Sted: Asads lejlighed
Tid: Sen aften
Vejr: En kold aften med stjerner og en let vind fejende ned igennem gaderne

Giles var vred. En vrede der spredte en iskold følelse igennem ham og overtog pladsen fra sorgen, der havde fyldt hans liv i tre uger. 
Sorgen over at have mistet en ung mand ved navn Juno. En ung mand, han havde taget under sine vinger og havde brugt til på at lære op, med henblik på, at han kunne hjælpe til med firmaet. Få sig et stabilt liv og være et glad menneske. Og være en form for familie til Giles, hvilket han også næsten allerede var blevet på den korte tid, de havde kendt hinanden.

Men han var død. Det hus, han havde boet i sammen med sin kæreste og sin bande af børn, var brændt ned. Giles havde holdt begravelse for to børn, en lille dreng, der hed Kuli, og en større pige ved navn Lily. Så vidt han havde forstået på det, var Kuli ikke kommet med ud og Lily havde forsøgt at hente ham, men begge var døde på grund af røgen, få meter fra udgangen.
Hele førstesalen var væk og ingen havde kunnet finde ligene af Juno og Hector, men ingen havde set dem komme ud og alle var gået ud fra, at de var brændt til aske.

Resten af børnene havde Giles taget sig af. Den mindste havde fået en familie, og de store havde han sørget for kom i lære. Selvfølgelig ved folk han stolede på. 
Og derefter havde han besøgt byvagternes hovedkvarter en gang om dagen i søgen efter svar. En opgave uden resultat. Ingen vidste, hvad der var sket, selvom det åbenbart forlød, at det var påsat, men der var intet konkret at arbejde med. 
Indtil nogen åbenbart kunne fortælle noget. Branden var påsat. Af en ung mand ved navn Asad, der havde været i krig med Rottebanden, som Junos bande blev kaldt.
Selvfølgelig blev der sagt, at han skulle lade byvagterne tage sig af det. Men alle vidste også, at de ikke havde tiden og ressourcerne. Mandskabet. Og Giles satte sin egen lille undersøgelse i gang med hjælp af sine folk.

En af Thorans kontakter vidste noget. Og ikke mange dage efter, stod Giles i mørket og ventede. De havde kun en løselig beskrivelse af Asad, men de vidste, hvor han boede og de stod nu på gaden ved huset. Thoran var væk, selv Giles kunne ikke spotte ham. De havde aftalt, at Giles skulle bekræfte, at det var Asad, inden de gjorde noget. Han havde ikke været hjemme.
Kulden trængte igennem Giles' tøj, men han lagde knapt nok mærke til det. Han var vred. Normalt ville han ikke gøre noget som dette, men han ønskede at se Junos morder få en straf for, hvad han havde gjort. Egentligt havde han bedt Thoran om at blive hjemme, men den brede mand havde kategorisk nægtet at lade sin chef tage alene af sted. Han var også vred.

Og nu stod de her. Tiden gik, et par enkelte skikkelser kom forbi, men ingen gik mod huset. Forhåbentligt var Asad ikke ude hele natten. Og nej, endeligt dukkede der en person op, som havde retning mod huset. Giles fandt, at han kunne minde om beskrivelsen og trådte frem, inden den unge mand var helt henne ved døren.
"Asad Matagi?" spurgte han roligt og med et godt greb om stokken, han havde i den ene hånd. Han havde ikke andre våben på sig og så egentligt bare ganske normal ud i sin varme, men fine jakke, og et lunt halstørklæde om halsen. Bag Asad dukkede Thoran op, overraskende stille for en mand af hans tyngde. Hvis Asad bekræftede sin identitet, ville Thoran give ham en på lampen med den lille kølle, han havde taget med som våben.

Asad var vred. Han var vred over Atlas' forsvinden. Han var vred over at være blevet efterladt endnu en gang. Han var vred over at have åbnet sit hjerte og ikke have fået noget igen. Han var vred, fordi han ikke engang vidste, hvor han skulle begynde at lede efter Atlas. Han var vred, fordi det ikke havde hjulpet på hans humør den mindste smule at skaffe sig af med de møg-irriterende rotteunger han indtil nu havde givet skylden for sit dårlige humør.

Han var også vred, da en ældre herre stoppede ham på vej hjem.

"Du har fat i den forkerte," snerrede han og skubbede sig forbi manden, der havde vovet at stoppe ham, også selvom det betød at deres skuldre kolliderede på vejen. Havde manden ikke sagt hans navn, ville Asad måske have røvet ham, men det var noget mistænkeligt over at han vidste hvad han hed, og derfor rørte han ham heller ikke - også selvom han ikke gad involveres i, hvad end det var, den fremmede havde til ham. 

Selvfølgelig indrømmede den unge mand ikke bare, at han var den, Giles ledte efter. Men vreden, han påstod, at Giles havde fat i den forkerte, med, fik Giles til at mistænke, at det var ham. Men inden han kunne sige mere, skubbede den unge mand sig forbi ham. Og i samme øjeblik var Thoran der og lod køllen falde mod den unge mands baghoved. Det gav en grim lyd og drengen faldt om på jorden, som en slatten sæk med mel.
"Thoran! Vi er ikke sikre på, at det er ham!" Giles kunne ikke helt skjule sin forfærdelse. Nok var han halvt dæmon, men han havde aldrig kidnappet nogen før. Og han var absolut i mod vold, hvis det kunne undgås.
Thoran skævede til ham og trak så på skuldrene, inden han bukkede sig ned for at samle den bevidstløse dreng op og smide ham over skulderen, som vejede han ingenting.
"Han passer til beskrivelsen."

Giles gav op på at protestere, for det gjorde han, og han havde været på vej ind i huset, hvor Asad skulle bo, så mon ikke, at det var ham. I stedet så han sig omkring, inden han fulgte efter den brede lagerbestyrer, der begyndte at bære deres fangst ned igennem gaderne. Nervøsiteten fik hans hjerte til at banke lidt hårdere, ikke så meget fordi de nu havde en bevidstløs person med sig, men for om byvagterne ville opdage dem. De skulle ikke få lov til at tage Asad og give ham en sølle straf for det, han havde gjort. Nej, det ville Giles gerne selv stå for, i hvert fald inden, at han afleverede ham til myndighederne.

Men de mødte ikke nogen på vejen, ud over et par natteravne, der ikke så ud til at ville blande sig. Det god ved den nedre bydel. Så de nåede sikkert frem til lageret, hvor Thoran smed deres gæst fra sig midt på gulvet. Uden et ord forsvandt han ind i mellem kasserne, og Giles blev stående tilbage, klar til at reagere, hvis drengen vågnede. Thoran nåede dog tilbage med en stol i den ene hånd og reb i den anden. Snart havde han fået bundet knægten fast.
Han var meget effektiv, og en uvidende ville måske have joket med, at han så ud til at have prøvet det før, men Giles kendte til Thorans baggrund, og sagde ikke noget. Lige nu var han den rette mand at have med til dette.
Ublidt daskede Thoran drengen på kinden for at få ham til at vågne.

Det første der indikerede at Asad var ved at komme til bevidsthed, var en dulm smerte i hans baghoved, efterfulgt af et grynt. Først derefter mærkede han et klap mod sin kind, efterfulgt af endnu et. 

"Fjern dine hænder fra mig," snerrede han, allerede inden det lykkedes ham at få åbnet sine øjne, og løftede instinktivt begge hænder - Asad var ikke typen, der planlagde at slå fra sig én gang, men typen der planlagde at slå med begge hænder helt indtil hans offer var uskadeliggjort.
Men han kunne ikke løfte sine arme ud af stedet og da han fik blinket sine øjne åbne, gik det op for ham hvorfor; han var bundet fast. Til en stol, med reb. Han så sig omkring og kom med det samme frem til, at han var i en lagerbygning af en slags, og at den ældre mand foran ham, var ham, der havde spurgt om hans navn.

Han stirrede fra den ene mand til den anden, med et hårdt, mørkt blik, og valgte klogeligt ikke at sige ét ord mere. 

Den snerrende ordre virkede modsat af, hvad den skulle. Thoran klappede ham i hvert fald et par gange mere på kinden, stadig ublidt, inden han klappede ham på hovedet, som var han en lydig hund over at vågne, og så bakkede nogle skridt bagud og lagde armene over kors.
Giles tilbageholdt en trang til at ryste let på hovedet og blev blot stående stille, mens Asad så ud til at komme til sig selv og finde ud af, hvor han var. Hvis det var Asad. Roligt mødte Giles hans blik, mens han forsøgte at forstå, at denne unge mand havde slået børn ihjel. Slået Juno ihjel.

Tanken fik ham til at bevæge sig, og han trådte et par skridt tættere på, hvilket fik afstanden i mellem dem til at falde til en mandslængde.
”Det kommer til at foregå sådan her. Jeg stiller nogle spørgsmål, og du svarer. Sandt, selvfølgelig. Hvis du nægter at svare eller fortæller mig en åbenlys løgn, kommer der en konsekvens, som min kollega her vil beslutte hvad er. Det regner jeg med, er let at forstå.” Han løftede et øjenbryn, men ventede ikke på svar fra den unge mand i stolen.

”Dit navn er Asad Matagi? Og du er, hm, leder af en lille gruppe kriminelle teenagere?” Det var nærmest ikke et spørgsmål, næsten mere en konklusion. Giles så udadtil meget rolig ud, men hans stemme havde et hint af en svag rysten, man næsten skulle kende ham for at høre. Han var, uden tvivl, ude, hvor han ikke kunne bunde, for han havde aldrig givet sig ud i kidnapninger og trusler på denne måde. Han var ikke så god, som de fleste måske skulle tro, men dette var alligevel mere end han vidste, hvordan han skulle håndtere. Dog blev han ved med at holde fast i vreden. Sorgen. Og han slap ikke Asads blik med sit.

I stedet for at forsøge at trække sig væk, da den store mand blev ved med at klappe ham på kinden, nidstirrede Asad ham køligt. Han var hjælpeløs nu, men de to mænd ville før eller senere begå en fejl, og så skulle de nok få, hvad de havde fortjent. 

"Selvfølgelig." Gentog han med et fnys, da den mere tilbageholdende af de to mænd satte nogle rammer op for deres møde og gik ud fra at Asad forstod, at man skulle sige sandheden med ham. Da han kom ind på konsekvenser, skævede Asad til den store af dem, som han uskjult lod sit blik glide over i søgen efter våben. Det eneste der rigtigt kunne få sveden til at løbe koldt ned ad ryggen på ham, var tanken om at miste brugen af sine ben. En finger eller to kunne han leve uden, ved Zaladin, han kunne endda leve uden en hånd. Men sine ben var han afhængig af. Det var der selvfølgelig ingen grund til at sige. Han var heller ikke sikker på hvor langt hans tilfangetagere ville gå. Den ene af dem så blød og utilpas ud. 

"Vi er alle sammen voksne mænd," svarede Asad med et skævt smil, imens han afslappet lænede sig tilbage imod stoleryggen, en afslappethed der virkede nærmest umulig i forhold til hvordan han var bundet fast. Var han utilpas var det dog på ingen måde til at se på ham, med hans kolde smil og spredte knæ.

Det var ikke så svært at se på den unge mand, at han var mest bekymret for Thoran. Forståeligt nok, den lave, brede mand var bygget som en okse og lignede en, der kunne flå hans lemmer af ét for ét. Og var det dét, der skulle til, jamen så ville Thoran sikkert også gøre det. Han var en god mand, men med en fortid, der havde lært ham at gøre det nødvendige. Og han var også ramt af sorg over Junos død, hvilket gjorde ham vred.
Men trods det, var Thoran ikke den farligste i rummet. Ja, han kunne udøve vold og slå ihjel, men Giles kunne noget andet. Noget, der kunne få en krop til at ældes i løbet af sekunder. Give ham ungdommen tilbage og tage den fra Asad. Men det var ikke noget, man kunne se på ham, den ældre rødblonde herre i pænt tøj og med et ansigt, der bar præg af at smile meget. Han så rar ud. Han var rar, bare ikke lige nu.

Den unge mand i stolen lænede sig tilbage og smilede, som han ikke gav et direkte svar på Giles' spørgsmål. Men hans reaktion var også svar nok, han var Asad Matagi. Manden, der efter sigende havde brændt børn inde. Giles kneb øjnene en smule sammen. Overvejede sit næste skridt. Der var ikke nogen plan. Han vidste ikke, hvad han ville med Asad, andet end at få ham til at indrømme, at han havde sat ild til rottebandens hus og dræb to børn og Juno og Hector. Giles havde brug for, at han indrømmede det. Og hvad der skulle ske bagefter ... det vidste han ikke.

"Ikke os alle," startede han med at sige, med et blik på Asad, der sagde, at han ikke anså ham for at være en voksen mand. Efter et dyb vejrtrækning gik han tættere på ham og lænede sig lidt frem for at stirre ham ind i ansigtet med et sammenbidt udtryk.
"Voksne mænd sætter ikke ild til et hus fyldt med børn. Det gør kujoner." Han ville fremprovokere en reaktion. Få hevet Asad ud af arrogancen. Og noget sagde ham, at den unge mand ikke ville kunne lide at blive kaldt en kujon.

Asad trak blot på skuldrene, så godt som rebene nu tillod ham, da der blev givet udtryk for, at hans tilfangetagere ikke anså ham som voksen. Han kunne ikke være mere ligeglad med, hvad de anså ham som, medmindre det betød at de lød ham gå, fordi de ikke kunne holde ud at have kidnappet et barn. 
Det var efterhånden ved at blive tydeligt, hvem af dem der ledte den her operation, og selvom den anden mand så noget mere truende ud, holdt Asad nu sit blik på ham der snakkede. 

Og så kom det endelig; grunden til at han sad her lige nu, bundet fast. Rottebanden. Den forbandede bande hjemsøgte ham, selv i døden.
"Jeg ville gerne se dig turde gøre noget lignende," svarede Asad med hån i stemmen. Han vidste, at det krævede mod, fordi han havde kunne mærke alt i sig skrige efter at stoppe, og han havde været nødt til at tvinge sig selv igennem det alligevel. "Det her er min by, og der er ikke nogen møgunger der skal tro, at de kan jage på mit territorium." 

Han løftede sin hage og så sin modstander an med et koncentreret udtryk, inden han tilføjede; "Men en af de møgunger tilhørte dig, gjorde de ikke? Det her kan kun være personligt." Han spændte imod rebene, der holdt ham godt på plads, for at understrege sine ord. "Hvem af dem var det?" Spørgsmålet blev sagt med et bredt smil på læberne - han vidste, at hans modstander forsøgte at provokere ham, men den leg kunne de være to om. 

Vreden begyndte at vokse i Giles. Sorgen forsøgte at skylle ind over ham, men vreden brændte stærkere, og man kunne se de to følelser kæmpe lidt om pladsen i hans ansigt, inden vreden fyldte de grå øjne, der næsten synes at blive en smule mørkere. Han var tavs og urørlig, som Asad talte, forsøgte at provokere ham. Det virkede ganske vidst, men Giles var ikke blot et menneske. Han havde levet mange år og hørt mange sige grimme ting om ham selv og dem, han holdt af. Han var en forretningsmand, der havde levet igennem Krystallandets krige og havde både håndteret Lyset, Mørket og Kiles Orden. Han havde handlet med arrogante rige og truende kriminelle. Og provokation virkede ikke på ham, som på så mange andre. Han forstod at skubbe det til side og trække vejret stille og roligt.

Men han var vred. Han var ked af det. Juno var død og den unge mand foran ham havde været skyld i dette. Og hans ord og opførsel gjorde ham ikke nogen tjeneste.
Han svarede ikke på Asads spørgsmål, men betragtede ham lidt, tavs, mens hans hjerte bankede hårdt i brystet på ham og hans tunge slog knuder af de negative følelser, der gik igennem ham. Til sidst gik han et skridt tættere på, så deres ansigter ikke var mere end en håndsbredde fra hinanden.

Hans ellers rolige stemme bar tydeligt præg af sorg og vrede, da han begyndte at snakke, men hans blik flakkede ikke, som han så ind i Asads øjne.
"Så du tror, at det kræver mod at sætte ild til et hus og brænde børn inde? At dræbe uskyldige uden at se dem i øjnene?" Han rakte ud og lagde en kølig hånd mod Asads kæbe og hals, så tommelfingeren hvilede på huden over hans øre. "Du tager fejl. Det kræver mod at se en person i øjnene, mens man slår dem ihjel. At se livet forlade deres øjne." Hans tone var blevet iskold, og som han begyndte at suge livsenergien ud af Asad, noget den yngre mand ville føle som noget ganske ubehageligt, dog uden at det gjorde ondt. Bare som om, at han ville blive meget træt meget hurtig, hans krop blive tung og en generel ubehagelig følelse.

Giles lod sin evne tage til, dette var ikke bare en lille smule livsenergi, han ville have. Han var vred, og han ønskede ikke at stoppe. Asad ville kunne kunne se forandringerne på sig selv, men han ville blive ældre. Hans hud begyndte at rynke, håret begynde at blive gråt, muskelmassen svinde, gigten, han havde arvet efter sin far, ville melde sig. 
Og Giles ville modsat blive yngre. Rynkerne ville glattedes ud, håret få sin mere levende røde farve tilbage og hans krop ændre sig som han snart mere lignede en i tyverne i stedet for i fyrrerne. Selv hans stemme virkede mere spændstig som han talte.
"Og ja. Juno var min."

Asad så det ikke komme. Det havde ganske vidst været tydeligt, hvem lederen var, men Asad troede også det havde været tydeligt, hvem muskelmanden af de to var. Manden foran ham havde ikke lignet en bøddel på nogen måde. Men før Asad vidste af det, føltes det som om han var ved at dø.

Ikke på en ubehagelig måde, men som om al hans energi blev trukket ud af ham. Et øjeblik havde han nå at tro, at han kunne flirte sig ud af situationen. Lige inden, da der stadig kun lå en hånd imod hans hals og kæbe, og den ældre mands ansigt var tæt på hans, hørte Asad ikke et ord af, hvad der blev sagt, men så kun en mulighed for at se ham i øjnene med et glimt i sine egne. 
Og så ramte det ham, at der blev brugt en evne på ham. Som var han ramt af en mild feber, blev hans muskler ømme, hans krop tung, indtil følelsen ændrede sig, og direkte smerter kom i hans hænder. Det største chok kom, da han så, hvad der skete med hans modstander, og det gik op for ham, at de var i gang med en slags byttehandel han ikke var gået med til.

Asad tænkte ikke på andet end at redde sig selv, og da han hørte Junos navn spyttede han straks; "Juno er i live! Han er i live!" Af desperation for at få ham til at tro på sig, fortsatte han hektisk; "Jeg ville se ham lide, så jeg lod ham se på. Jeg kan fortælle dig hvor han er."

Det var ikke svært at se på den yngre mand, at han ikke fangede, hvad der foregik. Ikke med det samme. Giles genkendte udtrykket i hans ansigt, men han reagerede ikke på det, alt for vred. Og hvad havde Asad alligevel regnet med? Han var ikke blevet kidnappet for at kunne charmere sig ud af det. Dette var alvorligt. Meget alvorligt.

Det ville aldrig blive rart for Giles at se effekten af sin evne. Nok var halvdæmonen ikke en god person, men han havde heller ikke ondt i sinde. Det var ikke sket ret mange gange, at han havde taget så meget livsenergi, som han brutalt flåede ud af Asad lige nu. Han havde ikke et ønske om at skade. Normalt. Denne unge provokerende mand, Junos morder, gav ham et brændende ønske om at se ham lide. Blive så gammel og kun have dage tilbage og leve i.
Og samtidigt var der noget ved følelsen at suge så meget energi til sig. Den var berusende i sig selv, og sammen med følelsen af at blive ung igen, var det næsten svært for ham at stoppe igen.

Men Asad stoppede ham med sine ord. Hans evne løb ud i sandet, som han spærrede øjnene op og lyttede til, hvad der blev sagt. Juno var i live? Hans blik gled overrasket mod Thoran, der havde rynket panden og rystede på hovedet. Trods det, var det tydeligt at se på ham, at det, han lige havde set, havde rystet ham en smule.
"Han lyver. Han prøver bare at komme ud af problemer." 
Giles vendte blikket tilbage til Asad. Ja, Thoran havde ret, det var en løgn. Juno ville være kommet hjem.
"Jeg tror ikke på dig. Han ville være kommet tilbage." Han begyndte at få en koncentrere rynke i panden, som han ville fortsætte med at tage hans livsenergi.

Asad havde lyst til at myrde det store brød, da han vovede at påstå at han løj, og han kunne ikke lægge skjul på vreden i sit ansigt.

"Tror du jeg er dum nok til at lade ham blive i byen!" Asad råbte nu, lige dele af desperation og af oprigtig vrede. "Den lille møgunge ville have fundet en måde at hævne sig!" Asads stemme gav et knæk, som synet af den hastigt yngrende mand foran ham forskrækkede ham - han vidste, hvad det betød for hans egen alder, at Giles nu så ud som han gjorde.
"Selv hvis han tør, kan han ikke komme tilbage fra hvor jeg har sendt ham hen." Asad tvang sig selv til at stoppe her. Han havde lyst til at fortælle alt, for at overbevise sine kidnapper om, at han fortalte sandheden, men han vidste også, at hvis han sagde for meget, var der ingen grund til at lade ham gå levende fra lagerbygningen.

Giles betragtede Asads ansigt, som ordene pludseligt kom ud af ham. Han havde kun lige nippet til ham med sin evne, og stoppede den helt, mens han lyttede til, hvad den kriminelle unge mand havde at sige. Han var tydeligvis bange nu, det var åbenbart gået op for ham, at Giles var ved at slå ham ihjel – langsomt og uden smerte. Men Giles lod sin hånd hvile mod hans hals, mens han lod ham snakke. Hjertet bankede hårdere i brystet på ham. Kunne det være sandt? Havde Asad sendt Juno ud af byen?

Et glimt af vrede blandet med håb gled over Giles’ nu unge ansigt, og hånden flyttede sig fra Asads hals til han hage, som han klemte om, mens han så ind i hans øjne.
”Hvor har du sendt ham hen?” Giles fandt ikke Asad hurtig nok til at svare og lænede sig en smule frem mod ham, så han virkeligt kunne se, hvor mange år Giles havde taget fra ham. ”Hvis han er i live, skal jeg nok finde ham og få ham, med eller uden din hjælp. Men det er bedst for dig, hvis du fortæller, hvad du har gjort.” Han løftede sin anden hånd og strøg et par fingre over de nye rynker af alder i Asads pande.

Thoran var trådt et par skridt nærmere, da Asad igen havde holdt på, at Juno var i live, om man kunne ikke være i tvivl om, at Asads fysiske alder ikke ville være en hindring for vold fra den brede mands side. Hvis Asad på noget tidspunkt havde været i tvivl om, at Juno havde nogle bag sig, ville han ikke nok ikke være i tvivl mere. De ville have ham tilbage, og var tydeligvis begge villige til at ty til brutale metoder for det.

Det her var ikke den Juno, Asad troede han kendte. Den Juno, der var Asads fjende, havde ikke et bagland at støtte sig til. For ham, var Juno en ensom knægt, der kun havde de børn han tog sig af, og som kun tog sig af dem, fordi han vidste, at ellers ville han være helt alene i verden. Hans Juno var den slags fortvivlede dreng, der tog imod kærlighed hvor end den kom fra, fordi han havde brug for konstant opmærksomhed, god eller dårlig. 
Men det kunne ikke være alt, han vidste om Juno, der var forkert. Asad besluttede sig for at satse på, at noget af det, han havde set i Juno, havde været ægte. Det var han nødt til at satse på, for han stolede ikke på at manden foran ham ellers ville gøre noget som helst andet end at smide hans lig i rendestenene. 

"Måske du finder ham i live uden min hjælp," spyttede han. "Men hvilken tilstand finder du ham i, uden min hjælp? Jeg ved, hvordan man knækker ham. Jeg har allerede dræbt alle han elsker. Du har ikke lyst til at vide, hvad næste skridt er." Asad sagde det med et smil, der indikerede at de begge vidste, hvad der ville ske med Juno, hvis ikke han blev reddet hurtigt nok. "Hvis du vil have min hjælp, må du også hjælpe mig." Asads stemme var kold, selvom hans hjerte sad i halsen på ham. Han ville have sine år tilbage, det var alt han kunne tænke på lige nu. 

En kold knude voksede frem i Giles' mave, som Asad begyndte at snakke. Giles var smertefuldt klar over, hvordan Junos mentale tilstand var. Han havde haft svært ved at få noget ud af ham, men han havde set ham nedbrudt og ødelagt, og selvom Juno ikke sagde noget, havde Giles nok kunne læse ham. Og han vidste, at drengen var skrøbelig på et niveau, han nok ikke selv vidste. For et øjeblik fyldte bekymringen for den lyshårede dreng alt, men halvdæmonen tvang sig selv til at skubbe det væk. Han blev nødt til at finde ud af, hvordan denne aften skulle ende. 

Langsomt slap han Asad og rettede sig op, mens han så tænksomt på ham. Hvor sande var hans ord? Ja, Juno havde mistet alt, det vidste Giles godt, men havde Asad planlagt mere end det? Han virkede mere som den spontane type, ikke? Havde han gjort andet end at lave en stor voldsom ting? Var han typen, der ville pakke sin fjende væk og blive ved med at pine ham? Giles havde sine tvivl. Han var ikke sikker, men hvad han havde hørt, var Asad den voldelige type, der fysisk smadrede sit offer og derefter leende gik derfra. Ville sådan en eksplosiv ung mand planlægge pinsel ud i fremtiden?

Giles drejede blikket mod Thoran, der stadig mest af alt så ud som om, at han var parat til at banke det ud af den mørke unge mand. Men nej, Giles regnede ikke med, at det var muligt. Der skulle list til.
"Hvis vi nu siger, at jeg tror på dig." Han drejede blikket tilbage til Asad. "At du har Juno et sted uden for byen, så du kan pine ham mere." Roligt trådte han et par skridt tilbage, væk fra ham. "Så er du nok ikke alene om det. Du havde dine kumpaner med, da du brændte huset ned. De er nok ikke så svære at finde, de fleste gadebørn vil nok hjælpe mig med det. Jeg tvivler på, at dine venner er lige så stædige som dig." Han så på Thoran igen, der straks lavede en hoved-skulderbevægelse, der angav, at han var enig. "Eller måske den lillebror, jeg har hørt, du skulle have. Han skulle arbejde som bud, ikke? Jeg tror vi aflægger ham et besøg og ser, hvad han ved." Giles hadede sig selv for de ord, men måske noget broderkærlighed kunne knække Asad. Lige nu betød Juno mere for Giles, end en ung mand, der for så vidt han vidste, havde været med til at myrde nogle børn.

Roligt begyndte han at vende ryggen til Asad.
"En eller anden skal nok knække og fortælle os, hvor Juno er. Vi har ikke brug for denne unge mand mere, han har allerede fortalt os, hvad vi skal bruge." 
Thoran forstod hintet og gik frem mod Asad med et udtryk der sagde, at han var klar til at få vreden ud af kroppen.

Asad hævede et øjenbryn, da Giles begyndte at snakke. Der var knap nok kommet to ord ud af ham, men det lød allerede som om han var ved at forhandle, og forhandling var godt. Det kunne Asad få noget ud af. Giles tog selvfølgelig fuldstændig fejl, hvis han troede, at det var Asad, der skulle pine Juno. Dét skulle han have tænkt på - han ville have nydt at slippe ud af det her, og lade al sin vrede gå ud over Juno. Så langt havde han desværre ikke tænkt. Han ville bare gerne have den blonde dreng så langt væk som muligt.
Men det gjorde ham ikke noget, hvis det var dét, hans kidnapper troede. Det gav ham kun mere at forhandle med. 

Til gengæld havde det aldrig været meningen at Mahir skulle med ind i legen og Asad kunne ikke skjule sin forfærdelse. På trods af deres skænderi for bare et par dage siden, var der ingen Asad elskede mere. Siden Atlas' forsvinden var der faktisk ingen han elskede, på nær sin lillebror. Han vidste, at det ikke havde virket sådan under deres skænderi, men Asad var stadig villig til at gøre hvad som helst for den utaknemmelige lille lort. 
Farven forsvandt fra Asads ansigt, hans kække udtryk forsvundet med det.
"Min lillebror er hundrede gange mere uskyldig end Juno er!" Råbte han og begyndte igen at kæmpe imod sine reb. "Jeg fortæller jer hvor den beskidte-" her spyttede han på gulvet, "tøsedreng er og så holder I jer fra mit blod!"

Det virkede tydeligvis at bringe lillebroren op. Giles vidste ikke det store om den yngre Matagi, andet end at han eksisterede vist nok arbejdede for et af de store budfirmaer i byen. Han kendte ikke engang hans fornavn, men det ville alligevel ikke være et problem at finde ham. Giles var jo trods alt selv et budfirma, om end i en noget større skala, så han kendte selvfølgelig dem, der ejede de små firmaer. Han var sikker på, at han blot skulle henvende sig for at få mere at vide. Selvfølgelig regnede han med, at byvagterne var på opgaven med at finde ud af, hvem der havde deltaget i nedbrændingen af børnenes hus, men han vidste også, at byvagterne var overbelastede og havde for meget at se til, så måske han selv satte gang i en undersøgelse. Nu fik de at se, lige nu havde han Asad imellem sine hænder, og han ville ikke slippe godt fra det. Om Juno var i live eller ej.

Giles stoppede op og så på Asad, som denne råbte, at hans lille bror var mere uskyldig end Juno. Giles tvivlede, så vidt han havde hørt, var drengen en del af Asads bande. Men det, at han havde et arbejde, det var nok til, at Giles var åben for at acceptere, at den yngre Matagi måske ikke var som sin storebror. Måske han burde finde ud af det, inden samtalen var ovre, så drengen ikke ville blive fanget i noget, der ikke havde noget med ham at gøre.

”Hvis din lillebror ikke var med til at sætte ild til huset, så lader jeg ham være. Hvis han har deltaget, lover jeg ikke, at han ikke får et møde med byvagterne. Men jeg skal nok holde mig fra ham, hvis du fortæller mig, hvor jeg finder Juno.” Han gik et par skridt tilbage mod Asad og satte sig på hug for at se ham i øjnene. Han ville se, om han løj eller ej.
”Hvor er Juno?” De grå øjne var alvorlige, og selvom rynkerne var forsvundet fra hans ansigt, var folderne seriøse og sammenbidte. Det var Asads sidste chance, og det burde han kunne se på den nu meget yngre Giles.

"Den slags ville den lille tudeprins aldrig tage del i," snerrede Asad anstrengt. For første gang i sit liv var han taknemmelig for at Mahir var så forbandet god som han var. Den her gang ville det måske redde ham fra en grum skæbne. Var Mahir bare lidt mindre god, ville han måske også kunne passe på sig selv, men det havde Asad opgivet at hjælpe ham med at blive. 

"Juno er på ladet af en vogn, der kører sydpå." Fortalte han ærligt. Hvad havde han at tabe nu? "Jeg ville bare af med ham og overhørte det her rakkerpak, der ville starte et nyt liv i Medanien. Jeg foreslog pænt, at de kunne få et startkapital ved at sælge en irriterende rotte for mig." 

Asad havde været ligeglad med, at det lykkedes bonderøvene at få Juno med sig hele vejen ned til Medanien eller ej, og om de solgte ham eller ej, så længe de fik ham langt nok væk fra Dianthos til, at han ikke ville kunne finde vej tilbage, og dét havde han også fået kommunikeret til dem, for han havde ikke været sikker på at den type kunne holde ud at have en fyr som Juno med på så lang en rejse, eller om det overhovedet lå i dem, at kunne sælge et andet menneske, men havde som sagt været ligeglad. De havde haft deres intentioner, og Asad havde udnyttet dem, så var det ligegyldigt for ham, hvor langt de nåede, så længe det var langt nok til, at Juno ikke kom tilbage før Asad ejede Dianthos' kriminelle underverden.

Asads svar og følelserne i hans øjne og hans ansigts' udtryk fik Giles til at tænke, at lillebroren ikke havde noget med det at gøre. Fint, han ville lade ham være. Hvad byvagterne fandt ud af, kunne han ikke gøre noget ved. Han havde ikke tænkt sig at forsøge at beskytte lillebroren, han var en del af det via sin storebror.
Roligt nikkede han en enkelt gang for at sige, at han troede på ham. Han skulle nok lade hans lillebror være.

Man kunne nok ane Giles' halsmuskler spænde op, som Asad fortalte, at han havde givet Juno til nogle kriminelle for at sælge. Vrede og frygt kæmpede for et øjeblik i ham, men han skubbede begge dele væk for at fokusere på opgaven foran sig. At få så meget at vide som muligt. Så efter at have taget en beroligende indånding, stillede han den unge-gamle mand nogle uddybende spørgsmål. Hvad vidste han om de mænd, der havde fået Juno med? Hvad hed de, hvordan så de ud, hvilken race var de? Havde han set vognen, og kunne han da beskrive den? Alt hvad der kunne hjælpe ham med at sende folk ud for at finde dem. Det var et par uger siden, så hvis de drog til Rubinien, ville de efterhånden være halvvejs, måske mere. Han måtte trække på nogle kontakter, se om nogle kunne finde dem.

Så snart det ikke virkede til, at Asad kunne fortælle mere, kom Giles på benene. Han så på ham med en afsky, de færreste så fra den rolige, smilende mand.
"Jeg kunne gøre mange grumme ting ved en mand som dig. Husk det, når du kommer til bevidsthed igen." Han gav Thoran et kast med hovedet, noget han forstod med det samme og trådte frem for endeligt at få lov til at slå på Asad. Kun ét slag dog, som han slog Asad ud for anden gang på den aften.

Giles stod tavs et øjeblik med et tomt blik ud i luften, inden han gned sig træt i øjnene med et par fingre.
"Hvem har vi, der vil tage en som ham uvilligt til grænsen til Rubinen? Skal jeg hyre nogen udefra?"
Thoran gned sine knoer og så ud til at overveje nogle muligheder.
"Det er en lang rejse med en fange i en kasse. Det kommer til at koste lige meget hvad."
Giles flyttede blikket til ham.
"Du ved, at krystallerne ikke er et problem."
Thoran nikkede.
"Rowan er lige kommet tilbage. Vi kender hinanden fra gamle dage. Han kan sikkert godt overtales, hvis beløbet er stort nok. Og kender jeg ham ret, har han nok en kammerat, der heller ikke ville have noget i mod sådan en tur."
Rowan. Giles så en langlemmet mand med halvlangt lyst hår, trukket tilbage over issen, for sig. Han manglede begge fortænder i overmunden. Han kunne et eller andet med gravitation. Ikke den mest behagelige type, men han havde været meget taknemmelig for at få et job, og der havde ikke været noget at sætte en finger på.
"Fint. Lad os pakke denne unge herre sammen og få fyldt en vogn til turen." Han trådte hen til den bevidstløse Asad, der stadig var bundet til stolen. Lidt fraværende så han på sin egen hånd, der var glat og ung. Thoran rømmede sig forsigtigt.
"Du behøves ikke give ham årene tilbage."
"Det ved jeg godt." Og så lagde han hånden tilbage på Asads hals. Han gav ham dog ikke det hele. Han beholdt et par år. Noget der ikke ville gå ud over Asad i længden, han var ung og hans krop ville gøre op for det. Men nok til, at han ville kunne mærke det de næste dage, mens han lå bundet og kneblet, gemt væk i en kasse på en vogn på vej ud af Dianthos mod Rubinien med to mænd uden de store skrubler på kuskesædet. Han ville have en lang rejse foran sig. Giles tvivlede på, at nogen ville savne hans tilstedeværelse i længere tid.

Og så startede eftersøgningsarbejdet. Asad blev glemt. Hvor var Juno?

Så snart Asad vågnede, ville han glemme, at han oprigtigt havde været bange for, hvad manden foran ham, kunne gøre ved ham. Lige nu, var han bange, både på sine egne vegne og på Mahirs, men han fortrød ikke hvad han havde gjort, han fortrød kun, at han var blevet taget i det. I et baghold. Det burde ikke være sket. 

Han havde truffet det rigtige valg, ved at fortælle dem alt hvad han vidste, også selvom han havde følt frygt for første gang i flere år. Det var en lettelse, da den store fyr slog ham ud, og han slap for at forholde sig til noget af det længere.