Solen var på vej ned, og gav plads til at mørket lige så stille kunne snige sig ind i mellem de tætplacerede bygninger. Selvom det endnu ikke var helt mørkt endnu, var der en der var gået i gang med at tænde gadelygterne, da det ville være et større projekt. Som solen forsvandt fra himlen, gav det også plads til at vinterens kulde rigtig kunne tage fat.
  En kulde Cassandra tydeligt kunne mærke i det tynde, slidte tøj, som bestemt ikke passede til vinterens kulde. Hun var blevet smidt ud af det forladte hus hun havde søgt ly i de sidste par nætter. Det var sikkert blevet solgt, ellers havde nogle af de omkringlæggende beboer klaget til vagterne. Nu havde Cassandra i hvert fald ikke et sted at sove. Det var helt sikkert nok for koldt at sove ude på gaden, men det var ikke sikkert hun havde andre muligheder.

 Sulten som den spinkle og magre pige var, gik Cassandra og kiggede i de forskellige skraldespande hun kom forbi. Nogen gange var hun heldig at folk havde smidt lidt rester ud, eller der var et æble der så lidt dårligt ud på den ene side, men fin ud på den anden side. 
 Fordi mørket ikke var faldet helt på, var Cassandra stadig ret nem at se. Når mørket faldt helt på, forsvandt hun lidt i mørket, med det helt sorte tøj og sorte hår. Normalt forsøgte hun kun at være ude om natten, med mindre hun var så sulten, hun var nødt til at forsøge sig med at stjæle fra en bod på markedspladsen, derfor tænkte hun heller ikke over hun ikke var lige så skjult som hun plejede. 

 Optaget af at rode en skraldespand igennem, tænkte hun ikke yderligere over stemmerne bag hende. Ikke før hun mærkede et greb om hendes arm, som hun blev vendt rundt og skubbet op af husmuren. Et forskrækket hvin forlod hendes læber, og hun så skrækslagen på den unge mand der havde fat i hende. Skrækslagen fordi hun var bange for at komme til at gøre ham noget. Farve ham. Og lidt fordi han bestemt ikke så ud til at være en rar person, og at det lignede han havde en ven til at stå og holde øje ud mod gaden.   
 " En flot pige som dig, behøver da ikke rode i skraldespande for at få lidt mad.." hans stemme var ubehagelig og med en hånd mod Cassandras skulder, trådte han tilbage så han kunne lade blikket glide signende ned over hendes krop.
 " Jeg er sikker på vi to nok kan have det sjovt. Så kan du få lidt krystaller til noget mad.. " Han grinte lidt, og skævede mod hans ven, som grinte med. Cassandra forstod ikke rigtig hvad hans snakkede om, men uanset hvad havde hun ikke lyst til at være med, eller være i nærheden af ham.
 " Slip mig...  " mumlede han, og så ned. Der var ikke meget kraft i hendes stemme, og hun kæmpede ikke lige frem for at komme fri. Tænkt hvis hendes hud kom til at røre ved ham jo! Manden fnøs og så på hende med et smil, der fik det til at løbe hende koldt ned af ryggen. 
 " Åh skattemus dog, jeg troede vi skulle lege! " han løftede hånden for at stryge hende over kinden, men Cassandra var hurtig til at løfte hånden og slå hans hånd væk.
 " Ik' rør mig! " hendes stemme var ikke sur eller vred, den var mere bange og panisk. Hun vidste ikke hvad der ville ske hvis han rørte hende. Manden var dog tydeligvis ligeglad, for han maste hende hårdt op mod muren så hun ikke kunne flytte sig.
 "Sådan leger vi ikke, vel skattemus.. " manden løftede hånden igen, og lod fingrene stryge over Cassandras kind. Så snart manden rørte ved hendes hud, begyndte hans fingre at blive sorte, og da manden ikke var opmærksom, bredte det sig så det nåede halvt op af hånden, får han forskrækket tog hånden til sig, og trådte et par skridt bagud. 
 " Undskyld! Det var ik... Jeg kan ikke.. Undskyld! Jeg sagde du ikke skulle røre! " Det var tydeligt at høre fortvivlelsen i Cassandra stemme, mens hun prøvede at flytte håret lidt hen foran ansigtet, så huden var mere dækket. 

 Det tog manden lidt tid at komme til sig selv, og indse at der umiddelbart ikke var noget farligt over farven, inden han farerede imod hende. Hånden der var blevet farvet blev løftet op, og svinget mod Cassandras kind, som straf for at have farvet ham. Cassandra flyttede beskyttende hænderne op foran ansigtet, både for at beskytte sig selv, men også manden. Mandens hånd ramte hende dog aldrig. Som hun løftede armene op, fløj mandens arm lidt tilbage, og han så forvirret mod den. Da slaget ikke ramte, kiggede Cassandra på manden, der stod og så forvirret på hans hånd, som om den lige havde forrådt ham. Cassandra tog det som en mulighed til at stikke af, eftersom vennen endnu ikke havde opdaget noget. 
 Hurtigt fik Cassandra skubbet sig væk fra væggen, og løb forbi vennen, ser råbte efter hende, men ikke fulgte efter. Alligevel forsatte Cassandra med at løbe, til hun kom til en anden gyde, hvor hun drejede om hjørnet, stillede sig op af muren, inden hun gled ned at sidde, og et overvældet hulk gled over hendes læber. Ih hvor hun dog hadede den evne. 

Iskariot havde taget nogle dages fri fra kulten og var draget ind til Dianthos. De kunne godt klare sig uden ham i nogle dage, han havde overladt styrelsen til den mest kompetente person på gården, en lidt ældre kvinde, der var skarp og hård. Iskariot havde haft store problemer med at styre hende, så efterhånden havde han bare affundet sig med, at de var nogenlunde enige og ladet hende gøre det af sig selv. Og ind til videre var det gået fint, så han havde ingen bekymringer, som han drog til hovedstaden.

Vertis havde vist sig ikke at være hjemme, så Iskariot slap da for at snakke med dæmonen. I stedet gav han sig til at holde øje med paladset. En kriger kunne fortælle ham, at generalen var hjemme, og ganske rigtigt, halvvejs igennem dagen var den brune halvørn kommet ud af porten. Synet af ham fik Iskariots hovedfjer til at rejse sig, og som altid måtte han tage en ekstra dyb vejrtrækning for at styre sit had. Han fulgte til efter sin halvbror ind i byen, selvfølgelig forklædt i en illusion. Lidt af kedsomhed, lidt for at hyle Baldwin ud af den, lavede Iskariot en illusion af, at en sten fløj mod ham. Det fik ham til at smile en smule, at se Baldwin være forvirret, da der ikke var noget, der ramte ham. 

Da halvørnen bevægede sig ind på markedspladsen stoppede Iskariot op. Der var fyldt op med væsner og hans illusion ville ikke holde til at ramle ind i folk, som han uden tvivl ville. Så han blev stående og kørte fingrene ned over næbet et øjeblik, inden han vendte rundt og drog ud for at finde noget at spise.

Og på en eller anden måde gik dagen. Han endte med at gå igennem Nedre By i jagt efter nogen, hvis hjerne han kunne pille ved, men han var ikke rigtigt i humør til det, og endte med bare så gå for at gå. Da mørket begyndte at lægge sig, vendte han næbet hjemad.
Som han gik igennem de små gader, så han en pige lidt længere fremme, løbe ind i en gyde og forsvinde. Da han gik forbi gyden, hørte han en lyd, der næsten kun være en, der hulkede. Ikke noget, der rørte ham, og han havde næsten allerede glemt det igen, da han få skridt længere fremme nær var stødt sammen med to unge mænd.

Den ene så et stykke over hans hoved, som hans illusion var af en noget højere mand.
"Øh, du har vel ikke set en tø... en pige løbe forbi?" Spurgte han og forsøgte at skjule sin vrede. Iskariot kneb øjnene lidt sammen. Der var noget ved de to drenge, han ikke kunne lide. 
"Hvad vil I med hende?" Han rakte ud med sin evne, fyldt med følelsen af, at der skulle svares sandfærdigt på spørgsmålet. De to unge mænd var ikke de skarpeste sværd i smedjen, og hans evne virkede, som den skulle. Ham der havde talt tidligere fik et grumt smil på ansigtet.
"Straffe hende for det hun gjorde. Slæbe hende ind i den nærmeste baggård og tvinge mig på hende til hun tigger om nåde. Banke hende til mine knoer bløder." Han virkede næsten helt henført og hans ven stod bare og nikkede dumt ved siden af.

Nej Iskariot brød sig ikke om de to unge mænd, og selvom han egentligt var ligeglad, pressede han lidt mere på med sin evne. Han trængte til lidt sjov. Han hviskede dæmpet til dem, mens han også talte til dem i sit sind, så de fik fuld effekt af det, han kunne.
"I vil meget hellere finde en baggård sammen. Gøre ved hinanden, hvad I ville gøre ved pigen. Fortsætte hele natten. Og så gå hjem uden tøj på." Han lagde lidt ekstra i sin stemme, for det var meget at få dem til, og for et øjeblik stod de også bare, indtil den ene greb den anden i armen og de forsvandt ud i mørket, der hurtigt blev dybere omkring dem.

Iskariot så lidt efter dem, inden han vendte om og gik tilbage til gyden, han havde set pigen løbe ind i. Han stillede sig i åbningen og så ind. Hun sad der stadig, havde sikkert hørt drengene spørge efter hende. 
"Hvad er dit navn?" Han brugte ikke sin evne på hende. Ikke endnu.

(( Han ser i øvrigt sådan her ud: hottiehot ))

 Med hovedet støttende mod knæene, og håret ned foran ansigtet, lignede Cassandra nærmest en sort klump, og havde mørket overtaget det sidste lys fra dagen, ville hun formentlig gå i et med mørket. Noget hun ikke ville have noget imod, som hun sad krøllet sammen og hulkede svagt. Selvom der ikke rigtig var sket noget, følte hun sig utroligt beskidt. Mere beskidt end hun nogensinde havde været før, trods hun før havde haft meget mere snavs og støv på sig, end hun havde nu. Alle steder manden havde rørt, havde hun lyst til at skrubbe og skure, men hun tvivlede på det ville gøre en forskel for hende. 
 Tankerne hvirvlede rundt i hovedet på Cassandra. Hun var forvirret. Hun var overbevist om, at manden var klar til at slå hende, og at han havde svunget armen mod hende. Alligevel havde hans hånd aldrig ramt hende, og manden havde stået og set så forvirret på hans egen hånd, inden hun stak af. Som om han ikke forstod hvad den lavede.
 Som hun sad der og faldt mere, lagde hun mærke til en svag summen i fingrene, hun ikke havde oplevet før. Hun overvejede kort om hun skulle flytte på sig, tage handsken af, og se på hånden, men det virkede som meget arbejde, og det var sikkert bare fordi hun havde slået manden hånd væk, den første gang han prøvede at røre hende. 

 Selvom hun var opslugt i tanker, løb det hende koldt ned af ryggen, da hun kunne høre mandens stemme ude på gaden. Som om alt i hendes krop frøs til is, sad hun bare helt stille og holdt vejret, mens hun lyttede til samtalen. Hænderne knugede sig lidt om de sorte bukser, og et lavt klynk forlod hendes læber, da hun hørte han fortælle hvad han ville gøre ved hende. Hun hev rystende efter vejret, inden hun holdt det igen. Hvorfor sagde han dog bare sådan noget til hvad Cassandra antog for at være en fremmed? Hvilken syg mand var han dog? 
 Frygten voksede lige så stille i hende, da der blev stille. Hun overvejede at rejse sig at stikke af. Faktisk var hun sikker på at det var den bedste løsning. Måske flytte sig længere ind, krølle sig mere sammen, så hun forhåbentligt kunne forsvinde helt i mørket. Der skete bare ikke noget. Hun kunne ikke få kroppen til at flytte på sig, i stedet sad den bare fast i jorden og rystede. 

 Skridtene der pludselig nærmede sig Cassandra fik hende til straks at fortryde at hun ikke havde flyttet sig. Anstrengt forsøgte hun at gøre sig mindre og krølle sig mere sammen, så hun ikke var til at se, men det gjorde ikke den store forskel fra hvor lidt man i forvejen kunne se hende. Det gibbede lidt i hende, da en stemme afbrød stilheden. Det var ikke manden der var efter hende der snakkede. Var det manden de havde snakket med? Forsigtigt løftede hun hovedet lidt fra sit skjul, og så op på manden. Han var noget ældre end de to andre mænd. Hun sank nervøst.
 " Cassandra.. " sagde hun med en stille og usikker stemme, inden hun tørrede øjnene med trøjens ærmer. Som hun sad krøllet sammen der på jorden, med så lille en stemme, så lignede hun ikke en på 16. Det hjalp selvfølgelig heller ikke at hun var utrolig tynd, på grund af den manglede mulighed for mad.

Hvor var hun ynkelig, som hun sad der krøllet sammen på jorden og rystede, så det kunne ses, selv i halvmørket. Et barn, tydeligvis. Lignede et gadebarn, for tøjet var slidt og beskidt og hendes hår lignede en fuglerede. Han kunne næsten helt forestille sig, hvordan hun lugtede. Hun havde intet at tilbyde ham, han burde bare vende om og gå sin vej. Men noget fik ham til at blive, spørge efter hendes navn og betragte hende nærmere. Måske var det hendes sorte påklædning. Måske var det fordi, at hun var en pige. Og et barn. Ikke at han følte nogen medlidenhed med hende, men ... Marax var taget tilbage til Mørket og havde efterladt ham alene igen. Ikke at han tænkte så langt, det krævede mere selvindsigt end han tillod sig selv til hverdag.

"Cassandra." Iskariot gentog navnet, inden han gik nærmere og stillede sig foran hende. Hvad ville han dog med hende? Sådan et bette pjok. Hun så udsultet ud, nu han kunne se hende lidt bedre. Han satte sig på hug og gjorde, så illusionen fulgte med. Han var en smule nysgerrig, og kunne godt tænke sig at vide noget mere om hende, men det var koldt, og han var træt efter en lang dag. Gyden var ikke et sted, han havde lyst til at tilbringe for meget tid i. Han sad et øjeblik og så på hende, med sine turkis øjne, hun ikke kunne se alligevel. Hun kunne se et par normale brune øjne, der var lige så tænksomme som Iskariots egne.

"Du må være sulten og kold." Han rejste sig igen. "Kom." Han brugte sin evne på hende for første gang, gav hende følelsen af, at hun skulle følge med. Så snart han var sikker på, at hun rejste sig for at følge med, gik han ud af gyden og ned af gaden i samme retning som før. Med hænderne i jakkens lommer og vingerne foldet pænt sammen på ryggen, for at holde varmen, gik han af sted i et roligt tempo så hun kunne følge med. Han trængte også snart til at give sig selv en pause fra illusionerne, han var ved at være mentalt træt også. Men han ville holde denne illusion til han kom hjem, det gik ikke, at nogen så en sort halvørn i byen.
"Hvor gammel er du, Cassandra?" Han skævede mod hende som de gik.

 En smule usikkert nikkede Cassandra, da manden foran hende gentog hende navn. Burde hun spørge efter hans? Hun regnede ikke ligefrem med at han ville hende noget vigtigt, så der var vel ingen grund til at gøre det store ud af at vide hvem han var. Ingen ville hende nogensinde noget mere end at drille hende, eller overtale hende til at forsvinde. Hun havde også overvejet det. Selvfølgelig var der ingen der ville have en pige forbandet af Zaladin omkring dem. 
 Cassandra prøvede at rykke sig længere ind mod væggen da manden kom tættere på. Ikke fordi hun var bange, som det var lige nu følte hun ikke han var ude på at gøre hende noget. Hun var bare som altid bange for at gøre andre sorte, selvom alt var dækket til, og det  kun var hendes ansigt der var frit. Man kunne aldrig være for sikker! Hun kunne dog ikke flytte sig længere tilbage, i stedet maste hun sig bare mere op mod murren.

 Det var en smule usikker at Cassandra nikkede til at hun var sulten og koldt. Især fordi han bad hende følge med. Hendes første instinkt var at takke nej, mest på grund af det der var sket med de andre mænd. For hvor var de nu? De havde jo snakket med denne bag, havde de lavet en skummel aftale? Tvivlen og usikkerheden blev dog hurtigt erstatte af en følelse af hun bare skulle følge med, og at hun ikke rigtig havde et valg. Hun rejser sig derfor op og gik med ham da han begyndte at gå. 

 Cassandra trak hænderne ind i ærmerne, og lagde armene om sig mens det gik. Skulderne var trukket lidt op til ørene, som hun prøvede at holde varmen. Vinden ramte hende nærmest som om hun ikke havde noget tøj på, og gjorde hende godt kold. Hun skævede op på manden da han spurgte hvor gammel hun var. Cassandra bed sig lidt i underlæben og så frem igen. Var han mon mere tilbøjelig til at have hende hænge omkring sig hvis hun var yngre end hun var? 
 " 16 år..  " sagde hun så alligevel. Der var et eller andet over ham, der gjorde hun hellere ville fortælle sandheden. Hun foldede læberne lidt og så ordenligt op på manden.
 " Uhm.. Hvad hedder du?  " spurgte hun forsigtigt. 

Det var en kold aften, og det var ikke svært at se, at pigebarnet frøs. Ikke at Iskariot kunne gøre noget ved det, eller egentligt havde tænkt sig at gøre noget ved det. Hun måtte vente til de kom hjem til hans lille hus, hvor han kunne tænde op i kaminen og få varmen til at sprede sig. Han selv kunne mærke kulden, trods fjerdragt og en varm jakke, men han var også vokset op i Rubinien, hvor det kun var nattekulden, der kunne gå igennem marv og ben, så den mere nordlige kulde virkede altid til at gå ham lidt på.

Hendes alder overraskede ham en smule, hun så yngre ud end det. Men hun sagde det med en svag tøven, som fik ham til at tro, at hun talte sandt. Som havde hun overvejet at lyve, men valgte at fortælle sandheden. Godt. Det gjorde ham tilfreds.
"Iskariot," svarede han efter en kort umærkelig tøven. Hans rigtige navn og ikke et, han tog sammen med illusionen. Hvorfor var ham ikke helt klart, men nu var det sagt, og han accepterede sit underbevidste valg.
"De to unge herrer har andet at se til, de vil ikke genere dig mere." Det slog ham, at hun nok var urolig for, om de ville dukke op igen. Det ville de ikke, de havde travlt med hinanden i en baggård et eller andet sted.

Mere sagde han ikke, medmindre hun snakkede til ham, mens de fortsatte igennem gaderne, der var oplyst af gadelamperne. De var på vej mod en anden del af Nedre by, en del der lå på grænsen til Centrale by, hvor husene var lidt pænere, men ikke for dem med mange krystaller. Iskariot ville med glæde bo i den Øvre by, men han havde ikke brugt kultens krystaller til at købe huset for, og dette var mere anonymt. Ingen kiggede ekstra på deres naboer et sted som her. Huset var ikke faldefærdigt, og var faldet i hans smag. Der var ikke nogen, der vidste, at han havde huset her, det var hans eget lille fristed fra kulten.

Han hev en nøgle op af lommen og låste døren op, inden han lod hende gå ind først. Var hun modvillig, gav han hende et lille psykisk skub, han havde ikke tålmodighed på at vente i en evighed, vinden var kold. Så snart hun var inde, gik han efter hende og lukkede døren bag dem, uden at låse den. Der var mørkt i rummet, og han startede med at tænde et par lys, så de kunne se hinanden. Han vendte sig mod hende og lod så endeligt illusionen falde, tavs, for han vidste ikke, hvad han skulle sige. Det var lidt af en forandring. I stedet for et semihøjt pænt menneske stod der nu en lav, eller høj i halvfulgestandarder, halvørn med turkis øjne og en sort fjerpragt. Han var iklædt en sort frakke og et par løse bukser, der var bundet sammen ved hans knæ, så man kunne se hans fugleben og fødder med kløer, der var uden sko. Ved hans side hang to spøjst udseende våben. Han havde et ar fra øjet og ned over næbet, der tydeligvis engang for mange år siden havde været flækket.
Han så på hende med et alvorligt og fast blik, afventende hendes reaktion. Ikke at hun fik lov til at stikke af, han var ikke færdig med hende.

 "... Iskariot..  " mumlede Cassandra lavt, som hun gentog hans navn. Det var mærkeligt, og en smule svært at få vendt rigtigt på tungen, men der var noget over det. Det kunne noget. Cassandra kunne i hvert fald godt lide det! Hvorfor vidste hun ikke. Måske fordi det var længe siden nogen havde vist interesse for hende? Eller fordi hun lige havde oplevet noget vild ubehageligt, og bare ekstra meget søgte lidt omsorg? Det var ikke noget hun havde muligheden for at tænke meget over, da hendes tanker blev afbrudt da Iskariot snakkede igen. Hun vippede hovedet lidt på skrå, og så undrende på hende. Hvordan kunne han vide det med sikkerhed? 

 Cassandra valgte ikke at spørge mere ind til mændene. Hun var ikke sikker på om hun ønskede at vide svaret, og havde også en følelse af at Iskariot ikke ønskede at snakke særlig meget. 

 De stoppede foran et hus. Døren blev låst op og Cassandra kiggede ind i mørket. En knude af usikkerhed voksede sig frem i hendes mave. Måske det her ikke var så god en ide alligevel. Hun kendte jo ikke manden. 
 Trods usikkerheden endte hun alligevel med at gå ind. Hun vidste ikke hvorfor. Hun gik dog ikke længere ind, end inden for døren og lidt til siden, så Iskariot også kunne komme ind. Armene knugede sig mere om hende, mens hun betragtede ham gå rundt og tænde lys. Nysgerrigt lod hun blikket glide rundt i rummet, som der lige så stille blev lyst. 

 Optaget af at betragte omgivelserne, tog det Cassandra lidt til før hun vendte blikket tilbage på Iskariot. Og da hun gjorde, resulterede det i et forskrækket skrig. Hun trådte skræmt bagud, i et forsøg på at komme hen og åbne døren, men hun faldt over hende egne ben. Med et bump ramte hun gulvet, og prøvede hastigt at krybe så langt væk fra.. Hvad end det var der pludselig stod i rummet med hende. 
 Cassandras blik flakkede rundt på Iskariot. Hun prøvede at forstå hvad der var sket. Prøvede at finde ud af hvad han ville med hende. 
 " Du.. Du må ik.. gøre mig noget..  " lød det panisk fra hende. Hun kunne godt selv hører hvor fesent det lød, og hun regnede ikke med at det ville gøre nogen forskel, hvis han havde i sinde at gøre hende ondt. Hun trak vejret hurtigt, og tårene begyndte at trille ned af hendes kinder, i ren og skær afmagt.

Iskariot havde ikke helt forventet en så voldsomt reaktion, og hendes skrig fik det til at give et svagt ryk i ham og få hans fjer til at rejse sig en smule.Men han blev stående tavs og betragtede hende skvatte over sine egne ben, lande på gulvet og skubbe sig bagud op mod muren.
Hun var tydeligvis skrækslagen for ham nu, og han kom frem til, at han måske nok burde have advaret hende. Men gjort var gjort, og et eller andet sted var han egentligt bare lidt overrasket, og måske endda lidt såret over, at hun var så bange for hans udseende. Han var trods alt bare en halvfugl. Ikke et monster.

Men hun begyndte ligefrem at græde, som hun tiggede ham om ikke at gøre hende noget, og for et øjeblik vidste han ikke, hvad han skulle gøre. På den ene side havde han mest lyst til at bede hende holde op med at flæbe og bruge sin magi på hende, men det med at kontrollere folks følelser var en smule indviklet, og kunne gå galt, så det ville han helst ikke, i tilfælde af, at han skulle bruge hende til noget.
På den anden side ville det måske være passende at forsøge at berolige hende. Men det lå ikke naturligt for ham at udvise følelser på den måde. For nogen.

Så til sidst valgte han noget helt andet.
"Jeg har ikke haft tanker om at gøre dig noget." Det var sandt, han havde ikke gjort sig nogen tanker om at gøre pigen ondt. Endnu. Så langt var han ikke kommet, som han havde været mere fokuseret på at komme hjem og få varmen.
Og apropos. Han vendte rundt og gik over til kaminen for at begynde at tænde op. Opmærksom på hende, for hun skulle stadig ikke have lov til at gå.
"Hvor længe har du boet på gaden?" Han skulle finde ud af mere om hende, hvis han skulle finde ud af, om han kunne bruge hende til noget.

 Det værste ved det hele, og grunden til Cassandra reagerede så voldsomt, skyldtes nok hovedsageligt situationen tidligere med de to unge mænd. Den havde fået hende til at føle sig ekstra sårbar, og derfor havde hun blindt fulgt med den venlige mand, der virkede til at ville hende godt. Manden der nu stod og lignede en stor fugl. En stor fugl, som hun ikke vidst om var farlig eller ej. 
 Da Iskariot sagde han ikke havde i sinde at gøre hende ondt, lettede det lidt på hende. Det stoppede ikke tårene, men hun nikkede en smule til det, med et snøft. Hun var ikke sikker på om hun troede helt på ham, men han havde endnu ikke givet hende grund til at tro på hvad han sagde. Han havde trods alt - umiddelbart - fået de to mænd til at lade hende være. Ikke at hun vidste hvordan, men det var også lige godt. 

 Cassandra blev blot siddende på gulvet, op af væggen og en smule krøllet sammen, som Iskariot gik over for at tænde kaminen op. Selvom der helt sikkert var varmere inden for, hvor vinden ikke bed igennem tøjet og ind i huden, frøs Cassandra stadigvæk. Kulden havde sat sig helt ind i hendes knogler, og der var svært at finde varmen selvom hun var indendørs. Cassandra skævede lidt over på den store fugl, da hun blev stillet et spørgsmål.
 " 10 år.. måske..  " lød det stille fra hende mens hun trak på skulderne. Hun havde ikke rigtig holdt styr på det, men det var nok der omkring. Hun flyttede blikket ned på gulvet.
 " .. siden jeg blev smidt væk..  " mumlede hun lidt bitteret. Det var egentlig ikke meningen det var noget han skulle hører, men hun har heller ikke just helt stille med det. Igen skævede hun mod fuglen. Det var mærkeligt. Hun var ikke vant at se andet end mennesker. Eller væsener der så mindre.. intense ud. Hænderne løsnede deres greb lidt om hendes tog, som hun ubevidst havde grebet lidt hårdere om, ved tanken om hendes familie.

10 år. Det var længe, så havde hun været seks, da hun blev "smidt væk", som hun selv sagde det. Et udtryk der fik ham til at studse lidt, inden han accepterede det. Det var en underlig måde at sige det på, men sikkert sandt. Men hvorfor var hun blevet smidt væk, formodentligt at sine egne forældre? Det ville han vide mere om, men først fokuserede han på at få tændt ilden. Gnisterne fløj og han lænede sig frem for at puste lidt til træspånerne, der hurtigt begyndte at ryge lidt, inden de første spæde flammer viste sig. Derefter tog det ikke lang tid, før han kunne lægge de større stykker træ på og rejse sig igen, sikker på, at der snart ville være gang i ilden.

Trods de to lys og den begyndede ild i kaninen, var der stadig mørkt i rummet, men Iskariot fandt uden problemer over til sengen, hvor han tog det ene af de pænt foldede tæpper og gik over til Cassandra, hvor han stoppede op et par skridt væk og rakte tæppet frem mod hende. Det tynde skravl måtte være kold efter tiden udenfor. Han var selv et tyndt skravl, det kunne bare ikke ses på ham på grund af fjerpragten, der også holdt ham varm.

Om hun tog i mod tæppet eller ej, ville han slippe det, så hun enten kunne tage det til sig eller samle det op fra gulvet. Han blev stående og så ned på hende.
"Hvorfor blev du smidt væk?" Der var ikke rigtigt noget nysgerrighed eller noget medlidenhed i hans stemme eller blik, han kunne lige så godt have spurgt, hvad hun havde fået til morgenmad. Men han var nysgerrig, hvorfor overlod man et barn til sig selv? Mangel på mad og muligheder, sikkert. Sådan var det med de fleste gadebørn. At han selv var blevet smidt væk af sin mor, var af helt andre grunde, han ikke havde forstået som barn. I dag forstod han dem, men derfor havde han ikke tilgivet sin mor. Det var også for sent, han havde slået hende ihjel under blikket fra slavehandleren for at få et bedre liv. Og han havde ikke fortrudt.

 Tårerne var efterhånden stoppet deres løben, og Cassandra sad blot tilbage og snøftede lidt en gang imellem. Mens han fik tændt op i kaminen, blev hun bare siddende på gulvet, og så rundt. Hun følte sig slet ikke tryg nok til at rejse sig og bevæge sig rundt. Lige nu fandt hun lidt tryghed ved at have væggen mod ryggen og døren så tæt på, for hun stolede ærligtalt ikke på, at han ikke ville gøre hende noget, bare fordi han havde sagt det. 

 Med det sparsomme lys, kunne Cassandra lige ane at Iskariot fik lidt rundt, for at komme over mod hende. Hun holdt godt øje med at han ikke kom for tæt på, men han stoppede i en acceptable afstand og rakte noget mod hende. Kort så hun lidt usikkert op på ham, inden hun forsigtigt tog i mod tæppet. Hun var meget opmærksom på ikke at komme i nærheden af hans hænder, og så snart hun havde fat i tæppet selv, viklede hun det hurtigt om sig, så hun forhåbentligt snart kunne få varmen.  
 Det næste spørgsmål fik hendes blik til at søge lidt ud til siden, for hun havde ikke rigtig lyst til at svare på det. Det ville sikkert bare ende med han ville smide hende ud, og nu kunne hun få varmen, og måske mad og et sted at sove. Det var da helt klart at fortrække, i denne vinter kulde, nu hvor hun ikke havde et andet sted at sove. 
 " De kunne ikke lide mig..  " mumlede hun så bare. Det var ikke helt løgn, men det var også langt fra den fulde sandhed. Måske han kunne accepterer svaret? Det håbede hun i hvert fald. Tæppet knugede hun godt om sig, nærmest som om hun var bange for at kunne hive det fra hende når som helst.

Hendes svar faldt ikke prompte og Iskariot var lige ved at bede hende svare, men hun fik alligevel taget sig sammen og mumlet et svar. De skarpe turkis øjne stirrede ned på hende, læsende hendes ansigt og kropssprog. Hun virkede ikke til at sige sandheden, men havde han regnet med det?
”Jeg foretrækker, at folk fortæller mig sandheden, især i mit eget hjem,” sagde han en smule skarpt, inden han vendte rundt og gik over til ilden igen. Her tog han en pind, der glødede i enden, inden han gik en runde og tændte noget mere lys. Der var et par olielamper og et stearinlys mere.

Lyset der spredte sig, afslørede mere af rummet. Der stod en seng ved den ene væg, ud i rummet med hovedgærdet mod væggen, så han kunne sove på begge sider og have plads til sine vinger. Der stod et bord midt i rummet med fire stole. Unødvendigt, for han fik aldrig gæster, men det var fulgt med det lille hus. Derudover var der kaminen, et pænt udskåret skab og en dragkiste. En åben dør ledte ud til køkkenet, der ikke så ud til at være meget brugt, hvor der var en dør ud til baggården, hvor den delte brønd var. Småt, men med det, Iskariot skulle bruge. Han var her ikke så ofte, da gården, hvor kulten holdt til, var noget mere bekvemmeligt.

Endeligt tog han sin egen jakke af og afslørede en almindelig mørkebrun kofte indenunder, specielsyet, så det var muligt for ham at have den på i forhold til vingerne. Det samme havde jakken været. Jakken smed han over ryggen på denne ene stol.
”Jeg gætter på, at du er sulten?” Han ventede ikke rigtigt på svar, men gik ud i køkkenet for at komme tilbage med en gryde. Der var en god rest gryderet tilbage, han havde planlagt at spise til aftensmad, men han kunne godt undvære. Det var ikke sult, der plagede ham, og når han ikke var på gården, glemte han ofte at spise.
Gryden hang han over ilden i kaminen. Han havde fået maden udleveret ved en kro dagen før, og havde måske, måske ikke betalt for den.

 Cassandra bøjede en smule skamfuldt hovedet da Iskariot med det sammen gennemskuede at hun løj, og endda kommenterede på det. Nu havde han været så venlig at invitere hende med hjem i varmen, og selvom han meget pludseligt havde skiftet fra at ligne en venlig mand, til at skræmmende monster-fugl, så gav det hende alligevel dårlig samvittighed at hun havde løjet. Nok mest fordi han kommenterede på at hun løj. Cassandra åbnede munden for at undskylde, men Iskariot rejste sig og gik over til ilden i stedet, så hun lukkede munden igen. Det var nok også lige godt. 
 Stadig en smule skamfuld over at have løjet, lod hun blikket følge Iskariot som han gik rundt og tændte noget mere lys, og som rummet blev lyst mere op, flyttede Cassandra blikket, ås hun kunne betragte omgivelserne lidt. Der var sparsomt med ting, men det var nu heller ikke fordi Cassandra kunne prale af at hun havde mange ting. Hun havde faktisk ikke andet end det sølle sæt tøj hun havde på. 

 Med mere lys i rummet og derfor et bedre overblik over hvor hun befandt sig, fik Cassandra samlet mod til at rejse sig op. Hun stod forsat op af vægge, og med tæppet viklet om sig, mens hun holdt beskyttende fat i det, som om det kunne beskytte hende hvis der skulle ske noget. 
 Iskariots spørgsmål fik hende lidt at slå blikket ned i gulvet, mens hun trak på skulderne og åbnende munden.
 " Li...  " Cassandra stoppede sig selv, og skævede lidt hen på ham, inden hun så nikkede lidt forsigtigt. Han havde lige sagt han fortrak man ikke løj i hans hus, og så var hun ved at gøre det igen. Han hørte jo hendes mave rumle tidligere, så han ville vide hun løj, hvis hun sagde lidt. Mens Iskariot var i køkkenet, fik Cassandra skubbet sig lidt ud fra væggen, og hun gik forsigtet et par skridt væk fra væggen, mens hun så sig lidt mere om. Det så lidt anderledes ud når man ikke bare sad nede på gulvet. Da han kom tilbage, så hun hen på ham. 
 " Tak..  " det var vel på sin plads at takke ham. Han kendte jo lige så meget til hende, som hun kendte til ham, og det var jo vitterlig ingenting. Hun bed sig lidt usikkert i læben, og stod nu bare lidt midt i det hele.

Da Iskariot kom tilbage fra køkkenet, havde pigebarnet flyttet sig ud fra væggen. Det var da fremgang fra, at hun sad og lignede en hund, der forventede at blive sparket hvert øjeblik det skulle være. 
Det var ikke naturligt for ham at tage sig af folk, eller at skulle være blid og hjælpsom. Han havde det bedre i en hårdere, ledende rolle, hvor han kunne bruge sin evne til at presse ting igennem. Dette dansen om ilden var ikke ham, og han måtte tænke lidt over, hvad han sagde og gjorde for ikke at skræmme hende.
Hvad han ville med hende, det vidste han ikke, men lige nu så han det lidt som en leg. Kunne han få hende til at stole lidt på ham uden, at han brugte sin evne mere end højest nødvendigt? Og et eller andet måtte hun kunne bruges til. Om det så bare var endnu et kultmedlem til at arbejde på gården. Hun var så ung. Måske hun kunne formes til ... ja, så langt var han ikke kommet, men nu havde han også kun lige mødt hende.

Hendes tak fik ham til at se lidt mere grundigt på hende.
"Du ligner en, der har brug for en håndsrækning." Han slog let ud med den ene skællede hånd mod ildstedet. "Kom bare nærmere varmen, der er ingen grund til at fryse." Han trådte væk, så hun kunne komme derhen uden at komme for tæt på ham. Han var ikke i tvivl om, at han skræmte hende, noget han havde oplevet mange gange før, selvom man skulle tro, at dette lands beboere var vant til halvdyr i alle former. Han havde set halvdyr, der var mere skræmmende end hans fjerede udseende. Mente han i hvert fald selv.

Iskariot blev stående lidt for at se, om hun ville komme derhen eller ej, inden han gik ud i køkkenet og fyldte en kande med vand fra spanden, han havde fyldt i brønden om morgenen. Med den i den ene hånd og to krus i favnen, gik han tilbage til stuen og stillede det på bordet. Te var nok bedre i forhold til at få varmen, men lige nu hang gryden med mad over ilden, så det måtte vente.
"Hvorfor er du bange for mig?" Han var nysgerrig, men det var også for at få hende til at sige det højt. Ofte hjalp det på folks frygt at få dem til at sige det højt og få dem til at høre, hvor dumt det lød.

 Selvom Cassandra allerede følte sig en hel del mere tryg, end da Iskariot lige havde smidt facaden, var hun stadig langt fra rigtig tryg. Han havde ikke angrebet hende, og tilbød hende mad og drikke, så selvom han så noget så farlig og skræmmende ud, virkede det ikke som om det var fordi han havde i tankerne at skulle gør hende noget ondt.
 Iskariots ord fik hende til at se ned. Ikke fordi hun som sådan skammede sig over hvordan hun så ud, mere fordi hun skammede sig over at det var sandt. Og det var mere sandt end det nogensinde havde været. Det ville blive sværere og sværere at finde et tomt hjem hun kunne være i, både på grund af kulden, så alle steder blev taget af andre hjemløse, men også fordi by vagterne var begyndt at lukke flere og flere af husene ned, hvilket gjorde udvalget endnu mindre. Cassandra var også sikker på hun ikke ville overleve vinteren, hvis hun hun skulle være på gaden. Ikke med det tøj hun havde nu. Derfor nikkede hun også kort til det, inden hun så mod ildstedet. Hun foldede læberne lidt og sank kort.
 " Tak..  " sagde hun endnu en gang, og gik forsigtigt tættere på varmen. Armene forsatte hun med at have om sig, både for at føle sig lidt mere beskytte og for at holde bedre på varmen. Øjnene blev lukket lidt i. Ildens varme var dejlig mod hendes kolde krop, og hun nød hvordan hun kunne mærke varme sprede sig til alle knolger og led. 

 Som varmen spredte sig i Cassandras krop, gjorde trætheden også. Man sov ikke særlig på jorden, og slet ikke når man frøs. Derfor gav hendes krop også en lille spjæt fra sig da Iskariot snakkede til hende igen. Kort lod hun blikket glide over ham, inden hun slog blikket ned i gulvet. Tænkende. Var hun bange for ham? Hun havde måske været ret så mange for ham, lige da han skiftede udseende, men det var måske også lige så meget fordi hun ikke havde forventet det. 
 " Jeg.. er ikke rigtig bange for dig...  " mumlede hun lidt overvejende. Armene hade løsnet deres greb, og hang nu ned foran hende, hvor hun pillede lidt i det trævlende ærme. 
 " Jeg blev bare.. overrasket..  " Hun skævede hen mod ham.
 " Pludselig så du bare så... stor og farlig ud..  " Stor var nok et lidt forkert begreb, eftersom han egentlig var mindre end før, men hun havde følt han så virkelig stor ud. Måske fordi det var så uvant for hende. 

Iskariot drejede sig imod hende og blev stående ved bordet, mens han så lidt afventende på hende efter et svar. Han ville gerne vide det, både fordi han var nysgerrig, men også fordi han kunne bruge det fremover, både til at gøre sit udseende mindre skræmmende, eller udnytte sig af, at der var noget over ham, der fik folk til at frygte ham.
Han kunne ikke bruge hendes svar til så meget, selvom hun dog kom frem til, at hun ikke rigtigt var bange for ham. Det var da altid noget. Og nok var han ikke så høj og samtidigt spinkelt bygget, men hans fjer fyldte godt og så var der hans vinger, der, trods det at være foldet pænt sammen bag ham, trods alt var en god del af hans størrelse. Hvis hun syntes, at han så stor ud nu, så skulle hun se, når han foldede vingerne ud, de var hver for sig længere end han var høj, og han kunne ikke folde dem ud herinde. Tanken var en smule morende, men han flyttede kun lidt på dem, uden at folde dem ud.

Han betragtede hende lidt og nikkede så, næsten undskyldende.
”Jeg undskylder det pludselige skift, jeg burde have sagt noget. Sociale interaktioner falder mig ikke altid let.” Og han havde været en smule træt, men det sagde han ikke. I stedet gik han over mod hende og stoppede op et par skridt fra hende.
”Må jeg?” Han gjorde en håndbevægelse mod ilden, hvor gryden hang. Han måtte hellere røre i den. Gav hun ham plads, trådte ham frem og rørte i gryden.
”Er du fra Dianthos?” Det var lidt som at trække folks tænder ud, som han måtte stille spørgsmål efter spørgsmål for at få noget at vide om hende. Men det gjorde ikke så meget, han vidste ellers ikke, hvad de skulle snakke om, og tavsheden virkede akavet for hende. Han var ligeglad.

 Blikket blev flyttet ind i ilden, som Cassandra mærkede efter en ekstra gang. Var hun bange for ham? Nej. Hun var mere bange for sig selv. Bange for at gøre han noget. Ikke at hun vidste om hun kunne gøre ham noget. Hun forstod stadig ikke hvad hendes mærker gjorde. Hun så ned på hænderne igen, og trak forsigtigt den ene handske af, og afslørede de sorte fingerspidser. Hånden der stadig havde handske på gled over den befriede hånd, og fulgte efterfølgende aftegningerne. 
 Cassandra skævede kort hen Iskariot som han snakkede inden hun slog blikket ned med en lettet nikken. 
 " Heller ikke mig..  " mumlede hun lavt. Det var ikke ment som han skulle hører det. Men hun forstod han godt. Hun var heller ikke god til det, men hvordan skulle man også være det, når de fleste var bange for hende, og så hende som noget Zaladin selv havde skabt? 

Det var med en let forskrækkelse at Cassandra trådte væk fra Iskariots hånd, da han slog ud med det. Hun sank kort og nikkede lidt inden hun trådte et par skridt væk, mens hun hurtigt trak handsken på hånden igen, og hun ikke kom til at lave mærker på ting der ikke skulle have mærker. Da handsken var kommer på igen, så hun hen på gryden Iskariot begyndte at røre i. Hun sank sultent som duften begyndte at sprede sig, hvilket også fik hendes mave til at rumle lidt igen. Flov lagde hun hånden mod maven, i et forsøg på at dæmpe lyden lidt.
 " Ja.. " svarede hun så til, at hun var fra Dianthos. Hun havde aldrig været ude for bymurene. Hun kunne knap nok overleve inde for murene, så hvordan skulle hun kunne overleve uden for dem? Hun så kort mod døren, ud mod byen.
 " Jeg har aldrig været andre steder end inde i byen..  " mumlede hun tænkende, inden hun så tilbage mod ilden.

Hver eneste lille bevægelse han gjorde, så ud til at skræmme hende, som var hun en tævet hund. Det irriterede ham en smule, for det var da belastende at skulle tænke over hver eneste lille ting, man gjorde, især nu han prøvede ikke at skræmme hende. Men han sagde ikke noget, som hun flyttede sig for ham. Hendes roden rundt med sin handske fik hans blik til at strejfe hendes hænder, tids nok til at se de sorte aftegninger. Han havde nok set, at hun havde hænderne dækket til, men ikke skænket det nogen opmærksomhed, der var trods alt koldt udenfor. Men hendes hastige tildækken af den, mindede ham noget. Nogen, rettere sagt. Marax reagerede på samme måde, hvis der var risiko for, at han rørte hende.
Han skævede mod pigens ansigt, men sagde ikke noget til at starte med.

Han lyttede til hendes svar, mens han så ned i gyden. De første bobler var begyndt at dukke op og maden var ved at være varm. Duften hjalp alligevel med hans egen sult, der ellers ikke eksisterede, og han følte alligevel, at han godt kunne spise lidt.
”Vil du andet end at leve her i byen som et gadebarn?” Han rørte rundt i gryden igen uden at se på hende, andet end lidt ud af øjenkrogen, inden han rejste sig og tog to skåle fra en hylde ved siden af kaminen. Han fyldte den første og rakte den ud mod hende, så hun kunne tage den og sætte sig ved bordet. Gjorde hun det, ville han hælde halvt så meget i den anden skål og tage et par skeer, inden han også ville sætte sig ved bordet. Der var ligeligt i gryden til, at de begge kunne få en portion mere, men han regnede med at lade hende spise sig mæt og ellers gemme resten til dagen efter. Hvis hun altså skulle blive natten over. Så langt var han ikke kommet endnu.

 Selvom Cassandra var blevet skræmt af Iskariot da han skiftede udseende, havde det værste af skrækken lagt sig.  Der var stadig noget skræmmende over hans udseende, men det var nok mest det pludselige skift og forskrækkelsen bag det pludselig skift, der stadig sad i hende. Hende forskrækkede reaktioner og pludselige bevægelser kom i stedet af hendes skræk over sig selv. Over hvad hun kunne. Og ikke kunne. Manden der havde rørt ved hende tidligere, var blevet sort op af halvdelen af hånden, noget hun ikke kunne gøre noget ved. Noget hun havde gjort. Nu ville han måske være sort resten af hans liv. Ligesom hun selv var, på fingerspidsen og på læben. 
 Med handsken på hånden igen, var hun en smule mere tryk. Jo mindre bar hud der var, jo mindre chance var der for hun gjorde skade. Hænderne blev lidt beskyttende lagt mod overarmene, som Cassandra lagde armene over kryds. Blikket var låst fast på maden der spredte en duft, der kun gjorde hende endnu mere bevidst om hvor sulten hun var. Iskariots spørgsmål fik hende dog til at fjerne blikket gryden, og i stedet stå hun lidt ned på gulvet, mens hun trak på skulderne. 
 " Jeg.. kan ikke andet.. Folk er bange for mig..  " det sidste blev mumlet ekstra meget, for det var ikke så meget noget hun fortalte til ham, som en kommentar til sig selv. 

 Cassandras blik blev flyttet hen på Iskariot da han flyttede på sig. Sultent fulgte hendes blik skålene som den ene blev fyldt op. Tungen gled lidt ubevidst over underlæben, og da hun rakte skålen mod hende, tøvede hun ikke med at tage imod dem. Hun var dog stadig opmærksom på at tage fat i skålen på en måde, så hun var så langt fra at høre ham som muligt. Inden grund til at tage chancer. 
 Der gik et lille øjeblik før Cassandra flyttede på sig. Hun stod først og kiggede sultent ned i skålen. Først da lyden af en stol der blev flyttet skar gennem luften, kom hun til sig selv, og fik gået over til den tomme stol, og sat sig. Hun løftede blikket lidt generet og sendte Iskariot et forsigtigt smil.
 " Tak..  " lød det stille fra hende, inden hun tog den anden ske og gik i gang med at spise. Lige så stille og roligt. Ordentligt. I hvert fald til at starte med.

Iskariot svarede ikke på hendes ord om, at folk var bange for hende, med det samme. I stedet så han lidt på hendes for et øjeblik, inden de fik sat sig ved bordet. Hendes tak fik ham til at nikke, inden han gav sig til at spise. Et ørnenæb var ikke ligefrem designet til brug af bestik, men bare fordi, at man lignede et dyr, behøvede man ikke at spise som et, og han havde lært at spise pænt og ordentligt. Endnu en ting, han kunne takke slavehandleren for. Hvis han kunne takke ham for noget, siden han var manden, der havde haft ham fanget den første del af hans liv. Men han havde ikke behøvet at lære den lille fugleunge noget om livet uden for burene, og det havde han alligevel gjort. Lidt taknemmelig var Iskariot alligevel, og han besøgte sommetider dæmonen af egen fri vilje.

Som han kom ned at sidde, spredte hans vinger sig en smule, som han kunne slappe af. Det havde været en lang dag, og havde hans ansigt været uden fjer, ville man sikkert havde kunnet se på ham, at han var en smule træt. Det skulle gøre godt med en nats søvn. Ikke at Iskariot sov ret meget, men lidt var bedre end ingenting. Spørgsmålet var bare, om han ville sove alene eller om pigebarnet skulle have en plads på gulvet. Det ville uden tvivl ødelægge hans nattesøvn, man kunne da håbe, at hun var interessant nok til at det var det værd.

Gryderetten var varm og krydret, og varmen spredte sig i Iskariots krop. Efter nogle mundfulde i tavshed, lagde han skeen fra sig og fyldte de to krus med vand.
"Hvorfor er folk bange for dig?" Han skubbede det ene krus over til hende, mens han så undersøgende på hende. "Har det noget med at gøre, at du dækker din hud til?" Han lavede en bevægelse mod hendes hånd, som ville han tage ved den. Det ville han ikke, han ville bare se hendes reaktion på tanken.