Der havde været en del ændringer efter at Rofies mor var kommet hjem igen, at komme hjem til varm aftensmad, en bunke pligter der ligepludselig skulle laves, men mest af alt var der kommet liv i det Halve Svin igen. Rofie elskede det, især da det gav hende og hendes kæreste en chance for at føle sig som normale teenagere.

At være en normal teenager havde dog sine egene problemer, så som at få lov at have havfolk i badehuset, der tilsyneladende ikke var tilladt uden special tilladelse. De ævlede noget om at der havde været et der havde leget sø-uhyre på et tidspunkt og det havde skræmt de andre gæster. Så Rofie fik noget af en overraskelse da mor Telma havde sikret en aften hvor Rofie og Sofus kunne bruge badehuset efter lukketid. Noget med at der var nogen der skyldte en tjeneste, Rofie vidste bedre end at stille spørgsmål så hun var bare glad over at Sofus endelig kunne få lov at boltre sig i noget der var større end et kar.



Så der sad hun på kanten til det store fællesbad, med fødderne plaskende lidt i vandet. Den ned gående sol farvende vandet rødt, det var spøjst hvor stille der var inde bag badehusets mure, som den travle hovedstad var langt væk. Hun havde lovet at de ikke ville kravle ind i de opvarmede bade, der oftest blev brugt af de adelige, meeen det kunne være at de lige skulle have et kig derind, bare for at se hvordan de så ud!
Sofus ville vidst komme om et øjeblik, der var et eller andet han skulle ordne, en overraskelse af en art.

Sofus havde ikke rigtig troet på det kunne lade sig gøre, da Rofie havde fået idéen om at komme i badehuset. Han havde hørt om historien om 'havuhyret' og havde virkelig ikke noget behov for at gentage den!
Alligevel havde Rofie overbevidst ham om at det var okay, og at hende mor havde sørget for det ikke var et problem. Lidt tvivlende var Sofus taget med, men han havde prompte tabt kæben da han havde opdaget hvorfor det ikke ville være et problem. De havde stedet for sig selv. Der var ikke et øje udover dem!

Sofus kunne ikke tro sit held. Ikke nok med han og Rofie faktisk havde kunne, sådan, slappe lidt af og lave normale ting for en gangs skyld, så var det her også en perfekt mulighed for at give Rofie den gave Sofus havde gemt på.
Sølvhalskæden var kølig mellem hans fingre, som han lod dem glide over den simple overflade, tænksom. Måske var det for tidligt.. Rofie virkede virkelig glad for at hendes mor var tilbage, og at have sit normale liv tilbage. Desuden, så var hun blevet væbner af lyset! Der var sket så meget.. 

Sofus lukkede hånden om amuletten, og gemte den bag ryggen med en stålsat mine. Måske ville Rofie hellere blive her, i Dianthos, med sin familie, men så måtte det være hendes valg!

Bestemt skubbede Sofus døren ud til badehallen op, og kiggede lidt på Rofie, som et fjoget smil voksede på hans læber. Hun så altså dejlig ud, også som pige. Sofus gik med forsigtige skridt, selvom han havde svært ved at holde sig tilbage. Men han var begyndt at snuble helt vildt over sine egne ben for tiden! Rofies mor sagde det var vokseværk, og var normalt for drenge på hans alder.. Drenge.. Det var mærkeligt.

"Okay Rofie, luk øjnene!" sagde Sofus som han nærmede sig "Og ikke noget med at lurer før jeg siger til" tilføjede han hurtigt, som han nåde helt hen til Rofie. Hurtigt viftede han en hånd foran hendes ansigt, for at tjekke hendes øjne var lukkede, og bagefter plantede han et kys på hendes kind "Heh, okay det var altså ikke overraskelsen. Den kommer her" sagde han, og lagde kæden over hendes hoved, og fjernede forsigtig hendes hår, så sølvsmykket lå fint om hendes hals. "Du må kigge lige om lidt!" sagde Sofus mens han kravlede ned i vandet, så han kunne stå foran hende, i vand til livet.

"Okay, så må du kigge!" sagde han endelig, spændt på hendes reaktion. Halsklædens vedhæng var simple, men i solid sølv. Den var ikke synderlig kunstfærdig, og lignede mere en amulet end et smykke.
Han ventede lidt, og lod Rofie kigge på smykket inden han forklarede "Så, ehm, jeg fik lagt min forvandlingsevne i en amulet til dig" han gik i stå der, usikker på hvordan han skulle fortsætte.

Lyden af dørene fik Rofie til at dreje hovedet og smile fjoget "Ah der var du!" klukkede hun. Sofus så altid så dejlig ud, især nu hvor han havde muligheden for at gå rundt uden trøje. Efterhånden havde hun nogenlunde vendet sig til at de have byttet om på hvem der var dreng og pige, men en aften hvor de bare kunne være sig selv var virkelig tiltrængt!
"Ja ja jeg skal nok lukke øjnene" sukkede hun stadigt smilende bredt. Hvad end det var Sofus havde gang i havde hun ingen andelse, og kindkysset fik hende til at fnise.
Et lille gisp lød som det kolde metal ramte hendes bare hud, så overraskelsen var et smykke? Hendes liv som dreng havde ikke givet hende ret mange smykker før. Med nysgerrige fingre undersøgte hun det, ih hvor hun gerne ville se det! Men hun holdt øjnene lukkede som aftalt, som hendes kæreste kravlede ned i vandet.

"Hvor er den fin!" udbrød hun glad som hun fik lov at åbne øjnene "Er det sølv?!?" For jo hun havde da gættet hvad det var, men at den var i et ædelmetal var ret vildt! 
"A hvad?" hun blinkede et par gange og så forvirret på ham, betød hvad hun troede!?!? "Så jeg kan forvandle mig til en havfrue med den?!!?" Lød det som hun så på ham med store øjne.

Sofus nikkede ivrigt, opildet af Rofies reaktion "Det kan du!" bekræftede han, og rakte ud mod hende, for at få hende med ud i vandet. "Den var nød til at være sølv, for at den bedre kan holde på magien! Det ville være ret skidt hvis den lige pludseligt holdt op, og du blev dig selv - eller blev fanget som havfrue!" grinede han. Det havde kostet et arm og et ben, eller, rettere tre afteners hårdt magisk arbejde. Men det havde været det hele værd, og mere til hvis Rofie kom med ham.

"Men kom! Og se om du kan forvandle dig! Oh, og du skal nok lige være forberedt på det når benene forsvinder under dig. Men det er okay! Du kan trække vejret under vandet, hvor mærkeligt det end føles at gøre" grinede Sofus lidt. Han var ret spændt på at se om det ville virke, eller om Faust havde snydt ham. Og endnu mere glædede han sig til at se hvordan Rofies form ville være. Om det ville være en fisk som ham selv, eller sådan mere.. havfrue agtigt!

Selvom vandet måske havde virket lidt køligt, så var tanken om at kunne forvandle sig til en rigtig havfrue mere end nok til at få Rofie til at hoppe med ud i vandet til Sofus. "Åh ja det ville ikke være ret godt" klukkede hun med, hun kunne ikke sådan rigtigt forestille sig hvordan det ville være at blive fanget som noget der ikke helt var en selv! Udover at det kunne hun jo nok godt, sådan hele deres fortryllede køn var jo ret meget det!

"Jeg skal nok prøve!" lød det som hun lukkede øjnene og knugede hænderne om sølvsmykket. Hendes kinder blev rødere og rødere jo mere hun prøvede at fokusere på at forvandle sig, tankerne myldrede frem og tilbage et kaos uden rod. Til sidst måtte hun opgive og gispe efter luft, da hun havde holdt vejret før.
"Øh hvordan gør man?" hun kløede sig i håret med ildrøde kinder, vildt flov over ikke at kunne finde ud af det.

Sofus bed sig lidt i læben, mens hans bryn trak sig en anelse sammen. "Du skal ikke prøve så hårdt. Prøv at slap af, det gør det nemmere. Det er lidt ligesom at tage en kappe på når det er koldt, eller tage trøjen af når det er varmt" prøvede han at forklarer.

"Det føles.. normalt? Som om det bare er den naturlige ting at gøre. I stedet for at tage en kappe på, så skifter du til en form der føles rigtig i vandet" fortsatte han, og gav Rofies hænder et klem. Det var svært at forklarer noget der havde været en naturlig del af ham siden han var barn. Men heldigvis havde Sofus arbejdet meget med sine evner, og det havde gjort det nemmere at sætte ord på.

"Kom med under vandet, og prøv der!" foreslog Sofus, og dykkede selv langsomt ned, og ledte blidt Rofie med sig.

Rofie sukkede lidt, efter al den tid de havde brugt på at øve Sofus evne så havde hun lidt håbet at hun faktisk ville have styr på det! Sofus havde ret hurtigt fået styr på hvordan tyngdekrafts evnen havde virket, men det kunne godt være at skifte form ikke var lige så nemt, selvom Sofus lift fik det til at lyde som det var ret nemt.

"Okaay.. jeg tror jeg forstår hvad du mener" nikkede hun så, selvom det måske var svært lige nu så skulle de nok finde ud af det! Før eller siden ville hun nok få styr på det. Hun tog en dyb indånding for at samle tankerne igen, sendende en et lille smil til Sofus.

"Okay!" lød det mere ivrigt og dykkede så med ned i det lidt kølige vand. Det føltes let som at svæve under vandet, for jo hun kunne da godt mærke det var der, men efter et øjeblik var det som at vandet bare var luft. Gad vide hvordan det mon ville føles mod skæl? Hun huskede følelsen af Sofus' de gange han havde været havfolk. Et svagt gyldent skær bredte sig fra hende et øjeblik, det føltes som hendes ben var blevet stærkere, men mere samlede? 
Hun stirrede ned og opdagede den gyldne hale der var der i stedet for hendes ben. "Jeg er en havfrue!?!?" udbrød hun glad, uden tanke om at de begge var under vandet.

Sofus holdt roligt Rofies hænder som de dykkede under overfalden, og han ventede et øjeblik inden han selv skiftede form. "Jeg ved du kan gøre det!" sagde han opmuntrende, og gav hendes hænder et lille klem. 

Synet som Rofie forvandlede sig var ulig noget Sofus nogensinde havde set. Svøbt i gyldent lys blev ben til hale, og skællene vandrede op af hendes torso. Men i stedet for at omkranse den fuldt, som Sofus egen form, lagde de sig blot som en spredt sti af skæld over maven, perfekt placeret over brystet, til et sidste, enligt gyldent skæld satte sig på hendes pande, mellem de sorte bryn, som var det et tegn på guddommelighed.

Sofus mund hang åben som hans stirrede. Han nikkede måbende til Rofies iver. Han slap hendes ene hånd, og ledte hende ud med den anden, så hun kunne prøve halen af.

Hvis nogen endte med at spørge Rofie hvad der var der gjorde det var lykkedes, så ville svaret være at det var fordi Sofus havde sagt han troede på hun kunne. Det var nok reelt set mere kompliceret end det, men at kunne hører hans stemme gennem vandet havde været det der havde fået hende til at slappe nok af til at lave skiftet.

Sofus måben fik hende kinder til at blive ildrøde, hun vidste godt at han syntes hun så fin ud, men alligevel kunne hun ikke ladevære med at rødme når han endte med at stirre.
Hvor elegant end hendes form så ud nu, så var det første par forsøg med at bruge halen alt andet. Det virkede noget bedre da hun fandt ud af at hun skulle bruge mere af kroppen og ikke kun halen til at komme fremad med. "Jeg tror jeg har fod på det nu! ...eller hale?" klukkede kun lidt som bobler forlod hendes mund i en lind strøm. Det her var jo vildt sejt under vandet! 

Rofies knap så elegante bevægelser fik Sofus til at vende tilbage til virkeligheden, og grinte bredt af sin kærestes første flap med halen. "Det er svære end det ser ud, men du skal nok fange det!" heppede Sofus opmuntrende som Rofie prøvede sin nye form af. Der kom markant færre bobler ud som Sofus talte, men det var nok et spørgsmål om øvelse, og selvom Sofus ikke var meget mere trænet i at snakke under vand, så havde han trods alt en del mere erfaring i at trække vejret dernede.

Sofus slog med halen og indhentede hurtigt Rofie. Han gled gennem vandet, og ind nær hende, hvor han plantede et hurtigt kys på hendes læber, før han med et grin svømmede videre, udenfor rækkevidde.

"Men nøj det er rart at have plads til faktisk at svømme for engangs skyld!" sagde han smilende, og svømmede i en hurtig cirkel om Rofie. Sofus var på ingen måde så god en svømmer som normale havfolk, men han var stadig så meget bedre end Rofie, at han følte sig ret sikker på sine evner.

"Yeeah..." rødmede Rofie med brændende kinder. "Jeg havde lidt troet at det vare var at flappe lidt med halen" indrømmede hun så.
Det var vildt befriende at få styr på halen og den nye måde at svømme på, men hun havde tydeligt meget mere at lære som Sofus kom susende forbi med et af sine dejlige kys. "Oi!" kaldte hun efter ham og forsøgte at fange ham, uden den store succes.

"Jeg er også virkelig glad for at vi kunne få det her til at virke!" nogen gange var det virkelig imponerende hvor meget mor Telma faktisk kunne få til at ske. Det var sin helt egen blanding af imponerende og skræmmende. "Det er noget bedre end et badekar gætter jeg på?" klukkede hun og forsøgte at fange ham, hun havde da en lille idé om hvad hun lavede nu!

Sofus grinede let, så en lille strøm af bobler dansede fra hans mund. "Neeej du, så let er det ikke! Du skal bruge hele kroppen" forklarede han, og lavede en bølgende bevægelse med hånden, for at demonstrere.

"Det er FANTASTISK det her Rofie!" svarede Sofus lykkeligt, inden han svømmede hen og tog hendes hånd. "Meget bedre end et badekar. Forskellen er lidt som.. som hvis du kun kunne sidde på en stol, og ikke kunne flytte dig fra den, eller strække benene!" forklarede han lidt prøvende. Han var ikke helt sikker på sammenligningen gav mening, men det var den bedste han lige kunne komme med.

Han svømmede videre ved Rofies side, uden at slippe hendes hånd. "Men jeg er glad for du kan lide amuletten.. og at den virker!" grinede han lidt, selvom det større spørgsmål gemte sig bagved. "Såå.. nu kan du også komme med, sådan, til Aquarin, når jeg tager ud for at finde min far.. hvis du altså har lyst"

"Jeg tror jeg forstår det" smilede Rofie tilbage, hun ville i hvert fald føle sig fanget hvis hun skulle sidde i et badekar med sin fine hale! Og hun havde kun haft den nogle minutter! Hvor slemt måtte det ikke være for stakkels Sofus der havde været fanget på land så længe! Mest af alt var hun bare glad for at hun havde fået den her idé, især fordi den gjorde Sofus så glad!

Det var nu virkelig rart at svømme side om side, ikke at det ikke var sjovt at prøve at fange ham, men det var lidt fedt at være sammen om det. "Det kan jeg! Jeg kan slet ikke takke dig nok for den!" Hun hev ham tættere på og gav ham et kys. Når man svømmede som de gjorde kunne man ikke bare stoppe spontant op, men Rofie prøvede stadig med meget blandet succes. "Når du hvad!?" lød det overrasket med bobler udover det hele. 

Sofus nød at svømme med Rofie, og bare.. være i vandet sammen med hende, var noget helt for sig selv. Sofus hadede det ikke, hvilket ellers oftest havde været hans primærer instilling til vand, og det at svømme.
Det var helt hyggeligt med Rofie faktisk.

Sofus smilede bredt ind i kysset, og foldende sin hale om Rofies, nu hvor de bare flød i vandet og ikke svømmede. 
Rofies udbrud fik dog Sofus til at trække hoved lidt til sig, med en grimasse. "Jaa, du ved.. vi havde jo aftalt at rejse ud på eventyr når din mor havde sin kro igen! Og jeg tænkte det kunne være et godt eventyr? Og på den her årstid vil min mor også være på vej hjem, så jeg kan måske finde hende også!" sagde han håbefuldt, og lod være med at nævne de tusinde ting der kunne holde Rofie i byen. Nok havde deres verden set noget anderledes ud dengang de havde aftalt det, men det var stadig en aftale! Og Sofus havde virkelig svært ved tanken om at skulle rejse ud uden Rofie ved sin side.

Det var vildt magisk at svømme rundt sammen og bare være dem, nu hvor Rofie tænkte over det havde hun aldrig set Sofus så glad i sin havfolke form. Hun håbede det var noget de kunne gøre igen, hun kunne godt lide at se ham smile sådan.

Hvis nogen havde fortalt hende at hun ville komme til at holde i hale med nogen, ville hun have sagt at de var fuld af lort. Men her svævede hun i vandet med sin kæreste og gjorde det! "Oh... det har du ret i" lød det forlegent, der var sket så meget siden de havde aftalt at tage på eventyr, så mange ting der burde holde hende tilbage.
"Selvfølgelig vil jeg det! Det bliver nok noget rod at overtale Moana til det, men jeg skal nok finde en løsning!" halvt råbte hun og knugede ham ind til sig, selvfølgelig ville hun tage med! De havde lavet for mange ting sammen til at bare lade ham rejse afsted alene!

Sofus bed sig i læben. Rofies forlegenhed og ord gjorde det tydeligt at hun enten havde glemt det, eller havde håbet på Sofus havde.. Og han kunne ikke bebrejde hende det. Rofie havde fået så meget i byen nu, og selv Sofus havde fået plads som lærling hos Professor Tellach! Det var fristende at blive. At slå sig ned i Dianthos, om end bare for en stund. Et år. Fem.

Rofies ord trak Sofus ud af sit tanketog, og han lyste op som Isari selv. "Det.. det er fantastisk!" udbrød Sofus lettet og plantede adskellige kys på Rofies kind og gengælde omfavnelsen tæt. Han var så lettet! "Det-det behøver selvfølgelig ikke være med det samme, så i kan finde ud af det!" grinede han. Tanken om at vente lidt var noget nemmere når man viste man var enige om at tage afsted på et tidspunkt.

Sofus trak sig en smule væk fra Rofie, men kun lige nok til at de kunne se hinanden i øjnene. "Vi skal nok passe på med at bruge din halskæde for meget så... altså udover i aften" grinede han.

Rofie nikkede ivrigt, så ivrigt at de sorte lokker dansede i vandet som de havde deres eget liv! Hun havde altid haft lyst til at tage på eventyr, så verden gøre en forskel! Istedet var hun endte med at stikke af hjemmefra, til sit gamle hjem for så at gøre en forskel. Jo det lød lidt som et eventyr, men det var bare ikke helt at se verden ved at tage hjem igen. "Bare rolig, jeg skal nok få hende overtalt det lover jeg!" lød det ivrigt, de skulle på eventyr og så under havet!

Storsmilende stirrede hun længselsfuldt ind i de sorte og orange øjne, "Jah... Men jeg bliver jo lidt nødt til at øve mig med halen" klukkede hun. selvom hun havde nogenlunde styr på det nu, så kunne hun blive så meget bedre!
Rofie så tænksom ud et øjeblik som en tanke slog hende "Hvordan er det egentlig at svømme i varmt vand? Er det så træls når man taler?"

Sofus kunne ikke andet end stige betaget som Rofies hår bølgede om hende, og han kyssede hende ihærdigt på kanten af munden, som hun bekræftede hun nok skulle få håndteret Moana. "Vi finder en måde! Åh jeg er så lettet over du gerne vil med! Det ville slet ikke være blevet det samme uden dig!". Ordene dansede af latter, og lettelse, som han omfavnede hende tæt igen, og plantede endnu et kys på hendes kind.

Stadig storsmilende gav Sofus' hale Rofies et lille klem, inden han lod deres haler glide fra hinanden igen, så Rofie kunne bruge sin hale lidt igen. "Det er jo lige det! Det bliver nok lidt svære ude i havet hvor der er strøm og sådan noget" kommenterede han, og løsrev sig langsomt fra hende, så hun kunne svømme lidt rundt.

Sofus spærrede øjnene lidt op som Rofie spurgte til varmt vand. "Ehm... det ved jeg ikke? Jeg har aldrig svømmet i varmt vand før" Sofus kløede sig lidt i nakken. "Men... er der ikke en anden del af badehuset der har varmt vand? Vi kunne prøve det der!" fortsatte Sofus hvad han var sikker på var Rofies tankegang, med stor iver. Varme bade havde været noget Sofus ikke havde prøvet mange gange, så tanken om et helt bassin med varmt vand var ret vildt!

Hvor meget end Rofie nød at holde i hale med Sofus, så var det rart at kunne bevæge sig igen! Det var lidt som at hun havde en følelse der bare gav hende lyst til at svømme, se om hun kunne komme hurtigere frem end før. "Deeeet har du nok ret i!" Nikkede Rofie lidt, hun kendte godt til havet men havde aldrig rigtigt set det. Hun var vel egentlig ret meget en by pige når alt kom til alt, men hvor slemt kunne det være? det var jo bare vand!

"Oh" rødmede Rofie, det kunne hun da have sagt sig selv! Det var jo ikke fordi at der var fyldt med badehuse alle steder og især ikke i fiskerlandsbyer i Azurien, så hvor skulle Sofus kunne have prøvet det?! 
"Det er rigtigt nok... det kunne sikkert være god træning?" nok havde hun lovet sin mor at de ikke gik derind, meeeen hvor slemt kunne det være? man kunne jo ikke se på vand at der var nogen der havde svømmet i det!
"Jo lad os!" lød det ivrigt, hvorefter hun stoppede kort. "Jeeg skal nok lige også finde ud af hvordan jeg skifter tilbage" klukkede hun.

Sofus bed sig grinende i læben, mens Rofie overbeviste sig selv om at det var en god idé at stikke ind i det varme vand hvor de helt sikkert ikke måtte være. Han nikkede da også ivrigt da hun foreslog at det da kunne være god træning.
Sofus var da også nået forbi punktet hvor han tog det personligt, hver gang der var noget Rofie tog som en selvfølge, som Sofus enten ikke anede hvad var, eller aldrig havde prøvet. Han var ikke så stolt at han ikke med tiden havde anderkendt, at han når det kom til stykket, kom ret langt ude på landet fra.

En grimasse skar over Sofus ansigt som Rofie nævnte det med at forvandle sig tilbage. "Åh, ja, selvfølgelig.. Ehm, først og fremmest vil du gerne have hoved over vand. Du har virkelig ikke lyst til at forvandle dig tilbage mens du stadig dykker" advarede han, med en tone der antydede at han helt sikkert havde prøvet det selv. "Ehm, og så plejer jeg at forestille mig at jeg tager bukser på. Det lyder virkelig mærkelig, det ved jeg, men det virker altså!" sagde han lidt defensivt, og var glad for at han ikke selv kunne rødme i sin havmands form.