Pax lod de mørkegrå øjne glide henover den faldefærdige bygning, hvor larmende rollinger rendte frem og tilbage over dørtærsklen, med indestængt iver malet henover deres udsultede ansigter. Det stirrende blik var hverken venligt eller ej, blot betragtende men for hver gang en af de legende børn syntes at bemærke hans mørke skikkelse, hvilende afslappet mod den modstående bygning, smilede Pax skævt og vinkede kortfattet.

13 minutter, konstaterede Pax eftertænksomt, og skødesløst smed han endnu en småsten fra skjulet i sin håndflade, så den kolliderede næsten lydløst med den brostensbelagte gade under ham. Den ukendte bestyrerinde havde endnu ikke vist sig, hvilket fortalte Pax, at børnene ikke omgående løb til hende med sladder – eller, at denne ukendte madam ikke forstod, hvad der præcis foregik udenfor opholdshuset. Uanset hvilket af de to formodninger, der skulle vise sig sandfærdig, var Pax nu positivt overrasket. Tilsyneladende ville rekrutteringsarbejdet blive nemmere end først antaget.
Endnu en sten trillede fra håndfladen og med dovne øjne tog Pax børnehjemmet i nærmere øjesyn. Det var ganske tydeligt, at bygningen havde set bedre dage men til trods for den konstatering, emmede der af liv både indenfor og ude på beskidte gade. Årsagen hertil var stadig ikke synlig for Pax selv, for der var ikke umiddelbart nogen grund til denne milde livsglæde hos børnehusets unge klientel, taget alt det grå og faldefærdige i betragtning.

Ikke at tankerne fik lov til at hvile bag den tilsnuskede pande, for snart efter stormede en mørkhåret kvinde ud af børnehusets hovedindgang. 16 minutter, tænkte Pax nøgtern, i det endnu en småsten ramte jorden nær hans slidte støvler. Mere end rigelig med tid.   

Det var svært at lave papirarbejde, når to småunger hang på hofterne og andre trak i hendes skørter. Det havde Ava hurtigt lært igennem de sidste 5 år. Problemet var bare, at som bestyrerinde på et børnehjem havde hun altid overvældende store mængder papir, der skulle underskrives: regninger skulle betales, varer bestilles, velgører takkes og fondmidler skulle søges. De ledige stunder blev brugt sammen med børnene, især på at opdrage dem – en absolut uoverkommelig opgave. Det var et utaknemmeligt arbejde, men det fyldte hende ikke desto mindre med glæde.

Netop nu sad hun ved skrivebordet og bestilte fire kasser løg, to kasser porer, fem sække kartofler og ti kilo mel. Hun sukkede dybt, da hun skrev beløbet nederst. De var i minus igen. Eftersom det var sidst på måneden, var pengene brugt op, og det betød at de måtte spise grød til aftensmad tre gange i den kommende uge.

Et lille smil tegnede sig på Avas trætte ansigt, da Tim haltede ind på kontoret. Hun hev op på skødet og strøg ham over det lyse hår. Idet han lænede sig ind mod hendes ører, hviskede han: ”Der står en mand ude på gaden og kigger på os. Alex siger, han vil kidnappe os.” Ava rynkede brynene. Hun satte Tim på hoften, og gik hen til vinduet. Tim havde fortalt sandheden. Der stod en mand på gaden, og betragtede børnene. Tanker fløj gennem Avas hoved, men det var først da hun rigtigt så ham an – askehvidt hår og adskillige ar i ansigtet – at hun forstod hvem det var!

Al farven forsvandt fra hendes ansigt. Ava var normal en tilforladelig og blid kvinde, men når det kom til hendes børn, fremkaldte beskytterinstinktet en blussende vrede. Hvis ikke deres fremtid stod på spil, havde hun tænkt sig om en ekstra gang, før hun valgte at stå ansigt til ansigt med en så berygtet bandeleder.

Ava satte Tim fra sig og strøg ned ad trappen. I forbifarten løsnede klædet sig om hendes sorte manke, så totterne fløj til alle sider. Hun løsrev sig hastigt fra børnene, der samlede sig omkring hende, og hastede over brostene. Som vidste de, at denne samtale galt de voksne, blev de stående tilbage og stirrede eller fortsatte deres leg.

Ava satte hænderne i siden. Hendes læber var en smal streg, og ordene blev hvislet: ”Jeg ved udmærket hvem De er, hr. Pax. Hvad har De at gøre her?” Han virkede langt mindre skræmmende, end hun havde antaget ud fra rygterne. Alligevel følte hun sig bange og vred, men fast besluttet på, at Pax ikke skulle slå sine kløer i hendes børn!

32 skridt, talte Pax dovent, og uden at de mørkegrå øjne veg fra kvindens stormende skikkelse, der styrede som en tsunami imod hans henslængte person. I grunden måtte bande-lederen erkende, at han fandt synet overraskende; kvinden med de rasende øjne var yngre, end Pax selv havde formodet og tilmed en køn en af slagsen.  En hurtig vurdering summerede hende til, ikke at være meget ældre – eller yngre – end Pax selv, men dertil sneg en anden tanke sig også ind bag den beskidte pande; hun går som en adelig. Hun går ikke, som om hun er opvokset på gaden.

Tanken slog rod, i det kvinden stoppede overfor ham og hendes isnende ord forlod hendes hjerteformede læber. Endnu en af de små sten faldt fra skjulet i Pax’s håndfladen og kolliderede med en af hans skosnuder, og Pax afsluttede sin optælling. 19 minutter. De mørkegrå øjne veg ikke fra kvindens egne, men de antog hverken et køligt eller indsmigrende udtryk og nærmest dovent, lod Pax dem glide henover hendes forarbejdede kjole.

”Er det dig, der er bestyrerinde?”, spurgte Pax, uinteresseret i det faktum, at han ikke havde besvaret kvindens eget spørgsmål til sig selv. Atter fæstnede de mørkegrå øjne sig i hendes, som han dovent lagde hovedet på sned, afventende. 

Ava og så ham an, mens hun ventede på et svar, som aldrig kom. Han var yngre og mere spinkel, end hun havde forventet af en bandeleder, hvilket betød, at det han manglede i erfaring og fysisk størrelse, måtte han opveje i intelligens. Der var noget foruroligende ved arrene og hans mørkegrå øjne. De var kolde, afmålte og forsøgte tydeligvis at læse hende. Han mindede Ava om en ung, forslået ulv, som havde kæmpet sig i spidsen af koglet, og hellere ville destruere alt, end at vige fra pladsen.
Hun stolede ikke på ham et eneste sekund.

Han var tilsyneladende ligeglad med formelhederne, så hun droppede den høflige tiltale. ”Ja, det er mig, Ava Stormbjerg. Hvad gør du her foran mit børnehjem? Du gør børnene bange,” sagde hun uroligt, selvom det kun var hende, der var bange. Børnene legede atter upåvirket på brostene og undveg hestekærrer og travle arbejdere.

Hun stirrede på ham med armene over kors og bad en stille bøn til Isari om beskyttelse. Mænd som Pax stod ikke tilbage for, at torturere og dræbe. Hendes blik gled uvilkårligt mod hans hænder – hvor meget usynligt blod sad der på dem?

Pax lagde hovedet på skred i modsat retning, som de mørkegrå øjne søgte de legende børn. Ganske spædt skred de brede øjenbryn længere op i panden, i hvad der bedst kunne beskrives som en forundret mimik. Ikke, at Pax oprigtigt følte denne milde forbløffelse og ligeså snart, den havde indfundet sig, ligeså snart forsvandt den også igen.
Den høje mand fandt det ikke nødvendigt at kommenterer på det åbenlyse; det gjorde Pax sjældent, for det var i sandhed meningsløst og ydermere var der en nagende fornemmelse, der fik det til at stikke forræderisk i hans brystkasse. Noget var ikke, som det så ud – og når det kom til et sådant fænomen, var Pax noget af en ekspert.

Bande-lederen lod endnu en sten falde fra håndfladen, i det de mørkegrå øjne atter landede på denne Ava.
”Ava. Ava Stormbjerg”, gentog han, nærmest eftertænksomt, og som smagte han på sammensætningen af bogstaverne. ”Er du i familie med Thomas Stormbjerg?”, spurgte Pax dernæst, i det hans blik blev mistroisk. ”Der er nu ikke mange med det efternavn. Eftersigende skal man ikke være stolt af det.”

Atter undveg Pax hendes spørgsmål, og det begyndte at frustrere hende. Da han greb fat i hendes opdigtede efternavn, flakkede hendes øjne ufrivilligt. ”Min familie er nordfra. Simple bønder. Du kender dem ikke.” Løgnen rev i brystet. Det var uværdigt at lyve, men det var endnu værre at den uvelkomne mand lærte sandheden om hendes fortid via navnet Adelsberg.

”Jeg har hørt vaskekonerne tale om dig,” sagde hun og kneb øjnene sammen. ”De siger, du er bandeleder, og at man skal holde sine børn langt væk fra dig. At du samler forældreløse børn op fra gaden, og rekrutterer dem til... til beskidt arbejde! Er det derfor, du står her?” Hun slog ud med armene mod børnene. ”For det får du ikke lov til.” Røde pletter bredte sig på hendes kinder, og hun stirrede indædt på ham med en kampberedthed der vidnede om et sjældent mod i den unge kvinde.

Snerten af et smil sneg sig ind i Pax’s mundvige og med et let skuldertræk affærdigede han situationen. Efter et langt liv på gaden kunne den unge mand aflæse de fleste – det var både en arbejdsskade men også livsnødvendigt – og aldrig havde hans instinkt fejlet ham. Pax kunne ikke forestille sig, at det måtte være tilfældet nu heller, men bande-lederen måtte også erkende, at det vakte en interesse der nemt kunne udvaskes. Der var andre og vigtigere ting at foretage sig.

Pax lod atter sine mørkegrå øjne fæstne sig på denne Ava Stormbjerg. Langsomt gled hans hoved atter på skred, næsten som overvejede han denne sladder. Det var nu ikke første gang, at han havde hørt lignende ord, men noget ved det bekymrede ham.
”Ulvens Flok er et fællesskab. Jeg ville med glæde præsenterer dig for mine… kammerater, men de er optaget andetsteds lige nu”, svarede Pax efter en kort tid med kun tavshed mellem dem. Tonen var henslængt, næsten doven, ligeså vel som den unge mands positur mod husmuren. ”Vi hjælper hinanden. Du ved jo selv, hvor mange der er uden andre og trænger til et sted at være”, fortsatte han, hvorefter Pax skubbede sig fri af den hvidkalkede væg og aflagde afstanden mellem dem. Til trods for højdeforskellen anstrengte Pax dog for at krympe sig. Han ville så nødig ty til vold eller trusler, nej langt nemmere var det med en god handel.

De brede øjenbryn løftede sig atter, i det han fugtede sin underlæbe langsomt med tungespidsen. ”Jeg har talt”, begyndte han med et påtaget suk. ”Du huser 20 børn men fodre næsten det dobbelte. Den sidste levering ankom for knap halvanden uge siden. Ti kilo mel, hvis jeg har ret? Tre sække kartofler men kun en kvart ko”, sagde han dernæst, dog uden at han oprigtig søgte svar. Pax vidste, at han havde ret – han nød at tælle. ”Kan det virkelig brødføde så mange rollinger?”

”Jeg har ingen interesse i at mænge mig med dit slags folk,” afviste hun prompte til invitationen om at møde hans bande, men da han trådte nærmere og aflagde afstanden mellem dem, fandt hun, at det krævede al hende styrke at blive stående og ikke vige tilbage som en kujon.

Hun hankede op i sig selv og løftede hagen i svag trods for at kunne se ham i de kolde grå øjne. Hendes hjerte bankede hurtigere. Arrene så frygtelig drabelige ud så tæt på. Tanken om at han havde holdt øje med dem i måske ugevis, gjorde hende kold om hele kroppen trods forårsvarmen i luften.

Ava havde på fornemmelsen, at det ikke nyttede noget at benægte sandheden. Pax var tydeligvis ikke dum. Og sandheden var, at Avas hjerte ofte var for blødt: børnehjemmet ville klare sig en smule bedre, hvis hun ikke brugte penge på at fodre de mange gadebørn, der havde deres egne, fattige familier. Men hvordan kunne hun afvise deres hule kinder og udmagrede kroppe? ”Vi har ikke råd til mere,” indrømmede hun dæmpet og kastede et blik på de legende børn. ”Men vi klarer os. Og hellere fattigdom end et liv med tyveri, prostitution og snigmord, som du kan tilbyde dem.” De sidste ord blev hvæset ud mellem læberne.

Pax ignorerede fornærmelsen med et dovent træk i mundvigen, hvorefter de mørkegrå øjne forlod bestyrerindens skikkelse og atter søgte de legende børns. De ru og arrede hænder fandt hinanden, hængende ned langs Pax’s tynde brystkasse og med et kortvarigt, kontant nik, sagde han; ”det var det, jeg tænkte.” Ordene var hverken synderligt afslørende eller indbydende, men blot konstaterende og dryppende af vished.

”Jeg har et forslag til dig”, lød det dernæst, i det Pax fandt frem til kvindens øjne igen med sine egne. ”Du kan give mig otte af dem. Hvem - det er op til dig. Jeg afkræver ingen særlig fysik eller alder”, fremlagde Pax nøgternt, velvidende at denne Ava Stormbjerg ville nægte ham hans forretningsforslag. Det var i grunden heller ikke fordi, at Pax var interesseret i at auktionere eller gøre så eksplicit en forretning, men snarere for at vurderer, hvor langt Ava var villig til at tage deres… lille udveksling. Der var megen nytte i viden i det sagte, men også i det som blev fortiet eller afvist. Specielt det sidstnævnte, tænkte Pax, som han rømmede sig efter en kortvarig kunstpause.

”Hvis du nu skulle anlægge et mere, ja, praktisk blik på børnehusets tilstand, så vil du se fordelene i mit tilbud. Desuden-”, afsluttede Pax med et påtaget suk, ”så ved du, at jeg får fingrene i dem alligevel. Det er kun et spørgsmål om hvornår. Hvorfor ikke selv vinde på det?”

Avas mørke bryn rynkede sig ved ordet ’forslag’. Hun vidste, at typer som Pax ikke indgik aftaler uden skjulte bagtanker, ofte med konsekvenser der først kom til syne når man sad i saksen, og hun vidste allerede inden han fremlagde det, at hun ville sige nej. Alligevel foragtede forslaget hende dybt.

”Du taler om dem, som om de er æbler på et marked,” prustede hun. ”De er børn med frygt og håb og drømme! Tror du virkelig, jeg kan eller vil give dem fra mig?” Da først han fortsatte, mærkede hun hjertet synke helt ned i fødderne, samtidig med, at et magtesløs vrede blussede frem, fordi hun vidste, han havde ret. Hvis Pax gav dem muligheden for at tjene penge, ville de ikke tøve et splitsekund.

”Du kan godt glemme det! Jeg vil ikke se dit ansigt her igen. Hvis mine børn fortæller noget om, at du har været i nærheden af vores børnehjem, vil jeg personligt melde dig til byvagterne.” Knap havde hun sagt ordene før hun indså, hvor tåbelige de var. For det første blev byvagterne sikkert allerede betalt godt af Pax’ bande for at se gennem fingrene med deres gerninger, og for det andet var byvagterne hamrende ligeglade med det fattige rakkerpak, der befandt sig på børnehjemmet. Hun følte sig dybt magtesløs og vred på denne fremmede mand, og hun stirrede trodsigt på ham med korslagte arme.

Pax vendte dovent blikket mod hende, som hendes vredesudbrød flød fra hende i en lind strøm. Så trak han lidt på den ene skulder og fugtede atter sin underlæbe med tungespidsen, næsten som overvejede han hendes afslag og som gjaldt det dernæst om, at finde frem til det, hun ikke kunne modstå. 

Netop som tanken havde fæstnet sit greb om ham, udfoldede idéen sig og med et lille, selvtilfredst smil i mundvigen, nikkede han. ”Nuvel. Men mon ikke, at vi ses igen, Stormbjerg”, sagde Pax, i det han trak den sorte hætte henover hovedet og det askegrå hår.
”Man ved jo aldrig, hvordan veje krydses og mødes i fremtiden.” Og med de ord, satte han pege- og mellemfinger mod panden i en hilsen og forsvandt ned langs den brostensbelagte gade med hastige, målrettede skridt.

Der var arbejde i vente. En masse arbejde.