Nianna, en ung kvinde, på hendes livs værste eventyr. En rejse hun havde forstillet sig så anderledes, var på alle måder endt ud i et mareridt. Natten var endelig faldet på, og de fleste væsner havde trukket sig ind til bydelen for at drikke og horer, og med al sandsynlighed også slås med et par stykker. Hun forstod sig overhovedet ikke på den levevis, hendes ellers så fredelig liv i skoven var vendt helt på hovedet, og hun fortrød hun nogensinde var rejst ud for at se, hvad ellers der fandtes uden for skovens sikre rammer. 

Hendes beklædning var som altid den samme: Bare fødder, der overraskende let bar hende over ethvert underlag uden at give hendes nogle problemer, hendes nederdel der gik hende til knæene, hun selv havde syet ud fra skindet på et rådyr hun havde fanget, overdelen i samme skind, let nedringet ved hendes bryst, og med gode bevæg muligheder ved armene, hvor skindet kun let hang ned over hendes skuldre og overarme. På hendes ryg bar hun en lille sæk, med de rester af mad hun havde tilbage fra hun forlod skoven, lidt bær omend de bestemt ikke normalt ville være at finde på denne årstid og de sidste rester af brød hun havde taget i byen.

Hun havde bevæget sig langs kysten, for at forsøge at finde et sted, hvor hun ville kunne skjule sig et par dage, inden hun ville forsøge at drage videre. Der måtte være mere end blot dette sted, det kunne ikke være rigtigt at der ikke var bedre derude, at hendes skov var det eneste sikre sted i landet. Hun så nogle huler i klippevæggene længere fremme, og besluttede sig for at undersøge dem. Lyset fra de mange stjerner oplyste klart stranden, og med en god balance hoppede hun let fra sten til sted, trods de var våde og glatte. Da hun ved den sidste inden hulens åbning nær havde mistet balancen, stod hun et øjeblik på kun det ene ben til hun genvandt sin balance og let rettede sig op. Hun strøg en lys lok hår om bag øret og lod blikket glide rundt, hun havde ikke hørt andre i nærheden, men bølgernes brusen imod de mange klippe og sten, gjorde det svært at være helt sikker.

Med sikre bevægelser, gik hun ind af den store åbning til grotten, hendes blik gled nysgerrig rundt, da der ikke var nogle tegn på andres tilstedeværelse, bevægede hun sig dybere ind. Grotten tillod ikke meget lys at trænge ind, men stjernes klare skær gav genlys ned i vandet. Længere inde fik hun øje på nogle kasser, og med nysgerrigheden spirrende indeni sig, bevægede hun sig videre hen imod dem. Hun satte sækken ned på jorden og satte sig ned på hug ved den første og betragtede indholdet deri, der var en læderpose blandt en masse andre ting. Ganske hurtigt kiggede hun op, inden hun rakte ud efter posen og kiggede deri, den var fyldt med besynderlige sten hun ikke før havde set, og selvom de var pæne, lagde hun dem fra sig igen uden at tage nogle af dem, uvidende om deres store værdi.

Azurien var et besynderligt sted, de adelige smed om sig med krystaller og der lurede fjender på hvert gadehjørne. Hvis han ikke vidste bedre, så ville han have troet, at han befandt sig i ørkenen, hvor tyvene var flest. Men det var bestemt ikke tilfældet, som klimaet var langt koldere og vådere. Et klima han var van til hjemmefra. Dødens kløft var hans hjem, men han havde bestemt ikke noget imod at gå på opdagelse i byerne i landet. Derfor var han også dukket op i Azurien for at se om han kunne finde noget interessant at trække med sig hjem. Indtil videre havde han skaffet sig nogle krystaller, men intet andet tungt. Hvilket var smart, når man fragtede sig selv ved hjælp af vinger og sjældent brugte sine ben. Selvfølgelig havde han ikke problemer med at bruge benene, men han kunne bare komme meget længere med vingerne.

Vinden i de højere luftlag var langt voldsommere end nede på landjorden, hvilket gjorde at Philotanus faktisk blev tvunget til at se nedad for ikke at vælte omkuld i vinden. Han kunne jo ende med at brække en vinge, hvis ikke han passede på. Ikke fordi han normalt var klodset på det punkt, men det var smart at tænke fremad og ikke bare gøre, hvad der lige var nemmest i en situation som denne. Som han var på vej ned mod landjorden, fik han øje på en skikkelse, der hoppede rundt på stenene. Han rynkede en smule på næsen over forvirringen og hvor malplaceret det egentlig var så tæt på vandet. Philotanus tænkte ikke mere over det, som han fløj over hende, så højt oppe, at hun næppe bemærkede ham.

Hulen var nem at få øje på, som han skyndte sig at svæve ind i grotten og søge ly for natten. Han regnede ikke med at skikkelsen udenfor ville finde samme vej, da der var mange huler i området. Derfor smed han også sin mindre taske fra sig, hvorfra læderposen med krystaller langsomt gled ud af. Philotanus så sig omkring for at finde det bedste sted at sove. Han fandt et mørkt hjørne, hvorfra stjernerne ikke kunne nå ham. Klipperne var kolde og hårde at ligge imod, men han var van til det hjemmefra, derfor faldt han også hurtigt til ro. Lige indtil han kunne høre fodspor nærme sig hans position..

Med ét slog han de dæmoniske øjne op, stirrede op i loftet og mumlede noget utydeligt for sig selv, som han rakte ud efter læderposen og den lille taske. Det var først der han fik øje på kasserne i hulen. Måske han havde været for fokuseret på at finde et sted at sove og derved ikke havde bidt mærke i trækasserne. Måske der var tale om et skjulested for forbrydere, måske endda en hel klan. Det kunne være dem, der var på vej retur med dagens togt. Irriteret mumlede han igen, som han vendte de orange øjne mod skikkelsen. Hende havde han da set tidligere. Lige nu valgte han dog at holde sig sjovt, men med blikket direkte imod hende, så hun ikke lige pludselig overraskede ham med et angreb. Hun så dog en anelse harmløs ud.. Måske det var endnu en mulighed?

Sådan som hun rodede rundt i kasserne, så tvivlede han lidt på at hun hørte til der. Derfor valgte han også at rejse sig fra sit skjulested, som han listede sig ind på hende og rakte ud efter hendes arme, hvis det lykkedes sig ville han trække hende hen over jorden og væk fra kasserne, så han forhåbentlig kunne låse hende til jorden, før hun ville kunne gøre modstand.

Der lød en sagte brummen fra hende, undrende over de mange fine genstande der lå i kassen, da noget vakte hendes opmærksomhed. Hun var sikker på hun havde hørt en lyd nærme sig, men hun var ikke sikker med de mange lyde der ellers gav genklang inde i hulen. Bedst som hun drejede hovedet, for at se bagud, så hun skikkelsen der tårnede sig op og var ved at gribe ud efter hende. Et forskrækket gisp lød fra hende, idet hun forsøgte at kaste sig fremad for at ungvige skikkelsen greb. Hun mærkede det faste tag i hendes ene overarm, styrken der lå bag var stor, og hun selvom hun kæmpede for at rykke sig fri virkede hendes forsøg ganske håbløse. 

"Slip....!" skreg hun højt, et leje hun aldrig før havde været oppe i, og frygten stod tydeligt malet i den bævrende tone, det lykkedes hendes at hive frem i skriget. Hun vendte sig imod sin angriber, og forsøgte med al sin kraft at slå ud efter ham, i håbet om han ville slippe og opgive sit foretagende. "Jeg tog intet..!" hun forsøgte at lyde sikker i sin tone, men hun var ikke vant til at tale og bestemt ikke særlig lært i sproget, og hvilket fik hende til at lyde mere usikker end godt var. Hun var overbevist om, at skikkelsen måtte være den som ejede de ting i kassen, det havde slet ikke faldet hende ind, at det kunne være en ligesom hende der blot havde søgt tilflugt for natten i den hule.

Den intense følelse af frygt og afmagt, fik tårerne til at presse sig på i hendes lysegrå øjne. Hendes bare fødder stod usikkert på det glatte underlag, og da hun gav et sidste ryk i armen, i forsøget på at slippe fri af skikkelsen stærke greb, mistede hun fodfæstet under sig og faldt til jorden på ryggen. Hun mærkede luften blive slået ud af sit bryst, da hun landede på det hårde underlag, og gispede efter vejret. Ude af stand til at tænke klart, trak hun sig sammen på jorden i forsøget på at beskytte sin krop, hvis skikkelsen havde tænkt sig at slå hende.

Den modstand Philotanus mødte var ikke voldsom, som han fik fat på den spinkle arm og nemt kunne trække hende med sig, derfor konkluderede han også meget hurtigt, at det ikke ville blive nødvendigt at låse hende til jorden. Alligevel tog han chancen for at se hende lidt an. Hun lignende ikke en, der manglede noget, men at dømme fra hendes reaktion, så var hun måske ikke helt van til at være i nærheden af andre væsner. De dæmoniske øjne var dybt fokuseret på hendes bevægelser, som han strammede grebet om den spinkle arm, da hun først prøvede at gøre modstand. Det kunne selvfølgelig også være, at han havde været lidt for frembrusende og det bare var det hun reagerede på.

Uden at sige et ord til hendes, rynkede han på næsen og rystede på hovedet, som han bestemt ikke havde i sinde at slippe hende. Det høje skrig fik ham dog alligevel til at vende blikket den anden vej, som ørerne lige skulle vænne sig til tonelejet. Det måtte være ulempen ved at angribe kvinder, de kunne tale så skingert, at det ikke var godt for nogen. Hendes små slag og forsøg på at slippe fri, fik ham blot til at brumme og mumle let for sig selv. "Så stop dog.." lød det en smule hæst og dybt, som den unge skikkelse tydeligvis havde en langt mere mandig stemme, end de fleste forventede. Der lå meget erfaring bagved den stemme. Han rettede blikket imod kassen, som hun havde rodet rundt i, da hun forsøgte at forklare sig. Det var egentlig ligemeget, men hvis hun havde fundet noget interessant, så kunne han godt finde på at tage det med.

Selvom det var for en kort stund, at Philotanus kiggede på kassen, så formåede pigebarnet at snuble på underlaget, som hun straks faldt på røven og næsten formåede at hive Philotanus med sig. Han tog dog hurtigt fra med vingerne, der blev spredt ud og slået imod jorden, så vinden holdt ham på benene. Derfra havde han dog sluppet hende, men han valgte straks at gribe ud efter hendes fod. Det var først nu, at han havde mulighed for at overveje hendes ord og faktisk forsøge at drage en konklusion ud fra de små ord hun havde brugt. Det var tydeligt, at pigebarnet ikke var van til at bruge sin ord. Vingerne blev langsomt foldet imod hans ryg igen, som han havde sat sig på hug for at komme helt tæt på hende, nu hvor hun insisterede på at ligge på jorden.

Hvad ville han? Hvorfor gjorde han dette imod hende? Tankerne for rundt i hendes hoved, indtil et kraftige vindstød ramte hendes ansigts rødblussende kinder. Næsten øjeblikkeligt fangede hendes blik, skikkelsens mægtige vinger, der havde holdt ham på benene. Hun havde aldrig set noget lignende, og under de trygge omstændigheder hun var vant til, ville nysgerrigheden også have haft magten, men i dette øjeblik ønskede hun sig blot langt væk derfra, langt væk fra denne by og de frygtelige mennesker hun have observeret efter hun kom i havn.

Da han nærmede sig og satte sig ned på hug ved hende, mærkede hun hvordan hjertet bankede i hendes bryst, som om det forsøgte at hamre sig vej ud af hende, men frygt ville ikke kunne redde hende, hun måtte kæmpe! Hun bed kæberne stramt sammen og skubbede sig op og sidde, hun kunne ikke komme væk, da hans ene hånd lå stramt om hendes ankel, hænderne lod hun glide hen over de mange våde sten under sig, søgende efter en der sad løst. Hendes blik veg ikke fra hans orange øjne, bange for at blive overrumplet en gang til.

Nianna mærkede en sten bag hende, ikke meget større end hendes knytnæve, men med skarpe kanter. Hun lukkede hånden omkring den, om hun kunne ramme ham vidste hun ikke, ej heller om det ville gøre ham nogen skade, men hvis det gav hende en mulighed for at komme fri og tage flugten, måtte hun gøre det. Det var som brændte der en gammel flamme indeni hende, fra et glemt minde, der bød hende at kæmpe og flygte på samme tid. Stålfast svang hun sin hånd lige imod mandens ansigt, med stenen klemt fast i hendes hånd. Nianna vidste udmærket hendes chancer ikke var gode, men et velplaceret slag lige imod tindingen, ville kunne give hende en chance for at løbe. Og hvis hun ramte, ville hun gøre lige præcis det, rejse sig og med hurtige adrætte bevægelse løbe imod hulens åbning.

Pigen var lamslået og Philotanus havde egentlig ikke gjort meget for at holde hende nede. Men han kunne selvfølgelig heller ikke vide, at hun ikke havde de helt store erfaringer med andre væsner. Vingerne var en naturlig ting for ham og det var almindeligt for ham at gøre brug af dem, derfor reagerede de også det sekund at han var ved at få overbalance. Var han faldet, så var han nok landet ovenpå hende, så mon ikke hun også ville foretrække, at han blev bare lidt på afstand af hende? Ikke at det varede længe, som han atter foldede vingerne på ryggen og hurtigt gik efter at fange hendes ben. Hun skulle nødigt undslippe, nu hvor han havde taget kontakten og ikke følte, at han kunne lade hende gå igen.

Hun var fanget imod den kolde jord. Philotanus havde flyttet fødderne, så han nu hvilede sine knæ imod den hårde og kolde overflade. Det var ikke en uvan situation, eftersom at han boede i det samme klima. Derfor var det måske også så nemt for ham, bare at finde et sted at sove. Egentlig forventede han ikke den store form for modstand fra hende. Derfor bed han heller ikke mærke i, at hun var i færd med at lede efter et våben, han forsøgte i stedet at trække hende til sig, så han kunne gribe fat i hendes arm igen og forhåbentlig hive hende på benene.

Han bemærkede hvordan hun ændrede attitude, han troede lidt, at hendes lukkede øjne skyldtes, at hun havde opgivet og var klar til at møde sin skæbne, men det lod ikke til at være tilfældet, som han hørte en lyd omkring hendes hånd. Philotanus rettede blikket imod hendes hånd, ligesom hun valgte at svinge den imod ham. Det resulterede i, at hun ramte ham lige på næsen, man kunne høre et mindre knæk, som næsen gav efter for den skarpe kant. Med ét slap han hende og faldt tilbage på røven for at tage sig til næsen. "For Zaladin også!" råbte han frustreret, men samtidig også i smerte, som han kunne mærke riften på næsen. Men han kunne ikke tage for hårdt fat, da den tydeligvis var brækket. "Det skal du få betalt!" vrissede han irriteret, som han kunne høre hende løbe. Hurtigt kom han på benene igen. Nok kunne han heale næsen hurtigt, men han var sur og mere fokuseret på at fange hende end noget andet. Han løb efter hende.

Nianna bad til at hendes mange år alene i skoven, ville give hende blot en lille fordel i flugten, da hun bestemt ikke hørte til de langsomste personer samt hendes yderst adrætte krop, hun var tydeligt vant til livet i skoven og til at kunne løbe der, selv fra gren til gren i træernes kroner. Nianna var dog udmærket klar over faren ved at være i åbent terræn, hvis hun skulle have blot en lille chance fra at undslippe, den uden tvivl, meget utilfredse mand, måtte hun satse på noget tættere bevoksning hvor han forhåbentligt ikke kunne drage nytte af de store vinger. 

Hun havde hørt knækket, mærket sammenstødet i hendes hånd, stenen havde da også været gavmild at give hende en stor rift i håndfladen, men hun lod sig ikke mærke af det, tog sig ikke tid til at se tilbage, i stedet pressede hun sin krop til det yderste, ganske hurtigt nåede hun ud af hulen og sprang ubesværet fra sten til sten, indtil hun nåede kysten. Aldrig før havde hun løbet med en sådan fart, men det føltes som om det galt livet, det lyse hår flagrede i vinden bag hende, som hun løb afsted. 

Længere fremme så hun de træer, der måske kunne være hendes frelse fra det bevingede væsen. Hun mærkede ikke hvordan hendes bare fødder havde fået flere rifter efter det hårde underlag i hulen og hendes hurtige flugt, alt pulserede i hende, hun skulle klare den! Hun havde intet valg. Hun mærkede hvordan en triumf begyndte at melde sig, bare lidt længere og hun ville nå træerne!

Næsen var brækket og Philotanus var virkelig vred over hvordan situationen havde udviklet sig. Hvordan kunne et så lille væsen gøre så stor skade på ham? Han var virkelig sur også selvom han nemt kunne fikse næsen og komme videre i teksten. Men som pigen valgte at løbe fulgte han uden problemer med. Ikke tale om, at hun skulle have lov til at stikke af, når de havde et regnskab at gøre op. Så måtte hun tage det som det kom. Han var ikke ude på at dræbe, kun gøre en smule skade og måske fange hende og hive hende med tilbage til dødens kløft. Ikke at han var sikker på, at hun ville være besværet værd. Men først skulle han fange hende. 

Philotanus nåede udgangen af hulen, som han så sig omkring for at se hvor hun var løbet hen. Hun hoppede rundt på de våde sten og var næsten nået til kysten.i et split sekund kom han i tvivl om hun hørte hjemme i havet og derfor kunne drage fordel af vandet. Men da hun ikke sprang i, skubbede han tanken bort og satte efter hende. Stenene var langt mere glat, end han havde troet efter hendes præstation af at hoppe på dem. Derfor tvang hun ham til at bruge vingerne igen, som han hurtigt steg til vejrs og fløj efter hende.

Da Philotanus havde nået den passende højde, lod han sig falde imod jorden, som han fik fat på og spredte vingerne tæt på jorden, blot for at svæve direkte imod hende. Han rakte armene frem for at tackle hende i farten. Det ville dog resultere i at de begge rullede rundt, men lige nu var han ligeglad, han skulle bare have fat på hende først, så kunne han bekymre sig om eventuelle skader bagefter. Når hun ikke længere kunne flygte.

Følelsen af sikkerhed ret forude, spredte sig som ringe i vandet indeni hendes krop, uvidende om hvor hurtigt han faktisk indhentede hende, pressede hun de sidste kræfter ned i hendes ben og kæmpede sig imod skoven der kom hastigt nærmere for hvert skridt, men blot få skridt derfra mærkede hun et kraftige stød imod ryggen, noget ramte hende, og kastede hende forover imod jorden. Rent instinktivt rakte hun armene op foran hovedet, for at beskytte hende imod det nært forstående slag imod jorden, der fik slået al luften ud af hendes krop. Hele hendes krop pulserede efter anstrengelserne, idet hun væltede rundt på jorden, først ned på maven inden hun trillede rundt, med hvad der føltes som en ekstra krop. 

Nianna havde ingen slag taget til hovedet, men hendes arme og den bare del af hendes ben, havde fået sig mange skræmmer og trak blod nogle enkle steder. Smerten mærkede hun intet til endnu, adrenalinen pumpede i hendes krop, og skjulte de skader hun havde pådraget sig kroppen i faldet. Febrilsk søgte hendes blik årsagen, og da blikket faldt på manden, kastede en skyggen af opgivelse sig over hendes øjneH. Faldet havde bragt hende præcis dertil hvor hun havde håbet på sikkerheden, det nærmeste træ var blot en håndsrækning fra hende. Med hænderne i jorden, forsøgte hun at rejse sig for at genoptage flugten, men en smerte begyndte at stikke i hendes arm, der under faldet var blevet vredt rundt. Var hun virkelig slået så let? Var det alt hun kunne gøre? Nianna havde aldrig måtte kæmpe for sit liv på denne måde, hvilket betød hun ikke naturligt fandt de udveje andre måske ville have gjort.

"Lad mig gå.." bønfaldt hun, mens hun prøvede at kæmpe sig fri for at komme væk, for hvilken glæde ville han kunne få af hende? 

De væltede rundt sammen, som Philotanus ikke rigtig havde mulighed for at tage fra, da han var mere fokuseret på at få fat på hende. Vingerne nåede han dog at folde sammen, så de ikke ville knække i faldet og for alvor volde ham problemer. Jorden var hård og kold at lande på, men Nianna afblødte hans fald, som han muligvis endte med at lande næsten ovenpå hende. Han holdt fat i hendes arme for at holde hende nede, så hun ikke lige pludselig valgte at stikke af igen. Philotanus rettede blikket fremad, som han fik øje på, hvor tæt de var kommet på træerne. Heldigt, at han ikke havde ventet længe med at indse, at han skulle bruger vingerne og ikke sine fødder til at indhente hende. 

Selvom de var væltet rundt, så havde Philotanus ikke fået mange skrammer efter styret og riften på hans næse var healet ganske fint. Den sad dog stadig en smule skævt, som han ikke havde haft mulighed for at sætte den på plads, så den kunne heale af sig selv. Det måtte vente til han havde fået hende under kontrol. Han forsøgte dog at komme på benene igen, uden at give slip i hende, så de ikke bare lå og rodede rundt på jorden sammen. "Jeg kan ikke lade dig gå.." mumlede han lettere køligt, som han trak hende lidt i armene for at få hende til at rejse sig, så de sammen kunne gå tilbage til hulen. Der var ingen grund til at lave en større scene udenfor hulen, hvor andre kunne få øje på dem, det var bedre at trække situationen lidt væk fra andres nysgerrige blikke. "Vi skal tilbage til hulen.." fortsatte han, som han så en anelse strengt på hende. Blikket gled op imod himlen, som han kunne fornemme at den var begyndt at blive mere grå og dunkel. Det ville snart stå ned i stænger og så ville hans vinger blive gennemblødte og umulige at gøre brug af.

Ubehaget bredte sig i hendes krop, ikke kun på grund af de smerter hun begyndte at føle i hele kroppen, men også uvisheden om hvad han ønskede af hende. Han måtte have landet ovenpå hende i faldet, for hun var efterhånden sikker på hun havde fået trykket nogle af ribbene, da det gjorde ondt når hun forsøgte at trække vejret dybt, hvilket gjorde en ny flugt næsten ulidelig at tænke på, som hun begyndte at have det, ville hun ikke engang kunne nå halvdelen af det hun havde formået denne gang. 

Hun mærkede hans hænder, stramme om hendes ømme arme, idet han forsøgte at trække hende op, og for at lette smerten lod hun sig føje og rejste sig lettere besværet op fra jorden. Der lød et støn af smerte da hun rettede sig op, først nu lod hun blikket glide ned over sin lettere forslået krop, der ville uden tvivl være mange mærker til at pynte hende krop, for selvom blodet ikke fossede ud af hende, havde hun mange rifter og hudafskrabninger især på hendes arme der havde taget det værste af stødet. Da hans stemme skar igennem, løftede hun et lettere nedslået blik imod ham, inden hun gjorde et accepterende lille nik, selvom det ikke glædede hende at være hans fange lige nu, for det var vel egentligt det hun var? 

Hendes tanker gled tilbage til Azurien, til den sø hun kendte ud og ind, hendes lille selv skabte paradis, hvor hun kunne have levet i sikkerhed, men hun skulle absolut ud og opleve verden. Hun skævede op imod manden, tog ham lige i betragtning som de gik afsted imod hulen, hun vidste intet om ham, eller hvorfor han havde været sådan. Irriteret på sig selv vendte hun blikket væk fra ham, måske hun kunne kede ham ihjel? Nægte ham nogen opmærksomhed, så han måske ville ende med at gå? Det var et forsøg værd. Lettere resolut gjorde hun et lille bestemt nik med hovedet, det måtte være næste forsøg, kede ham ihjel.

Sammenstødet med Nianna havde været en smule mere voldsom, end hvad Philotanus faktisk havde fundet nødvendig, men hun var stukket af i en fart, så han havde ikke haft mulighed for at overveje sine muligheder. Han havde selvfølgelig også sin evne, som kunne vise sig at være nyttig, men det ville samtidig også svække ham voldsomt, hvis hun først formåede at undslippe tyngden ved at løbe omkring. Nok kunne han påvirke et stort område, men den slags ville ødelægge hans nuværende krop. Så han var ovenud tilfreds over at have fanget hende uden at bruge sin magi. Vingerne kunne holde til en del og han blev heller ikke helt så udmattet af at flyve, da han var van til det.

Philotanus formåede at få hende op på benene, som han nikkede til hende og straks virkede langt mere rolig omkring situationen. Han holdt heller ikke lige så godt fat i hende, da han kunne se på hende, at hun var slemt forslået og muligvis ikke kunne gøre meget modstand, hvis han endte med at lade hende gå selv imod hulen. Det var dog ikke planen at slippe hende helt, som han valgte at skubbe hende imod hulen, så de kunne komme i dækning for det uvejr, der var under opsejling. Rifterne på hendes krop var en smule ærgerligt, da det ville mindske værdien, hvis han skulle forsøge at sælge hende til en slavehandler, så måske han i virkeligheden skulle bruge noget tid på at pleje hendes sår. Tanken fik ham til at brumme utilfreds, som han i stedet fokuserede på at komme tilbage til hulen. Han skubbede til hende igen.

Det eneste der bekymrede ham lige nu, var at komme tilbage til hulen. Han bemærkede derfor heller ikke, at hun havde besluttet sig at ignorere ham, som han dog gik op på siden af hende og greb fat i hendes overarm for at sikre sig at hun fulgte med ham. Det var en smule besværligt at gå tilbage over stenene, men han gjorde det alligevel, nu hvor han ikke skulle jagte hende. Stenene var dog stadig glatte og ujævne. Da de kom ud på den anden side valgte han at bruge den frie hånd til at skubbe næsen tilbage på plads med et knæk. "Argh.." mumlede han for sig selv, som han kiggede imod hulen.

Nianna kastede et skulende blik imod bæstet, han ejede tilsyneladende ikke et eneste gram balance i kroppen, for det virkede mest af alt som om han brugte hende til at forblive på stenen, eller også var det fordi smerten værkede i hendes krop hver gang han gjorde nogle små træk i hende. Hun himlede let med øjne over ham inden hun vendte blikket hovedrystende væk. Nok havde hun accepteret at føje ham denne ene gang, men han skulle i hvert fald ikke regne med det ville blive den næste store trend hos hende, stædig som bare pokker var en af de ting som igennem tiden havde holdt den unge pige i live, alene ude i skoven.

Da de nåede hulens åbning, spottede hun den sæk hun havde efterladt i farten, og med et bestemt ryk i armen, af alle de kræfter hun kunne mønstre, for at komme fri, bevægede hun sig hen til sækken, hvor hun lod sig falde ned på knæ. Med evner der fik naturen til at blomstre, havde hun også lært at leve af naturen, lært hvilke ting der kunne hjælpe hende, samt hvilke der var giftige for hende. Sækken var af stor betydning for hende, ikke alene på grund af den smule mad der var tilbage, men også fordi det eneste minde hun havde lå deri, samt nogle af de creme hun havde lavet af forskellige planter, deriblandt en som kunne hjælpe hende på hendes skræmmer på kroppen. 

Ganske stille pakkede hun sækken op og rakte ned i den. Det hele var der stadig intakt, men hvem skulle også kunne nå at have været forbi? Udenfor trak det op til regnvejr, og de fleste gættede hun på lå i druk inde ved bydelen. Som hun sad der på sine knæ, med fødderne hvilende under bagdelen og sækken i sit skød, lod hun hovedet falde let ned, selvom hun følte sig opgivende skulle han ikke regne med at få meget ud af hende, hvilket nok kom relativt naturligt for en der i forvejen ikke var den bedste taler.

Hvorfor skulle han spilde tiden på at balancere på sten til dagligt? Det var ikke ligefrem en del af hans jobbeskrivelse og det ville nok aldrig blive det. Selvfølgelig kunne han bare have smidt hende over skulderen og så have fløjet dem begge til hulen, men det ville ærlig talt være en smule spild af kræfter, hvis man spurgte ham. Særligt når hun lod til at være villig nok til at følge med ham, så længe han bare holdt et nogenlunde fast greb på hende. At han så til tider kunne risikere at trække hende med ned, når balancen ikke lige var der, det gjorde ham ikke spor. Hun havde selv bedt om en del af problemerne, da hun havde taget stenen og smadret det imod hans næse. Nok var den fin nu, men han kunne stadig mindes smerten.

Underligt nok, så havde Philotanus ikke forventet at hun lige pludselig ville vride sig ud af hans greb, da de først nåede tilbage til hulen. Han nåede derfor ikke at reagere, før hun allerede havde kurs imod den lille sæk, der lå nær kasserne. Han rynkede en smule på brynene, som han roligt fulgte efter hende for at se hvad hun havde gang i. Hvis hun havde planer om at finde nogle våben frem, så ville han hurtigt kunne forhindre hende i at løfte det, men hun lignede bare en, der tjekkede indholdet? Hvad gik det egentlig ud på?

Eftersom at hun ikke lod til at ville flygte lige nu, så valgte han at lade hende være for nu. I stedet blev han dog stående bag hende med armene over kors, som han forsøgte at få en fornemmelse af, hvad hun havde i tankerne og hvad hun ledte efter. Det måtte være vigtigt siden hun ville risikere at blive låst til gulvet igen ved at vride sig ud af hans krop. Han forholdt sig dog nogenlunde passiv omkring det.

I ren protest over at skulle være her som en eller anden fange, værdigede hun ham ikke et eneste blik. Istedet fokuserede hun på den lille sæk, nede i den fandt hun et ganske lille armbånd, ikke større end det ville kunne passe et lille barn, hun gned den forsigtigt mellem fingrene i den ene hånd, inden hun lagde det ned i sækken igen. Vandet der kom ind med bølgerne ved hulens åbning, havde dannet en mindre sø lidt dybere inde i den store hule. Hun lagde hovedet let på skrå mens hun betragtede vandet der med al sandsynlighed ville være bidende koldt, men hun trængte til at vaske sig, slippe af med følelsen af hans hænder på hendes hud, alt det skidt og blod hun havde fået sig under flugten og hans overgreb på hende.

Resolut ledte hun videre, indtil hun fandt en ganske lille beholder, det var en hun havde fundet på en af sine mange ture til byen, men det passede perfekt til formålet. Indeni havde hun noget der kunne minde om creme, det havde en blød konsistens men var alt sammen plantebaseret, hun havde opdaget igennem sine mange år i skoven at visse planter og rødder, havde noget virkelig potente egenskaber når det kom til at hele små skrammer. Det var alt sammen blev kværnet og most godt imellem nogle sten, og den smule hun havde deri rakte langt, hvilket var ganske heldigt da det havde taget hende flere uger at samle nok og på at lave den creme væske.

Nianna kunne tydeligt mærke hans blik, der nærmest borede sig ind i hendes, og fik det til at løbe hendes koldt ned af ryggen. For hende, var han intet andet end et monster, sådan en man fortalte børn om for at holde dem fra nogle typer væsner eller steder. Hun lagde bøtten ned foran sig mellem benene, mens hun pakkede sækken sammen, ligeglad med om det kunne trigge ham til at gøre noget, han behøvede ikke følge med i alt hun foretog sig. Da hun rejste sig op fra den kolde jord måtte hun bide tænderne sammen for ikke at komme med et støn af smerte, hun ville ikke sådan lade sig kue af ham. Med den lille bøtte i hånden og ryggen til ham, gik hun ned imod det lille vandhul, det var ikke til at sige hvor dyb den var, for mørket i hulen tillod ikke meget lys at komme ned i vandet. Hun lagde den lille bøtte ved kanten inden hun rettede sig op, med hænderne på hofterne, lod hun en tommelfinger glide ind under nederdelens kant, inden hun lod den glide ned over sine hofter og ned på jorden. Alle hendes bevægelser var ganske rolige, idet hun trådte ud af nederdelen og bukkede sig let forover for at lægge nederdelen pænt sammen, inden hun rettede sig op, og med et par enkle vrik med kroppen, fik trukket dådyrskindet over hovedet, og efterlod hendes krop helt modtagelig overfor den kølige vind der let strømmede ind i hulen. Hun lagde den pænt sammen inden hun lagde den ved nederdelen.

Nianna anede ikke om bæstet stadig holdt øje med hende, men hun kunne ikke forestille sig andet eftersom hun jo ikke måtte forlade hulen. Hun lod hænderne glide igennem de lange lyse lokker og løsnede let op i håret, inden hun prøvende dyppede tæerne i det ganske rigtigt kolde vand. Det gøs let i hendes krop, inden hun trådte ud i vandet.

Det var ikke svært at fornemme Niannas fjendskab overfor ham, men det generede ham ikke spor, som han bare ignorerede det lidt og faktisk valgte at vende tilbage til sin soveplads. Han var dog uden problemer i stand til at blokere udgangen med sin evne, så hun kunne jo bare prøve at løbe igen. Denne gang ville han ikke løbe efter hende, men tvinge hende i jorden uden at løfte en finger. Philotanus var stadig irriteret over det der var sket, men han forstod ikke helt hvordan hun kunne tage det hele så roligt. Måske fordi hun bare var ligeglad og måske endda var van til den slags prøvelser? Forhåbentlig ikke, for det kunne betyde, at andre ville være interesseret i hende og ikke nødvendigvis villig til at betale for hende.

Philotanus lænede sig op ad væggen nær udgangen, som han dog stadig holdt øje med hende. Så længe at hun ikke lavede nogle pludselig bevægelser, så kunne han sagtens holde øje med hende på afstand. Det var ikke fordi han kunne fornemme noget magi omkring hende, for så havde hun vel for længst brugt den imod ham? Han kunne tage fejl og derved undervurdere hende, men lige nu havde hun ikke givet udtryk for, at hun udgjorde den store trussel for ham. Tværtimod faktisk. Han brummede lidt dybt i halsen, som han lagde armene over kors og valgte at vendte blikket den anden vej. Ikke mere end at han kunne fornemme hendes skikkelse ud af øjenkrogen.

Der var lige pludselig bevægelse, som Nianna rejste sig op og målrettet gik imod et mindre vandhul. Det undrede ham til at begynde med, som han dog helt automatisk rettede sig op og gik imod hende, for at sikre sig, at hun ikke havde fundet en vej ud af hulen. Forhåbentlig var der ikke hul hele vejen igennem vandhullet og ud på den anden side, men hvis der var, så kunne hun da umuligt holde vejret længe nok til at nå ud på den anden side. Philotanus stoppede op, da hun strøg fingrene over nederdelen og ud af det blå skubbede den ned over sine knæ og ned på jorden, hvor hun trådte ud af den. Han sank en klump, som han så sig omkring overbevist om at der var nogen, som forsøgte at lokke ham i en fælde. Der kom ingen reaktion, som pigen fortsatte og smed toppen. Hvad havde hun egentlig gang i?

Han trådte fremad, som Nianna gik ud i vandet med rolige skridt. "Hvad har du gang i?" lød det lettere hæst og køligt, som han havde armene over kors og gik hen imod bredden. Hun troede vel ikke, at hun bare kunne undslippe på den måde? Og hvorfor smide tøjet foran en fremmed? Forsøgte hun at genere ham? Det ville sikkert have den modsatte effekt, som han gik hen til vandkanten og samlede hendes tøj op. Det var ikke sikkert, at hun ville se den fine bunke af tøj igen. Ikke lige foreløbig.

Nianna tog sig ikke spor af bæstets tilstedeværelse, skjult fra alle mennesker hele sit liv, havde hun aldrig lært at besidde den blufærdighed som tilsyneladende plagede andre mennesker, og tilsyneladende også bæster. Hun måtte kæmpe for at undertrykke et flygtigt smil på hendes læber, trods hun hele tiden havde haft ham bag sig. Uden tøven trådte hun videre ud i vandet, som stødt blev dybere for hvert skridt. Da vandet nåede hende til midt på låret, og blot et enkelt skridt mere ville føre det kolde vand til hendes varme køn, tog hun et enkelt skridt videre og mærkede det gys der fik de små lyse hår til at rejse sig på hendes arme, og skød igennem hele hendes krop, så endnu et skridt og vandet gik hende til navlen. 

Hun lod hænderne glide igennem vandet og strøg de våde hænder op af hendes underarme, for at skylle det værste snavs af sig, da lyden af hans stemme skar den ellers berolige lyd ude fra havet og vandet der skyllede over hendes arme, drejede hun hovedet ganske let ud til siden, hun strøg let en vildfaren tot om bag øret, inden hun drejede blikket helt imod ham. Hun hævede blot det ene øjenbryn inden hun vendte ansigtet væk fra ham igen, uden at svare ham. Hun vidste godt at mange ville have skælvet af kulde, men årene i naturens vold havde hærdet hendes krop ganske godt, og hvis hun selv skulle sige det var hun faktisk en overraskende habil svømmer og dykker. 

Hun stod stille for en stund, trak vejret dybere og dybere for hver gang, for ilte blodet mest muligt, inden hun tog en dyb indånding, der fik det til at skære af smerte i hendes bryst, inden hun satte fra og sprang frem i vandet og dykkede ned, hun ville se hvor langt hun kunne komme, måske hun var heldig der kunne være en vej ud, måske ikke? Og måske ville hun blot se præcis hvor stålsat han var på at beholde hende som fange i den hule. Sigtbarheden var lig nul, mørket lå tæt og intet lys fik lov at trænge ned jo dybere hun kom, til sidst nåede hun bunden uden at have hverken set eller følt sig til noget der kunne minde om en udvej. Hun vendte sig let om i vandet, med blikket rettet imod overfladen. Hendes bevægelser var helt rolige for at spare på ilten og hendes energi, kunne hun mon lige frem få ham til at springe i vandet?

Tanken morede hende, men da hun mærkede den overvældende trang til at trække vejret begyndte at melde sig, satte hun fra på bunden og svømmede tilbage til samme sted hun var dykket under vandet blot lidt længere ude. Idet hun kom op til overfladen, strøg hun begge hænder igennem håret så det lagde sig pænt tilbage istedet for at hænge ned i ansigtet på hende. Hun trådte roligt i vande og bevægede kun armene ganske let.

Havde Nianna glemt, hvad han havde udsat hende for? Noget må være gået tabt i kulden, siden at hun bare opførte sig som om han ikke var der. Hun anså ham slet ikke og smed tøjet uden de store bekymringer. Hvad hvis han kunne finde på at udnytte situationen og drage nytte af, at hun ikke havde tøj på? Det ville være langt nemmere at finde hendes potentiale, hvis han kunne bedømme hendes krop tæt på. Philotanus var dog lettere forundret over hendes tur ud i vandet. Han lagde også an til at følge efter, da hun gik længere og længere ud.

Det var dog ikke helt nok til at han ville træde ud i vandet, som hun stadig var indenfor rækkevidde og derfor ikke ville gøre det svært for ham at få hende tilbage på fast grund. I stedet stod han med armene over kors og så blot til, som hun kort kiggede på ham for dernæst at vende blikket tilbage. Pigebarnet opførte sig noget så besynderligt flabet. Han brummede irriteret af situationen, som han himlede med øjnene og egentlig ikke var sikker på at det var besværet værd, at trække hende ud af vandet igen. Så forsvandt hun dog fra overfladen og Philotanus nåede at træde et skridt ud i vandet. Nej, han ville ikke følge efter hende, forhåbentlig var der ingen udgang og så ville hun vende tilbage til overfladen, når hun havde brug for luft igen.

Eftersom at der gik noget tid, før at hun vendte tilbage, så var han så småt begyndt at overveje, hvordan han bedst kunne få hende tilbage og op ad vandet. Han ville nødigt gøre sine vinger våde og den eneste anden udvej ville han helst ikke gøre brug af. Endnu en vrissen undslap hans læber, som han ikke rigtig kunne se hende i det mørke vand, selv hvis han var van til at se i mørke, så havde hun valgt et meget mørkt vandhul at hoppe ned i. Han kunne fornemme luftbobler længere ude i vandet, som han kneb øjnene sammen for at se om det var hende eller et dyr, der boede i vandhullet. Da han fik øje på det hvide hår åndede han atter lettet op, men udtrykket forsvandt, før hun kunne opdage det. Tænk hvis han mistede sin kommende investering?

Hun dukkede op et stykke længere ude i vandhullet, som hun strøg håret tilbage og lignende en, der slet ikke overvejede at hun nær var blevet hevet op ad vandet. Han havde fortsat armene over kors, som han dog slap taget for at hæve det ene øjenbryn og rette blikket direkte imod hende. Vandet begyndte lige pludselig at bevæge sig. Eller faktisk ophørte tyngdekraften omkring vandhullet, så vandet i stedet steg til vejrs og svævede rundt i noget der lignede små bobler med vand. Hun ville hurtigt blive fanget i en boble af vand, hvis ikke hun brugte flere kræfter på at holde sig til overfladen af den kugle med vand, som havde samlet sig omkring hende. Philotanus bevægede sig ikke, som man dog kunne fornemme nogle flager af hans hud forsvinde omkring hans ansigt. Det forsøgte at reparere sig selv, men det var ikke hurtigt nok til, at hun ikke sagtens kunne bemærke det.

Nianna havde efterhånden vendet sig til det kolde vand, det passede hende ganske godt, da hun så han rent faktisk havde trådt ud i vandet, var han alligevel så bekymret for hun skulle smutte sin vej? Et lettere trodsigt smil gled over hendes læber i mens hendes blik hvilede ved bæstet. Det kom næsten som en ærgelse for hende, at han ikke var blevet fristet nok til at springe i vandet, for hun havde en svag anelse om vingerne måske ikke ville være så begejstret for vand, siden det havde hastet sådan med at komme i ly for det regnvejr hun kunne høre var brudt ud, udenfor. Og det faktum at han faktisk havde været så afventende for at se om hun ville komme tilbage eller finde en udvej. Der var dog en ting som ikke faldt helt i god jord hos hende, hun var bekendt med at væsner havde evner, eller hvert fald rigtig mange, men udover hans vinger havde hun endnu ikke oplevet noget der kunne tyde på en evne hos ham? 

Nianna, der havde taget et par enkle svømmetag ind imod kanten, skulle lige til at rejse sig op i vandet, for at komme ind og hente den lille bøtte, da hun mærkede noget ganske uvant, forvirringen meldte sig klart i hendes ansigt idet hun mærkede vandet nærmest samle sig omkring hende, hun nåede blot et par hurtige men dybe vejrtrækninger, og til sidst at fylde lungerne, før hendes ansigt blev opslugt af vandet omkring hende. Hun var ikke i tvivl om hvem synderen var, for hun kunne se at det var bæstet der var på færde, trods forvrængningen i vandet, var der noget ved hans ansigt der ændrede sig på ham, hun forstod ikke meget af det, men opsat på ikke at give ham den opmærksom han søgte drejede hun sig med et par solide benspark og et vrid med armene i vand, så hun havde ryggen til ham.

Nianna der netop havde været nede på et længere dyk, kunne ikke allerede igen holde vejret nær så godt som sidst, da boblen også var kommet som en stor overraskelse for hende, hun måtte kæmpe ihærdigt for at kunne komme tilstrækkeligt op i boblen, til hun akkurat kunne få et enkelt snap af luft som hendes krop hungrede sådan efter. Som hendes kræfter begyndte at spille hende et pus, og det blev svære at komme op efter blot et enkelt åndedrag vred hun sig let i vandet, små luftbobler forlod hendes mund idet hun måtte tænke imod den naturlige trang til at trække vejret. Hun håbede indædt på at det hun havde set ske med hans ansigt, rent faktisk ville skade ham, for at gøre dette imod hende. Til sidst tog hun hænderne op for munden, for selvom hele hendes krop var på vej til at gå i panik ville hun ikke sådan overgive sig, hun gav et par halvhjertede spark med benene i forsøget på at komme op efter luft igen, hun vidste at i det sekund hun ville besvime ville hendes krop helt automatisk tage en indånding, vand eller ej. 

Pigebarnet skulle ikke tro, at hun kunne styre ham i den retning, hun ønskede. Derfor valgte Philotanus også at vise hende, hvem hun havde med at gøre, hvad han var i stand til og ikke mindst, hvor meget skade han kunne gøre på hende, hvis ikke hun passede på. Han så heller ikke helt så påvirket ud, da vandet valgte at omsluge hende fuldkommen. Der var en risiko for at hun ville miste bevidstheden og ikke mindst sluge vandet i stedet for den lufte, som hun trængte til. Efter hendes mindre dyk, så kunne hun næsten ikke være andet end udmattet i kroppen, derfor var han også meget opmærksom på hendes tegn, som hun fik sparket sig imod overfladen af vandboblen. At bruge sin evne på denne måde, var også med til at tære på hans egen krop, som han skar en svag grimasse, da hudflagerne vandrede op over hans kid, så man tydeligt kunne se muskulaturen og vævet under.

De kunne begge to være stædig omkring situationen, så Philotanus gav ikke slip lige med det samme, som han bed smerten i sig. Forhåbentlig kunne hans evne følge bare en smule med, så han ikke ville ende med at bløde for hele ansigtet. Blodet var dog begyndt at rende ned af hans hals, som han hostede af smerten. Kroppen kunne tydeligvis ikke følge med, som han gerne ville have den til at gøre. Han brummede frustreret af situationen, som han lukkede det ene øje for at fokusere mere på Nianna end sin egen smerte. Blikket var fæstnet imod hende, som han løftede vandet højere op, men lod al det vand, der ikke berørte Nianna falde tilbage til vandhullet, så han ikke skulle bruge for mange kræfter på det vand, der ellers bare svævede rundt om ørerne på ham.

Luftboblerne i vandet fik Philotanus hurtigt øje på, som han trådte frem og lod tyngden vende tilbage som et lyn fra en skyfri himmel. Han ændrede tyngden omkring sin egen krop, så vandet holdt sig fra at ramme ham, så han ikke blev våd. I stedet løftede han armene, så han kunne fange hende i faldet og derved trække hende væk fra vandhullet. Måske han for en stund havde glemt, at hun var nøgen, men han fandt hurtigt ud af det, som han rørte den kolde hud. Det gøs ham ned af ryggen, før at han trådte ud af vandhullet, vandet gik ham til knæene og han havde ikke planer om at skulle længere ud, så i stedet gik han ud af vandhullet og lod blikket falde på hende. Ansigtet var stadig ikke healet helt, som han fortsat blodet fra kæben og havde gjort den hvide skjorte blodig.. "Er du færdig?" spurgte han køligt, som han kiggede ned på hende og ikke lige umiddelbart ville slippe hende, medmindre hun begyndte at vride sig, så kunne hun sagtens falde til jorden.