Måske ikke som manden ved døren tænkte på, men det ændrede ikke på at Ergin havde lyst til at blive gjort krav på, må nogen som helst måde. Stumperne mødte hinanden foran brystkassen, hvor de gned sig lidt mod hinanden. 
 " Jeg tilhører ikke nogen..  " Snerrede han lidt af manden og så tilbage på ham. Det faldt ikke Ergin ind, at det ikke rigtig var det manden havde ment, for det var de minder der flakkede for Ergins indre ved tankerne om at blive gjort krav på.
 " Jeg er min egen herre, og har ikke brug for andre.. Jeg klare med fint selv! " Den ene stump viftede kort afvisende mod manden, selvom det ikke virkede helt lige så godt som med en hånd.

Pax fnøs, grænsende til moret, hvorefter han rystede resolut på hovedet. ”Det hænger ikke sådan sammen og det ved du godt”, svarede han, næsten inden at Skyggemanden havde formået at svare ham.
”Du så krystallen. Du kan vel regne ud, hvad det betyder, ikke sandt? Jeg har lige gjort gutterne opmærksom på, at de ikke skal nærme sig huset. Tror du ikke, at de stiller spørgsmål, når jeg kommer ud?”, fortsatte Pax, der dog begyndte at føle, at han atter havde tag over situationen. ”Måske ikke direkte men i det skjulte. Måske de tilmed begynder at tro, at jeg har et særligt godt øje til dig og tænk hvilke rygter det ville skabe”, tilføjede han, hvorefter de mørkegrå øjne slog morede gnister – tilsyneladende ville denne mand undgå sådanne rygter, og hvis det ikke indbød til mere stikkeri, ja, hvad gjorde så?

Pax lod manden synke længere ned i fortvivlelsen, før han tilbød ham en redningskrans. ”Jeg snakkede ikke om at tilhøre nogen. Kun et kammeratskab, så du ikke behøver hoppe ind og ud af skabe, for at undgå konfrontationer eller en dolk i ryggen”, svarede han, om end en smule afmålt, som irriterede det ham at tale med en der ikke så fornuft.

Hvad Pax ikke ville give for at få manden til at erkende ham loyalitet. Hvilke muligheder…

 "  Det var forsøget værd...  " Ergin trak på skulderne, flyttede blikket over på krystallen som den kom på banen. Nysgerrigt blev det ene bryn løftet. Han havde godt lagt mærke til den, men ikke tænkt yderliger over hvad den gjorde, ud over det manden havde påpeget. Det havde bare ikke givet specielt meget mening for Ergin, men han var vel egentlig også ligeglad.
 "  Ja, dét var da også din egen fejl.. Jeg bad dig ikke gøre det..  " Ergin tvang sig til ikke at himle med øjnene. Han var egentlig nysgerrig på hvad krystallen gjorde, om den bare lyste og viste hvem end manden snakkede om, de skulle holde sig væk, eller om der var noget mere magisk over den. Han flyttede derfor blikket tilbage mod manden, uden at møde hans blik rigtigt.
 " Så hvad kan den? Lyse og sige her er jeg? " Det var tydeligt at Ergin ikke just var imponeret. Hvis det var den funktion kunne han jo lige så godt have tændt en lampe, eller sat en hvilken som helst anden ting op i vinduet. Kunne den noget andet, var det straks en anden sag. Som manden igen hentydede til uhumskheder mellem mænd, spændte Ergin igen op i kroppen og brummede irriteret. 

 Lige så hurtigt som spændingerne i kroppen var kommet, forsvandt de igen, som manden begyndte at snakke om kammeratskab. Ergin kunne ikke holde et fnys tilbage. Han lod blikket søge lidt væk, mens han rystede på hovedet. Selvom det lød indbydende var det ikke ligefrem noget Ergin var interesseret i. Der ville ikke være meget kammeratskab i at være stik-i-rend-dreng
 " Jeg har ikke brug for hjælp...  " mumlede Ergin irriteret. Det var hans egen fejl at han var blevet taget med hånden nede i kagedåsen. Han skulle ikke havde forsøgt sig med noget han ikke normalt gjorde. Han plejede aldrig at blive opdaget, når han hold sig til at stjæle fra folks lommer, eller tigge. Han havde ikke brug for andre til at passe på ham. Han gad ikke have andre til at passe på ham.

 I et forsøg på at finde sig en vej ud af den suppedas han havde fundet sig i, gled blikket undersøgende rundt i rummet. Manden stod jo foran døren, så den vej kunne han ikke komme, med mindre han kunne få manden til at flytte sig. Han puffede lidt til noget af det armene havde fået til at flyve rundt ved han lille udbrud tidligere. Han kunne ikke helt se hvad det var, på grund af det overvældende mørke der stadig befandt sig i rummet, der kun var lyst let op af måneskinnet.

Pax fnøs og himlede med de mørkegrå øjne. ”Ja, det er nogenlunde det, den siger”, svarede han, dog uden at gå nærmere i detaljer. Det var tydeligt for selv den blinde, at den unge mand overfor ham ikke genkendte gadebanders kodesprog, hvormed Pax vurderede, at Skyggemanden øjensynligt ikke nogensinde havde været aktivt medlem af en. Det gjorde hverken til eller fra – hvad Pax ikke ville give, for mandens ubøjelige loyalitet… 

Den gråhårede mand vidste dog, at vejen var lang – måske tilmed umulig for ham at gå på. Den fremmedes næste overvejende træk konsoliderede blot, Pax’s egen overbevisning og med et skuffet suk, aflagde han atter noget af afstanden mellem dem.
”Jeg kan se, at du er en sag for sig”, sagde han, tydeligvis med nederlag i stemmen. Ikke at Pax oprigtig følte den. Der var trods alt stadig et spinkelt håb, og hvis manden gik der fra med en fornemmelse af Pax var en god mand, ja, det ville ikke være en skidt start.

”Jeg er Pax”, præsenterede han sig, og som Pax sagde sit navn, faldt minderne af gadekrydset, han havde opkaldt sig selv efter, atter ind i hans erindring. Det gjorde det altid – billedet af den logrende, tynde hund. ”Lad mig se, hvad du har i sækken. Jeg er ligeglad med, om du så vader herfra med samtlige af delene, jeg skal blot sikre mig, at noget helt specielt bliver her i stedet – så, har du tænkt dig at være en god dreng eller skal vi gøre det på den besværlige måde? Selv er jeg altid fan af den nemme udgang, den nemme løsning.” Ordene der var fulgte var skam oprigtige nok – måske modsat Pax’s egentlig intention – og for en kort rum tid, gjorde Pax ikke andet end at betragte manden med korslagte arme. 

 Manden begyndte pludselig at træde tættere på, og Ergin forsøgte diskret at holde så stor en afstand mellem dem som muligt. Han troede i hvert fald selv det var diskret, men som frygten for at manden kom for tæt på, voksede sig større og større fordi Ergin ikke rigtig kunne holde den store afstand, jo tydeligere blev ubehagen i Ergin ansigt og hans kropsholdning. 
 " Selvfølgelig..  " Brummede Ergin lidt og holdt blikket over mod manden, for at sikre sig han pludselig ikke kom alt for tæt på. Ergin havde ikke andre end sig selv. Det havde han ikke haft i mange år. Så hvorfor skulle han bekymre sig om hvad andre sagde og tænkte om ham? Han tog hvad han ville have, og gjorde hvad han ville. Og det var der ikke nogen der skulle lave om på, hvis det stod til ham!

 Pax. Ergin løftede det ene øjenbryn ved navnet, og lod blikket glide lidt over manden foran sig, uden at det nogensinde fandt mandens øjne. Ergin havde godt hørt om en Pax når han luskede rundt på gaderne, men han havde regnet med en der var.. lidt større.. Manden så ikke ud til at være særligt meget højere end Ergin selv, og han var utroligt splejset. Ergin ville sagtens kunne vinde over ham i en slåskamp. I hvert fald styrkemæssigt. At han ikke ville turde sende et slag i hans retning, var en anden sag, men det ville tabe ham kampen, uanset hvor svag manden var. 
 Som begrebet god dreng blev slynget af sted ændrede Ergins udtryk sig til at frastødt. Han havde aldrig brudt sig om det udtryk, og han var kommet til at frastøde og hade det, efter manden havde fanget ham. Ergins krops spændte op og tænderne blev bidt hårdt sammen, ved tankerne om de ting han havde gjort for at være en god dreng. 
 
 Tasken med tyvekosterne blev viklet fri af Ergins krop, og smidt en smule aggressivt på gulvet, inden han en smule ligeglad sparkede den fra sig, over mod Pax, så han ikke selv behøvede at nærme sig ham. I stedet begyndte han at gå lidt rundt i rummet. Både for at skabe lidt mere afstand, men også for han var blevet lidt nysgerrigt over det Pax havde sagt. Noget helt specielt.. Måske var der alligevel noget mere værdifuldt blandt alle de uinteressante ting, og hvis Ergin nu kunne få det med sig, kunne alt det andet være ligeglad. Især hvis det ville irriterer Pax. 
 Spændingerne sad stadig i kroppen, men Ergin var stoppet med at bide tænderne sammen, mens han i stedet lod blikket glide lidt rundt, mens han langsomt skabet lidt mere afstand mellem ham selv og Pax igen. Da han nåede et sted, hvor han ikke kunne skabe mere plads mellem ham selv og Pax, lænede han sig lidt op af noget bordværk der stod op langs væggen, mens han betragtede Pax kigge tasken igen. Af og til søgte blikket rundt, i et forsøg på at finde hvad det var, Pax ikke ønskede Ergin tog med sig. 

Pax fnyste moret, i det Ergins blik faldt skeptisk henover hans skikkelse. Det var ikke uvant for den ranglede og arrede unge mand, at folk så skævt til ham i misbilligelse, så snart de lærte, hvem han var. Pax forstod dem tilmed godt – han var ikke større end alle andre og underernæret af de mange år som gadebarn, at han øjensynligt heller aldrig ville blive bredere. I det mindste var han høj af statur og forstod nu, at hans skikkelse var bedst, når det gjaldt hans… fagprofession.
”Hvis du for nogle gode idéer, må vi jo se, hvordan udfaldet bliver”, sagde Pax henkastet, hvorefter han blinkede overlegent til Skyggemanden.

Dernæst begyndte Pax at gennemrode lædersækken og han kunne hurtigt konstatere, at den ikke var nogle steder at finde. Det var måske for det bedste, blev Pax enig med sig selv om. Han tvivlede ikke på, at han nok skulle få genstanden igen, men det var bedre, at den aldrig forlod sit gemmested.
Da Pax dernæst gjorde sig færdig, smed han sækken hen til Ergins fødder. ”Du kan gå. Jeg er ligeglad med det der. Betragt det som en gave fra mig til dig”, sagde han nonchalant, hvorefter han vrikkede spøgefuldt med de brede øjenbryn. ”Jeg har tydeligvis et godt øje til di-”

Mere nåede Pax ikke at sige, før der lød et øredøvende brag.