Siddende på en bænk med en hånd begravet i den ene bukselomme havde Dain siddet i alt for lang tid. Han kastede hans lille brune pung op og ned i luften, og overvejede flere gange at gå indenfor. Der var da godt nok koldt heroppe, og hvorfor var han enlig også havnet her? Hans klæder kunne ikke helt holde så meget på varmen. Et dybt suk forlod hans læber, og han lod hans lyserød øjne glide rundt i omgivelserne. Han kunne dufte mad fra kroen, og kunne mærke hans mund lød i vand. Men det var ikke særlig anstændigt og elegant at løbe ind på kroen. Han sad og sukkede lidt mere, som hans pung fortsat blev kastet op og nedi luften. Der var nogle krystaller, rav stykker og han var lidt i tvivl om der faktisk også var nogle jade stykker. Han lod et kækt smil brede sig på hans ansigt som han fik øje på en kvinde der stod alene ved kroens indgang. Dain rejste sig fra bænken, som han så hans store chance for at bruge hans charme og muligvis også fyre nogle scorereplikker af. Så dårlige de kunne blive, jo bedre, og som han nærmede sig hende hørte han noget der lød bekendt. Han lænede sig lidt til den ene side ad døren til kroen for at lytte efter"Har de set det nyeste medlem af de Pompadour familien"lød en kvindelig stemme, hvor at Dain skød begge øjenbryn op i panden. 

Nyt medlem? Han havde godt nok hørt om den adelige familie, og var nød til at høre lidt mere. Så han prøvede at læne sig lidt mere til den ene side for at se, om det ikke kunne hjælpe på at høre lidt mere om denne de Pompadour familie. Dog havde han glemt kvinden han skulle charmere og i samme øjeblik som han vendte sig imod hende gled han i noget, han ikke var sikker på hvad var. Han ømmede sig og tog sig til hovedet. Men i stedenfor at jamre for meget over hans stolthed kiggede han op på kvinden, og blinkede til hende som han satte sig halvt op kastede et charmerende blik på hende"Gjorde det ondt da du faldt fra himlen, for du er ligeså smuk som en engel"røg den første scorepilk afsted. Som Dain holdte blikket på hende, og efter få sekunder grinede kvinden som hun gik hendes vej. Dain sukkede opgivende, men rejste sig så op. I hans øjne var det hendes tab, og han lænede sig op ad muren ved siden af døren til kroen. Han kastede pungen op og ned i luften igen"Nyt medlem...Hvad"mumlede han som han kiggede rundt. Han lod den frie hånd glide op og ned over hans arm bare for at prøve at holde på varmen.

Lucy havde fået lov af sin kære fader, til at tage en tur ned imod byen, hvis hun blot lovede at være varsom, han så stadig på hende som var hun blot den fineste lille skrøbelige blomst, som han fornægtede at der lå en anden side skjult i hende, en side der gjorde det svært for dem at holde på hendes barnepiger og også hendes læremestre måtte med jævne mellemrum skiftes ud, når det valgte at flygte fra palæet. Hun førte sig frem med en rank holdning og det søde uskyldige smil omkring hendes læber. Klædt i en af hendes finere kjoler med det store skørt, hendes skindjakke af den fineste kvalitet man kunne opstøve, skinnende og helt velplejet, det samme kunne siges om hendes hue og de store luffer, der beskyttede hendes lille figur fra den bidende kulde heroppe nord på. 

For en gang skyld, var hendes hår ikke sirligt opsat, men hang velfriseret ned omkring hendes skuldre, trods den milde vind legede med det, som hun gik ned igennem byen. De store lyse øjne, der holdt øje med hver en detalje hun kom forbi, hun vidste bedre end at løbe og te sig som et barn, når hun fik lov at bevæge sig afsted, især fordi hun havde rystet sin tjenstepige af sig, eller nærmere overtalt hende med sine evner til at løbe tilbage igen, Lucy forstod ikke hvorfor, for hun havde ikke selv opfattelsen af at have været så hård ved hende, hun nød blot freden til selv at udforske byen. Trods hendes unge alder, var hun ikke spor bange af sig, for når hun kom ned til byen fik hun rigtig chancen for at suge alles tanker og hemmeligheder til sig, omend hun valgte at holde afstand når det blev for meget for hende. Hun havde endnu ikke lært at lukke af for andres tanker.

Da hun nåede ned til kroen, bed hun mærke en fremmede ung dreng, som bestemt ikke lignede en fra egnen. Hun havde set hans lille fald, og en ungdommelig barne latter havde sluppet over hendes læber, inden hun uden tøven bevægede sig over imod ham. Hendes store runde øjne strålede og hendes lyse kinder havde fået den fineste rosa kulør af kulden, selvom hun ikke frøs det mindste. "Slog De dem?" spurgte hun ganske mildt, hendes stemme lige så sød som hendes fremtræden, som hun stod stille med hænderne over hinanden foran sig. Hun havde godt hørt hans tanker, og kvindernes men hun valgte at lade som ingen ting, smilte blot sødt til ham.

Lyden af en stemme fik Dain til at lade hans blik falde på pigen med de strålende øjne. Han betragtede hende lidt, for at få et nærmere blik af hvordan hun så ud. Hende havde han da ikke set før, gad vide hvem hun var. Han kastede pungen lidt op og ned i luften før han stoppede, og sendte pigen et selvsikkert smil før han skød brystet frem. Om han var okay? Hvorfor skulle han ikke være det?, at kvinden han prøvede at charmere sig ind på var gået som var han en pose kartofler, og efterladt ham med en stolthed der havde dalet ned til jorden. Han sukkede dybt, som han løftede en hånd op til hans hår for at rette lidt på det. Kort blev hans lyserøde øjne fanget af pigens runde øjne.

Med brystet skubbet lidt frem, og ryggen ret lagde han hovedet på skrå. Han lagde pungen ned i den ene bukselomme. Hvorfor var han uheldig med damerne? Hvem kunne ikke lide et kækt smil og nogle dårlige scorereplikker. Han prøvede at ryste tankerne ud ad hovedet som han lod hans øjne hvile sig på pigen igen. Ud fra hendes udseende kunne hun godt ligne en adelig, men han var slet ikke sikker endnu. Han lænede sig ind imod hende og sendte hende et bredt selvsikkert smil"Nej det gjorde jeg ikke, det var kun min stolhed jeg slog"sagde han og lod hans blik glide ned over hende. Han vidste ikke hvad denne pige ville, og hvem hun var. Men hendes øjne var dragende, og svært at kigge væk fra. Dain sukkede han havde da slet ikke tid til at stå her og sludre med denne pige, der var jo damer at charmere sig ind på, og desuden var han begyndt at blive lidt små sulten også.

Han drejede lidt rundt, så han stod med ryggen til pigen, og gav hende et tegn med fingrene som at han sagde farvel til hende. Han gik langsomt imod indgangen til kroen men da han hørte nogle stemmer tale om de Pompadour familie og begyndte at beskrive hvordan det nye medlem så ud spærrede han øjnene op. Han havde lyst til at banke hans hoved ind i den nærmest mur men han lod være. Han skulle opføre sig høfligt, og elegant. Han var lidt håbløs men sådan var det jo, han drejede rundt og hurtigt fik udenfor igen. Kulden ramte ham pludselig hårdt og han gik tættere på pigen"Jeg beklager for min opførsel og upassende ord"sagde han høfligt og lagde en arm ind foran has bryst for at bukke lidt forover imod hende. Så denne pige var det nyeste medlem af den adelige familie, og han havde bare set hende som en normal pige. Han skammede sig måske en lille smule, hvis ikke meget"Kan de tage imod en undskyldning fra hjertet"spurgte han som han rettede sig op og lod hans øjne hvile sig på hendes ansigt. 

Lucy betragtede drengen foran sig, med stor interesse. Hans varme hudfarve, var et tydeligt tegn på han ikke stammede fra Norden som hende selv, hendes egen hud var lys som sneen, urørt af solens bagende stråler. Der gik så mange tanker igennem hendes hoved, men med årene var hun blevet god til at skjule sin evne for andre, da hendes ansigt ikke afslørede morskaben eller fornærmelserne over de ting hun måtte erfarer fra andre, men hun kunne ikke undgå at bemærke hans lyserøde øjne, det var et nyt syn for hende, og hun var lige ved at træde et skridt nærmere for at se ham bedre an, han kom hende dog i forkøbet og trådte selv nærmere for at inspirere hende.

En klukkende latter slap over hendes læber, inden hun lagde hovedet ganske let på skrå, en bevægelse som satte gang i de lange brune lokker, så de let svajede i luften, før de fandt til ro imod den varme skindpels hun havde på. "Jeg er sikker på De snart vil have glemt det.." lød det mildt fra hende, for hun kunne godt fornemme hvor hans tanker lå henne, en der forsøgte at charmere alle damer, han ville ikke lade sig slå ud så let, det var hun slet ikke i tvivl om. Hun var dog lettet over han havde valgt at pakke sin pose med krystaller væk, den bevægelse med at kaste den op, igen og igen, havde været så lokkende at drille ham med, men hun måtte holde sig selv stramt i nakken, for han var mere spændende, end at hun blot kunne lade ham fordufte for hurtigt, hun måtte se hvorhen hun kunne presse ham. 

Hun var da også ganske rolig, som hun kunne høre hans tanker kredse om mad. For selvom de ikke stod helt tæt på kroen, kunne hun fornemme de mange tanker derinde, snakken gik atter omkring hende, og hun vidste at han inden hun gjorde sig bemærket, havde været pirret af tanke om denne mystiske pige. Hun fulgte ham med blikket som han trådte væk, smilet bredte sig næsten kun mere om hendes læber. "Farvel...." lo hun fornøjet efter ham, som var hun blot en pige som så mange andre, uden bekymring i sjælen, en af dem som havde levet et liv endnu uden nogen ulykker til at forandre dem fra en uskyldig sjæl. Hendes øjne pressede sig dog ganske let sammen som døren lukkede sig bag ham, inden hun trak vejret dybt, da hun opfangede hans tanke, han havde indset hvem hun var, vendte hun sig ganske roligt rundt, der var ingen grund til at virke som det uhyggelige barn, så heller spille lidt kostbar, som hun havde nøjes med kun at træde nogle enkle skridt væk fra kroen, så det skulle ligne hun var på vej videre da han kom ud. Hun stoppede ganske let op, så sig hen over skulderen imod ham med et varmt smil om læberne der nåede helt op til øjne. 

Da han begyndte at tale, vendte hun sig roligt op imod ham, som han bukkede for hende. Hun måtte huske sine maner, så hun satte roligt den højre fod lige bag den venstre inden hun yndefuldt nejede for ham. "De er allerede tilgivet, mit navn er Lucy de Pompadour, og hvem er De?" spurgte hun, som hun forsøgte at dæmpe den ungdommelige glæde der susede i hendes krop. 

Et øjenbryn blev skubbet op i panden på ham ved hendes ord om at han sikkert ville glemme det. Hvad filan var det for noget, han blev en smule nysgerrig over de ord. Dog som denne meget kønne pige begyndte at tale lyttede han imens han lod øjenbrynet falde på plads på ansigtet igen. Som hun nejede for ham sendte han hende et bredt smil, så hun var ligeså høflig som han var. Men hvorfor skulle hun ikke være det når hun var en de Pompadour. Han havde rettet sig op, men var allerede fristet til at læne sig ind imod hende, men det kunne han ikke. Hun var meget mindre end hvad han var, så han valgte derfor at bukke sig lidt forover med en arm ind foran hans mave bare for at bukke sig lidt for hende igen, og han rettede sig derefter op igen. Brystet skød han frem, og rettede ryggen hvorefter han placerede en hånd i siden"Dain Nad'Jim Kazimi i egen skønne person"lød det en smule kækt fra ham, som han lod en pegefingeren prikke ham ind i brystet. 

Da hun sagde at han var tilgivet lod han den frie hånd glide igennem hans hår en smule, og han lod hans øjne hvile sig på hende. De øjne fangede ham nærmest hele tiden, og det var da godt nok irriterende. Men hvad ville hans far ikke sige hvis han fornærmede eller havde en uanstændig opførsel overfor en adelig fra de Pompadour familie. Han fjernede fingeren fra hans bryst og tog en dyb indånding, han måtte vel hellere opføre sig bare lidt pænt når han var i selskab af andre adelige. Imellem ham og hans bror var det nok Darkhan der var bedst til det. Dog kunne Dain godt finde ud ad det, at han til tider ikke gad var en mindre detalje. Han var en ballademager, og en bandit, og det ville han nok altid være. Han lod det brede smil brede sig, og han bøjede sig lidt i benene så han var i øjenhøjde med denne pige. Han rakte en hånd ud imod hendes hendes, og plantede et kys på hendes håndryg"Det er mig en ære at møde dem Lucy de Pompadour"lød det elegant og høfligt fra hans mund, hvorefter han gav slip på hendes hånd men ikke rettede sig op.

Hans lyserøde øjne var blevet fanget af hendes runde flotte øjne igen. Han lagde hovedet på skrå, og løftede en hånd op til hans kind, hvor han kløede sig i den med nogle fingre. Et undrende udtryk bredte sig over hans ansigt som han sad på huk og kiggede på denne pige. Hun så ud til at holde bedre på kulden end ham, og han skjulte det ellers meget godt, at han enlig frøs meget"Hvis jeg kan tillade mig at spørge, hvor har de deres øjenfarve fra"spurgte han en smule undrende som han pludselig blev nysgerrig og nærmest stirrede på hende mere og mere. Da netop dét gik op for ham kiggede han væk fra hende, men der gik ikke lang tid før hans blik faldt tilbage på hende.

Lucy fulgte drengen med blikket, hun kunne ikke erindre noget om at de skulle have besøg af andre adelige, var det noget de havde formået at fortie for hende. En svag utilfredshed ulmede dybt i hende, for hun brød sig virkelig ikke om at blive overrasket, men det skete heldigvis også sjældent uanset hvor meget hendes forældre havde forsøgt at overraske hende nogle gange. Drengens tilstedeværelse, fik hende dog til at skubbe det i baggrunden, det var et familieanliggende og ikke noget han skulle overvære.

En klukkende latter lød fra hende, med et drilsk glimt i øjne. "Skønne?" Hendes blik vandrede ganske let over ham, men da han tog hendes hånd og placerede et kys på hendes håndryg, så hun for en stund oprigtigt overrasket ud, som en rødmen svagt steg op i hendes kinder. Det var ikke noget hun havde oplevet ofte før, men hun havde tit set de voksne gøre det og havde missundt dem for det, og nu. Hun kunne ikke lade være med at blive smigret. "Vil De ikke med hen og gynge?" spurgte hun med sit mest strålende smil, i håbet om han ville være lige så let påvirkelig som hendes kære brødre var det. Hun foldede hænderne foran sig, som hun igen trådte et skridt tættere på ham som han stod foroverbøjet, hendes blik gled over hans ansigt men stoppede ved hans øjne, de var specielle det måtte hun give ham, hun havde aldrig set nogen lignende. 

Hun måtte bide sig i kinderne for ikke at le, som han kommenterede på hendes øjenfarve, når det var hende som var så betaget af hans. "Min mormor.. Men hvad med Deres, de er så utrolige..." lød hendes milde stemme, som hun let blinkede lidt med øjenvipperne efter ham. 

Hendes spørgsmål fik ham til at overveje om han havde lyst til det, men da han kunne se hvor sød hun stod og så ud kunne han da umuligt takke nej. Så han gav hende et nik med hovedet, og begyndte at gå hen imod gyngerne sammen med hende. Han holdte hans tempo i hendes så han ikke pludselig var langt væk, og han måtte gå forsigtigt for tænk nu hvis han skulle falde igen. Det ville ikke se så elegant ud, han var jo nød til at have lidt stil når han var i selskab med en yndig og ganske veltalende ung prinsesse. 

"Jeg kan umuligt takke nej til en så fin invitation"sagde han og kort bukkede en smule forover som han viste tegn på at han var beæret over at hun spurgte ham om han ville med. Han havde da heller ikke tænkt sig at lade hende gå derhen alene, som mand var han nød til at tilbyde hans selskab til de adelige piger, og kvinder. Dain var da også tæt på at tilbyde hans arm som hun kunne holde ved imens de gik hen til gyngerne, men det så ud til at hun havde dem gemt lidt væk foran sig. Som de nærmede sig gyngerne kiggede han på hende, og sendte hende et bredt smil"Deres øjne er i sandheden skønne"lød det charmerende fra ham, som han bøjede sig en smule ned i knæene så de var i øjenhøjde.

Han rakte en hånd ud imod hendes hår, og lod kort nogle af fingrene røre ved det. Han lod nogle hårtotter glide imellem hans fingre, før han tog hånden til sig. Han havde lagt mærke til hendes røde kinder før, og lagde hovedet på skrå som han kort kiggede væk fra hende. Hans blik faldt på gyngerne, og han studerede dem lidt. Hvorfor fik han på fornemmelsen af at han var nød til at sørge for at der ikke skete hende noget på de gynger, tænk hvis der skete hende noget. Han gispede lidt ved tanken om, at hendes familie sikkert ville komme efter ham, og det brød han sig ikke om. Han måtte være en mand og sørge for at holde øje med hende, så der ikke skete hende noget. Han rettede sig op, og skød brystet en smule frem som han kørte en hånd igennem hans hår"En pigmentfejl, så jeg har desværre ikke samme øjne som min fader eller moder"svarede han og kiggede på hende med et lille suk. Dog som hun nævnte at de var utrolige sendte han hende et smil, og bøjede sig ned i knæene igen, for at se hende i øjnene. Han var glad for at høre at hun godt kunne lide hans øjne, det var ikke fordi han selv var ekstremt vilde med dem, men som hun havde komplimenteret dem hjalp det da en smule på de tlille had han havde til hans øjne, og han holdte så blikket på hendes øjne"Ikke ligeså utrolige som deres øjne er"sagde han en smule charmerende med et kækt glimt i øjet.

Lucy havde svært ved at tøjle sin begejstring, ikke kun fordi at han ville gøre hende selskab, men bestemt også over hendes charme havde virket, hun havde fået sin vilje uden at skulle arbejde ret meget for det. En opvækst alene uden sine ældre søskende, havde gjort hende frygtelig forkælet og vant til at få sin vilje, hvad alt angik. Da han satte i bevægelse, fulgte hun ham ganske roligt med en rank stolt holdning i kroppen, over imod gyngerne. Måske hun lige frem kunne få ham til at gynge sig? "Det glæder mig virkelig meget.." svarede hun med et strålende smil, som hun stoppede foran det ene af gyngerne og vendte sig imod fyrstesønnen Dain. 

Hun kunne ikke lade være med at smile lidt over ham, han var uden tvivl yderst galant, men han måtte være usikker på benene, så forsigtigt det så ud til han havde bevæget sig på vejen imod gyngerne. Hun slog let blikket ned på hans fodtøj, som afslørede en del af årsagen. Det undrede hende egentligt hvorfor han ikke var blevet klædt bedre på til vejret i norden. Da de var stoppet og han bukkede sig ned i hendes øjenhøjde bredte hendes smil sig om læberne, ved hans ord blev smilet næsten kun større. Hun elskede komplimenter og kunne ikke få nok af dem, det var tæt på hun havde opfordret ham til at fortsætte, men hun fik stoppet sig selv. "Nu smigre De mig..." lo hun mildt, som hun nød hans opmærksomhed, hendes blik fulgte da også hans hånd som den kom nærmere for at stryge over hendes silkeglatte hår, der var børstet næsten helt blankt og fint. 

Hun drejede let på stedet, så håret dansede omkring hende, inden hun gik over foran den ene gynge, og lod begge hænder stryge over hendes bagdel for at lægge skindjakken og dermed også skørtet fra den fine kjole helt rigtigt inden hun satte sig ned på det massive bræt der udgjorde gyngens sæde. Hun lagde hænderne om metalkæderne som holdt gyngen op, inden hun vendte sit bedårende blik imod ham. Opmuntrende til at han skulle skubbe hende. "Det gør Dem kun mere mindeværdig.." lød det fra hende med et lokkende smil, inden hun satte sig helt godt til rette, helt rolig om hendes list nok skulle virke på ham. Fordelen ved at vokse op næsten som enebarn, var at man lærte alle tricksene i bøgerne, og man havde masser af tid til at tage ved lære af alle, og når man kunne høre tankerne på alle i nærheden, det gav mange saftige detaljer om alt.

Ja hvis bare han havde været lidt mere fornuftig og taget bedre fodtøj på, og noget varmere tøj så havde kulden ikke været så slem. Men så fornuftig havde Dain ikke været, så han var nød til at varme sig selv med armene, men lige nu handlede det dog ikke om hans mindre elegante måde at varme sig selv på. Nej det handlede om at gynge sammen med denne flotte og charmerende prinsesse. Da hun gjorde tegn til at han skulle skubbe hende gav han et nik, og gik hen bagved gyngen. Der var ikke andre på gyngerne, der sad hvist kun Lucy, og han gav hende et blidt skub som han kunne få hende igang, for hun ville sikkert hjælpe sig selv med resten. Så gik hen til gyngen ved siden af hende, imens han lige sørgede for at undgå at blive ramt af en røv eller fod eller andet.

Han havde ikke prøvet at blive ramt af en gynge, men det kunne sikkert gøre utrolig ondt"Jeg er ganske ærlig med mine ord" sagde han med et smil som hans øjne hvilede sig på hende. Han fik så sat sig op på gyngen. Han satte sig selv igang, som han havde taget fat rundt om kæderne der holdte gyngen. Havde det ikke været alt for lang tid siden at han havde gynget? Havde han enlig haft glæden ved at gynge?? Den ene tvivl blev efterfulgt af den anden og han lod hans blik vende ligefrem så han kunne se i samme retning som han gyngede. Dog kunne han ikke helt lade være med at skæve hen til den flotte prinsesse ved siden af ham. Lucy var så elegant, også selvom hun var igang med at synge, hvorfor havde han bare en skjult tanke om at denne elegante og høflige pige kunne være djævlen selv?  Han måtte ryste tankerne ud ad hovedet, og bare nyde det der skete lige nu.

Som hun komplimenterende hans øjne drejede han hovedet hen imod hende, og betragtede hende som de begge to var igang med at svinge fra den ene side til den anden. Han prøvede selvfølgelig at gynge lidt højere med et selvsikkert smil på ansigtet"Så må vi begge to være ganske glade for vores øjne"grinede han som han blinkede hen til hende. 

Lucy kunne ikke lade være med at le, da den unge mand begyndte at gnubbe sine hænder over armen for at skabe lidt varme i hans krop, hun kunne ikke tilbyde ham noget lige nu, men måske hvis han forblev høflig hun ville invitere ham hjem til familiens palæ for at få varmen, hun kunne dog bare ikke slippe tanken om hvad han lavede i det kolde nord i den beklædning, hans tjenestefolk måtte virkelig havde fejlet i stor stil, og endnu mere hvorfor havde han tilladt dem at gøre præcis dette? Når hun tænkte på hvordan hun havde skældt sine egne tjenestefolk ud for meget mindre end dette.

Da han gav hende et lille skub for at komme igang, overvejede hun for en stund om hun skulle være som alle andre børn, selv at svinge gyngen videre, men hun var ikke som alle andre, hun var bedre, så meget bedre, så i stedet for at byde sin krop det arbejde, brugte hun istedet blot sin evne til at svinge gyngen ganske roligt frem og tilbage, det krævede ikke meget af hende at holde bevægelsen igen, så hun kunne let fokusere på Dain som han bevægede sig over til den anden gynge hvor han fik sig placeret. "Der er heller ikke grund til andet.." svarede hun muntert, mest fordi at hans tanker ikke ligefrem var skjult for hende, hvis han valgte at tale uanset ville hun vide det uanset hvad, så længe han var tæt nok på hende. Hun bed dog kæberne let sammen ved hans tanker omkring hende, hun så bestemt ikke sig selv som nogen djævel, men nogle ville nok alligevel give ham ret. "Hvad bringer Dem til Norvik?" spurgte hun nysgerrig, og lagde hovedet let på skrå som hun betragtede ham med et af sine mest vindende smil.

Hun vippede let med fødderne, for at holde illusionen i live om at hun selv holdt gyngen i bevægelse. Hun gjorde et lille nik med hovedet, efterfulgt af den varme barnlige latter, til hans kommentar om deres øjne, men hun måtte give ham ret, hvilken pige ville dog ikke elske øjne som hans, så farverige og spændende, næsten dragende. 

Med nogle mindre elegante bevægelser fik Dain skubbet sig mere og mere igang på gyngen, så han kunne en smule højere. Men han burde også sørge for ikke at gynge alt for højt, for det ville sikkert bider ham i røven når han mindst ventede det. Dog kunne han godt lide vinden i håret som han gyngede hurtigere end før, og udsigten var da heller ikke slem. Hans øjne nåede at fange flere nydelige damer, som han sendte et charmerende smil og et  kækt blink når de kiggede i hans retning. At det mest bare virkede til at de var ligeglad var blot en mindre detalje. Han ville bestemt ikke holde sig tilbage selvom han gyngede, og desuden havde han skam rigeligt af charme.

"Det er meget lang tid siden, at jeg har gynget men jeg nyder det bestemt meget i deres selskab Lucy"sagde han med en høflig stemme, som han også fik vendt opmærksomheden og fokus hen på hende. Hun var så flot at se på, og det så ikke ud til at der var fare for at der ville ske hende noget. Det gjorde ham glad, og var også en lettelse. Det eneste fare der nok ville være, var måske ham hvis han faldt ned fra gyngen eller andet. Men i det mindste glemte han kulden som han gyngede på fuld drøn, og nød udsigten fra højderne. 

Hendes spørgsmål fik ham til at være tæt på at gynge skævt som han var nød til, at tænke hvad han enlig lavede her. Han var helt sikker på at han havde en god grund da han ankom til stedet, men det var som om at synet af kvinden han havde prøvet at charmere sig ind på, og score havde taget hans grund til hvad han lavede her. Det var svært ikke at prøve at score kvinden med nogle dårlige scorereplikker, og lidt charme. Han sukkede over hvad svar han lige skulle give denne ganske nydelige pige ved siden af sig. Så han gyngede lidt mere, og denne gang var det da ikke skævt"Jeg vil være ærlig og sige at jeg har glemt grunden til, hvad jeg laver her da jeg mødte den smukke kvinde ved kroen"sagde han og sendte hende et skyldigt smil og løftede hurtigt en hånd op til hans nakke, hvor han kløede sig en smule. Dog var han hurtig til at tage fat rundt om kæderne der holdte gyngen igen"Men efter at have nogle kvinder snakke om et nyt medlem af de Pompadour familie, blev det pludselig mere spændende at være her"sagde han som han blinkede til hende og sendte hende et bredt smi 

Lucy var bestemt ikke glad for at skulle dele hans opmærksomhed, med byens andre kvinder, og utilfredsheden ulmede kun indeni over hans tanker om damerne, men hun måtte beherske sig. Han var fyrste søn, og hun vidste hvor utilfreds hendes fader ville blive, hvis han hørte om hun havde opført sig urimeligt overfor Dain. Hun vendte blikket væk, mens hun forsøgte at få sit temperament lidt mere under kontrol, men han gjorde det ikke let for hende, det ville være så let blot at bremse gyngen midt i et sving så han ville ryge af, især når han var så optaget af damerne. Hun prøvede at sige til sig selv igen og igen at hun ikke måtte, men da han alligevel vendte tilbage til hende, sank hun vejret let og sendte ham et strålende smil. 

"Man bliver aldrig for gammel, til gode minder i godt selskab, uanset hvad man så laver i minderne.." svarede hun let fornøjet, hun elskede selv at gynge, især når hun kunne pine tjenestepigerne til at stå en hel dag ude i kulden, blot for at skubbe hende, trods hun ingen problemer havde i at gynge sig selv blot ved brug af sin evne. Hun var heller ikke lige så vild som ham, men gyngede blot ganske roligt, så hendes hår kun svajede let omkring hende. "Men pas på De ikke falder af.." lo hun mildt, så havde hun da advaret ham imod hvad der kunne ske, så han ikke blot ville mistænke hende øjeblikket hvis hun mistede tålmodigheden med hans dame kiggeri.

Hun nikkede lidt til hans ord, men det var ganske tydeligt at se hun morede sig over lige den sætning. Hun vendte blikket lidt frem for sig mens hun tænkte over sit svar til ham. "Så De er blot en skørtejæger?" Den drillende tone var ikke til at tage fejl af, da hun drejede blikket over imod ham med et uskyldigt glimt i øjne. 

Imens Dain fortsat gyngede valgte han ikke at prøve at gynge højere, fordi han var bare mere og mere sikker på at det ville ende galt. Så han lod være, og bare gyngede i et normalt tempo et tempo der ikke var for højt eller for lavt men bare en ting imellem. Han sukkede lidt over damerne var gået, men hvad skulle han også kunne gøre når han gyngede i luften. Det var jo ikke fordi han lige kunne snakke med dem tydeligt fra luften, det ville nok blive lidt svært. Så han valgte bare at sukke over det, men rystede det så af ham da han hørte hendes stemme. Hans opmærksomhed vendte sig hen på hende, og han sendte hende et smil, hun havde da ret han havde bestemt ikke noget imod hendes gode selskab, det ville helt klart skabe gode minder.

"Jeg nyder deres selskab utrolig meget lige nu, og jeg er ikke faldet af gyngen så det er kun et godt tegn"sagde han med en venlig stemme som han gyngede videre imens han holdte blikket på hende lidt. Hun var en ganske smuk kvinde i hans øjne, også selvom hun var yngre end ham. Efter få minutter vendte han blikket væk fra hende, og kiggede rundt som han gyngede i luften, der var enlig en god nok udsigt, han kunne se mange ting, så mange ting han slet ikke havde kunne se fra jorden af. Selvom vinden rasede hen over hen i takt med at han ramte højderne så frøs han ikke nær så meget som havde han stået på jorden. Det var utrolig rart, han var sikker på at kulden kunne han godt holde ud som han gyngede, men stod han på jorden ville det være meget værre.

Hendes spørgsmål fik ham til at smile en smule mere, og han drejede hovedet lidt hen imod hende, sørgede fortsat for at holde sig gyngende imens hans øjne hvilede sig på hendes ansigt. Dain forstod godt hendes spørgsmål, og han kunne godt høre at hun drillede ham, men han kunne vælge at drille hende igen, eller svare ærligt"Det er jeg altid, kan man andet"drillede han imens han blinkede til hende. Han holdte og blikket fortsat på hende som han gyngede lidt videre, og lod smilet vokse sig en smule. Han kunne godt lide at drille hende, og han ville umuligt blive fornærmet over at hun drillede ham"Med en så smuk prinsesse som dem Lucy, burde jeg ikke kigge efter andre damer"lød det ham med en høflig og charmerende stemme, som han havde et glimt i øjet.

Lucy måtte indrømme hun virkelig havde svært ved at skulle dele hans opmærksomhed, havde det været hjemme i familiens palæ, at nogen havde opført sig sådan, ville der havde faldet brænde ned så snart vedkommende var væk og hun kunne hævne sig, men hun måtte ikke tænke sådan nu, hun måtte smile og gøre sin fader stolt, fordi hun også kunne styre sine impulser, at hun ikke var det monster tjenestefolkene nogle gange tænkte om hende. Og Dain havde en evne til altid at vende sin opmærksomhed imod hende, når det blev mest kritisk, for igen at dæmpe hende lunefulde tanker. 

Hun lo fornøjet over hans ord, inden hun gjorde et ganske lille nik med hovedet. "Det er sandt, det er De ikke..... endnu..." Den spøgefulde tone var ikke at tage fejl af, som hun blinkede muntert til ham. Med sine evner, bragte hun gyngen ganske let en smule højere op. Hun sad helt roligt uden at røre en muskel, men hænderne let placeret om kæderne der holdt gyngerne oppe. De knirkede svagt i hængslerne, en yderst irriterende høj tone, trods den kun kom engang imellem.

Som han svarede på hendes spørgsmål, måtte hun himle ganske let med øjne over ham inden hun rystede på hovedet, smilet forsvandt dog aldrig fra hende læber, for det var det eneste der holdt hende fra at surmule efter ham over kommentaren. Det irriterende hende næsten, hvor god han dog hele tiden var til at vende hendes humør fra en tikkende bombe, til faktisk at grine højt af en oprigtig glæde. "Dain dog... Nu smigre De mig..." lo hun mildt, inden hun vendte blikket væk fra ham. Man måtte jo forsøge at spille lidt kostbar, for en eller anden dag ville hun blive stor nok til at blive sendt til Dianthos for at studere, hendes liv ville ændre sig, og værst ville hun en dag blive tvunget i et ægteskab, så skulle hun more sig måtte hun ikke spilde et sekund af tiden, omend det nu var hyggeligt blot at sidde og gynge og grine. 

Han gyngede lidt mere, og lagde pludselig mærke til at hun gyngede højere end ham, det var jo næsten frygteligt. Han skulle da være højere oppe i luften end hende, så Dain prøvede at gynge lidt højere op, selvom han ikke burde. Han burde bare gynge helt normalt, men nej nej han hadede at føle at han tabte. Så han prøvede at læne si frem og tilbage for at øge farten, men det var bare som om at han ikke kunne gynge så højt som hende. Var det fordi han var højere end hende? Han vidste det virkelig ikke, men han prøvede flere forsøg på at gynge højere men det virkede ikke til at det ville hjælpe. Han sukkede en smule opgivende, og drejede blikket hen på Lucy igen, og han havde virkelig svært med at surmule en smule når han kunne se, hvordan hun smillede og hvordan hele hendes ansigt nærmest lyste op i samme takt med at hun smillede.

"Jeg fortæller dem kun sandheden"sagde han høfligt som han lod hans blik hvile sig en smule mere på hende. Som han efterhånden gyngede lidt mere med hende kunne han godt mærke, hvordan kulden pludselig bed til. Måske det var blevet tid til snart at gå indenfor, selvom han bare morede sig med at gynge sammen med hende. Hvem skulle have troet at han ville det at gynge så underholdende, måske det mest var fordi han aldrig gjorde sådan noget mere. Det var mest andre ting, det var ikke så meget det at gynge. Kulden begyndte at irritere ham, og han løftede en hånd op til hans ansigt for at fjerne noget af håret der var flagret ind i ansigtet på ham. Det var da godt nok irriterende, men han burde måske også have været fornuftig og taget varmere tøj på, men det var en detalje lige nu. Det var nok også et spørgsmål om tid før hans mave ville rumle, så han gyngede lidt mere og kiggede hen på hende, som han greb fat rundt om kæderne der holdte gyngen.

Dain betragtede Lucy, og han følte at hvis han skulle tabe i at gynge højest var han glad nok for at det var overfor hende. Selvom han ikke ville indrømme det, men hun var jo yngre end ham. Han kunne nok godt lade hende vinde"Min mave begynder nok snart at rumle meget højt"sagde han som han grinede lidt.

Det morede tydeligevis den unge pige, at se hvordan han kæmpede for at gynge højere end hende, især fordi hun vidste det aldrig ville kunne lade sig gøre, eftersom hun hele tiden bremsede hans gynge, tilpas meget til at han ikke formåede at komme højere op, uanset hans anstrengelser for det, trods det ikke engang lignede hun gjorde nogen indsats selv for at gynge højest. Nærmere tvært imod, som hun sad helt roligt på gyngen, let hvilende imod den ene jernkæde med blikket rettet imod ham. Det passede hende dog ganske glimrende at han havde lagt alle tanker om damerne fra sig, at han i stedet fokuserede på hendes selskab og ikke hvad han kunne få. Til sidst sprang hun dog af gyngen som den var på sit højeste, som hun faldt imod den frosne jord, stoppede hun ganske let, inden hun ramte den, hvorefter hun dalede lige så fint ned at stå med fronten imod ham og hænderne foldet foran sig. Hun havde gynget rigeligt nu, hun var begyndt at kede sig og ville lave noget andet, og det hellere nu end senere.

Hendes lange brune lokker, lå stadig lige så fint omkring hendes skuldre og bryst, trods hun lige var sprunget af et gynge, ganske højt oppe endda. "Lad mig høre mere om denne sandhed..." lo hun med en lokkende glød i sin stemme, inden hun lagde hovedet ganske let på skrå, med det mest charmerende smil hun kunne præstere for ham. Hun bed godt mærke i hans tanker om både sulten og kulden, men hun vidste ikke om hendes fader ville acceptere hvis hun færdes på kroen, end ikke i selskab med fyrste sønnen Dain. 

"Kommer De snart?" lo hun drillende efter ham, som hun måtte vente utålmodigt på at han kom af gyngen, hun kunne selvfølgelig hjælpe ham af den, men sæt det ville sætte en stopper for hendes morskab. Hun lod blikket vandre rundt, tydeligvis ikke helt begejstret for ventetiden, om han så kun havde brugt et enkelt sekund, var det for hende et sekund for meget, og alt derover helt uacceptabelt. 

Han smillede nærmest imponerende som hun var hoppet af gyngen og ikke var kommet til skade som han havde forstillet sig, og gættet. Men nej det så ikke ud til, at der var sket noget slemt så han kunne vel være ganske lettet over det. Han gav hende et nik og overvejede at række tunge til hende for at hun virkede så flabet som hun bare stod og så yndig ud imens hun ventede på ham. Dain lagde hovedet lidt på skrå og ventede til gyngen ikke var så højt oppe, før han hoppede af den. Han landte på benene men måtte rette sig lidt op, og stod og kiggede på hende. Så løftede han en hånd op imod hendes ansigt, og prikkede hende på panden"Sandhed, hvilken sandhed snakker de om"lød det ganske uskyldigt fra ham, som han blinkede til hende. 

Han drejede lidt rundt, så han stod med fronten rettet mod kroen, han var ikke lige sikker på hvordan det ville se ud hvis en fra kazimi familien og en fra de pompadour familie befandt sig sammen, og endnu mere hvis de skulle blive set sammen på en kro. Men Dain ville sikkert være ligeglad, især hvis han var sulten eller tørstig var han nød til at fikse det jo, og han kiggede hen på Lucy, hvorefter han drejede sig en smule så han stod skråt og kiggede på hende. Han lagde en hånd i bukselommen, og tænkte lidt måske han bare skulle springe ud i det, og spørge hende om det spørgsmål han havde på hjernen. Så han endte med at dreje kroppen lidt mere så han stod og kiggede på hende. Han tog et skridt tættere på hende, og gik ned på det ene knæ imens han holdte en hånd frem imod hende"Må jeg tilbyde dem mit selskab ind på kroen"lød det elegant og høfligt som han sendte hende et charmerende smil. 

Der var bestemt ikke noget der kunne stoppe ham fra at tage ind på kroen sammen med hende, selvom han nok var nød til at holde hans opmærksomhed og fokus på kun hende, selvom der nok ville være mange kvinder der kunne stjæle hans opmærksomhed. Men Dain ville kun have hans øjne på hende, så længe han selv mente han kunne det, fordi det ville undre eller overraske ham hvis hans øjne faldt på nogle af kvinderne der ville være derinde"Jeg vil blive skuffet hvis de afslår mit tilbud"sagde han og sendte hende et bredt smil og blinkede til hende igen.

Tålmodigheden var ved at slippe op i den unge pige, som hun ventede på at han skulle blive modig nok til at springe af en pokkers gynge, og bestemt som hun skulle til at bremse den midt i luften, hoppede han endelig selv af den. Hun lo mildt over hans landing, og for en stund glemte hun at han havde ladet hende vente på sig, men da hans hånd nærmede sig hendes ansigt, eller mere præcist hans finger, valgte hun dog alligevel at bruge sin evne til at blokere for ham, inden inden han ville prikke til hende. Hun havde et glimt i øjne, som hun let rystede på hovedet over hans forsøg på at prikke til hende. "Opfør Dem pænt Dain.." drillede hun med et glimt i øjne, før hun lagde hovedet ganske let på skrå og lyttede til hans ord. "Om mig selvfølgelig, sådan som De smigre, der må være mere at fortælle.." Trods hendes alder var hun ikke bange af sig, når til kom til at forlange det hun gerne ville have, og lige nu var det mere smiger fra ham af hun ønskede.

Hans tanker begyndte at kredse om kroen igen, og hun ville næsten ønske hun kunne slukke for sin evne, så hun ikke behøvede lytte til hver eneste tanke han gjorde sig, og slet ikke de mange tanker hun ville opleve i kroen. Hun hævede let det ene øjenbryn en smule, mens hun ventede, og da han til sidst vendte sig helt imod hende, lyste hun op i et smil, ganske tålmodig efter at han ville spørge hende. "Jeg troede De aldrig ville spørge.." svarede hun fornøjet, inden hun nejede ganske let for ham, som accept af hans tilbud. Hun var ligeglad med hvad folk tænkte, mest fordi hun nok selv skulle sørge for sin hævn hvis hun fandt det upassende, eller måske endda gå så langt som til at overtale hendes brødre sig at italersætte de menneske som måtte tænke ilde om deres møde på kroen.

Hun vendte roligt på han kom op igen, inden hun smygede sin ene arm ind under hans, så de gik arm i arm op imod kroen. Hun sendte ham et af sine mest strålende smil, imens hun lod blikket glide lidt rundt, for nu var det Dain som var hendes underholdning, og hun havde så sandelig tænkt sig at gøre alt for at sno ham om sin lillefinger. 

Uden at ane noget som helst af hvad tanker denne yndige og smukke Lucy havde, valgte han at nærmest føre hende ind på kroen som de elegant gik arm i arm, og han var ganske ligeglad hvad andre sagde. De var da bare to adelige børn som bare hyggede sig, og gik tæt ved siden af hinanden. Der var da intet galt i det, eller måske andre havde en anden mening om det. Men det kunne da være mindre vigtigt lige nu, og som de også stod inde på kroen, sendte han krofatter et kækt smil. Han drejede hovedet hen imod hende, og løftede en hånd op imod hendes ansigt, hvor han strøg en hånd blidt ned over hendes kind"Jeg opfører mig ellers ganske pænt Lucy"sagde han med et smørret smil, for det var nok ikke helt sandt. 

Dog var han hvist nød til at opføre sig pænt overfor hende, hun var jo en adelige, og han opførte sig altid pænt overfor adelige. Selvom han sagtens kunne vise noget helt andet, så havde han da fortsat hans respekt og loyalitet overfor de adelige, for han havde ingen grund til ikke at have det. Hånden tog han til sig, for at føre hende hen til et bord henne ved et vindue, et bord der stod lidt bagerst. Han var selvfølgelig en gentleman, for hvordan kunne han andet når hans var også var en fremragende gentleman. Så han trak stolen ud for hende, så hun kunne sætte sig, og derefter skubbede han stolen ind. Han satte sig overfor hende, og sendte hende et smil, som han løftede en hånd op til hans kind for at sidde lidt afslappet"Der er også meget at fortælle om dem, for de stråler jo Lucy"lød det charmerende fra hans mund, som han blinkede til hende. 

Han kunne så se at krofatter pludselig var gået hen til deres bord, og var klar til at tage imod deres ordrer. Dain sendte kort krofatter et smil, og han lagde hovedet på skrå. Han var enlig klar til at bestille men han var jo en gentleman, hvertifald lige i øjeblikket så han ville da selvfølgelig lade hende bestille først"Jeg venter gerne på denne skønhed foran mig har bestilt"sagde han med et kækt smil og et glimt i øjet som blev sendt til Lucy.

Hun lod sig roligt følge af ham op til kroen, arm i arm med ham, og den fri hånd hvilende ovenpå hans arm. For en gang skyld, forsøgte hun faktisk at lukke de andre ude og ikke tage sig af hvad andre tænkte, hvis han kunne gøre det, kunne hun vel også? Selvom det var svært med fri adgang direkte til alles tanker, når man hørte dem så tydeligt kunne de være svære at ignorere. Hun måtte dog erkende hun var lettere imponeret over hans manér eftersom han åbnede og holdt døren for hende ind til kroen. Hun tog sig ikke af blikket han sendte til krofatteren, men hun kunne dog ikke lade være med at le over hans kommentar som hun hævede det ene øjenbryn ganske let, tydeligvis ikke helt overbevist om sandheden i hans ord. "Heldigvis, så tror jeg Dem ikke.." svarede hun kækt tilbage. 

Hun fulgte ham med ned imod den bagerste del af kroen, hvor hun pænt stod og ventede til han trak stolen ud for sig, inden hun satte sig hen og fik den skubbet let ind. Hun sendte ham et strålende smil, inden hun trak sin dine skind handsker af og lagde omhyggeligt fra sig på bordet, inden hun også tog skindhuen af og lagde ovenpå, så hun ikke ville fryse når hun gik ud igen. Hun strøg de små hænder over håret som hun sad med helt rank ryg med blikket hvilende på ham. "Det må være selskabets skyld.." svarede hun roligt tilbage, omend næsten lige så kækt som han kunne præstere.

Hun løftede blikket imod krofatteren, som han var nået ned til deres bord. Hun så ikke just imponeret ud, og den ellers varme mine fra før var lettere forduftet fra hendes ansigt. "Blot et rent! glas med kold vand, tak.." svarede hun roligt, hun havde næsten lige spist inden hun havde bevæget sig ud, og så tanken om at skulle spise allerede igen nu, virkede ikke videre tiltalende.